Fake news, medieøkonomi og offentlighed

Af Carsten Fogh Nielsen
Billedkunst af Ferdinand Ahm Kragh

KRITISK ESSAY – I sin bog Tilbage til virkeligheden giver Pierre Collignon en tiltrængt og kritisk analyse af den nutidige nyhedsjournalistiks udfordringer og kommer med sit eget bud på, hvordan disse udfordringer kan og bør imødegås. Collignons kritiske diagnose er indsigtsfuld og velunderbygget, men den er samtidig mangelfuld og derfor problematisk. Dels undlader hans analyse at forholde sig til de økonomiske rammebetingelser, der strukturerer og udfordrer den digitale nyheds- og medieproduktion. Dels får Collignon aldrig gjort klart, at hans eget publicistiske ideal for nyhedsjournalistikken hviler på et normativt offentlighedsbegreb. Disse mangler svækker både Collignons kritiske analyse og hans positive modsvar på de problemer, som nyhedsjournalistikken står over for, i en tid præget af fake news, politisk spin og stigende mistillid til såvel politikere som nyhedsmedier.

Samfundsteori, ikke blot journalistik

Pierre Collignons nyligt udgivne Tilbage til virkeligheden. Kampen mod fake news, løgne og manipulationer1 er en både ambitiøs og væsentlig bog, der rejser, og forsøger at besvare, vigtige og centrale spørgsmål om den offentlige meningsdannelse, de sociale mediers betydning for den demokratiske samtale og nyhedsjournalistikkens rolle og status i et samfund præget af stigende politisk polarisering og voksende mistillid til etablerede autoriteter.

Bogens ærinde er således ikke kun journalistisk eller mediekritisk, men har også et stærkt samfundsteoretisk, ja sine steder decideret samfundskritisk, sigte. For Collignon er nyhedsjournalistikken en væsentlig bidragyder til den demokratiske viljesdannelse, og det er denne samfundsopgave, der i sidste instans begrunder hans egen publicistiske tilgang til og idealer for den journalistiske praksis.

Mit mål med den følgende tekst er, at tage dette bredere samfundsteoretiske aspekt ved Collignons bog alvorligt. Mere præcist vil jeg hævde, at Collignons analyse af den moderne nyhedsjournalistiks krise på mindst to måder griber for kort. For det første inddrager Collignon ikke de økonomiske rammebetingelser, der strukturerer og udfordrer de moderne, digitale mediers nyhedsproduktion, i sin analyse. For det andet hviler Collignons eget publicistiske modsvar på de problemer, nyhedsjournalistikken står overfor i dag, på et normativt offentlighedsbegreb, som han aldrig klart præsenterer.

Ser man på de noget stakåndede anmeldelser, som Tilbage til virkeligheden hidtil har affødt, så ignorerer langt de fleste bogens bredere samfundsteoretiske forudsætninger og betragtninger. Dette er ikke underligt. Langt de fleste af anmeldelserne er således skrevet af journalister, der dels helt naturligt er mest interesserede i Collignons journalistiske projekt, dels ikke nødvendigvis er kvalificerede til at diskutere bogens mere samfundsfilosofiske aspekter. Da anmeldelserne desuden typisk er relativt kortfattede, kommer ingen af dem i dybden med, og går undertiden direkte fejl af, væsentlige aspekter ved Collignons analyser og diskussioner.

I sin anmeldelse på journalisten.dk kalder Anne Lea Landsted således bogen for ”en af de vigtigste og væsentligste bøger om journalistik, der er skrevet i nyere tid”, og foreslår (kun halvt i spøg), at man nedlægger grunduddannelsen i journalistik og erstatter den ”med en overbygningsuddannelse med Pierre Collignons bog ’Tilbage til virkeligheden’ som fast pensum”. Desværre får man i Landsteds anmeldelse ikke noget klart billede af Collignons overordnede argumentation og analyser.

Noget mere forbeholden er Lea Korsgaard i sin anmeldelse i Berlingske. Korsgaard roser Collignon for at give en god og grundig indføring i ”løgnens nye arnesteder” (de sociale medier; russiske desinformationsbots; hyperpartiske nyhedsmedier m.m.) og for at gribe fat i den postmoderne filosofi og tænkning som en af kilderne til nutidens fake news. Til gengæld skoser hun ham for hans forsvar for objektivitet som journalistisk ideal, som hun mener er både forfejlet og overflødigt. Desværre er det begreb om objektivitet, som Korsgaard angriber, mestendels en stråmand, som ikke har det store med Collignons forestilling om ”kritisk objektivitet” at gøre.

I Weekendavisen (kun for abonnenter) tager Klaus Wivel udgangspunkt i Collignons afsluttende forsvar for ytringsfriheden og retten til at lyve (eller i det mindste tale usandt) i den offentlige debat. Dette fokus gør, at Wivels anmeldelse som helhed giver et lidt skævt billede af Collignons overordnede projekt.

I Jyllandsposten (kun for abonnenter) kalder Lasse Jensen Tilbage til virkeligheden for ”et vigtigt, imponerende, men ufuldstændigt værk”. Jensens primære pointe er, at Collignon overser eller ignorerer de radikalt ændrede økonomiske betingelser for nyhedsproduktion, som de digitale platforme har medført. Dette er en vigtig pointe, som fortjener en mere udfoldet behandling, end Jensens anmeldelse giver plads til. Jeg diskuterer derfor netop dette problem i flere detaljer nedenfor.

De emner, som Collignon diskuterer, er for vigtige og presserende til, at vi kan overlade dem til journalister og anmeldere.De emner, som Collignon diskuterer, er for vigtige og presserende til, at vi kan overlade diskussionen af dem til journalister og anmeldere. Der er brug for offentlig debat og kritik, og der er brug for at grave et par spadestik dybere, end man kan gøre i en anmeldelse. Dels er journalistikken del af en bredere samfundsmæssig virkelighed, og det er kun ved at blive sat ind i og forstået som del af denne virkelighed, at vi for alvor kan forstå den krise, nyhedsjournalistikken tilsyneladende befinder sig i. Dels kræver en analyse af denne krise teoretiske redskaber og analyseværktøjer, som ikke kan udfoldes og præsenteres i en kort, journalistisk anmeldelse.

I det følgende giver jeg derfor først en ret grundig gennemgang af Tilbage til virkeligheden, med fokus på de to overordnede opgaver, som Collignon stiller sig selv i bogen:  At diskutere og kvalificere de seneste års debat om fake news og at formulere og forsvare kritisk objektivitet som journalistisk metodeideal. Dernæst rejser jeg en række kritiske spørgsmål til Collignons analyser og konklusioner, som meldte sig under og efter min læsning af bogen. Pointen med disse kritikpunkter er ikke, i det mindste ikke kun, at kritisere Tilbage til virkeligheden, men derimod at kvalificere den debat, som denne bog er et bidrag til: Debatten om, hvordan vi som individer og samfund bedst håndterer og lærer at navigere i nutidens komplekse medielandskab med dets uigennemskuelige blanding af fake news, politisk spin, økonomiske interesser og (heldigvis også) journalistisk integritet og troværdig nyhedsformidling.

To formål

Collignon har to overordnede formål med Tilbage til virkeligheden. For det første ønsker han at kontekstualisere og diagnosticere de seneste års debat om fake news og post-faktualitet for derved at give os et mere kvalificeret grundlag for at forstå og kritisk diskutere den trussel, som disse fænomener udgør for nyhedsjournalistikken og, mere bredt, demokratiet. For det andet ønsker han at rehabilitere, forklare, forsvare og begrunde et journalistisk ideal om objektivitet, der kan fungere som fælles målestok for det nyhedsjournalistiske arbejde.

