Martin Andersen Nexø og Anarkismen

Uddrag fra Henrik Ydes NEXØ. Martin Andersen Nexøs liv og værk, der udkom på Lindhardt og Ringhof d. 25. jan. 2019. Vi bringer uddrag fra kapitlet ’Soldage’ om Nexøs rejsebog fra Spanien.

Af Henrik Yde

Soldage hedder bogen; solen er således værkets ’titelperson’. Og ”Sol” hedder et af bogens længste kapitler. Solen er det overgribende symbol, og solens betydning spænder fra det erotiske over det socialpolitiske til det religiøse.

Nexø skildrer ”Sydens store Eros: Solbrunsten, der svulmer og straaler i alt det skabte og overskyller Menneskenes ikke blot Erotik men hele Væsen, saa vi læser den samme fortættede Blodets Spænding af en Lillefingers mindste Bevægelser, af et Barns eller en Oldings Holdning og Udtryk som af et Par vanvittig forelskede Øjne hjemme.”1 Den andalusiske sensualitet ytrer sig som rytme, rytme i gangen og i en lille almuepiges dansetrin så vel som i en hårdtsåret tyrefægters sidste piruet i arenaen. Sensualiteten udtrykker sig også i spaniernes, specielt andalusiernes spontant revolutionære indstilling til samfundsspørgsmål.

Solen er ”el sol criador – den skabende Sol”,2 ja, den er selve skaberen, Gud: ”Ved Ottetiden kommer Gud i al sin Glans og lyser ind i mit Kammer saa rigt, aa saa rigt, at jeg ikke behøver at tænde Kulbækkenet”,3 siger en fattig kone. Og: ”Se Skaberen! se Gud! siger Almuen med tindrende Øjne, naar Solen stiger over Bjærgene.”4

Den sensuelle folkereligiøsitet, Nexø her skildrer så forelsket, har ikke noget specielt at gøre med katolicismen, skønt helgendyrkelse ifølge Nexø går glimrende sammen med den. Den er ifølge Nexø en højst materialistisk religion, som ikke ytrer sig i forsagende håb om et bedre liv hinsides den jordiske jammerdal, men i glæde over livet og skaberværket her og nu, eventuelt i oprør. Sjæl og legeme hører sammen, døden er derfor livets fjende og modsætning, ikke dets fuldbyrdelse. Religiøsiteten ytrer sig som tændthed og nærvær, ikke som trøst, den er evangelium, ikke dogme.

Og Nexø tror ikke, at ”en graa, taaget, sludfuld Nordbo”5 helt kan forstå denne sensualitet. Nordboen ”maa indskrænke sin Kærlighed til selve Hjærtet og forskanse den dèr, […] fordi alle Magter er fjendtlige mod hans lille Eros og til sidst kvæler den alligevel.”6 Men også Nexø selv kom til Syden fra det grå og tågede, sludfyldte, midt- og konsensussøgende Danmark. Når han fascineret skildrer spaniernes sensualitet, og når han øjensynligt her oplever noget befriende, så peger fascinationen også hen på forhold og sammenhænge, han selv havde tumlet med siden højskoleårene.

I Alhambrapaladset oplever han at føle sig ét med verden: ”Alt hvad Livet rummer af lyst og løftende findes i dette Trylleslot, der saa hemmelighedsfuldt formaar at knytte Tilskueren til den store Verden derude, faa ham til at føle sig midt i Helheden, et Led af den. Alhambra er som en lutret Verden, hvor alle Slagger er bortbrændte, og man kun er Ansigt til Ansigt med det største i Livet – det evige.”7 Med litteraturhistorikeren Jørgen Hunosøes ord: ”Sådan taler kun et livsforelsket, religiøst sindet menneske”, som har fået ”del i den store Eros”.8

Andalusisk sensualitet

Umiddelbart inden sin første rejse til Syden i 1894 mente Nexø, som fortalt, at have fundet en sammenhængende livsanskuelse i grundtvigianismen i dén nationale og kristelige form, den fremtrådte i på Askov Højskole: ”[…] jeg véd, hvor der plejes i Kjærlighed øm et Glimt af den hellige Drøm”.9 Højskolebevægelsen fremstilledes som en lykkelig syntese af hjemlig redelunhed og maskulint heroisk stræben. Den grundtvigianisme, Nexø havde oplevet, var udtryk for en religiøsitet, der ikke adskilte ånd og materie, og den omfattede også det socialpolitiske ideal, at få burde have for meget og færre for lidt. Kødet var ikke åndens modsætning, men dens redskab.

