Anmeldelse: Den danske kapitalismes historie – og muligheden for dens ophør

‘Ikke flere socialdemokratiske drømmerier!’ I sin kritiske anmeldelse af Anders Lundkvists nye bog Dansk kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation diskuterer Hans Erik Avlund Frandsen, hvordan historien om den danske kapitalismes fremgang og modstand skal skrives, og stiller undervejs spørgsmål såsom ‘hører etiske overvejelser hjemme i kapitalismekritik?’, ‘drives historien frem af økonomiske interesser alene?’ og ‘hvilke muligheder er der for antikapitalistisk kamp i dag?’

Dansk kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation
Anders Lundkvist
Forlaget Hovedland, 2017 395 s.

 

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Anders Lundkvist har skrevet en tyk bog om den danske kapitalismes forskellige udviklingstrin. Den er erklæret antikapitalistisk og socialistisk i sit sigte. Det betyder, at man får en ny vinkel på nyere dansk historie – og oven i dét får man en kritik af liberalistisk økonomisk teori og af de statistiske metoder, der skjuler, at ‘kapitalen’ er den overordnede magt. Denne del af bogen – og det er den, der fylder – er spændende og oplysende og bærer præg af den dygtige økonomihistorikers grundighed og soberhed med hensyn til behandlingen af kildematerialet.

Dansk kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation er imidlertid også en problematisk bog, fordi den hviler på en diskutabel forståelse af kapitalismens ’væsen’, samt af klasseinteresserne, statens rolle og betingelserne for at opbygge et socialistisk alternativ. Det kan jeg jo sagtens sige, men jeg prøver senere at argumentere for, hvor jeg mener, Lundkvist tager fejl. Det bør imidlertid ikke afholde nogen fra at læse bogen, for fejltagelser kan man lære af, hvis de fører til diskussion, og det har vi mildest talt brug for. Derfor er det godt, at Lundkvist også er kommet med sit bud.

Jeg vil til at begynde med gennemgå hovedpunkterne i Lundkvists redegørelse for det historiske forløb, da disse udgør et vigtigt bagtæppe for den efterfølgende kritik og diskussion.

Et særligt greb hos Lundkvist er, at han deler økonomien op i tre sektorer: den kapitalistiske del, den offentlige del og en mellemliggende del præget af simpel vareproduktion. Det er en helt afgørende pointe for ham, at de tre sektorer har nogle forskellige ’styringsprincipper’.

Tager vi den simple vareproduktion (som vi først og fremmest finder i landbruget, men også i mindre håndværksvirksomheder og hos småhandlende), så er det afgørende her, at ejeren af virksomheden har som sit vigtigste mål at sikre sig et udkomme til sig selv og familien. Løber biksen rundt, er det o.k., selv om det naturligvis er rart med et overskud til lidt ekstra goder.

Sådan er det ikke i den kapitalistiske sektor. Her er målet maksimal profit. Et pænt lille overskud, der sikrer ejeren et rimeligt liv, er ikke nok. Målet er altid mere profit. Hvorfor det er sådan, vil jeg komme ind på senere. Endelig  har vi den offentlige del, dvs. den statslige sektor, hvis styringsprincip er demokratiske beslutninger. Lundkvist undersøger så, hvordan disse tre sektorer udvikler sig i forhold til hinanden. Hans særlige fokus er modsætningen mellem en demokratisk og en kapitalistisk styret økonomi.

Den danske kapitalisme vokser meget langsomt frem. Der går således omkring et århundrede fra feudalismens afvikling til begyndelsen på en egentlig kapitalistisk produktion. Først i slutningen af 1800-tallet er de to nødvendige forudsætninger for kapitalismen til stede, nemlig ”frie arbejdere på den ene side og pengeophobning på den anden side” (27). At arbejderne er frie, vil sige at de ikke er underlagt tvang mht. bopæls- og arbejdspligt, og at de ikke er i besiddelse af produktionsmidler.

Andelsbevægelsen

Opløsningen af landsbyfællesskabet og dets naturalieøkonomi i slutningen af 1700-tallet skabte tabere og vindere. Husmænd med en lille jordlod fik det svært, men de største tabere var de jordløse landarbejdere. Vinderne var i første omgang godsejerne, som nok mistede den tvungne arbejdskraft, men som også ved at frasælge jord fik frigjort kapital, som senere var med til at skabe grundlaget for bykapitalismen. Og de bevarede deres politiske magt helt frem til parlamentarismens indførelse i 1901.

Den anden vinder var de selvstændige gårdmænd, som efterhånden blev en vigtig klasse i samfundet. De var selv den vigtigste arbejdskraft på gården, og de ’karle’, der var ansat, opfattede normalt ikke sig selv som lønarbejdere, men som kommende gårdejere.

Bønderne organiserede sig i slutningen af 1800-tallet i andelsbevægelsen, som Lundkvist gør en del ud af, fordi den er speciel for Danmark, og fordi den udgør en særlig produktionsform, hvor man nok producerer for markedet, men hvor konkurrencens ødelæggende elementer er holdt nede, fordi bønderne er gået sammen om deres egne mejerier og slagterier, så indtjeningen ikke forsvinder over i andre lommer:

”Ideen var, at en gruppe mennesker gik sammen om at løse en bestemt opgave, fx at oprette og drive et mejeri. De hæftede solidarisk for tab, og overskud akkumuleredes ikke med henblik på ekspansion, men fordeltes til medlemmerne”(58). Beslutningsproceduren var demokratisk: alle havde, uafhængigt af gårdens og leverancens størrelse, én stemme. Man konkurrerede ikke med hinanden, men delte nye ideer, der kunne forbedre kvaliteten. Alle var leveringspligtige til det fælles mejeri, som holdt kontrol med og betalte ud fra mælkens kvalitet.

