Ghettomyter

Med ghettoloven lægger Folketinget op til at nedrive store dele af den almene boligsektor. Angiveligt for at løse sociale problemer. Men loven er bygget på myter og udokumenterede antagelser. Hvis ikke vi vil gentage de sidste årtiers fejlslagne politik, er vi nødt til at gå en anden vej. Fællesskabet står på spil.

Af Søren Hvas

I Danmark udgør almene boliger ca. 20% af samtlige boliger. Der bor knap 1 mio. mennesker i disse boliger.

Trods denne brogede virkelighed er der gennem flere årtier udviklet en mytisk fortælling, som knytter almene boligområder, kriminalitet, etnicitet og fattigdom uløseligt sammen. Når politikere lokalt og i Folketinget træffer beslutninger, bygger de dem på denne myte.

Konsekvensen har vi set de sidste par år: Vedtagelsen af en række initiativer, der lægger op til at nedrive eller sælge almene boliger, bygget på en forestilling, om at boligområder i sig selv producerer kriminalitet og sociale problemer.

Et af resultaterne af denne udvikling er, at 96 familier i boligområdet Nøjsomhed i Helsingør skal flytte fra deres boliger. Et andet, at der i Mjølnerparten på Nørrebro sælges 300 almene boliger, inklusiv et velfungerende bofællesskab for ældre. Lignende planer ses over hele landet, hvor flere tusinde almene boliger og deres beboere nu skal fjernes.

Ved man, hvem de mennesker, der bliver ramt af denne tvangsflytning, er? Kan beslutningstagerne med god samvittighed påstå, at denne ydmygelse har nogen som helst virkning på de problemer, man ønsker at løse? Vil denne ‘øvelse’ afstedkomme et fald i bandekriminalitet, i fattigdom og en forbedring af forholdene for mennesker fanget af streng religiøs social kontrol?

Det er vigtigt at understrege, at der i vores samfund er alvorlige problemer med grupper af unge, der er ude i dyb kriminalitet og bandekonflikter. At der er alvorlige problemer med fattigdom. At der er isolerede religiøse samfund, hvis kvindesyn og opdragelse af børn ikke er acceptabelt. Disse problemstillinger er knyttet til individer, familier og grupper, der er isoleret fra samfundet. Men at forestille sig, at indgreb og overgreb mod en række almene boligafdelinger kan fjerne disse problemstillinger, er i bedste fald naivt.

En af de tilbagevendende forestillinger, som beslutningstagerne baserer sig på, er, at de samfundsmæssige dårligdomme, der præger kvartererne, vil forsvinde som dug for solen, så snart man etablerer ”blandede boligområder”. Påstanden er, at højst 40% almene boliger i udsatte områder udgør ”smertegrænsen”, hvis udviklingen skal vendes.

Problemet er bare, at denne påstand ikke kan dokumenteres.

Målet om, at der skal bygges nye almene boliger i de nye bydele, der skyder op, er hæderligt. Virkeligheden er desværre bare, at de der presses ud af deres nuværende almene boliger, ikke vil have råd til huslejen i de nye almene boliger. De fattigste er, som sædvanligt, taberne.Vil man forstå, hvordan denne ”blanding” har virket, kan man med fordel rette blikket mod Indre Nørrebro, Vesterbro eller lignende kvarterer. Her har de sidste års udvikling betydet stigende priser på ejerboliger og andelsboliger, som konsekvens af at den nye middelklasse vil bo i byen. Her finder man almene boligafdelinger side om side med velbjærgede familier i dyre lejligheder. Kan der her dokumenteres en mirakuløs gavnlig effekt på de udsatte beboere i de almene afdelinger? Er skoler og venskaber blevet blandet i takt med denne udvikling? Er kriminaliteten faldet? Er det slut med den religiøse kontrol? Svaret er på lange stræk nej. I stedet sker der det, at den nye middelklasse vælger kreative friskoler, mens de muslimske friskoler på den anden side har flotte elevtal. Blandingen udebliver.

Målet om, at der skal bygges nye almene boliger i de nye bydele, der skyder op, er hæderligt. Virkeligheden er desværre bare, at de der presses ud af deres nuværende almene boliger, ikke vil have råd til huslejen i de nye almene boliger. De fattigste er, som sædvanligt, taberne.

