Anmeldelse: Den der husker, lyver

Boken om Yousef
Linus de Faire
411 s. Albert Bonniers forlag 2017

Linus de Faire har skrevet en af de bedste og mest ambitiøse libanesiske romaner i nyere tid. På svensk.

Af Anna Simone Reumert

Året er 1999, det er nytår i Beirut. Det er ni år siden, at borgerkrigen, der hærgede landet i femten lange år, er forbi, og gaderne er kommet til live igen. Yousef, en seksuelt uerfaren ung studerende, der i sin fritid normalt hellere omgås fugle end folk, sidder på en fremmed piges balkon og drikker sig mod til den uundgåelige manddomsprøve i hendes kammer. Mens de venter på nattens (anti)klimaks, beskuer de byens kollektive klimaks: fyrværkeriet ved midnatstid. Men der er noget galt. Et minut før fyrværkeriet sættes i gang, slippes hundrede hvide fredsduer op i luften som symbol på den strålende fremtid, der venter nationen. Massakren er uundgåelig. Duelegemer falder som regn ned på tilskuerne, der fortvivlet løber i skjul.

Således træder Libanon i Linus de Faires genfortælling ind i det nye årtusinde med fredsduer flyvende i skudlinjen. En morbid påmindelse om fredens skrøbelighed i et land, der har gennemlevet flere år med krig end uden. Linus de Faire har skrevet en galgenhumoristisk, uhyre ambitiøs historisk roman om Libanons liv i ufred med den tragikomisk uheldige Yousef som fortællingens upålidelige jeg.

Yousef mister ikke sin mødom den nat. Han vågner alene på balkonen ved lyden af en ensom due fortvivlet flagrende omkring, som han bestemmer sig for at redde. På dyrlægeklinikken spørger de bekymret: ”Er du sikker på, at det er duen, som har brug for lægehjælp?” Som en due alene i verden flakser Yousef selv gennem livets mange krigszoner både på familiefronten og på gaden – delvist blind og dog vidne til alt.

Med Yousefs tvivlende fortællerstemme gennemlever vi snart sagt alle krigens ubehandlede sår, fra de talrige ubenævnte massakrer til det endnu uopklarede mord på premierministeren Rafik Hariri i 2005 – en virkelig hændelse, som i romanen bliver Yousefs endelige skæbne. Vi møder således først Yousef i fængselscellen i det berygtede Roumieh-fængsel nord for Beirut. Her har han siddet isolationsfængslet i otte år under anklage for attentatet på Hariri.

Til sit forsvar bedyrer Yousef, at hans tilstedeværelse ved gerningsstedet var en uskyldig tilfældighed: Han sad på udkig efter en sjældent spottet vandrefalk ved havnen, den samme dag Hariri blev dræbt af en bilbombe. At Yousef var gået op for at købe sig en falafel, netop som bilbomben sprængtes, var blot endnu et af de mange (u)heldige sammentræf, der definerer hans egen såvel som Libanons skæbne – en katastrofe venter altid lige rundt om hjørnet. Hvem der rent faktisk dræbte Hariri, bliver vi ikke klogere på. Jo længere ind i romanen læseren kommer, desto flere vildspor ledes man på.

Romanen er bygget op af to fortællerspor. Hovedsporet består af Yousefs minder nedfældet under de mange år i fængselscellen frem til hans selvmord. Som kommentarspor hertil findes et hundrede sider langt appendiks, der som en metafiktiv ramme dels underbygger og dels sår tvivl om Yousefs fortælling. I appendikset, som læseren løbende henvises til gennem fodnoter i teksten, møder vi blandt andre Yousefs kusine i Sverige, som oversætter Youssefs manuskript efter ønske fra hans moder, der modtager manuskriptet fra Yousefs fængselsvagt, Bashir, som muligvis også er hans elsker. Yousef påstår, at han ønskede at brænde manuskriptet for at glemme sine synder. I stedet udgives det på et svensk forlag. Sammen med sin note til redaktøren har kusinen inkluderet en række minder, skrevet af Yousefs mor og far, der ligesom sønnen er offer for egen fortællerfantasi. Der er også inkluderet en (fiktiv) rapport fra Hariri-kommissionens efterforskning og endelig en selvmordsnote fra Yousefs brors etiopiske stuepige i Damaskus, der sammenknytter mange af de løse ender i familiens fortællinger. Disse fodnoter danner baggrund for Yousefs erindringer, der danser frem og tilbage mellem barndomsminder i det krigsramte Beirut og det stillestående liv i fængselscellen.

Samtidig giver denne konstruktion de Faire rig mulighed for at eksperimentere med fortælleteknik – både i skiftet mellem forskellige stemmer og i legen med populære genrer inden for arabisk litteratur såsom memoire-formen og magisk realisme. Erindringsromanen er en udpræget populær fortælleramme hos samtidsforfattere i Mellemøsten, såsom Ghassan Kanafani, Elias Khoury og Tayeb al Saleh, hvis historier ofte udspiller sig på hospitalsgangen eller i fængselscellen, hvor en snarligt døende (altid mandlig og ofte palæstinensisk) fortæller overleverer sine minder til en fortrolig, ganske som Yousef gør i mødet med fængselsvagten. Med et nik til en anden (til tider misbrugt) populær genre i arabisk litteratur demonstrerer de Faire en sans for magisk realisme, såsom i familielegenden om tanten, der groede fast til jorden i den palæstinensiske flygtningelejr Ain el-Helweh og fødte børn ud af jorden, som en reinkarneret moder jord i trit med palæstinensisk national mytologi.

