Kaoskvinden hersker – Jordan Petersons misogyne alarmisme (1/2)

Af Mikkel Thorup

KRITISK ESSAY. Den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson er blevet et internet-fænomen på den yderste højrefløj og har nu skrevet en bog. Det sidste har fået mange til at forveksle ham med en, der har noget klogt at sige. Men bogen er hverken klog eller vigtig. Den er på alle planer dybt problematisk. Første del af dette essay adresserer Petersons selvistilisering samt hans brug af religiøs mysticisme og evolutionær psykologi som ideologisk strategi.

Bogen, 12 rules for life: An antidote to chaos, er hverken god eller spændende.1 Den er en uskøn blanding af religiøs mysticisme, evolutionær psykologi, personlige indfald og politiske udfald tilsat lidt lommefilosofi og selvhjælps-platituder. Der er ingen indholdsmæssige grunde til, at bogen skulle sælge mere end hans seneste bog, Maps of Meaning fra 1999, dvs. nærmest intet, men sådan er det ikke gået. Tværtom har bogen solgt i massevis,2 og man må formode, at vrede, unge (og lad os bare antage: hvide) mænd sidder i kældre rundt omkring i den vestlige verden og syder af samme vrede og skuffelse, som en industriarbejder i Manchester må have gjort, hvis han startede på at læse Kapitalen i 1880’erne for at finde ud af, hvor og hvornår revolutionen ville komme. Der er ingen brugbar hjælp til selvhjælp eller anvisninger til politisk aktivisme at finde i bogen.

Bogen og dens indhold er altså ikke i sig selv interessant, men bogens og forfatterens succes udtrykker noget interessant om vores tid.Dens selvhjælpsråd samlet i bogens 12 kapitler kan opsummeres sådan her: 1. Ret ryggen, og spis din morgenmad. 2. Tag hånd om dit eget liv. 3. Find venner, der ikke kræver for meget af dig. 4. Sammenlign dig ikke med andre, men med dit eget tidligere selv. 5. Opdrag dine børn godt. 6. Ordn dit eget før andres eller fællesskabets. 7. Forfølg det meningsfulde. 8. Lad være med at lyve. 9. Lyt til andre. 10. Vær præcis, når du taler. 11. Giv dine børn frihed. 12. Nyd kæledyr. Hvis det er selvhjælp, du leder efter, så fik du alt, hvad bogens 400 sider har at tilbyde, lige der. Brug dine penge og din tid på noget andet.

Bogen og dens indhold er altså ikke i sig selv interessant, men bogens og forfatterens succes udtrykker noget interessant om vores tid. En del af journaliststanden3 og højre-meningsmagerne4 herhjemme synes at tro, at Peterson er vis og vigtig, og dét gør ham interessant at forstå – og det gør det vigtigt at tilbyde noget af den idémæssige kontekst, der skal til for at forstå hans projekt; noget, der i den grad har manglet i de fleste journalistiske historier indtil nu. Den anden grund til at engagere sig i en længere udlægning af hans bog er netop, at den i sig selv er ganske uinteressant, dvs. dens måde at argumentere på er typisk for reaktionære tænkere, og vi får derfor her en anledning til at diskutere, hvorledes en reaktionær argumenterer i dag.

Den reaktionære betragter menneskets historieskabende kraft som den aktuelle katastrofes anledning. Det moderne er en usurpation, hvor mennesket indtager en plads, der ikke tilhører det. Den reaktionære lokaliserer derfor også bruddet i historien konkret og personligt. Det er resultat af et villet oprør imod tingenes sande orden, om det så er Gud, konge, biologi, tradition eller andet, der udgør ’det naturlige’. Men modsat nostalgikeren, der er en tabserfaring uden modstandsvilje, en apatisk accept af det tabtes fortabthed, da er den reaktionære moderne i sin anti-modernitet, derved at vedkommende tager det afgørende syndefald på sig, nemlig den menneskelige skaberkraft, for at bruge den til at indstifte en gen-hierarkisering.5

I det følgende vil jeg hovedsagelig analysere og kommentere bogen og kun ganske sparsomt inkludere andre tekster, interview og videoer. Meget tyder på, at bogen er blevet grundigt skrubbet af en redaktør, da der med undtagelse af regel 11, der stikker helt af, ikke er meget eksplicit politisering eller tilsvining, som ellers er hans metode på sociale medier (måske vi en dag får hans redaktørs kommentarer at se, som det skete for en anden højrefløjs-celebrity, Milo Yiannopoulos6). Derfor kan journalister og andre, der ikke kender til de idémæssige traditioner, han skriver inden for, og som er den baggrund, der giver hans tekst sin mening, måske undskyldes for ikke at forstå, hvad der står. Der er dog nok, der siges direkte i bogen, til at det højst er en tynd undskyldning.

Min læsning er skrevet på betydelig frustration over modtagelsen af manden og bogen som et væsentligt bidrag til den offentlige debat (det er ingen af dem), og essayet er derfor blevet væsentlig mere polemisk, end jeg normalt ynder at skrive. Men da Peterson mener, alt er en kamp, det gælder om at vinde, så går det nok.

***

Bogen igennem er der en række angreb på ideologisk tænkning, og han præsenterer sig selv som hævet over ideologi (i sig selv en ideologisk manøvre). Dette selvstiliserede ikke-sted, hvorfra han så kan tale, er ikke kun uden for ideologi, men også uden for historien, som vi straks skal se. Han koketterer dog et sted med at være lidt venstre-hældende (men misforstår meget sigende, hvad venstreorienteret vil sige). Alt sammen er det forsøg på at iscenesætte sig selv som en, der kan udtale sig interesseløst og sagligt i modsætning til alle andre – og det påtaget venstreorienterede (eller en venstreorienteret fortid) tjener, som vi også kender fra diverse kommentatorer herhjemme, til at immunisere ham mod beskyldninger om bare at være en amoralsk højreorienteret propagandist.

Et andet væsentligt selvstilistisk træk er de personlige anekdoter, der alle portrætterer ham selv i det mest entydigt positive lys, og hvor der også er en klar opdeling i familie-anekdoter og resten. I familie-anekdoterne opfører Peterson-familien sig gennemgående eksemplarisk. Læren af alt, hvad de foretager sig, er, at sådan bør man opføre sig. De andre anekdoter handler om Petersons venner eller patienter, og her får vi uddybede fortællinger om menneskelig svaghed og idioti, mens Peterson selv udleder livsvisdom af andres tragiske skæbner, som han i hvert enkelt tilfælde sørger for ikke at engagere sig for meget i. Som han siger i kapitlet om at passe på med at hjælpe andre for meget: ”Det er langt mere sandsynligt, at et givent individ bare har besluttet sig til at afvise vejen fremad, fordi den er svær. Måske det endda bør være din forhåndsantagelse, når du møder en sådan situation” (s. 80), hvor nogen beder om hjælp. Hvis han er en god ven og en varm terapeut, så er han her gået langt for at skjule det.7 Jeg nævner ikke dette for at udskamme hans personlige eller professionelle moralitet, men fordi det er repræsentativt for hans større verdenssyn.

