Et fattigt lands natur ødelagt med hjælp fra den danske stat. 2. del

Udvindingen af kobber har ført til forurening af nærliggende floder, og beboerne i landsbyen kan ikke længere anvende vandet til deres landbrug. Ifølge aktivistgrupper i Armenien er fældning af hundredvis hektar oprindelig skov i det enestående naturområde som led i mineprojektet ikke miljømæssigt forsvarligt. Flere truede dyrearter forventes at komme i fare. (Læs første del i serien her)

Fingrene danser hen over tastaturet. Damp stiger op af en kaffekop ved siden af computerskærmen. Miljøorganisationen Ecolur holder til i beskedne lokaler i Armeniens Nationale Videnskabsakademi i Jerevan. Ude på Marskal Baghramyan Avenuen bruser eftermiddagstrafikken af sted. Victoria Burnazyan stryger en mørk hårlok fra panden og klikker sig rundt på Ecolurs hjemmeside. Et helt afsnit er dedikeret til minen i Teghut. Ecolurs medlemmer lytter til de lokale beboeres bekymringer og måler forurening. Organisationens ansatte rapporterer ofte fra situationen i området ved minen Teghut, som PensionDanmark via en sindrig stråmandskonstruktion har investeret 350 mio. kr. i, og som FLSmidth har bygget mine for med garanti fra Danmarks Eksportkredit. Den skrøbelige dæmning er langtfra den eneste trussel mod mennesker og miljø i Teghut, fremgår det af Ecolurs mange online-artikler:

”Mineaktiviteten i Teghut har alvorlige konsekvenser for områdets oprindelige skov og en nærliggende flod. Derfor var vores organisation modstander af projektet og prøvede at forhindre det,” siger Victoria Burnazyan, redaktør af Ecolurs hjemmeside og bestyrelsesmedlem i organisationen.

Victoria Burnazyan fra ngo’en Ecolur på organisationens kontor i Jerevan.

Ifølge Teghut-projektets officielle dokumenter fældes 357 hektar oprindelig skov i det frodige og enestående naturområde for at gøre plads til kobberminen – et areal, der svarer til nogenlunde det samme antal fodboldbaner. Miljøeksperter frygter, at det tal vil stige til over 1.000 hektar ødelagt skov i løbet af minens levetid på grund af udtørring af vandløb og nedbrydning af jordlag. Det skrøbelige økosystem, hvor de danske aktører valgte at udfolde deres erhvervsmæssige aktiviteter, var inden opførelsen af minen hjemsted for omkring 200 plantearter, 55 dyrearter, 86 fuglearter, 10 arter af krybdyr og fire paddearter. Ingen ved dog med sikkerhed, hvordan det går med det unikke naturområde og de mange dyrearter, efter minen åbnede, fordi der ikke bliver ført kontrol.

”Den armenske regering besluttede, at statens miljøinspektion ikke længere skal have lov til at besøge Teghut. Derfor kan inspektørerne ikke længere tjekke op på foretagendet. Et væld af dyr og planter i skoven omkring Teghut optræder på Armeniens officielle liste over truede arter. Ifølge armensk lovgivning er det ikke tilladt af drive miner i den slags områder,” siger Victoria Burnazyan.

Miljøaktivister er kede af, at flere hundrede hektar skov er blevet fældet for at give plads til minen i Teghut.

Ifølge hende tillader armensk lovgivning ikke at drive miner i den slags områder. Hun henviser til en række love, som hun mener er blevet brudt i dette tilfælde. Vi har kontaktet Armeniens justitsminister, Arpine Hovhannisyan, flere gange for at få en kommentar til anklagerne. Men ministeren har ikke svaret.

Brungråt mælkevand

Meget af spildevandet fra FLSmidths fabrik ledes ud i den nærliggende flod Shnogh, der flyder gennem landsbyen af samme navn. Det skyldes ifølge miljøorganisationen Ecolur, at det flydende indhold bag dæmningen er for højt. Det bekræftes af en person, der er ansat af Vallex i Teghut. Vedkommende ønsker at være anonym af frygt for at miste sit arbejde.

