Nej, Mette Frederiksen. Vi skal ikke redde kapitalismen fra sig selv

Af Pelle Dragsted

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, havde forleden et på mange måder interessant indlæg i den britiske avis Financial Times.1 I indlægget forklarer hun de europæiske socialdemokraters krise med deres manglende blik for den økonomiske usikkerhed, som mange almindelige mennesker har oplevet i kølvandet på de sidste årtiers nyliberale reformer. Og hun opfordrer til at finde tilbage til rødderne i det socialdemokratiske projekt.

Det er svært at være uenig i den diagnose, og det er opløftende, at den leveres af det danske socialdemokratis leder. Men lige så opløftende indlæggets ønske om at genfinde et mere traditionelt socialdemokratisk projekt er, lige så bekymrende er Mette Frederiksens definition af projektet.

Som et tilbagevendende tema i indlægget slår hun nemlig fast, at Socialdemokratiets centrale og historiske opgave, som man nu skal finde tilbage til, er at ”redde kapitalismen fra sig selv”. Påstanden er for det første et historisk falsum. Og for det andet udtrykker den kernen i den samfundsopfattelse, der netop er grundlaget for de europæiske socialdemokratiers deroute.

At der er tale om historiefordrejning, bør være åbenlyst. Målsætningen for de socialdemokratiske ledere i arbejderbevægelsen var aldrig at redde kapitalismen. Det var ikke Borgbjergs projekt. Det var ikke Staunings projekt. Det var ikke Anker Jørgensen og Thomas Nielsens projekt, og det var ikke den unge (og måske ældre?) Mogens Lykketofts projekt. Tværtimod fastholdt alle disse socialdemokratiske ledere ønsket om at udvikle en samfundsøkonomi, der gik hinsides kapitalismens udemokratiske koncentration af ejerskab og indflydelse i økonomien til de få. Og en vision om en økonomi, der i langt højere grad byggede på distribution af ejerskab til de mange gennem et udbredt demokratisk fælleseje i økonomien.

Man accepterede på den korte bane et klassekompromis, der lod den økonomiske elite fastholde ejerskabet i store dele af økonomien, mod at dele overskuddet med de brede lag i befolkningen. Men man opgav aldrig målet om udviklingen af en ny demokratisk socialistisk orienteret økonomisk model.

Ja, faktisk er Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsens generation vel den første i arbejderpartiets historie, der for alvor har opgivet enhver tanke om mere grundlæggende ændringer af det økonomiske system og øjensynligt opfatter den kapitalistiske økonomi som historiens endelige holdeplads.

Det er paradoksalt. For aldrig har det været mere tydeligt, at den kapitalistiske økonomiske model er ude af stand til at løse de problemer, som den brede befolkning står over for. Aldrig har så meget rigdom været koncentreret hos så få. Aldrig har så få store globale virksomheder og banker haft så meget magt og kunnet sætte så meget retning for samfundsudviklingen.

Og det er netop denne forrykning af magt fra de folkevalgte til direktionsgangene, som har skabt den usikkerhed, mange mennesker oplever. Fordi virksomhederne er så stærke, at de både kan presse den enkelte arbejder til hårdere og mere usikre arbejdsbetingelser ­– og presse politikerne til reformer, privatiseringer og nedskæringer, der gør livet sværere for flertallet.

Det klassekompromis, som op igennem sidste århundrede faktisk leverede, og som skabte store fremskridt for almindelige mennesker, er blevet opsagt af den økonomiske elite, der altid står klar til at presse skatten ned og mindske den økonomiske regulering.

Netop kombinationen af på den ene side at opgive enhver idé om at transformere det økonomiske system og på den anden side en manglende erkendelse af, at den økonomiske elite ensidigt har opsagt det klassekompromis, som socialdemokratiernes succes i det 20. århundrede byggede på, er i mine øjne en hovedårsag til de europæiske socialdemokratiske partiers dybe krise.

I fraværet af ideer om at forandre økonomien har socialdemokratierne i de sidste årtier som en undertrykt ægtefælle tilpasset sig en stadig mere selvrådende og brutal økonomisk elites luner. Man har hoppet, når de sagde hop. Hævet pensionsalderen. Forringet det sociale sikkerhedsnet. Nedsat selskabsskatten og de progressive skatter. Accepteret stigende ulighed. Undladt at tage de skridt, som er helt nødvendige for at undgå en irreversibel klimakatastrofe. Alt sammen for at holde sammen på et åbenlyst kuldsejlet og asymmetrisk ægteskab. Dét er oprindelsen til den voksende usikkerhed for almindelige mennesker – og til de europæiske arbejderpartiers legitimationskrise.

Hvis venstrefløjen og arbejderbevægelsen igen skal blive en kraft i Europa, så må den følgagtighed ophøre.  Så er man nødt til at erkende, at man i den tid, vi lever i, ikke kan være venner med den økonomiske topelite og den brede befolkning på én gang. At man er nødt til i højere grad at vælge side og handle i strid med elitens ønsker og interesser. Og frem for alt: at man er nødt til at tage fat på spørgsmålet om fordeling af ejerskab, overskud og magten til at bestemme over investeringerne. For som Borgbjerg, Stauning og Anker så udmærket vidste, er det i sidste ende her, nøglen til at sikre en tryg fremtid for den brede befolkning ligger. Aldrig i hænderne på en snæver økonomisk elite.

Så kære Mette Frederiksen. Den europæiske venstrefløjs opgave har aldrig været at redde kapitalismen fra den selv. Vi skal tværtimod redde befolkningen fra den usikkerhed, ulighed og underminering af folkestyret, som altid vil være den kapitalistiske økonomis trofaste følgesvende. Både ved på kort sigt at øge ligheden og den sociale tryghed gennem reformer, der fordeler rigdommen og styrker det sociale sikkerhedsnet, og på længere sigt ved skridt for skridt at udvikle en moderne demokratisk socialistisk økonomi, der kombinerer frihed og virkelyst med demokratisk indflydelse på økonomien og investeringerne, så det overskud, vi alle sammen er med til at skabe igennem vores arbejde, fordeles rimeligt.

Vi skal redde økonomien, klimaet og folkestyret fra kapitalismen.

Pelle Dragsted er erhvervs- og finansordfører i Enhedslisten.

  1. Mette Frederiksen: ”How to save Europe’s centre left”, Financial Times, 13. marts 2018: https://www.ft.com/content/85df0380-2391-11e8-8138-569c3d7ab0a7

    Indlægget er tilgængeligt på Socialdemokratiets hjemmeside: http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2018/3/how-to-save-europe-s-centre-left/