Den sensuelle folkereligiøsitet, Nexø mødte i Andalusien, var langt mindre reflekteret i sin opfattelse af forholdet mellem ånd og materie, end den grundtvigianisme var, som tidligere havde skabt stor sammenhæng for ham. Men sensualiteten i Andalusien omfattede det erotiske og det socialpolitiske på langt mere frejdig vis, end grundtvigianerne havde gjort. Og hos den hjemlige radikalisme, som Nexø i mellemtiden havde tilsluttet sig, stod den erotiske frigørelse ganske vist øverst på programmet, men den var i socialpolitisk henseende borgerlig. Og navnlig var den mindre universel i sine frihedsidealer.

Men den andalusiske sensualitet var universel, den udtrykte som levende håb og menneskelig realitet alle de socialpolitiske, erotiske og andre almenmenneskelige forestillinger om et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, altså alle de forestillinger, som omgangen med grundtvigianerne på Bornholm og i Askov havde skabt i Nexøs sind, og som radikalismen i København havde suppleret, men som ingen af dem fuldt ud havde indfriet for ham. Nu fandt Nexø i Andalusiens bjerge en værdig repræsentant for den universelle sammenhæng i livssyn og livsførelse, for den helhed og konsekvens, han havde eftersøgt: anarkisten Alfonso. Ham skal vi snart præsentere i fuld figur.

Anarkismen

Baggrunden for anarkismens udbredelse specielt i Andalusien var eksistensen af et stort og stærkt forarmet landproletariat. Gennem århundreder havde fæstebønder og jordløse landarbejdere udgjort arbejdskraften ved Andalusiens latifundier (storgodser). Så da anarkisterne dukkede op i 1870’erne med agitation for godsernes udstykning, fængede parolen straks. De anarkistiske agitatorer var – bortset fra kirkens repræsentanter – de første dannede mennesker, der nogensinde havde henvendt sig til Andalusiens fæstebønder og landarbejdere som til menneskelige væsener, som til medmennesker. De levede ofte selv asketisk (i ringe lighed med den i Soldage portrætterede salonrevolutionære agitator don Luis), drog som ’lægprædikanter’ fra landsby til landsby, spiste med ved bøndernes og arbejdernes fattige måltider, læste op for dem af Kropotkins Erobringen af Brødet og prædikede ateisme – for en af de i teknisk-økonomisk henseende mest tilbagestående landbefolkninger i Europa.

Bevægelsen gav sig i begyndelsen primært udtryk gennem helt spontane aktioner. I 1892 havde en landarbejderhær bevæbnet med segl og jagtgeværer således pludselig invaderet Jerez da la Frontera i nærheden af Cadiz og angrebet ’alle med pænt tøj’. Afbrænding af godsernes høst, drab på vagthunde og mord på gendarmer forekom også. Strejker, ikke mindst for kortere arbejdstid, hørte til dagens uorden.

Nøjagtig hvor stor tilslutning anarkismen havde i Spanien omkring århundredskiftet, er vanskeligt at opgøre, men den var altid størst i Andalusien. De foreliggende opgørelser over organiserede anarkister siger imidlertid heller ikke meget om anarkismens faktiske indflydelse. I Andalusien var fattigdommen så trykkende, at mange anarkistisk indstillede simpelthen ikke magtede at betale kontingenter. De organiserede var bevægelsens kernetropper, men omkring denne elite af agitatorer, organisatorer og udgivere af propagandaskrifter flokkedes der store skarer af sympatisører, som massivt og entusiastisk bakkede enhver aktion op, selv når formålet var mindre klart.

