Hvad der nærmer sig en reel krigszone

Af Rithma Kreie Engelbreth Larsen

En rejseberetning fra det besatte Palæstina

Kun få hundrede meter fra vores hjem lå den berygtede “sikkerhedsbarriere,” som Israel kalder den. Den adskiller Jerusalem fra Vestbredden, og er bygget midt på hovedgaden i Betlehem. Dette monstrum af en separationsmur er visse steder op til 8 meter høj og planlagt til at være over 700 km lang. Den er ikke som Berlinmuren, et uhyggeligt levn fra fortiden, men er en mur under opbygning, der den dag i dag fysisk adskiller to befolkningsgrupper. En konstruktion, som også står som et generelt symbol på hele situationen : uforeneligheden, frygten, fjendtligheden og måske mest af alt den tydelige magtmæssige asymmetri.

85 procent af muren er inde på Vestbredden og strækker sig langt ind i de palæstinensiske territorier. Dens flere hundrede kilometer lange linjeføring gennem palæstinensiske byer, marker og olivenlunde betyder i praksis, at Israel ulovligt har annekteret store landområder. Palæstinensere, der er fanget på den forkerte side af barrieren, er blevet adskilt fra familie, og mange har mistet adgang til deres marker og ejendom. I vagttårnene ved muren sidder der ofte tungt bevæbnede israelske soldater, klar til at reagere på formodede aggressioner. Er magtdemonstrationen ikke allerede tydelig nok, hænger det israelske flag og blafrer i vinden øverst på tårnet. Og på muren ses palæstinenseres frustrationer, smerte og vrede afbilledet i form af kunst og ord.

Går man et stykke langs muren i Betlehem, kommer man til det berygtede Checkpoint 300. Ved denne kontrolpost passerer tusindvis af palæstinensere hver morgen for at komme på arbejde i Jerusalem. Der er utroligt trangt, og mange står op klokken 2 om natten for at nå på arbejde, fordi det godt kan tage timevis at passere. Alt det til trods for, at Jerusalem blot er 10 kilometer fra Betlehem. Vi mødte mange undrende blikke, da vi stod der klokken 5 om morgenen for at se, hvordan det foregik – for kø-gængerne vidste godt, at vi med vores vestlige pas strengt taget ikke behøvede at tage denne rute til Jerusalem. De unge mænd klatrede langs siderne på de lange gange ved checkpointet for at nå på arbejde i tide. Selv priste vi os lykkelige over vores lette tilværelse derhjemme.

AIDA Flygtningelejr – leg og bøn i helvede

Ud af en befolkning på 12 millioner palæstinensere er cirka 8 millioner i dag flygtninge. Omkring 500.000 er interne flygtninge og lever altså i lejre spredt i de besatte områder på Vestbredden og Gaza-striben. Vi var på besøg i flygtningelejren Aida Camp, der ligger i Betlehem klos op ad separationsmuren. En lejr, der er dannet efter massefordrivelserne i 1948. Her lever de stadig – flere generationer efter. Gaderne er smalle, de bor meget tæt og med sparsomme ressourcer.

Der er en militærbase lige omme bag muren, hvorfra de israelske soldater meget jævnligt drager ind i lejren på raids. Her endevender og ødelægger de palæstinensiske flygtninges ejendom. Ofte sker der optøjer, og jævnligt kommer palæstinensere til skade, og nogle gange bliver de dræbt. Helt almindeligt er det, at de israelske soldater kaster tåregaspatroner både ind i huse og på gaderne. Det er ikke lang tid siden, at de skød en ung 13-årig dreng nær indgangen.1 Ingen ved, hvornår en ransagning pludselig begynder, men de forekommer ofte netop her, da militærbasen også benytter lejren som træning for soldaterne.

Lejrens indbyggere har bygget en legeplads og en fodboldbane til børnene. Den ligger tæt på muren og de israelske soldater. Vi så filmoptagelser af, hvordan soldaterne en almindelig eftermiddag kastede tåregaspatroner på de legende børn. Dette er sket så jævnligt på fodboldbanen, at lejrens beboere har måttet bygge et net hele vejen rundt om – nødvendigheden heraf understreges af de tåregaspatroner, nettet har opfanget.

