En slags sensommer, i hvert fald i dag

ESSAY: Jerusalem er en velstående, ren, næsten pletfri metropol. Overalt paraderer byen sit glatte ansigt. Da Sebastian Nathan besøgte byen i efteråret 2019, fornemmede han imidlertid noget andet. Den lidt for gennemførte udslettelse af historien. Den forbryderiske tavshed, blodet i jorden.

Af Sebastian Nathan

Min farfar voksede op her, ikke i Jerusalem, men i Israel, i en by lidt uden for Tel Aviv, det var før det egentlig hed Israel. Hans forældre tog hertil for at finde ly for den europæiske antisemitisme. Jeg ved ikke særlig meget om deres liv her. Nu er jeg i Jerusalem. Jeg står i en bagelforretning og kigger mig i spejlet.

*

Jeg går ned ad Jaffa Road, det vestlige Jerusalems mondæne hovedgade. Her kører ikke nogen biler, i stedet kører en sporvogn. Når den kommer trillende, ringer en munter klokke, ringer fodgængerne ind til siden, alle de langsomme indkøbere. Det er en moderne shoppinggade med cafeer med udendørsservering. De der små højbede, der afskærmer den ene cafes areal fra den andens.

*

Første gang jeg tog ind til Jerusalem, var for en måned siden. Og jeg tog derind igen og igen, hver af de følgende weekender. Jeg oplevede, at byen trak i mig, trak mig rundt, at jeg mistede grebet, så spøgelser, satte mig på bænkene, kiggede på træerne.

*

Jaffa Road er belagt med mørke fliser. De breder sig også ned ad sidegaderne, og indimellem samler de sig i små pladser med bænke, træer, skulpturer, fontæner.

*

Når jeg kommer hjem, så ønsker jeg at vide mere om byen. Jeg ved næsten ingenting. Jeg vil føle, at der er noget i virvaret, jeg kan være sikker på; noget, jeg kan forstå. Så jeg gør, som man gør, går på nettet, læser om byens historie, tilfældigt og eklektisk, om navnene på gader og pladser, jeg har opholdt mig på, hvor navnene kommer fra. Jeg læser historier om biografer, der nu er revet ned, kirker og markedspladser, mindeplader og haver. Jeg læser om årstal og navne og krige, og virvaret bliver større, men også mere rørende.

*

Det er november, men alligevel en slags sensommer, i hvert fald i dag, så folk er på gaden i lette kjoler og T-shirts, nogle er endda i klipklappere. Her er en daset stemning, selvom det er ugens første arbejdsdag. Det er slet ikke det samme, som når folk går ned ad strøget i København, her er virkelig roligt. Men der er noget ved måden at gå på, jeg får lyst til at bruge ordet spankulere. Jeg får lyst til at sige: som om de ejer stedet.

*

Jeg er i den gamle bydel og er mere eller mindre faret vild, eller jeg går bare uden mål. Jeg er på Via Dolorosa, opdager jeg, den smertens vej, Jesus gik ad med sit kors. Det er en overraskelse, at det var lige her. Her er fyldt med mennesker, alle mulige ting, det er meningen, de skal købe. Alligevel bliver jeg rørt over at tænke på, at Jesus gik her med visheden om, at han skulle dø meget snart. Historikere har fundet ud af, at smerten tog en anden rute, at det faktisk ikke var lige her, men det er ikke det, det handler om. Der kommer en masse turister til Jerusalem med religiøse følelser og forhåbninger. Jeg håber, at de finder præcis det, de leder efter. At verden vil være så smuk og vidunderlig, som man kunne ønske sig. Jeg ser mennesker, der kysser døre og stolper og gulve i kirker. En præst tager et gruppebillede for nogle venner.

*

Oppe for enden (af smertens vej, jeg har bevæget mig i den forkerte retning, fra slut til start) står en gruppe turister og gør sig klar til i flok at løfte et trækors, bevæge sig i Jesu fodspor. Ligesom Jesus, virkelig? Men ja, hvorfor egentlig ikke.

