Et effektivt karaktermord på Sara Omar (en replik)

Af Claus Pedersen

Eftertryk offentliggjorde d. 22. april en tekst om forfatteren Sara Omar, skrevet af Jonas Mirza og Jarl Sidelmann. Mirza og Sidelmann argumenterer for, at substansen i Sara Omars forfatterskab (som det præsenteres i medierne) er ”stort set den samme” som hos den rabiate debattør Lars Hedegaard, og de stiller spørgsmålet: Hvordan det kan være, at Lars Hedegaard blev bredt fordømt, mens Sara Omar blev bredt accepteret og rost?

Teksten er delt op i 3: En sammenligning mellem Omar og Hedegaards udtalelser, en gennemgang af anmeldelserne af Sara Omars bog ”Dødevaskeren” og en vurdering af ”relevansen og validiteten” (kaldet ”Retmæssighed”) af Omars udsagn. Sara Omars bog er efter eget udsagn en roman, men den er i offentligheden blevet modtaget som en selvbiografi eller en roman med stærke selvbiografiske træk. Sara Omars deltagelse i den offentlige debat tyder på, at hendes egne erfaringer har spillet en stor rolle i romanen.

Mirza og Sidelmann bruger den første tredjedel af teksten på at argumentere for sammenligningen mellem Omars og Hedegaards centrale pointer. Forfatterne har gjort et grundigt arbejde med at dokumentere de benyttede citater, som fremstår grove og generaliserende – præcis som Hedegaard er kendt for at argumentere.

Desværre er præmissen for den ellers veldokumenterede pointe, at forfatterne efter eget udsagn ser ”bort fra nogle stedvist forsonlige nuancer i hendes kritik”. Det tjener til forfatternes ære, at de åbent melder ud, som de gør, men beslutningen om at se bort fra forsonlige nuancer underminerer deres pointe.

Lars Hedegaard er formentligt Danmarks mest unuancerede og aggressive debattør ift. islam. Hvis der findes ”forsonlige nuancer” i Hedegaards forfatterskab, så ville det klæde forfatterne at inddrage dem i deres analyse. Jeg har ikke kunnet finde noget i Lars Hedegaards medie-tilstedeværelse som er ”nuanceret” ift. islam.

Men når man kigger ind i de ”forsonlige nuancer”, forfatterne bevidst har set bort fra hos Sara Omar, så finder man bl.a., at hun beskriver sig selv som en del af en kvindefrigørelse inden for islam. Hun er med andre ord muslim og dermed ikke en del af Hedegaards korstog mod islam som religion. En anden ”forsonlig nuance” i Sara Omars offentlige profil, som forfatterne har valgt at se bort fra, er, at Omar tilbage i januar 2018 i en video lagde afstand til de fremmedfjendske kræfter, som har misbrugt hendes bog, og hvor hun konstaterer, at der findes undertrykkelse i alle religioner og kulturer. I afsnittet om ”Retmæssighed” fremstilles Sara Omars holdninger anderledes og mere loyalt, hvilket understreger, at sammenligningen med Lars Hedegaard er usaglig.

Tilbage står, at forfatterne alene har dokumenteret, at Omar har udtalt sig meget kritisk om islam – man kunne sige, at der er tale om en tilståelsessag. Omar er efter eget udsagn meget kritisk over for kvindernes rolle i islam, den vold, hun har oplevet i islams navn, og arbejder for at støtte en kvindefrigørelse inden for islam.

Efter denne indledende tredjedel tekst, hvor Omar og Hedegaard sammenlignes, kommer en stærk og overbevisende delkonklusion, hvor forfatterne spekulerer i, hvorfor Omars islam-kritiske holdninger bliver bedre modtaget end Hedegaards tilsvarende udsagn. Her argumenteres der for, at Omar er en del af islam og fremstår troværdig på baggrund af egne erfaringer, hvor Hedegaard er en ekstern, skinger, proportionsforvrængende konspirationsteoretiker. Denne del-konklusion bliver desværre helt uforståeligt forkastet til sidst i teksten.

Mirza og Sidelmann går herefter videre til at gennemgå de mange positive anmeldelser, som Dødevaskeren fik i forbindelse med udgivelsen. Denne gennemgang fylder godt 20 pct. af teksten, og forfatterne dokumenterer de mange positive anmeldelser og forsøger herfra at trække en lige linie fra de positive anmeldelser til den endelige konklusion om, at den positive modtagelse af bogen skyldes koblingen mellem islam og vold. Det virker umiddelbart voldsomt at bruge 20 pct. af en i forvejen lang tekst på at dokumentere en veletableret sandhed (den positive modtagelse af bogen), men det giver mening på den måde, at det samtidig dokumenteres, at anmeldelserne eksplicit nævner koblingen mellem islam og Sara Omars oplevelser af vold i forskellige former.

Det bringer Mirza og Sidelmann videre til afsnittet om ”retmæssigheden” i Sara Omars bog. Med udgangspunkt i begrebet ”retmæssighed” forsøger Mirza og Sidelmann at dokumentere, at Sara Omars beskrivelser og erfaringer burde være mødt med kritiske spørgsmål og en mere generel debat om vold i samfundet, uden at ”islam” som religion skulle spille en central rolle – eller en rolle overhovedet.

Mirza og Sidelmanns projekt er både velmenende og sympatisk, men undervejs kommer de til at begå et (utilsigtet?) karaktermord på Sara Omar.

