’No son 30 pesos, son 30 años’* – dagbog fra kasserollestormen i Santiago

*Det er ikke 30 pesos, det er 30 år

PROTESTER I CHILE: Der er blevet bygget barrikader og brændt bygninger af i Chiles hovedstad Santiago siden i fredags, den 18. oktober, hvor gymnasieelevers protester mod en stigning i metroens billetpriser udviklede sig til massive demonstrationer, som nu har spredt sig til resten af landet. Prisstigningen blev dråben, der fik bægret til at flyde over, men ”efter tre dages stigende oprør, er de fleste bevidste om, at det ikke bare er de 30 øre, det handler om. Det er de 30 år, der er gået, siden militærdiktaturet formelt afsluttedes”. Maria Cariola er med på gaden og skriver om sine indtryk fra protesterne.

Af Maria Cariola
Illustration af Magdalena Contreres

De lukker for vandet om lidt, og også for elektriciteten, i Brasil, i min bydel. Venner, tag jeres forholdsregler: fyld plastikdunke, oplad jeres mobiltelefoner. De har allerede gjort det i periferien af Santiago: i Peñalolén, i Puente Alto. En venindes veninde siger, at militæret har beføjelse til at afbryde vandforsyningen, nu da præsident Sebastian Piñera har erklæret undtagelsestilstand. Vi indstiller momentant vores hænders bevægelser og lader telefonen gå fra øre til øre, hører hendes stemme gennem WhatsApp. Kigger på hinanden. I Santiago de Chile har der nu i tre dage været massive protester, og det har været umuligt at transportere sig på andre måder end ved at gå eller cykle. Metroen er lukket. De fleste buslinjer er sat ud af funktion. De tværregionale transportveje er paralyserede. På trods af øjeblikke af relativ ro, forhindrer brændende barrikader bilernes normale cirkulation i byen.

I fredags, for to døgn siden, erklærede præsidenten undtagelsestilstand. Militæret er blevet sat ind og befolker nu gaderne i Santiago, under ledelse af General Iturriaga, søn af kommandanten for diktaturets hemmelige politi. En situation, der ikke har været set i forbindelse med politiske protester siden general Augusto Pinochets diktatur sluttede i 1990. Senere fredag aften udvidedes undtagelsestilstanden til også at gælde for Chiles to næststørste byer: Valparaíso og Concepción. En dag senere, i går, blev der annonceret udgangsforbud, ligeledes for første gang siden overgangen til demokrati for næsten 30 år siden; mellem klokken 22.00 og 07.00 må man ikke færdes uden for på gaderne. I dag begyndte udgangsforbuddet allerede klokken 19.00. Og for bare et par minutter siden blev undtagelsestilstanden udvidet til atter andre byer på tværs af Chile: Temuco, Punto Arenas, Antofagasta, Chillán og Padre las Casas. I Chiles intime og usandsynligt langstrakte geografi, der går på tværs mellem Andesbjergene og Stillehavet, og på langs mellem Atacamaørkenen og Patagoniens gletjere, har oprøret spredt sig store afstande i løbet af få dage. Fra Arica til Puerto Barras. For lidt over en uge siden, da en prisstigning i Santiagos metro trådte i kraft, havde ingen forestillet sig, at noget sådant ville være muligt.

Vovede unge kvinder i skoleuniform, som i masser trængte ind igennem stationerne, mens betjente, bevæbnede til tænderne, ikke kunne andet end at se måbende til.Billetpriserne steg i starten af oktober med 30 pesos, hvad der svarer til godt og vel 30 øre. I starten var protesten relativt undseelig: gymnasieeleverne i Santiago begyndte at springe over billetkontrollen. Billeder cirkulerede af metrostationer, hvor politiets aktionsstyrker beskyttede metroindgangene i fuldt kampgear. De satte jernhegn op blot for at erfare, at de kort efter blev stormet i organiserede aktioner. Videoer, der viste de såkaldte evaciones – undvigelser – bevægede tilskuere på de sociale medier; ikke så meget på grund af prisstigningerne som på grund af den direkte aktions effektivitet. Vovede unge kvinder i skoleuniform, som i masser trængte ind igennem stationerne, mens betjente, bevæbnede til tænderne, ikke kunne andet end at se måbende til. Elevgruppernes kollektive handlinger virkede afvæbnende. Så kom fredag den 18. oktober, hvor situationen på flere metrostationer kom så meget ud af politiets kontrol, at to metrolinjer blev lukket. Det skete ud på eftermiddagen.

