Boganmeldelse: Kill All Normies

Kill All Normies: Online culture wars from 4chan and Tumblr to Trump and the alt-right
Angela Nagle
136 s. Zero Books 2017

Af David Balleby Rønbach

Angela Nagle er en modig kvinde. I sin nye bog, Kill All Normies, lægger hun sig ud med ikke bare én, men to digitale hærskarer, der har ry for at behandle deres kritikere nådesløst. Først og fremmest skriver Nagle for at afklæde den såkaldte alt-right-bevægelse, som under et røgslør af trolling, avancerede ironiformer og transgressiv æstetik trækker sine misogyne og racistiske slimspor fra de mest ækle internet-grotter til Det Hvide Hus.

Visse dele af venstrefløjen står dog også for skud. Det såkaldte ‘tumblr left’ udpeges af Nagle som en aggressiv og overfølsom ‘call-out kultur’. Hendes centrale argumentation kredser om, hvordan det progressive projekt er blevet tømt for materielle og økonomiske ideer. Venstrefløjen har med sin post-materielle undertrykkelsesfiksering (sommetider kaldt “den kulturelle vending”) overladt det til den yderste højrefløj at mobilisere flertallets materielle usikkerheder, længsler og frustrationer.

Internetfascisme

Da Donald J. Trump den 8. november 2016 blev præsident for USA, var det ikke kun den traditionelle konservative højrefløj, der kunne kalde sig vindere. Få uger senere stod Richard Spencer, en af alt-right-bevægelsens uformelle ledere, på et podium i Washington D.C. til National Policy Institutes’ årlige kongres. Her hyldede han Trumps sejr med ordene: ‘Hail Trump! Hail our people! Hail Victory!’, imens flere af de jublende medlemmer heilede.1 Valgsejren var for alt-right-bevægelsen uden historisk sidestykke. Et højdepunkt, som ingen havde forudset. Heller ikke bevægelsen selv.

Bevægelsens livskraft kommer dog ikke fra de få offentlige og åbenlyst racistiske organisationer, som sætter et sjældent ansigt på ideer om ‘race realism’.2 Energien kommer derimod fra en veritabel armé af anonyme internettrolde. De benytter pseudo-ironiske joke-memes og “transgression for transgressionens skyld,” og det er derfor vanskeligt at finde ud af, hvem der egentlig mener det, når de poster billeder af gasovne på jødiske debattørers Twitter-profiler, og hvem der bare gør det ‘for sjov’. Med hovedsæde på internetforummet 4chan/pol/ udspyr bevægelsen en lind strøm af vanskeligt dechifrerbart kulturelt og politisk ladet materiale. Nogle gange fascistisk propaganda. Andre gange bare ‘for the lulz’.3

Sammenspistheden og den cool indforståethed i bevægelsens mange lag og subkulturer er med til at beskytte den imod kritik og analyse. Det gælder især højrefløjs-gramscianerne – en understrøm, der typisk går under betegnelsen ‘alt-light’. Ud fra Antonio Gramscis idé om, at politik ligger i forlængelse af kultur, har de skabt podcasts, Youtube-kanaler og hjemmesider som Breitbart.com, som nu udkonkurrerer flere amerikanske mainstreammedier i seere og lyttere. Af fremtrædende eksempler finder vi vox pop-dronningen Lauren Southern samt Gavin McInnes, som er medstifter af nyhedsmediet Vice og nu er en del af Youtube-kanalen ‘The Rebel’, der betegner sig selv som ‘Western chauvinist’ og har over 800.000 abonnenter. Derudover er der den anti-feministiske ‘manosphere’4, som dækker over en række grupperinger, der er kritiske over for de moderne kønsroller.

For nylig dukkede 4chans uofficielle grønne Kekistan-flag5 op i Danmark i hænderne på en demonstrant fra ‘Frihedens Stemme’6 under en konfrontation med den autonome bevægelse ved byggetomten på Jagtvej 69. Der virker til at være en klar taktisk inspiration fra dele af alt-right-bevægelsen hos nogle af den nye højrefløjs grupperinger, som er vokset frem i kølvandet på Pegida-demonstrationerne. Med Rasmus Paludan i spidsen forsøger ‘Frihedens Stemme” m.fl. at iscenesætte dem selv som ofrene og venstrefløjen som autoritær. Ved at lave ‘vox pops’, altså en slags uformelle gadeinterview, til antiracistiske demonstrationer eller andre steder, hvor de forventer at blive smidt væk, forsøger de at få højrefløjen til at fremstå demokratisk og venstrefløjen voldelig og ytringsfrihedsfjendtlig. De forsøger at udnytte en antifascistisk bevægelse, som er mere gearet til at bekæmpe voldelige nazister, og hvis primære strategi og reaktionsmønster er baseret på no-platforming.7

Disse højrefløjstendenser samler sig under et fælles sprog og symboler i et sådan omfang, at det kan være vanskeligt at forstå og adskille dem. Angela Nagle har igennem flere år bevandret alt-righternes moralløse internetrum og er nu vendt tilbage med en 136 sider lang forklaring på, hvordan det kunne gå til, at en højreradikal bevægelse, der startede som en joke, kunne udvikle sig til i dag at have mange tusinde tilhængere, egne medier og evnen til at rette doxing-8 og hackerangreb mod politiske modstandere.

