Modstandsdiskursen som uigennemtænkt voldslegitimering

En replik til Myong og Nebeling

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Lene Myong og Michael Nebelings ”Racismens vold er modstandens kontekst” er langt mere nuanceret end de fleste andre kommentarer, jeg har set. De pointerer med rette, at optøjerne på Blågårds Plads og andre steder nødvendigvis må forstås i deres politiske og sociale kontekst. De gør også ret i at fremhæve det politiske hykleri og politiets eskalering af situationen.

Der er imidlertid også nogle problematiske og uklare positioner i artiklen. Den hævder, at der er tale om en antiracistisk modstand. Det vil jeg ikke udelukke, men jeg synes, det er en påstand, der kræver dokumentation. Man kan selvfølgelig godt læse ”modstand” ind i enhver form for brud på gældende normer og lovgivning, for i sidste instans er ethvert udbrud af vrede, hærværk og vold vel en slags protest mod en privat eller social situation, der opleves som dybt frustrerende eller ubærlig. I den forstand er jeg med på, at man ikke bare skal reducere det, der skete, til ”meningsløs ødelæggelse”.

Det er jo rigtigt, at både den faktiske politik og den måde, der tales om de unge på, er et langt større problem end afbrænding af nogle biler. Jeg synes bare ikke, det er holdbart uden videre at acceptere, at hærværket udtrykker en antiracistisk modstand.Men selv hvis vi uden nærmere begrundelse vælger at forstå optøjerne som oprør mod racisme, ulighed og undertrykkelse, kan man ikke bare sige, at dette ”modstandssprog” også er forsvarligt og hensigtsmæssigt. Jeg har f.eks. svært ved at se det politiske potentiale i, at man afbrænder sagesløse menneskers biler og cafeer. Her synes jeg ærlig talt, det er en smule pinligt at bagatellisere det ved at pege på, at der (bare?) er tale om en ”ødelæggelse af den kreative klasses biler, caféer og affaldscontainere”. For det første er der slet ikke belæg for den påstand. Er der nogen, der har undersøgt, hvis biler det rent faktisk gik ud over? Eller om hærværksfolkene havde udvalgt disse bestemte biler frem for andre? For det andet bliver det vel ikke en legitim modstandsform, selv om det faktisk skulle kunne påvises, at ofrene tilhørte den såkaldte kreative klasse. For det tredje er det jo en vilkårlig ødelæggelse, i den forstand at hærværket tilsyneladende ikke har haft et præcist ”politisk” mål.

Det ændrer ikke ved, at man kan have forståelse for den frustration, der er blandt unge mennesker i området. Det er jo rigtigt, at både den faktiske politik og den måde, der tales om de unge på, er et langt større problem end afbrænding af nogle biler. Jeg synes bare ikke, det er holdbart uden videre at acceptere, at hærværket udtrykker en antiracistisk modstand. Jeg kan simpelthen ikke se perspektivet. Er der virkelig nogen, der forestiller sig, at man kan overvinde racisme og strukturel vold gennem gadekampe, hvor man bare går løs på, hvad der tilfældigvis er i nærheden? Hvad er det i det her, der peger fremad mod en bedre situation? Er det ikke det modsatte, der sker? Det peger Myong og Nebelings egen artikel faktisk selv på: De nævner en række eksempler på, hvordan de borgerlige politikere bruger sagen til at legitimere og udvide den førte politik. Så giver de ganske vist Rasmus Paludan skylden, og det er jo ikke forkert, men det er mindst lige så rigtigt, at vi ikke havde set alle disse stærkt negative konsekvenser, hvis de unge bare havde ignoreret Paludan eller lavet en aktion, hvor han var blevet til grin. Det ville ikke have været svært, for de fleste synes i forvejen, at manden er en idiot. I stedet kan uromagerne meget vel have ydet et afgørende bidrag til at få Paludans parti på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg.

Betyder det så, at man skal kræve, at de unge frustrerede og vrede mennesker lærer at argumentere ”pænt”. Ja, det gør det også, men det betyder vel først og fremmest, at folk på venstrefløjen skal prøve at få en dialog med dem og få dem til at præcisere deres mål og ønsker, så de kan udtænke nogle metoder, som har en chance for at føre til faktiske forbedringer. Og de metoder behøver ikke bare at være pæn, borgerlig argumentation. Myong og Nebeling peger på, at ”historien viser at det er de færreste antiracistiske og minoritetsrelaterede sejre, der er vundet alene gennem den høflige borgerlige demokratiske samtale”. Sagen er bare, at der er mange forskellige former for uhøflig modstand. Her er man nødt til at være historisk specifik og undersøge konkret, hvad man gjorde i hvert enkelt tilfælde:

Hvilke muligheder var der (ikke) i den pågældende situation?

Hvilke mål havde man sat op?

Hvilke aktioner gennemførte man, hvem henvendte man sig til, hvilke alliancepartnere og sympatisører havde man?

Var der tale om civil ulydighed, om ikke-voldsaktioner eller om vilkårligt hærværk som det, vi har været vidne til forskellige steder i København?

Hvis man er overbevist om, at samtalen og argumenterne ikke bliver hørt, så er man nødt til at forsøge sig med aktioner, man har en begrundet formodning om kan føre fremad. Det nytter ingenting at give los for en forståelig, men ufrugtbar og kontraproduktiv vrede. Og så er det i øvrigt også en god ide at lære at bruge den demokratiske samtale. Det kan godt være, at nogle borgerlige politikere er uden for pædagogisk rækkevidde, men hævder man, at det også gælder for det store flertal af befolkningen, så siger man samtidig, at der kun er magtens sprog tilbage. Og hvis man går ind på den bane, hvem er mon så den mest sandsynlige sejrherre?