Bukserne strammer de rigtige steder

Sille Kirketerp Berthelsen har et sympatisk projekt, men hendes feministiske analyse griber for langt tilbage og mangler nyhedsværdi, skriver Elisabeth Friis i sin anmeldelse af Med hjertet og kussen i laser. Bogen er et læsværdigt kampskrift, særligt på grund af forfatterens smittende begejstring for Vita Andersens forfatterskab.

Sille Kirketerp Berthelsen:
Med hjertet og kussen i laser.
– Et magtmenstruelt hævnskrift, der giver #MeToo-kritikerne og andre med deres på det tørre svar på tiltale gennem Vita Andersens poesi.

Tumulti nr. 4.
Forlaget Nemo, 2019.

 

Af Elisabeth Friis
Billedet i toppen malet af Signe Parkins

Med hjertet og kussen i laser er et lille feministisk og didaktisk kampskrift, der med udgangspunkt i læsninger af Vita Andersens forfatterskab og dermed en reclaiming af, hvad Dan Turell engang kaldte ”menstruationslyrik”, vil lære os noget om, hvordan kvindeundertrykkelse foregår i det vestlige forbrugssamfund, og har dertil en opskrift på, hvordan vi bryder ud af den objektiverede (seksualiserede) kvindekrops fængsel. Det er et sympatisk projekt, og bogen lykkes det meste af tiden med at få sagt noget præcist om de objektiverings- og overgrebsmekanismer, der selvsagt er en del af den kønnede erfaring.

Berthelsen analyserer foruden Vita Andersens digte en række eksempler på kønsulighed fra det virkelige liv – både sit eget og andres – og hun skriver for det meste klart og godt. Det er ikke første gang, nogen beskriver erfaringer af kønsulighed. Fra Mary Wollstonecraft til Germaine Greer, fra Simone de Beauvoir til Judith Butler har vi været i gang med det, og der er således heller ikke noget egentlig nyt under solen i bogens generelle kønsanalyse. Og inden jeg tager fat på, hvad Vita Andersen-læsningerne så tilfører af interessant specificitet til sagen – for det gør de nemlig – vil jeg opholde mig lidt ved spørgsmålet om bogens analysers og budskabers manglende nyhedsværdi. For denne plager mig faktisk, hvilket bestemt ikke har noget med Berthelsens fine bog at gøre. Problemet er, at vi, når det gælder kønsanalyse og kvindehistorie, tilsyneladende skal begynde med Adam og Eva, hver eneste gang vi vil forklare noget om kønsulighed. Vi er dværge, der står på kæmpers skuldre, siger man, når man vil anskueliggøre, hvorfor den viden, der er akkumuleret gennem historien, får os til at kunne se meget mere og meget længere, end vi ellers ville kunne. Men det er bare som om den imponerende mængde viden, som kønsforskningen og de feministiske teoretikere og filosoffer har givet os, overhovedet ikke har fået lov til at udgøre nogen kæmpe-krop, vi kan stå på skuldrene af.

Jeg er født i 1973 – en gennembrudstid for kvindebevægelsen i Danmark – og jeg er på intet uddannelsestrin blevet undervist i kønsforskning. Heller ikke på universitetet. Første gang jeg fik mulighed for at diskutere kønsteori i en akademisk sammenhæng, var jeg kommet langt nok til selv at kunne afholde et kønskursus. Det er vel 10 år siden. Og kurset var ikke obligatorisk. På den ene side er det er blevet lidt bedre. Interessen er der bestemt, hvilket Berthelsens bog også er et udtryk for. På den anden side har Mette Bock lukket KVINFOs bibliotek, hvortil kommer, at incels1 og Jordan Peterson, og et forventet, men skræmmende #MeToo-backlash, findes. Berthelsens pointer – som er helt almindelige – manden repræsenteres som subjekt – kvinden som objekt – og så videre – burde være obligatorisk pensum i folkeskolen. Hvis de var det, ville vi kunne komme lidt længere med analysen.  Med hjertet og kussen i laser er en bog, hvis feminisme ofte fik mig til at tænke på Germaine Greers klassiske Den kvindelige eunuk fra 1970, som er en rasende analyse af, hvordan kvinders kroppe besættes af forbrugssamfundet og fratager dem egenværdi og seksualitet – bl.a. ved at diktere ukomfortabelt og dyrt modetøj, make-up, deodorant under armene og parfumerede tamponer i skridtet. Dermed fremmedgøres kvindens krop for hende selv og gør hende til en vare. En klassisk analyse, som  i bund og grund også er Berthelsens. Greer foreslår, og det gør Berthelsen også, at vi bruger menstruationen som frigørelsesværktøj. Greer synes, at vi skal smage på blodet. Berthelsen opfordrer os til, at vi viser det frem og bløder synligt.