Derudover opbyggede bønderne en række foreninger, som reelt betød, at man havde kontrol med hele landbrugssektoren: eksportforeninger, brugsforeninger, sparekasser, indkøbsforeninger og kreditforeninger.

Hele denne demokratisk styrede produktion gennemgås grundigt som ”et alternativ til kapitalistisk styring” (79).

Den stækkede kapitalisme

I de efterfølgende kapitler redegør Lundkvist så for, hvordan den kapitalistisk styrede produktionsform gradvist vandt frem. Der gik hul på bylden i 1890erne. Landarbejdere, der havde meget svært ved at klare sig på landet, strømmede ind til byerne i håb om bedre overlevelsesmuligheder. Alene i 1880erne var der 155.000, der søgte lykken i København

Samtidig var der megen ophobet kapital fra godsejerne og fra handelskapitalen, der havde tjent godt i de foregående 100 år. Det vil sige, at der var økonomisk basis for nye investeringer i industriproduktionen, som var begyndt at vinde frem på håndværkets bekostning. Banen var således kridtet op for en kapitalistisk udvikling. De, der ejede produktionsmidlerne, kunne ikke bruge dem til noget, hvis ikke de kunne få nogen til at betjene dem, og arbejderne, der ingen produktionsmidler havde, kunne ikke overleve, hvis ikke de kunne tjene en løn hos dem, der ejede maskinerne og fabrikkerne.

Antallet og størrelsen af industrivirksomheder voksede, men det gik ikke så stærkt. Tiderne var svære. Den 1. verdenskrig krævede mere statslig intervention, og det er tydeligt, at kapitalismen havde svært ved at klare sig eller få lov til at køre sit eget løb. Der var begrænsede forsyninger udefra, og også valutaen var begrænset, så staten greb ind med reguleringer både under krigen, i krisen i 30’erne og igen under 2. verdenskrig. Det handlede både om at sikre varer til borgerne og om at beskytte industrien og ikke mindst landbruget, som jo var stærkt repræsenteret politisk via partiet Venstre. Det var også staten/skatteyderne, der måtte træde til, da Landmandsbanken efter 1. verdenskrig havde rodet sig ud i uholdbare spekulationer. De kunne også dengang.

Hvor er de forskellige klasser henne i denne fremstilling? Lundkvist nævner klassekampens betydning for den økonomiske udvikling, men beskæftiger sig meget lidt med denne side af sagen. Det fremgår klart nok, at Venstre støttede bønderne, og at Socialdemokratiet prøvede at fremme arbejderklassens sag, men det, vi hører om i bogen, er fortrinsvis det, der foregik på det parlamentariske plan. Og forskydninger mellem klasserne og dermed også i styrkeforholdet belyses først og fremmest via statistikker over, hvor mange der hørte til i de forskellige klasser på hvilke tidspunkter, og hvordan forholdet udviklede sig mellem lønnens og profittens størrelse.

De forskellige statslige reguleringer, som jo står i vejen for en ’fri’ kapitalisme, men som også havde vist sig at være nødvendige, blev så gradvist afviklet i løbet af 50erne.  I mellemtiden var industriproduktionen vokset, og i 1957 var landbruget, som var trængt af international konkurrence, ikke længere det vigtigste erhverv. Den profitdrevne produktion fyldte mere og mere i den samlede økonomi. Den patriarkalske, enkeltmandsejede virksomhed var vigende, og arbejdsgiveren blev generelt mindre ”hjemlig” (134). Men Lundkvists vurdering af perioden 1901-1957 som helhed er alligevel, at vi har at gøre med ”en demokratisk kontrolleret kapitalisme” (102).

Velfærdskapitalismen

Perioden 1957-82 var domineret af statens/det offentliges ”eksplosionsagtige vækst” (171). I 1982 var en tredjedel af arbejdsstyrken offentligt ansat, og den samlede offentlige sektor øgede hen over perioden sit bidrag til bruttofaktorindkomsten fra 25 til 50%. Lundkvist taler om en ”velfærdskapitalisme,” der var  ”et magtfuldt modspil” til kapitalen ”og dens princip om profitmaksimering” (165). Samtidig udtyndedes det demokratiske element i andelsbevægelsen, der blev mere og mere centralt styret. Men den overordnede tendens i denne periode var ifølge Lundkvist, at kapitalismen ”blev inddæmmet og den demokratiske styring af økonomien styrket” (168).

Efter oliekrisen i 1973 viste det sig imidlertid, at der var underliggende problemer i økonomien. Socialdemokratiet havde ført en ekspansiv keynesiansk politik og på den måde holdt hjulene i gang og arbejdsløsheden nede. Populært sagt kan man sige, at staten ikke bare ventede på, at markedet selv skulle få alle i arbejde. I stedet inddrev man via en stadigt højere skatteprocent ledig kapital, som blev brugt til at ansætte dem, der ellers ville have været arbejdsløse. De fik så råd til at købe flere forbrugsgoder, og hele økonomien voksede.

Det viste sig imidlertid, at der (også i arbejderklassen) var utilfredshed med de høje skatter. Det var svært at fortsætte ad den vej; jo tættere skatteprocenten kommer på 100, jo sværere bliver det naturligvis. Resultatet blev, at man i stedet måtte låne og altså fik en stærkt stigende statsgæld. Og så hjalp det ikke engang: både arbejdsløsheden og inflationen voksede.

Nyliberalismen

Det førte til en ny borgerlig regering, og nyliberalismen vandt frem med – først og fremmest – en liberalisering af kapitalbevægelserne både internationalt og mellem de forskellige sektorer indenlands. Hele denne udvikling med privatisering og udlicitering og en markedsgørelse af den offentlige sektor er velkendt, men man får også her mange relevante detaljer og nuancer med hos Lundkvist, der følger forløbet hele vejen op til nutiden.

