Jeannette Ehlers: Afkolonisering begynder med bevidstgørelse

INTERVIEW. Det migrations- og asylaktivistiske udstillingssted Center for Art and Migration Politics, der holder til i Trampolinhuset i København, viser denne vinter udstillingen Decolonizing Appearance. Her adresserer en række kunstnere migrationspolitiske temaer og formidler deres bud på postkolonialistisk modstandskamp. Serena Hebsgaard har mødt Jeannette Ehlers, der bidrager til udstillingen med video-performanceværket ’The Gaze’, til en snak om kolonialisme, vidensproduktion og kunst som afkolonisering.

 Af Serena Hebsgaard
Jeannette Ehlers, 
The Gaze (2018). HD-videoprojektion (to kanaler) med lyd. Foto af Delmar Mavignier.

Bannere og plakater pryder Trampolinhusets indgang til Centre for Art and Migration Politics (CAMP). Med budskaber som ”Bekæmp det hvide overherredømme”, ”decolonize this place”, og ”no borders” er rammen sat for stedets aktuelle udstilling, Decolonizing Appearance.

Der er malet ildrødt på væggene i de små udstillingsrum, hvilket skaber en dramatisk stemning omkring de stærke og genremæssigt vidtfavnende værker, der stort set repræsenterer hele paletten af kunstneriske former: fra lysinstallationer til fotografi og performance. Tilsammen deler værkerne imidlertid nogle tydelige tematiske omdrejningspunkter, allerede tilkendegivet i udstillingens titel, navnlig kolonialisme, tvungen migration, diaspora og racisme.

Jeannette Ehlers’ videoværk ’The Gaze’ er det umiddelbart første, man lægger mærke til i rummet. Videoen består af en elegant krydsklipning mellem kunstneren og hendes medoptrædende, der stirrer skarpt på skærmens publikum, og et nærbillede af en person, der med jævne mellemrum udsiger ”I’m here because you were there”. Ehlers’ værk er på den måde iøjefaldende allerede ved sit æstetiske udtryk. Samtidig er det et exceptionelt emblematisk kunstværk i forhold til dét at afkolonisere fremtræden, der er omdrejningspunktet for udstillingen som helhed. Decolonising Appearance udforsker, hvilken rolle ’fremtræden’ spiller i kolonialisme, neokolonialisme og i opretholdelsen af racistiske strukturer – problemstillinger, som har været genstand for Ehlers’ arbejde gennem de sidste 10 år. Hun står bag adskillige performanceværker og er bl.a. kendt for sin store ’I am Queen Mary’-skulptur på Langelinie.

Jeg møder Ehlers på Blågårdsgades Cafe Arabica til en kop kaffe. Vi falder hurtigt i snak om Trampolinhuset, CAMP og den udstilling, som ’The Gaze’ er del af. Trampolinhuset ligger i København og er et medborgerhus for asylansøgere, flygtninge og andre med eller uden papirer, der bruger huset til aktiviteter såsom sprogkurser, fester, børnepasning, praktikforløb og som opholdssted i dag- og aftentimer. Siden 2015 har CAMP, der er en selvstændig del af Trampolinhuset, lavet udstillinger, workshops og andre kunstneriske tiltag, som tager afsæt i migrationspolitiske spørgsmål.

Ehlers virker beæret over at få lov til at udstille på CAMP og fortæller begejstret om værkets særlige tilblivelsesproces, der er sket i samarbejde med aktivister fra huset:

”Selvom jeg er afrodansker, så har jeg jo en hel anden baggrund end flere af de folk, der er med i videoen, som kommer fra katastrofe- og krigsramte områder. Det er jeg selvfølgelig yderst bevidst om. Samtidig føler jeg, at jeg med værket har mulighed for give stemme til nogen, som måske ikke så let får taletid i hverdagen. Og overordnet set føler jeg, at vores baggrund på en eller anden måde er sammenhængende på grund af det koloniale projekt.”