*

Mine bedsteforældre har sendt mig en hilsen. De skriver, at de igen har overvejet at sælge huset, men at de så har fundet ud af, at det vil være for stort et savn. Især haven skriver de, haven og arbejdet i haven vil de savne for meget, hvis de flytter.

*

Jeg har svært ved at forklare den usikkerhed, jeg mærker over det hele. Noget ved byen virker oppustet og tæt på at briste. Byen, denne moderne, gamle by udstråler så meget overskud og velstand, men der er noget opstillet ved alt den offentlige luksusinfrastruktur. Jeg nægter bare at nyde det, tage imod. Af en eller anden grund ser jeg mig sur på den sporvogn, som om den er en lille provokation, et skridt for meget, et lidt for glat element. Jeg kan ikke finde et eneste cigaretskod, jeg leder. Der står en mand med en gul vest, en skraldespand på hjul og en kost, han smiler ud i intetheden.

*

Jeg prøver at rationalisere. Lige nu er jeg i ”Downtown Jerusalem”, og sådan nogle områder er altid deprimerende. Men her er faktisk ikke deprimerende, folk ser ud til at hygge sig her på Zion Square. Det er noget, jeg ikke har ord for endnu. Her er dystopisk, men det er en anden dystopi end den i Venedig, en anden død end den i London.

*

På vej hen til bussen for at komme hjem: Solen går ned, og skyerne er ferskenfarvede, himlen er lyseblå. Alle bygninger er lavet af sandsten, de tager imod solens stråler, bliver lette og lyserøde. Så bliver himlen lavendel, som om den er kommet tættere på, og så, senere mørk, dyb, lilla, uendelig. Bygninger efterlades lyse, hvide, inden de glider ind i mørket.

*

Jeg læser en tråd på tripadvisor, hvor en amerikansk dame skriver, at det er hendes fjortenåriges søns livslange drøm (det udtryk bruger hun) at bære et kors ned ad Smertens Vej ligesom Jesus. Hun spørger, om det er rigtigt, at man kun kan gøre det om fredagen, hvor man kan leje et kors, hvad det koster, og om de har et i børnestørrelse, så hendes søn kan være sikker på at gennemføre. Jeg tænker, at fra sine bedste sider er Jerusalem en virkelig realistisk feberdrøm.

*

Mine bedsteforældre skriver igen. Efteråret er ankommet, det fornemmer jeg i deres mail. Efteråret har jeg næsten glemt, det er ikke det samme hernede. Jeg tænker på kastanjetræerne ved søerne, at alt skifter farve, at det bliver koldt, og at dagene bliver korte. De skriver, at August er i Barcelona, at de tænker på os.

*

Et sted, der hedder Sultan Suleiman Street, er vildt smukt. Det er en esplanade med marmorfliser og palmer, den løber langs den gamle bys høje murværk. Stenene tager imod farverne, solen er ved at gå ned, jeg går mod Damascus Gate. Alt er stort, men let, det er på grund af lyset. Selv de israelske soldater er smukke; de holder vagt på hesteryg.

*

Jeg tænker, at Jerusalem lykkes med at fremvise et modent Israel for omverdenen. En moderne storby, der er så magelig, at den er søvndyssende, en pæn, genkendelig kapitalisme, her er cute shops and bakeries, historiske og religiøse attraktioner. Jeg tænker, man kan have en forlænget weekend her a la Rom eller Bordeaux. Jerusalem som den fornuftige, konservative søskende til Tel Aviv.

*

Jeg har en sweater på i dag. Den har en farve, som er lys brun, nærmest bronze. I nakken står der Relaxed Elegance. Og jeg læser en bog om børnepsykologi. Et sted, jeg har skrevet ned, er dette: ”Drømmen foregår mellem hovedet og natten” siger barnet. Siger ”Jeg drømte, at djævlen ville koge mig.”

