Danske Bank-skandalen peger på en bankverden, der er afhængig af lyssky forretninger

Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund
Beskidte milliarder – Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag.
Gyldendal, 2019, 357 sider

 

 

 

Hvidvasksagen bliver kaldt den største skandale i den danske bankverden. En ny bog af de tre journalister, der afslørede sagen, peger på bankens manglende motivation til at forfølge de tydelige tegn på, at noget var helt galt i den estiske filial, som den overtog i 2006. Advarsler fra russiske og estiske myndigheder og en whistleblower var ikke nok til at få banken til at sætte stop for den indbringende forretning. Økonom Karen Helveg Petersen har anmeldt bogen for Eftertryk.

Af Karen Helveg Petersen

Danske Banks hvidvasksag simrer stadig i de nedre lag af offentlighedens bevidsthed. Om den vil snige sig over i den lange erindring, må foreløbig stå hen. Alt i alt indebærer sagen hvidvask af 1.500 mia. kr., altså 1,5 billioner. Banken angiver, at den har tjent 1,5 mia. kr. på de tvivlsomme transaktioner, 1 promille af totalbeløbet. Det lyder ikke af så meget, men i 2011 leverede den estiske filial 10,7 pct. af resultatet før skat på 4,2 mia. kr.1 Skandalen har mange facetter, der alle viser hen mod ansvaret hos Danske Banks topledelse. Den fine gamle bank fik nogle ridser i lakken under finanskrisen, ikke mindst gennem tvivlsomme irske eventyr. Men godt hjulpet af statslige bankpakker var den på vej tilbage og fik i 2013 en veltalende og tilforladelig ny ordførende direktør, norske Thomas Borgen, efter lang tid med Peter Straarup efterfulgt af en kort periode med Eivind Kolding.

Skandalens baggrund

Thomas Borgen kom indefra, havde været chef for udenlandske bankaktiviteter 2010-2012 og derefter for Corporates & Institutions. Han skulle redde bankens popularitet efter en uheldig PR-indsats, New Standards-kampagnen, som Kolding havde stået for. Men først og fremmest skulle indtjeningen forbedres, og der skulle eksekveres hurtigere.2

Borgen leverede og blev populær. Han kunne håndtere pressen og sagde det rigtige på en sådan måde, at det lød, som om han sagde noget.

Danske Bank har haft et nettooverskud, altså resultat (efter skat), på 13-21 mia. kr. om året i perioden 2015-2018. I 2018 var de samlede indtægter på 44,4 mia. kr. og resultatet 15 mia. kr. mod 20,9 mia. kr. året før. I 2010-2014 lå det årlige resultat på 3-5 milliarder kr., dog med 7,1 mia. kr. i 2013, mens det kun var på 1 og 1,7 milliarder kr. i 2008 og 2009, noget af et fald fra 14,9 mia. kr. i 2007. De dårlige resultater skyldtes især nedskrivninger på udlån som konsekvens af tabene under finanskrisen. Banken praler således med, at den nu har overvundet finanskrisen. Aktiverne ligger nogenlunde stabilt på omkring 3,5 billioner kr.

De tre forfattere til Beskidte milliarder har siden marts 2017 skrevet omkring 100 artikler om hvidvasken gennem Danske Banks estiske filial og vandt Cavlingprisen for deres dybdeborende journalistik i Berlingske. Beskidte milliarder giver en samlet fremstilling af afsløringerne, der skabte skandalen. Vi følger sagen fra 2006, hvor Danske Bank køber finske Sampo Bank med estisk datterselskab, erfarer, hvordan problematiske forhold bliver afdækket og sparket i skammekrogen af Thomas Borgen i 2013/14, når frem til 2017, hvor problemerne i filialen eksploderer, og er tilskuere til sagens udrulning helt indtil sommeren 2019, hvor bogen går i trykken. Undervejs lægges der spor ud, ikke mindst til de advarsler, som Danske Bank sad overhørig. Her ligger en del af skandalen begravet.