Disse to opgaver er indbyrdes forbundne. På den ene side har debatten om fake news og post-faktualitet sat tanken om journalistisk objektivitet under pres. Hvis kendsgerninger ikke længere betyder noget, giver det da overhovedet mening at tale om journalistisk objektivitet? På den anden side kan journalistisk objektivitet ses som et muligt, måske det eneste mulige, svar på den post-faktuelle tendens. Netop fordi sandhed og kendsgerninger er under pres, er der behov for at insistere på vigtigheden og nødvendigheden af en upartisk, grundig og redelig journalistisk nyhedsdækning.

Hvad der ifølge Collignon primært adskiller nutidens fake news-diskussioner fra tidligere tiders, er den digitale revolution og fremvæksten af de sociale medier.Den første opgave løser Collignon trinvist gennem en kombination af forskellige tilgange. Som et første skridt placerer han således i kapitel 1 den nutidige fake news-debat i en historisk kontekst. Denne kontekstualisering gør det klart, at misvisende, upålidelig og direkte bedragerisk nyhedsformidling ikke er et nyt fænomen, men mindst lige så gammelt som, ja, formodentlig ældre end, selve ideen om nyheder og nyhedsmedier. Hvad der ifølge Collignon primært adskiller nutidens fake news-diskussioner fra tidligere tiders, er den digitale revolution og fremvæksten af de sociale medier. Særligt vigtigt er her den indflydelse, digitale virksomheder som Google og Facebook har fået for ikke blot produktionen, distributionen og konsumptionen af nyheder, men også selve nyhedskurateringen, dvs. hvordan nyhedshistorier sorteres, kategoriseres og gøres tilgængelige for offentligheden.

Fake news – og alt det andet

I kapitel 2 udvikler Collignon dernæst en overordnet teoretisk begrebsramme, der gør det muligt at forstå og skelne mellem forskellige typer falsk, usand eller misvisende nyhedsformidling. Forskellige kommunikationstypers (in casu journalistiske nyhedshistorier) troværdighed kan, ud fra Collignons model, vurderes ud fra to parametre: Ontologisk, dvs. hvorvidt historien korrekt afspejler virkeligheden, og epistemologisk, dvs. hvorvidt vi kan stole på de metoder, som journalisten har anvendt til at undersøge og beskrive virkeligheden. Mere ligefremt: Er historien sand eller falsk (hvordan relaterer historien sig til virkeligheden), og er journalistens tilgang subjektiv eller objektiv (hvordan relaterer journalisten sig metodisk til den historie og den virkelighed, hun er ved at afdække)?

Med udgangspunkt i disse to parametre skelner Collignon derefter mellem forskellige måder, hvorpå forskellige former for nyheder og nyhedsformidling kan være misvisende, upålidelig, usand og i ekstreme tilfælde direkte løgnagtig og bedragerisk. I den ene ende af skalaen har vi simple avisænder, hvor en nyhedsproducent har begået fejl, hvorved den historie, der formidles, ikke svarer til virkeligheden. Ligeledes i den milde ende, men dog potentielt problematisk, er avisernes holdningsstof, eksempelvis ledere og læserbreve. På den ene side er det normalt ganske klart, at en avisleder er en mere eller mindre subjektiv holdningstilkendegivelse. På den anden side kan en sådan holdningstilkendegivelse potentielt set være misvisende, fordi den implicit trækker på avisens og redaktionens autoritet og pålidelighed, men ikke lever op til de metodiske idealer for objektiv journalistik.

I samme genre, men noget mere problematisk, er manipulerede eller misvisende brug af tal og statistik, særligt når det ikke er klart, hvilket grundlag konkrete statistiske resultater fortolkes ud fra. Endnu mere alvorligt er ”biased news”, hvor en nyhedsproducents subjektive (politiske, økonomiske m.m.) bias i det skjulte strukturerer en histories opbygning og fremstilling. Endelig er der decideret propaganda, hvor en nyhedsproducent aktivt søger at ændre folks synspunkter, så de matcher vedkommendes egne holdninger. De tre sidstnævnte eksempler balancerer alle, på forskellig vis, på grænsen til decideret bedragerisk og løgnagtig nyhedsformidling og er derfor væsentligt mere problematiske end eksempelvis avisænder og åbent deklareret holdningsstof.

Collignons vigtigste teoretiske skelnen vedrører dog begrebet ’fake news’. Som han flere steder i bogen gør opmærksom på, så bruges dette begreb i dag så bredt, at det i praksis er nærmest ubrugeligt.Collignons vigtigste teoretiske skelnen vedrører dog begrebet ’fake news’. Som han flere steder i bogen gør opmærksom på, så bruges dette begreb i dag så bredt, at det i praksis er nærmest ubrugeligt.2 Fake news-begrebet bruges således ikke blot til at referere til decideret løgnagtige og bedrageriske historier; det kan også bruges om nærmest alle de ovenstående eksempler på misvisende og upålidelig nyhedsformidling. Dette gør begrebet analytisk ubrugeligt, da det ikke har en klar og entydig referent. Collignon foreslår derfor at indsnævre begrebet til kun at omfatte ”falske oplysninger bragt med forsæt i et format, der ligner rigtig journalistik”. (s. 52; se også s. 18 og s. 71-72).

Er fake news et problem?

Udstyret med disse begrebslige distinktioner gennemgår Collignon endelig i kapitel 3 nogle af de senere års mest omtalte og markante eksempler på brugen af spin, manipulation og problematisk nyhedsformidling: De politiske partiers og kandidaters ageren under det amerikanske præsidentvalg 2016 (kapitel 4); Ruslands forsøg på at manipulere den politiske og offentlige debat i en række vestlige lande (kapitel 5); den britiske Brexit-afstemning i 2016 (kapitel 6); valgkampene i Frankrig, Holland og Tyskland i 2017 (kapitel 7) og en række danske eksempler på misvisende, problematiske eller direkte løgnagtige nyhedshistorier (kapitel 8).

På baggrund af denne gennemgang konkluderer Collignon, at fake news i sin snævre betydning ­– altså falske informationer, der med forsæt formidles, så de ligner ægte nyhedsjournalistik – er et væsentligt mindre politisk og samfundsmæssigt problem, end debatten i medierne og den brede offentlighed typisk lader ane. Ja, der er store problemer med og for den uafhængige nyhedsformidling i en række vestlige lande. Ja, der er grund til at være bekymret for såvel offentlighedens faldende tillid til nyhedsmedier og politikere. Og ja, der er grund til at være urolig for en gradvis erodering af mulighederne for rationelt og ud fra alment accepterede kendsgerninger at kunne debattere og diskutere politiske og videnskabelige spørgsmål i offentligheden.

Men disse problemer skyldes ifølge Collignon ikke, i det mindste ikke primært, fake news i den snævre betydning af begrebet. Direkte løgnagtig og bedragerisk nyhedsformidling synes således ikke at have spillet nogen afgørende rolle i de senere års vigtigste politiske begivenheder, herunder præsidentvalget i USA og Brexit-afstemningen i England. Collignons analyse peger i stedet på, at en række andre faktorer var langt mere afgørende for udfaldet af disse begivenheder og derfor udgør større samfundsmæssige problemer, end fake news i den snævre betydning.

