Ny græsrodssocialisme vinder i New York

En reportage over Alexandria Ocasio-Cortez’ banebrydende valgsejr i New Yorks 14. distrikt

Af Johan Wizan

Alexandria Ocasio-Cortez’ sejr over Joe Crowley og det Demokratiske partimaskineri i New Yorks 14. kongresdistrikt viser, at et bramfrit og jordnært budskab om et mere retfærdigt samfund kan nå langt. Spørgsmålet er nu, om den græsrodsbevægelse, der bragte Ocasio-Cortez sejren, kan bevare sit momentum og radikale karakter.

Jeg havde hørt om Ocasio-Cortez-kampagnen i New Yorks venstreorienterede kredse i nogen tid. Men det var først, da hun besøgte vores lille ’mutual aid’-projekt i Queens, at jeg begyndte at få øjnene op for, hvad hun var i færd med at opbygge politisk: en hidtil uset, græsrodsfunderet demokratisk socialisme.

Jeg havde sammen med en lille gruppe af socialister og anarkister brugt efteråret og vinteren på organiseringsarbejde i de sociale boligbyggerier omkring Queensbridge. En dag havde vi opstillet et bord med gratis kaffe og donuts ved et busstoppested for at komme i tale med forbipasserende om lokalsamfundets problemer og behov.

Gruppen har længe haft en tilstedeværelse i området, men busstoppestedet var strategisk valgt, for bussen, der stopper her i weekenden, kører til fængslet på Rikers Island. Mange af passagererne tager ud for at besøge pårørende blandt de indsatte. Idéen var at vise solidaritet med de familier, der er ramt af den repressive politistat. Vi ville høre de pårørendes egne historier og erfaringer og skaffe os indblik i, hvad de selv mener, der bør gøres for at modarbejde fængselssystemets ødelæggende magt.

Den lokale partiforening for Democratic Socialists of America (DSA), som de fleste i vores gruppe er medlemmer af, fik langsomt kendskab til vores projekt, og på den måde nåede vi også ud til Alexandria, der spurgte, om hun måtte komme ud og se, hvad vi lavede.

Det handler derfor i første omgang om at socialisere folk politisk – at overbevise dem om, at de kan være aktive subjekter og ikke blot magtesløse objekter. Det er fantastisk svært, fordi fremmedgørelsen af gode grunde er dybt indlejret i den amerikanske arbejderklasse, som ikke er blevet tilbudt noget reelt fra magthavernes side i mere end 40 år.I begyndelsen var vi tilbageholdende over for at blande valgkamp ind i vores spæde forsøg på at opbygge tillid og politisk sammenhold, men endte med at takke ja til et besøg, på betingelse af at der ikke blev uddelt valgmateriale eller lignende. Alexandria deltog på lige fod med alle os andre. Hun skænkede kaffe og lyttede.

Garvede hiphop-hoveder vil kende Queensbridge som nabolaget, hvor rapperne Nas og Mobb Deep voksede op, men ellers har det været et forsømt hjørne af New York, som i mange år har lidt under økonomisk og socialt forfald – og politiets jævnlige chikane. Det er dog ikke helt rigtigt længere. For fem år siden fik de lave ejendomspriser og den storslåede udsigt til Manhattans skyline pengene til at strømme til bydelen. Nu er kæmpe glasbygninger skudt op få hundrede meter fra et af byens største sociale boligkomplekser. Det synlige skel mellem rig og fattig er slående.

Kvarteret er ikke en del af New Yorks 14. kongresdistrikt, hvor Ocasio-Cortez stiller op, men hun kom alligevel ud for at vise støtte og lære, hvad almindelige menneskers tænker og ønsker. At en politisk kandidat viste interesse for denne type ikke-valgkampsrelaterede sociale engagement, viste for os, at hun havde en anden tilgang end den gængse donorfokuserede politik, og at hun faktisk syntes at leve op til sine slagord og principper. Efter dette møde begyndte de fleste af os at afsætte tid til at støtte Alexandrias kampagne ved at stemme dørklokker eller ringe til vælgere.

