Økonomi eller kærlighed? Venstrefløjens andet dilemma

Visionen om en grøn verden må appellere til omsorg, respekt og kærlighed, ikke egeninteresse; naturkrisen kræver menneskelige svar, ikke flere instrumentelle fiksfakserier og regnestykker.

Af Emil Månsson

Venstrefløjens første og evige dilemma er dette: reform eller radikal forandring? Det handler om at navigere og balancere mellem mulige resultater og umulige visioner, men problemet er ”kun” praktisk – strategisk set er det hurtigt løst med et både-og. Man må både spille det politiske spil og udstille spillets regler som fundamentalt forkerte. Man må være en hykler, men i det mindste vide, at man er det.

Bag dette klassiske dilemma gemmer sig imidlertid et andet. For når man har indset, at den store forandring til dels må komme indefra (jf. f.eks. Enhedslistens nye parlamentariske strategi), må man samtidig medgive, at valgdemokratiet handler om at vinde stemmer – og for at vinde stemmer må man rykke holdninger, og for at rykke holdninger må man møde vælgerne, hvor de er – ergo, kommer det prompte fra højre, er det ikke andet end tossegod prædiken, når venstrefløjen vigter sig med alverdens hensyn til fremtidige generationer og international solidaritet, for 1) de fleste danskere lever hverken i fremtiden eller sydpå, og 2) vi har vel problemer nok herhjemme? Hvilket er borgerligt for: hvad rager det os, i dagens Danmark?

På venstrefløjen synes vi selvfølgelig, at det burde rage alle. Men hvordan overbeviser man andre mennesker om også fremtidige og fattige menneskers, endsige naturens, rettigheder? Det er her, det første dilemma åbenbarer et andet, for bør man i det hele taget tilsidesætte sin indre sandhed og veksle den humanistisk-altruistiske pligtetik til det økonomiske samfunds lingua franca: det rationelle, beregnende, utilitaristiske og i sidste ende egoistiske argument?

Problemet er ikke, at vi har valgt et for lavt tal, men at vi i det hele taget har reduceret problemet til spørgsmålet om at minimere et tal.Bør man, eller bør man ikke, hvad end vi taler personligt eller partipolitisk, omsætte hjertets bløde og varme viden til hårde, kolde fakta? Eller risikerer man derved at miste for meget af sig selv og/eller sandheden i selve oversættelsen? Det er venstrefløjens andet og for mig at se egentlige dilemma. Bragt på kort formel bliver det, lidt poppet, til: Økonomi eller kærlighed? (Her med en sigende sætning fra det såkaldte forståelsespapir: ”[At begrænse temperaturstigningerne] er ikke kun det rigtige at gøre, det er også det mest økonomisk ansvarlige.”)

Det andet dilemma præsenterer os for et vanskeligere problem end det første, for her er det ikke engang klart, at her er et dilemma, eller hvori dilemmaet består. Derfor vil mange, også på venstrefløjen og i aktivistkredse, afskrive problemet på forhånd. Det er spild af tid, vil man sige, eller, det er vigtigt, men vi har kun så og så mange år til at få vendt skuden, så lige nu er det spild af tid. Men det er en fejl, for hvis man først forstår det andet dilemma, vil man også have en anden forståelse for, hvad radikal forandring faktisk kan eller må betyde. Hvilket igen vil have betydning for ens reformatoriske arbejde, hvis ikke ligefrem hele liv.

Som Charles Eisenstein, forfatteren til Climate: A New Story fra 2018, har formuleret det med specifik reference til klimakrisen: Problemet er ikke, at vi har valgt et for lavt tal, eller at vi har valgt den forkerte metode (pisk eller gulerod, stat eller marked) til at minimere dette tal – nej, problemet er, at vi i det hele taget har reduceret problemet til spørgsmålet om at minimere et tal.1 Med andre ord, i det økonomiske samfund er et mål om 70 pct. CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990 en soleklar sejr – men bringer det os nærmere det økologiske samfund?2

Reduktionsfundamentalisme

Eisenstein skriver sig ind i en hundrede år gammel fænomenologisk tradition for at kritisere den europæiske rationalisme og videnskab, som netop regner verden ud i tal og nytteværdi. Det er en kritik, jeg tidligere har oprullet i Eftertryk,3 og som fænomenologiens stamfader, Edmund Husserl (1859-1938), engang opsummerede således: ”Alene fakta-indstillet videnskab skaber alene fakta-indstillede mennesker.”4 Hvilket kun betyder, at fakta ikke er alt og ikke alene kommer til at redde os; den grønne omstilling kræver en helt ny indstilling til vores fælles samfundsindretning end den herskende: en livs-indstillet og omsorgsfuld fornuft.

