Dækningen af Israels forarmelsespolitik

Af Uffe Kaels Auring

Politikens artikel om WikiLeaks-dokumenterne om den overlagte forarmelsespolitik, Gazas befolkning bliver udsat for, er behæftet med gængse misrepræsentationer og udeladelser.

Det nævnes ikke, at den israelske blokade er ulovlig og inden for international lov faktisk kan anses som en krigshandling, eller at Israels stranguleringspolitik er i strid med den fjerde Geneve-konvention.

Artiklen holder sig til vestlige mediers tradition for gennemgående at fremstille israelsk magtanvendelse som reaktioner på palæstinensiske aggressioner, sjældent omvendt (skønt en mindre undersøgelse faktisk peger på, at det i reglen forholder sig omvendt). Det hedder f.eks.:

”Da Hamas i sommeren 2007 tog kontrol over Gaza, svarede Israel ved at indføre sanktioner og begrænse forsyningerne via de israelske grænseovergange eller fra søsiden til området.”

Det nævnes ikke, at Hamas’ magtovertagelse i Gaza skete i forlængelse af et kupforsøg orkestreret af USA, Israel og dele af det palæstinensiske selvstyre (Fatah).

Dernæst præsenteres den standardiserede fremstilling af Israels 2008-invasion af Gaza:

”I 2008 kom det til en krig mellem Israel og Gaza, da israelerne efter lang tids raketbeskydning fra Gaza valgte at sende sit forsvar ind i området.”

At der var tale om en krig mellem Israel og Gaza i vinteren 2008-2009, er stærkt misvisende. Det er ikke muligt her at give blot et nogenlunde dækkende billede af omfanget af ødelæggelserne forårsaget af Israels voldelige overgreb mod Gaza. At der blev dræbt anslået 1.400 palæstinensere, hvoraf op imod 4/5 var civile og 350 børn, mens 3 israelske civile og 10 soldater blev dræbt (heraf 4 af egen ild), kan indikere, at det ikke var nogen krig i regulær forstand. Foruden en storstilet invasion af landtropper blev Gaza under angrebet udsat for næsten 3.000 bombetogter og 1.000 ton bomber fra det israelske flyvevåben. Bevæbnede palæstinensiske grupper sendte omkring 750 mestendels primitive raketter og mortergranater ind i Israel.

I citatet angives de raketbeskydende palæstinensere som aggressorerne, der fik Israel til at reagere ved ”at sende sit forsvar ind i området”. Imidlertid var det Israel, som med sit angreb d. 4. november 2008, der kostede 6 militante palæstinensere livet, brød den våbenhvileaftale, Israel og Hamas havde indgået i juni samme år (se f.eks. Amnesty Internationals 2009-rapport). Derefter fulgte den forventelige respons fra Hamas: genoptagelse af raketbeskydningen af Israel.

Inden Israels angreb d. 4. nov. 2008, var Hamas ”påpasselige med at opretholde våbenhvilen” ifølge en rapport fra det israelske Terrorism Information Center, skønt palæstinensiske grupper affyrede et mindre antal raketter mod Israel, bl.a. som gengældelse for Israels drab på palæstinensere.

D. 4. nov. 2008 huskes nok bedre som den dag, det amerikanske præsidentvalg blev afholdt.

I øvrigt er det blevet påpeget i en artikel i den israelske avis Haaretz, at Israel ikke ”valgte” at invadere og bombe Gazas befolkning ”efter lang tids raketbeskydning fra Gaza”, men allerede havde besluttet sig for at angribe seks måneder tidligere, netop som man var i gang med at forhandle våbenhvileaftalen på plads med Hamas: ”Den israelske hær havde brug for at forberede sig.”

Artiklens behandling af Israels forarmelsespolitik er ikke direkte forkert, men efterlader dog et fejlagtigt indtryk af situationen i Gaza samt Israels politik over for befolkningen. Målsætningen om at holde Gazas økonomi på bristepunktet fremstilles f.eks. i datid. ”Israel ville holde Gaza på randen af ruin,” lyder overskriften (min kursivering). Der er imidlertid intet belæg for, at politikken nu skulle være væsentligt anderledes.

Med den afsluttende bemærkning om, at ”Israel [siden har] lempet på sin blokade af varer, der kan leveres via Israel til Gaza,” får læseren indtryk af, at situationen nu skulle være en anden. I en rapport af Crisis Action sættes ”lempelse” gennemgående i gåseøjne, når emnet er blokadens karakter. Den detaljerede beskrivelse af blokaden gør det klart, hvorfor dette er nødvendigt. F.eks. påpeges det, at Israel kun har tilladt månedligt 715 lastvogne med bygningsmaterialer at komme ind i Gaza, siden ”lempelsen” blev proklameret. UNWRA har vurderet, at der er brug for 670.000 lastvogne bygningsmaterialer, bl.a. til genopbygningen af de skoler og sygehuse, Israel bombede under 2008/2009-invasionen.

I et iøjnefaldende tilfælde taler rapporten om lempelse uden forbehold. Efter at ”lempelsen” af blokaden var blevet bekendtgjort, blev det internationale samfunds pres på Israel for at ophæve blokaden lempet, påpeges det. Denne lempelse er reel, og medierne bidrager til den med deres tavshed eller – som i Politikens tilfælde – deres misrepræsentationer og udeladelser af relevant og livsvigtig kontekst.

Print Friendly, PDF & Email