Afrikas sidste koloni

Dybt inde i den algeriske ørken, nær grænsen til Mauretanien, lever over 100.000 sahrawier. De er flygtninge fra Vestsahara og har i over 40 år været spærret ude af deres eget land. I 2018 tilbragte Jimmy Munk Larsen en uge i flygtningelejren Smara, hvilket der er kommet denne rejseberetning ud af. Ud over mødet med sahrawierne, belyses deres situationen historisk og politisk, ligesom der sættes fokus på det stærkt kritisable danske engagement i Afrikas sidste koloni.

Af Jimmy Munk Larsen

Det bumper op og ned i den røde bybus fra Bilbao, der på én eller anden måde er endt i Algeriet. Ørkennatten er mørk og kold. Ombord er en flok løbere, der skal deltage i Sahara Marathon. Det er et tilbagevendende spansk-organiseret velgørenhedsløb til fordel for sahrawi-flygtningene – afholdt på deres hjemmebane. Fra lufthavnen i Tindouf eskorteres vi af algerisk politi og militær. Efter et par timers kørsel standser vi ved en form for grænsekontrol, og algerierne overlader os til Polisario-soldater med kalasjnikover. Vi befinder os nu i den del af ørkenen, hvor sahrawierne har etableret deres midlertidige stat. Deres oprindelige hjemland er Vestsahara, men det har været besat af Marokko siden 1975.

Et par unge tilskuere til Sahara Marathon. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Klokken tre om natten når vi flygtningelejren Smara. Her skulle vi i en uge bo, sove og spise hos en sahrawi-familie. Intet varmt vand, ingen Wi-Fi og ingen bacon. Til gengæld masser af te, couscous og kamel. Der var løbere fra en lang række lande fra hele verden. Det var især glædeligt at se, at der var stor opbakning fra algeriske løbere, der også boede hos flygtningene i Smara. Det var altså ikke bare et vestligt feelgood-projekt. Samtidig er der ingen tvivl om, at marathonløbet for Algeriet er en kærkommen lejlighed til at støve landets omdømme af. Den 10 år lange borgerkrig, der sluttede i 2002, og efterfølgende terrorangreb og kidnapninger, har givet landet et blakket ry. Ikke alle sahrawier er begejstrede for Sahara Marathon og det medfølgende postyr. Nogle har affundet sig med situationen og vil bare gerne leve i fred. Andre er helt oppe på barrikaderne og ønsker en genoptagelse af krigen – for at gøre en ende på dødvandet. Man møder begge holdninger, når man bevæger sig rundt i flygtningelejrene.

En typisk familie

Min vært er Mariem Salma. Hun er 23, ugift og taler efter et ophold i Spanien flydende spansk. Det er et krav, arrangørerne stiller til værterne. Mariem bor hele ugen hos storesøsteren Handa og svogeren Dadah i Smara. Ellers bor hun normalt i flygtningelejren Boujdour, hvor hun arbejder som lærer. Handa og Dadah er 34 og 41 år gamle. De er begge født i Smara, og ingen af dem har oplevet andet end flygtningelivet. Det mærkes. Modsat flygtninge herhjemme, om de er fra Libanon, Bosnien eller Syrien, så nærer disse mennesker ingen illusioner om at vende tilbage til deres land.

Mariem poserer med en dromedar. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Familien har tre børn: Wita, Sahel og Safia på 9, 5 og 4 år, som gør opholdet til en fest. Nummer fire er på vej – Handa er fem måneder henne. En hyppig gæst er børnenes kusine Chamila på 14, der også taler spansk. Sahels kammerat Muhammed kigger også tit forbi. Han er genert, men synes de fremmede er spændende. Så han sætter sig i hjørnet med et usikkert smil og rykker langsomt nærmere. Familien kan i Smara betegnes som middelklasse. Bedre stillede familier har både aircondition og Wi-Fi, mens dårligere stillede end ikke har elektricitet. For alle gælder det dog, at der intet rindende vand er. Den manglende gadebelysning gør aftenerne lange. Det er dagligdagens små trivialiteter, der oftest minder os om, at vi er i en flygtningelejr. Der skal hentes vand og laves små gøremål omkring huset. De store tanker om sejr og tilbagevenden til det gamle land fylder intet i hverdagen.