De problemer, som nyhedsjournalistikken står over for, handler altså mindre om fake news, dvs. bevidst bedragerisk nyhedsformidling, end om bredere samfundsmæssige udviklinger.I den forbindelse peger Collignon særligt på den tiltagende fragmentering af den politiske offentlighed; den dermed forbundne vækst i hyperpartiske medier og politisk spin og manipulation; det voksende politiske ønske om gennem (illiberal) lovgivning og sanktioner at regulere og indskrænke, hvilke typer ytringer der kan og må fremsættes i den offentlige debat; og digitaliseringens og de sociale mediers voksende betydning for formidlingen og distributionen af journalistiske nyhedshistorier og de problemer, dette skaber for finansieringen af uafhængige nyhedsmedier. De problemer, som nyhedsjournalistikken står over for, handler altså mindre om fake news, dvs. bevidst bedragerisk nyhedsformidling, end om bredere samfundsmæssige udviklinger. Hvilket betyder, at problemerne er langt vanskeligere at løse, end politikere og journalister undertiden synes at tro. Denne pointe dukker op igen i kapitel 10 i Tilbage i virkeligheden.

Journalistisk objektivitet

Det andet overordnede formål med Tilbage til virkeligheden var som sagt at forklare, forsvare og begrunde et ideal om journalistisk objektivitet. I kapitel 4 giver Collignon en kort historisk gennemgang af, dels hvorfor og hvordan objektivitet i den sidste halvdel af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede etablerede sig som metodisk ideal for den journalistiske praksis, dels hvordan dette ideal i sidste halvdel af det 20. århundrede gradvist kom under stadigt stigende pres. I kapitel 9 præsenterer og begrunder Collignon i brede træk sin egen, opdaterede og kvalificerede udgave af dette ideal, ”kritisk objektivitet” (der i bogen også kaldes for ”tilstræbt” eller ”pragmatisk” objektivitet), og forsvarer det mod en række mulige kritikpunkter.

Kritisk objektivitet i Collignons forstand bygger på, men går videre end det objektivitetsideal, der prægede journalistikken i store dele af det 20. århundrede. Dette ideal led, ifølge Collignon, under en overdreven formalisme og havde en forsimplet, inadækvat og ukritisk forståelse af sine egne indbyggede fordomme og blinde pletter, hvilket med rette gjorde tilgangen til genstand for hård kritik. Collignons reviderede udgave af objektivitetsidealet søger derfor bevidst at undgå disse problemer.

For Collignon er kritisk objektivitet en journalistisk metode (ja, måske ligefrem den journalistiske metode), der via ”en uvildig og rationel undersøgelse af verden” sigter mod ”at komme så tæt på sandheden som muligt” (s. 294). Som metode er den kritisk objektive tilgang kendetegnet ved, at den stræber efter at leve op til syv metodiske principper eller normer: at være retvisende, ikke blot faktuel korrekt; at være aktivt opsøgende, ikke blot afventende og rapporterende; at være vurderende, og være bevidst om at være vurderende; at være uafhængig, forstået som loyal over for offentligheden/den almene befolkning frem for politiske, økonomiske eller ideologiske særinteresser; at være upartisk, dvs. stræbe efter at frigøre sig fra egne fordomme og holdninger; at være fejlbarlig, dvs. bevidst om og ydmyg over for det forhold, at journalister kan tage fejl og ikke ved alting; og at være reflekterende, dvs. være selvkritisk og bevidst om sin egen rolle i samfundet.

For Collignon er respekten for kritisk objektivitet som ideal for det journalistiske arbejde den bedste modgift mod såvel de problemer, der præger og plager nutidens offentlige debatter, som den mistillid, de etablerede nyhedsmedier i visse lande er omgærdet af.For Collignon er en besindelse på, erkendelse af og respekt for kritisk objektivitet som grundlag og ideal for det journalistiske arbejde den bedste journalistiske modgift mod såvel de problemer, der præger og plager nutidens offentlige debatter, som den mistillid, ja deciderede mistro, som de etablerede nyhedsmedier i visse lande er omgærdet af. Kun ved at genopbygge en generel tillid blandt den brede befolkning, der går på tværs af politiske forskelle, kan nyhedsmedierne udfylde deres ideelle samfundsmæssige rolle som fælles, og fællesskabsformende, organer for oplysning, magtkritik og offentlig debat. Den bedste, måske eneste måde for nyhedsmedierne at gøre dette på er ifølge Collignon en journalistisk praksis, der forpligter sig på og udlever idealet om kritisk objektivitet (s. 300-301).

Forsvar for ytringsfriheden

I det afsluttende kapitel 10 samler Collignon bogens forskellige tråde og rejser en hård kritik af de politikere, der i sandhedens og den demokratiske debats navn ønsker at bekæmpe fake news gennem lovgivning, forbud og sanktioner. Inspireret af John Stuart (1806-1873) og Harriet Taylor Mills (1807-1858) berømte forsvar for ytrings- og meningsfrihed i On Liberty (1859) argumenterer Collignon for, at sådanne indgreb ikke blot er i modstrid med grundlæggende liberale hensyn, men også praktisk uhensigtsmæssige. Sådanne tiltag vil ikke løse problemerne, og de risikerer at give autoritære ledere nye redskaber til at undertrykke og inddæmme kritik.

Det er her, Collignons begrebslige skelnen mellem forskellige typer misvisende og upålidelig nyhedsformidling for alvor kommer til sin ret. Hvad disse distinktioner hjælper os med at se, er nemlig, at det er yderst vanskeligt at skelne klart mellem eksempelvis løgnagtige og bedrageriske fake news og nyhedshistorier, som ”blot” er biased. Hvornår ophører en journalistisk vinkling med ”blot” at være udtryk for en subjektiv bias, der måske nok er journalistisk problematisk, men ikke nødvendigvis politisk illegitim, og bliver til en decideret intention om at bedrage? Og i forlængelse heraf: Hvornår ophører en bestemt politisk vinkling af en nyhedshistorie med at være udtryk for legitim politisk uenighed og bliver til en illegitim bestræbelse på at bedrage og manipulere den offentlige debat?

Fordi det er vanskeligt at drage disse skel, er det også vanskeligt at indføre generelle forbud mod bestemte typer ytringer, eksempelvis bevidst bedrageriske nyhedshistorier. For hvordan gør man dette uden samtidig at underminere den legitime meningsudveksling?Fordi det er vanskeligt at drage disse skel, er det også vanskeligt at indføre generelle forbud mod bestemte typer ytringer, eksempelvis bevidst bedrageriske nyhedshistorier. For hvordan gør man dette uden samtidig at indskrænke og underminere den legitime, og i et demokrati helt nødvendige, meningsudveksling mellem forskellige politiske, moralske, sociale og ideologiske synspunkter? Og mindst lige så presserende: Hvordan undgår man, at autoritære og antidemokratiske ledere misbruger sådanne generelle forbud til at forhindre kritiske røster i at komme til orde?

Disse overvejelser, kombineret med Collignons påpegning af, at fake news (i den snævre betydning) ikke er nær så stort et problem, som mange går og tror, får ham derfor til at advare mod at indføre forbud mod at fremsætte falske påstande i den offentlige debat. I stedet kommer Collignon med en lang række mindre radikale, og derfor også umiddelbart mindre virkningsfulde, råd og forslag stilet til politikerne, de sociale medier, den almindelige samfundsborger og pressen. Hans håb er, at disse råd kan bringe os et par skridt nærmere en bedre, mere oplyst, mindre polariseret offentlig debat, der i højere grad er informeret af og responsiv over for kendsgerninger om verden.