Performancen ’The Gaze’ er blandt andre opført sammen med asylansøgende folk, der er anbragt i dét som ret eufemistisk kaldes ’Udrejsecenter Sjælsmark’. Ehlers pointerer i den forbindelse, at der generelt er stor mangel på repræsentationsmuligheder for netop denne gruppe af befolkningen, og håber, at ’The Gaze’-projektet for de deltagendes vedkommende også har bidraget til en fornemmelse af at blive set på en anden måde, end man måske bliver det til daglig som flygtning i Danmark. Dette special-kuraterede samarbejde har med sin medfølgende diskussion været en vigtig del af ’The Gaze’ og giver genlyd i forhold til værkets eksplicitte tematikker.

”Noget af det, der var rigtig fedt ved at lave den her performance, var, at jeg kun havde sorte performere med på scenen. Og det er ikke så tit, at det sker – eller rettere, det ikke er så tit, det sker i Danmark, for man ser det selvfølgelig andre steder. I USA kan man jo eksempelvis sagtens have forestillinger kun med sorte performere, men i Danmark er det sjældent set. Så på den måde var det meget empowering at gøre.”

’Vi er her, fordi I var dér’

det kan godt være, at Danmark har solgt (nogle af) sine kolonier for 100 år siden, men derfor er vi ikke ude af det. Vi har i dén grad påvirket den retning, som verden følger i dag gennem et europæisk projekt, der har varet over 500 år.Ehlers mener, at Danmark generelt er ret tilbagestående, hvad angår racisme og postkolonial selvindsigt: ”Altså jeg tror stadigvæk, vi er på neandertalerstadiet. Måske lige et trin højere? Nej, vi er faktisk stadigvæk på, hvad der svarer til neandertalerstadiet i Danmark.” Hun griner lidt, men er tydeligvis alvorlig og overhovedet ikke begejstret for denne tilstand.

Ehlers fremhæver, hvordan dansk racisme – der i sagens natur går lige så langt tilbage som den danske nationalstats historie – længe har fundet sit tydeligste udtryk i en ekstremt hård asylpolitik og udbredt xenofobi over for flygtninge såvel som danskfødte ’efterkommere af indvandrere’. Men hvor langt er der egentlig mellem den koloniale slavenation og den danske racisme, vi ser i dag? Er der tale om et brud, en snigende fortsættelse eller en decideret ’ny racisme’? I Ehlers’ kunst er det netop forbindelsen mellem fortid og nutid, der bliver tydeliggjort – specielt i ’The Gaze’, der centrerer sig om Stuart Hall-citatet ”We’re here because you were there”. Jeg spørger hende om, hvad vi skal forstå ved citatet i en dansk kontekst.

”Citatet giver akkurat mening, hvis man ikke kun tænker ud fra ’dansk kontekst’. Det tror jeg, at mange har svært ved at forstå herhjemme i Danmark. Danmark er ekstremt hurtig til at isolere sig i forhold til den koloniale historie og adskille sig fra Europa, samtidig med at vi også gerne vil være en del af det større billede, når det handler om de gode ting. Men det koloniale projekt er helt grundlæggende et europæisk projekt, som vi var – og er – en del af. Citatet peger på det, Europa har sat gang i med dets invasion af nærmest hele verden. Man kan jo se nu, at mange af de flygtninge, som kommer til Europa, på mange måder er en konsekvens af det koloniale projekt. Så det kan godt være, at Danmark har solgt (nogle af) sine kolonier for 100 år siden, men derfor er vi ikke ude af det. Vi har i dén grad påvirket den retning, som verden følger i dag gennem et europæisk projekt, der har varet over 500 år. Og det er stadigvæk de samme magtstrukturer, der blev grundlagt dengang, som præger vores verden nu.”

Jeannette Ehlers har mange års erfaring med at skabe kunst, der vedrører kolonialisme og racisme, og har fået stor international anerkendelse som kunstner inden for det dekoloniale felt. Aktuelt står hun blandt andet bag den majestætiske ’I am Queen Mary’-skulptur, som er lavet i samarbejde med billedkunstneren La Vaughn Belle og har prydet Den Kongelige Afstøbningssamling (tidligere ’Vestindisk Pakhus’) siden marts sidste år. Det har en vild effekt, at den syv meter høje kvindelige statue står parallelt med den grønirrede kopi af Michelangelos David og foran en bygning med utallige andre små hvide mandestatuer. På den måde kredser både ’I am Queen Mary’ og ’The Gaze’ om repræsentation og dét at destabilisere magtpositioner – strategier, som går igen i Decolonizing Appearance. Jeg spørger Ehlers, hvilke temaer og afkoloniseringsmetoder der var vigtige for hende at tage op i ’The Gaze’.