Ocasio-Cortez’ overraskende sejr har netop at gøre med at bygge en vælgerkoalition gennem solidaritet. Udfordringen i første omgang er mobilisering af vælgerne. Langt størstedelen er enige i det enkle og progressive budskab, som Alex fremførte, men folk i disse områder er blevet apatiske. Hele deres liv har de oplevet en så gennemgribende marginalisering, at de ikke føler, at de har nogen plads i politik.

Det handler derfor i første omgang om at socialisere folk politisk – at overbevise dem om, at de kan være aktive subjekter og ikke blot magtesløse objekter. Det er fantastisk svært, fordi fremmedgørelsen af gode grunde er dybt indlejret i den amerikanske arbejderklasse, som ikke er blevet tilbudt noget reelt fra magthavernes side i mere end 40 år. Det er uhyre vanskeligt at overbevise folk, der er blevet ekskluderet fra politisk indflydelse,1 om, at det denne gang er anderledes.

Det årtier gamle DSA oplevede noget af en genfødsel, da nye medlemmer strømmede til i kølvandet på Donald Trumps valgsejr og det Demokratiske partis kollaps i 2016. Det er den lokalpolitiske organising, som har givet pote, i modsætning til de mange nørdede diskussionsklubber, der aldrig nåede længere end til kitschede marxistiske kliker.

Dette kan være svært at lære, eftersom næsten alle har fået indbanket, at politik er noget, der ved sjældne lejligheder sker ved stemmeboksen, og ikke en konstant daglig praksis. Aktive partimedlemmer har derfor udviklet politisk organisering på alle mulige niveauer ud over det valgmæssige. Det gælder alt fra direkte aktion og demonstrationer til organisering af beboerforbund imod dårlig behandling fra udlejere og gratis reparation af billygter, hvilket er politiets hyppigste påskud til at foretage trafikstop af sorte bilister.

Det er dog stadig i kampagnepolitikken, at mange føler, de gør en forskel, og det var derfor det mest nærliggende sted at sætte ind for en masse partimedlemmer, der praktiserer politisk arbejde for første gang. Forrige sommer kastede mange aktivister sig således ind i New Yorks byrådsvalg på vegne af to DSA-anbefalede kandidater: Khader El-Yateem og Jabari Brisport. Folk gik ud i de sene sommermåneder sidste år i Brooklyns Bay Ridge-kvarter for El-Yateem, en lutheransk pastor med palæstinensisk baggrund og et socialistisk program, og Brisport, en yngre aktivist, der stillede op for det amerikanske Green Party i Crown Heights-området.

I begge byrådsvalg stod det hårrejsende tæt, men vi tabte i sidste ende. Det bekræftede, hvad vi allerede vidste: at kampen mod en velbefæstet Demokratisk partimaskine ville blive overordentlig svær, og at vi ikke kan forvente at opbygge en radikal vælgerkoalition på blot halvandet år, men må indstille os på en længere tidshorisont. Man springer ikke ud som formfuldendte politiske aktører, når hele systemet er designet til, at samfundets lavere lag ikke skal føle sig velkomne. Som vælger tilbydes man sjældent et reelt alternativ til det bestående; i stedet må man stemme på det mindst onde for at undgå slemmere alternativer.

At arbejde for El-Yateem og Jabari var for mange inspirerende, men også en erfaring at bygge videre på. Vi mobiliserede tusindvis af vælgere, men efter nederlagene på valgdagen blev denne energi spildt, da vi ikke formåede at bygge på de nye relationer, der var blevet etableret og kunne bruges i andre sammenhænge og kampagner. Hvis vi for alvor vil modarbejde den ulighedsskærpende herskabeliggørelse af kvarteret, må vi mønstre en håndgribelig tilstedeværelse blandt de mennesker, som vi ønsker at støtte. Så de kan se, at vi ikke kun er her kortvarigt for at sikre os deres stemmer og først vil dukke op igen til næste valg.