I Andalusien stod de anarkistiske føderationer, heriblandt den lokale føderation i Granadaprovinsen La Obra (arbejdet), ved århundredskiftet samlet i paraplyorganisationen Faro de Andalucia (Andalusiens fyrtårn). Denne bestræbte sig på at samordne de spontane aktioner. Og når Nexø beklager, at der manglede koordination, så bør det anføres, at der den 17. april 1903, altså umiddelbart efter Nexøs besøg, udgik en anarkistisk organiseret strejkebevægelse fra Cordoba. Den bredte sig til hele Andalusien og varede i to år. Da måtte den opgives på grund af hungersnød.

Men selv når opstandene og strejkerne blev slået ned, lederne arresteret eller henrettet og føderationerne forbudt, forblev anarkismen stærk i Andalusien. Den forblev stærk som sindstilstand, som socialt håb i en form, der, hvor paradoksalt det end måtte forekomme en moderne, sekulariseret nordisk tankegang, må kaldes religiøs. De anarkistiske agitatorer byggede videre på bondebefolkningens kristne, messianske tradition – forventningen om indførelsen af gudsriget med ét slag – og omskabte den til en social bevægelse.10

Anarkisterne

Den spontant rebelske indstilling, ”Bevidstheden om Revolutionen som eneste Udvej”, var ifølge Soldage det normale for ”enhver alvorlig Spanier” i dette ”af Stat som Kirke mishandlede Folk”.11 I Sevilla inkarneredes denne indstilling ikke mindst af las cigarreras, de cirka 5.000 tobaksarbejdersker som på dette tidspunkt arbejdede på Real Fábrica de Tabacos, den gigantiske kongelige tobaksfabrik fra 1758.12 ”Deres høje, udfordrende Barme byder Alverden […] Trods. […] De skærer Tænder af Lidenskab ved Synet af en smuk Mand – men en smuk Kvinde kaster de Snavs paa. […] Hun er altid parat til Tumult, det er hende, der kaster den første Sten, de fængende Feltraab udgaar fra hendes Mund. Hun er det musserende Element, den indre, prikkende Uro. Og naar Proppen gaar af, er hun Knaldet og Skummet, alt det som skræmmer Kvinder og fryder Mænd.”13 Revolte og erotik hænger smukt sammen for Carmens søstre.

Mere verbalt formuleret var indstillingen hos to gamle landarbejdere, far og søn på henholdsvis 89 og 72 år, begge spændstige og rørige. Ifølge Soldage mødte Nexø dem i toget fra Sevilla mod Cordoba i januar 1903, ifølge en senere artikel i Politiken derimod i bjergbyen Íllora i februar.14 Om det nu var det ene eller det andet sted, så udlægger den gamle landarbejder meget plastisk revolutionens program – denne og alle andre sociale revolutioners meget enkle og let forståelige program: Først skal der kappes 25.000 af de øverste hoveder, og “[…] det kommer nok, Revolutionen kommer! Saa faar vi Republik, og Øvrigheden kommer til mig og de andre og siger: Værsgod, du har dyrket Grevens Jord i alle de Aar, og han har spist Afgrøden; nu er den din, du maa selv spise alt hvad der gror paa den! Og vil du have dine Børn paa Universitetet, værsgod, Døren staar aaben. Eller vil du gøre en Rejse, kanske ind og se Alhambra, eller op til Hovedstaden? Værsgod, det er blot at stige i Toget. – Se det bliver den ny Øvrigheds Bestilling, ikke at suge Kraften af det Brød vi spiser, men at hjælpe os til vort eget: kom her, det skal du se! og kom her, det skal du smage! Det bliver skønt at leve saa, ikke sandt Sønneke?”15

Nexø drager videre til en bjerglandsby, som i Soldage kaldes ‘landsbyen X’, men som andetsteds kaldes ved sit navn, Íllora. Byen ligger cirka 30 kilometer vest for Granada, oven for vegaen (sletten). Når Nexø vælger at sløre både byens og de omtalte personers identitet, skyldes det givetvis sikkerhedshensyn. Spanien havde også en ambassade i Danmark, og alt for præcise angivelser af navne og adresser på andalusiske anarkister ville hurtigt kunne nå frem via brev eller telegraf fra en ambassadefunktionær i København til gendarmeriet i Granada.

