Hvad laver Dronningen i Ghana?

Dronning Margrethe og to ministre stod sidst i november i spidsen for en dansk erhvervsdelegation i Ghana. Det flot opsatte statsbesøg fungerer som en spejlingsseance, der danner et sammenhængende ’vi’, en samlet nation med fælles, demokratiske værdier – og fritager os for at overveje, hvorfor de 39 virksomhedsrepræsentanter mon skulle med til festen.

Af Benjamin Dalton

I slutningen af november løb et dansk statsbesøg af stablen i den ghanesiske hovedstad, Accra. TV-avisen (23/11) dækkede begivenheden under overskriften ”Dronningens første besøg alene”, hvilket vil sige majestætens første officielle statsbesøg uden følgeskab af prinsgemalen. Kulturkorrespondent Mette Hybel rapporterede fra aftenens gallataffel, der havde præsident Nana Akufo-Addo som vært. Her lod hun seerne forstå, at dronningens tilstedeværelse i det vestafrikanske land var genstand for stor bevågenhed, ikke mindst fordi Ghana er ”et land, der selv har mange konger, og som har stor respekt for kongeembedet”.

Hybels udsagn ligger tæt op ad et ofte fremført argument for bevarelsen af kongehuset, nemlig muligheden for at vække lydhørhed hos mere ’traditionelle’ eller ’autoritære’ kulturer. Man kan nogle gange få en fornemmelse af, at borgerne i Kongeriget Danmark egentlig er for oplyste og demokratiske til at behøve den slags fortidslevn, og at den royale institution blot er en pragmatisk foranstaltning, som gør det lidt nemmere at navigere i et mere primitivt eller uoplyst udland.

Nyhedsredaktionens fokus på ghanesernes royalistiske fascination fremstår dog en smule ironisk, når man overvejer, hvorfor den overhovedet er på dagsordenen. ”Hvor stor en begivenhed er det i Ghana, at den danske dronning kommer på besøg?”, lyder det indledende spørgsmål fra studievært Tine Götzsche til korrespondenten. Spørgsmålets formulering opsamler fint den redaktionelle linje i indslaget, som lægger et uforholdsmæssigt tungt fokus på dronningens rolle i delegationen. Resten af de danske besøgende forbigås i noget nær tavshed. I stedet taler både Götzsce og Hybel mere abstrakt om de to nationers interaktion som kollektive enheder.

Ser man på delegationens sammensætning, kan det nærmest ensidige fokus på dronningen virke noget komisk. Ud over majestæten talte selskabet udenrigsminister Anders Samuelsen, miljø- og fødevareminister Esben Lunde-Larsen samt repræsentanter for 39 virksomheder med dansk CVR-nummer. Redaktionens optagethed af dronningens person er med andre ord en meget tydelig og ikke tilfældig indsnævring af perspektivet. Dermed kan noget tyde på, at det ikke kun er i Accra, at det royale embede er genstand for fascination. Indslaget synes i hvert fald at forudsætte en vis andenhåndsroyalisme hos seerne: Vi forventes at være ganske optagede af, hvor optagede ghaneserne er af vores dronning.

Vi kan blive klogere på denne royalisme by proxy ved at gøre brug af den franske psykoanalytiker Jacques Lacans (1901-1981) begreb om spejlstadiet. Spejlstadiet er hos Lacan dét udviklingsmoment i den menneskelige identitetsdannelse, der sørger for, at vi altid kender os selv, vores ego, som en genstand, dvs. som noget, vi ser udefra eller på afstand. Det er dette refleksive blik udefra, der gør os i stand til at anskue os selv som en sammenhængende enhed—som når spædbarnet lærer at genkende sin egen krop i spejlet. Med andre ord er det et aspekt ved vores identitet, at vi kender os selv som en anden, og vi investerer så at sige vores oplevelse af at være et selv i andre, der fungerer som en art pladsholdere. Man kan sige, at vi i spejlingen lader vores identitets ’sammenhængskraft’ bero på diverse eksterne genstande.

I kongehusets videomateriale fra statsbesøget ser vi på den ene side dronningen stillet op parallelt med de lokale nana-lederfigurer, som én i en serie af sammenlignelige symbol-autoriteter. Samtidig tager den enkelt klædte dronning Margrethe sig noget høfligt observerende ud blandt de for seeren iøjnefaldende tekstilmønstre og energiske koreografier. Optrinnet muliggør altså spejlingen i den ghanesiske andens royale entusiasme, men samtidig inkarnerer dronningen med sin diskrete fremtoning den almene danskers pragmatiske distance til fænomenet. Danmark fremstår som en nation blandt nationer, og samtidig fremstår det danske sindelag som kontrast til det ghanesiske.

Der er dog visse komplikationer ved sådan at skulle spejle sig positivt som nation i den ghanesiske anden. Kongehusets og udenrigsministeriets fremstød må nødvendigvis forholde sig til den danske stats imperialistiske historie på egnen. Kongeriget var stærkt repræsenteret på det daværende Guldkysten, hvor der handledes med guld, elfenben og ikke mindst slavegjorte mennesker. Det efterfølgende mangeårige DANIDA-engagement i Ghanas infrastruktur kan nok ikke forstås helt løsrevet fra denne historie. Programmets involverede kommunikationsfolk valgte at lade delegationen ankomme under sloganet ’from aid to trade’. Det uddybes på Udenrigsministeriets hjemmeside, at sloganet dækker over en ”omlægning” af de dansk-ghanesiske relationer, en omlægning, som skyldes, at den ghanesiske økonomi nu langt om længe er i stand til at ”stå på egne ben”. Ministeriets tekst gør det klart, at forholdet mellem de to lande har været positivt, lige siden Ghana blev selvstændigt i 1957. Den danske udviklingsindsats stilles her op dels som positiv, måske endda kompenserende, kontrast til den tidligere imperialistiske fremfærd, og dels, underforstået, som et bidrag til Ghanas nuværende økonomiske succes.