Da myldretiden så begyndte – så snart folk havde fået fri fra arbejde – måtte Santiagos arbejdende befolkning gå hjem i stedet for at tage metroen. Gaderne blev fulde af mennesker. De marcherede på gaderne over jorden, ikke stuvet sammen i undergrunden som normalt. Infrastrukturen – al den energi, der hver dag på en selvfølgelig og usynlig måde bruges til at transportere folk til og fra arbejde – blev pludselig tydelig. Samtidig var der organiserede protester ved alle metrostationerne. Men i praksis kunne man ikke længere tydeligt se forskel på hvem, der gik, fordi der ikke var nogen metro, og hvem der gik i protest. Vi smeltede sammen. Nogle lavede barrikader, og klokken 20.30, lige efter myldretiden var forbi, blev der gennem WhatsApp indkaldt til cacerolazo; private beskeder cirkulerede i høj fart mellem venner og bekendte. Cacerolazo? På akavet dansk er mit bedste bud: kasserollestorm.

“Ikke at betale er også at kæmpe”, blev der råbt første aften. På andendagen: “Gå af, Piñera”. På tredjedagen havde graffitien glemt alt om metroen og krævede med landets murværk som afsender: “Ny konstitution!”Og så begyndte der det i Chile, som medierne i starten kaldte for en bølge af vold og vandalisme. I Latinamerikas mest stabile økonomi: det første sydamerikanske land, som blev indlemmet i OECD. I Latinamerikas tigerøkonomi strømmer folk lige nu ud på gaderne med kasseroller og træskeer og banker en rytme, som allerede er blevet emblematisk: Bam bam, bam-bam-bam. Det er svært at forklare på skrift (prøv at lytte her). “Ikke at betale er også at kæmpe”, blev der råbt første aften. På andendagen: “Gå af, Piñera”. På tredjedagen havde graffitien glemt alt om metroen og krævede med landets murværk som afsender: “Ny konstitution!”

Der er gået en time, siden vi kollektivt – dvs. hele Plaza Brasil, hvor i hvert fald 400 mennesker er samlet om en brændende barrikade – talte ned til, at klokken blev 19.00, og udgangsforbuddet ville træde i kraft. I min bydel er det her, vi samles mellem palmerne på en ellers undseelig plads et par gader fra Santiagos hovedboulevard, La Alameda, hvorpå den vigtigste metrolinje løber. Linje 1, den røde, går fra slummen i syd og et godt stykke op ad andesbjergene, hvor overklassekvarterne har udsigt over byen. Mit nabolag bruger República, som ligger halvvejs mellem slummen og midten. I aften, søndag den 20. oktober, er La Alameda og metrostationerne bevogtet af soldater med maskingeværer og derfor foregår protesterne på de mindre gader og pladser, beskyttet fra tanks af brændende barrikader. El Cacerolazo marcherer ikke i lige linje på boulevarderne, det spreder sig og mødes som vanddråber på en rude gennem gaderne. Og efter tre dages stigende oprør, er de fleste bevidste om, at det ikke bare er de 30 øre, det handler om. Det er de 30 år, der er gået, siden militærdiktaturet formelt afsluttedes, og en overgang til demokrati indledtes, som aldrig blev afsluttet på en måde, der betød en reel forbedring i chilenernes hverdagsliv.

