Litteraturens narcissisme

Af Mikkel Thykier

Billedkunst af Ferdinand Ahm Krag

Mikkel Thykier (f. 1977) er digter og forfatter til en lang række kritiske essays. Nedenstående tekst er et uddrag af et essay fra Thykiers kommende bog, Narcis (Antipyrine, 2018). Ifølge Thykier befinder litteraturen og litteraturkritikken sig i en krise. De dominerende indstillinger til litteraturen – den æstetisk-formalistiske, den tematisk-kritiske og den processuelle ­– formår kun at legitimere sig selv igennem narcissistiske selvspejlinger. Dette forhold er afsæt for Thykiers forsøg på at finde ”en fjerde vej”, der ikke spejler, men slider.

Medielandskabet har været under heftig forandring i årtier. Alligevel er aviserne i manges opfattelse stadig det bedste sted at stifte bekendtskab med litteratur og tanker om litteratur. De har opretholdt en vis autoritet, som kun kan undre. Hvad berettiger den i dag? Umiddelbart er det et helt traditionelt kritisk sigte, der lægges, når der spørges sådan, og andre fora for litteraturformidling ikke berøres i nævneværdig grad.

Da det ikke giver mening at holde kunstens og litteraturens sfærer strengt adskilt, må billedkunst og kunstkritik også inddrages. Kunsten og litteraturen er trods alt samtidige og deles om mange af de samme problemer. Som den engelske kunstner Amanda Beech (f. 1972) har forklaret, er kunst og litteratur endt som symbolske billeder på en frihed fra loven, en præpolitisk tilstand. Samtidig har de påtaget sig besværet med at opnå frihed i den sociale emancipations navn og har, uden at bemærke det, brækket armen i forsøget. Symbolsk frihed, social frihed, det er to former for frihed, der ikke er afstemt med hinanden. Uanset hvor stort indtryk et kunstværk efterlader, visuelt, kropsligt, intellektuelt, uanset litteraturens ligefrem overvældende sammensmeltning af historier, sansninger, tanker og livsløgne, er kunsten og litteraturen ude af stand til at gennemføre en frigørelse, der samtidig er virkningsfuld på politikkens betingelser. Der kommer sjældent andet ud af anstrengelserne end en øm gestus, der henviser til et potentiale, konstaterer Beech. Den gestus risikerer også at blive det eneste, der er tilbage for kunst- og litteraturkritikken, som er plaget af en lignende historisk fraktur, der aldrig er helet.

Når der ses historisk på problemet, fra en vis afstand og meget forenklet, virker det, som om den kritik, der på daglig basis bedrives i form af anmeldelser, omtaler og interviews, ikke har gjort sig af med uoverensstemmelsen mellem opfattelsen af litteraturen som en sprogkunst og opfattelsen af litteraturen som en form for kritik af de rådende forhold. De to opfattelser mødes i tanken om, at kunsten og litteraturen har et kritisk potentiale i kraft af deres uafhængighed: Hverken kunsten og litteraturen har anden berettigelse end sig selv, de skal i sidste ende ikke legitimere sig ud fra andet. Det er den mest enkle løsning på den legitimeringskrise, som litteraturen og kunsten har befundet sig i, siden de i 1800-tallet løsrev sig fra de ansættelsesforhold, kunstnere indtil da havde arbejdet under. Derfra udviklede de sig sideløbende med tidens store sociale frigørelsesprojekter. Med Beethovens berømte formulering fra 1803: Han skrev musik, ikke for at blive betalt, men for det enkelte menneske. Det er en legitimering, som kritikken lige siden har forsøgt at adressere og uddybe. Så langt er de to opfattelser af litteraturens kritiske potentiale enige. Uenigheden begynder, når de diskuterer, om det kritiske potentiale øges ved, at litteraturen fortrinsvis beskæftiger sig med sine egne, æstetiske problemer, eller om litteraturens iboende kritik er bedre tjent med at blive omsat i en form for samfundskritik.