Fisk på land

De fleste sahrawier var før krigen nomader og har således ikke haft tradition for landbrug eller faste arbejdstider. Især de ældre lever derfor som fisk på land i flygtningelejrene, mens de yngre har skullet opfinde et liv og en hverdag i omgivelser, hvor der ingen jord er at dyrke, og ingen fisk at fange. Tiden står stille, og det afspejler sig i måden, man lever på. Når Dadah går i butikken, køber han én ting ad gangen, så han senere har en undskyldning for at gå i butikken igen – og få den seneste sladder. Adspredelserne er få, og flygtningelivet, der egentlig burde være en midlertidig tilstand, er for længst blevet permanent. Flygtningene er afhængige af økonomisk bistand fra Algeriet og udlandet. Vand, mad og tøj fragtes ind af internationale nødhjælpsorganisationer i samarbejde med Algerisk Røde Halvmåne. Særligt blandt børnene er ernæringen et problem, og hverken børn eller voksne får nok jern. I flygtningelejren Dakhla, der er den mest isolerede, har underernæring især ramt børnene.

Chamila til venstre sammen med sin veninde. Foto: Jimmy Munk Larsen.

På den positive side stiller det algeriske militær transportfly til rådighed for sahrawier, der skal til Algier for at modtage hospitalsbehandling eller have ordnet papirer. Desuden går børnene i skole, og mange af dem drømmer om at komme til Spanien eller Cuba. Over 90 pct. af befolkningen i flygtningelejrene kan læse og skrive, hvilket er 10 pct. højere end i resten af Algeriet, 20 pct. højere end i Marokko og 40 pct. højere end i Mauretanien. Når børnene ikke er i skole, passer de sig selv. De spiller fodbold, hinker, leger i bilvrag og laver ulykker.

Brydningstid i ekstremt klima

Invasionen og eksilet har forandret sahrawiernes liv. Det tidligere nomadeliv er slut, og den tilspidsede situation skubber til kønsrollerne. Flertallet af de voksne i flygtningelejrene er kvinder, fordi en stor del af mændene er udsendt til den ikke-besatte del af Vestsahara, hvor de bevogter grænsen til den besatte del. Kvinderne er derfor rykket ind i nogle af de erhverv, der traditionelt har været forbeholdt mændene. Blandt andet er en del kvinder at finde i politistyrken.

Sahel og Safia laver V-tegn, mens legekammeraten Hamdi laver hoved. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Tindouf-regionens klima er barskt og nådesløst. Om sommeren er temperaturen ofte over 50 grader, og området er udsat for både oversvømmelser og sandstorme. I 2015 ramtes lejrene af den seneste store oversvømmelse, hvor flere end 11.000 mennesker påvirkedes. De fleste huse er lavet af sandsten og kan ikke tåle den store mængde vand. Derfor har mange familier i dag et telt stående, som de i tilfælde af nye oversvømmelser kan flytte ind i. Det gælder også Handa og Dadah, der har et telt stående bag huset.

Den sidste koloni

Afkoloniseringen af Afrika omtales ofte i datid, da det er en proces, de fleste anser for afsluttet. Der er dog stadig én koloni tilbage: Vestsahara. Sahrawiernes hjemland. I kolonitiden kaldtes området Spansk Sahara, men i efteråret 1975 gik Franco i koma, og den mangeårige diktator efterlod sit Spanien handlingslammet. Marokko udnyttede situationen ved at lancere Den Grønne March, hvor over 300.000 mand overskred grænsen til den spanske koloni. Otte dage senere blev Madrid-aftalen indgået mellem Spanien, Marokko og Mauretanien. Aftalen indebar, at Spanien opgav Vestsahara, mens Marokko og Mauretanien delte kolonien mellem sig. Dette var i direkte modstrid med den spanske proces om selvbestemmelse for Vestsahara, der blev indledt i 1974, men aldrig afsluttet.