Generelt er den kapitalistiske sektor gået stærkt frem, vi har fået en entydig selskabskapitalisme, den finansielle sektor har fået langt større vægt, og kapitalkoncentrationen er øget. EU sætter snævre grænser for en demokratisk økonomisk politik, og den statslige kontrol med den samlede økonomi falder ifølge OECD alene fra 1998 til 2003 med 30% i EU som helhed og med 50% i Danmark. De store selskaber bestemmer stort set selv, hvad de vil betale i skat, skatteunddragelse er blevet ”new normal” (325). Og forskellen mellem de fattigste og de rigeste er blevet større. Undervejs er systemet ved at brase sammen, fordi profitmulighederne i realøkonomien er for små, hvorfor investorerne søger gevinst gennem forskellige former for spekulation med værdipapirer. Igen må staten træde til og redde de udsatte banker – først og fremmest Danske Bank.

Forklaringer på kapitalismens sejr

Det er jo en sørgelig historie, hvis man har demokratisk styring af økonomien som ideal. Og netop den demokratiske vinkel er både sympatisk og uomgængelig i en socialistisk diskussion om fremtiden. Men netop derfor er det også afgørende, at vi kan levere holdbare svar på spørgsmålet om, hvordan det kan forklares, at kapitalismen er kommet til at stå stærkere og stærkere, ja så stærkt at Lundkvist ligefrem taler om dens ”mægtiggørelse” (207) efter de gyldne 23 år under velfærdskapitalismen, hvor ”demokratiet (syntes) på vej til at fortrænge kapitalen” (367).

Og netop på det punkt synes jeg, Lundkvist kommer til kort. Jeg er med på, at man ikke kan få alting med, og at det måske i virkeligheden er en helt anden bog, jeg efterlyser, men det ændrer ikke ved, at der i bogen, som den foreligger, er prioriteringer, modsigelser og antagelser, der er vigtige at diskutere.

Det er et problem, at der gøres meget lidt ud af de faktiske kampe, der fører frem til de ”antikapitalistiske” sejre – eller omvendt: sikrer de kapitalistiske fremskridt. Næsten alt foregår på det parlamentariske niveau, og styrkeforholdet måles på, hvem der får noget igennem der. Det er der naturligvis en vis ræson i, problemet er bare, at det forbliver uklart, hvorfor det går op og ned, og hvad der ligger bag for eksempel den demokratiske andelsbevægelses nederlag og fremgangen i velfærdsperioden, og hvad grunden er til, at vi bagefter får ”et tektonisk skift i magtforholdet mellem arbejde og kapital”. ”Den store gåde” kalder Lundkvist det selv (279).

Han forsøger sig så med to typer af forklaringer. Først henviser han til en kapitalistisk systemlogik: En almen markedsøkonomi vil nødvendigvis slå om i kapitalisme. Det skyldes konkurrencen, ”der er en over-individuel social mekanisme,” som tvinger de konkurrerende virksomheder til at styre efter maksimal profit. Den, der enten er ligeglad med et stort overskud, eller som foretrækker at bruge det på godgørende formål, ender med at gå konkurs, fordi konkurrenterne i stedet har investeret i mere effektiv teknologi. Ingen kan vide, hvor meget de andre er i stand til at præstere, derfor er alle nødt til at gå efter det højst mulige overskud. Det handler altså ikke om ”grådighed, ambitioner etc.” (92f).

Denne forståelse af kapitalismen som et økonomisk system, der sætter sig igennem bag om ryggen på alle aktører, viser sig også helt ud i bogens grammatik, hvor kapitalen flere steder står som subjekt. Den ”sætter sig for bordenden” (207), og ”den stræber efter sin natur efter maksimalt afkast, og kender derfor ikke til grænser” (40).

Det er en forklaring, der ikke levner nogen plads til demokratisk indflydelse, som Lundkvist jo ellers mener har været en central faktor. Udviklingen skrider frem efter sin egen ubønhørlige logik.

Klasseforståelse

Tilsvarende mht. klasserne, som forstås ud fra deres forskellige objektive ”interesser”. Det sker ud fra en – mener jeg  – misforstået opfattelse af Marx’ historiske materialisme. Som Lundkvist ser det, handler det om, at ”den økonomiske interesse ­– kort fortalt – er den afgørende drivkraft, mens ideer og politik er afledte fænomener” (121). At han faktisk forstår det så firkantet, kan man også se i gennemgangen af andelsbevægelsen, hvor han ikke med et ord nævner Grundtvigs og højskolebevægelsens betydning.

Det afgørende for Lundkvist er, hvorvidt ”en gruppe [har] fælles interesser med kapitalen, modsatte interesser eller måske noget helt tredje” (119). Er der objektivt fælles interesser, vil der være en vis sandsynlighed for, at klassen også bliver til klasse i praksis, dvs. i fælles solidarisk handling. Så ”følg interessen, og vi finder sandheden”, som han formulerer det (126).

Det altafgørende her er jo, hvordan man definerer ’interesse’, og det gør Lundkvist ud fra en meget bastant tolkning af den økonomiske interesse, Marx taler om, idet han forstår denne interesse som et spørgsmål om kroner og ører, altså om nettoindkomst. Først undersøger han, om forklaringen på kapitalismens sejr skulle være, at arbejderne efterhånden havde fået så mange kapitalindkomster (via bolig, pensionsformue, evt. værdipapirer etc.), at de var blevet mere interesserede i en stærk kapitalisme end i velfærdsstaten. Men her viser tallene, at det er usandsynligt.