Vores ’mutual aid’-arbejde udsprang af behovet for en konstant tilstedeværelse i de miljøer, som vi ønskede at organisere og hjælpe med at forsvare sig imod myndighedernes overgreb. Initiativet blev taget af DSA-medlemmerne Jose og Matt, der kendte hinanden fra deres tid som marineinfanterister i Irak – krigens illegitime og imperialistiske karakter var i høj grad kilden til deres radikalisering – og vi andre sluttede os meget hurtigt til projektet, da vi øjnede et nødvendigt alternativ til den frugtesløse valgkampspolitik.

Ocasio-kampagnen

Alexandria Ocasio-Cortez er ligesom mange DSA-medlemmer en politisk nybegynder. Før hun blev aktiv i Bernie Sanders’ præsidentkampagne i 2016, arbejdede hun som bartender i New York. Hendes store gennemslagskraft skyldes hendes skarpe budskaber og uhøjtidelige vælgerkontakt, og at hun har en autentisk tilknytning til det 14. valgdistrikt og dets vælgere. Men mere end noget andet var hendes sejr et resultat af et utrætteligt benarbejde, der gik ud på at overbevise vælgerne om, at der var forskel på hende og den siddende repræsentant, den politiske veteran, og donorklassens darling, Joe Crowley.

Bedrøveligt nok for et nominelt demokrati som USA’s er rigtig mange mennesker slet ikke klar over, at der er valg, eller at de kan stemme til det. Dette er selvfølgelig i eliternes interesse. Underklassen skal ikke koncentrere sig om politik, endsige bruge deres energi på undergravende tankevirksomhed. De skal i bedste fald være tilskuere.Hendes politiske tiltag talte deres eget sprog: sundhedsforsikring for alle, fuld beskæftigelse via føderal investering i job- og boliggaranti, komplet CO2-neutral energiomstilling i 2035, nedlæggelse af immigrationspolitiet ICE, reform af politi- og fængselssystemet og en total afvisning af støtte fra store politiske donorer.

Stort set alle vælgere, der har tid til en samtale ved døren, betragter hendes standpunkter som almindelig sund fornuft, og de sætter pris på punkternes klare udformning, som de kan se ville gøre en markant forskel i deres dagligdag. Men ofte er vælgerne ikke hjemme, og hvis de er det, så er det måske deres eneste fridag i arbejdsugen, og det er ganske forståeligt, hvis de ikke gider have en længere snak med påtrængende kampagnefrivillige.

Bedrøveligt nok for et nominelt demokrati som USA’s er rigtig mange mennesker slet ikke klar over, at der er valg, eller at de kan stemme til det. Dette er selvfølgelig i eliternes interesse. Underklassen skal ikke koncentrere sig om politik, endsige bruge deres energi på undergravende tankevirksomhed. De skal i bedste fald være tilskuere. De skal leve med stress og desperat brødføde deres familier, så de aldrig har tid til at stoppe op og reflektere over, hvad der kan gøres for at ændre på deres umulige situation. Hvis blot enkelte dele af Ocasio-programmet  gennemføres, vil det formentlig skabe et mindstemål af materiel stabilitet for arbejderklassen, som så kunne bruge dette ånderum til en personlig og social genopladning og en videre fundering over, hvordan man kan organisere et mere retfærdigt samfund.

***

De ruter, som jeg gik, i det 14. distrikt, lå i Queens: kvartererne Jackson Heights og Corona, der er ca. halvt bengalsk- og halvt spansk-talende. Og så Astoria, der har en aldrende græsk, polsk og irsk befolkning blandet med unge tilflyttere, der ikke har råd til at bo i det mondæne Manhattan.

Efter valget hævdede den etablerede presse, såsom New York Times, at Ocasio-Cortez’ sejr bestod i hendes etniske appeal. Ikke desto mindre viser vælgerdata fra det overståede valg, at Ocasio-Cortez’ støtter ikke kun var spansktalende eller fra arbejderklassen, men bestod af en mere sammensat gruppe på tværs af etniske og sociale skel.Vi uddelte valglitteratur skrevet på fem forskellige sprog. Det var en del af strategien for at mobilisere de store immigrantmiljøer i det etnisk mangfoldige distrikt. Det er traditionelt sådan, bypolitik har fungeret i USA: klanbaserede politiske grupperinger, der konkurrerer om goder gennem stammemæssig repræsentation. Dominikanere for dominikanerne, irere for irerne, jøder for jøderne, jamaicanere for jamaicanerne, osv.