”Dengang jeg lavede live udgaven af ’The Gaze’ [som oprindeligt er en scene i en større performance ved navn ’Into the Dark’], sad performere og publikum i fire lange minutters tavshed og stirrede på hinanden, hvorefter én af de optrædende gik ud blandt publikum. Hun udvalgte en person, som hun så skiftede sæde med. Hun satte sig altså blandt publikum, mens den tilfældige tilskuer blev placeret på scenen. Den optrædende sagde så gentagne gange ”I’m here because you were there” op til scenen. Det var ret intenst! Herefter svarer resten af de optrædende ”We are here because you were there”, så der bliver sådan en call/response-situation, en form, der trækker på afrikanske traditioner og som indebærer en interaktion med publikum.”

Ehlers’ mange performanceværker bryder generelt med forestillingen om kunst som en ukompliceret, ensrettet form for afsender-modtager-kommunikation. I ’The Gaze’ træder det interaktive element også igennem i den videoinstallation, som kan ses i CAMP. De optrædendes blikke, der konstant hviler på værkets beskuer, har en gennemtrængende virkning, idet opstillingen grundlæggende vender om på de roller, der er i spil i interaktionen. Det fører til en umiddelbar følelse af hypervisibilitet, der – som Ehlers også nævner – kan virke voldsom på folk, der ellers ikke udsættes for dén og lignende former for diskrimination (altså os, som er hvide). Det føles lidt som at blive kaldt ud for sin indgroede, social- og samfundsbetingede racisme, som man i samme moment bliver konfronteret med. Ehlers nævner konfrontation som en særligt effektiv strategi i formidlingen af denne slags temaer:

”’Into The Dark’-performancen bestod også i, at jeg havde sat to store spejldøre i stedet for et normalt teatertæppe, så publikum blev konfronteret med sig selv, hver gang der var sceneskift. Det skabte en underlig – kunne jeg forestille mig – eller måske endda lidt ubehagelig situation, der samtidig var meget konfrontatorisk.”

Installationsfoto fra CAMP’s udstilling af Mads Holm

Hun forklarer, at det havde en særlig effekt på publikum, som i høj grad var hvidt, at sidde og se sig selv i spejldørene, hvorefter de åbnes, og der sidder et hold af sorte mennesker og kigger tilbage på dem. Men der var heller ikke kun hvide personer inde at se ’The Gaze’, fortæller Ehlers og beskriver, hvordan kunstneriske effekter også afhænger af tilskuerens position:

”Jeg tror, der var meget stor forskel på, hvordan folk oplevede det. Jeg tror, mange hvide følte det som enormt konfrontativt og måske følte sig presset. Hvorimod det er mit indtryk, at mange af de sorte, som var inde at se det, var ekstremt begejstrede, fordi de for en gang skyld så sig selv repræsenteret på scenen. Så der var lidt for enhver smag – eller position, hvis man kan sige det sådan. Så det handler helt grundlæggende om repræsentation og magtforhold. Konfrontation tror jeg, at jeg ville kalde det. Refleksion.”

Afkolonisering kræver hårdt arbejde

Det handler om at vende blikket og ændre afgørende ved den måde, vi ser tingene på. Som regel er det jo fra ’det hvide eurocentriske blik’, at vi har vores norm, men der er så mange andre måder at se tingene på; der er så mange andre historier at fortælleUdstillingen Decolonizing Appearance består ud over ’The Gaze’ blandt andet af Khalid Albaihs ’Africa Light’, der i en lysinstallation illustrerer udvinding af ressourcer fra det afrikanske kontinent til de europæiske og nordamerikanske imperier, Marronage og MTL Collectives afkoloniserings-aktion ’Decolonizing Assembly’ samt en videoprojektion af Forensic Architecture’s retstekniske vidnesbyrd om israelske besættelsesstyrkers mord på to unge palæstinensere i maj 2014. Der er med andre ord mange udtryk for kolonialitet og afkolonisering i spil i de forskellige værker. Jeg spørger Ehlers, hvad det vil sige for hende at ’afkolonisere fremtræden’.