Så ser han på, hvor meget de forskellige klasser betaler ind til de offentlige kasser sammenlignet med, hvor meget de får tilbage. Og konkluderer så, at det er ”en dårlig forretning for de privatansatte, mest for de højstlønnede (…), men også for de lavestlønnede”. Her har vi ”en tungtvejende grund til arbejderklassens manglende modstand overfor nyliberalismen og dens frigørelse af kapitalen” (341f). Ja, værre endnu: Arbejderne har ”kunnet mobiliseres omkring en politik med nedskæringer og skattereduktioner” (351). Lundkvist har normalt dokumentationen i orden, når det gælder de faktuelle forhold, men hvor pokker har han fundet denne mobilisering?

Der røg så arbejderklassen som en del af en forhåbentlig kommende antikapitalistisk alliance! Men heldigvis er der to andre relevante klasser: De offentligt ansatte og ”underklassen”, dvs. dem, der er uden for arbejdsmarkedet (342). Men hvordan disse to klasser skulle kunne dæmme op for dén magtfulde kapitalisme, Lundkvist har skildret, fortaber sig i tågerne. Eller i nogle fromme ønsker om, at de offentligt ansatte vil indse, ”at de kæmper for demokratiet”, det er der nemlig ”ingen (der) har ulejliget sig med at forklare dem”. Og de marginaliserede modtagere af overførselsindkomster må kaste følelsen af skyld og underlegenhed af sig og vende den kapitalistiske moral ”på hovedet”. De ”må kort sagt afvise, at det er en naturlov, at det er menneskene, der må tilpasse sig (arbejds)markedet, snarere end det er kapitalen, der må tilpasse sig menneskene” (342f). Det er jo ikke forkert, men hvorfor er det kun dem, der skal lære at se sig selv på en ’ikke-kapitalistisk’ måde?

Statens rolle i et kapitalistisk samfund

Når Lundkvist tillægger de offentligt ansatte så stor betydning, hænger det, så vidt jeg kan se, sammen med en alt for stor optimisme mht. statens relative uafhængighed af kapitalmagten. Godt nok medgiver han, at ”i et kapitalistisk demokrati er staten dobbeltbestemt”, hvilket indebærer, at staten også fungerer indenfor den kapitalistiske produktionsmåde, hvorfor den er nødt til at sikre dennes ”eksistensbetingelser, især den private ejendomsret” (192). Mere nævnes ikke om statens binding til kapitalismen.

Jeg er med på, at der også foregår en kamp mellem forskellige interesser indenfor staten, men selv om de offentligt ansatte naturligvis har en umiddelbar interesse i at undgå nedskæringer og forringelser, så husker vi lige, at Lundkvist selv skriver, at kapitalen nu er ”enerådende” (13). Der er  således – mindst – tre problemer i det her:

For det første: Set fra et kapitalistisk synspunkt er udgifter til det offentlige umiddelbart en omkostning, som sænker den samlede profit. Men den enkelte kapitalist kan alligevel godt – og specielt hvis han leverer til staten – have fordel af en stor offentlig sektor, og der er også meget, som nok med fordel kan varetages af staten. For eksempel er det jo meget smart, at arbejdskraften kan blive lappet sammen og holdt ved lige, så den er klar, når der er brug for den, og et vist uddannelsesniveau er også i kapitalejernes interesse. Det kan også være en fordel med en ordentlig infrastruktur og med et vist socialt sikkerhedsnet, så man undgår alt for megen kriminalitet og uro. Pointen er, at det afgørende er, om de offentlige leverancer er gode for ’kapitalen,’ eller de ikke er. Kapitalen har ingen moral.

Derfor ser man også en kamp om, hvad der skal læres i skolen, og hvad der skal forskes i. Alt hvad der ikke kan begrundes som et bidrag til ”konkurrenceevnen” er under pres. Af samme grund er der et øget pres på de marginaliserede, som kapitalistisk set bliver mere og mere ubrugelige, fordi de er ude af stand til at producere med en effektivitet, der er stor nok til, at der kan komme profit ud af dem. Dette pres begrundes ganske vist med, at det er en velgerning, man udøver – for det er jo godt for dem selv at få lettet røven fra sofaen. Alle ved godt, at der ikke er arbejde til ret mange af dem, men i dag tør ingen sige lige ud, som den gamle A.P. Møller gjorde det engang i 30erne: ”Vi må bort fra understøttelserne, så lediggangen kan komme til at trykke direkte på lønnen” (139).

Socialdemokratisk demokrati

For det andet mener jeg, at Lundkvist har en alt for snæver demokratiforståelse. Demokrati handler ikke først og fremmest om en stor offentlig sektor, og det kan ikke begrænses til, hvad der foregår i Folketinget. Det er mindst lige så vigtigt, at folk selv direkte har indflydelse på deres livsvilkår, eller selv er med til at kæmpe de forbedringer igennem, som gennemføres i Folketinget. Lundkvist nævner en enkelt gang – i forbindelse med 8-timers dagen – at her var den faglige kamp nok afgørende, og han kan jo også godt se, at andelsbevægelsens demokrati udfolder sig ved, at de involverede selv gør noget, men ellers spiller den slags ingen rolle i bogen. Når det kommer til arbejderklassen, forsvinder det perspektiv. Tværtimod billiger han følgerne af den socialdemokratiske strategi, og problemet her handler ikke kun om forskellige meninger om, hvad der skal til, for at man kan tale om demokrati:

Når staten og kommunerne bliver det redskab, man bruger for at varetage klassens interesser, så får man ”en selvstændig interesse i en velfungerende stat, dermed en stat der ikke blev sønderrevet af klassekamp” (190). Det betyder, at kampe, der gennemføres af folk selv i form af strejker, blokader, demonstrationer og fagforeningsarbejde, må styres med ofte hård hånd. ”Gør det noget?” spørger Lundkvist. Og svarer, at ja, det gør det, hvis staten er ”overklassens tvangsstat, men netop den spirende velfærdsstat indebærer, at det offentlige får en ny rolle”. Staten ”begynder at varetage almindelige menneskers interesse” (190). Og så gør det ikke noget.