På den ene side er der opfattelsen af kunsten som et unikt erkendelsesrum. Det er den æstetiske betragtning. Den forbeholder sig retten til at befinde sig i et rum for tanker, følelser, erindringer, udtryk og indtryk uden et presserende krav om hastig politisk handling, et rum, hvor der er plads til at betvivle og stille spørgsmål til grundlæggende præmisser og samtidig undslippe forventningen om øjeblikkelig politisering. I dag er den opfattelse nok mest udbredt i form af en glad formalisme med strejf af en vitalistisk etik. Det er en formalisme, der ikke lader sig imponere af tematisk tyngde. Dens argument lyder omtrent, at litteraturen er en kunstform, før den er noget andet; før den er tekster, der handler om noget, er litteraturen en sprogkunst, hvis kunstighed giver gode oplevelser. Med formalismen nås der sjældent frem til, hvad litteraturen i anden hånd også indeholder og handler om, ikke andet end i en meget vag form. Med tiden har den indstilling vist sig at være blind for ideologiske kræfter, der udøver indflydelse på, hvad der lader sig se, opdage og sige offentligt. For nogle er formalismens påståede uafhængighed ligefrem betinget af en ideologi, den hverken kan afdække eller håndtere. I dag legitimerer den ikke uden videre længere sig selv og virker underligt hul, når den står alene.

Dens modparti er anvendelsen af litteratur som en projektør, der kan rettes mod oversete samfundsforhold; hele det bekymrede antræk fra et socialt engagement, hvis anfægtelse forsøges omsat i et litterært udtryk, så den litterære erfaring kan hævde sin sociale gyldighed; en tro på, at litteraturen med sine særlige instrumenter kan træde til, når journalistikkens afdækninger og korte tidshorisont viser sig at være utilstrækkelig. Det er stadig en udbredt indstilling. Den har en stærk tradition i Danmark, som især kommer til udtryk i journalistikkens, litteraturens og litteraturkritikkens fordobling af hinandens temaer, et udtalt ønske om at gøre litteraturen til en debatform, og en entusiasme, der ansporer folk til at læse for at finde fælles fortællinger at samle sig omkring. Denne tematisk fokuserede, socialt engagerede og kritiske indstilling legitimerer heller ikke længere sig selv uden problemer. Den har svært ved at gøre rede for betydningen af litteraturens stilistiske og æstetiske niveauer.

At se sig selv som en anden og henført stirre sig blind på det billede, det er narcissisme, og for at sige det rimelig arrogant er begge kritiske indstillinger udtryk for narcissisme. Som udgangspunkt kan de opstille sig som værn mod narcissisme: Formalismen som et værn mod samfundets evne til at opdage sig selv i alt, det kaster sit blik på, et værn mod, at samfundets narcissisme indtager litteraturen; den socialkritiske indstilling som et værn mod, at litteraturen vender sig mod sig selv og fortrinsvis beskæftiger sig med sig selv. Men hvordan vil formalismen opdage andet end sin egen begejstring for litteratur efter at have værnet sig mod samfundets narcissisme? Og hvordan vil den socialkritiske indstilling forhindre samfundet i at betragte sig selv i litteraturen, fascineret, mystificeret og en kende ængstelig ved de genkendelige træk?

At kalde de to indstillinger narcissistiske er det samme som at sige, at de er i krise og lider under det. Krisen kommer til udtryk på to måder:

Først og fremmest i et forsøg på at løse krisen ved at blande de to indstillinger og hævde, at litteraturen i kraft af sin æstetik tilbyder en unik erkendelse af samfundsforhold og fællesmenneskelige forhold. Det er nok den mest udbredte løsning i dag. Den æstetiske betragtning og den sociale registrering og kritik er ikke længere adskilte: Hvor æstetikken ikke i sig selv legitimerer litteraturen, kan erkendelsen af sociale og fællesmenneskelige forhold gøre det; hvor afdækningen af sociale og fælles menneskelige forhold ikke legitimerer sig selv litterært, træder den æstetiske udformning til.