I terapi hos Jordan Peterson

For en, der skulle lytte til en patient – der måske er blevet voldtaget gentagne gange – virker han mest optaget af at nedgøre hende som person.Lad os kort se på en af de længere terapi-anekdoter (s. 234-240), og det en af de få, hvis ikke den eneste, hvor en kvinde uden for hans familie får nogen større opmærksomhed. Herudover er bogen hele vejen igennem og på alle måder en mandsdomineret fortælling. Uden antydning af ironi kommer anekdoten i et kapitel, der handler om at antage, at andre ved noget, du ikke selv ved, mens det, han viser med anekdoten, er sig selv, der ikke engang forsøger at lytte til en patient. Kvinden går under pseudonymet Miss S (hun er den eneste, der ikke får et navn, men reduceres til et bogstav). Kvinden starter den første session med at sige, at hun tror, hun måske er blevet voldtaget fem gange. Peterson skifter opmærksomhed væk fra kvinden og til en lille gennemgang af grunde til, hvorfor der ”tit er noget mysterium omkring sådanne sager”, og hvordan alkohol får folk til ”at gå farlige steder hen med tankeløse mennesker”. Inden han har hørt kvindens historie, er det disse ting, han tænker og føler trang til at fortælle sine læsere. Senere føler han også trang til at inddrage hele komplekset om ”fortrængte minder” for at problematisere hendes fortælling. Med fordommene på plads kan han fortsætte med at ’lytte’ til hendes historie, mens det, han reelt gør, er at kommentere hendes person. Hun var ”vag til grænsen af ikke-eksistens. Hun var et spøgelse af et menneske”. Hun klædte sig godt og kunne føre sig frem. Dét var grunden til, at hun havde arbejde. Han husker lige at opremse alt det, han mener, hun ikke ved noget om, og selv efter at have oplistet de jobs, hun har (men altså ifølge Peterson ikke fortjener), kan han ikke dy sig for at bemærke, at ”hun havde aldrig haft et rigtigt job” og ”havde modtaget understøttelse hele sit voksenliv”.

For en, der skulle lytte til en patient – der måske er blevet voldtaget gentagne gange – virker han mest optaget af at nedgøre hende som person i det, der dårligt kan beskrives som andet end den klassiske ’anklag ofret’, som så mange vold- og voldtægtsofre skal stå model til. Efter lidt mere nedgørelse konkluderer han, at hun ”længtes efter orden”. På intet tidspunkt synes han at have haft den mindste interesse i hendes voldtægtshistorie – det ”ville tage tyve år at finde ud af, om hun var blevet voldtaget” – eller i at hjælpe hende med at verificere eller afkræfte den, at henvise hende til politiet eller lignende. ”Livet er meget kompliceret” er hans eneste kommentar til spørgsmålet om, hvorvidt hun blev voldtaget eller ej. Den uudsagte fortælling i hans patienthistorie er, at voldtægt ikke betyder så meget, ofte slet ikke er sket, og hvis det er sket, så er det svært at sige, ”hvor skylden ligger”. Ingen voldtægtsmand kunne have ønsket sig en bedre forsvarer end Peterson. Han ender forudsigeligt med at rose sig selv for, at ”hun ikke forlod terapien som en legemliggørelse af min forbandede ideologi”, hvilket netop er, hvad hun i hans genfortælling af historien gør.

Vismanden

Der er et dybt hul mellem proklamationen af hårdt tilkæmpet visdom og den præsenterede indsigt. Men hver gang bliver ’indsigten’ præsenteret som Sandheden: Nu taler Far, så I må hellere lytte.Det tredje stilistiske træk, jeg vil nævne, er selviscenesættelsen som vis. Han kombinerer udseendet af videnskabelig grundighed med mystisk indsigt, hvilket giver muligheden for at skifte mellem videnskabsmand og profet alt efter behov. I indledningen genfortæller han en drøm, hvis detaljer er ganske uvæsentlige, men her kommer den formidable, hårdt tilkæmpede indsigt: ”Min drøm placerede mig i centrum af Væren selv, og der var ingen flugtvej. Det tog mig måneder at forstå, hvad det betød. I løbet af den tid kom jeg til en mere komplet, personlig indsigt i, hvad de store historier fra fortiden kontinuerligt insisterer på: i centrum sidder individet.” (s. xxxiii). Bogen giver indtryk af visdom i sin udlægning af religiøse og litterære tekster samt historiske og personlige eksempler. Utallige er formuleringer som ”Jeg har længe grublet over meningen med” (s. 47) eller ”Det tog mig årtier at forstå, hvad det betyder” (s. 174), hvorefter der kommer en tekstudlægning værdig til en gymnasiebog for litteraturanalyse eller religionsforståelse eller en indsigt, jeg kan huske at have læst på flappen af en Gajol-pakke. Der er et dybt hul mellem proklamationen af hårdt tilkæmpet visdom og den præsenterede indsigt. Men hver gang bliver ’indsigten’ præsenteret som Sandheden: Nu taler Far, så I må hellere lytte. Peterson mestrer dybdeindtryk, hvor banaliteter og udokumenterede påstande serveres med tilpas dunkelhed til, at de kan virke som dybsindigheder.8 Hvad han ikke mestrer, er forståelsen af de bøger, han mener at hente værdifuld indsigt fra. Et lille, sjovt eksempel: To steder (s. 197 og 288-9) nævner han George Orwell og hans bog The Road to Wigan Pier som den, der hjalp ham ud af en kortvarig socialistisk forblindelse og fik ham til at forstå, at meget socialistisk tænkning ”finder sin motivation i had til de rige og succesfulde i stedet for sandt hensyn til de fattige” (s. 196). Men hvad er det nu, Orwell selv siger i sidste del af bogen, der immuniserede Peterson imod socialisme? At socialisme er nødvendigt, ja endda afgørende, han skriver det faktisk på næsten hver side, og han gør eksplicit opmærksom på, at ”for at forsvare Socialisme er det nødvendigt at starte med at angribe den”,9 dvs. kritikken er del af et forsvar af og argument for socialisme. Hvad han ikke skriver ét eneste sted, er, at socialister finder deres motivation i had til de rige. Det, Orwell dog skriver kritisk om sin samtids socialister, får ham til at konkludere: ”At have modvilje imod Socialisme, fordi så mange individuelle Socialister er dårlige mennesker, er lige så absurd som at nægte at rejse med tog, fordi du ikke kan lide billetsælgerens ansigt.”10 Altså det stik modsatte af Petersons ’indsigt’ fra Orwell og en fin opsummering af Petersons udbytte af sine læsninger: absurd.11 Det er et lille, men repræsentativt eksempel på, hvor dårlig en læser Peterson er, og hvor dybt hans læsninger ikke stikker.12 Enhver, der tror ham klog, fordi han kan henvise til dette og hint, afslører kun selv ikke at have læst meget og forstået mindre.