Anledningen til Nexøs besøg var, at der skulle dannes en aflægger af ‘føderationen’, hvilket i denne forbindelse må betyde Unión Republicano, en paraplyorganisation af mange små republikanske partier. Og anledningen hertil kan have været det forestående parlamentsvalg den 26. april 1903. Desuden skulle der afholdes et agitationsmøde for at fejre 30-året for el pronunciamento, det vil sige udråbelsen af den første spanske republik den 11. februar 1873.

Mødet begynder, der er 3-400 mand tilstede. ”Don Louis lægger ud med et Angreb paa Staten. ’Kapital, Kirke, Stat – en nydelig Treenighed!’ raaber Alfonso og rækker tre Fingre i Vejret. Udenfor paa Gaden summer det forsamlede Menneskemylder, som tror det allerede skal gaa løs i Aften; henne paa et Gadehjørne blinker nogle Gendarmuniformer i Maanelyset.”16 Nexø må i denne situation sende en tanke til hjemlandet: ”I Danmark kender vi ikke meget til Tale- og Trykkefrihed ud over Navnet; de to Ting har man i al Fald i Spanien. Hvad vilde man hjemme, hvor de republikanske Ideers Anvendelse paa Regeringsformen ikke engang drøftes af de fremmeligste Politikere, sige om en Forsamling – oven i Købet af Husmænd – der efter en ubunden Kritik af det bestaaende vedtog “ved alle Midler” at styrte Dynastiet og indføre Republiken?”17

Anarkisten Alfonso

Blandt de portrætterede husmænd er der én, der skiller sig særligt ud. Alfonso M. er ”Leder af de Revolutionæres Agitationsudvalg. Han er 26 Aar og spinkel, springer mere end han gaar, og har et barnligt Øboansigt med sværmeriske Øjne. Lidt indfaldent ved Tindinger og Kindben tyder paa Fanatisme, og Don Louis hvisker til mig at han er fanatisk Anarkist.”18

Blandt sådanne fattige husmænd møder Nexø den spanske grandeza: ”Og os – de Fremmede – omgiver de fra første Øjeblik med en Velvilje, en forfinet Hensyntagen, som skulde forudsætte mange Slægtsled af nedarvet Adel. De leder Samtalen ind paa vore Enemærker for at vi ikke skal kede os, plukker Blomster til min Hustru, udsøger Vejens bedste Steder til os.”19 Og Alfonso klatrer op i klipperne for at plukke en gren fra et blomstrende mandeltræ til gæsterne. ”Alfonso gør et kaadt Spring. Han har røde Pletter i Tindingerne.”20 Om aftenen holder han en kort, kraftig allegorisk tale om ulven (kapitalen) og storken (arbejdet).

Næste morgen forhindrer Alfonso og et par andre husmænd Nexø i at betale kroværten for opholdet – de er byens gæster. Hr. og fru Nexø har planlagt at vandre til Granada for at se vegaen, men Alfonso har tilfældigvis et ærende i den retning og har lånt et æsel foruden sit eget. Dem kan gæsterne ride på, mens Alfonso og hans otteårige søn går.

Alfonso er brændende ateist, og ser han et vejkors, sparker han det om. ”Han siger ikke den almindelige spanske Hilsen: Gaa med Gud! men Sundhed!”21 Han er fjende af kirken og myndighederne, men har ingen uvenner blandt sine medmennesker. Han virker ikke blodtørstig som den gamle landarbejder, der ville starte revolutionen med at ’kappe 25.000 af de øverste hoveder’. ”’Jeg har endnu aldrig været i nogen Situation, hvor jeg behøvede at forsvare mig mod mine Medmennesker eller de mod mig.’ – ’Men De er jo netop paa Krigsfod med Samfundet,’ indvendte jeg. ’Med Magtranerne ja, men ikke med mine Medmennesker; de fortrædiger mig ikke, og jeg tror nok hellere jeg vilde dø end fortrædige nogen af dem. Alle Mennesker, som ikke er kommet for nær ved Magten, er jo gode […].’”22