En kriminalroman, der begynder i Rusland

Drabet på næstformanden i den russiske centralbank, Andrej Koslov, i september 2006, er startskuddet til bogen. Han var lige kommet tilbage til Moskva efter at have aflagt besøg i det estiske finanstilsyn i Tallinn, hvor han uden omsvøb havde krævet konti i den estiske filial af Sampo Bank lukket. Kun et par måneder senere blev selvsamme bank købt af Danske Bank, efter alle solemærker at dømme til en overpris.

Bogen gennemgår forskellige sagskomplekser, der til dels overlapper hinanden, men grundlæggende er der to modeller. Den ene er simpel hvidvask af beskidte penge ved pengeoverførsler fra en tvivlsom afsender til en mystisk modtager, som det er tilfældet i hvad der blev kaldt ’det russiske møntvaskeri’ på grund af overvægten af russiske kunder. Den anden er hvidvask gennem spejlhandler, hvor det drejer sig om at konvertere værdipapirhandel i egen valuta til udenlandsk valuta, altså man køber f.eks. aktier med rubler, men sælger dem straks efter internationalt mod dollar og med et lille tab i forbindelse med selve transaktionen. Det kræver forbundne banker på de to markeder, og her var Deutsche Bank helt fremme i skoene, mens Danske Bank haltede med. Inden for de to typer grupperede svindelnumrene sig omkring landene Moldova og Azerbaijan foruden Rusland eller i klynger af skuffeselskaber som Lantana, Asqueta og flere andre.

Forfatterne drysser ledetråde ud som i en kriminalroman. Aleksandr Perepilitjnyj, en ukrainsk-russisk investeringsrådgiver, der havde været dybt involveret i russisk hvidvask, søgte ly i London, da tingene begyndte at gå galt for ham i Rusland. I UK blev han whistleblower, og i slutningen af 2012 fundet dræbt i London.

Han lå inde med beviser i den såkaldte Magnitskij-sag, der kort fortalt startede med, at en central rådgiver for hedgefonden Hermitage fik sit kontor ransaget af russiske myndigheder i 2007. Inden da var rådgiveren, Bill Browder, dog blevet udvist af Rusland, da han havde været lidt for nysgerrig med hensyn til aktiviteterne i de store russiske energiselskaber, som Hermitage satte penge i. Hermitages aktiver blev beslaglagt og overført til tvivlsomme russiske selskaber. Derfra blev der begået skattesnyd, og skatterevisoren Sergej  Magnitskij blev hyret af Browder til at undersøge sagen. Da han vidnede mod ikke mindst skattemyndighederne, blev Magnitskij arresteret og døde i fængslet. Inspireret af dette forløb har USA, Canada, UK og også Estland vedtaget Magnitskij-love, der går ud på, at aktiver fra lande, der ikke overholder menneskerettighederne, kan beslaglægges og indefryses. Browder er stadig under anklage i Rusland og fører en indædt kamp for sin egen sag. Forbindelsen til hvidvaskskandalen ligger i, at pengene fra de selskaber, der overtog Hermitages aktiver, strømmede ud i verden gennem førnævnte skuffeselskab Asqueta.

Sagen spidser til

Mest interessant er dog spørgsmålet om Danskes og Finanstilsynets viden om forholdene. Først Danske Bank.

Da Borgen blev direktør, fik han flere advarsler om problemer i den estiske filial, også inden for murene. I 2012 havde Danske Bank nemlig givet en garanti over for amerikanske myndigheder om at sætte kraftigt ind over for hvidvask.