Læs det lige igen: Soldaterne kaster tåregaspatroner på legende flygtningebørn. Børn, der vokser op i frygt og omgivet af familie og venner, de ofte må se blive sårede af soldaternes hårdhændede fremfærd, der alt for ofte er uprovokeret (og en gang imellem blot er et led i deres træning). Børn, der må gå på en FN-beskyttet skole med skudhuller i facaden og måske aldrig får et hjem uden for denne flygtningelejr.

Fragmenteret land – bosættelser og checkpoints

Vestbredden er igennem besættelsens mange år blevet mere og mere fragmenteret, og Israel har langsomt annekteret mere og mere land gennem bosættelsespolitikken. Både ved officiel statslig støtte til bosættelserne – og ved, at der ingen konsekvenser er for selv de bosættelser, der er ulovlige endda under israelsk lov. Også disse bosættere nyder godt af omfattende militær beskyttelse. Flere hundrede tusinde bosættere bor i dag på Vestbredden, og samtlige bosættelser er ulovlige ifølge international lov.

Bosættelserne er altid tydelige at genkende på de karakteristiske røde tegltage, og vejene, der fører ind til dem, er flot vedligeholdt og omgivet af palmetræer. Det er naturligvis strengt forbudt for palæstinensere at køre her, og der står altid israelske soldater og bevogter indgangene. De israelske flag hænger mange steder og blafrer i vinden i disse bosættelser; ivrigt og næsten desperat markeres det, at bosætterne anser Vestbredden som en del af Israel. Vi så disse bosættelser overalt, når vi kørte på vejene imellem byerne.

Idet Israel har taget kontrol over det meste af Vestbreddens vandressourcer, må palæstinensere købe vand af dem og opbevare dem i sorte vandtanke på tagene. Disse vandtanke er ikke nødvendige i bosættelserne, der altid har rindende vand i hanerne.

Bosættelserne betegnes af bosætterne selv som ’israelske byer’ og har resulteret i et omfattende sikkerheds- og tilladelsesregime (‘permit regime’). Skal palæstinensere eksempelvis på arbejde i Jerusalem, transportere bestemte typer af varer, besøge familie i Jerusalem eller have medicinsk behandling, må de søge tilladelse af den israelske stat. Dette system er voldsomt langsommeligt, og mange ansøgere får afslag, selvom de skal til læge – eller efter lang ventetid får en permit, der kun giver tilladelse til at være i byen et par timer. Disse permits skal de fremvise ved et utal af checkpoints overalt på Vestbredden.

Den officielle forklaring er naturligvis altid ’sikkerhed’. Om det drejer sig om annektering af mere land, et diskriminerende system af permits, store begrænsninger for palæstinenseres bevægelsesfrihed, opførelsen af en enorm mur, kropsvisiteringer og lange køer ved de utallige checkpoints: begrundelsen er altid sikkerhed.

Spøgelsesbyen Hebron

Når man bevæger sig i gaderne i Hebron, eller al-Khalil, som hedder på arabisk, får man mere end nogen andre steder følelsen af, at man bevæger sig i besat land; i hvad der nærmer sig en reel krigszone. Der er soldater på hvert gadehjørne, utallige checkpoints inden for ganske få kilometer og barrierer overalt for at beskytte mod voldelige udvekslinger de israelske bosættere og palæstinensere imellem.

I Hebron har bosat sig omkring 700-800 bosættere, og med hjælp fra 3.000 udstationerede soldater har disse overtaget og besat huse og gader. De har lukket palæstinensiske markeder og afskåret familiemedlemmer fra hinanden. I denne by lever de to folk op og ned ad hinanden, men det har desværre ikke bragt dem tættere på hinanden i nogen anden betydning.