Men det gør noget. Dels mister parlamentarikerne deres eneste magtbase, og dels går man glip af alle de læreprocesser, der finder sted, når folk selv er involveret. Og værre endnu, set fra en demokratisk synsvinkel: man ’lærer’, at det altid er nogle andre, der har ansvaret for at løse problemerne. Og på den måde får man åbnet sluserne til en ansvarsløs brokkekultur. Det vil sige, at de velmenende centrum-venstre politikere ender med at stå magtesløse over for presset fra kapitalmagten, og at populistiske demagoger får alt for let spil.

Problemet er en utilstrækkelig sondring mellem en antikapitalistisk kamp og en kamp indenfor kapitalismens rammer og på dens betingelser. Det handler ikke om at nedvurdere det kæmpe arbejde, den socialdemokratiske bevægelse har gjort, men om at denne indsats ikke har sigtet mod en afvikling af, men snarere en effektivisering af kapitalismen, altså mod en ’klogere’ kapitalisme end den, de mere snævertsynede borgerlige gik efter. Det er den samme logik selv Enhedslisten ofte argumenterer ud fra: Det er simpelthen dumt af de borgerlige at skære i velfærdsstaten.

Ja, det kan det være i nogle situationer, men når kapitalismen kører fast, dvs. når væksten stagnerer, og når profitterne måske nok er store, men bare ikke store nok til, at der er udsigt til, at de investeringer, man har råd til, vil kunne kaste ny profit af sig, så vil en fornuftig kapitalist enten søge andre steder hen (som vi har set det i forsøget på at score kassen i diverse mere eller mindre vidtløftige spekulationsforetagender), eller han vil prøve at presse sine omkostninger endnu længere ned. Og en af de omkostninger er den del af de offentlige udgifter, der ikke har noget ’kapitalistisk’ formål. Derfor handler privatiseringer og udliciteringer heller ikke primært om, at ’det private’ er mere effektivt end det offentlige, men om at det arbejde, der udføres i offentligt regi, ikke skaber nogen profit, men tværtimod er et fradrag i den samlede profitmængde.

Det kan den socialdemokratiske strategi ikke stille noget op med. Det eneste, man kan, er – på en så ’menneskelig’ måde som muligt – at forsøge at strømline kapitalismen, dvs. sælge ud og privatisere og gå ’reformamok’ mht. nedskæringer i velfærdsstaten, sådan som vi har set det i 90erne og igen under Thorningregeringen. Der er ingen tvivl om, at en ren borgerlig ”reformpolitik” er værre. Det ændrer bare ikke ved grundproblemet. Og det har alt sammen ikke noget at gøre med et socialdemokratisk forræderi (selv om man godt kan undre sig over, at de ikke reflekterer mere over, hvad det er, de har gang i).

Lundkvist derimod ser den socialdemokratiske fiasko nærmest som et resultat af en slags ubetænksomhed: de så ikke kampen for velfærdsstaten ”som det, den var og er, nemlig en kamp for at erstatte profitorienteret styring med demokratisk styring; det blev ikke set, at velfærdsstaten var et systemoverskridende, anti-kapitalistisk projekt” (200). De glemte også at fortælle de offentligt ansatte, at de var en spydspids i kampen for demokratiet, og at de var ”tillidsmænd der (…..) arbejder for det fælles bedste, snarere end for en kapitalists profit” (339). Og de har desværre også glemt det demokratiske element i forbindelse med de mange udliciteringer og privatiseringer af offentlig ejendom, hvor de kun har argumenteret pragmatisk ved at gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt der nu var en god økonomi i det (314).

Interesseproblemet

For det tredie er der et stort problem i bogens definition af ’interesser’. Det bunder, tror jeg, i en alt for firkantet fortolkning af Marx’ tanke om, at den økonomiske basis bestemmer ’overbygningen’, dvs. ideer og bevidsthed. Denne tanke skal forstås ud fra Hegel, som var Marx’ store filosofiske læremester, og som – meget kort fortalt – forklarede hele den historiske udvikling som bestemt af en ide, en ’verdensånd’, der via alle de mange forskellige menneskelige handlinger udviklede sig til stadigt nye højder for til sidst at ’komme til sig selv’ i den filosofi, der bagudvendt forstod hele det tilbagelagte forløb. ’Verdensånden’ er, kunne man sige, et begreb for den sammenhæng, der viser sig at være i den historiske udvikling, men som er skjult for de enkelte handlende individer. En indre, ’åndelig’ orden som sætter sig igennem bag om ryggen på de faktiske mennesker, der altså fungerer som en slags sprællemænd for denne ånd eller ide.

Marx derimod vendte Hegel på hovedet. Han var materialist og mente, at der måtte være materielle grunde til, at ideer opstod. Mange af hans filosofiske venner fortolkede det sådan, at ideer og bevidsthed derfor måtte være en ’afspejling’ af den materielle basis. Og det er den version, Lundkvist abonnerer på. For Marx derimod var den materielle basis imidlertid fuld af modsigelser. Derfor var der mulighed for flere slags ’bevidsthed’. Menneskets tanker var ikke determinerede, og derfor måtte der oplyses og agiteres, hvad der jo ville være meningsløst, hvis arbejdernes bevidsthed var låst fast af en bestemt ’økonomisk’ position.