Det fører os til det fjerde og sidste stilistiske træk, som er en mangel. En helt afgørende dimension ved bogen er nemlig den manglende evne til at håndtere eller acceptere kompleksitet. Uviljen imod kompleksitet og ambivalens håndteres klassisk i reaktionær tænkning via en ganske simpel kompensationsstrategi: en dualistisk essentialisme imellem godt og ondt, rigtigt og forkert, mand og kvinde etc., der hver tildeles omfattende, men gensidigt udelukkende indhold. Denne dualistiske essentialisme accepterer heller ikke noget mellem sine totaliserede kategorier. Der er kun enten-eller. Både-og er alt for kompliceret og er ikke bare falsk, men altødelæggende. Det demonstrerer, hvor skrøbelig den reaktionære verdensforståelse er. Den mindste sammenblanding, og alt falder sammen. Enhver overskridelse er dødelig. Den dikotomiske orden er altid lige ved at falde sammen. Derfor består den reaktionæres opgave i at overvåge grænsen mellem det ene og det helt andet samt i at forklare det naturlige i adskillelsen mellem det, der bliver ved med at blande sig sammen.

***

Kun mandens lidelseshistorie interesserer Peterson, for manden repræsenterer Orden. Kan du gætte, hvad kvinden repræsenterer? Nemlig. Kaos.Lad os se på, hvordan Peterson på ret uoriginal vis får gjort, hvad alle reaktionære gennem moderne tid har gjort. Bogens grundlæggende strukturprincip er forholdet mellem orden og kaos. Det er ganske præcist, at titlen modstiller regler (og det endda et præcist antal) som modgift til kaos. Det er pottetræning for voksne. Bogens slet skjulte budskab er således, at mænd ikke længere er mænd, men nu bliver undertrykt af kvinder til at stoppe deres udvikling på drengestadiet. Hvordan kvinder op igennem historien og stadig i dag er blevet undertrykt, holdt tilbage og tvangsmæssigt infantiliseret, interesserer ham ikke. Eller rettere: han tror ikke på det. Kun mandens lidelseshistorie interesserer ham, for manden repræsenterer Orden. Kan du gætte, hvad kvinden repræsenterer? Nemlig. Kaos.

Den maskuline orden og det feminine kaos

Orden er, ”hvor folk omkring dig handler efter alment forståede sociale normer og forbliver forudsigelige og samarbejdsvillige. Det er social struktur, opdaget land og genkendelighed. Orden er typisk portrætteret, symbolsk – forestillet – som maskulint. Det er den Vise Konge og Tyrannen, for altid forbundet, idet samfund på samme tid er struktur og undertrykkelse.” (s. xxviii). Den sidste sætning vender vi frygteligt tilbage til. ”Orden er opdaget land. Det er hundreder-af-millioner-af-år-gammelt hierarki af sted, position og autoritet.” (s. 36, hans kursivering). Hundrede af millioner af år alligevel. Det lyder vigtigt. ”Det er samfundets struktur. Det er også den struktur, biologi giver – særligt for så vidt du er tilpasset, som du er, til samfundets struktur. Orden er stamme, arne, hjem og land.” (ibid.). Orden er, for nu at opsummere alt dette, hierarki, dominansstruktur, ulighed. Orden er natur som kultur, eller det er hierarki og dominans naturaliseret ind i selve eksistensens yderste grund, fordi ”den primære hierarkiske samfundsstruktur er maskulin”. Det ved vi, fordi det historisk er manden, der har bestemt, bygget ting, sat loven (s. 40; som altid kan kvindens bidrag til alt dette opportunt glemmes, da det jo ikke er deres ’naturlige’ aktiviteter); han kunne have tilføjet myrdet, plyndret, voldtaget, holdt kvinder nede, men det glemte han vist, selv om han ynder at fremstille mandens force som den, der mestrer volden.

Kaos derimod er, ”hvor – og når – noget uventet sker […] Som antitesen til den symbolske, maskuline orden er [kaos] forestillingsmæssigt fremstillet som feminint. Det er det nye og uforudsigelige, der pludselig træder frem i midten af det almindeligt kendte. Det er Kaos og Ødelæggelse, kilden til nye ting og de dødes retning.” (s. xxviii). Kaos er også ”uvidenhedens domæne. Det er uopdaget territorium. Kaos er det, der strækker sig, evigt og uden grænse, hinsides alle staters, idéers og discipliners skillelinjer. Det er den fremmede, den ukendte, medlemmet af den anden bande, puslen i buskene om natten, monstret under sengen, din mors skjulte vrede og dit barns sygdom. Kaos er den fortvivlelse og rædsel, du føler, når du er blevet grundigt svigtet” (s. 35, hans kursivering) etc. etc. ”Og kaos er frihed, også forfærdende frihed.” (s. 36) Her til sidst lægger Peterson sig i smuk forlængelse af den række af tænkere, der har valgt at betone frihedens farer, frihed som ubegrænsethed, frihed som ødelæggende kraft. Kvinden er kaos, fordi hun kan føde (s. 41) – logisk ikke? Kaos, ”det evigt feminine, er også den seksuelle udvælgelses knusende kraft.” (ibid.) Det er ”Kvinden som Natur, der ser på halvdelen af alle mænd og siger ’Nej!’ For manden er det et direkte møde med kaos, og det sker med ødelæggende kraft, hver gang de får et nej til en date.” (ibid.) Peterson havde det vist lidt svært med damerne, da han var lille.13 De fleste andre mødte vist ikke kaos, nej undskyld, Kaos, da Inger sagde nej til et kys i sjette klasse.

Læg også mærke til, at disse følelser ikke skabes af vold, voldtægt, undertrykkelse, uretfærdighed, af mænd, der tæver, ydmyger, overfalder, nedgør kvinder. Problemet er altid mandens, årsagen er altid kvinden.Og måske du ligesom mig ikke helt kan genkende, at halvdelen af mænd ikke har en partner. Men så er det jo godt, at Peterson kan fortælle dig – og hans læser er forudsat som mand – at det er ”den rædsel, som unge mænd føler over for attraktive kvinder, der er naturen selv, altid klar til at afvise dem, intimt, på det dybest mulige niveau. Intet skaber selvbevidsthed, underminerer mod eller fostrer følelser af nihilisme og had mere end det – undtagen, måske, det for tætte knus af en for omsorgsfuld mor.” (s. 323-4; 114).14 Kvinden er åbenbart en ødelægger af mænd. Læg også mærke til, at disse følelser ikke skabes af vold, voldtægt, undertrykkelse, uretfærdighed, af mænd, der tæver, ydmyger, overfalder, nedgør kvinder. Problemet er altid mandens, årsagen er altid kvinden.