Der er net over de tilbageværende palæstinensiske markeder for at beskytte dem mod sten og skrald, som bosætterne kan finde på at kaste på dem fra deres boliger lige ved siden af. Palæstinensiske børn må følges i skole, fordi bosætterne jævnligt chikanerer og skubber dem. Bosættervold og -chikane forekommer særligt ofte i byen her, og bosætterne er særdeles aggressive, og de 3.000 israelske soldater vender ofte det blinde øje til.

Dette har nødvendiggjort en international tilstedeværelse – Temporary International Presence in Hebron. Men de må ikke gribe ind, kun observere og rapportere. Forhåbningen er, at deres tilstedeværelse har en præventiv virkning, men alligevel rapporterer de omkring 350 hændelser af unødig magtudøvelse om måneden; ofte bosættervold eller anholdelse af mindreårige. De rapporterer også om overgreb fra palæstinensisk side, for de finder bestemt også sted. Antallet af hændelser fra denne side er dog oftest væsentligt færre; sandsynligvis grundet deres magtmæssige underlegenhed. Rapporterne må imidlertid aldrig offentliggøres, så hvor stor effekt de har, når de blot cirkulerer blandt et par mennesker i magtpositioner og aldrig når den større offentlighed, er et godt spørgsmål.

I de områder af byen, hvor bosætterne bor, er der næsten uhyggeligt mennesketomt. Der er tale om store gader, hvor der næsten kun er soldater at se. I disse gader, hvor palæstinenserne har boet før besættelsen og kunnet gå frit det meste af deres liv, må de nu ikke komme. Soldaterne er ved hvert gadehjørne, og kun en gang imellem støder man på en lille gruppe bosættere. Selv bosætterne bærer skødesløst automatvåben til trods for soldaternes konstante (og tungt bevæbnede) beskyttelse. Gadenavnene er her ændret til hebræiske navne, og der hænger israelske flag overalt. Resultatet af alt dette er en dystopisk spøgelsesby præget af vold og fjendtlighed.

Hvor der stadig bor palæstinensere på den anden side af gaden, er disse blevet indhegnet og må kun bevæge sig ud, når soldaterne tillader det. Vi så huse, der for nylig var besat af israelske bosættere, for deres overtagelse af byen er ikke stoppet, men stadig i fuld gang. Det er alt sammen ulovligt, men soldaterne er der kun for at beskytte bosætterne. Palæstinenserne bliver straffet under militærretten, mens israelerne straffes under et civilt retssystem. De kan derfor intet stille op og har kun få, hvis overhovedet nogen, instanser til at beskytte deres rettigheder.

Da vi gik i disse tomme gader, mødte vi kun få mennesker ud over soldaterne. På et tidspunkt passerede vi en gruppe israelske børn, der spillede bold. En af drengene råbte af os, og straks stillede de nærmeste soldater sig tæt op ad børnene i beskyttende position. Lidt efter hørte vi en anden gruppe børn lege. Disse var palæstinensere og var bag et hegn og ligeledes bevogtet af israelske soldater; men i dette tilfælde var det ikke børnene, der blev beskyttet.

”Silent Transfer”

Jerusalem er centrum for utallige helligdomme inden for tre verdensreligioner og fyldt med religiøse turister, der eksempelvis vil bede i Al-Aqsa-moskeen eller gå den rute, Jesus angiveligt gik på vej mod korsfæstelsen. Men heller ikke her var det nogen synderligt rensende eller harmonisk følelse at bevæge sig rundt. De israelske soldater var i højeste beredskab på grund af optøjer og uroligheder omkring Al-Aqsa-moskeen, og de befandt sig på hvert gadehjørne og ved enhver indgang til sidegader og pladser.

Igen var køreturen fra Betlehem til Jerusalem besværliggjort af det fragmenterede land- og vejsystem. Vi kørte med en offentlig bus og stoppede derfor ved checkpoint. Det gjorde ondt helt ind i hjertet, da alle palæstinensere fra Vestbredden skulle ud af bussen og tjekkes grundigt og gennem metaldetektor, mens vi “internationals” bare kunne blive siddende og sløset vifte med vores pas, når soldaterne gik igennem bussen. Da palæstinenserne måtte sætte sig ind i bussen igen, brændte mine kinder af skam. De israelske soldaters lemfældige omgang med våben gjorde ikke situationen rarere.