Uddannelse er ikke en mirakelkur

Som man kan se, byder Tilbage til virkeligheden på mange ting at diskutere og meget at være enig, og uenig, med. Jeg er selv grundlæggende enig med og sympatisk indstillet over for mange af Collignons analyser og konklusioner. At ”fake news” begrebet i dag anvendes så bredt, at det er tæt på meningsløst, er f.eks. en vigtig og væsentlig pointe. Det samme er Collignons påpegning af, at fake news i den snævre betydning kun har spillet en mindre rolle i eksempelvis Brexit-afstemningen og den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

Der er dog en lang række punkter, hvor Collignons analyser efter min bedste overbevisning ikke går langt nok, ikke er radikale nok – eller ligefrem er i indbyrdes modstrid med hinanden. Lad mig blot nævne et par eksempler.

Et af de forslag, som Collignon fremsætter i det sidste kapitel i Tilbage til virkeligheden, er, at der politisk skal investeres massivt og langsigtet i uddannelse. ”Demokratiets største styrke er dets frie borgeres evne til kritisk tænkning, og det bedste værn mod misinformation er kognitiv resiliens […] derfor skal der satses på uddannelse og oplysningskampagner. Digital dannelse, kildekritik og almenviden til alle! Så vil demokratiet være stærkere rustet.” (s. 339).

Som universitetsunderviser kan jeg i udgangspunktet kun bifalde og erklære mig enig med Collignon her – men må dog tilføje et noget forbeholdent: ”Gid, det var så vel”. Uddannelse er nemlig ikke, heller ikke ud fra Collignons egen diskussion, et vidundermiddel mod fake news, misinformation og overdreven skepsis over for etablerede autoriteter. Ifølge Collignon har den nutidige nyhedsjournalistiks mange problemer bl.a. (men ikke kun) rod i netop uddannelsessystemet, mere præcist i den postmodernistiske kritik af videnskab og videnskabelig metode, der florerede på universiteterne i 1970’erne og 1980’erne (s. 112-119 og 280-283). Ikke blot var denne kritik med til rejse tvivl om det journalistiske ideal om tilstræbt, kritisk objektivitet; den var også medvirkende til at underminere den brede befolknings tiltro til eksempelvis videnskabelige autoriteter (s. 280-281).

Jeg deler ikke selv Collignons tese om, at der er en direkte forbindelse mellem den postmodernistiske kritik og tænkning og nutidens måske overdrevne autoritetsskepsis.3 Men Collignons analyse peger på et problem, som også andre forskere har rejst, nemlig at et overdrevent fokus på (ud)dannelse af kritiske mediebrugere i sig selv kan være med til at fremme forskellige problematiske former for autoritetsskepsis.

En i udgangspunktet sund og nødvendig insisteren på kritisk at danne sig sine egne meninger og selv undersøge lødigheden af de kilder, man anvender, kan føre til overdreven mistro til etablerede viden og vidensproducenter. Den amerikanske teknologi- og SoMe-forsker Danah Boyd har i et blogindlæg peget på netop dette problem. Ifølge Boyd kan kravet om, at man skal forholde sig kritisk til de videnproducenter, man møder på nettet, lede til en form for ”dogmatisk hyperkritik” (mit begreb): en manglende vilje til at acceptere andet end sine egne synspunkter og holdninger som grundlag for den fælles offentlige meningsdannelse. Under de rette, eller måske snarere de forkerte, betingelser kan et fokus på at uddanne kritiske borgere og mediebrugere således være en medvirkende årsag til præcis de problemer, som dette kritiske fokus var et eksplicit forsøg på at imødegå.

Hvorvidt dette er et reelt problem er, mig bekendt, et åbent spørgsmål. Men det er et spørgsmål, der er værd at diskutere i en tid, hvor næsten alle ukritisk godtaget kravet om at børn og unge skal dannes til at være kritiske medieforbrugere. Måske er der netop nu behov for at understrege, at visse autoriteter er legitime – eller i det mindste mere legitime end andre – og at kritik også altid skal involvere selvkritik?

It’s the economy, stupid

Et andet forslag, som Collignon bringer på banen i bogens afsluttende kapitel, er, at Facebook, YouTube, Twitter og andre digitale platforme bør blive mere åbne omkring de algoritmer, som ligger til grund for deres virksomhed (s. 329). Kun ved at have indsigt i, på hvilket grundlag sociale medier og digitale søgemaskiner udvælger indhold, annoncer og links til deres brugere, kan vi, som individer og samfund, tage kvalificeret, aktivt og kritisk stilling til, hvordan og hvorvidt disse algoritmer kan og bør påvirke os.

Dette forslag er både relevant og sympatisk. Det er også – i den relativt uforpligtende udformning, Collignon giver det i bogen – naivt og urealistisk. Collignons forslag ignorerer den ret banale og indlysende kendsgerning, at Facebook, Twitter m.fl. er virksomheder: privatejede, kapitalistiske og overskudsmaksimerende foretagender, der agerer på et digitalt marked præget af intens konkurrence, ekstrem foranderlighed og hyppige transformationer. Det er utopisk at tro, at virksomheder, der opererer i et sådant miljø, frivilligt vil offentliggøre de algoritmer, som udgør kernen i deres produkt.

Hvilket incitament skulle eksempelvis Google have til at dele sine oparbejdede erfaringer med individualisering og personliggørelse af søgeresultater med offentligheden og dermed også, om end indirekte, med Facebook?Hvilket incitament skulle eksempelvis Google have til at dele sine oparbejdede erfaringer med individualisering og personliggørelse af søgeresultater med offentligheden og dermed også, om end indirekte, med Facebook? Hvilken virksomhed deler frivilligt deres forretningshemmeligheder med konkurrenterne? Her er gode ønsker ikke nok. Der er derimod behov for lovgivning, regulering og, om nødvendigt, økonomiske sanktioner. Collignon foreslår faktisk selv en form for statslig regulering af og tilsyn med de sociale mediers politiske annoncering for netop at sikre øget transparens på dette område (s. 328-329). Noget lignende bør i det mindste overvejes for at sikre åbenhed omkring disse mediers algoritmer. Hvorvidt dette er tilstrækkeligt til at sikre, at vi som både forbrugere og borgere reelt får indsigt i og indflydelse på de utallige komplekse måder, hvorpå digitale virksomheder og sociale medier former både vores samfund og vores selvforståelse, er tvivlsomt. Men det er et sted at begynde.

It’s still the economy, stupid!

Også på et mere grundlæggende niveau synes Collignon at overse eller undervurdere de økonomiske betingelsers negative indflydelse. Som vi har set, mener Collignon, at nyhedsjournalistik baseret på den kritisk-objektive metode er det bedste journalistiske svar på fake news, misinformation og manipulation (s. 300-301). Et spørgsmål, der umiddelbart trænger sig på her, er imidlertid, hvorvidt medielandskabet i dag reelt set muliggør og understøtter denne type journalistik. I Tilbage til virkeligheden rejser Collignon selv dette spørgsmål. I bogens næstsidste kapitel spørger han således direkte (og ikke kun retorisk), ”om det overhovedet er muligt at leve op til dette objektivitetsideal i en digital medievirkelighed, hvor nyheder ruller konstant og præsenteres bid for bud [sic] i nuet?” (s. 297).