Berthelsen kritiserer gentagne gange, at kvinder vurderes på deres udseende – deres slankhed f.eks. – deres ”lækkerhed”. Og det er jo helt rigtigt, at kvinders ydre flittigt kommenteres, men, og det kan jeg huske, at jeg også tænkte, da jeg for længe siden læste Greer: Hvorfor betyder det egentlig, at det skal være slut med læbestiften for det feministiske subjekt?2 Skulle vi ikke snarere håbe, at alle de køn, som har lyst til det, vil bære læbestift? Eller gå med franske sommerkjoler og lugte af blomster? Jeg tror egentlig ikke, Berthelsen er imod læbestift og sommerkjoler og parfume. Alligevel er det dér, hendes analyse af Vita Andersens tekster bringer os hen. Ligeledes synes jeg, hendes fordeling mellem subjekt/objekt-positioner engang imellem er temmelig håndfast. Berthelsen analyserer udvalgte bidder af Vita Andersens tekster fra 1970erne, såsom digtsamlingen Tryghedsnarkomaner og novellesamlingen Hold kæft og vær smuk, og redegør for, hvordan teksterne er blevet nedvurderet for deres angivelige upoetiskhed (”knækprosa” sagde Brostrøm) og private banalitet (”menstruationslyrik” sagde, som allerede nævnt, Turell). Berthelsen elsker teksterne – præcis som jeg selv – men jeg tror, vi læser deres kvaliteter frem på lidt forskellige måder. Her et lille uddrag af klassikeren ”Hun ser godt ud”:

Hun går på gaden i sin frokostpause
uden overtøj og med sin pung i hånden
hun kan se sig selv i butikkernes vinduer
hun ser godt ud
bukserne strammer perfekt om enden
hun har lyst til at købe noget
hun tænker på når hun kommer hjem
det skal blive en god aften for hende og ungerne hun skal også se at få malet entreen om
den er så mørk
hun havde malet den hawaiigul
for at den skulle blive lysere
hun må male den om en dag hun får tid
hun har set en entre i Bo Bedre

Man kan udmærket læse det hér digt, som et digt der handler om, at kvinden er slavegjort af et udefrakommende blik (det falliske blik). At hun er underkastet senkapitalistiske markedsstrategier (købetrang). Og senere i teksten finder vi også ud af, at hun er ensom og ulykkeligt drikker portvin og spiser Yankie-bar, når ungerne er lagt. Jeg vil på ingen måde formindske den ulykkelighed, som alle Vita Andersens personaer er præget af. Den er dyb, de er ensomme, svigtede, kærlighedshungrende, forladte og deprimerede. Men når jeg elsker den her tekst så meget, er det mest på grund af ordet ”hawaiigul” og den blotte nævnelse af ”Yankie-bar”, der rummer hele digtets egen analyse af forbrugssituationens dobbelthed, hvilket faktisk gør digtet til et stykke popkunst. De masseproducerede hverdagsting, som ikke er kunst, træder grafisk frem og afspejler præcis den senkapitalistiske begærsøkonomis dobbelthed. Kvinden er ”fanget” af reklamens magt, hvilket er Berthelsens primære pointe i hendes læsning af teksten, men – vil jeg tilføje – hun begærer også tingene: De stramtsiddende cowboybukser er lækre – og opnåelige. Alle kan købe en Yankie-bar, alle kan købe cowboybukser – i det mindste på kredit.