Et lavemissions(verdens)samfund er ikke nødvendigvis Utopia. Vi kunne blive CO2-neutrale i morgen, men hvis vi ikke samtidig stopper med at slå planeten ihjel og sætter storstilet ind på at genoprette, hvad vi allerede har tabt, via lokale regenerative indsatser over alt på kloden, ja, så vil det globale klima stadig være fucked. CO2-reduktioner er ikke i sig selv løsningen på vores problemer, for mål og minimumskrav siger intet om midler. Det er ingen garanti for, at regnskove og koralrev er reddet, eller vores ressourcespild endt. Det lover blot mere af det, vi har prøvet tusinde gange før: samme COP-kure, samme incitamentsstrukturer, samme skatte- og kvotemodeller, kort sagt: samme instrumentelle, maskinelle, umenneskelige tilgang, som ligger til grund for hele miseren. Men er det så midlerne og ikke målet, jeg skal kritisere?

Ud fra en rent økonomisk og matematisk fremstilling er det et endemål, at vi skal udlede langt mindre CO2 end i dag. Men vores fokus må være et andet sted, eller rettere, alle andre steder. Kun en global bevægelse af lokalt forankrede og menneskeligt relevante indsatser i naturens tjeneste har en jordisk chance for at lykkes (et dansk eksempel er foreningen Andelsgaarde).

Betyder det, at jeg ikke synes, man skal indføre skatter og afgifter og udnytte de teknologiske muligheder for at bringe vores udledninger ned hurtigst muligt? Ikke kategorisk, f.eks. er den økonomiske model med klimabidrag og -bonus åbenlyst god. Jeg minder blot om, at alle disse tiltag højst har potentiale til at udskyde, ikke aflyse, katastrofen.

Betyder det, at jeg ikke anerkender det reduktionsmål, de rød-grønne partier har sat sig? Nej. Men det betyder, at uanset hvor ambitiøse mål den nye regering har, vil den i sidste ende selv blive målt efter den økonomiske fornufts kriterier. Hvilket vil sætte regeringen i en situation, hvor den må fejle for at lykkes – og hvornår har du sidst set en dansk regering slippe magten frivilligt?

Min pointe er ikke, at vores drivhusgasudledninger er ligegyldige, men de må betragtes som et symptom snarere end sygdommen selv. Her kan drages en parallel mellem det enøjede fokus på CO2-udledninger (som er det officielle resultat af vores mål, uagtet nuancerigdommen bag) og det betændte spørgsmål om befolkningsvækst og befolkningsreduktion: når man fokuserer på problemer i isolation (hvad end det er antallet af mennesker, den materielle velstand eller vores teknologiske formåen5), vil man nødvendigvis også forstå dem løsrevet fra hinanden.

Når målet er at reducere et tal, for enhver pris, men til den billigste penge, glider løsningerne i baggrunden. I stedet for at fremme menneskelige svar i form af familieplanlægning og bedre uddannelse til kvinder og piger i det globale syd (to effektive, men krævende tiltag) fokuserer man på etbarnspolitik; og i stedet for at støtte skovrejsnings- og udviklingsprojekter globalt, eller regenerativt landbrug herhjemme og på EU-plan, fokuserer man på industritunge tekno-fixes og smarte regnefinter. Den radikale forandring udskydes for bestandigt til fordel for den til enhver tid mest omkostningseffektive reduktionsmetode, og det er kun fornuftigt på en økonomisk skala. I et økologisk perspektiv er det mildest talt ufornuftigt.

Nu skal den nye regering naturligvis ikke dømmes på forhånd – min pointe er bare, at uanset hvor fantastiske vores nye klimamål synes, så lever vi altså i den samme politisk-økonomiske virkelighed som før valget. Og derfor er der stadig grund til at minde om det langsigtede mål, nemlig at ændre virkeligheden væk fra det økonomiske samfunds instrumentelle logik til et grønt samfund grundlagt på kærlighed, respekt og omsorg.

Kærlighed, ikke økonomi – sig det højt indtil det ikke lyder skørt længere.

Et spørgsmål om liv eller død

Hvis venstrefløjen skal gøre sig håb om at nå i mål med en gennemgribende forvandling af samfundet i grøn og rød retning, må man stå fast på egne (med)menneskelige principper om solidaritet og kærlighed. Reform vs. revolution-dilemmaet må selv forstås i lyset af økonomi vs. kærlighed-dilemmaet, dvs. afstanden mellem den dominerende økonomiske fornuft og en radikalt anderledes tankegang.