Peterson kan ikke modstå fristelsen til at kernefamiliegøre sin hjemmebryggede teori (og indirekte trække hårdt på manden som familiens garant, kvinden som dens trussel og ikke-heteroseksuelle, ikke-gifte som helt udenfor): ”Orden er dit ægteskabs stabilitet. Det er støttet af fortidens traditioner og af dine forventninger, som igen bygger, ofte usynligt, på disse traditioner. Kaos er, at den stabilitet smuldrer under dine fødder, når du opdager din partners utroskab. Kaos er erfaringen af at vakle uden tøjrer og uden støtte, når dine vejledende rutiner og traditioner kollapser.” (s. 37)15 I det måske mest klassiske konservative træk af alle gør han far-mor-børn til ordensprincippets yderste eksempel og garant. ”Forældre”, siger han, ”skal komme i par” (s. 142). Og hvis man skulle være i tvivl, så forklarer han, at det par er mand og kvinde, hvor faderen skal tage sig af moderen, så hun kan tage sig af børnene. Igen og igen bliver kvindens rolle i familien reduceret til at tage sig af børnene, mens manden nærmest aldrig nævnes i tilknytning til børnene, men kun i forbindelse med moderen.

Hvis hans beskrivelse af kvinden som kaos, natur, ubegrænsethed, ødelæggelse etc. lyder misogyn, så er det, fordi det lige præcis er, hvad den er. I et efterskrift til bogen oplister han en række huskeregler til sig selv. Huskereglen om hans datter handler om at opmuntre og støtte hende, ikke mindst i ”vigtigheden af at have en familie og børn og at modstå fristelsen til at nedgøre eller devaluere dette i sammenligning med den personlige ambitions eller karrieres bedrifter. Det er ikke for ingenting, at den Hellige Moder og Barnet er et helligt billede […] Samfund, der ophører med at ære det billede – der ophører med at se det forhold som et, der har transcendent og fundamental vigtighed – ophører også med at eksistere.” (s. 360) Hans søn derimod skal hjælpes til at blive ”Guds søn” (s. 361), intet om familie og pligt over for andre der. Til almindelig beroligelse skriver han, at man ikke skal være ond over for enlige mødre, men ”det betyder ikke, at vi skal foregive, at alle familieformer er lige værdifulde. Det er de ikke. Punktum.” (s. 142) Og det er da ganske rigtigt. Nærværende, opmærksomme, kærlige familier af en hvilken som helst form er klart mere værdifulde end det modsatte. Men det er ikke ligefrem det, Peterson mener. Han mener, at familieformen, hvor manden bestemmer, og kvinden sørger for børnene, er den rigtige.

Hvordan håndteres den konstante trussel fra kvinden? På to måder: af mænd, der mander sig op, og af kvinders naturligt iboende trang til at blive domineret.Hvis hans beskrivelse af kvinden som kaos, natur, ubegrænsethed, ødelæggelse etc. lyder misogyn, så er det, fordi det lige præcis er, hvad den er. Han trækker ikke, som han selv tror, på ældgamle myter, biologiske sandheder og tingene, som de bare er, men derimod på en ganske distinkt og ret moderne forestilling om kvinden, der blev udviklet som modsvar på kvinders stadigt mere direkte påberåbelse af egen ret og lige status. Peterson tror sig i direkte forlængelse af oldgamle naturligheder, men taler tværtom fuldstændig som kønslighedsforskrækkede mænd i de sidste cirka 200 år.16 Kvinden blev gjort til natur, da nogle mænd gerne ville beholde kultur for sig selv. Hans orden/kaos-fantasier er ikke oldgammel visdom, men, som Pankaj Misrah præcist har sagt det, ”et produkt af vor tid: højrefløjs-fromheder forførende mytologiseret for vores nuværende tabte generationer”. Den lange tradition, han påberåber sig, ”går ikke længere tilbage end det sene 19. århundrede, hvor der første gang opstod en ildevarslende sammenhæng mellem intellektuelle formaninger om at hærde sig og den stærke mands politik”.17 Hvordan håndteres den konstante trussel fra kvinden, undskyld Kaos? På to måder: af mænd, der mander sig op, og af kvinders naturligt iboende trang til at blive domineret. Det første gennemsyrer hele bogen. Det andet er langt mere forsigtigt sagt, men er dog forudsat i mange kommentarer bogen igennem18 om, hvad det er, kvinder virkelig vil – det er en mand, hvis du skulle være i tvivl (s. 324, 329, 330). ”Mænd skal mande sig op. Mænd kræver det, og kvinder ønsker det.” (s. 331). ”Hvis de er sunde [bemærk lige den biologistiske psykologisering], ønsker kvinder ikke drenge. De vil have mænd. De vil have en at kappes med; en at bakse med. Hvis de er stærke, vil de have en endnu stærkere. Hvis de er kloge, vil de have en endnu klogere.” (s. 331-2) Kvinder søger ikke deres lige, men deres overordnede. Mere eksplicit end i bogen ’spekulerede’ han i september 2017 på Facebook: ”Undgår feminister at kritisere Islam, fordi de ubevidst længes efter maskulin dominans?”19 Det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå. Vi kan dog bemærke, at det har været en genkommende reaktionær tankefigur, at kaoskræfterne længes efter orden, om det så er de indfødte i kolonierne, bønderne på marken, arbejderne på fabrikken, kvinderne i hjemmet, børnene hvor som helst, masserne på gaden – alle er de urolige og ødelæggende, fordi de ikke er blevet håndfast styret, hvilket al deres urolighed er et signal om, at de længes efter.

Reaktionær tænkning trækker næsten med nødvendighed på en eller anden udgave af ovenstående dualistiske essentialisme, fordi den gør nogle væsentlige ting for dem: naturaliserer deres drømmescenarie – det har altid været sådan, det vil altid forblive sådan – og opretholder et skarpt skel mellem det, der ikke må blandes, og beskriver sammenblanding som altødelæggende. Den reaktionære er den, der mentalt ikke er kommet videre end den biltur sydpå, hvor man som barn kæmpede på bagsædet om, at man skulle blive på sin egen halvdel.

Videnskab og mytologi

Ud over fordomme og ideologi er der særligt to steder, Peterson søger at autorisere sin dualistiske essentialisme: evolutionær biologi og mytologi. Begge tjener de mestendels til at afvise muligheden af historisk forandring. Du ved, det der, hvor vi beslutter, at galskab og ondskab har varet længe nok, så nu beslutter vi ting som menneskerettigheder, lige løn for lige arbejde, demokrati, at det er uhøfligt at kalde kvinder hysteriske kællinger, at det er ulovligt at slå børn – alle fremskridt, som Peterson ikke kan forstå, med sin teori ikke kan forklare, og med sin politik ikke rigtig kan acceptere.

Der er en interessant forskel i brugen af referencer: For den evolutionære biologi er der et væld af videnskabelige referencer; for mytologi og filosofi nærmest ingen. Videnskabsmanden Peterson iscenesætter en videnskabelighed det ene sted, mens vismanden Peterson trækker på sin egen indre erkendelseskamp og drømmeindsigter for derfra at hente karismatisk sandhedskraft. Det videnskabelige får status fra referencer til det videnskabelige fællesskab. Det mytologiske får status fra den personlige autoritet.

