Den der starter med Støjberg ender med Paludan

Af Matthias Dressler-Bredsdorff
Illustration af John Heartfield (1891-1968)

Kan man forestille sig, at man på tysk eller fransk stats-tv brugte timevis under en valgkamp på at diskutere de finere detaljer omkring en foreslået etnisk udrensning? Jeg tvivler.

Sådan er det ikke desto mindre i Danmark, her taler man åbent og bramfrit. Seneste eksempel: Debatten med Clement Kjærsgaard den 16. maj. Bevares, det etniske kriterium er formelt udskiftet med et kulturelt, men man fornemmer, at det mest er af stilistiske årsager. Det lyder jo immervæk mere tilforladeligt at være imod kulturer og religioner end racer. Og når man alligevel med det nye kriterium rammer de samme (u)-mennesker, man hele tiden har villet ramme, så kan man med ro i sindet kaste noget af det historiske arvegods over bord.

Set fra udlandet har danskerne gang i et bemærkelsesværdigt hold-up af deres eget demokrati. Det, man engang kaldte argumenter, har ingen vist hørt nogen af, siden valget blev udskrevet. Den borgerlige offentlighed er reelt brudt sammen under skatteyderbetalte happenings og tv-transmitterede fornærmelser. Hvordan er det kommet hertil? Eller sagt på en anden måde: Hvad er det ved det danske folkestyre, der gør, at det tilsyneladende er så lidt modstandsdygtigt over for det ekstreme højres politiske pirateri?

Stram Kurs kommer selvfølgelig ikke ud af ingenting. De repræsenterer derimod nyeste etape i en historisk sekvens, der løber fra Fremskridtspartiet over Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige; en udvikling, der har tentakler langt ind i, hvad der tidligere var den politiske midte omkring Venstre og Socialdemokratiet. Partiet er det logiske resultat af to årtier med systematiseret principløshed, særlove og gemen chikane af hele befolkningsgrupper.

Paludan står ikke uden for den etablerede struktur. Tværtimod. Han er en integreret del af den, der i en art cellespaltning – løsnet fra sproglænker og ideologiske superegoer – har opnået sin egen beserker-agtige selvbevidsthed.

Som sådan er Stram Kurs højrefløjens gøgeunge, som nu ser ud til at æde den op indefra. Eller spidsformuleret: Den, der starter med Støjberg, ender med Paludan.

I juridisk tale opererer man med en distinktion mellem lovens bogstav og lovens ånd. Og hvad er Paludan, advokaten, om ikke ånden, der er sluppet løs, og som nu hjemsøger bogstavet?

Når man i fremtiden fortæller os, i forbindelse med nye nedrige love, at det ikke handler om muslimer, men om islam, ikke om individer, men om kulturer, kan vi i ro og mag henvise til vores erfaringer fra 2019: Ikke blot hører vi, hvad I siger, men vi ved også, hvad I mener. I er afsløret. Hvor de liberale og konservative indtil videre har gjort konsekvent brug af politisk og juridisk tvetungethed for at inddæmme, hvad de har set som en kulturel trussel fra Islam, alt imens de formelt overholder retsstatens ikke-diskriminationsprincip – det hedder som bekendt ikke ‘burkalov’, men ‘tildækningsforbud’ – så går Paludan mere direkte til stålet.

Han nedbryder og udstiller deres sprogspil ved at tage dem på ordet: »Hvis I alligevel bare ønsker dem væk, hvorfor siger I det ikke, som det er?«. Når alle ved, hvad man mener, er der ikke længere nogen grund til at lyve.

Når man lytter til debatten om forskellige deportationsmodeller, kan man således undertiden få den tanke, at det eneste, der skiller os fra hurtig handling, er de internationale menneskerettighedskonventioner – oftest omtalt med stor hån – som politikere henviser til, når de skal begrunde, hvorfor denne eller hin menneskefjendske lov er praktisk umulig. I stedet for at argumentere for, hvorfor det etisk og politisk er forkert.

Var man imidlertid stadig i tvivl om, hvorvidt forskellen mellem Stram Kurs og de øvrige partier i blå blok mere var det spørgsmål om grader end om principper, skulle man bare lytte til de retoriske krumspring, borgerlige politikere i valgkampens begyndelse gjorde for ikke at afvise et eventuelt samarbejde med Paludans gode danske mænd.

Det er for så vidt ikke overraskende, at den borgerlige lejr lever, og i årtier har levet, i en tilstand af moralsk sammenbrud. At sammenbruddet nu også er politisk, det er til gengæld en nyhed.