Kulturkrig i cyberspace

I stedet for at vente på bagklogskabens klare lys kaster Nagle sig ud i en samtidshistorisk analyse af nogle begivenheder, som i allerhøjeste grad stadig udfolder sig. Hun begynder sin gennemgang i de tidlige 2010’ere, som hun beskriver som en periode præget af cyber-utopisme. Det Arabiske Forår, Anonymous, Occupy Wall Street og andre lederløse netværk var med til at skabe optimisme omkring de sociale mediers evne til at bringe folk sammen og koordinere protester imod magthaverne.

Nagle forklarer, hvordan kulturen og stemningen på de sociale medier gennemløber visse faser, og udpeger nogle af de begivenheder, som er centrale for udviklingen. Hun beskriver, hvordan Kony 2012, en af verdens mest vidtrækkende online-kampagner, imploderede, da byger af kritik af dens simplificerede narrativ regnede ned over kampagneleder Jason Russell. Det resulterede for Russell i en psykisk nedsmeltning, hvor han drønede nøgen rundt i gaderne, mens han masturberede og slog i jorden – hvilket naturligvis blev fanget af en forbipasserende med smartphone og gik viralt. Millionvis af unge vestlige ‘clicktivister’, der aldrig før havde gået det mindste op i østafrikanske konflikter, havde postet glødende budskaber under hashtagget #Kony2012. Nu fremstod de latterlige, uvidende, naive og, ja – lige så afklædte som deres forbillede.

Nagle ser hele Kony-affæren som et vendepunkt, hvor en udbredt online-adfærd, som hun betegner som ‘virtue signalling’, mistede meget af sin kraft og anseelse. Begrebet dækker over en form for online feel-good-aktivisme, hvor man poster om verdens fortrædeligheder for at vinde social kapital. Man vil skilte med, at man har de helt rigtige holdninger, og skeler ikke til, om signalerne reelt har en nogen positiv effekt eller ej. På dansk kunne man kalde det dydssignalering.

Den 28. maj 2016 blev gorillaen Harambe skuddræbt af personalet i Cincinatti Zoo, da en 3-årig dreng forcerede afspærringerne og faldt ned i gorillaindhegningen. Efterspillet på de sociale medier markerede, ifølge Nagle, endnu et skifte i online-kulturen. Efter den forventelige runde af dydssignalering, hvor Twitter og Facebook flød over med beskyldninger om dyrplageri og krav om fængsling af drengens forældre, kom modreaktionen. En tidevandsbølge af ironiske og nedladende memes, som gjorde grin med prioriteringen af småhændelser og det performative massehysteri, skyllede ind over de sociale medier. Den internet-kynisme, som ellers mestendels eksisterede i obskure forummer, vandt frem som en dominerende modtendens i form af ironiske Harambe-memes.

I den anden ende af internettet udvikledes i samme periode en ganske anden kultur: ‘the tumblr left’. Imens meme-kulturen i tiltagende grad gik ud på at bryde tabuer og moralske standarder, gik denne ud på at udbrede og opretholde dem i et mere og mere fintmasket net af retningslinjer for social interaktion. Dydssignalering er for ‘the tumblr left’ en form for konfessionalistisk valuta, hvor man vinder anseelse ved at ”tjekke” sine privilegier i relation til en tiltagende mængde af identiteter. Kulturen opererer gennem offentlig udskamning af dem, som forbryder sig imod kodekset. Nagle foreslår, at hypersensitiviteten og den skånselsløse sociale stigmatisering er en del af en dynamik, hvor dyd udnyttes som et socialt aktiv.

”The online dynamics of this call-out culture were brilliantly described by [Mark] Fisher as, ‘driven by a priest’s desire to excommunicate and condemn, an academic pedant’s desire to be the first to be seen to spot a mistake, and a hipster’s desire to be one of the in-crowd’. I would add to this that the key driving force behind it is about creating scarcity in an environment in which virtue is the currency that can make or break the career or social success of an online user in the milieu, the counterforce of which was the anonymous underworld from which the right-wing trolling cultures emerged.”

De transgressive meme-krigere og de dydssignalerende tumblrinas har de seneste år været på konstant kollisionskurs. Nagle mener, at de stridende kræfter har udviklet en online-dialektik, hvor parterne hele tiden bekræfter og udvikler deres verdenssyn ved, i hvert sit ekkokammer, at fokusere på og bekæmpe modparten. For kulturkrigens to yderpoler er verden, som vi kender den, ved at kollapse i ét af to dystopiske scenarier: Enten et cis-hetero, patriakalsk, hvidt overherredømme, som er en hårsbredde fra at realisere noget, der minder om Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale, eller den totale afvikling af den vestlige civilisation i et multikulturelt kaos, undertiden kaldt “white genocide.” Brydningen mellem de to online-kulturer har ifølge Nagle præget en hel generations politiske anskuelser i skyggen af en famlende og svækket kollektiv holdningsdannelse og kriseramte mainstreammedier. Hvor utroligt det end lyder, skabte den overdrevne call out-kultur og den transgressive memekultur digitale sammenstød, hvor det lykkedes hardcore racister at gemme sig i slipstrømmen af ironi og trolling og udbrede deres holdninger via en makaber form for post-ironi, hvor man faktisk mener det, man udtrykker med et ironisk troldeglimt i øjet. Joken var – på en måde i hvert fald – blevet til virkelighed.