Afgørende for bedømmelsen af Borgens rolle er imidlertid især to møder. Måneder før Borgens udnævnelse havde Eivind Kolding bestilt en intern undersøgelse af forretningsgangene i Estland, foranlediget af at JP Morgan havde opsagt sit forhold som korrespondentbank. Borgen holdt så et møde på sit kontor d. 23. oktober 2013, hvor den foreløbige rapport blev diskuteret. Imidlertid gik han direkte imod anbefalingerne om nærmere at undersøge og reducere de tvivlsomme mellemmænds rolle.3 Efter at Howard Wilkinson, der var chef for handelsafdelingen i den estiske filial, omkring årsskiftet 2013/14 havde sendt mails om de kritisable kundeforhold i den estiske filial, blev bankens interne revision sat på sagen og udarbejdede en meget kritisk revisionsrapport, der blev drøftet på Lars Mørchs kontor i februar 2014 (s. 158 og en stor del af kapitel 12). Borgen glimrede ved sit fravær, og man kan vel spørge sig selv hvorfor.

Da whistlebloweren Wilkinson ikke fik nogen tilbagemelding fra hovedkvarteret, sagde han sit job op. Før han forlod sin post, blev han imidlertid opsøgt i Tallinn af en ’højtplaceret chef’ fra Danske Banks hovedkvarter (s. 170) og tvunget til at skrive under på en tavshedsklausul mod en sum penge.

Det fremgår også, at Borgen var bange for tab. Lukning af bankkunderne blev således undgået indtil slutningen af 2015, hvor oprydningen i den problematiske kundeportefølje efter det estiske finanstilsyns krav endelig langt om længe begyndte, også tilskyndet af at Deutsche Bank opsagde sin kontrakt som korrespondentbank for den estiske filial, dvs. den ville ikke længere håndtere dens dollarforretninger. I begyndelsen af 2016 var hele non-resident-afdelingen, der bestod af de problematiske kunder, som ikke var hjemmehørende i Estland, væk.

Men hvad så med Finanstilsynet? I 2007, 2009, 2012, 2013 og 2014 blev tilsynet advaret om hvidvask i Estland af estiske myndigheder, men gjorde ifølge det digitale finansmedie Finans intet ved dem.4 Det er nu ikke helt rigtigt, for Finanstilsynet sendte flere gange spørgsmål fra det estiske finanstilsyn videre til Danske Bank og var ved en enkelt lejlighed ikke tilfreds med svaret i første omgang. I store træk var Finanstilsynets holdning, at kollegerne i det estiske tilsyn havde den fulde autoritet over filialen, mens det selv blot skulle sørge for ”at sikre integrationen af det arbejde, som blev udført af EFSA [det estiske finanstilsyn, red.], i det samlede tilsyn med Danske Bank”.5 Den tidligere advarsel fra den russiske centralbank ved Danske Banks køb af Sampo blev høfligt afvist efter konsultation med den danske afdeling i Danske Bank.

Banken informerede heller ikke det danske finanstilsyn synderligt godt. F.eks. undlod den, i overensstemmelse med råd fra sin juridiske afdeling, at informere tilsynet om whistleblowerens henvendelser. Banken gav dog det estiske tilsyn et telefonopkald om sagen (s. 169). Først i september 2017 trådte Finanstilsynet en smule i karakter og udbad sig en forklaring om bl.a. Azerbaijan-sagen. Bankens advokat Bruun og Hjejle var behjælpelig med at udforme dens svar.

To direktører sad på topposten i Finanstilsynet i den relevante periode, indtil 2015 var det Ulrik Nødgaard, derefter Jesper Berg. Bestyrelsesformanden, Henrik Ramlau-Hansen, kom i fedtefadet, fordi han indtil 2016 havde været økonomidirektør i Danske Bank og derfor måtte erklære sig inhabil i sagen. Men mistanken om indspisthed med banken hang ved, og til sidst trak han sig. Man kan også mene, at man bør have en aktiv bestyrelsesformand, når en så stor sag spidser til.