Det marokkanske militær jagede hurtigt sahrawierne ud af Vestsahara. Det skete bl.a. med hvid fosfor, forgiftede brønde og napalm. Fra nord kom der nu et stort antal bosættere til De Sydlige Provinser, som man kalder Vestsahara i Marokko. Som det kendes fra både Prærien og Sibirien opmuntrede Marokko sin befolkning til at bosætte sig i området, bl.a. med kontant økonomisk støtte. I dag er der cirka 500.000 mennesker i hele Vestsahara, hvoraf op mod to tredjedele er bosættere.

Vestsaharas flag vajer over flygtningelejren Smara i Algeriet. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Nabolandet Algeriet var modstander af Madrid-aftalen og tog imod mange flygtninge, som efterhånden etablerede en midlertidig stat i ørkenen, hvorfra sahrawiernes eksilregering i dag opererer. Baggrunden for den algeriske modstand mod Madrid-aftalen skal bl.a. findes i Sandkrigen 1963-64, hvor Marokko forsøgte at erobre de algeriske provinser Tindouf og Béchar. Derfor er Algeriets støtte til Vestsahara ikke kun politisk, men handler også om, at algerierne gerne vil have en stødpude mod Marokko. Sahrawierne er altså blot en lille brik i et kompliceret spil.

Arv fra Den Kolde Krig

Sahrawiernes frihedsbevægelse Polisario var fra starten en ren nationalistisk bevægelse, men fik grundet Den Kolde Krig hurtigt en venstreorienteret profil. USA og Vesteuropa støttede Marokko, mens kommunistiske og socialistiske lande tog godt imod Polisario og deres krav om et frit Vestsahara. Polisario kæmpede først mod det spanske kolonistyre og siden besættelsesstyrkerne fra Mauretanien og Marokko. Ud over Algeriet, der havde tætte bånd til Sovjetunionen, fik Polisario især støtte fra Cuba. Da Mauretanien i 1979 stod på randen af bankerot og kaos, indgik landet en fredsaftale med Polisario og trak sig ud. Det fik dog blot Marokko til også at besætte det sydlige Vestsahara. I 1991, da Sovjet-blokken var i opløsning, underskrev Marokko og Polisario en fredsaftale, der indebar, at tre-fjerdedele af territoriet forblev under marokkansk besættelse. Den sidste fjerdedel, som er ufrugtbar ørken, huser omkring 30.000 sahrawier.

Polisario-tropper til parade på sahrawiernes nationaldag, den 27. februar. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Et kernepunkt i fredsaftalen fra 1991 var, at FN i 1992 skulle forestå en folkeafstemning om tilhørsforhold i hele Vestsahara, så befolkningen kunne vælge mellem selvstændighed eller at blive indlemmet i Marokko. Planen om at afholde folkeafstemning er imidlertid blevet blokeret gentagne gange af Marokko. Stridens kerne er bosætterne. Marokko mener, at de skal have stemmeret, mens FN mener, at de stemmeberettigede er de, der blev registreret i den sidste spanske folketælling i 1974. Hvis bosætterne også skulle stemme, er afstemningen i praksis helt overflødig, da bosætterne i dag udgør det store flertal og utvivlsomt vil stemme for at blive en del af Marokko.

Selv om Den Kolde Krig sluttede for over 25 år siden, spøger den altså stadig i Nordvestafrika. De lande, der anerkender Vestsahara, er the usual suspects: afrikanske og latinamerikanske lande samt Nordkorea, Iran og Syrien. Jugoslavien og Albanien var de eneste europæiske lande, der anerkendte Vestsahara, men med kommunismens fald har Serbien og Albanien trukket anerkendelsen tilbage, ligesom Rusland ikke har engageret sig på sahrawiernes side i samme omfang som i Sovjet-tiden. I 2012 vedtog Riksdagen i Sverige, at den ville anerkende Vestsahara. Da historien i 2015 nåede Marokko, kom det til demonstrationer foran den svenske ambassade i Rabat. Det tvang bl.a. IKEA til at udskyde åbningen af deres første varehus i Marokko. Sverige rettede ind, Vestsahara blev ikke anerkendt, og IKEA åbnede i Casablanca. Den eneste europæiske stat, der i dag anerkender Vestsahara, er udbryderrepublikken Sydossetien, der ikke selv er medlem af FN. Sahrawiernes situation er altså fastlåst i et mønster fra Den Kolde Krig – uden udsigt til opblødning.