Lad mig derfor vove en spådom: Folketingsvalget 2019 vil blive husket som det valg, hvor det kultur-racistiske sprog faldt sammen, og virkeligheden, som det var beregnet til at skjule, brød frem igen bag potemkinkulisserne. Paludan har med usvigelig sikkerhed udstillet det latente indhold i udlændingedebatten: Det handler om, at de skal ud, og helst så mange af dem som muligt. Og når først illusionen er brudt, er det svært at genne folk tilbage til teatret.

Så når man i fremtiden fortæller os, i forbindelse med nye nedrige love, at det ikke handler om muslimer, men om islam, ikke om individer, men om kulturer, kan vi i ro og mag henvise til vores erfaringer fra 2019: Ikke blot hører vi, hvad I siger, men vi ved også, hvad I mener. I er afsløret.

Det interessante er, at det i lang tid var accepteret visdom, at forråelsen af debatten kun ville ramme de befolkningsgrupper, som man sigtede efter. Nu viser det sig, at det også rammer forråerne selv. Med lidt venlig hjælp fra spærregrænsen ender den yderste danske højrefløj på det laveste niveau i nyere politisk historie. Revolutionen æder sine børn, sagde man engang på venstrefløjen. Det tog sin tid, men nu ser det ud, som om det også gælder for ‘reaktionen’.

For en bredere betragtning må det, man kunne kalde ’tilfældet Danmark’, ikke desto mindre give anledning til diskussion. For hvordan undgår man fremover, at hele valg bliver shanghajet på denne måde? De økonomiske forudsætninger for racismen er ingenlunde forsvundet, så på trods af den midlertidige svækkelse af højrefløjen – paradoksalt nok ledsaget af det faktum, at den er det eneste, man taler om – er vi her nok snart igen.

Centralt i den hjemlige forestilling om offentlighed stod tidligere teologen Hal Kochs bestemmelse af demokrati som samtale. Den er der vist ingen, der for alvor tror på mere. I hvert fald ikke som andet end et tåget ideal fra før internettets opståen. Det faktisk eksisterende demokrati handler om stormløb på magten, konflikt, propaganda.

Ikke desto mindre ville alle nok have glæde af, at vi talte bedre med hinanden – mens vi afventer rent faktisk at kunne ændre systemet. Det kunne gøres på forskellige måder. De europæiske lande har hver deres facon at håndtere udfordringen fra højre på. Det er således værd at huske på, at Dansk Folkeparti i franske medier stadig omtales som et højreekstremistisk parti – ‘l’extrême droite’. Det er utænkeligt hertillands, hvor den præcise betegnelse ‘dømt for racisme’, en titel, som flere nuværende og fremtidige folketingsmedlemmer bærer, konsekvent eufemiseres til det ny-sproglige ‘islam-kritiker’.

I Danmark har man anlagt den modsatte linje af den, man kender fra Frankrig og Tyskland – pisket af nationaltraumet omkring ytringsfriheden og muhamedtegningerne. Resultatet er en internationalt set højst særpræget forestilling om offentlig debat. En af de primære bekymringer er således ikke at gøre, som de gør i Sverige. Alle stemmer tæller lige meget, har man sagt, også dem, der paradoksalt nok vil bringe andre til tavshed.

I den danske offentlighed er kriteriet for at få en indbydelse til debatten blevet rent formelt; det vigtige er ikke, hvad man siger, men alene det, at man siger noget. Det er denne overfladedemokratiske model, vi i disse dage ser grænserne for; den model, der i sit absurde slutpunkt fører til, at man på en fællesejet public service-kanal seriøst diskuterer, hvad der ikke lader sig diskutere: eventuelle logistiske vanskeligheder vedrørende etnisk udrensning.

En anden måde at gøre tingene på er ikke desto mindre mulig. Lad os kalde det basishumanisme: At forudsætningen for offentlig tale er, at man accepterer menneskeligheden i sine medmennesker: deres nuancerigdom, deres ligeværd.

Det lyder blødt og selvfølgeligt, men i forhold til det slambad, vi lever i, ville det være en reel revolution.

Derfor et tip til de transmitterende klasser, når der skal udøves selvkritik efter valget: Kig syd og vest for grænsen, der gør de det allerede.

Matthias Dressler-Bredsdorff er Europa-redaktør på Eftertryk Magasin og lektor ved Sorbonne Université i Paris.

Fotomontage af John Heartfield.