Berlingskes undersøgelser og Danske Banks panik

Berlingskes tre journalister begyndte at arbejde på sagen i 2017 og bragte den første artikel om bankens involvering i ’det russiske møntvaskeri’ d. 21. marts. Anledningen var, at de havde fået henvendelse fra journalistorganisationen OCCRP, der undersøger korruption, og som gerne ville dele nogle data om mistænkelige bankoverførsler, der angik Danske Bank Estland. Et par måneder senere modtog de et anonymt brev, der angav, at Danske Bank var blevet kontaktet af den russiske centralbank om mistænkelige bankoverførsler i 2006.6 Pengene, der skulle hvidvaskes, stammede ikke mindst fra våbensalg. Men hvorfor sende penge til europæiske politikere og andre topfolk ad disse snoede veje? Svaret er, at de blev brugt til regulær bestikkelseDa Berlingske begyndte at røre på sig, skyndte Danske Bank sig at interessere sig for hvidvaskanklagerne og nedsatte en intern arbejdsgruppe. Nu var Thomas Borgen med på opklaringen. Det blev klart, at feltet af involverede bredte sig til Moldova og ikke mindst Azerbaijan, hvor der gik forbindelser både til landets præsident og til prominente europæere som modtagere af penge, der var strømmet igennem diverse mærkelige selskaber, ofte indregistreret i britisk jurisdiktion med obskure adresser, men i sidste ende tegnet af helt udenforstående folk. Disse skuffeselskaber havde så også konti i Danske Bank Estland.

Pengene, der skulle hvidvaskes, stammede ikke mindst fra våbensalg. Men hvorfor sende penge til europæiske politikere og andre topfolk ad disse snoede veje? Svaret er, at de blev brugt til regulær bestikkelse for at rense Azerbaijan for de anklager om menneskerettighedsbrud, der var kommet op i Europarådet. Azerbaijan klarede frisag.

I løbet af 2017 igangsatte Danske Bank to undersøgelser: en, der skulle se på transaktionerne i Estland under ledelse af Jens Madsen, tidligere chef for Bagmandspolitiet, og en advokatundersøgelse foretaget af bankens egen advokat, Bruun & Hjejle, der skulle analysere porteføljen og ansvaret. Da Bruun & Hjejle samtidig forsvarede banken over for Finanstilsynet, blev advokatens dobbeltrolle kritiseret, men det fik ingen konsekvenser.

Sagen begyndte at rulle for alvor i juni 2018, hvor Rasmus Jarlov blev erhvervsminister. Thomas Borgen havde ellers stillet op ved flere lejligheder for at få sagen dulmet ned med det kendte forsvar: Ja, det er en skrækkelig sag, men nu er vi i gang med en grundig opklaring, og de ansvarlige skal nok blive draget til ansvar, men selv havde han kun haft perifert kendskab til forholdene indtil 2017, hvorefter han gjorde alt for at opklare sagen. Rune Lykkeberg talte med ham på Informations scene på Folkemødet 2018 (jeg hørte det selv), og Thomas Borgen kunne ikke rokkes fra sin selvsikre position, selvom Lykkeberg forsøgte at trænge ind bag hans panser.

Om morgenen d. 19. september 2018, lige inden advokatrapporten skulle fremlægges på et pressemøde, kom så nyheden om Borgens afgang. Dvs. han ville fortsætte som administrerende direktør,7 indtil en anden var fundet. Advokatrapporten var ifølge bogen meget kritisk, og derfor var dens konklusion, at et juridisk ansvar ikke kunne placeres i topledelsen, så meget desto mere overraskende. Allerede inden en afløser var fundet gik Borgen imidlertid af.  Inden da kom der flere afsløringer, og Ole Andersen, bestyrelsesformanden, blev smidt ud ved storaktionær Mærsks mellemkomst. Senere blev flere af de ledendes boliger ransaget, og de blev sigtet, bl.a. Borgen. Der er dog ikke rejst tiltale – endnu.

Finanstilsynet, der ikke har spillet nogen glorværdig rolle, frikendte sig selv fra ansvar i rapporten om sagen fra januar 2019.