”Det handler om at menneskeliggøre dem, som generelt er blevet umenneskeliggjort, og synliggøre nogle historier, som ikke er synlige normalt – eller som ikke plejer at få plads. Det handler om at vende blikket og ændre afgørende ved den måde, vi ser tingene på. Som regel er det jo fra ’det hvide eurocentriske blik’, at vi har vores norm, men der er så mange andre måder at se tingene på; der er så mange andre historier at fortælle og så mange andre lag i vores fælles historie, som ikke får plads. Og det er dem, som jeg gerne vil prøve på en eller anden måde at åbne op for. For min egen undersøgelses skyld, men selvfølgelig også for at skabe et nyt rum for publikum.

Det er en form for vidensproduktion, vil jeg sige. Og det kræver rigtig meget arbejde – ikke kun for mig, men også for publikum og for de folk, der er involverede. Det er en meget lang proces. Man kan ikke afkolonisere på et par dage, det tager nok en livstid – selv er jeg ikke engang halvvejs!”

Ehlers pointerer flere gange, at afkolonisering også er en personlig proces, der så at sige starter indefra og kræver kontinuerligt arbejde. Hun ser ikke sig selv som fuldstændigt ’afkoloniseret’ – det bør snarere ses som et vigtigt projekt, man skal blive ved med at arbejde på.

”Det er virkelig en streng proces, der er nødvendig, og som kan være enormt smertefuld såvel som glædesfyldt. Der er mange konfrontationer, der skal tages, og der er mange nye indsigter, man er nødt til at være åben over for eller i hvert fald reflektere over. Det er komplekst, fordi det handler om magtforhold og privilegier på alle mulige planer. Det er ikke kun sort/hvidt; det er virkelig, virkelig mange forskellige lag, der er filtrede ind i hinanden.

Det er noget, man hele tiden skal forholde sig og tage aktivt stilling til: ikke kun i sit arbejde, men også i de valg, man foretager sig i sit private liv. Og det kan være virkelig svært.”

Består afkoloniseringsprojektet også i at dekonstruere mainstream euro-amerikanske kunstdogmer?

”Ja, helt sikkert! Altså afkolonisering skal ikke kun ske ét sted – det foregår alle steder. Det patriarkalske koloniale system og dermed den strukturelle racisme, der er blevet lagt ned over os, har en omfattende indflydelse på vores gøren, laden og væren. Derfor er det på alle planer, at man skal afvikle og aflære for at få det her projekt til at slå igennem. Og alt er jo så indlejret i vores adfærd, at det er svært at ændre på én gang. Og mit felt, kunsten, er i høj grad også præget af det eurocentriske syn. Dér foregår rigtig mange aflæringsprocesser – for mit eget vedkommende og forhåbentlig også for mit publikum.”

Hvilken rolle spiller kunst i afkolonisering og antiracistisk kamp sammenlignet med andre modstandsformer?

Den udstilling, som er på CAMP lige nu, er efter min mening ekstremt vigtig. Selvfølgelig fordi den har afkolonisering som sin genstand, men også fordi den er produceret af folk, som på en eller anden måde selv befinder sig ude i margenen.”Jeg tror, at kunst kan åbne for vores perception på en anden måde end så meget andet. Jeg tror virkelig, at kunsten kan forandre. Det kan generere sprækker ind til nye indsigter, hvad end det er ved at være konfrontativ eller poetisk … Med kunst siver tingene ind og lagrer sig i kroppen på en særlig måde, hvilket giver anledning til nye erkendelser. Noget af det, jeg har oplevet i min egen praksis, er, at folk kommer hen til mig og er meget berørte af det, jeg har lavet, fordi de forstår tingene på en anden måde, end hvis det bare var blevet konstateret, eller hvis der var en eller anden politiker, som havde talt om det.”