Intet kompleks af velmenende klimalove og økonomiske incitamenter og reguleringer vil lede til det samfund, vi drømmer om, så længe den bagvedliggende motivation forbliver at redde, hvad vi har.For selvfølgelig findes der også venstreorienterede, som anerkender den økonomiske fornuft som samfundets øverste autoritet og dermed bekender sig til en form for økonomisme. Men lad os bare komme kritikerne i forkøbet: nej, totalitær plan- og kontroløkonomi trumfer ikke det moderne markedstyranni, for problemet er ikke, at liberalismen lover personlig frihed, men ikke leverer, eller at kollektivismen lover lighed, men ikke får lov; problemet er, at uanset hvem der fører politikken, forbliver politik som sådan først og fremmest et spørgsmål om økonomi, dvs. husholdning. Ikke udvikling eller forbedring og slet ikke harmoni, balance eller lykke, men udelukkende bevarelsen af det, vi har. Og hvad har vi så?

I ét ord: død. Den vestlige civilisation, som i dag er blevet verdens, er død i dobbelt forstand. I det økonomiske samfund er vi alle sammen dødens købmænd, for stort set alt, hvad vi gør, betyder, at kollektivet og/eller kloden dør lidt mere (når jeg handler ind, når jeg skriver på min macbook, og så videre). Men det kan jo ikke blive ved, så i denne anden forstand er vores vestlige civilisation også så godt som død ­– og jo før vi indser det, jo hurtigere og bedre kan vi indstille os på, hvad der kommer eller kan komme efter.6

Nogle vil mene, at den slags lyder pessimistisk. Andre vil indvende, at livet og døden jo hører sammen, så hvad er problemet? Min bekymring ligger et andet sted, nemlig i, at vi ikke er i stand til, eller i bund og grund ikke ønsker, at slippe den tankegang, som har bragt os i problemer. Selv når vi vil gøre godt, griber vi ud efter den lille økonomiske værktøjskasse, men jeg er ked af at sige det: vores problemer er ikke små, og intet kompleks af velmenende klimalove og økonomiske incitamenter og reguleringer vil lede til det samfund, vi drømmer om, så længe den bagvedliggende motivation forbliver at redde, hvad vi har. Naturkrisen er ikke en konkurrence i (selv)bevarelse, men en mulighed for at skabe en smukkere verden end den, vi har. Hvordan? I første omgang ved at anerkende og behandle verden som levende.

I det moderne økonomiske samfund vil det altid være billigere og mere effektivt at begynde med at se naturen og verden omkring os som ressourcer, dvs. allerede døde ting, for 1) du kan ikke slå noget ihjel, som var dødt til at starte med, og 2) så kan du nemt bestemme dets værdi udelukkende ud fra dets nytte. I den økologiske tænkning, som ikke er lineær, men cirkulær, kompliceres tingene betragteligt, for her er det ikke ligegyldigt, hvad dit udgangspunkt er.

Liv skaber betingelserne for liv, så hvis du ønsker at være en del af en levende, mangfoldig og smuk verden, så må du også se verden som levende. Med mit filosofiske forbillede Maurice Merleau-Ponty (1908-1961): du må lære at se verden med nye øjne (eller gamle øjne, idet det såkaldt nye blik minder om mange oprindelige folks verdensanskuelser). For mange har dette nye blik antaget en spirituel dimension, idet det til dels handler om et brud med den klassiske vestlige videnskab.7 Men videnskaben behøver ikke være en fjende her, for faktisk bekræfter meget af den moderne videnskab billedet af ’den levende verden’ vis-a-vis den dominerende virkelighedsforståelse, hvor verden grundlæggende består af døde ting (atomer og objekter).

Den radikale forandring må tage udgangspunkt i kærlighed: til skovene, til havene, til dyrene, til vandet, til luften, til jorden, til livet, til Solen, til Månen, til hele Universet og vores egen lille plads i det.Nyere videnskab viser os f.eks. hvordan træer kommunikerer via komplicerede mykorrhizale netværk i jorden, ikke ulig forbindelserne i den menneskelige hjerne. Og når skoven ses som en levende entitet i sin egen ret – ud over det mylder af dyreliv, den i øvrigt indeholder – frem for et reservoir af tømmer, er den også anderledes elskelig og bevaringsværdig. Hvilket er den primære konflikt, når industrialiseringen og det eurocentriske natursyn, som vil drage nytte af skoven, mødes af oprindelige folk, som elsker og vil forsvare skoven som et familiemedlem.

Eller med den nulevende franske fænomenolog Claude Romanos eksempel: hvilken sol er ”den rigtige”? Den kopernikanske kugle af hydrogen- og heliumfusion; eller den livgivende lyskilde, der stiger op af havet, giver os årstiderne, og lader os finde vej, når vi er faret vild?8

For at opsummere: naturkrisen handler ikke mindst om at lære at se verden med nye øjne. Og den handler om at aflære det dominanshyldende, hierarkiske grundsyn, vi alle sammen ligger under for. Den kapitalistiske socialisering er stærk, men den er ikke almægtig.