Bogens troværdighed

Journalisterne har dygtigt skaffet sig adgang til anonyme kilder, der har givet dem inkriminerende materiale. De beskriver i detaljer, hvordan de har båret sig ad med at anonymisere og skjule deres elektroniske spor ved udelukkende at bruge krypterede tjenester og holde mobiltelefonen lukket i lange stræk.En bog om Bill Browder, Troldmanden – historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden af Lars Abild og Birgitte Dyrekilde, udkom næsten samtidig med Beskidte milliarder. Den blev grebet af blandt andet Flemming Rose til at sætte spørgsmålstegn ved Berlingske-journalisternes fremstilling af sagen. Her er påstanden ikke mindst, at kilderne er utroværdige, illustreret ved netop Browder som kilde. Men det er de dokumenter, journalisterne får fingre i, der afslører sagen i sit fulde omfang, og Danske Banks egne undersøgelser har også vist, hvor kritisk det, der skete, var. Bill Browder bruges især som guide til at finde de store linjer eller angive, hvor der skal granskes. I øvrigt er hans sag velbelyst. Det egentlige bevismateriale er kontoudtog og undersøgelser af, hvem der står bag de navne og firmaer, der foretager og modtager pengeoverførsler gennem banken. Samt interviews med mange involverede personer, der kom til at afsløre ting, de selv havde været med i. Faktisk finder forfatterne kun materiale om 53 mia. kroners hvidvask mod de gigantiske 1.500 mia. kr., banken selv angiver. Så banken indrømmer selv, at der har været kriminel aktivitet i form af hvidvask. Det springende punkt er derfor, om Danske Banks hovedkvarter og topledelse kan dømmes for medvirken, eller hvad der på engelsk kaldes ’criminal neglect’.

Journalisterne har dygtigt skaffet sig adgang til anonyme kilder, der har givet dem inkriminerende materiale. De beskriver i detaljer, hvordan de har båret sig ad med at anonymisere og skjule deres elektroniske spor ved udelukkende at bruge krypterede tjenester og holde mobiltelefonen lukket i lange stræk. Samt ved at opsøge mulige kilder i deres hjem. Kilder henvendte sig også af egen drift, og sagen blev jo ved med at rulle, efter at den først var kommet i offentlighedens søgelys. Det er den opnåede dokumentation og myndighedernes accept af beløbenes størrelse, oprindelse og destination, der gælder som validering. Dog er det lidt irriterende, at man bliver sendt med journalisterne på mystiske bilture eller besøg i lande i Europa, uden senere afsløring af, hvor det nu var.

Bogens stil

Bogen er derfor troværdig nok. Et problem er, at det kan være svært at holde rede i kronologien, fordi historier med hver deres tidsakse fremstilles i forskellige kapitler, og læseren krydser dermed frem og tilbage i tid. En tidslinje bag i bogen havde været nyttig.

Ikke alt er godt. Beskidte milliarder skæmmes i nogen grad af klichéer, der er typiske for skriverier om finansverdenens excesser. Der er for megen og unødig indlevelse i de situationsbestemte tanker, personerne gør sig. Man kan dog indirekte slutte, at der er belæg for sådanne passager, for eksempel: ”[d]et er derfor svært at sige, hvad der gik gennem hovedet på revisionschefen den februardag i 2014.” (s. 166), hvorfor forfatterne undlader at skrive noget om det. Tak for det, han var i øvrigt nok ikke glad.

Især når bølgerne går højt, forsøger forfatterne sig med sproglig indføling. Neil St. Clair-Ford er chauffør i et rigmandskvarter i London og ser et lig, hører vi. ”Han standsede bilen og tøvede et par sekunder, mens han kiggede ud i skumringen bag de våde bilruder. Var der sket en ulykke? En forbrydelse? Ventede gerningsmændene stadig derude?” (s. 108). Langsomt rulles så forbindelsen til hovedhistorien op, og det skulle naturligvis vise sig at være en mægtig sag, hvor politiet fejlede grumt i opklaringen, ikke mindst ved at undlade at obducere liget. Det drejer sig om føromtalte Perepilitjnyj, der formentlig var blevet forgiftet. Og her hober klicheerne sig så op: ”Det billede, undersøgelsen tegner, fjerner ikke det skær af mystik, der hænger tungt over sagen.” (s. 110).