Petersons udgave af hård evolutionære biologi og psykologi er blevet grundigt kritiseret for simpelthen ikke at forstå den videnskab, han argumenterer med. Hummere er ikke en særlig god parallel til mennesker, og hummerens verden ligner ikke menneskets komplekse og ikke mindst foranderlige samfund, hvor meget Peterson end insisterer – og så insisterer lidt mere.20 Det interessante i denne sammenhæng er ikke vurderingen af det videnskabeligt redelige eller uredelige ved hans bevisførelse, men derimod 1) den biologistiske reduktionisme, han argumenterer ud fra, der hævder en biologiske konstans på tværs af tid og arter; og 2) den hierarkiske præference, han ordner alt sit materiale ud fra.

Naturaliseringen af dominans

Status og dominans er blot én af de mange måder, hvorpå det sociale udfoldes og udtrykkes, men Peterson ser det ikke, da det ikke flugter med hans forståelse af tilværelsen som en uendelig kamp.Peterson er voldsomt optaget af påstanden om, at naturen er dominansstyret, og han udlægger ikke kun den biologiske, men også den sociale verden som et nulsumsspil. Han skriver meget lidt (positivt) om samarbejde,21 og han bruger flere steder (f.eks. s. 61) udtrykket ”mirakel” om de, der hjælper andre, dvs. som noget uforventeligt, ja endda usandsynligt. Han skriver nærmest intet om kollektiv handlen, hvilket måske er der, hvor hummer-eksemplet viser sin mest åbenlyse ubrugelighed. Mennesket er ikke en enlig hummer på bunden af havet, men et socialt væsen med konstant behov for og lyst til mellemmenneskelige relationer. Status og dominans er blot én af de mange måder, hvorpå det sociale udfoldes og udtrykkes, men Peterson ser det ikke, da det ikke flugter med hans forståelse af tilværelsen som en uendelig kamp, den enkelte heroisk må kæmpe eller gå under i.22 Peterson fejler i sin argumentation, når han sammenblander slaveri og lønarbejde eller feudalisme og demokrati f.eks. som udtryk for ét og samme hierarki. Han får skabt sig en teori, der ikke kan forklare historisk forandring.

Problemet med biologistisk argumentation er, at der ingen nødvendig forbindelse er mellem det biologisk ’naturlige’ og det moralsk ’rigtige’.23 Der er en anden tradition, som inkluderer anarkisten Peter Kropotkin i Gensidig hjælp som evolutionær faktor i 1902 og venstre-socialdemokraten George Monbiot i Out of the Wreckage i 2017, der argumenterer ud fra samarbejde i naturen inden for og endda mellem arter. Begge, politisk modsatrettede, positioner læser baglæns og argumenterer forlæns, dvs. de læser det ind i naturen, som de gerne vil argumentere frem i deres nutid. Hele Petersons biologistiske argumentation er formodentlig mestendels faktuel forkert, men det afgørende er ikke sandheden om, hvordan ’naturen’ er, men det ideologiske i hans reduktion og instrumentalisering heraf. Det fører os til punktet om den hierarkiske præference.

Ingen kan benægte, at verdenshistorien og nutiden er ganske hierarkisk og ulige opdelt, men Peterson fejler i sin argumentation, når han sammenblander slaveri og lønarbejde eller feudalisme og demokrati som udtryk for ét og samme hierarki. Igen: Han får skabt sig en teori, der ikke kan forklare historisk forandring og som, på trods af hans evindelige påberåbelser af at kæmpe imod totalitarisme, ikke kan kende forskel på forskellige måder at organisere samfund og sociale uligheder på. Til gengæld får han – i klar modsætning til en række af de religiøse traditioner, han påstår at trække på, ikke mindst kristendommen – malet et billede af mennesket (manden) som rent kompetitivt, som styret af misundelse og statusjagt. Med andre ord det, kristendommen beskriver som stolthed, en af de syv dødssynder. Petersons menneske er selvcentreret, og derfor giver det også god mening, at hans råd dybest set er ”livstrick maskeret som moral. For i Petersons verdenssyn handler moral om at få, hvad du vil have”.24 Disse ting er selvklart en del af menneskelivet. Snyderiet – eller ideologien – består i reduktionen af én del til helheden og i negligeringen af en række andre væsentlige træk i såvel det individuelle som det kollektive liv, herunder kærlighed, omsorg, solidaritet, altruisme, dispositioner, hvor andet end den enkelte selv sættes i centrum.

På samme måde fejler han i sin trættende insisteren på, at verdenshistorien giver ham ret, hvilket den kun gør, når han har skåret den til, så den passer. Han trækker i omfattende grad på den yderst tvivlsomme jungianske arketypeteori, hvis mulige anvendelse som heuristisk redskab ødelægges af hans insisteren på at læse historien som én absolut fortælling om manden som orden og kvinden som kaos.25 Modeksempler fra mytologisk historie om kvinder som orden og mænd som kaos registreres ikke.26 Verdens mangfoldighed af religioner læses gennem en kristen religionsforståelse.27 Moderne Disney-myter er sande (særligt de ældre, s. 43, 132-3, 324-6), når de bekræfter hans verdensforståelse, eller falske og ideologiske, når de ikke gør (den ”dybt propagandistiske Frozen”, s. 324). Det er let at læse, når man allerede ved, hvad der skal stå, før man har åbnet bogen, set filmen, reciteret digtet. Peterson er en eminent dårlig læser af samme grund som andre reaktionære som f.eks. Søren Krarup,28 da verden er delt i to, alt godt på den her side, alt skidt på den anden, og alt det gode er forbundet, og alt det dårlige er forbundet. Det gør det let at skrive meget, svært at lære noget nyt.

Petersons dominerende interesse er håndhævelse af kønsforskellen. Mænd er, i Petersons verden, de stærkeste og de skrøbeligste. De mest uafhængige og de helt afhængige. Ét blik fra en kvinde, og alt er godt, eller verden bryder sammen.En af de ting, der giver bogen det fejlagtige indtryk af dybde og store dele af dens fortællemæssige flow, er en forveksling, Peterson igen og igen laver mellem den symbolske opdeling i det maskuline og det feminine og så mænd og kvinder. Eller måske han rettere demonstrerer sin biologiske essentialisme bag al mysteriesnakken. Det maskuline er manden. Det feminine er kvinden. Det er ikke tilgange, ressourcer, symboler, dispositioner, myter. Det er biologiske køn.