Nexø bemærker desuden to egenskaber ved ham, som adskiller ham fra de fleste spaniere: Han er god ved dyr, og han ryger ikke. ”’Jeg holder ikke af at være Slave af noget,’ siger han, ’og vi Spaniere kan ikke ryge uden at blive Slaver af Tobaken.’ Men hans Afholdenhed gælder kun ham selv. ’Vil du have den?’ spørger han sin Søn, da jeg byder ham selv en Cigaret. Drengen ryster paa Hovedet med komisk Alvor. De to behandler i det hele hinanden som Voksne.”23

Alfonso følger dem helt ind til Granada, idet han og hans otteårige søn vil besøge en tante dér. Men det er kun et påskud for, at Nexø’erne skal ride og ikke gå den lange vej. Ved afskeden vender Alfonso og hans søn straks om og rider hjem om natten; hans små marker kan ikke undvære ham i endnu et døgn. ”Anarkisten Alfonso! Han har sat alle personlige Hensyn til Side for vor Skyld, og nu rider han hjem til sin Husmandslod lykkelig over sin Handling, talende fortroligt med sin lille Søn som med en Broder, i Fred med alle Mennesker. Og en Dag lyder Signalet til den store Omvæltning, han springer op i hæftig Glæde, rede til at ofre sit Liv for den nye Lykketid – og falder igen, strakt til Jorden af en Gendarms Kugle. Og den gamle Tid lunter videre hen over hans Lig. Saadan vil det gaa ham. Og alligevel! Naar jeg nu og da famler efter et Forbillede, søger et helt Menneske, en der var værd at efterligne eller i al Fald misunde – kommer jeg altid til at tænke paa Anarkisten Alfonso.”24

Et maskulint ideal

Nexø har omsider kunnet fremstille en positiv mandsskikkelse, et maskulint ideal. Alfonso er en mand med høje åndelige og politiske idealer, som han står inde for med sit liv. Men han er samtidig omsorgsfuld og generøs over for sin næste, over for børn og dyr såvel som over for de fremmede gæster. Han er karakteristisk ved at have forenet sin maskuline handlekraft med en forsorgsmæssig, feminin side, med sin anima.Direkte spor af Alfonso, som var ’rede til at ofre sit liv for den nye lykketid’, findes i Nexøs mærkelige hyldestdigt ”Vaadesang” til den danske anarkist Sophus Rasmussen, som i 1907 skød en betjent, der ville anholde ham, og dernæst sig selv. Og ligesom Alfonso ikke ryger tobak, fordi han ikke vil ’være slave af noget’, således heller ikke de unge anarkister i Pelle Erobreren’s fjerde bind: ”Jegets Hellighed fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra med at afkaste dem, røg og drak ikke – vilde ikke være Slaver af noget.”25 Men Alfonsoskikkelsen har en langt dybere betydning end den at levere bifigurer til senere Nexøværker. Den blødhjertede, idealistiske, fattige og ridderlige anarkist Alfonso var efter Nexøs opfattelse en fantast, en drømmer. Men hvor var verden henne uden fantasme og drømme? Anarkisternes ukoordinerede oprør gav nok ikke mange resultater, men hvad havde dansk snusfornuft vel udrettet over for fattigdommen? Alt andet lige: Der var den menneskelige lødighed og værdighed til forskel.26

Nexøs yndlingsroman var Miguel de Cervantes’ Don Quijote, romanen om alle tiders blødhjertede, idealistiske, fattige og ridderlige fantast. Alfonso er en Don Quijoteskikkelse. Og med ham er vi kommet så langt som tænkes kan fra ungdomsforfatterskabets pjokkede, selvoptagede, fordrukne, svagelige, liderlige, kyniske og degenererede mænd. Fra lotterisvensken, fra fortælleren i Det bødes der for –, fra Halvor Purgsenius og Jørgen Rag, fra skomagermester Frank, fra Karl Bauder og de andre. Nexø har omsider kunnet fremstille en positiv mandsskikkelse, et maskulint ideal. Alfonso er en mand med høje åndelige og politiske idealer, som han står inde for med sit liv. Men han er samtidig omsorgsfuld og generøs over for sin næste, over for børn og dyr såvel som over for de fremmede gæster. Han er karakteristisk ved at have forenet sin maskuline handlekraft med en forsorgsmæssig, feminin side, med sin anima. Herved foregriber Alfonsoskikkelsen selveste Pelle Erobreren, da Pelle omsider har fundet sig selv i romanværkets fjerde og sidste bind, Gryet.