”Der er for meget vand i søen. Derfor leder de det ned i floden. Vandet er gråt og meget beskidt”, siger Vallex-medarbejderen, idet han henviser til den enorme kunstige sø med giftigt spildevand fra minen, som befinder sig bag dæmningen.

På grund af forureningen kan Levon Alikhanyan ikke længere dyrke det lille stykke jord, han har tilbage, efter at Vallex eksproprierede størstedelen af hans ejendom.

Oppe i landsbyen Shnogh viser 63-årige Levon Alikhanyan os ud på en spinkel træbro. Den skrøbelige konstruktion fører over floden, der strømmer gennem landsbyen. Gullige aflejringer skæmmer stenene langs bredden. Lugten i flodbækkenet er den samme fade som inde i FLSmidths fabrikshaller oppe på bjergkammen. Tilløbet med spildevand ligner brungrå mælk, i modsætning til længere oppe af strømmen, hvor flodvandet stadig er klart. For Levon Alikhanyan betyder forureningen af floden, at han ikke kan dyrke det sidste stykke land, som han har tilbage, efter at mineselskabet Vallex eksproprierede hans jord for at give plads til minen.

”Vandet i floden er forurenet. Derfor kan min jord her ved bredden ikke længere bruges til landbrug,” siger Levon Alikhanyan.

Miljøødelæggelserne, som affaldet fra danskernes mineprojekt forårsagede, tvang ham til endegyldigt at opgive sin beskæftigelse som landmand. Nu satser han udelukkende på bistader og honningproduktion. To andre beboere i området fortæller os, at de måtte opgive at dyrke deres jord på grund af vandets tilstand.

”Tidligere var floden en af de reneste i Armenien. Nu er den en af de allermest forurenede. Landsbyboerne kan ikke længere bruge floden til at vande deres marker og frugthaver,” siger Victoria Burnazyan fra miljøorganisationen Ecolur.

Advarsel kom i 2012

Fem forskere fra Armeniens Nationale Videnskabsakademi med ekspertise i geologi, minedrift, økologi, biologi og økonomi forudså i en uafhængig undersøgelse fra 2008 uoprettelige skader i det naturskønne og uberørte landskab, hvor minen nu er anlagt.

“Økosystemet i Teghut er ikke i stand til at modstå konsekvenserne af minedrift”, “følgerne vil være permanente”, og “som resultat af mineaktiviteterne bliver økosystemet truet af en række uoprettelige skader”, står der i deres rapport.

I 2012 advarede en af Vallex’ egne rapporter Danmarks Eksportkredit om, at nærliggende vandressourcer ville blive “påvirket” af mineaktiviteterne i Teghut: “Vi forventer, at grundvand samt enhver sø og flod i nærheden af landsbyerne Teghut og Shnogh vil blive påvirket såvel som den lokale økologi, der betragtes som værdifuld.”

Chef for social ansvarlighed i Danmarks Eksportkredit Claus Primdal Sørensen følger miljøsituationen i Teghut for den danske statsejede virksomhed. Han siger, at han er klar over, at udledninger med spildevand fra FLSmidths fabrik ender i de nærliggende floder.

 Kan et mineprojekt, som I hævder lever op til internationale standarder, virkelig medføre så alvorlige miljøødelæggelser?

“Der er ingen tvivl om, at mineprojekter har en stor påvirkning på miljøet. Og det er også derfor, vi går ind og siger, at vi vil kun være med, hvis det lever op til internationale krav.”

“Da jeg var dernede i sommer, blev vi gjort opmærksom på, at der havde været udledninger. Det skal der ikke være. Det fik vi så snakket om. Vi fandt ud af, hvad problemet havde været, og det er så blevet korrigeret. Vi har så her for nylig fundet ud af, at der har været flere hændelser. Det er vi slet ikke tilfredse med, for det må der ikke være. Og vi skal have at vide, når der er sådan nogle hændelser, så vi kan få gjort noget ved det. Så den er vi på. Det er ikke, som planerne og programmerne har sagt.”

 

Et tilløb med spildevand fra minen løber ned i floden Shnogh.

Når spildevandet ledes ned i floden, så er Vallex forpligtet til at give jer besked?