*

Jeg er taget til Lifta. I dag er her ingen indbyggere, de gamle stenhuse står tomme og let sammenfaldende. I alle husene er dørene blevet pillet ud, mange af dem har fået banket et hul i taget. Der er intet, der skærmer det private fra det offentlige, husene er en slags skaller i landskabet. Der er mange af dem. Stilheden her fortæller en historie, eller stilheden gør et indtryk, historien har jeg læst, jeg lægger den ind i skallerne.

*

Lifta ligger i en dal med skråninger på begge sider, under en stor motorvejssammenfletning i den vestlige del af Jerusalem. Man skal kigge mod himlen for at få øje på de høje boligkomplekser, der omkranser landsbyen i dag. Jeg kan godt høre, at der er biler tæt på, men Lifta er først og fremmest et aflukke, roen er mærkelig og tung. I det, jeg forestiller mig engang var byens centrum, ligger et naturligt bassin. Det er en slags tyngdepunkt; en samling imellem de to bjergsider. Bassinet danner omdrejningspunkt for et underligt liv i den ellers døde eller sovende by. Unge israelske mænd tager herud og bader i bassinet, drikker saftevand, ryger cigaretter og spiller musik. Små grupper af venner, der har brug for en pause fra den metropol, der rejser sig bag dem. De er cirka lige så gamle som jeg. De hilser lidt tilbageholdende, når jeg går forbi dem, de har alle sammen kalot på, de bader i deres underbukser.

*

Går man ind i de tomme huse, kan man finde madrasser, affald, rester af bål, graffiti på væggene. Som følge af sin tomhed er det blevet en slags frirum for de unge israelere. Husene har tilhørt palæstinensere, i Lifta boede der tre tusind mennesker, de blev alle fordrevet under krigen i ’48, den krig palæstinenserne kalder for al-Nakba, ”Katastrofen” – som israelerne kalder Uafhængighedskrigen.

*

Jeg tager billeder af krigsforbrydelserne. Jeg ved ikke, om det er sådan, de ser det, de unge israelske mænd, men jeg tror, det er derfor, de kigger på mig. Jeg kigger på dem. Og jeg tillægger dem et særligt sæt holdninger. Der er mange ting, jeg ikke forstår. Det her er ikke min historie. Det er israelerne og palæstinenserne, der har oplevet den. Jerusalem bliver ofte beskrevet som én lang, tragisk historie. Men den mærkelige mystificering har det med at sløre, at historien selvfølgelig har aktører. Ulykken er ikke et fælles vilkår, og den er meget ulige fordelt. Det er hele tiden sådan; israelerne/palæstinenserne, umuligt at fortælle noget, uden at skulle trække den grænse op. Jeg tænker, der også er andre historier at fortælle om det her land. Men man skal lede længe for at finde israelere, der støtter palæstinensernes ret til at vende hjem til det land, der blev taget fra dem. Det er også en historie, der virker vigtig at fortælle.

*

Jeg går gennem en af byens forstæder, der er ingen skyer, mens solen er på vej ned, den skinner imod mig, det er først på eftermiddagen. Jeg er langt væk fra byens centrum, en forstad og nærmest mindre end det. Her er ingen mennesker, store varehuse og tomme parkeringspladser. Man fornemmer det kuperede terræn herude, og man kan faktisk se det: bakker og skov, ikke bebyggelse, ikke et menneske.

*

Deir Yassin er et sted, der ikke længere findes på kortet, så jeg har tastet Givat Shaul Bet på min telefon. Jeg er på vej igennem en stille, moderne forstad. Sabbatten er lige begyndt, her er affolket, butikkerne er lukket, og der er få biler på den store boulevard, der løber vestpå. Folk, der bor her, er religiøse, de fleste Haredim eller moderne ortodokse. Jeg læser også på nettet, at i industrikvarteret er billige bryllupslokaler blevet en specialitet. Ikke bare beliggenheden holder prisen nede, flere af hallerne drives af velgørende fonde. Via forskellige programmer arrangerer og betaler disse gildet for underbemidlede familier.