Skoleskyderenes protest mod Gud

Det er da også køn, der er Petersons dominerende interesse, eller rettere: håndhævelse af kønsforskellen. Mænd er, i Petersons verden, de stærkeste og de skrøbeligste. De mest uafhængige og de helt afhængige. Ét blik fra en kvinde, og alt er godt, eller verden bryder sammen. I et interview fra maj 2018 begrunder han den canadiske massemorder Alek Minassians udåd med, at han ”var sur på Gud, fordi kvinder afviste ham”. Han dræbte 23. april 2018 ti mennesker og sårede 16 (angiveligt motiveret af ’ufrivilligt cølibat’- eller incel-ideologien29), men Peterson har kun sympati til overs for morderen, og så ender han med at advokere for noget, han selv kalder ”tvungen monogami”30 (Det er nok godt for ham, at han ikke uddybede, hvordan det lige skulle foregå. De interesserede kan se et afsnit af The Handmaid’s Tale for at få et bud. I december 2016 tweetede Peterson, at såkaldt tilfældig sex kunne ”nødvendiggøre statstyranni. Den manglende ansvarlighed skal håndhæves på en eller anden måde…”31). Regel 6 om at ordne sine egne anliggender først, begynder med at udlægge en række unge skoleskydere som nogle, der ”havde et problem med virkeligheden på et religiøst plan” (s. 147). Hvad det præcis skal betyde, bliver aldrig helt klart, men det har noget at gøre med at ”udtrykke sit raseri over Væren” (s. 152) og at dræbe sin broder ”mestendels for at såre Gud” (s. 152).

Peterson får læst skoleskyderierne ind i et verdensdrama om menneske vs. Gud og undgår dermed behændigt at forholde sig til, at skoleskyderne altovervejende har været hvide, unge, heteroseksuelle, forholdsvis privilegerede mænd, der sydede af racisme og kvindehad, dvs. udlevede en ekstrem udgave af dominansjagten, hvor mord bliver midlet til at vinde den kamp, man føler ellers er tabt, og til at genindsætte sig selv på pladsen som den, der bestemmer i sin mest radikale form, nemlig over liv og død.32 Petersons læsning flytter skoleskyderne lige op i det niveau for ’heroiske bæster’, der kæmper mod selve Gud. Han adresserer ikke den dysfunktionelle maskulinitet, som disse unge skoleskydere udtrykker. Han giver dem intet at arbejde med, men flytter i resten af bogen ansvaret fra dem og over på de, som de påfaldende ofte skyder, nemlig kvinder og etniske minoriteter, og deres kamp for lige vilkår. Den kamp beskriver Peterson som en krig mod manden og civilisationen. Han kunne også have valgt at hjælpe dem, der før bestemte alene, til at finde en værdig og meningsfuld plads sammen med andre. I stedet bekræfter ham dem i, at deres retmæssige arv og ret er blevet taget fra dem (her er ét sted, hvor de rigtige vindere taber, og taberne vinder, men det er jo også med snyd og bedrag).

Petersons moralske svigt er at beskrive lighed som uretfærdighed og egalisering som tyveri. Han fortæller igen og igen, at marginaliserede personer ikke skal forvente særlig assistance, at deres problemer ikke er væsentlige, og at de skal holde deres mund og rette ryggen.Peterson adresserer et vigtigt tema, nogle mænds desperate oplevelse af, at deres verden bliver taget fra dem. Men han tilbyder dem ingen anden analyse eller handling end med magt at tage det tilbage, der er blevet røvet fra dem, og genindføre hierarki og ulighed. Petersons moralske svigt (også, ja især af vrede, unge, hvide mænd) er at beskrive lighed som uretfærdighed og egalisering som tyveri. Han fortæller igen og igen, at marginaliserede personer ikke skal kræve eller forvente særlig assistance, at deres problemer og historier ikke er væsentlige, og at de skal holde deres mund og rette ryggen. Men der er én gruppe, som han mener, har et legitimt og afgørende krav på hjælp: unge mænd. Der er her en perfekt parallel til den syndflod af særligt mænd, der i kølvandet på Metoo-bevægelsen følte trang til at advare mod en heksejagt og at udtrykke frygt for de anklagede mænds retssikkerhed, uden at man nogensinde før havde hørt dem sige noget om kvinders udsathed for seksuelle krænkelser eller om deres ringe retsbeskyttelse, når de rejser sager om seksuel krænkelse. Det demonstrerer med al tydelighed, at det hverken for Peterson eller for disse Metoo-kritikere handler om retsbeskyttelse, men om mænds beskyttelse.

Fundamentalisme for ikke-troende

I argumentet om verdens og særligt kønnets statiske karakter henviser Peterson ofte til religiøse og mytiske kilder, der læses som arkaiske udtryk for én og samme tanke: Petersons. Han udleder en teori om såvel verdens beskaffenhed som dens etik fra disse læsninger og overser dermed behændigt, at religioner og mytologier giver forskellige moralske forskrifter, at de ikke udtrykker evig visdom, men et historisk omskifteligt sæt af doktriner og fortolkninger, og at der selv i hans foretrukne religion, kristendommen, er en mangfoldig doktrinær og institutionel historie uden åbenlyse etiske enigheder mellem bare forskellige protestantiske grene af den ’kristne familie’. Peterson har fuldstændig udgrænset de kristne og andre religiøse, såvel som ikke-religiøse, doktriner om fællesskab. Som teologi og mytologi betragtet er hans forståelse ensidig, for at sige det pænt.

Han giver heller ikke en særlig overbevisende forklaring på, hvorfor Biblen skal foretrækkes som autoritativ kilde til vestlig moralitet over andre (f.eks. Homer, den stoiske tradition, den republikanske tradition, Platon, Aristoteles etc.), om end han får mumlet sig frem til nogle usammenhængende sætninger, der alt efter temperament kan læses som udsagn om, at Biblen er et helt igennem menneskeligt og historisk dokument eller omvendt, på mirakuløs vis er ”sprunget frem, ud af dybet, af den kollektive menneskelige forestillingsevne, der i sig selv er et produkt af uforståelige kræfter, der opererer over ubegribelige tidsspand” (s. 104). Biblen, siger Peterson, kan fortælle os noget om, ”hvad vi tror på, og hvordan vi handler og bør handle, der nærmest ikke kan opdages på nogen anden måde” (ibid.). Hvorfor det ikke kan det, står lige så klart som tåge. Det, som i hvert fald står klart, er, at Peterson i sine Bibel-timer har lært, hvordan man instrumentaliserer dens såkaldte evige budskaber til ganske timelige formål. Men det står f.eks. ikke klart, hvorfor Biblens påbud om dødsstraf for snart sagt hvad som helst ikke er evige sandheder, men noget, vi lige kan lade ligge uden et ord.33 Peterson tilbyder religionens absolutte sandhed til dem, der ikke helt kan bringe sig til at tro på, at Biblen er bogstaveligt sand. Det er en tro-på-tro, men ikke reel tro.Det, Peterson tilbyder, er fundamentalistisk kristendom for ikke-(særligt)-troende. Som professor i kreativ skrivning, Jared Yates Sexton, meget præcist har beskrevet det, appellerer bogen til dem, der ”stiller spørgsmålstegn ved bogstavelig fortolkning [af Biblen især], men som stadig tørster efter ortodoksiens fordele”.34 Peterson tilbyder religionens absolutte sandhed til dem, der ikke helt kan bringe sig til at tro på, at Biblen er bogstaveligt sand. Det er ”en tro-på-tro, men ikke reel tro.”35 Og han lader det stå ualmindeligt uklart, hvad hans eget forhold til kristendommen er. Det eneste klare, der står tilbage, er religionens absolutisme, påstanden om, at dens etiske sandheder er i tiden, men ikke er af tiden og derfor måske ikke er uafhængige af mennesker som sådan, men uafhængige af villet menneskelig handling og forandring, dvs. påstanden om, at man kan råbe og skrige, påkalde Gud eller lade være, verden er, som (Peterson siger at) verden er. Afvisningen af eller afvigelsen fra denne transhistoriske sandhed er totalitære udskejelser eller hedonistisk nihilisme, dvs. politisk eller eksistentiel grænseløshed.