De palæstinensere, der bor i Jerusalem, har nogle særlige opholdstilladelser, men også disse er usikre og hviler på et meget vagt juridisk grundlag, for du skal ikke bare bo i byen, men også bevise, at dit “center of life” er i byen. Med denne vage formulering har israelerne kunnet deportere mange palæstinensere fra byen, og sammen med det generelle forsøg på at gøre livet vanskeligst muligt for dem, der stadig bliver i byen, skaber de en såkaldt “Silent Transfer”-politik. Sådan kan de stille og roligt overtage byen – og i praksis på lang sigt opnå samme resultat som under den etniske udrensning i 1948; det går bare langsommere, og det internationale samfund gør tilsyneladende intet ved en sådan mere diskret udrensning.

Oprør og vold

Der sker ofte optøjer og demonstrationer i Palæstina, men når de sker, er de typisk omkring muren og ved checkpoints. Det er efterhånden palæstinensernes eneste tilbageværende mulighed for at udtrykke modstand og frustration over besættelsen. Demonstrationerne udvikler sig ofte voldeligt, og det israelske militær er brutale og hurtige til at benytte sig af tåregas og andre gange værre (og mere dødelige) metoder for at opløse dem. Unge palæstinensere kaster ofte med sten tilbage, mens mange andre blot udtrykker deres vrede fredeligt.

Ikke desto mindre sker der ofte mange arrestationer ved disse demonstrationer, da det ifølge den militærlov, som palæstinenserne lever under, er ulovligt at gøre modstand og opfordre til modstand (såvel voldelig som fredelig). Vi var på besøg hos organisationen Adameer, der har at gøre med de palæstinensiske fanger og kæmper (en ofte forgæves) kamp for deres basale rettigheder. Tortur er hyppigt brugt til at få arresterede til at tilstå eventuelle forbrydelser – også på børn.

Og husk så lige igen, at alene opfordring til fredelig ikke-voldelig demonstration og modstand er ulovlig ifølge den israelske militærlov. Set i lyset af alle disse kendsgerninger er det ikke underligt, at ni ud af ti sager i militærretten ender i domsfældelser.

Ud over at kunne dømmes for alverdens forbrydelser (nogle gange uden beviser eller med en tilståelse opnået gennem tortur) kan man også administrativt tilbageholdes. Her får du ingen rettergang; man får ikke engang at vide, hvad man har gjort forkert. Officielt sidder man der af sikkerhedsårsager, men hvordan man er en trussel for sikkerheden, forbliver ufortalt. Dokumenterne er hemmelige – ikke engang en advokat må vide, hvad man tilbageholdes for.

Her sidder lige nu omkring 500 palæstinensere. Egentlig hedder det sig, at man maksimalt sidder der i 6 måneder, men det er næsten mere reglen end undtagelsen, at disse bliver forlænget med yderligere 6 måneder … og så yderligere 6 måneder osv. En af fangerne i såkaldt “administrative detention” sidder nu inde på ottende år. Uden at vide, hvad han har gjort, uden rettergang og uden dom. Men hvem ved – måske har han kastet nogle sten mod besættelsesmagten og været heldig med at sidde, hvor han er. For stenkast er dommen op til 20 års fængsel.

Demonstrationer og optøjer bredte sig fra Jerusalem til andre byer, mens vi var i Palæstina. En fredag var der kaldt til demonstration i Betlehem tæt på muren. Demonstranterne ville bede fredagsbøn i fællesskab som en fredelig protest imod sikkerhedsforanstaltningerne ved Al-Aqsa-moskeen – og i det hele taget som protest imod den israelske besættelses evige sikkerhedsforanstaltninger, der i årtier er blevet flere og flere og har begrænset bevægelsesfriheden i stadigt højere grad.