Joe Crowley, den siddende repræsentant, som Alex vandt over i primærvalget, er ingen undtagelse fra denne tradition. Han er et levn fra den etnisk baserede politik. Med irsk baggrund og som søn af en politimand er Crowley nærmest et stereotypt eksempel på den klassiske maskinpolitiker, der i over 100 år har været toneangivende i amerikanske storbyer. Parallelt med sin mangeårige position som kongresmedlem har Crowley også været formand for Queens’ lokale Demokratiske partiforening og har på den måde fungeret som en mindre bykonge i New York, som man skulle tækkes for at få adgang til politisk indflydelse.

Samtidig er Crowley også en gængs Demokratisk politiker, som er behændig til at tiltrække store pengesummer fra de rige donorer. Han er som sådan ikke en reaktionær politiker, blot en luftig skikkelse på den ideologiske midte, der tjente partidonorernes interesser, alt imens underklassen i hans distrikt blev stadig mere presset gennem årene.

Efter valget hævdede den etablerede presse, såsom New York Times, at Ocasio-Cortez’ sejr bestod i hendes etniske appeal. Ikke desto mindre viser vælgerdata fra det overståede valg, at Ocasio-Cortez’ støtter ikke kun var spansktalende eller fra arbejderklassen, men bestod af en mere sammensat gruppe på tværs af etniske og sociale skel ­– dog med en overvægt af yngre vælgere.2 Hun brød med andre ord ikke blot med den politiske donordominans, men også med den traditionelt ’etniske’ vej til sejr.

’På valgdagen var jeg ude i 10 timer – medregnet en pause for at se verdens kedeligste fodboldkamp mellem Frankrig og Danmark – for at minde folk om at gå til deres lokale valgsted. Derefter gik jeg hjem og sov med den tanke, at vi, som så ofte før, ville lide nederlag. Jeg vågnede kl. 2 om natten til den opløftende nyhed, at min kynisme var blevet gjort til skamme. Vi havde faktisk vundet. Ocasio-Cortez fik over 4.000 stemmer mere end sin modstander.

Sejrens betydning og muligheder

Ocasio-Cortez’ valgsejr sender et klart budskab til både de demoraliserede vælgere og de verdensfjerne politiske eliter i USA. Hendes sejr giver håb til den første gruppe og indgyder frygt i den sidste. Det føles som et vendepunkt for den amerikanske venstrefløj. En arbejderklasse-boriqueña, uden donoropbakning eller de etablerede mediers velvilje3, der slår en af de højest-rangerende Demokrater i Kongressen. Dét er noget, der får eliterne til at ryste i bukserne.

Dagen derpå var ’Demokratisk Socialisme’ det mest søgte ord i online-ordbogen Merriam-Webster, og de store tv-stationer dedikerede lange udsendelser til at forklare, hvordan Ocasio-Cortez’ socialistiske standpunkter skal forstås.

Donationer til min veninde Julia Salazar – endnu et DSA-medlem, der stiller op til New Yorks delstatssenat – eksploderede umiddelbart efter Ocasio-sejren, og hundredvis af nye medlemmer havde meldt sig ind i DSA i New York i de følgende uger. På landsplan har partiet nu 45.000 medlemmer – mere end en seksdobling siden 2016.

Aktivisten og skuespilleren Cynthia Nixon, der stiller op til primærvalget som guvernørkandidat i efteråret, har offentligt erklæret sig demokratisk socialist – om end hun ikke har meldt sig ind i DSA endnu (og partiet er midt i en hed debat om, hvorvidt man skal give hende officiel støtte).

Politiske debattører på såvel den liberale midte som den konservative højrefløj er allerede i gang med at rakke Ocasio-Cortez ned.4 Skiftevis oppustes hun til en farlig revolutionær eller reduceres til en useriøs amatør, der kun blev valgt ved en tilfældighed. Rådvildheden på disse kanter er mærkbar.