Ligeledes bruger forfatterne det gamle nummer med at karakterisere forbrydere eller topledere ved deres dyre vaner og tøjstil. Et par upolerede russere skildres således: ”Jakkesættene var billige og sad kluntet på de store firkantede kroppe …” (s. 136) – man kender dem og bliver ikke overrasket over, at de et par sider længere henne bliver meget grove og truende.

Tanker om risiko og finanssektoren

Interessant er brugen af ordet ’risiko’, finansverdenens kernebegreb. I sin sidste bankoptræden på pressemødet d. 19. september 2018, hvor advokatrapporten offentliggøres, bruger Thomas Borgen som en slags forklaring, at man godt vidste, at ”kunderne havde en høj risikoprofil, og at afkastet var højt” (s. 288). Det med højt afkast og høj risiko bliver til en blot og bar mekanisk sammenhæng.

Når fareflag rejses, tales der om ’risiko’, og alle kombinationer med ’risiko’ bruges over for og af Finanstilsynet, bl.a. ’hvidvaskrisiko’. Men hvidvask er ikke en risiko, det er en kriminel gerning. Man får gennem brugen af ’risiko’ snarere det indtryk, at man prøver at sjusse sig frem til, om der er risiko for afsløring end et egentligt ønske om at holde sig til lovens bogstav. Hvad skulle ’omdømmerisiko’ ellers dække over?8

’Risiko’ er i finansverdenen intimt forbundet med beregning af sandsynligheder, der antages at normalfordele sig, og det mener man måske, at chancerne for hvidvask gør? Hvis man skulle give en profil, så ville den være tæt på 100 pct. i non-resident-kundeafdelingen. Den jargon ville det klæde finansverdenen at spare på. Ikke mindst da der faktisk underhånden spilles på den glidende overgang mellem den dagligdags og mere tekniske betydning af ordet: Selv når de autoritative kilder bruger ordet, som folk normalt forstår det, kan de få det til at lyde videnskabeligt.

Selvfølgelig kan banker på trods af korrekte sikkerhedsmekanismer blive snydt, men det er jo ikke sådan at regne på, hvis de har gjort det nødvendige. Her savner man, at banker og tilsyn vægter menneskelig intelligens højere: At de bruger flere kræfter på at tænke det hele sammen. Det er bl.a. det, whistleblowers gør. De er de absolut bedste til at sørge for lav ’risiko’.

Whistlebloweren Wilkinsons mails til Danske Bank fik skam konsekvenser, selvom man fra hans eget vidneudsagn ved høringen i Folketinget d. 19. november 2018 kunne få indtryk af, at hans advarsler var blevet overhørt. Da sagen begyndte at køre, følte Danske Bank sig til sidst tvunget til at ophæve den tavshedsklausul, han havde underskrevet. Det har givet anledning til politisk krav om, at sådanne tavshedsklausuler skal forbydes.

Et centralt spørgsmål er, hvad Borgen vidste, i forhold til hvad han kunne, men evt. ikke ville vide. For sagen er den, at Borgen lige indtil sit farvel blev ved med at henholde sig til, at han ikke var blevet informeret ordentligt, og det var han bl.a. ikke, fordi han ikke interesserede sig for at vide mere. Derfor kan man forestille sig, at han kan tiltales for ikke at have levet op til sit ledelsesansvar. Man kan også gætte på, at han faktisk udmærket var klar over de kriminelle aktiviteter, men man kan ikke konkludere det ud fra bogens oplysninger. Dog ville det have været godt at vide, hvilke forbindelser Borgen havde til Estland, fra han blev chef for udenlandske aktiviteter, og til han blev ordførende direktør.