En af de transhistoriske sandheder, Peterson mener at kunne udlede fra alle religioner og mytologier, er: ”Livet er lidelse. Det er klart. Der er ingen mere basal, uigendrivelig sandhed.” (s. 161) Hvis man er nødt til både at skrive ’klart’ og ’basal, uigendrivelig sandhed’, så er det måske, fordi udsagnet i sig selv ikke overbeviser særlig meget, og det gør det da heller ikke, når han prøver at bevise det. Der er åbenlyst lidelse og elendighed i den enkeltes og i menneskehedens tilværelse, men der er også alt muligt andet: kærlighed, omsorg, glæde, forundring, latter, leg og ømhed, og intet tilsiger, at det er mindre afgørende dele af livet eller af religioners og mytologiers budskab.

Peterson hævder at beskrive verden, som den er, hvilket bliver til en fortælling domineret af udeladelser og tvivlsomme påstande. I næste del skal vi se nærmere på den ideologiske tænkning bag hans verdensopfattelse.

Mikkel Thorup er forfatter, idehistoriker og Professor MSO på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

  1. Tak til Magnus Møller Ziegler og Uffe Kaels Auring for mange værdifulde kommentarer og rettelser.
  2. I ikke ringe omfang fordi han formåede at fejlfortolke en canadisk lov, C-16, til at handle om, at han kunne gå i fængsel for ikke at tiltale transkønnede, som de ville tiltales. At han, bevidst eller ikke, tog fuldstændig fejl om, hvad loven sagde og ville betyde, hindrede ikke, men fremmede maksimalt hans succes som højrefløjshelt, og hans fejltagelser bliver gentaget igen og igen af kommentatorer og journalister. For loven og Petersons misforståelser se Brenda Cossman, ” Bill C-16 – No, its Not about Criminalizing Pronoun Misuse”, Mark S. Bonham Centre for Sexual Diversity Studies Blog,  http://sds.utoronto.ca/blog/bill-c-16-no-its-not-about-criminalizing-pronoun-misuse/; Lisa Cumming, “Are Jordan Peterson’s Claims About Bill C-16 Correct?”, The Torontist, 19. december 2016, https://torontoist.com/2016/12/are-jordan-petersons-claims-about-bill-c-16-correct/; Canadian Bar Association, 10. maj 2017, https://www.cba.org/CMSPages/GetFile.aspx?guid=be34d5a4-8850-40a0-beea-432eeb762d7f; Aaron Huertas, “A Field Guide to Jordan Peterson’s Political Arguments”, Medium, 29. januar 2018, https://medium.com/s/story/a-field-guide-to-jordan-petersons-political-arguments-312153eac99a; Alexander Offord, “The Intellectual Fraudulence of Jordan Peterson”, Medium, 25. maj 2017,https://medium.com/@offordwrites/the-intellectual-fraudulence-of-jordan-peterson-apropos-daniel-karasik-ff3b58c48fc3; Bernard Schiff, “I was Jordan Peterson’s strongest supporter. Now I think he’s dangerous”, The Star, 25. maj 2018, https://www.thestar.com/opinion/2018/05/25/i-was-jordan-petersons-strongest-supporter-now-i-think-hes-dangerous.html.
  3. F.eks. DR2 Deadline, 2. april 2018 med Rune Lykkeberg & Henrik Jensen; Marta Sørensen, ”Kaoshelten”, Weekendavisen, 6. april 2018; Christian Bennike, ”Skyd brystet frem, ret dig op – og red den moderne verden”, Information, 21. april 2018; Néné La Beet, ”Jordan Peterson – glat som en ål og uden tvivlens nådegave”, POV, 2. juni 2018; Gunnar Langemark, ”En selvretfærdig men nødvendig sten i skoen”, POV, 3. juni 218; Sidsel Nyholm, ”Jordan Peterson er filosoffen, der vil gøre drenge til mænd”, Kristeligt Dagblad, 9. juni 2018; Bjarne Nørum, ”Fjernsynsskænderi skabte storsælgende selvhjælpsbog”, Kristeligt Dagblad, 12. juni 2018
  4. F.eks. Marie Krarup, ”Ryd op på dit værelse!”, Berlingske Tidende, 4. maj 2018; Søren Kenner, ”Jordan Peterson og kampen om den vestlige civilisations værdier”, POV, 2. juni 2018; Bent Blüdnikow, ”Borgerlige Youtube-stjerner: Jordan B. Peterson”, Berlingske Tidende, 20. juni 2018.
  5. Jeg har præsenteret de reaktionære hovedargumenter i ”Den reaktionære tænkning” (på vej i K&K).
  6. Martin Belam, “’Unclear, unfunny, delete’: editor’s notes on Milo Yiannopoulos book revealed”, The Guardian, 28. december 2017, https://www.theguardian.com/books/2017/dec/28/unclear-unfunny-delete-editors-notes-on-milo-yiannopoulos-book-revealed.
  7. Jonathan Foiles, “Jordan Peterson Seems Like a Terrible Therapist”, Slate, 22. maj 2018, https://slate.com/technology/2018/05/jordan-peterson-seems-like-a-terrible-therapist.html.
  8. Nathan J. Robinson, “The Intellectual We Deserve”, Current Affairs, 14. marts 2018,https://www.currentaffairs.org/2018/03/the-intellectual-we-deserve/; Tabatha Southey, “Is Jordan Peterson the stupid man’s smart person?”, Maclean’s, 17. november 2017, https://www.macleans.ca/opinion/is-jordan-peterson-the-stupid-mans-smart-person/.
  9. George Orwell, The Road to Wigan Pier, London: Penguin 1962 [1937], s. 151.
  10. George Orwell, The Road to Wigan Pier, London: Penguin 1962 [1937], s. 194.
  11. Man kunne ønske, han faktisk havde læst Orwell og forstået ham, f.eks. denne fine lille passage om fascismens mulige komme: ”[D]et jeg tænker på nu er den fascistiske tænkemåde, der uden tvivl vinder grund hos dem, der burde vide bedre. Fascisme, som den optræder hos den intellektuelle, er en slags spejlbillede – ikke direkte på Socialismen men af en plausibel parodi af Socialismen. Det bliver først og fremmest til en beslutsomhed om at gøre det modsatte af hvad en mytisk Socialisme gør. Hvis du præsenterer Socialisme i et dårligt og misvisende lys – hvis du lader folk tro, at det ikke betyder meget mere end at hælde den Europæiske civilisation ud i håndvasken på Marxistiske idioters kommando, da risikerer du at drive dem i armene på Fascisme.” George Orwell, The Road to Wigan Pier, London: Penguin 1962 [1937], s. 186.