Jeg havde sat mig på en restaurant med nogle af mine rejsekammerater et par hundrede meter fra muren, hvor vi kunne følge lidt med i, hvad der foregik. De første 20 minutter ankom folk stille og roligt, og så bad de sammen. I vores øjne lignede det en almindelig demonstration, som næsten kunne have fundet sted i Danmark. Vi bevægede os ud et par gange for at følge bedre med. Efter en halv times tid virkede det til, at demonstrationen stille og roligt var ovre. Vi hørte et par unge råbe lidt slagord – sikkert rettet mod soldaterne på muren, som de jo også demonstrerede imod. Vi tænkte ikke over det, for det er da normalt at råbe til demonstrationer?

Da vi gik op i restauranten igen, var der pludselig vild panik. Jeg løb op på tagterrassen for at hente mine ting, og da jeg stod deroppe, kunne jeg se, at der var kommet en åbning i muren, hvor to israelske kampvogne kørte ud. De skød tåregasgranater til alle sider, og panikken spredte sig blandt palæstinenserne, der løb til alle sider.

Men de kunne ikke nå at komme væk; de fik ikke en chance. Der blev skudt dusinvis af tåregasgranater fra kampvognen, der kørte tættere og tættere på, mens den affyrerede tåregasgranater i en lind strøm til alle sider og særligt ind i gruppen af mennesker.

Alt dette skete på under 60 sekunder. Min veninde kom løbende op og sagde, at vi måtte væk derfra, for bilerne nærmede sig. Da vi løb ned, landede en tåregasgranat halvanden meter fra os på et bord. Restauranten var allerede blevet tåget af tåregassen, der sivede ind ad alle vinduer, som tjenerne desperat forsøgte at lukke. Vi blev gennet ind i køkkenet; allerede med sviende øjne og smertende næser. Vi var måske 8 mennesker, og tårerne strømmede ned ad vores kinder. Ingen af os havde nogensinde prøvet noget lignende. Det føltes, som om det blev ved og ved.

Tjenerne forsøgte at hjælpe alt det, de kunne, og lod sig mærkeligt nok ikke selv mærke med, at de var ramt af gassen. Da det værste var overstået, smilede en af tjenerne skævt til os og grinte lidt af os, fordi vi var så påvirkede. Han sagde, at han boede i AIDA Camp – og tilføjede så om tåregassen: ”It happens all the time; in the camp, it is our daily milk.”

Da det var overstået, og de israelske kampvogne igen var kørt tilbage til militærbasen på den anden side af muren, gik vi ud igen. Omkring os blev folk behandlet for vejrtrækningsproblemer. Flere blev også behandlet, fordi granaterne havde ramt dem. En lille dreng sad i vejsiden med sin familie omkring sig og en læge, der behandlede et større brandsår forårsaget af en af de israelske granater.

Den glemte landsby uden for Betlehem

Lige udenfor Betlehem ligger et større bælte af ulovlige bosættelser, der tilsammen hedder Gush Etzion. Her bor mellem 50.000 og 70.000 israelske bosættere. Og midt inde i disse bosættelser ligger en lille palæstinensisk landsby med navnet Beit Skarya og kæmper for sin ret til at eksistere. Spørger man en israelsk soldat, vil han nok svare, at denne landsby ikke findes – men vi var der, og vi ved, at den findes. Og vi ved, at de hver dag må kæmpe imod chikane for at få lov at blive boende.

Fordi det ligger omringet af bosættelser, skulle vi naturligvis forbi både checkpoint og dernæst køre på de veje, der forbinder bosættelserne. Vi kørte på flotte, vedligeholdte veje omgivet af grønne plæner, flotte træer og pæne villahuse. Og da vi var nået langt nok ind, drejede vi af og befandt os pludselig på veje af grus. De grønne træer var væk, og husene var nærmest mere faldefærdige skure end egentlige hjem. Det virkede livløst. Da vi steg ud af taxien, var der et par børn, der vandrede hvileløst rundt.

Vi blev inviteret ind på sodavand, frugt og kaffe. En venlig kvinde insisterede på, at vi smagte deres hjemmelavede sirup. De havde nu ikke meget at gøre godt med. De fire vandbrønde, de engang havde, var alle overtaget af de israelske bosættelser, så de kun kunne købe deres vand af israelere til overpris. Men alligevel mødte vi også den palæstinensiske varme og gæstfrihed her, på dette trøstesløse sted.