Nexø så klart, at Alfonso var noget særligt blandt dem, han mødte i Íllora. Og han blev også noget særligt.

Familietraditionens Alfonso

Da Nexø havde udgivet sine Erindringer i 1930’erne, modtog han flere takkebreve fra pårørende til dem, han havde portrætteret. Et gennemgående træk var, at brevskriverne fandt Nexøs portrætter rammende og sande. På den anden side findes der i Erindringer og andre af Nexøs ikkefiktionale værker ubestrideligt også episoder og personer, som af symbolske, kompositoriske eller andre årsager er frit opdigtede. Nexø var ikke historiker, han var digter.

I Soldage skildrer Nexø et møde og en gemytlig samtale med Cordobas bøddel, som i en flot scene reciterer den spanske romantiske forfatter José de Esprocedas berømte digt ”El verdugo” (”Bødlen”). Sandsynligheden taler dog for, at scenen er frit opdigtet som en dramatisk ramme om Nexøs oversættelse af Esproncedas digt.

Så er portrættet af Alfonso M. mon også for godt til at være sandt? Er Alfonsoskikkelsen mon ikke nærmest en symbolsk sammenfatning, en potensering af alt det, Nexø fandt tiltalende ved de spanske anarkister?

Alfonso M. er højst virkelig. Og de træk, Nexø beskriver ham med, kunne hans efterkommere små hundrede år senere klart genkende ham i. Nexøs billede svarede på afgørende punkter til familietraditionens billede af Alfonso M. Kun slører Nexø billedet ved udeladelsen af hans efternavn og hjemby samt ved at gøre ham ti år yngre. Alfonso M. var ikke 26 år, da Nexø mødte ham, men 36, tre år ældre end Nexø selv.

Hans fulde navn var Alfonso Molina Peréz. Han var født 1866 i Íllora og døde sammesteds i februar 1947, godt 80 år gammel. Nexøs spådom om hans tidlige død gik altså ikke i opfyldelse.

Han blev gift med Josefa Argüelle i november 1892 og fik fire børn med hende: Mariana, Andrés, María og Pedro. Det kan være sønnen Andrés Molina Argüelle, født i oktober 1895, i februar 1903 altså netop otte år, som fulgte med på turen til Granada.27 Det kan bekræftes, at der dengang var en tante i Granada (ved navn Anica). Det kan også bekræftes, at Alfonso Molina ikke røg.

Hans adresse i 1903 var Calle de Osario; senere flyttede han til Calle Alta. Den først anførte adresse ses indført med barnlig håndskrift, sandsynligvis Alfonso Molinas egen, i en notesbog, Nexø medbragte under rejsen 1902-1903.28

Alfonso Molina havde to øgenavne i Íllora. Det ene refererede til hans ivrige, impulsive måde at bevæge sig på, hans karakteristiske spring, som Nexø frem hævede. Derfor kaldte man ham ’Græshoppen’. Selv kunne Alfonso Molina bedre lide sit andet øgenavn, der refererede til hans stærke politiske engagement: Alfonso el de la sociedad, ’Samfunds- Alfonso’.

Han ejede efterhånden en del land, men havde ry for i nogen grad at forsømme jorden til fordel for læsning og politisk arbejde. (At forsømme sin jord til fordel for læsning er, som enhver spanier ved, et don quijotesk karaktertræk.) Han var en markant personlighed, og han blev en anset skikkelse i Ílloras arbejderbevægelse og kommunalpolitik.

På et tidspunkt tilsluttede han sig Partido Socialisto Obrero Espanõl (PSOE), det spanske socialdemokrati, som etablerede en partiafdeling i Íllora 1911. Her fik han et nært forhold til den kendte politiker Fernando de los Ríos fra Ronda; Ríos beklædte flere forskellige ministerposter under Den anden spanske Republik 1931-1939 og gik efter Francos magtovertagelse i 1939 i eksil i USA. Han regnes for en af spansk socialismes mest fremtrædende tænkere og repræsenterede en humanistisk og antitotalitær form for socialisme.