  12. Et andet lille eksempel er hans pinagtige ’læsning’ af Jean-Jacques Rousseau s. 119-120, der lever op til alle kravene i det, der må være optagelsesritualet i De Reaktionæres Klub: ’Du skal uden at have læst og uden saglig grund indsætte en sviner af Rousseau et sted i din tekst’. Jeg har skrevet om Rousseau og den reaktionære brug af ham i Fornuftens perversion, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2008, kap. 5.
  13. Han har også på andre måder vist sig at være ganske skrøbelig og ynkelig, så snart nogen kritiserer ham: Jeet Heer, ”Jordan Peterson joins the club of macho writers who have thrown a fit over a bad review”, The New Republic, 31. juli 2018, https://newrepublic.com/minutes/147570/jordan-peterson-joins-club-macho-writers-thrown-fit-bad-review.
  14. Se også s. 48, hvor den kvindelige afvisning er en ”urkraft i naturen”.
  15. For en fremragende fremstilling af ’familieværdier’ i konservativ og neoliberal politik se Melinda Cooper, Family Values: Between Neoliberalism and the New Social Conservatism, New York: Zone Books 2017.
  16. Ikke dermed sagt at der ikke er en lang misogyn tradition i diverse kulturer. Det er der, se f.eks. Mary Beard, Kvinder og magt. Et manifest, København: Gads forlag 2018 [2017].
  17. Pankaj Mishra, “Jordan Peterson and Fascist Mysticism”, The New York Review of Books, 19. marts 2018, http://www.nybooks.com/daily/2018/03/19/jordan-peterson-and-fascist-mysticism/.
  18. F.eks. s. 9-10 om hummer- og menneskehunner.
  19. https://www.facebook.com/drjordanpeterson/posts/1546167995447330.
  20. PZ Myers, “Jordan Peterson and the Lobster”,  29. januar 2018, https://www.youtube.com/watch?v=Iq7W9frEPLg; PZ Myers, “Lobsters are not people”, Free Thought Blogs, 31. januar 2018, https://freethoughtblogs.com/pharyngula/2018/01/31/lobsters-are-not-people/; Leonor Concalves, “Psychologist Jordan Peterson says lobsters help to explain why human hierarchies exist – do they?”, The Conversation, 24. januar 2018, https://theconversation.com/psychologist-jordan-peterson-says-lobsters-help-to-explain-why-human-hierarchies-exist-do-they-90489; Deena Skolnick Weisberg m.fl., “The Seductive Allure of Neuroscience Explanations”, Journal of Cognitive Neuroscience, vol. 20, nr. 3, 2008, s. 470-477, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2778755/.
  21. Faktisk går han i regel 3 langt for at fraråde ’overdreven’ medmenneskelighed.
  22. Mutual-aydee, “Jordan Peterson, Social Conservatism and the Application of the Naturalistic Fallacy”, Mutualism, 20. januar 2018, https://mutualism.net/social-conservatism-and-naturalistic/.
  23. Nicholas McGinnis, “Order, but by Subordination: Jordan Peterson’s Reactionary Mind”, Medium, 11. april 2018, https://medium.com/@nicholasmcginnis/order-but-by-subordination-jordan-petersons-reactionary-mind-cc54ed2f99d4.
  24. Charlie Clark, “Book Review: 12 Rules for Life by Jordan Peterson”, Mere Orthodoxy, 5. marts 2018, https://mereorthodoxy.com/book-review-12-rules-life-jordan-peterson/.
  25. Jeet Heer, “Jordan Peterson’s Tired Old Myths”, The New Republic, 21. maj 2018, https://newrepublic.com/article/148473/jordan-petersons-tired-old-myths; Pankaj Mishra, “Jordan Peterson and Fascist Mysticism”, The New York Review of Books, 19. marts 2018, http://www.nybooks.com/daily/2018/03/19/jordan-peterson-and-fascist-mysticism/
  26. Lyta Gold, “Current Affairs’ Comparative Mythology Exam”, Current Affairs, 27. maj 2018, https://www.currentaffairs.org/2018/05/current-affairs-comparative-mythology-exam; Adam Novy, “Homer and Hatred: On Jordan Peterson’s Mythology”, Los Angeles Review of Books, 5. december 2018, https://blog.lareviewofbooks.org/essays/homer-hatred-jordan-petersons-mythology/.
  27. Paul Thagard, ” Jordan Peterson’s Murky Maps of Meaning“, Psychology Today, 12. marts 2018, https://www.psychologytoday.com/us/blog/hot-thought/201803/jordan-petersons-murky-maps-meaning.
  28. Mikkel Thorup, Fornuftens perversion, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2008, kap. 6.
  29. Rob Crilly m.fl., “What do we know about Alek Minassian, arrested after Toronto van attack?”, The Telegraph, 25. april 2018, https://www.telegraph.co.uk/news/2018/04/24/do-know-alek-minassian-arrested-toronto-van-attack/; Andy Martin, “The incel rebellion — how involuntary celibates are dangerous in their desires”, The Independent, 4. maj 2018,  https://www.independent.co.uk/news/long_reads/incel-what-is-involuntary-celibates-elliot-rodger-alek-minassian-canada-terrorism-a8335816.html.
  30. Nellie Bowles, ” Jordan Peterson, Custodian of the Patriarchy”, New York Times, 18. maj 2018, https://www.nytimes.com/2018/05/18/style/jordan-peterson-12-rules-for-life.html.
  31. Davide Mastracci, “Jordan Peterson Is The New Chief Lobbyist For ‘Nice Guys’ And Incels”, Huffington Post,31. maj 2018, https://www.huffingtonpost.ca/davide-mastracci/jordan-peterson-incel-nice-guys-enforced-monogamy_a_23447825/. Se også hans forsøg på at undgå at forholde sig til voldtægts realitet: Ohana, ”Transcript of last segment of Peterson interview”, Medium, 17. februar 2018, https://medium.com/@killmeohana/transcript-of-last-segment-of-peterson-interview-8561880c28cd.
  32. Kate Manne, ”Reconsider the Lobster”, Times Literary Supplement, 23. maj 2018, https://www.the-tls.co.uk/articles/public/jordan-peterson-12-rules-kate-manne-review/.
  33. Paul Thagard, ”Jordan Peterson’s Flimsy Philosophy of Life”, Psychology Today, 14. februar 2018, https://www.psychologytoday.com/us/blog/hot-thought/201802/jordan-peterson-s-flimsy-philosophy-life.
  34. Jared Yates Sexton, “Jordan Peterson’s moment of fame — and the dangers of patriarchal pseudoscience”, Salon, 22. maj 2018, https://www.salon.com/2018/05/22/jordan-petersons-moment-of-fame-and-the-dangers-of-patriarchal-pseudoscience/.
  35. Tisias, “Argue like Jordan Peterson”, Medium, 21. april 2018, https://medium.com/@Corax/argue-like-jordan-peterson-265e4c11b235.