Appendiksets metaramme tilbyder de Faire en vej dybere ind i sproget og samtidig en vej ud af det. Efterteksten med kusine-oversætteren i Sverige fungerer som forklaringsmodel for romanens placering som svensk, snarere end arabisk eller internationalt, litterært værk. De Faires sprog er – via Yousefs stemme (eller er det omvendt?) –udpræget metaforisk. Som flere svenske anmeldere har bemærket, gør de Faire desuden bevidst brug af grammatisk klodsede fraser i Yousefs erindringer, som om de var oversat fra et fremmedsprog. I sin note til oversætteren belyser kusinen udfordringen ved at oversætte fra arabisk: ”Oversættelser fra arabisk til svensk bliver let klodsede med noget diffust orientalistisk dryppende over sig”.

At romanen er skrevet, som om den er oversat fra arabisk til svensk af en ikke-svensker, demonstrerer de Faires høje ambitionsniveau, men det bliver også hans akilleshæl. Med en udpræget libanesisk ironisk distance og ’selvkritisk’ facon hiver de Faire det ene spøgelse efter det andet ud af Libanons tætpakkede skab af historiske traumer og kulturelle tabuer: ”vi arabere,” ”vi libanesere,” ”vi palæstinensere… gør sådan og tænker således.” Men de Faire er hverken-eller. Han er blond svensker, født og opvokset i Stockholm.

Hvad er relationen mellem fiktion og fakta, når vi rekonstruerer fortiden, som Yousef gør i sine erindringer, og som de Faire gør med denne roman? Som Yousef i et sjældent selvreflekteret øjeblik bemærker: ”Det er pudsigt det her med at nedfælde minder; det er, som om man skaber dem, samtidig med at man finder dem.” Men erindring kræver lige dele fantasi og fortrængningskraft. I sin selektive erindring refererer Yousef ofte til det ’unævnelige,’ som flere gange i fortællingen skifter fortegn: Er det hans formodede rolle i mordet, der ikke må nævnes? Hans homoseksualitet? Familiens tragedier? Libanons utallige synder? Selektiv hukommelse har været overlevelsesstrategien for det libanesiske samfund i det meste af det 20. århundrede. Enhver i Libanon har en personlig fortælling om krigens ødelæggelser, men nationen mangler stadig et fælles nationalt minde.

I de Faires rekonstruktion af Libanons nationale glemsel fortrænges derimod intet. Han tager bramfrit livtag med traumer og italesætter de talrige konspirationsteorier, der er vokset i fraværet af en samlende fortælling i Libanon. Derigennem efterlader de Faire os med en dybereliggende tvivl om, hvad der er sandt og falsk – ikke blot i Yousefs fortælling eller i Libanons slørede historie, men i de Faires egen position som beskuer af et fremmed samfunds smerte.

Er det uetisk af en forfatter at skrive ud fra en stemme, hvis identitet han ikke deler? Ikke nødvendigvis. Romanens problem er i dette tilfælde ikke, hvem den er skrevet af, men snarere hvem den er skrevet til. Boken om Yousef bygger på særdeles grundigt researchede referencer og detaljer, som kun folk, der ligesom de Faire har boet i Beirut, og kender landets særheder indgående, kan forstå. Den henvender sig til en indforstået læser, men er skrevet til et udenforstående publikum, som har minimal historisk, kulturel og sproglig fællesnævner med det folk, hvis smerte omformes til underholdning i de Faires pen.

Det vil være en skam, hvis Boken om Yousef ikke finder vej til et internationalt publikum. Ikke alene ville en international udgivelse åbne helt andre døre for de Faire på den litterære scene. Det ville også give mulighed for at sætte romanen i samtale med det samfund og den historie, den ganske uden skrupler rekonstruerer. Romanen er provokerende i en libanesisk kontekst, men provokationen udebliver for den ikke-indforståede læser. De Faires narrative leg med Hariri-attentatet, hvis efterdønninger har defineret libanesisk politik i det seneste årti, ville ikke gå ubemærket hen hos den libanesiske læserskare. For den svenske (og danske) læser spiller det mindre rolle, hvem der dræbte hvem og hvorfor.

”Digterens opgave”, foreslog Northrop Frye engang, ”er ikke at fortælle hvad der skete, men hvad der altid sker; ikke hvad der fandt sted, men hvad der altid finder sted”1. At bringe det universelle til live er naturligvis enhver fortællers ambition. Men når fortælleren beskriver det universelle ud fra et konkret, nationalt traume, som de Faire gør i Boken om Yousef, når han måske grænsen for, hvor langt den universelle fortælling kan række. Libanons krig, smerte og kollektive tab definerer ikke, hvad der sker, men hvad der skete – skelsættende begivenheder, der fortsat står ubearbejdede og uden et fælles narrativ i den libanesiske nationale bevidsthed.

At skrive om en så konkret historie indebærer nødvendigvis et ansvar, der rækker videre end ambitionen om at skrive den universelt vedkommende historie. At Libanons minder i de Faires rekonstruktion er fiktive, er åbenlyst. Men dette ændrer ikke ved, at de hændelser, hans fiktive minder beskriver, kunne have fundet sted – og muligvis fandt sted. Det er det, der i sidste ende giver romanen liv som fortælling og konsekvens som værk i en regional kontekst. Hvis da bare man kunne læse den.

 

Anna Simone Reumert (født 1988), Ph.d. studerende i Socialantropologi ved Columbia University i New York med speciale i Libanon og Syrien. Tidligere bosat i Beirut.

  1. Northrop Frye “The Educated Imagination” (1963)