På det overordnede plan er det rigtigt, at Marx peger på, at der er en objektiv modsætning mellem arbejderne og kapitalisterne. Arbejderne har en interesse i så høj en løn som muligt og i gode arbejdsvilkår. Kapitalisterne har omvendt en interesse i så lave omkostninger som muligt. Men at økonomien er afgørende i sidste instans betyder, at vi aldrig kan komme bagom det elementære, at ethvert samfund er nødt til at producere sine egne livsfornødenheder. Den måde, det gøres på, udgør vores faktiske, konkrete virkelighed. Det er den, vi forsøger at forstå i vores bevidsthed og med vores ’ideer’. Det betyder bare ikke, at for eksempel arbejderbevidstheden ikke kan udvikle sig på mange forskellige måder. Den samme ’materielle’ situation kan føre til selvundertrykkende spytslikkeri, egoistisk skruebrækkeri og solidarisk kamp for bedre forhold.

Derfor er det så afgørende ikke bare med socialistisk oplysning og diskussion, men også at man selv er med i kampen for forbedringer. Det er gennem de erfaringer, man gør her, at man udvikler sig, og bevidstheden ændrer sig – så man forhåbentlig til sidst indser, at vi med kapitalismen har skabt og skaber et system, hvis krav om evig vækst og dermed profitmaksimering vi er nødt til at adlyde – så længe vi altså ikke afskaffer kapitalismen.

Hvad jeg vil frem til, er, at ikke bare arbejderklassens, men alles ‘interesser’ må tænkes langt ud over bare spørgsmålet om indkomst. Det kan dreje sig om langsigtede interesser: ens egen alderdom og børn/børnebørns livsvilkår eller måske endda hele klodens fremtid. Der kan være tale om ’dybere’ eksistentielle interesser som anerkendelse og værdighed. Eller en interesse der består i en ’omsorg’ for naturen og for andre mennesker.

Når vi med rette hævder, at socialisme og demokrati er uadskillelige størrelser, så ligger der også det i det, at i sidste instans er kapitalismen socialt og moralsk ødelæggende for alle. Det betyder ikke, at de faktiske interessemodsætninger og sociale forskelle er ligegyldige, men at vi skal holde fast i, at det er kapitalismen som system, der er den egentlige modstander – og ud fra det må man så tage slagsmålet med dem, der forsvarer den.

Arbejde og profit  ­–  den uretfærdige kapitalisme

Der er hos Lundkvist en kort og affejende omtale af Marx’ arbejdsværdilære. Argumentationen er ikke overbevisende og kan vel ikke være det, når den får så lidt plads. Det vil føre for vidt at gå nærmere ind på det her, hvor jeg vil nøjes med at henvise til Curt Sørensens redegørelse for den teoretiske diskussion i Kritisk debat fra december 20151.

Lundkvists egen version ser sådan ud: Forskellen mellem arbejderen og kapitalisten er, at arbejderen faktisk udfører et stykke arbejde. Det gør kapitalisten ikke, men får sin indkomst ”fra noget, som alene arbejderen har skabt”. Altså er der tale om ”udbytning af arbejderen” (124).

Forskellen mellem Marx og Lundkvist er, at hos Marx er udbytningen funderet i selve kapitalforholdet. Metaforisk udtrykt: ”Kapital er hedengangent arbejde, der som en vampyr kun bliver levende ved at indsuge levende arbejde og lever des mere, jo mere de[n] indsuger af det.”2

Hos Lundkvist derimod bliver det til et retfærdighedsproblem: ”Kapitalismen er uretfærdig” og uetisk, for arbejdsfri indkomster ”er ifølge næsten al etik, specielt den kristne, illegitime” (124).

Jeg hører til dem, der mener, at vi som socialister er nødt til også at tænke ud fra etiske overvejelser, men følger man Lundkvists vej, havner man i en ubehagelig klemme. For at belyse det tager jeg en lille omvej tilbage til den oprindelige liberalistiske vision. Den finder man hos John Locke, som hævdede, at enhver havde ret til at nyde frugten af sit eget arbejde. Man måtte tage eller forarbejde det fra naturen, man skulle bruge for at opretholde sit liv.

Der var altså tale om et retfærdighedsbegreb, som for det første understregede, at retten kun gjaldt det produkt, man havde frembragt ved sit eget arbejde, modsat adelen, som levede af andres arbejde, og som for det andet pointerede, at man ikke havde ret til at rage til sig udover det, man selv havde brug for.

Der er selvfølgelig en del elastik i disse principper, og borgerlige økonomer har været på hårdt arbejde for at (bort)forklare de enorme indkomst- og formueforskelle, det kan retfærdiggøre. Men ikke desto mindre har det lige siden været et centralt liberalistisk argument, at man havde ret til at beholde de penge, man ’selv’ havde tjent (jf. den aktuelle skattediskussion).

Problemet ligger i definitionen af ’arbejde’. Lundkvist skriver, at ”hvis kapitalisten så meget som bevæger en lillefinger, er han som sådan ikke kapitalist, men arbejder” (124). Jeg tvivler på, at man kan fange ret mange kapitalister i det net, for mon ikke de fleste faktisk ’arbejder’ en smule? Og mon ikke de vil hævde, at deres muligvis høje indkomst skyldes, at deres ’arbejde’ er uhyre vigtigt for samfundet?

Sagen er jo også, at en væsentlig del af det overskud, der trækkes ud af arbejderne, investeres i samme virksomhed eller i værdipapirer. Den ideelle kapitalist har et minimalt privatforbrug, fordi konkurrencen kræver, at alle virksomheder bestandigt jager efter mere profit, og det kræver, at man hele tiden prøver at komme foran mht. investeringer i ny teknologi. Den rigdom, der ophobes der, har arbejderne og ’samfundet’ ingen råderet over. Der er altså tale om udbytning, også selv om kapitalisten kun skulle få udbetalt en minimal ’kapitalindkomst’.