Journalister bør stræbe efter, at deres praksis er kendetegnet ved tilstræbt objektivitet, omtanke og forsigtighed. Men bemærk, at dette ikke besvarer spørgsmålet om, i hvilket omfang det reelt set er muligt at praktisere journalistik ud fra den kritisk-objektive metode.Collignons idealistiske, og prisværdige, svar på dette spørgsmål kommer prompte: ”At moderne journalistik til tider udføres i høj fart, er ikke et argument for at opgive objektiviteten. Hastigheden stiller tværtimod endnu højere krav om objektivitet, forsigtighed, omtanke – og viden” (s. 298). Dette er normativt set ganske plausibelt. Journalister bør stræbe efter, at deres praksis er kendetegnet ved tilstræbt objektivitet, omtanke og forsigtighed. Men bemærk, at dette normative svar ikke besvarer spørgsmålet om, i hvilket omfang det reelt set er muligt at praktisere journalistik ud fra den kritisk-objektive metode.

Dette spørgsmål bliver endnu mere presserende, hvis man ud over det moderne samfunds øgede hastighed og kompleksitet også inddrager den trussel, som de traditionelle nyhedsmediers (og særligt omnibus-avisernes) økonomisk pressede situation udgør for Collignons ideal om kritisk objektivitet. I bogen berører Collignon ganske kort dette aspekt ved den moderne nyhedsproduktion, men går desværre ikke i dybden med emnet.

I kapitel 1 nævner Collignon således de åbenlyse økonomiske problemer, det skaber for de traditionelle nyhedsmedier, når Google, Facebook og andre digitale platforme overtager det annoncemarked, som tidligere udgjorde en ganske betydelig del af disse mediers indtægtsgrundlag (s. 44). Den efterfølgende diskussion går dog hurtigt videre til at fokusere på problemerne med anonymiseret politisk annoncering på Facebook og mulig russisk indblanding i præsidentvalget i USA. Det økonomiske aspekt forsvinder dermed fra Collignons analyse.

I kapitel 4, der eksplicit beskæftiger sig med de amerikanske nyhedsmediers ageren under præsidentvalgkampen i 2016, vender han dog kortvarigt tilbage til spørgsmålet om nyhedsmediernes pressede økonomi. Collignon bemærker således noget kynisk, at den klassiske journalistiske objektivitet i USA døde to gange: ”[F]ørste gang da den blev forkastet som en naiv forestilling. Og anden gang da den viste sig ikke længere at være en så sikker forretning. I overgangen til den nye digitale medieøkonomi var det bedre at satse på forargelse og stærke meninger end på afbalanceret oplysning” (s. 148). Også her undlader Collignon imidlertid at udfolde de journalistiske konsekvenser af denne økonomiske analyse. Mere præcist: Collignons primære interesse i den efterfølgende analyse er ikke den trussel, som det digitale mediemarked udgør for den journalistiske objektivitet, men snarere de seneste års polarisering og opsplitning af den amerikanske politiske offentlighed.

Man kan måske ligefrem sige, at de private nyhedsmedier for øjeblikket arbejder under markedsvilkår, der direkte modarbejder den publicistiske traditions journalistiske normer.Collignon har således et klart blik for, at ”den nye digitale medieøkonomi” udfordrer, ja potentielt underminerer, det journalistiske økosystems muligheder for at fastholde og praktisere idealet om kritisk objektivitet. Globalt har de traditionelle, privatejede aviser gennem mange år oplevet et markant fald i såvel annonceindtægter som i antallet af abonnenter.4 Det øgede økonomiske pres på aviser og andre traditionelle nyhedsmedier kan næsten ikke undgå at give sig udslag i nedskæringer, herunder fyringer af journalistiske medarbejdere, i færre midler til at producere historier og i mindre tid til opsøgende journalistik, fakta-tjek, kontekstualisering, nuancering m.m. De økonomiske rammer, som nutidens nyhedsmedier opererer inden for, understøtter således ikke det journalistiske ideal, som Collignon er fortaler for. Hårdere formuleret kan man måske ligefrem sige, at de private nyhedsmedier for øjeblikket arbejder under markedsvilkår, der direkte modarbejder den publicistiske traditions journalistiske normer.

Dette har formodentlig altid været tilfældet: Markedsøkonomi og journalistiske publicitetskrav går ikke nødvendigvis op i en højere enhed. De seneste års teknologiske og samfundsmæssige ændringer har imidlertid forstærket denne modsætning. De traditionelle nyhedsmedier er således kommet under et så voldsomt økonomisk pres, at det ikke blot truer de klassiske journalistiske idealer, men selve disse mediers fortsatte eksistens. For 10-15 år siden var det således langtfra utænkeligt, at en række af den amerikanske avispresses flagskibe, heriblandt New York Times og Washington Post ville gå fallit. I 2009 diskuterede en artikel i The Atlantic således i fuldt alvor, hvad der ville ske, ”if the old media dies much more quickly? What if a hurricane comes along and obliterates the dunes entirely? Specifically, what if The New York Times goes out of business—like, this May?”

Som vi alle ved, så overlevede New York Times (foreløbigt) den økonomiske afgrund, men en lang række mindre og mellemstore aviser og nyhedsmedier gjorde ikke. På den baggrund er det både overraskende og skuffende, at Collignon ikke leverer en kritisk analyse af de økonomiske vilkår, der betinger og former den moderne nyhedsproduktion. Collignon mener helt åbenlyst, at disse vilkår udgør en væsentlig trussel mod idealet om kritisk objektivitet. Så hvorfor leverer han ikke en analyse af dem? En sådan undersøgelse ville ikke blot supplere Collignon kritiske analyser af eksempelvis de sociale mediers gatekeeperfunktion, den russiske indblanding i Vestens offentlige debatter og det politiske ønske om at indskrænke ytringsfriheden. Den ville også have givet et bedre grundlag for at forstå baggrunden for og sammenhængen mellem disse forskellige analyser.5

På den anden side kan en kritisk indstillet læser let komme til at overveje, om fraværet af substantielle kritiske analyser af det digitale mediemarkeds økonomiske grundstrukturer er et resultat af en bestemt, ubevidst ideologisk bias hos Collignon? I så fald kunne Collignon med fordel (gen)læse sin egen kritik.Det er selvfølgelig urimeligt at forlange, at Collignon i sin bog skal dække alle aspekter ved den moderne nyhedsproduktions nuværende problemer. Det er imidlertid påfaldende, at de overordnede økonomiske strukturer, der betinger denne produktion, er nærmest fuldstændigt fraværende i analyserne i Tilbage til virkeligheden. På den ene side kan der selvfølgelig være tale om et bevidst fravalg. Nyhedsmediernes økonomi er simpelthen et af de emner, som Collignon har valgt ikke at medtage i bogen. Man kunne dog så godt ønske sig, at dette fravalg eksplicit var blevet omtalt i bogen. På den anden side kan en kritisk indstillet læser let komme til at overveje, om fraværet af substantielle kritiske analyser af det digitale mediemarkeds økonomiske grundstrukturer er et resultat af en bestemt, ubevidst ideologisk bias hos Collignon? I så fald kunne Collignon med fordel (gen)læse sin egen kritik af og forslag til at undgå netop denne type bias i kapitel 3 og 9 i Tilbage til virkeligheden.