Over for Billed-Bladet kunne dronningen da også berolige med, at ”vi er gode venner med Ghana”. Majestæten besøgte Christiansborg Fort, der står tilbage som et monument over Danmarks koloniale tilstedeværelse på kysten. Her bemærkede hun bygningens gode stand og viderebragte sit ”stærke indtryk” af, at minderne om dansk tilstedeværelse på egnen ”betyder noget for folk her”. Fortets rolle i slavehandel og generel udbytning blev pænt holdt i baggrunden, og den historiske relation oversattes retrospektivt til en række generelle venskabelige minder. Dronningen kunne på sit folks vegne glædes over, at ghaneserne ”ser sådan på danskerne nu om stunder”.

Disse forsøg på at etablere et forsonligt blik på fortiden vidner om, at den nationale identitetsdannelse kræver mere end blot og bar spejling. Lacan påpeger, at det spejlede ego-billede også nødvendigvis må indskrives i en symbolsk orden: Hvis vores identitet skal give nogen som helst mening for os, er det ikke nok, at den fremstår sammenhængende og afgrænset via spejling. Identiteten er også nødt til at finde sin plads i det komplekse netværk af kategorier og fortællinger, der giver betydning til det billede, vi ser af os selv i spejlet. Med andre ord er der grænser for, hvordan vi kan opfatte os selv, og grænserne udgøres af de diskurser, hvori vi har mulighed for at omtale os selv – og ikke mindst af de begreber eller figurer, der i vores symbolverden bærer en særlig myndighed.

Et par af disse afgørende kategorier kommer frem i en udtalelse fra Anders Samuelsen i Udenrigsministeriets tekst om fremstødet. Ministeren taler positivt om Ghana som et sted med ”respekt for menneskerettighederne og demokrati” og forklarer ydermere, at statsbesøget skal facilitere ”det fremtidige politiske og værdimæssige samarbejde” mellem de to lande. DANIDA-engagementet i Ghana har altså været med til at bringe landet et ganske andet sted hen end de omkringliggende stater, ”hvor fred og politisk stabilitet mange steder er en mangelvare”. Fokus fjernes her fra den økonomiske succeshistorie og lægges i stedet på et sæt positive politiske værdier.

Man kan synes, at statsdelegationens sammensætning er lidt malplaceret i dette lys. Er det virkelig så oplagt at tage 39 kommercielle virksomheder med under sine folkevalgte vinger, hvis besøget handler om at fremme demokrati og menneskerettigheder?

Ikke desto mindre fungerer Samuelsens spin på erhvervsfremstødet nok ganske godt i forhold til national identitetsdannelse. Den enkelte private virksomheds interesser samstemmer ikke nødvendigvis med den gennemsnitlige danske statsborgers. Derfor er det hensigtsmæssigt, at disse kommercielle interesser forbliver i baggrunden til fordel for noget mere enhedsskabende, såsom det sæt værdier, vi kender som ’menneskerettigheder og demokrati’. Påkaldelsen af disse to begreber er central for, at det kan lykkedes for den enkelte stat at vinde det internationalt legitimerende blik og blive anerkendt som en nation. Begreberne annullerer per automatik den globale bevidstheds mistanke om, at en herskende klasse udnytter eller undertrykker landets almene befolkning.

Når ghanesernes modtagelse af dronningen kan spejle en sammenhængende dansk-national identitet, er det altså, fordi hendes ankomst markerer et møde omkring og en gensidig anerkendelse af disse værdier. Modtagelsen foregår åbenlyst som en ceremoni, med det ene formål at få den internationale Andens anerkendende blik. Ghana tager imod dronningen som repræsentant for et humant, demokratisk fællesskab.

Vi har nu udpeget to faktorer, der hver på sit niveau faciliterer en kollektiv selvopfattelse af Danmark som enhedslig nation. Den ene er et angiveligt royalistisk folks engagerede blik på dronningen som samlende repræsentant. Den anden består i, at dette identitetsdannende møde centreres omkring de legitimerende begreber ’demokrati’ og ’menneskerettigheder’.

Derudover har vi set noget, der skurrer og har tendens til at glide i baggrunden, nemlig delegationens 39 virksomhedsrepræsentanter. Den nationale identitetsdannelse via spejling lader til at stå i et vist spændingsforhold til de kommercielle interesser, den tjener til at fremme. Og det er da også klart, at så længe kongeriget Danmark i udgangspunktet forstås som et homogent interessefællesskab, bliver der ikke anledning til at spørge, hvilken specifik alliance der egentlig hersker mellem kongehuset, de to ministerier og de fremmødte virksomheder – eller hvilken grad af interessefællesskab der hersker mellem disse virksomheder og den almene dansker.

Den identitetsskabende spejlingsmekanisme har med andre ord endnu en funktion: Den tjener til at fortrænge eventuelle politisk-økonomiske splittelser og modsætningsforhold, der måtte gemme sig bag den nationale enhed. Via ghanesernes modtagelse af dronningen, og dermed af det danske folk som helhed, bliver en række virksomheders privatinteresser automatisk lig med hele Danmarks fælles interesser – ja, de bliver sågar et led i selve demokratiets og menneskerettighedernes fremme i de tidligere kolonier.

Benjamin Dalton er cand.mag. i idéhistorie, underviser på statens danskuddannelser for udlændinge og interesserer sig for det ideologikritiske potentiale i materialistisk subjektfilosofi.