Alfonso Molina holdt af at rejse, og han holdt af at læse; han sad gerne i skyggen af et træ med en bog. Men efter Francos magtovertagelse, da Alfonso Molina var 73 år, måtte han holde en lav profil også på dette punkt. Hans anarkistiske og socialistiske pjecer og bøger blev gravet ned i haven – og gravet op, når han ville læse i en af dem.

Alfonso Molina var, som Nexø skrev, indædt fjende af den katolske kirke. Som dreng havde han haft et nært forhold til nogle af byens præster, men som ung havde han brudt med kirken. Han forsøgte (uden held) at forhindre, at en af hans døtre blev døbt. Hans hilsen var, som Nexø bemærkede det, ikke den almindelige vaya con dios, ’gå med Gud’, derimod paz, caballeros, ’fred, mine herrer’. Men på dødslejet var hans sidste ord: ’Åh, min Gud.’ Han blev efter ønske begravet med sine elskede pjecer og bøger i kisten.29

Der bestod ingen forbindelse mellem Nexø og Alfonso Molina efter deres møde i 1903. Og ind til 1995, hvor jeg opsøgte den, havde Alfonso Molinas familie ingen anelse om, at han var portrætteret i en dansk bog, som var oversat til adskillige sprog.

I 2004 udkom Soldage som den første af Nexøs bøger på spansk, oversat af Blanca Ortiz Ostalé: Días de sol.

Henrik Yde, født 1950. Dr.phil. Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv I-II (1991) (disputats). Tekstkritiske og kommenterede udgaver af alle Martin Andersen Nexøs hovedværker for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (1985-2013). Tekstkritiske og kommenterede udgaver af alle N.F.S. Grundtvigs skoleskrifter og andre af Grundtvigs hovedværker for Grundtvig Centeret på Aarhus Universitet på grundtvigsvaerker.dk (2010-2018). NEXØ. Martin Andersen Nexøs liv og værk (2019)

 

 

 

  1. Nexø: Soldage, side 79.
  2. Sammesteds, side 113.
  3. Sammesteds, side 118.
  4. Sammesteds, side 113.
  5. Sammesteds, side 78.
  6. Sammesteds, side 78f.
  7. Sammesteds, side 218.
  8. Jørgen Hunosøe: ”Den skabende sol. Fælles træk i Martin Andersen Nexøs og Sophus Claussens tidlige forfatterskaber”, Danske Studier 1996, side 68.
  9. Nexø: ”Askov”, Højskolebladet 7. september 1894.
  10. Afsnittet bygger generelt på Raymond Carr: Spain 1808- 1939 og Manuel Tunõn de Lara: El Movimiento Obrero en la Historia de España 1832-1936, 1-3.
  11. Nexø: Soldage, side 41.
  12. Mekanisering af arbejdsprocessen medførte få år efter, at antallet af arbejdersker blev skåret ned til cirka 3.000 i 1906. Men da Nexø besøgte fabrikken ved årsskiftet 1902-1903, var antallet af cigarreras så stort som hverken før eller siden.
  13. Nexø: Soldage, side 40f.
  14. Nexø: ”Ferrers Spanien” II, Politiken 30. oktober 1909, Rejseskildringer, side 166ff.
  15. Nexø: Soldage, side 59.
  16. Sammesteds, side 144.
  17. Sammesteds
  18. Sammesteds, side 138.
  19. Sammesteds, side 139.
  20. Sammesteds, side 142.
  21. Sammesteds.
  22. Sammesteds, side 147.
  23. Sammesteds, side 148.
  24. Sammesteds.
  25. Nexø: Pelle Erobreren, side 941.
  26. Synspunktet er først fremsat af Jørgen Elbek: ”Martin Andersen Nexø og hans sammenhæng”, Fundet og søgt. Artikler om digtere og deres baggrund, side 37.
  27. Oplysningerne om fødsler, dødsfald og ægteskaber i familien Molina hidrører fra kirkebøgerne i Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación, Íllora.
  28. Accession 1990/140, Det Kongelige Bibliotek.
  29. Alle oplysninger om familietraditionens Alfonso Molina Peréz hidrører fra mundtlig meddelelse fra hans datterdatter, Maria Quesada Molina, Íllora, maj 1995. Hun er født i 1935.