Skammens Mur

I årene 1980-87 opførte Marokko en 2.720 km lang mur, der går diagonalt ned gennem Vestsahara. Skammens Mur, som sahrawierne kalder den, adskiller det marokkansk-besatte område fra den del, sahrawierne selv kontrollerer. Muren – der er over tre gange så lang som den israelske mur på Vestbredden – bevogtes af 150.000-200.000 marokkanske soldater. Den har faldgrave, og hvad der betegnes som ét af verdens største sammenhængende minefelter.1 Der spekuleres i, at der er udlagt flere millioner landminer langs muren.2 Fra marokkansk side kaldes det en sikkerhedsmur, der skal forhindre sahrawisk terrorisme. I praksis er murens formål at holde sahrawierne ude, mens deres land udplyndres.

Fuldmåne og graffiti i Boujdour. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Amnesty International har placeret det marokkanske kolonistyre i Vestsahara i top 5 over verdens værste torturstater. I årene 2010-14 blev der dokumenteret 173 tilfælde af tortur på mænd, kvinder og børn – hertil kommer de udokumenterede. Torturofrene er oftest studerende, islamister eller venstreorienterede, der på en eller anden måde har udvist politisk aktivisme. Politiets metoder indebærer tæsk, ophængning i smertefulde positioner, pisk under fødderne, slag mod kønsdelene, elektrisk stød, waterboarding, fødderne i isvand, voldtægt med flasker og knipler samt en torturform, der kaldes stegt kylling, hvor offeret hænges på en stang med hænder og fødder bundet sammen, mens han eller hun brændemærkes med cigaretter.3 I mange marokkanske retssager mod sahrawier bruges der falske vidner og konstruerede beviser. Det er desuden udbredt, at sahrawier ”forsvinder” i den besatte del af Vestsahara og i Marokko.4 Med udvisningen af Said Mansour til Marokko er der kommet fornyet fokus på forholdene i de marokkanske fængsler. I den forbindelse garanterede integrationsminister Inger Støjberg, at Marokko overholder menneskerettighederne.5

Udplyndring

Da Marokko invaderede Vestsahara i 1975, var der udsigt til både indenrigspolitiske og økonomiske gevinster. Kongeriget var skrøbeligt, og kong Hassan 2. havde i starten af 1970’erne overlevet flere kupforsøg. En offensiv markering kunne få ham til at fremstå stærk, så marokkanerne ville samle sig bag ham. Fisk og fosfat var de økonomiske gevinster, som Marokko siden har høstet frugterne af. Netop fiskereserverne ud for Vestsahara er store og har for nylig affødt en smule opmærksomhed omkring situationen. I januar 2018 blev fiskeriaftalen mellem EU og Marokko underkendt af EU-domstolen med den begrundelse, at farvandet ud for Vestsahara ikke bør opfattes som marokkansk farvand. Da over 91 pct. af de fisk, der fanges i, hvad Marokko anser for marokkansk farvand, netop fanges ud for Vestsahara, påstår Marokko nu, at fiskene svømmer dertil fra det internationalt anerkendte marokkanske farvand. Det minder mest af alt om en afledningsmanøvre, og mens de havbiologiske undersøgelser, der vil tage år at gennemføre, pågår, kan udplyndringen fortsætte. Hverken EU eller Danmark har rettet ind efter EU-dommen, og i juli 2018 forlængede EU fiskeriaftalen med Marokko, hvilket ikke kan tolkes anderledes, end at man prioriterer fisk over folkeret. I januar 2018 luftede den danske regering – med opbakning fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de radikale – interesse i på sigt at kunne få kvoter til danske fiskere i det omstridte farvand.6

 

Ørkenen viser ingen nåde. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Vestsaharas anden store naturressource, fosfat, bruges i gødning til landbrug. Her skete der i 2017 noget interessant, da Sydafrika – på Polisarios anmodning – tilbageholdt det newzealandske fragtskib Cherry Blossom i Port Elizabeth. Ombord var 55.000 tons fosfat udvundet i Vestsahara. Sydafrikas højesteret afgjorde i februar 2018, at den retmæssige ejer af fosfatet er sahrawierne. Det er nu planen, at fosfatet skal sættes på auktion, og at købssummen overdrages til sahrawierne. I forvejen er en række lande holdt op med at importere fosfat udvundet i Vestsahara, og sagen har skabt røre i New Zealand, der er den største importør af fosfat fra Vestsahara. Marokko risikerer at brænde inde med en masse fosfat, der ikke kan afsættes. Så længe besættelsen fortsætter, vil sahrawierne dog ikke have nogen kontrol over deres naturressourcer – hverken på land eller i vand.