Et digt, som Berthelsen bruger en del krudt på at analysere, er Tryghedsnarkomaners ”Jeg er forelsket i dig”, der handler om en kvinde, som står på gaden og kigger op på den lejlighed, hvor den (gifte) mand, hun er forelsket i, bor. Her et uddrag:

Jeg er forelsket i dig
hvorfor forstår jeg ikke
du er ikke særlig interessant
du er ikke nogen særlig god elsker
du er lidt for fed
du er ret reaktionær
du er ikke særlig god at snakke med
jeg føler hele tiden jeg skal sænke mig ned på dit niveau
jeg er forelsket i dig
du får mig til at sige noget jeg slet ikke har lyst til
jeg står her til jeg fryser
bagefter tar jeg ind på Drop-Inn
jeg har det så dårligt
jeg sætter mig ved et stort bord midt i lokalet så alle kan se mig
jeg er ligeglad
jeg bestiller en hof og et stykke med kartoffelsalat og roastbeef
for 7,85 for jeg har ingen penge
jeg ser udfordrende på hver mand i lokalet
jeg har det ad helvede til
efter fem minutter kommer en fyr hen
han spørger om jeg ikke vil sidde ved hans bord
jeg betragter kam koldt og vurderende
han ser usexet ud så det gider jeg ikke
jeg ser hoven ud
når jeg ikke kan få dig
eller det er ikke et spørgsmål om at få
vi har jo intet sammen
bagefter kommer en anden fyr
han ser ret godt ud
frækt grin
det rigtige smarte slidte cowboytøjbukser med sidelommer
strammer rigtig godt ind mellem ballerne
han interesserer sig ikke for tøj siger hans facon
men sørger alligevel for at holde begge hænder i lommerne så
det rigtig strammer i røven
han er arkitekt og hedder Per
vi tar hjem og boller hos mig
han spørger hvordan jeg vil ha det
som om jeg er en kødret der skal serveres på en særlig måde
jeg lader som om jeg ikke hørte hans spørgsmål
for jeg ved ikke hvordan jeg vil ha det
han er god til det

Berthelsen konkluderer i sin analyse af digtet, at ”kvindens territorium er blevet opløst” af den ulykkelige forelskelse i den gifte mand – hun eksisterer kun i kraft af sin relation til denne mand. Og Per – som hun møder på Drop-Inn og tager hjem og trøsteboller med – repræsenterer ”en mulighed for selv at blive et afgrænset menneske”, idet han spørger ”hvordan hun vil ha det” i sengen. Jeg kan godt se, at den ulykkelige forelskelse får kvinden til at miste sin integritet. Men ulykkelige forelskelser får mennesker af alle køn til at miste deres integritet. Og jeg ser også en kvinde, der nyder at se på lækre mænd: Pers cowboybukser ”strammer rigtig godt ind mellem ballerne” – Per er også objektiveret – måske er det ligefrem lidt synd for ham, at vor hovedperson bruger ham som sexet sutteklud? I digtet ”Lænken om min hals” fra Tryghedsnarkomaner finder vi følgende vidunderlige beskrivelse af en attraktiv og magtfuld mand: ”jeg elsker hans lækre tøj / hans stribede vest / hans pink silkeskjorte / hans brede slips / hans balder / der roterer selvsikkert under / tøjet når han går”. Det er et blik, der ikke er væsensforskelligt fra det falliske blik, der møder bogens kvinder, hvilket er en af teksternes virkelige kvaliteter. Den enkle formel mand=subjekt, kvinde=objekt bliver vanskelig at opretholde, idet vi alle er ramt af forbrugskulturens vareliggørelse af alting, og her er løsningen nok ikke at bløde på kontorstolen, selvom det helt sikkert også er en god idé.

Med hjertet og kussen i laser er klart anbefalelsesværdig læsning. Ikke mindst fordi, man bliver inviteret til at forholde sig til Vita Andersen (igen). Lad der komme flere nye læsninger af det forfatterskab. Inklusive analyser, der forholder sig til teksternes fremstilling af livet i det senkapitalistiske forbrugssamfund.

Elisabeth Friis er lektor i Litteraturvidenskab ved Lunds Universitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  1. Wikipedia, ‘Incels’, www: https://en.wikipedia.org/wiki/Incel
  2. Med det feministiske subjekt mener jeg en person, som er bevidst om, at han eller hun befinder sig inden for en patriarkalsk struktur.