Peger på grundlæggende diskussioner

Hvis vi imidlertid skal diskutere etik og retfærdighed, så er vi nødt til at opgive det værdineutrale arbejdsbegreb. Konsekvensen af Lundkvists tilgang er, at det er uetisk, at en gammel ’kapitalist’ lever af sine aktieudbytter, mens det er ok, at den hårdtarbejdende finansekspert i Goldman Sachs tjener styrtende med penge på ren spekulation. Eller hvad med topdirektøren der skal have 600 millioner i aftrædelsesgodtgørelse? Eller advokaten der scorer kassen på skattelykonstruktioner og reklamemanden, der bliver rig på at lokke os til at forbruge langt mere, end klodens begrænsede ressourcer kan holde til?

Det er et mineret felt, man træder ind i, når man begynder at diskutere disse ting. Eksemplerne ovenfor er lette nok at forarges over, men når vi snakker etik og retfærdighed, så har vi jo alle noget i klemme. Børsmægleren har sin funktion, men også industriarbejderen og gymnasielæreren er jo med til at holde hele systemet kørende. Men indser man det, er der måske åbnet en vej ud til forskellige former for modstand. I de fleste jobs er der sprækker, hvor det er muligt at give sit lille bidrag til det, der gør menneskers liv bedre. Sygeplejerskens smil er guld værd for den syge. Eller man kan støtte op om fagforeningen, så godt man formår: bare det at stemme eller møde op betyder noget. Også fordi det understreger, at det socialistiske alternativ til det borgerlige forsøg på at gøre alt til individuelle problemer ikke er, at alt ’er samfundets skyld’. Det er de borgerliges yndlingsstråmand. Den socialistiske position er, at vi alle er ansvarlige, men at vi kun opnår noget ved at stå sammen, og at det er der, livskvaliteten ligger.

Det fører frem til en af de allervigtigste diskussioner:

Hvordan ønsker vi, at vores relationer til hinanden skal være? Hvilket samfund ønsker vi at leve i? Hvad synes vi er nødvendigt og meningsfuldt? Hvordan vil vi bruge vores sparsomme tid og fælles arbejdskraft og de givne naturressourcer? For den sultende giver ethvert arbejde mening, men vi kan ikke agitere for socialismen uden at skelne imellem det arbejde, der fremmer, og det, der ødelægger vores fælles liv. Der er masser af gråzoner, men det karakteristiske ved det kapitalistiske samfund er netop, at ligegyldigt hvilket slags arbejde man har, så ’bidrager man til samfundet’, som det så smukt hedder. Men nej, det gør man faktisk ikke uden videre. Meget af det bidrager til at ødelægge både naturgrundlaget og det, man i etikken kalder ’det gode liv’.

Det uretfærdige og uetiske ligger således ikke kun i nogle arbejdsfri indkomster, men i at folk er tvunget til at misbruge og prostituere sig selv, og den ligger i fordelingen af goderne, der som bekendt ifølge gamle Marx bør ske efter behov – mens alle bør yde efter evne. Men dette forpligtende arbejde bør vel at mærke tilrettelægges, så arbejderen i så høj grad som muligt ”nyder det som en leg, under hvilken hans legemlige og åndelige kræfter udfolder sig”, som Marx skriver i Kapitalen.3 Det er måske nok lidt højstemte idealer, men selv om de aldrig vil kunne realiseres fuldt ud, er det vigtigt at have de rigtige pejlemærker.

Opgaven er at vise, hvordan kapitalismens væsen og indre drivkraft modarbejder disse interesser. Også i et socialistisk samfund vil der naturligvis være  masser af interessekonflikter. Socialister har alt for ofte drømt om paradislignende tilstande, men den store forskel ligger et andet sted: Nemlig i at uenighed om interesser og værdier kan afgøres ved diskussion og demokratiske beslutninger. Ikke som nu hvor kapitalismens logik tvinger en bestemt type ’løsninger’ igennem og presser os til at sløre den dårlige samvittighed over, hvad vi har gang i, med smarte buzzwords om ’professionalisme’ og omstillingsparathed.

Kapitalismens fremtid

Til sidst i bogen overvejer Lundkvist kapitalismens fremtidsmuligheder ud fra de problemer, den skaber for sig selv. Ifølge den liberalistiske teori er det konkurrencen, der sikrer, at økonomien fungerer optimalt. Men hvad så når vi bevæger os hen imod mere og mere koncentration og markedsdominans, altså mod mindre og mindre reel konkurrence? Her synes systemet at underminere sig selv. Dertil kommer efterspørgselsproblemet, som Lundkvist lægger særlig vægt på. Han viser, hvordan man siden 80erne efter den statslige keynesianismes fallit har forsøgt at løse problemet ved en slags privatiseret keynesianisme i form af offentlig og privat gældsætning og pengeudpumpning. En medicin der ikke kan bruges i det uendelige.

Lundkvist beklager – efter at han selv har billiget, at man har trukket tænderne ud på fagbevægelsen! – at ”profitmaksimeringen ikke længere (får) et effektivt modspil fra fagforeninger og arbejderbevægelse” (329), og det er naturligvis rigtigt, at en højere løn vil føre til et større forbrug. Det samme gør højere overførselsindkomster, men det løser ikke kapitalismens problem, eftersom et øget forbrug jo ikke skaber mere profit eller merværdi. Det er ikke bare dumhed eller en dårlig moral, der ligger bag de faktiske nedskæringer.

Ifølge Lundkvist ”fungerede (keynesianismen) imidlertid udmærket frem til 70erne” (326), og når det gik galt, var det simpelthen pga. ”for lidt keynesianisme,” fordi man stod over for ”en ikke-keynesiansk omverden” (198). Desværre tror jeg, at både han og de mange andre advokater for en genoplivelse af keynesiansk politik undervurderer de faktiske problemer. En ekspansiv økonomisk politik kræver enten øget skatteinddrivelse eller gældsætning, og begge dele er så vidt jeg kan se, kontraproduktive for ’kapitalen’.