Offentligheden der forsvandt

Mine afsluttende kritiske kommentarer vedrører Collignons forståelse og brug af begrebet ”offentlighed”. Her vil jeg tillade mig at skrue en smule op for den filosofiske faglighed og henvise til både Hegel og Habermas, da offentlighedsbegrebet har rødder i bredere samfundsteoretiske og politisk-filosofiske analyser og diskussioner.

I Tilbage til virkeligheden appellerer Collignon gentagne gange til ”den almene offentlighed” eller ”den almene befolkning”. I sin karakteristik af idealet om kritisk objektivitet skriver Collignon eksempelvis: ”Ultimativt er journalisten loyal over for den almene befolkning, og altså hverken over for en nation, et parti, en virksomhed, en interesseorganisation, et bestemt segment af befolkningen eller et medies målgruppe. Den objektive journalist er offentlighedens tjener” (s. 295). Collignon fremhæver desuden flere gange, at en af journalistikkens væsentligste opgaver er at bidrage til at kvalificere den offentlige, demokratiske debat. ”Journalister og medier skal oplyse og kontrollere magthavere – samt bidrage til, at samfundsdebatten føres på et rationelt grundlag. Journalister kan være med til at skabe rammerne for en åben, inkluderende og respektfuld demokratisk debat” (s. 299).

Collignon har simpelthen ikke meget konkret at sige om, hvem eller hvad offentligheden er, eller hvorfor denne offentlighed kan forpligte nyhedsmedierne på et publicistisk ideal om oplysning af samfundets borgere.Disse bemærkninger hviler ret klart på en normativ forudsætning om, at journalisters og nyhedsmediers primære (måske eneste?) forpligtelse og loyalitet er over for den almene demokratiske offentlighed. I bogen er det imidlertid systematisk uklart, hvem denne ”almene offentlighed” er, og hvor(vidt) den findes. Collignon har simpelthen ikke meget konkret at sige om, hvem eller hvad offentligheden er, eller hvorfor denne offentlighed med rette kan fordre journalisters loyalitet og normativt forpligte nyhedsmedierne på et publicistisk ideal om oplysning af samfundets borgere.6

Collignons egne spredte bemærkninger om offentligheden giver os ikke meget at gå efter. Offentligheden er tydeligvis ikke en distinkt undergruppe i samfundet, men omvendt er offentligheden ifølge Collignon heller ikke en nation. Og da journalistikkens opgave blandt andet er at kontrollere magthaverne, så kan offentligheden næppe heller være staten eller det offentlige system. Så hvem er offentligheden, siden det helt åbenlyst ikke er nogen konkrete og specifikke grupperinger inden for samfundet? Collignon giver aldrig noget konkret eller direkte svar på dette.

I mine øjne er det bedste bud på, hvem eller hvad Collignon har i tankerne, at offentligheden (som det også antydes i begreberne om ”den almene offentlighed” og ”den almene befolkning) skal forstås som ”alle borgere”, ”hele befolkningen”, ”samfundet som helhed” eller måske ”alle potentielle og faktiske deltagere i den demokratiske debat”. Den journalistiske forpligtelse på at oplyse offentligheden er derfor en forpligtelse på at oplyse alle, ikke denne eller hin undergruppe; altså en forpligtelse på og loyalitet over for den demokratiske almenhed i sin fulde, og undertiden uregerlige, totalitet.

Den modsætningsfyldte offentlighed

Dermed er problemet om offentlighedens status og rolle imidlertid langtfra løst. For hvad vil det mere præcist sige at være ”offentlighedens tjener”? Hvad betyder det, at mediers og journalisters primære loyalitet er over for ”den almene befolkning”? Det er relativt enkelt at forklare, hvad det vil sige, at man er loyal over for konkrete interessegrupper, nemlig at man prøver at fremme disse gruppers formål og interesser. Men hvad er ”den almene befolknings” og ”den almene offentligheds” interesser?

Et politisk parti består af et endeligt antal medlemmer, der mere eller mindre aktivt tilslutter sig et mere eller mindre klart defineret sæt af politiske normer og værdier. Offentligheden, i det mindste i den betydning, som Collignon synes at bruge begrebet, består derimod af et utal af forskellige individer med et utal af forskellige interesser, der ofte peger i vidt forskellige retninger. Som han selv formulerer det i bogen: ”Den suveræne borger i et demokrati kan være et krævende bekendtskab. Som om det ikke var nok med urimeligt brok, mistro og fremsættelsen af nonsens, risikerer man også, at den demokratiske borger træffer irrationelle beslutninger. Det er virkelig foruroligende” (s. 352).

I et demokrati er offentligheden og den offentlige mening derfor nødvendigvis et modsætningsfyldt og besværligt fænomen. Offentligheden vil aldrig én ting; den vil altid alt og intet, det sande og det falske, det rationelle og det irrationelle på en og samme tid. Den tyske filosof G. W. F. Hegel (1770-1831) indfanger præcist denne modsætningsfyldte kompleksitet, når han i sin Retsfilosofi (1821) sarkastisk beskriver den offentlige mening som et sted, hvor ”det i for sig almene, det substantielle og det sande [er] forbundet med sin modsætning, det for sig særegne i form af de manges specifikke mening; denne eksistens er dermed en selvmodsigelse”.7 På den ene side, skriver Hegel, fordrer den offentlige mening vores respekt, da den principielt er et af den subjektive friheds mest prægnante udtryk i det moderne. På den anden side påkalder den offentlige mening sig foragt, da den konkret og i praksis er en forvirret blanding af sandt og falskt, rigtigt og forkert, fornuft og ufornuft.8

Den offentlige mening kan derimod bedst forstås som summen af de mange, modsætningsfyldte individuelle og gruppebaserede holdninger, synspunkter og interesser, der på et givet tidspunkt eksisterer i et samfund.Offentligheden og den offentlige mening kan altså ikke defineres ud fra en allerede givet enighed, der nok kan komme under pres i konfliktsituationer, men ellers grundlæggende altid er forhandlet på plads. Den offentlige mening kan derimod bedst forstås som summen af de mange, modsætningsfyldte individuelle og gruppebaserede holdninger, synspunkter og interesser, der på et givet tidspunkt eksisterer i et samfund. Offentligheden kan på den baggrund forstås som det sociale felt i den samfundsmæssige virkelighed, hvor disse mangfoldige politiske, moralske og kulturelle modsætninger og uenigheder formuleres og bringes i spil med og mod hinanden, i et usikkert håb om, at en eller anden (måske blot midlertidig) form for enighed kan etableres.

Offentlighed som normativt ideal

Som journalist kan man således ikke på forhånd forudsætte, at offentligheden har bestemte interesser, som skal fremmes eller støttes. Man kan heller ikke spørge offentligheden, hvad den ønsker, har brug for eller kræver. Offentligheden ønsker, har brug for og kræver alt muligt forskelligt og giver sjældent klare eller entydige svar. Det er således vanskeligt at sige, hvad det konkret indebærer at være loyal over for ”den almene offentlighed” og ”den almene befolkning”. Offentligheden er ikke en konkret gruppe af mennesker, som journalisten kan pege på og sige: ”Det er deres interesser, deres tarv, jeg er loyal over for og skal tage vare på.”