Banken har siden fået nye hvidvasksager på halsen. Anklagen i ’Operation greed’, der bl.a. drejer sig om momssvindel, går på, at et vekselbureau brugte en konto i Danske Bank til at hvidvaske 169 mio. kr. Man kan også undre sig over, at Britta Nielsen fra Socialstyrelsen kunne køre store summer igennem sin lønkonto. Og ikke mindst har banken fået private søgsmål på halsen af kapitalforvaltere, institutionelle investorer og andre banker, der mener, de har tabt penge på aktier i Danske Bank på grund af sagen. Erstatningskravene beløber sig til milliarder. I september i år blev chefen for den estiske filial indtil 2015 fundet død. I bogen fremgår det, at han var meget fodslæbende med hensyn til at undersøge hvidvask.

Hvidvask er kun toppen af isbjerget. Borgens og andre toplederes svigt er sandsynligvis blot den tribut, de yder til det kapitalistiske system i sin nuværende udformning. For at det kan trives og for resultatets skyld.Bogen er ikke teoretisk anlagt. Man får ikke mange ord med på vejen for at afgøre, om hvidvask og de associerede overtrædelser af lov og skik er systemiske inden for bankverdenen, eller om de blot afspejler, at der er brodne kar alle steder. Her må læseren drage sine egne konklusioner. Når det er så udbredt, at banker og deres topledelse ser gennem fingre med eller er involveret i disse affærer – hvis vi ser bort fra dovenskab eller ønsket om ussel mammon – er hele den finansielle underverden så med til at opretholde de store banker i den legale og fine banksektor? Deutsche Bank og Swedbank har haft omfattende hvidvaskskandaler, og det har andre storbanker også. Hvis midler, som ’nogen’ har fået på mindre end legal vis, skal i skattely, skal de igennem banksystemet, dvs. de skal hvidvaskes. Midler, man bare gerne vil føre uden om skattevæsnet, skal jo ind i de internationale kredsløb efter nogle rundture. Der vil være hvidvask, så længe der er skattely. Hvidvask er kun toppen af isbjerget. Borgens og andre toplederes svigt er sandsynligvis blot den tribut, de yder til det kapitalistiske system i sin nuværende udformning. For at det kan trives og for resultatets skyld.

I skrivende stund vides ikke, om sigtelserne mod banken og ni topfolk fører til en tiltale for økonomisk kriminalitet. Personligt tvivler jeg, ligesom jeg heller ikke tror, at der er den store, tja, risiko for, at de involverede får ubetingede fængselsdomme, hvis der kommer en retssag. Der er større chancer for, at banken kommer til at betale betydelige erstatninger. Dens ry er stadig i bund.

  1. Berlingske d. 20. september 2018.
  2. Se også Jannik Brinch: ”Analytiker: Han var ikke den bedste mand til jobbet”, Finanswatch, 16. september 2013. www: https://finanswatch.dk/Finansnyt/Pengeinstitutter/article5957755.ece
  3. S. 133. På s. 276 ser det ud, som om dette møde i oktober 2013 foregik på Lars Mørchs kontor, hvilket kan få læseren til at tro, at Borgen var med til mødet i februar 2014, som netop foregik på Mørchs kontor. Lars Mørch var ansvarlig for Business Banking, altså for erhvervskunder.
  4. Se Jette Aagaard, Claus Iversen og Kristoffer Brahm: ”Bankernes cheflobbyist Ulrik Nødgaard kunne have stoppet hvidvaskskandalen”, Finans,  11. november 2018. URL: https://finans.dk/finans2/ECE10996074/bankernes-cheflobbyist-ulrik-noedgaard-kunne-have-stoppet-hvidvaskskandale/?ctxref=ext.
  5. Finanstilsynet: ”Redegørelse om Finanstilsynets tilsyn med Danske Bank i forhold til Estland-sagen”. J.nr. 19186-0214, 28. januar 2019, s. 3.
  6. Som vi så ovenfor, havde sagen jo været oppe at vende i både Finanstilsynet og banken, så journalisternes overraskelse vidner mere end noget andet om lukketheden i disse cirkler.
  7. Borgen ændrede sin titel fra ordførende til administrerende direktør.
  8. Wilkinson bruger ordet, s. 150, og det gør Finanstilsynet også i sin redegørelse, s. 25.