En kærlighedsaffære

Først når det er almindelig sund fornuft at leve i overensstemmelse med Jordens bæreevne og i solidaritet med både andre mennesker og den mere-end-menneskelige levende verden, vi er en del af, uden det også skal forsvares og blåstemples som ’økonomisk ansvarligt’, er vi i mål. Den miljøpolitiske historie er fuld af bestemte mål om bestemte tal, og de bliver aldrig nået, hvilket er ironisk: kun ved at fjerne fokus fra et bestemt mål om et bestemt tal, kan tallet nås.

Den radikale forandring må tage udgangspunkt i kærlighed: til skovene, til havene, til dyrene, til vandet, til luften, til jorden, til livet, til Solen, til Månen, til hele Universet og vores egen lille plads i det. Hvis det lyder religiøst eller spirituelt, så lad gå. Men det er også menneskeligt.

Den radikale forandring må grunde i kærlighed, fordi kærlighed er kort for: hengivenhed, hensynsfuldhed, gavmildhed, omsorg, sammenhæng, enhed, ømhed, samhørighed, nærvær, fortrolighed, samarbejde, omtanke, fællesskab, respekt, medfølelse, indlevelse og tolerance.

Det er min påstand, at hvis man tager udgangspunkt i dilemmaet ’økonomi versus kærlighed’ i stedet for det klassiske dilemma om ’reform versus radikal forandring’, så vil det automatisk give visionen om en grøn verden tiltrængt dybde. Pludselig vil forslag, som måske før syntes ganske vidtrækkende (70 pct. CO2-reduktion), fremstå, om ikke nyttesløse, så utilstrækkelige. Men samtidig vil mindre kærlighedshandlinger – i form af regenerative praksisser i enhver forstand – blive en del af løsningen. Først når vi har lært at elske vores hjem som det levende, livgivende, mirakuløse sted, det er, kan vi tage ordentligt vare på det og dermed os selv.

Når du forstår verden som levende og sammenhængende, forstår du samtidig, hvorfor man ikke bare kan fælde en skov ét sted og plante en ny et andet, for så går nettoregnskabet jo op. Og du forstår, hvorfor reduktionsmål og klimalove ikke har en kinamands chance for at batte, så længe de forbliver politisk overbygning til den økonomiske fornuft. Jo, målsætninger er skam gode nok inden for rammerne af det politisk mulige – men vi har brug for visioner og handlinger, som sprænger de politiske rammer. Vi har brug for resultater, som er fysisk mulige at leve med, og derfor kommer vi ikke uden om et opgør med den altdominerende økonomiske fornuft.

Ud med den kyniske kuglerammelogik, og ind med respekten og omsorgen for vores klode og alle dens levende skabninger. Ud med den rå materialisme og den filosofiske dualisme, og ind med tidligere tiders animisme og holisme. Ud med den gamle videnskab, og ind med den nye.

Ud med den ekskluderende egennytte, og ind med den inkluderende kærlighed. Alt sammen meget lettere sagt end gjort, men det er i mine øjne dét, vores visioner om radikal forandring må stille i udsigt, og vores daglige arbejde tage sigte på.

Emil Månsson er PhD-studerende i filosofi ved Islands Universitet og medlem af omstillingsnetværket Scandinavian Commons.
Billedet øverst er en detalje af maleriet After Raphael af Tom Phillips og er kendt som pladecoveret til Brian Enos Another Green World fra 1975. Gengivet med tilladelse af kunstneren: www.tomphillips.co.uk
  1. ”Climate change: The bigger picture” Resurgence Magazine, issue 284, May/June 2014: https://bit.ly/2ZybP4b
  2. Se f.eks. Creating an Ecological Society: Toward a Revolutionary Transformation. Magdoff og Williams, 2017
  3. ”Fornuft og ufornuft i det økonomiske samfund: Et klimafilosofisk bidrag” 15.08.2018: https://bit.ly/2KH2cMA
  4. The Crisis of European Sciences and Transcendental Phenomenology (1970, orig. 1954) side 6, skrevet i 1934-37.
  5. Jf. den såkaldte IPAT-ligning for menneskelig miljøpåvirkning: https://en.wikipedia.org/wiki/I_%3D_PAT
  6. Rupert Read: ”This civilisation is finished: So what is to be done?” Offentlig forelæsning ved Churchill College 07.11.2018. Online transskription her: http://lifeworth.com/IFLAS_OP_3_rr_whatistobedone.pdf
  7. Thich Nhat Hanh: ”We need a revolution; it starts with falling in love with Earth”: https://bit.ly/2GMyYsj
  8. Claude Romano, At the Heart of Reason, 2015 (orig. 2010) side 504.