Højrefløjen vil som altid angribe en socialistisk kandidat med spørgsmålet om, hvor pengene til alle tiltagene skal komme fra. Men svaret er som altid meget enkelt: Offentlig sundhedsforsikring, statssponsoreret fuld beskæftigelse og en stærkt udbygget velfærdssat vil på kort sigt blive finansieret gennem USA’s teknisk uudtømmelige adgang til billig kredit via både velvillige obligationsmarkeder og ekspansiv pengepolitik, og på længere sigt gennem langt højere beskatning af privatejet kapital samt besparelser på det militær-industrielle kompleks, hvor milliarder af dollars kunne frigives, hvis viljen var til det.

Kritikken fra højrefløjen er politisk forventelig, men de mere patroniserende angreb kommer fra det etablerede, men efterhånden fallerede centrum-venstre, der forsøger at bortforklare Ocasio-Cortez’ politiske snilde som et ufortjent lykketræf eller stammepolitisk appeal. Demokraterne har nemlig længe ment, at de automatisk er berettiget til ikke-hvide amerikaneres stemmer, ligesom Republikanerne hviler i vished om støtte fra hvide vælgere. Derfor resulterer det i et særligt Demokratisk chok, når støtten udebliver. Så må der være noget helt galt med vælgerne, aldrig Partiet selv. ”Se, hvor forfærdelige Republikanerne er”, er ikke længere et gangbart slagord i det nye politiske landskab, hvor Demokraterne risikerer at blive udfordret venstre om. Demokraterne ser nu, at de ikke længere kan regne med progressive vælgeres ubetingede loyalitet. De kan faktisk blive straffet for deres svigt.

Ocasio-Cortez vandt, fordi hun gjorde sit organisatoriske benarbejde, og fordi hendes autentiske politiske indignation har bred social klangbund. Jo flere opinionsartikler og mavesure kommentatorer, der angriber hende som en lille pige med urealistiske ideer, jo mere synes almindelige vælgere at stille sig bag hendes program.

Ocasio-Cortez er nu på linje med, og måske endda i højere grad end Bernie Sanders blevet den amerikanske venstrefløjs ansigt udadtil. Den opmærksomhed og legitimitet, som vi nu får, er uvurderligt for det fremtidige organisationsarbejde. Ved vores seneste ’mutual aid’-bord var mange nu allerede bekendte med DSA – tidligere skulle vi forklare, at vi var et uafhængigt parti og ikke en del af det Demokratiske parti. ”Jeg så jer på tv!”, sagde en mand smilende os, da han kom hen for at sige hej og få sig en tår kaffe. Den slags anerkendelse er ubetalelig for vores videre arbejde.

***

Skal Ocasio-Cortez vise, at hun er en anderledes politiker, må hun fastholde den aktivistiske græsrodspolitik, som gjorde hendes valg mulig. Hun har allerede turneret rundt i landet for at bruge sin popularitet til at give opmærksomhed til andre progressive kandidater: folk som Abdul El-Sayed i Michigan, Cori Bush i Missouri, Ayanna Pressly i Massachusetts, Kerri Evelyn Harris i Delaware, Ben Jealous i Maryland, Brent Welder og Jason Thompson i Kansas, Kaniela Ing i Hawaii og selvfølgelig Julia Salazar og Cynthia Nixon her lokalt i New York. Som optakt til kongresvalget til november har Ocasio-Cortez også startet en vælgerregistreringskampagne, der har som mål at udvide vælgerbasen med 20.000 vælgere i det 14. distrikt.

Det er fantastisk, at Ocasio-Cortez fletter sin egen flotte sejr ind i den bredere bevægelse mod at rykke den demokratiske repræsentation mod venstre. Det handler om noget så centralt som at investere i udbygningen af det lokale demokrati – men vi kan og skal selvfølgelig sigte endnu højere.

Ocasio-Cortez har med sit program og i sine interviews gjort klart, at hendes politiske beslutninger konstant skal evalueres af hendes vælgere. Hun tjener dem og ikke omvendt. Man kunne dog frygte, at integration i det Demokratiske parti vil betyde, at hendes nye politiske kolleger vil lægge beslag på hendes tid og loyalitet – på bekostning af hendes tilknytning til baglandet. Det er set før. Men det vil tiden vise. Det er op til græsrødderne at holde hende til ilden.