Man kan heller ikke spørge offentligheden, hvad den ønsker, har brug for eller kræver. Offentligheden ønsker, har brug for og kræver alt muligt forskelligt og giver sjældent klare eller entydige svar.Hvilket endnu en gang bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvad Collignon egentlig og mere præcist mener, når han skriver om journalisters og mediers loyalitet over for offentligheden? Mit bedste bud – og det er vitterligt blot et bud, da Collignon som nævnt ikke udfolder sit offentlighedsbegreb – er, at ”offentlighed” her ikke blot skal forstås som ”alle potentielle og faktiske deltagere i den demokratiske debat”. Det skal også forstås som et implicit normativt ideal. Offentligheden er ikke, eller ikke kun den faktiske totalitet af stridende, uenige deltagere i den demokratiske samtale. Offentligheden er også et ideal om, hvordan denne totalitet ideelt set burde håndtere deres indbyrdes stridigheder og uenigheder, nemlig gennem kvalificeret, informeret, rationel samtale orienteret mod at etablere enighed blandt de deltagende borgere.

I denne normative betydning af begrebet kan offentligheden og den offentlige mening ikke identificeres med et konkret samfunds faktiske demokratiske beslutningsprocesser eller med de faktiske debatter og diskussioner, der på et givet tidspunkt udspiller sig i et givet demokratisk fællesskab. Det er således mere end tvivlsomt, om kvalificeret, informeret, rationel samtale nogensinde har været den eneste, eller blot den væsentligste, faktor i den politiske offentligheds menings- og viljesdannelse.

Men netop fordi det er et ideal, og derfor ikke er identisk med dette eller hint konkrete fællesskabs faktiske meningsdannelse, kan det normative offentlighedsbegreb danne grundlag for den type normative forpligtelser og fordre den journalistiske loyalitet, som Collignon appellerer til i sin bog. Hvis man opfatter offentligheden som summen af alle de meninger og holdninger, det eksisterer i et samfund på et givet tidspunkt, så er det meningsløst at tale om, hvad offentligheden vil, ønsker eller har brug for. Hvis man derimod forstår offentligheden som et normativt ideal om, hvorledes den demokratiske meningsdannelse ideelt set bør udfolde sig, så peger dette begreb på en række konkrete fordringer til den journalistiske praksis: At oplyse og informere borgerne i samfundet, så de er i stand til at deltage i den demokratiske samtale på et kvalificeret grundlag, og at kontrollere magthaverne og kritisere dem, hvis deres magtudøvelse truer den offentlige viljesdannelse.

Det er således nærliggende at tro, at det er et sådant normativt offentlighedsbegreb, ikke offentligheden forstået som et konkret og faktisk foreliggende fællesskab, der udgør grundlaget for Collignons publicistiske forståelse af nyhedsmediernes og nyhedsjournalistikkens demokratiske rolle og funktion. Uden et sådant normativt begreb bliver det i hvert fald vanskeligt at se, hvad der begrunder det journalistiske ideal, som han formulerer i bogen.

Økonomi og offentlighed

Som ideal befinder det normative offentlighedsbegreb sig imidlertid i et konstant og uundgåeligt spændingsforhold til den empiriske virkelighed. Virkeligheden lever sjældent op til idealet (det er derfor, det er et ideal), og der kan derfor altid stilles spørgsmålstegn ved idealets gyldighed og relevans. Har vi brug for offentlighedsbegrebet for at forstå og analysere mediernes funktion i det moderne samfund? Hvis demokratiske samfund i praksis ikke lever op til det normative ideals fordringer om rationel, informeret offentlig meningsdannelse, hvorfor da antage, at dette ideal har nogen som helst analytisk (eller for den sags skyld normativ) relevans?

Man skal ikke lede længe for at finde eksempler på, at den faktiske demokratiske virkelighed ikke lever op til det ideal, som det normative offentlighedsbegreb implicit opstiller. Som vi allerede har set, synes de moderne nyhedsmedier for øjeblikket at operere under økonomiske vilkår, der sætter de publicistiske idealer under alvorligt pres. I England foregår der således netop nu en indædt og ophedet debat om, at avisen Evening Standard skulle have frasagt sig sin redaktionelle frihed til fordel for betydelige pengebeløb fra store internationale virksomheder (se blandt andet her og her). Helt konkret drejer debatten sig om, hvorvidt Evening Standard mod betaling har lovet bl.a. Uber og Google positiv omtale i avisen – omtale, som tilsyneladende ikke klart skal markeres som reklame.

Et andet eksempel er den nylige afsløring af, at Sinclair Broadcast Group – den uden sammenligning største ejer af lokale tv-stationer i USA – havde krævet, at nyhedsværterne på alle deres stationer som del af deres daglige nyhedsdækning skulle læse en fælles, enslydende udtalelse højt. Udtalelsen var en opfordring om at være på vagt over for fake news og ensidig nyhedsdækning, et budskab, som de fleste formodentlig kan bakke op om. Problemet var blot, at det ingen steder blev åbent deklareret, at udtalelsen var formuleret af Sinclair Broadcast Group, og ikke af de ansvarlige journalister og nyhedsværter. Beslutningen om, at udtalelsen skulle læses op, var heller ikke baseret på faglige og saglige journalistiske kriterier, men var dikteret af Sinclair Broadcast Group. Og for at gøre tingene endnu mere problematiske, så har Sinclair Broadcats Group gennem flere år været kritiseret for en vis politisk bias til fordel for konservative, republikanske værdier. Den nærliggende konklusion, som Sinclair Broadcast Group dog benægter, er, at udtalelsen var et politisk motiveret angreb på medier, der forholder sig kritisk over for Trump.

Det journalistiske problem er i begge tilfælde, at beslutninger om et nyhedsmedies redaktionelle indhold ikke blev truffet ud fra faglige og saglige journalistiske kriterier, men derimod var bestemt af økonomiske eller ideologiske hensyn.De to ovenstående eksempler illustrerer, hvorledes de økonomiske vilkår, der strukturerer den moderne nyhedsproduktion, ikke blot truer de publicistiske idealer, men også det normative offentlighedsideal, som disse idealer hviler på. Det journalistiske problem er i begge tilfælde, at beslutninger om et nyhedsmedies redaktionelle indhold ikke blev truffet ud fra faglige og saglige journalistiske kriterier, men derimod var bestemt af økonomiske eller ideologiske hensyn. Det offentlighedsteoretiske problem er, at læserne af Evening Standard og de seere, der følger den lokale nyhedsdækning i fjernsynet, ikke har mulighed for kvalificeret at kunne vurdere relevansen, kvaliteten og troværdigheden af den information, de præsenteres for.

Hvis anklagerne mod Evening Standard og Sinclair Broadcast Group er korrekte, så har disse medier forbrudt sig mod det normative offentlighedsideal. Evening Standards ejere har forbrudt sig mod avisens journalistiske forpligtelse på at oplyse sine læsere, så de kan deltage i den offentlige debat på et kvalificeret grundlag. Og Sinclair Broadcast Group har misbrugt sin position på mediemarkedet til at skævvride den offentlige debat uden åbent at erklære, at det er det de gør. Den nutidige markedsøkonomiske virkelighed sætter såvel de journalistiske principper som den ideale offentlighed, som disse principper i sidste instans tjener, under et voldsomt pres.