I Chile koster en liter mælk hvad der svarer til ti kroner. I supermarkederne er der ikke den store prisforskel mellem en dansk Lider og en chilensk. Et værelse i en delt lejlighed kan i storbyer ikke betales for under 1.000 kroner. En forsikring, der giver en nogenlunde dækning – ambulancekørsel ved nødstilfælde, for eksempel – koster 700 kroner om måneden for folk med en formel arbejdskontrakt. Kvinder i den fødedygtige alder (15-45 år) må i øvrigt betale 500 kroner ekstra for samme forsikring. Langt de fleste mennesker har ikke adgang til en fast kontrakt, fordi arbejdsmarkedslovgivningen sætter betydelige begrænsninger på, hvordan fagforeninger kan organisere sig, og er opbygget omkring en forestilling om arbejderen som ’uafhængig’. Universitetsuddannelser koster omkring 2.000 kroner om måneden. Og hvad tjener chilenerne? Op til 70% af befolkningen tjener under 5.000 kroner om måneden. Den resterende tredjedel tjener 2.600 kroner eller derunder. Det, vel at mærke, for en arbejdsuge på 45 timer. Det betyder, at det for de fleste mennesker er praktisk talt umuligt at betale for egen overlevelse, og når de gør det alligevel, er det takket være Chiles ultraliberale lånepolitik. Allerede i 2014 brugte 46% af befolkningen forbrugsgæld til at dække basale fornødenheder såsom husleje, sundhed, uddannelse, el og vand. Chiles internationale ry som et økonomisk mirakel, med økonomisk stabilitet og forholdsvist høj vækstrate, dækker over en befolkning, som lever i permanent økonomisk usikkerhed, og som reflekteret i mindre flatterende statistikker er ramt af den højeste selvmordsrate i Latinamerika.

Chilenere, der levede under diktaturet, har gerne en form for kropslig fobi overfor politisk aktivisme. I mange år har de rådet deres børn og børnebørn til ikke at blande sig i politikDe nyliberale strukturreformer blev for alvor igangsat med konstitutionen af 1980, som blev indført syv år inde i Augusto Pinochets militærdiktatur under dække af en folkeafstemning, der allerede i samtiden var skandaløs. Pinochet kom til magten ved et militærkup i 1973, der med vold satte punktum på den første demokratiske socialistiske regering i Latinamerika ledet af præsident Salvador Allende. Diktaturet varede i 17 år, og indførte gennem statsvold og en strategisk manipulation af befolkningens frygt et nyt økonomisk og juridisk system, der er kendt som det første nyliberale eksperiment. Chilenere, der levede under diktaturet, har gerne en form for kropslig fobi overfor politisk aktivisme. I mange år har de rådet deres børn og børnebørn til ikke at blande sig i politik, tynget af alt for nærværende billeder af tortur og illegale anholdelser, der potentielt kan ende i statssanktionerede mord, brændende på nethinden. Men de unge, der går i gymnasiet i dag, er fra 90’erne. De er ikke på samme måde mærket af diktaturet.

Tilbage til Plaza Brasil: vi er 400 mennesker, som trommer på kasseroller. Dem, der ikke har køkkenudstyr med sig, klapper i hænderne, slår mod lygtepæle eller mod de lukkede butikfacaders tinpersienner i en symfoni, der udvikler sig stødvist og konstant slår mod trommehinderne i en grundtakt, der går: dum dum, dum-dum-dum. Rytmen går igen i de videoer, der sendes rundt på sociale medier: Plaza Ñuñoa, 5.000 mennesker trommer. Plaza de Maipú: over 1.000. Renco: svært at sige, men i hvert fald 500. I Chiles større byer: Antofagasta, La Serena, Arica, Valparaíso, Concepción, Temuco, Valdivia, Puerto Montt. Men også i mikrolandsbyer filmes og deles brændende barrikader og folk, der trommer med træskeer på kasseroller, mens andre ihærdigt deler videoer med solidaritetserklæringer. Puerto Varas i syd, fra Mapuchefolkets territorie: Collipulli, blandt andet. I ørkenen: San Pedro de Atacama. Der er ingen officielle numre på, hvor mange, der protesterer. Det tager vi som et tegn på, at nummeret er faretruende højt for regeringen.

Hvad gør vi, hvis de lukker for elektricitet og vand? Hvis alle butikkerne er lukkede og vi ikke kan få drikkevand, og i øvrigt ikke kan oplade vores telefoner, og helller ikke kan komme væk, fordi transportsystemet er nede? Jeg er sammen med to veninder, som også er mine samboer, Maya og María, og vi ved allesammen godt, at vi ikke skal lade os kue af den falske information, der cirkulerer. Det er bare virkelig svært at ramme en effektiv balance mellem forsigtighed og paranoia. På vores rygsække har vi klistret papirskilte med påskriften: “Chile uden frygt” og “vær ikke bange, vi er sammen” skrevet med rød tusch. Alligevel overvældes man af tanken om ikke at have vand i et tidsrum, der kan vare alt fra under udgangsforbuddet (dvs. til klokken syv i morgen) til potentielt dage eller uger. Vi beslutter os for at tage hjem til vores lettere forfaldne lejlighed med højt til loftet og spansk kolonistuk for at fylde alle de plastikflasker, vi har, inden vi vender tilbage til pladsen.