Lundkvist er imidlertid optimist og slutter med en forventning om, at voksende ulighed, skatteundragelse og spekulation vil fratage kapitalismen dens legitimitet, og at ”et folkeligt oprør kan forventes” (381). Det nye alternativ, der tegner sig, er ”med udgangspunkt i den offentlige sektor at demokratisere hele økonomien” (380).

Det kan man håbe, og jeg vil gerne supplere Lundkvist: Forudsætningen for at der kan skabes et alternativ til kapitalismen er i første omgang, at et stort flertal begynder at forstå, at kriser, arbejdsløshed, nedskæringer og naturødelæggelser ikke bare er tilfældige utilsigtede hændelser i en ellers principielt velfungerende økonomisk orden. Altså indser, at problemet ikke er manglende efterspørgsel efter flere forbrugsgoder, men tværtimod kapitalismens indbyggede krav om en bestandig vækst.

Lundkvist nævner selv, at der er problemer med vækstraterne. Det er et problem, fordi kapitalisme uden vækst er en umulighed. Men tilsyneladende mener han, at  løsningen er at få den spekulative kapital gelejdet over i ”produktive investeringer” (381). Skulle det lykkes, vil man imidlertid forstørre et allerede presserende problem: at der simpelthen ikke er naturressourcer til en vækst, der bare fortsætter i det uendelige. Hertil kommer så alle de afledte konsekvenser: nye kriser med arbejdsløshed og social deroute, ødelæggelse af natur- og dyreliv og hele den mere og mere truende klimaproblematik.

I alles interesse

Ingen af os har opskriften på, hvad der så skal til. Men én ting er sikker: hvis ikke den forståelse breder sig (og bliver til praksis), at man ikke kommer nogen vegne uden selvorganisering og modstand nedefra – så kommer man ingen vegne. Og ’nedefra’ betyder her de fleste af os og ikke bare de offentligt ansatte og de marginaliserede. I sidste instans har alle en interesse i et samfund, der er styret af fælles demokratiske beslutninger om, hvordan vi vil bruge vores fælles ressourcer og tid. Dvs. et samfund, hvor det ikke er blinde markedskræfter, men menneskelige behov, moral og forestillinger om, hvad et godt liv er, der er styrende.

Der er allerede mange eksperimenter i gang rundt omkring i verden, hvor folk prøver at tage ansvar og bygge alternativer op. Meget mislykkes givetvis, men socialisme er også, at vi selv tager ansvaret på os og lærer af vores fejltagelser, dvs. efterhånden får erfaringer med hvad der dur, og hvad der må kasseres. Med en sådan modmagt som ballast kan man sagtens forestille sig, at parlamentariske reformer kan flytte noget. Lundkvist vil gerne sætte ”strikte rammer” for kapitalen (93). Ja, men der skal godt nok i sidste ende indrammes så effektivt, at det ikke længere giver mening at tale om kapitalisme.

Og også disse indramninger må man forsøge sig frem med. Alt kan jo ikke ske i ét hug. Vi er nødt til at have nogle konkrete bud på, hvordan vi kan komme tættere på en afvikling af kapitalismen. Det er ikke nok at forsvare velfærdsstatens goder (selv om det er helt nødvendigt at gøre det).

Bare for at give et enkelt eksempel: Er det et godt mål at kæmpe for en øget offentlig kontrol med virksomhederne? Hvis ja: hvilke former for kontrol? For eksempel: regler, der sætter grænser for virksomhedens størrelse og kræver repræsentanter for medarbejdere, staten og kommunen i bestyrelsen? Skal de eksterne bestyrelsesmedlemmer være i flertal, og hvilke beslutningsrettigheder skal de have? For eksempel vetoret over for flytning af virksomheden til udlandet og ret til at beslutte om overskud over en vis størrelse skal investeres eller betales tilbage til medarbejderne, indgå i statskassen eller sendes ud i lokalsamfundet til skoler, biblioteker etc.? Og videre: hvem skal gøre hvad, for at man kan komme i den retning? Hvilken slags modstand må man forvente, at sådanne reformkrav blive mødt med, og hvad stiller man op med den?

Det er også oplagt at tænke i konkrete indgreb i den finansielle sektor. Skal folk kunne se en vej ud af den skandaløse og samfundsødelæggende spekulation, hvidvaskningen og skatteunddragelsesfiflerierne, så må der konkrete reformforslag på bordet. Jeg nævner i flæng nogle muligheder: Ingen bank må være så stor, at staten er nødt til at redde den for at undgå økonomiens totale kollaps; der skal være vandtætte skotter mellem almindelig bankforretning og handel med værdipapirer (spekulation); myndighederne skal have adgang til alle transaktioner; og der skal være forbud mod aktiviteter i skattelylande.

Der kan tænkes mange andre og langt mere velunderbyggede eksempler frem. Min pointe er, at forsvaret for de særligt udsattes rettigheder må kombineres med en benhård kapitalismekritik og konkrete handlingsforslag i et radikalt reformprogram.

Let er det ikke, men der er ingen vej uden om. Ikke flere socialdemokratiske drømmerier!

 

Hans Erik Avlund Frandsen (f. 1942) er cand.mag. i dansk og idehistorie og pensioneret universitets- og gymnasielektor. Han er bl.a. forfatter til Klassesamarbejde og klassekamp. Danmark 1940-78 (Gyldendal, 1980) og ’Hvad er kapitalisme?’ (H.E Avlund Frandsen og E. Sønderriis (red.): Sådan er kapitalismen, Politisk revy, 1983)

  1. Curt Sørensen: ’Udbytning og kapitalistisk udbytning’, Kritisk Debat 15. December 2015.  http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1593
  2. Karl Marx: Kapitalen, Rhodos bd.1, s. 369.
  3. Ibid., 303.