Ligesom Ehlers er optaget af forbindelsen mellem kolonialisme og vidensproduktion, er det en grundpræmis for hendes arbejde, at aflæringsprocesser starter i den samme kulturelle sfære. Afkolonisering er et opgør med den europæiske traditions metoder, æstetik og dogmer, og generelt hele paradigmet bag ’det hvide blik’, som Ehlers’ ’The Gaze’ står i udtrykkelig opposition til. Noget af det mest krasbørstige ved kolonialisme og racisme er, at det er institutionaliseret i en sådan grad, at parlamentarisk politik, som vi kender det, næppe kan råde bod på miseren alene. Og af samme grund er kunst netop et af de områder, hvor disse problemstillinger kan blive afmonteret langt mere effektivt. Ehlers uddyber:

”Jeg er sikker på, at kunsten kan noget, som mange andre felter ikke kan. Så er der selvfølgelig også nogle ting, som kunsten måske ikke formår, men som kræver parlamentarisk politik, det er klart. Vi [kunstnere, red.] kan jo ikke gå ind og ændre på forfatninger – men det kan vi så alligevel indirekte! Den udstilling, som er på CAMP lige nu, er efter min mening ekstremt vigtig. Selvfølgelig fordi den har afkolonisering som sin genstand, men også fordi den er produceret af folk, som på en eller anden måde selv befinder sig ude i margenen. Og det er virkelig vigtigt at få de her stemmer ind, som ikke rigtig får plads i det overordnede perspektiv. Det, der er så fantastisk ved kunsten, er også, at man kan adressere disse problemstillinger på nogle meget simple måder. Det er blandt andet dét, jeg prøver at stræbe efter i mit eget projekt. At lave nogle ting, som på en eller anden måde har et simpelt udtryk, men stadigvæk åbner op for nogle komplicerede spørgsmål og bærer en kompleksitet.”

Marronage og rum for afkolonisering

For Ehlers er Trampolinhuset et særligt interessant eksempel på kunstens politiske potentiale, eftersom det oprindeligt startede som et kunstprojekt i 2010. Hun fremhæver desuden tidsskriftet Marronage og roser det feministiske, antiracistiske kollektiv for at have taget hul på nogle komplekse og meget presserende problematikker på en klar og ”befriende hardcore” måde.

Jeg spørger hende, om hun synes, at der generelt er sket en udvikling i Danmark i de seneste par år i forhold til (om ikke andet) debatten om kolonialisme og racisme. Det synes hun faktisk, at der er:

 ”Da jeg startede med at arbejde med disse emner for 10 år siden, var jeg også selv meget grøn. Jeg havde en eller anden kropslig erfaring, som jeg ikke havde artikuleret ordentligt endnu. Og det har jeg stadigvæk. Men jeg er meget bedre til at udtrykke det igennem kunst, end jeg er til at tale om det. Dengang var der et utrolig begrænset fokus på de her ting, men jo mere erfaring og jo større indsigt man selv får, desto mere udvider rummet for debatten sig også.

Jeg har et kæmpe netværk uden for Danmark, som har hjulpet mig meget på vej, fordi man dér taler om det på et helt andet niveau og i en større kontekst. Og fordi kolonialisme jo er en global tilstand og et globalt projekt. Så derfor er modstanden også global i sin karakter og sit omfang. Jeg vil i denne anledning gerne fremhæve min nære ven og mentor, kurator og akademiker Alanna Lockward, hvis pludselige død for nylig kom som et chok for mig. Hun har gjort et ubeskriveligt stort stykke arbejde for at sætte afkolonisering på dagsordenen her i Europa, med sine skrifter, seminarer og udstillingsprojekter, herunder Black Europe Body Politics.