*

Jeg ved ikke, om jeg kan fortælle den her historie ordentligt. Jeg bliver ved med at beskrive massakren som en hændelse, en episode i historien. Det sprog er et af magtens midler. I april ’48 blev over hundrede indbyggere slået ihjel af paramilitære israelske grupper. En civilbefolkning, der arbejdede aktivt for fred sammen med deres jødiske naboer. Et af de mest blodige nedslag i en lang, blodig historie. Der findes mange, mange kilder om det her, og jeg vil opfordre alle til at google deir yassin massacre og læse selv, samle sine egne sætninger.

*

I Deir Yassin er der ikke særlig meget at se. De få huse, der stadig står fra ’48, er i dag en del af et psykiatrisk hospitalskompleks, hvorfor de ikke er tilgængelige for offentligheden. Jeg kan se et par gamle kalkstenshuse gennem hegnet. Her er ingen tilkendegivelse af de voldshandlinger, der blev begået for halvfjerds år siden. Der er ikke nogen mindetavle at finde, ikke et monument, ikke et træ er blevet plantet i deres navn. Der er intet her, der fortæller, at stedet bærer på en historie, at der er blod i jorden. Stedet ligner og er et industrikvarter. Jeg står i en rundkørsel og kigger på et hospital, bag mig ligger en busholdeplads. Staten Israel har taget et af de vigtigste steder i historien om den palæstinensiske diaspora og bygget Rødovre oven på det. Og den byplanlægning er imperialistisk, ond, det er en af magtens måder at arbejde på. På den måde har man fjernet historien, muligheden for at sørge over den, muligheden for at huske. Ikke engang stedets navn er her i dag. Overgrebet bliver forlænget på den måde, ind i nutiden, gentaget. Tager man herud, mærker man først og fremmest tavshed, men det er en voldelig, forbryderisk tavshed.

*

Klokken er kvart i fire, busser og sporvogne kører ikke længere på grund af sabbatten, så jeg går ind mod centrum. Jeg er på vej hjem fra Deir Yassin. Tre ortodokse jøder stopper mig, de spørger, om jeg taler engelsk, om jeg kender vejen til Givat Shaul. Og foran deres øjne bliver jeg til et dådyr, en dør, der åbnes, noget, de kan se igennem. Jeg siger, at det er ligeud, men at det tager et stykke tid, hvis de skal gå hele vejen.

*

Jeg sidder på en lille plads ved navn Freedom Square, det var et sted, jeg endte tilfældigt, første gang jeg var i Jerusalem. Tog sporvognen hertil og stod af. I folkemunde og på kortet hedder stedet Davidka Square, men altså, officielt: Freedom. Navnet Davidka henviser ikke til en person, der hed David, men til Lille David, en type morterbombe, man kan lave i et køkken. Og Lille David vandt jøderne Jerusalem i ’48, så den har fået en plads og en statue med et Torah-citat. ”Jeg beskytter denne by og frelser den”. Jeg tænker, at man har gjort sig nogle bitre erkendelser, når en bombe er et frihedssymbol, en frelse. Jeg tænker, at en af de erkendelser er, at magt og velstand ikke er noget, man får, men noget, man tager fra nogle andre, hele tiden. Jeg tænker, at Jerusalem er et stort symbol på dét, og at det er derfor, alt her er så dystopisk. Fordi de lækre, rene gader og alle glasfacaderne, alt det, der mimer det globale Vesten, også er emblemer for en historisk vold. At den trygge rigdom først og fremmest er voldens præmie. Og vold er Davidka og Deir Yassin, men vold er også en boligpolitik, der med den ene hånd river palæstinensernes huse ned, mens den, med den anden fejer gaderne i ’Israels evige hovedstad’. På den måde bliver velfærdstaten til én stor racistisk mekanisme. Måske er det derfor, at Jerusalem opleves så dystopisk, fordi fornemmelsen af, at byen kun er for nogle, aldrig rigtig forlader en.

Sebastian Nathan (f. 1996) er uddannet fra Forfatterskolen.