Få venner

Sahrawierne har få, men gode venner. Det gælder først og fremmest Algeriet, der har givet dem husly, og Cuba, der har været den største støtte uden for Afrika. Under apartheid-regimet støttede Sydafrika Marokko, mens ANC og Polisario støttede hinandens sager. Med systemskiftet i Sydafrika fik sahrawierne en ny stærk allieret, hvilket bl.a. ses i Cherry Blossom-sagen. Andre gamle venner er til gengæld faldet fra. Gaddafis fald har kostet støtten fra Libyen. Hvad værre er for sahrawierne, så vinder Marokko både venner og anerkendelse, såvel regionalt som internationalt. En storstilet og effektiv charmeoffensiv, der bl.a. involverede et seriøst bud på værtskabet for VM i fodbold 2026 – uden kampe i De Sydlige Provinser – har været effektiv. Selv om Marokko tabte kampen om VM til et stærkt samlet bud fra USA, Mexico og Canada, var der mange, der bed mærke i, at lande som Brasilien, Belgien, Frankrig, Italien og Holland stemte på Marokko. At Spanien afstod fra at stemme, skal formentlig opfattes som et forsøg på at undgå at fornærme nogen af parterne i konflikten.

Barneleg i Smara. Foto: Jimmy Munk Larsen.

I 2017 blev Marokko genoptaget i Den Afrikanske Union, som landet ellers forlod i protest i 1984, fordi unionen anerkendte og optog Vestsahara. Genoptagelsen kan opfattes som en stiltiende afrikansk accept af den nuværende situation. Hvis man skal tage de positive briller på, kan man håbe, at Den Afrikanske Union vil kunne lægge pres på Marokko. I Den Arabiske Liga nyder Marokko til gengæld stor opbakning i forhold til Vestsahara. I 2015 fik Marokko et fast greb i de ædlere dele på EU, da man indgik en flygtningeaftale, der skulle stoppe tilstrømningen til Europa via Marokko. Aftalen er Marokko ikke bange for at bruge til at presse EU. Heller ikke FN undgår marokkansk pres. Da generalsekretær Ban Ki-Moon i 2016 under et besøg i flygtningelejrene i Algeriet kom til at kalde Marokko for en besættelsesmagt, udløste det en diplomatisk krise med demonstrationer og udvisning af næsten 80 internationalt ansatte i FN’s fredsbevarende mission i Vestsahara, MINURSO. Krisen sluttede først, da FN beklagede generalsekretærens ordvalg.

Danmark gemmer sig

Danmark har valgt en passiv rolle, hvor vi gemmer os bag EU. Det illustreres bl.a. af vores tilsidesættelse af folkeretten i forbindelse med et eventuelt fiskeri i havet ud for Vestsahara. Ifølge folkeretten kan udnyttelse af naturressourcer i et besat område kun finde sted, hvis to krav opfyldes. For det første skal den oprindelige befolkning have givet sit samtykke til udnyttelsen. For det andet skal den oprindelige befolkning drage nytte af udvindingen af naturressourcer.7 Ingen af de to betingelser er opfyldt i Vestsahara.