Dernæst i et symptom: en kritisk evaluering af litteraturen som stimulans. Uden anden legitimering bliver litteraturens og kunstens eneste berettigelse deres intensitet. Den smukkeste, mest kaotiske, monstrøse og vilde kunst og litteratur er også den, der udmærker sig. Den entusiastiske reducering af litteraturen til stimulans viser ofte en forbløffende mangel på kritiske spørgsmål, hvorigennem kritikken kan opdage sig selv som et problem. I det mindste kunne der spørges: Hvilket rum omgiver intensiteterne? Det har poesien allerede gennemskuet: “Den här diktsamlingen har omfamnat det tydelige narrativet i adrenalinkicken”, skriver Elis Burrau (f. 1992) i sin seneste digtsamling, Röda dagar (2017). Historien er allerede tilrettelagt, den er skrevet før, så der er ingen illusion om et andet narrativ, kun en fintmærkende sensibilitet for, hvordan det fastlagte narrativ ændrer betingelserne for den poetiske ambition: “Jag vill skala bort alla manér / och ängsliga poser / för att komma åt / alla manér / och ängsliga poser / som finns / där under / de verkar fina”. Her viser hvert kick, hvert eneste højdepunkt i selvfortællingen, også et trin i en destabilisering. En tilsvarende entusiastisk desillusion mangler i litteraturkritikken, en tilsvarende evne til både at gennemskue sig selv og de kritiske konsekvenser af klarsynet, en tilsvarende sans for at ændre sine ambitioner.

Det rodede mix af æstetisk formalisme og socialkritik er heller ikke opmuntrende. Det fordrer stadig en læseproces, hvor litteraturen tvinges til at afspejle livet, som altså formodes at være noget, der symmetrisk lader sig afspejle. Det kaldte den engelske digter Veronica Forrest-Thomson (1947-75) for naturalisering. For at slippe ud af denne selvspejling foreslog hun en læsning, der fokuserer på processerne i en tekst, den vedvarende opbygning og opløsning af mening, samt alt det, der omgiver tekstens tematiske kerne uden at være direkte aflæseligt: tekstens rytmiske, fonetiske og syntaktiske komposition, dens afbrydelser, spring fra afsnit til afsnit, fra linje til linje, fra billede til billede. Som hun sagde engang: Kunstfærdighed har sin egen logik, en afdækning af den logik skal stå i stedet for forsøget på at afdække, hvad tekstens udsagn betyder. Målet er både en udvidelse af en strengt formuleret formalisme og en bevægelse mod den poetiske erfaring i værket, skabelsesprocesserne, som løsner det kritiske blik fra et snævert fokus på den æstetiske erfaring, den sanselige oplevelses skønhed. Forrest-Thomsons forslag er bare ét blandt flere lignende forsøg på at udvikle en formalisme med en bedre sans for processer for at finde en tredje vej ud af de blindgyder, som den æstetiske betragtning og den socialt engagerede, tematisk fokuserede læsning er endt i. Et beslægtet eksempel er den amerikanske digter Michael Palmers (f. 1943) undersøgelser af sprogets natur og en lyrisk skønhed, der er slidt af lyset fra det 20. århundredes ideologiske krige. Et nyere, yderligtgående eksempel er den australske digter Amy Irelands (u. år) xenopoetik: Poesi som systematisk kommunikation med processer uden for den menneskelige indflydelsessfære på bekostning af digterens egen indsats og erfaring. Den processuelle formalisme hæver litteraturens grad af selvlegitimering ved at øge dens kritiske selvbevidsthed, men det er langtfra klart, hvordan den vil undslippe tendensen til narcissisme og intens stimulans. Forholdet mellem billede og selvbillede, spejling og selvspejling, forståelse og selvforståelse, erkendelse og genkendelse er stadig uafklaret. Så længe selvforståelse og forståelsen af andre ikke kan adskilles, men selv og billede alligevel synes at drive fra hinanden, kalder det på en omskrivning af legitimeringskrisen og den æstetiske krise og måske også en videre lære fra billedkunsten.