Frem mod valget, og efter hun forhåbentlig vælges ind, skal vi insistere på, at hun gør sig til repræsentant for radikal massepolitik og fortsat kultiverer den demokratiske infrastruktur og solidaritet uden om den eksisterende parti-politik. Det er nemt at hensynke i magelighed og apati efter en større valgpolitisk sejr – som det f.eks. skete med græsrodsbevægelsen, der blev holdt ude i kulden af Barack Obama efter hans valgsejr i 2008. Konsekvensen var, at han uden større omkostninger kunne moderere sin retoriske populisme til fordel for neoliberal politics-as-usual.

Der har midt i vores eufori over Ocasio-Cortez’ sejr og hendes dygtige håndtering af den massive medieinteresse været små, men foruroligende tegn på, at hun måske gør sit program lidt mere spiseligt for partieliten. Hun er f.eks. allerede begyndt at bruge blødere retorik om sit ellers betingelsesløse krav om nedlæggelsen af immigrationspolitiet ICE. Nu taler hun i stedet om, at ICE blot skal forvaltes anderledes end i dag. Parlamentarisme vil selvsagt altid medføre kompromiser, det kan ikke være anderledes. Men vi kan ikke tillade, at etablerede eliter langsomt udvander de progressive positioner, som Ocasio-Cortez blev stemt ind på.

Demokraterne vil efter al sandsynlighed prøve at absorbere hende i partiet for at mindske den trussel, som hun udgør. Der eksisterer derfor en overhængende fare for, at de på snigende vis vil forsøge at moderere hendes positioner eller lukrere på hendes outsider-status. Det er derfor vores opgave fremadrettet at lægge pres på Ocasio-Cortez for at modvirke potentielle politiske kursændringer og at fastholde hendes bånd til det aktivistiske bagland. Dette vil muliggøre en virkelig horisontal og radikal politik af mere gennemgribende betydning end hendes eventuelle indtræden i Repræsentanternes Hus.

Ocasio-Cortez har netop leveret den mest iøjnefaldende sejr, som den amerikanske venstrefløj har haft i årtier. Men hvis vi hviler på laurbærrene og forsømmer det arbejde, der hidtil har ført os så langt, så gør vi os sårbare over for partitoppens undergravende virksomhed. Vi risikerer da at miste grebet om den kandidat, som vi gav vores sved og tårer, og som vi lånte vores håb og tillid. Det er nu, mens vi har momentum på vores side, at vi skal øge presset og benytte alle redskaber til at mobilisere folk bag de sociale og økonomiske forandringer, som der er så hårdt brug for.

  1. Se f.eks. Martin Gilens’ bog Affluence and Influence: Economic Inequality and Political Power in America (2014), som dokumenterer dette grundigt.
  2. Data suggest that gentrifying neighborhoods powered Alexandria Ocasio-Cortez’s victory, The Intercept, 02/07/18: https://theintercept.com/2018/07/01/ocasio-cortez-data-suggests-that-gentrifying-neighborhoods-powered-alexandria-ocasio-cortezs-victory-over-the-democratic-establishment/  
  3. ‘Times takes heat for missing Crowley’s defeat’, Politico, 27/06/18: https://www.politico.com/story/2018/06/27/new-york-times-alexandria-ocasio-cortez-679632
    ‘Alexandria Ocasio-Cortez’s victory points to a media failure that keeps repeating’, Washington Post, 28/06/18: https://www.washingtonpost.com/lifestyle/style/alexandria-ocasio-cortezs-victory-points-to-a-media-failure-that-keeps-repeating/2018/06/28/68f05130-7aca-11e8-93cc-6d3beccdd7a3_story.html?utm_term=.a4a6828be375
  4. There’s an Easy Answer to Why Alexandria Ocasio-Cortez Won: Socialism, 30/06/18, The Intercept: https://theintercept.com/2018/06/30/theres-an-easy-answer-to-why-alexandria-ocasio-cortez-won-socialism/