Man kan også vende problemet om. Hvis det kun er ved blandede ejerformer, at udfordringerne kan imødegås, hvad er så forklaringer på at de fleste store almene boligområder i Danmark ikke er på regeringens ghettoliste? Hvorfor er de store almene boligområder, der er opført fra 1950erne til 1970erne i Albertslund, Hvidovre, Glostrup og mange steder spredt ud over landet, fraværende? Langt de fleste af disse områder har i årtier fungeret som trygge og stabile bydele uden overvægt af tunge samfundsmæssige problemer. Hvad er forklaringen på, at f.eks. Avedøre Stationsby, der blev ramt af udviklingen i fattigfirserne, i dag fungerer på lige fod med den øvrige omkringliggende boligmasse og by? Forandring og udvikling kan ske uden salg, nedrivning og tvangsflytninger. Det er en myte at større koncentration af almene boliger i sig selv skaber problemer.

Ser man på de boligområder, der gennem årtier har haft karakter af særlig udsatte boligområder, er forholdene belyst i publikationen: Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder udpeget i 2014. Udviklingen i tilflyttere, fraflyttere og fastboende.1 Her sammenlignes socioøkonomiske nøgletal fra privat udlejningsejendomme og almene boligafdelinger, der ikke er udsatte, med udviklingen i de særligt udsatte boligområder. Det dokumenteres, at de tre typer boligområder har parallelle udviklingstendenser over en periode på tre årtier, der afspejler konjekturen i det omkringliggende samfund. Når beskæftigelsen stiger og økonomien forbedres, finder man den samme stigningstendens i de tre boligtyper. Når konjunkturen falder, sker det ligeledes med samme tendens. Denne parallelitet fastholdes, selv om andelen af nydanskere i de udsatte boligområder stiger betydeligt over disse tre årtier. Endvidere dokumenteres det, at de, der flytter til de særligt udsatte boligområder, har en betydeligt svagere socioøkonomisk status, end dem der fraflytter.

Rapporten dokumenterer med andre ord, at de udsatte boligområder, nøje afspejler de samfundsmæssige udviklingstendenser. Myten, om at de særligt udsatte boligområder skulle klare sig tiltagende dårligere socialt eller økonomisk i forhold til de øvrige boligområder, passer ikke. Der er blot områder i byen, hvor der bor fattige og andre, hvor der bor rige.

I 2017 udkom i publikationen: ”Status og udvikling 2017 – Fokus på ikke-vestlige lande”.2 Her konstateres det blandt andet, at unge efterkommere af indvandrere tager ”højere uddannelser” med større frekvens end den tilsvarende danske gruppe. Disse positive udviklingstendenser for unge indvandrere og efterkommere finder man også i den boligsociale helhedsplan for Mjølnerparken vedtaget i 2017. At størstedelen af efterkommere i de udsatte boligområder ikke bliver integreret er simpelthen forkert.

Faktisk gør det modsatte sig gældende: De bliver integreret med stor hast, også selvom at kriminaliteten blandt en restgruppe af unge efterkommere stadig er betydelig højere end i den tilsvarende danske gruppe. Vores velfærdssystem har ikke ”fanget” disse unge, selv om de er født og vokset op her i landet. En målrettet indsats for at forstå og forebygge problemerne i restgruppen af unge efterkommere, bør derfor komme højt på dagsordenen. Nedrivning og tvangsflytning vil næppe løse dette problem.

Myten om den etniske sammenhæng

Af alle myterne, som politikerne har lagt til grund for blandt andet ghettoloven, er sammenhængen mellem etnicitet og boligsociale problemer måske den mest fastlåste. Alene det, at betragte indvandrere og efterkommere som en etnisk homogen gruppe er urovækkende. Og hvordan skal man i øvrigt gøre det op?

I en kronik i Dagbladet Information skriver Hans Skifter Andersen (Adjungeret professor, Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet) om Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport om såkaldte parallelsamfund: ”[R]apportens konklusioner er baseret på antagelser og fordomme, der er i stærk modstrid med det, vi ved fra forskningen, om hvorfor vi har boligområder med mange indvandrere, og hvad det betyder for dem at bo der.3

Og videre bemærker Hans Skifter Andersen: ”Der, hvor kæden hopper helt af, er, når man bruger disse tal til at postulere, at 76.000 indvandrere lever i ’parallelsamfund’, har en ’selvvalgt isolation og social marginalisering’ og danner ’modkultur til det danske samfund’.”

I et stort alment boligområde som f.eks. Avedøre Stationsby har andelen af indvandrere og efterkommere været konstant på ca. 40% gennem årtier. Avedøre Stationsby har i samme periode udviklet sig fra at være et udsat boligområde i fattigfirserne, til i 2019 at have socioøkonomiske nøgletal der ligger på niveau med, eller over middel, i forhold til øvrige almene boligafdelinger i kommunen. Så meget for den påståede sammenhæng mellem etnicitet og boligsociale problemer.