De tanker om kunst og litteratur og de måder at arbejde med kunst og litteratur på, som har optaget mig i det seneste års tid, repræsenterer et forsøg på at finde en fjerde vej, der nok har taget ved lære af de tre kriser, den æstetiske, formalistiske, den tematisk, kritisk engagerede og den processuelle indstilling, men finder dem for begrænsende, fordi en ændret kultur og infrastruktur for billed- og tekstproduktion i dag gennemtrænger alle lag af samfundet: Fællestrækkene for de nye billedkulturer, det primære ved selfies og andre former for fotografiske selviscenesættelser, er selvfølgelig, hvordan billederne indgår i et system for social interaktion, som består af at dele billeder, bekræfte, at man har set andres billeder, og fortløbende følge andres liv, som det kommer til udtryk i delingen af billeder. Det er billeder, hvis udformning som regel følger en standardiseret protokol; det er billeder, der produceres for at blive delt og indgå i en omfattende cirkulation af billeder, som væver et net af relationer omkring sig, skriver den svenske fotokunstner Cecilia Grönberg (u. år). Billederne ender, så at sige, som knuderne i et socialt sikkerhedsnet. Men før det er de både “materiale og olie, på en og samme tid smøremiddel og energi, i en digital økonomi”, som handler om at generere flere bytes til netværket, så mere materiale kan deles, cirkulere og generere kapital. Så for at forså de nye fotografiske motiver giver det faktisk ingen mening at spørge, hvordan fotografen forholder sig til traditionelle fotografiske spørgsmål om motiv, fokus, belysning og komposition.

Det er ikke bare traditionelle fotografiske spørgsmål, der viger pladsen for en ny brug af fotografier. En observant læser af dansk litteratur fortalte mig for seks års tid siden, ikke uden en vis bekymring, at han havde bemærket, at den litterære produktion efterhånden var sekundær for mange yngre forfattere. Som han så det, handlede det ikke længere om værkerne som gyldige udtryksformer i sig selv, og hvilke krav der kunne stilles til dem. I stedet så han værkerne som en anledning for forfatterne til at blive inddraget i andre aktiviteter: oplæsninger, interviews, seminarer, undervisning, workshops, kollektive diskussioner, hvor de kunne styrke og udvide sociale og kunstneriske forbindelser. Det kritiske spørgsmål i den situation kan ikke være, om udviklingen er udtryk for et kulturelt forfald. Spørgsmålet må være: Hvilke forbindelser, hvordan arbejdes der med dem, hvem indgår i dem, hvem indgår ikke i dem, hvilke materialer, genstande og teknologier er forudsætninger for dem?

For at holde fast ved talen om materiale, olie, smøremiddel og energi består den fjerde vej, for også at holde fast ved det udtryk, dels af, hvad der kan kaldes en slitageteori, en kritisk afsøgning af litteratur og kunst, der udøver modstand mod og slider på de institutioner, der omgiver litteraturen og kunsten, de institutioner, der traditionelt har taget vare på litteraturen og kunsten, dels af en litterær og kunstnerisk praksis, der går et skridt videre, en kunst og litteratur, der lever af friktionen og resulterer i en knopskydning af kontekster og usikre forbindelser, en kunst og litteratur, hvor slitagen på litteraturens og kunstens infrastruktur simpelthen opfattes som en kunstnerisk proces i sig selv: Den friktion, der skabes, det er kunsten; de materielle spor, de ændrede relationer mellem væsensforskellige elementer, det er poesien.