“Ja, det er en del af det. Vi laver de her årlige fremdriftsrapporter. Derudover, hvis der er nogle særlige hændelser, så skal vi selvfølgelig have det at vide. Det har vi ikke fået her.”

 Jeg har talt med flere beboere, der er kede af, at de ikke længere kan dyrke deres jord langs flodbredden, fordi vandet er forurenet. De tror ikke på de forkromede erklæringer i projektets rapporter om bæredygtighed og social ansvarlighed. Kan du forstå hvorfor?

“Vi tager det meget seriøst, når de lokale giver udtryk for, at tingene ikke kører, som de forventer. Vi har kun en interesse: Det er, at projektet skal køre på en ordentlig måde. Når rapporterne fortæller, at det skal være bæredygtigt, og hvordan det kan være bæredygtigt, så tager vi det meget seriøst. Og det er det, vi følger op på. Kommer der ting, der viser sig ikke at svare overens med det, så tager vi fat i det.”

Talsmand for virksomheden Vallex David Tadevosyan anerkender imidlertid ikke, at forureningen i floden skyldes affald fra minen.

Nærliggende floder er blevet forurenet som en konsekvens af minedriften. Hvad gør I for at rense dem og for at forhindre, at yderligere forurening sker?

“På grund af tekniske problemer – en pumpe svigtede – havde vi nogle tilfælde, hvor vand fra processen blev udledt, som dog ikke forurenede floden på nogen måde. Men når dette er sagt, så tager vi situationen meget alvorligt, og vi implementerer flere programmer for at udelukke muligheden for sådanne hændelser i fremtiden.”

Eksportkreditfonden undlader vigtig plan

Ifølge internationale standarder (IFC 5) må berørte befolkningers levevilkår ikke blive forringet af internationale virksomheders aktiviteter. Men det hævder de beboere, vi har talt med, samt flere civile organisationer i Armenien netop er tilfældet her.

Hvordan kan I hævde at følge de internationale standarder, når landsbyboerne er dårligere stillet, end inden minen åbnede?

“Vi er godt bekendt med, at der har været udslip i de nærliggende floder,” siger Claus Primdal Sørensen, CSR-chef i Danmarks Eksportkredit og uddyber: “Det, jeg har hørt fra de lokale, er, at der har været noget slimet materiale i vandet, som gør, at når de vander deres afgrøder, så lægger der sig et støv- eller mudderlag på. Det er selvfølgelig ikke godt. Så vores konklusion er, at hvis der var forurening, så var landsbyboerne dårligere stillet, fordi de ikke kunne dyrke deres afgrøder. Det har vi så taget hånd om, så det igen er muligt for dem at dyrke deres afgrøder.”

Vand fra det forurenede tilløb til højre. Vand fra floden Shnogh før tilløbet til venstre.

Da vi var i Armenien og tale med landsbyboerne, sporede de ingen ændring.

“Okay, det er helt klart noget, vi skal følge op på, for det skal være på plads. Hvis det ikke er det, så må vi tage hånd om det og få gjort noget. Vi vil gerne invitere landsbyboerne til at komme og fortælle os, hvordan de ser det, for det er ikke acceptabelt.”

Verdensbankens standarder, som EKF hævder at følge, kræver, at de ansvarlige virksomheder udfærdiger en plan for genoprettelse af levevilkår for den lokale befolkning – en såkaldt Livelihood Restoration Plan. Eksportkreditfonden forsømte at udfærdige en sådan plan.

“Vi har ikke et dokument, der specifikt hedder sådan, men vi har jo fået lavet en kortlægning af, hvordan landsbyboerne kan opretholde deres levebrød, og hvilke muligheder de har fået for at reetablere deres indtjening, hvis den er gået helt eller delvist tabt,” siger eksportkreditfondens CSR-chef.

Ekspert i jordrettigheder og investeringer i udviklingslande Rasmus Hundsbæk Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier vurderer konsekvenserne af, at statens eksportkreditfond har undladt at lave den særskilte Livelihood Restoration Plan: ”Det kan betyde, at de, der bliver berørt af projektet, ikke får den behandling og kompensation, som de burde have fået –  fordi de ikke bliver identificeret rigtigt fra starten.”