Det er symptomatisk for Danmarks forhold til konflikten, at vi gav Marokkos konge, Hassan 2., Elefantordenen i 1988 – året efter Skammens Mur stod færdig. I Norge har Støttekomiteen for Vest-Sahara siden 1993 derimod sat fokus på den marokkanske besættelse og arbejdet for sahrawiernes ret til selvbestemmelse. Som konsekvens heraf har en række norske og internationale selskaber inden for bl.a. fiskeri og fosfat stoppet deres investeringer i og handel med det besatte Vestsahara. Anderledes forholder det sig herhjemme, hvor en lang række pensionskasser, banker, kommuner og firmaer investerer i det besatte Vestsahara. I juni 2017 offentliggjorde Western Sahara Ressource Watch en rapport, hvori danske rederiers rolle i transporten af fosfat ud af Vestsahara blev afdækket. Rederiet Ultrabulk A/S, med hovedkontor i Gentofte, er det mest aktive danske rederi i Vestsahara. Efter at have overtaget det engelske rederi, der ejede Cherry Blossom, droppede Mærsk i juni 2018 transporterne af fosfat ud af Vestsahara. Ultrabulk A/S har imidlertid ikke nogen planer om at følge Mærsks eksempel. Rederiet bekræftede således i december 2018, at det først vil genoverveje sit engagement, hvis der kommer konkrete udtalelser, retningslinjer eller anbefalinger fra Folketinget, FN eller det danske udenrigsministerium. Dette er der hverken tegn på i sol eller måne – mindst af alt fra dansk side. I oktober 2017 var udenrigsminister Anders Samuelsen kaldt i samråd om regeringens linje over for danske firmaers ageren i det besatte Vestsahara. Under samrådet afviste udenrigsministeren at sende en opfordring til danske virksomheder om ikke at handle i modstrid med folkeretten ved at handle med den besatte del af Vestsahara eller transportere naturressourcerne derfra. Fra udenrigsministeren lød det: “Vestsahara er ikke en topprioritet for dansk udenrigspolitik. Vores interesser i Vestsahara er simpelthen for små, både politisk og økonomisk (…) Det vil ikke være god dansk interessevaretagelse at engagere sig aktivt i denne langvarige og komplicerede konflikt. Vi har ingen interesser i at tage ensidig stilling til fordel for en af parterne.”

Men ved ikke ”at tage stilling” tager Danmark netop parti for konfliktens stærkeste part, besættelsesmagten Marokko, som drager fordel af omverdenens passivitet. Og dermed lever Afrikas sidste koloni videre.

Jimmy Munk Larsen (f. 1986) har en kandidatgrad i historie og kulturarvsformidling og har rejst i det besatte Vestsahara, Marokko og Algeriet.

  1. Laura Na Blankholm og Nikolaj Houmann Mortensen: ”Alt er midlertidigt, indtil Afrikas sidste koloni er fri”,  Information, 19. marts 2016. www: https://www.information.dk/mofo/midlertidigt-indtil-afrikas-sidste-koloni-fri
  2. Landmine & Cluster Munition Monitor: “Western Sahara – Mine Action”, 13. december 2017. www: http://www.the-monitor.org/en-gb/reports/2017/western-sahara/mine-action.aspx
  3. Amnesty International: ”Tortur er udbredt i Marokkos fængsler”, 22. maj 2015. www: https://amnesty.dk/nyhedsliste/2015/tortur-er-udbredt-i-marokkos-faengsler
  4. Amnesty International UK: “Morocco/Western Sahara: Day of the ‘Disappeared’ – families still await truth and justice”, 30. august 2002. www: https://www.amnesty.org.uk/press-releases/moroccowestern-sahara-day-disappeared-families-still-await-truth-and-justice
  5. Theis Lange Olsen: ”Støjberg om hjemsendelse af Mansour: Han har stået allerøverst på listen”, dr.dk, 5. januar 2019. www: https://www.dr.dk/nyheder/indland/stoejberg-om-hjemsendelse-af-mansour-han-har-staaet-alleroeverst-paa-listen
  6. Claus Djørup: ”EU-dom indhegner forhandlinger om fiskeri ud for Vestsahara”, Fagpressen.eu, udateret. www: http://fagpressen.eu/mandat-til-marokko-aftale-udvidet-med-s-og-r/
  7. Morten Nielsen: ”Udenrigsministeren underminerer EU domstolen: Vil lave fiskeriaftale der omfatter det besatte Vestsahara”, Afrika Kontakt, 17. januar 2018. www: https://afrika.dk/article/udenrigsministeren-underminerer-eu-domstolen-vil-lave-fiskeriaftale-der-omfatter-det-besatte