Jeg føler helt klart – og især efter sidste års markering af 100-året for salget af De Vestindiske Øer, at der er kommet mere fokus på det, og at der er opstået mange flere fora, hvor man kan tale om det. Måske særligt inden for universitetsmiljøet, der har haft mange seminarer og symposier og foredrag, hvilket jo kun er godt! Men det mangler stadigvæk at sive ud i befolkningen sådan for alvor. Jeg håber, at det arbejde, som jeg og mange andre gør herhjemme såvel som i udlandet, på en eller anden måde vil ændre mentaliteten over tid. Det er jo som sagt ikke noget, der bare flipper fra den ene dag til den anden, men jeg håber da lidt, at de kommende generationer vil lære af disse ting og på en eller anden måde få en ny bevidsthed, som kan vinde frem.

På den ene side er det rigtig svært at have tiltro til et sådant paradigmeskift lige nu, fordi vi har en udpræget højredrejet bevidsthed og mentalitet i hele ’Vesten’, men samtidig bliver modstanden så også dét stærkere, tænker jeg. Og dem, der har mod på at gøre oprør imod det, bliver nødt til at være enormt stærke. Jeg håber, at alle de gode initiativer, vi ser for tiden, kan være med til at ændre kursen på længere sigt.”

Der er en dejligt motiverende optimisme at spore i Jeannette Ehlers’ ellers kritiske og bekymrende ord. Den bedrift, der ligger i at gøre sig bevidst om (neo)kolonialisme og aktivt undersøge dens konsekvenser, kræver givetvis en indsigt, som de fleste hvide mennesker lettest er foruden. Til trods for at postkolonialisme, afkolonisering og antiracisme stadig har meget lidt resonans blandt danskere, så er indsatsen måske i virkeligheden større end medier, uddannelsespensa og anden standard vidensproduktion lader os det vide. Ligeledes bliver de mange platforme for antiracistisk aktivisme altså tydeligere, så snart man engagerer sig i modstandskampen. Jeg spørger med en lidt pompøs formulering ind til dét omkring aktivisme:

Hvilke andre metoder skal vi tage i brug? Hvad kræver afkolonisering, og hvordan allierer man sig bedst muligt i det projekt?

Ehlers sukker lidt overrumplet:

”Det er virkelig svært at svare på. Jeg gør det jo via min kunst… Men altså det bedste vil vel være at gøre sig bevidst om problemstillingen, det er jo det første skridt. At man ligesom åbner op for sin bevidsthed og sin forståelse, og så derigennem uddanner sig selv, lytter og læser en masse om kolonitiden og om, hvad kolonialitet er. Så man kan forstå de strukturer, der er på spil, og siden aflære dem. Så kan man selvfølgelig også undersøge, hvad dekolonialitet er eller kan være.

Afkolonisering fordrer en bevidsthed ned til mindste detalje, såsom hvad du spiser, hvor du spiser og den slags ting. Fra det nære til det universelle. Alt det hænger sammen. Men aktivisme kan findes mange forskellige steder. Fra  demonstrationer til folk, som arbejder med disse tematikker eller er aktive i fællesskaber såsom Trampolinhuset – det er da fantastiske bud på, hvad man kan gøre. Du kan opsøge folk, der arbejder med emnerne, hvor du føler, at du kan give et bidrag. Vi er alle sammen forskellige, og vi har alle sammen hver vores kvaliteter at bidrage med. Desuden er det vigtigt, at man tør afgive nogle af sine privilegier og at  f.eks. kulturinstitutioner tør satse på at ansætte folk med en anden etnisk baggrund end dansk – ikke kun i de nederste lag i hierarkiet, såsom rengøringspersonale og opvaskere, men i den grad også i toppen.”

Hun siger det sidste med et let opmuntrende smil og en samtidigt opfordrende standhaftighed, der henleder tankerne på noget revolutionært af en vis størrelse:

”Men det vigtigste er, at du bliver bevidst om disse strukturer og ligesom får knækket koden til, hvad de handler om, og hvordan man bedst muligt opererer i dét system. Det er svært, men det er ikke umuligt!”

Decolonizing appearance er en del af CAMPs to-årige projekt State of Integration: Artistic analyses of the challenges of coexistence og vises indtil d. 30. marts 2019.

Se mere på: http://campcph.org/

Serena Hebsgaard er MA i Arabisk og Migrationsstudier fra SOAS University of London og frivillig rådgiver i Trampolinhuset og Dansk Flygtningehjælp