Idealitet og realitet

I forordet til nyudgivelsen af sin offentlighedsteoretiske klassiker Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962) peger Jürgen Habermas på netop denne iboende spænding mellem normativ idealitet og empirisk realitet som et grundlæggende problem og udfordring for enhver analyse af det moderne massedemokratis kommunikations- og legitimationsstrukturer. ”Som statsretlig fiktion bevares den offentlige mening i den normative demokratidiskussion en kontrafaktisk størrelses enhed; i medieforskningens og kommunikationssociologiens empiriske undersøgelser har denne entitet for længst opløst sig. Men man må tage begge aspekter med i betragtningen, når man vil begribe det socialstatslige massedemokratis faktisk indøvede legitimationsmodus uden at opgive sondringen mellem autoktone og magttilskrevne processer i den offentlige kommunikation.”9

Opgiver man det normative ideal om offentlighed, så reduceres enhver analyse af den kommunikation, der foregår i et demokrati, til et blot og bart magtspil.Formuleret mindre habermasiansk: Skønt offentligheden som normativt ideal ikke har konkret empirisk eksistens, så bliver man nødt til at forudsætte dette ideal for at kunne forklare og analysere moderne massedemokratiers legitimitet. Offentlighedsbegrebet i denne normative betydning er, vil Habermas hævde, det medfødte eller indbyggede ideal i demokratiet, som gør demokratiet i stand til rationelt at legitimere sig selv. Opgiver man det normative ideal om offentlighed, så reduceres enhver analyse af den kommunikation, der foregår i et demokrati, til et blot og bart magtspil. Kun ved at fastholde et normativt offentlighedsbegreb, hvor alle principielt har ret til og mulighed for at give deres mening til kende og blive taget alvorligt, bliver det muligt at forstå det moderne massedemokrati som i det mindste potentielt mere legitimt og mere rationelt end andre samfundsformer.

Når man læser Tilbage til virkeligheden, er det tydeligt, at Collignon er akut bevidst om det iboende spændingsforhold mellem offentligheden som normativt, demokratisk ideal og den måde, samfundet de facto er skruet sammen på. Af forordet fremgår det således klart, at den voksende spænding mellem Collignons publicistiske grundholdninger og den moderne nyhedsjournalistiks faktiske medievirkelighed var en af de væsentligste grunde til, at han besluttede at skrive bogen (s. 12-13). Og bogens todelte formål – at analysere og kritisk vurdere nyhedsjournalistikkens faktiske tilstand og at formulere og forsvare et journalistisk ideal om kritisk objektivitet – afspejler ligeledes den iboende spænding mellem realitet og idealitet.

Der mangler imidlertid et vigtigt element i Collignons redegørelse for journalistikkens normative grundlag. Idealet om kritisk objektivitet er, som Collignon selv gentagne gange forklarer, et metodeideal. Det er den måde, man som publicistisk (nyheds)journalist bør praktisere sit fag. Men hvad begrunder publicismen? Hvorfor er det helt præcist, at journalister skal være loyale over for, og er forpligtet på at informere og oplyse, offentligheden? Det er her, det normative offentlighedsbegreb bliver vigtigt – men dette begreb bliver netop ikke udfoldet eller forklaret i bogen.

Her kunne man måske igen indvende, at det er urimeligt at kritisere Collignon for noget, han ikke har valgt at fokusere på i sin bog. Hvis han skulle have medtaget en diskussion af offentlighedsbegrebet, så skulle noget andet formodentlig have været skåret væk, og hvad skulle det have været? Dette er, igen, et fair svar, men det rører ikke ved min bagvedliggende kritik. Problemet er, at Collignon som journalistisk modsvar til fake news, desinformation og politisk spin formulerer et metodeideal, der såvel implicit som eksplicit trækker på et normativt offentlighedsideal, som han ikke udfolder eller præsenterer.

Dette svækker Collignons positive projekt og gør hans position sårbar for den type kritik, som eksempelvis Lea Korsgaard retter mod den, nemlig at hans objektivitetsideal er tomt, intetsigende og urealistisk og ude af stand til at drage normative distinktioner mellem eksempelvis demokrati og despoti (se igen Korsgaards anmeldelse i Berlingske). Et klarere fokus på de substantielle normative forudsætninger, herunder især offentlighedsbegrebet, som Collignons egen publicistiske tilgang hviler på, ville have gjort ham i stand til langt klarere at tilbagevise denne kritik.

Men læs bogen

Jeg har ovenfor brugt en del plads på at kritisere og påpege mangler ved Tilbage til virkeligheden. Dette skyldes imidlertid ikke, at det er en dårlig bog, snarere tværtimod. Tilbage til virkeligheden er en både god og vigtig bog, der opfordrer til, ja nærmest forlanger, at man forholder sig til de spørgsmål, den stiller, og de analyser og konklusioner, den lægger frem. Det er det, jeg har forsøgt at gøre i dette essay.

Collignon skriver klart og for det meste godt, og man bliver klogere, mere oplyst og mere bevidst om nyhedsmediernes roller, udfordringer og muligheder ved at læse hans bog. Tilbage til virkeligheden er kort sagt værd at læse for alle, der interesserer sig for den offentlige meningsdannelses muligheder i en tid, hvor tilliden til og troen på begreber som sandhed, kendsgerninger og objektivitet er under pres. Så læs den, men (helt i forfatterens ånd) læs den kritisk.

Carsten Fogh Nielsen er adjunkt, ph.d., ved DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Undervisning, Aarhus Universitet.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Pierre Collignon: Tilbage til virkeligheden. Kampen mod fake news, løgne og manipulationer. Gyldendal, 2018. 356 sider.
  2. Se også Tandoc Jr. E. C.; Lim, Z. W. & Ling, R. L. (2018). ”Defining “Fake News””, Digital Journalism, 6:2, s. 137-153;
    Nielsen, C. (2018). ”Fake news – et komplekst begreb”. På turbulens.net: http://turbulens.net/fake-news-et-komplekst-begreb/
  3. For en mere detaljeret udfoldelse af tesen om postmodernitet som medvirkende årsag til post-faktualitet, se: McIntyre, L. (2018). Post-Truth. Cambridge: MIT Press.
  4. Også offentlige medievirksomheder er de seneste år kommet under øget økonomisk pres i form af krav om besparelser, effektiviseringer og krav om tilpasning til det digitale medielandskab. Tænk blot på de seneste års debat om DR’s budget og opbygning; en debat der har en næsten direkte parallel i Storbritannien, hvor man i flere år har debatteret BBC’s lønninger og øvrige økonomiske prioriteringer.
  5. Collignon henviser i en note på s. 299 til Vincent Hendricks og Mads Vestergaards Fake News – når virkeligheden taber ”for en god beskrivelse af opmærksomhedsøkonomiens mekanismer i USA”. Givet Collignons eget fokus på den kritiske objektivitets trange kår i det moderne medielandskab kunne man dog have ønsket sig, at han selv eksplicit og aktivt havde taget denne diskussion op.
  6. Collignon vedkender sig åbent sit publicistiske standpunkt i forordet til Tilbage til virkeligheden. Se eksempelvis s. 13.
  7. § 316 i: Hegel, G. W. F. (2004). Retsfilosofi, oversat og udgivet af Claus Bratt Østergaard. Frederiksberg: Det lille Forlag.
  8. § 318 i: Hegel, G. W. F. (2004). Retsfilosofi, oversat og udgivet af Claus Bratt Østergaard. Frederiksberg: Det lille Forlag.
  9. Side 55 i: Habermas, J. (1994). ”Forord til nyudgivelsen af Strukturwandel der Öffentlichkeit”, i MedieKultur – tidsskrift for medie- og kommunikationsforskning”, Vol. 10, No. 22, s. 53-64.