Det sker f.eks., når Sara Omar beskriver den vold, hun har været udsat for, og hvordan den bliver legitimeret i religionen islam. Her trækker Sidelmann og Mirza statistikker og eksperter frem og dokumenterer overbevisende, hvordan vold mod kvinder også finder sted i kultur-kristne samfund. Det er uklart, om Sidelmann og Mirza bevidst overser pointen, men de kommer ikke med et eneste eksempel på, at den vold, de dokumenterer eksistensen af, er legitimeret i den form for kristendom, der praktiseres i Honduras, Namibia eller Danmark.

Mirza og Sidelmann kunne her have løftet debatten op på et højere niveau ved at beskrive, hvordan kristne, hinduistiske eller øvrige religioner aktuelt legitimerer patriarkalske og voldelige magtstrukturer. Hvor er de kulturelle fællesskaber, hvor volden er systematiseret og bliver bakket op af en ideologi a la den, Sara Omar beskriver? Den vold, jeg læser om og kender, er begrundet i alkoholisme, misforståede kønsroller, bristede drømme om mandighed eller andre former for afmagt. Den vold, Sara Omar beskriver, er institutionaliseret i religionen.

Det forholder Mirza og Sidelmann sig til ved at henvise til en 20 år gammel artikel, som beskriver, hvordan voldtægtsmænd i 14 sydamerikanske lande kan slippe for straf ved at gifte sig med deres voldtægtsoffer. De fortier dog centrale elementer i artiklen, hvoraf det fremgår, at de pågældende love er under stærk kritik fra organiserede feministiske organisationer og i landenes parlamenter. De undlader også at opdatere læseren på, hvorvidt lovene fortsat er gældende. Dermed bekræfter de indirekte Sara Omars pointe. De kristne samfund bevæger sig væk fra de patriarkalske voldstrukturer – det gør de muslimske ikke.

En tilsvarende situation opstår omkring Sara Omars påstande om incest. Sara Omar postulerer, at incest er et særligt problem i muslimske samfund. Ikke fordi det nødvendigvis er mere udbredt, men fordi det sker i lukkede samfund med høje æresbegreber og dermed bliver fortiet. Her forholder de to forfattere sig ikke til den krænkende handling ”incest”, men til beskrivelsen af, hvordan krænkelsen bliver ”fortiet”. Herefter dokumenterer Mirza og Sidelmann så på glimrende vis, at ”vold mod kvinder” også er tabu i det gammel-danske samfund. De kunne også have trukket tråde til den katolske kirkes pædofili-sager eller de forfærdelige beskrivelser fra Tønder, hvis de havde ønsket at være mere loyale over for Omars tekst.

Som læser sidder man tilbage med en følelse af, at der bliver sorteret i kilderne. F.eks. vil de to nævnte eksempler med den katolske kirke og Tønder-sagen dokumentere lukketheden og de seksuelle grusomheder over for børn. Men de ville også dokumentere den massive fordømmelse og foragt, de skyldige møder, når lågen ryger af gryden. Præcis som manden, der slår sin kone, vil møde offentlig fordømmelse, når ugerningen kommer for en dag.

Som en sidste pointe bruger Sidelmann og Mirza energi på at bevise, hvordan volden mod kvinder indiskutabelt eksisterer i Danmark. Amnesty International, Europarådet, Aalborg Universitet, fagforeningerne, Det Kriminalpræventive Råd, Voxmeter og EU’s agentur for Fundamentale Rettigheder kaldes alle i vidneskranken for at bevise udbredelsen af vold mod kvinder i Danmark. På denne måde beviser Sidelmann og Mirza effektivt, at Sara Omar har ret. Vold mod kvinder eksisterer i Danmark, men vi har opbygget en lang række strukturer, som skal forhindre det og hjælpe kvinderne ud af volden. Det er ikke socialt acceptabelt at slå på kvinder i det gammel-danske samfund!

Her kunne de to forfattere have hjulpet deres pointe ved at nævne de muslimske organisationer, som evt. med midler fra staten arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn i muslimske lande. På samme måde som de tidligere kunne have hjulpet deres sag ved at beskrive, hvordan kristendommen legitimerer vold mod børn og kvinder, på samme måde som Sara Omar oplevede det i forhold til islam under sin egen opvækst.

Efter endt læsning sidder man som læser tilbage med en oplevelse af, at Sara Omars holdninger bevidst er blevet præsenteret på misvisende maner. Dels ved bevidst at sortere modsigende kilder fra og dels ved at misforstå hendes pointer.

Mirza og Sidelmann forkaster den troværdige del-konklusion om, at Sara Omar er en ”erfaringsekspert”, som taler med ”ubrydelig autenticitet”, som tilmed garderer sig imod at blive misbrugt. I stedet konkluderer de, at hun er generaliserende, og kommer med udokumenterede påstande. Mirza og Sidelmann trækker en fernis af mediekritik hen over deres konklusion, men i virkeligheden udfører de et effektivt karaktermord på Sara Omar.

Som læser skal man – uanset om man ønsker, at Mirza og Sidelmanns konklusion er korrekt – huske,

1) at den klart definerede baggrund for deres tekst er, at de bevidst har sorteret i Omars citater og set bort fra udsagn, som taler imod deres konklusion, og

2) at den empiri, de selv præsenterer i teksten, taler imod deres konklusion.

Læs også: Kritik er ikke karaktermord (replik til Claus Pedersen)