Jeg modtager en WhatsApp-besked fra en veninde, Carolina, som husker mig på en samtale, vi havde, mens jeg boede hos hende under mit feltarbejde i Mapuche-territoriet sydpå sidste år. Hun er fra en landarbejderfamilie. De husker især Allende-regeringen (1970-1973) for den treårige landreform, der ophævede familiens gældsbånd til en lokal godsejer og gav dem adgang til deres eget land. Efter kuppet mistede de det hele igen. Vi plejede at sammenligne vores historier; min familie flygtede fra statsterroren efter kuppet, fordi de havde været aktive under Allendes revolution. Dén dag i Mapuche, hun mindede mig om, snakkede vi om håb. Vi sagde til hinanden: det var noget andet dengang. Det var et historisk øjeblik, revolutionen drev dem med. I dag, sagde vi til hinanden, er der ikke nogen bølge, der kan tage os med. Alle de semi-politiske ting, vi foretager os, har en snert af fjollethed og føles i sidste ende absurde. Men vi må tro på, forsøgte vi at overbevise hinanden om, at vi bidrager til at holde en svækket skanse, så folk, når oprøret kommer om et par generationer, ikke er helt traditionsløse. Sidste år, sidste uge, var det sådan, vi så på det.

I aften skrev hun til mig: Vi lever til at se det, María.

Jeg håber, hun får ret.

Maria Cariola er antropolog fra Københavns Universitet, dansk-chilener og har boet i Chile siden 2017, hvor hun har forsket i privat sikkerhed, kriminalisering og ekstraktivisme i Mapuche-befolkningens territorier. I dag arbejder hun i Santiago for det Latinamerikanske Observatorium for Miljøkonflikter (Observatorio Latinoamericano de Conflictos Ambientales).

Slagord fra protesterne i Santiago: 

Evadir / no pagar / otra forma de luchar (’Undvigelse / ikke at betale / en anden måde at kæmpe på’). Hørtes overalt indtil lørdag den 19. oktober, hvor det blev tydeligt, at protesterne ikke kun handlede om metropriser.

Y despertó / y despertó / Chile despertó (’Vi vågnede / vi vågnede / Chile vågnede’). Synges euforisk i dét, der for ikke-spansktalende nok vil fortolkes som en hooliganmelodi.

Los milicos / a sus cuarteles (’Militærfolk / gå hjem til jeres kaserner’). Råbes ved ethvert møde med soldater. For eksempel når man går forbi en bevogtet metrostation, når en tank kører forbi, eller før/efter man er blevet kontrolleret af en gruppe soldater med maskingevær.

Pacos, culia’os / cafiches del estado (’Pansersvin / statens håndlangere’). Synges, når politiet kaster tåregas, skyder, bruger vandkanoner, kører forbi eller på anden måde nærmer sig.

Piñera / escucha / ándate a la chucha (’Piñera / lyt med / skrid ad helvedes til’)

El pueblo, el pueblo, el pueblo, ¿dónde está? / El pueblo está en la calle, pidiendo dignidad (’Folket, folket, folket, hvor er det henne? / folket er på gaden for at kræve værdighed). Råbes når som helst.

El pueblo unido / jamás será vencido. (’Et samlet folk / kan aldrig besejres’). Nostalgisk. Vi tror virkelig på noget så halvfjerdseragtigt.

A ella le gusta la gasolina / Dame más gasolina / A ella le encanta la gasolina / Dame más gasolina. (’Hun kan godt lide benzin / giv mig mere benzin / hun elsker benzin / giv mig mere benzin’). Råbes sjældnere og på de mere lumpne barrikader, lidt senere på aftenen, og ofte i nærheden af steder, hvor supermarkedskæder udplyndres

Her kan du se en videohilsen fra Mapuche-folk og landarbejdere i Collipulli, som erklærer deres solidaritet med demonstranterne i Santiago og meddeler, at de har påbegyndt et lokalt oprør.