I de udsatte boligområder bor godt 10% af alle borgere med nydansk baggrund. Som Hans Skifter Andersen konstaterer, er det et mindretal i denne gruppe, som er socialt marginaliseret. Det er vanvittigt og uden belæg at forestille sig, at nedrivning og salg af almene boliger skulle have en positiv effekt på disse mennesker. Det er derimod en realitet, at truslen om tvangsflytning, som vilkårligt rammer mange tusinde beboere i udsatte boligområder, skaber enorm utryghed.

Hvis det nye flertal i Folketinget for alvor vil sikre bedre muligheder for de beboere, der lever i udsatte boligområder, bør disse myter begraves. Fokus bør i stedet blive rettet mod de mange positive erfaringer, der stammer fra arbejdet i de boligområder, der i fattigfirserne stod overfor store udfordringer, men som i dag fungerer på lige fod med andre boligområder.

Ser man f.eks. på Aalborg Øst, Avedøre Stationsby, og en række tilsvarende bebyggelser blev udfordringerne taklet gennem et helhedsorienteret samarbejde mellem kommuner, statslige tilskudsordninger, private investeringer og sidst men ikke mindst de almene boligorganisationer og Landsbyggefonden.

I de seneste par årtier har de almene boligområder været nedprioriteret, samtidigt med at skattebegunstigelser m.v. har sat skub i ejerboligmarkedet. Der er sket en målrettet social segregation. Middelklassen er flyttet i ejerbolig. De ressourcesvage er blevet tilbage. Alt dette er et resultat af en politik ført med åbne øjne.Et tillidsfuldt og gensidigt forpligtigende samarbejde mellem kommunale forvaltninger, myndigheder og almene boligorganisationer, hvor man har taget udgangspunkt i beboernes egne ressourcer, er en af de afgørende faktorer bag de fremskridt, der er gjort. Dertil kommer betydelige investeringer i fornyelse og forbedringer af boligområderne fra Landsbyggefonden og kommunerne.

I de udsatte boligområder er der, som andre steder i samfundet, en stor gruppe mennesker, der tager aktivt del i lokalsamfundet. Det drejer sig om valgte medlemmer af afdelingsbestyrelserne, ledere og trænere i foreningerne, der alle blev inddraget i udviklingsarbejdet omkring kvarteret. Nogen fungerede endda som beboerrådgivere ansat af boligselskaberne, og var med til at skabe det væv af mødregrupper, lektiehjælp, genbrugsbutikker og meget andet, der hjalp den nytilflyttede til at føle sig velkommen.

I de seneste par årtier har de almene boligområder været nedprioriteret, samtidigt med at skattebegunstigelser m.v. har sat skub i ejerboligmarkedet. Der er sket en målrettet social segregation. Middelklassen er flyttet i ejerbolig. De ressourcesvage er blevet tilbage. Alt dette er et resultat af en politik ført med åbne øjne.

Det er derfor ansvarsforflygtigelse, når man nu dyrker en myte, om at situationen i særligt udsatte boligområder først og fremmest har at gøre med bygningerne og boligerne. Statslig ødelæggelse og tvang er ikke svaret på sociale og kulturelle problemstillinger. Svaret ligger derimod i et konkret fokus og omsorg på individ- og familieplan. Det betyder ikke endeløse bevillinger til midlertidige projekter, men udviklingen af de almene boligområder gennem et langsigtet, forpligtigende og helhedsorienteret samarbejde mellem beboere, boligselskaber, kommunen og staten.

Søren Hvas er konsulent og beboer i Avedøre Stationsby.

  1. ’Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder udpeget i 2014: Udviklingen i tilflyttere, fraflyttere og fastboende’, Kraks Boligfond, november 2016, www: http://kraksfondbyforskning.dk/wp-content/uploads/2016/10/S%C3%A6rligtUdsatte_opslag_web.pdf
  2. ’Status og udvikling 2017 – Fokus på ikke-vestlige lande’, Udlændinge- og Integrationsministeriet, maj 2017, www: https://integrationsbarometer.dk/tal-og-analyser/filer-tal-og-analyser/integration-status-og-udvikling-filer/integration-status-og-udvikling-2019
  3. Hans Skifter Andersen: ’Regeringen spreder fordomme om indvandrere i ny rapport om udsatte boligområder, Information, 16. april 2019, www: https://www.information.dk/debat/2019/04/regeringen-spreder-fordomme-indvandrere-ny-rapport-udsatte-boligomraader