De havde organiseret sig i et forsøg på sammen at skabe bedre vilkår. Så vi fik oplæg fra kvindernes repræsentant og de unges. Det var helt forfærdeligt, hvad de fortalte. Når man er 700 fattige landsbyboere i en landsby, som staten Israel ihærdigt (og ikke uden held) forsøger at slette fra hukommelse, sind og endda fysisk eksistens, er det svært at bevare håbet.

De må ikke bygge i landsbyen, så de store familier bor i meget små huse. Mange af husene er i årenes løb blevet revet ned af det israelske militær. Med stor tålmodighed har israelerne kunnet tage mere og mere land – de har udstedt såkaldte “demolition orders” (nedrivningsordrer) på utallige huse i landsbyen. De viste os det seneste hus, der var revet ned med magt (september 2016). Huset er i ruiner, og de må ikke genopbygge det. De forsøgte et par gange, men hver gang er det blevet ødelagt igen.

De viste os et andet hus, der lå tæt på de israelske huse, der netop havde modtaget en sådan “demolition order”, men endnu ikke var revet ned. Jeg tør ikke tænke på, hvad der skal blive af familien i huset. Landsbybeboerne må ikke engang genopbygge minareten på deres lille moské over for skolen. Hver gang de har forsøgt, er der kommet soldater forbi og har ødelagt den igen.

Børnene kan ikke gå sikkert i skole, og afgrøder bliver ødelagt jævnligt. De må ikke sende bønnekald fra moskeen, fordi bosætterne lavede en klage om, at de fik hovedpine af at høre på det. De har meget begrænsede muligheder for at bevæge sig ud og ind af landsbyen. Deres frugtbare jord er i vist omfang blevet overtaget af bosættelserne, og selv om det israelske retssystem har kundgjort, at dele af det skulle gives tilbage til palæstinenserne, er det ikke sket.

Den rydningstruede landsby er en slags pseudo-by, der står som et strålende eksempel på, hvordan besættelsesmagten formår at slette og undertrykke store dele af Palæstinas historie – og ændre den til en virkelighed, der kun indeholder den israelske stat. En ung mand i landsbyen fortalte, hvordan han en dag var blevet truet med automatvåben mod tindingen af en israelsk soldat, indtil han indvilligede i at sige, at hans landsby og hjem slet ikke fandtes.

Jeg så frustrationen i landsbyboernes øjne, da de spurgte os, hvad vi kunne gøre for at hjælpe. De fortalte om, hvor mange der havde besøgt dem, uden at tingene havde ændret sig. Jeg så håbløsheden i deres øjne, da jeg fortvivlet svarede, at jeg ikke vidste, hvad man kunne gøre – for hvad kan man stille op imod et brutalt militærapparat som Israel, når det internationale samfund har valgt at vende palæstinenserne ryggen? Når storpolitik og magt og militære alliancer er vigtigere end menneskerettigheder, tolerance og menneskeligt ligeværd?

Overalt, hvor vi gik i landsbyen, så vi bosættelser omkring. Vi så de overdådige institutioner – en stor, flot skole, der stod i skarp kontrast til landsbyens. Vi så de store, flotte huse og de grønne områder. Og i landsbyen så vi ulykke og dyb uretfærdighed. Men også nogle mennesker med integritet og en ufattelig styrke.

Hver dag kan børnene se over på den anden side og iagttage den israelske skole, hvor børnene leger på en rigtig legeplads og går på en rigtig skole. Hver dag ser de, at der er en hel verden til forskel på israelske og palæstinensiske børn.

Ydmygelserne er mange, og uretfærdighederne endnu flere. Hvis Beit Skarya-beboerne ikke lever i en apartheidstat, så ved jeg fandeme ikke, hvad de lever i.

  1. ‘Israeli army shoots dead Palestinian child in West Bank,’ Al Jazeera, 5/10/15, www: http://www.aljazeera.com/news/2015/10/israeli-army-shoots-dead-palestinian-child-west-bank-151005130800618.html