Modkultur og transgression: fra Marquis de Sade til Nikoline

Et andet af Kill All Normies’ helt centrale begreber er ‘transgression’, hvis betydning er, at man overskrider samfundets gældende moralske normer eller love. Siden 1960’erne er det transgressive, primært af venstrefløjen, blevet ophævet til et æstetisk ideal, hvor den moralsk grænseoverskridende kunstner eller subkulturelle figur er heroiseret. Herved er det (kort fortalt) lykkedes transgressionen at penetrere og til en vis grad overtage hovedkulturen og få alle fra McDonald’s til Donald Trump til at signalere ‘edginess’ og anti-establishment.

Alt-right- og alt-light-bevægelsernes succes har fået mange til at spå en tilbagevenden til konservative værdier. Men det, mener Angela Nagle, er en doven analyse. I stedet sporer hun den nye højrefløjs tendens tilbage til ingen andre end den revolutionære franske aristokrat Marquis de Sade9, hvis anti-moralske perversioner og dermed transgressive livsindstilling indfanger essensen af chan-kulturens ’shitposting.’ Hun mener, at den transgressive og subkulturelle æstetik, som højrefløjen har påtaget sig, er et udtryk for konservatismens ultimative moralske og kulturelle nederlag. Når en af alt-light’ernes mest kendte personligheder – Milo Yiannopoulos, hvis ‘Dangerous Faggot Tour’ på amerikanske universiteter endte i optøjer på UC Berkeley10 – siger, at “conservatism is the new punk,” er der ifølge Nagle tale om en sejr i et nederlag. I en situation, hvor dele af venstrefløjen har haft succes med at diktere nogle kulturelle normer, er det rigtignok lykkedes højrefløjen at fremstå som det sjove, chokerende og spændende element. Men det er sket på bekostning, snarere end på baggrund af dens konservative grundholdninger.

Den lethed, hvormed fascistoide og nationalkonservative tendenser har kunnet overtage den subkulturelle og transgressive udtryksform, er ifølge Nagle et udtryk for, at venstrefløjens idé om modkultur som progressiv-i-sig-selv er fejlagtig eller i hvert fald mangelfuld. Nagle beskriver den subkulturelle kapital, chan-kulturen har opbygget, som en tom form for moralsk overlegenhed, hvor selv fascister, hvis de er ‘edgy’ og tilstrækkeligt ‘in-the-know’, kan fremstå som bedre end masserne:

”It was the utterly empty and fraudulent ideas of countercultural transgression that created the void into which anything can flow as long as it is contemptuous of mainstream values and tastes.”

Nagle giver ikke meget for de modkulturelle udtryksformer, venstrefløjen har fremavlet, og anser det for at være en ‘historisk tilfældighed’, at det netop blev venstrefløjen, der påtog sig dem. Samtidig sporer hun en form for patologi i venstrefløjens bestræbelser på at fastholde en selvforståelse som subkulturel normoverskrider. Vi vil ikke forstå os selv som de mange, men som de få. Dem, som virkelig forstår, hvordan verden hænger sammen; dem, som overskrider de normer, det umælende flertal følger.

Et hjemligt eksempel kunne være, at flere på venstrefløjen ser et lys i rapperen Nikoline Sunshine, som med sin ‘Tæsk til Alle’ uddeler verbale øretæver i alle retninger, imens hun rapper om, at ‘folket er et idioti’, og at ‘flertallet er dumme’ – en ufølsom sensibilitet, som man både finder i alt-right-bevægelsen og på den subkulturelle radikale venstrefløj, hvilket Angela Nagle indfanger med selve bogtitlen: ‘Kill All Normies’. Selvom Nikoline hudfletter vækstparadigmer og neoliberalisme, er hun også leveringsdygtig i anskuelser om, at klimaforandringer skyldes overbefolkning, og andre ting, som tydeligvis ikke hører hjemme på venstrefløjen. I et interview med Vice Denmark siger hun, at vi ikke har ligeløn i Danmark pga. de frie valg, kvinder træffer. På Youtube rapper hun om, at folk, som irriterer hende, skulle ‘have tæsk af den israelske kvindehær.’ Og om, at muslimer bør være mindre overfølsomme.

Selvom hun kommer med enkelte løsningsforslag, såsom et nyt pengesystem, er hendes egentlige tiltrækningskraft nok nærmere, at hun overskrider det bestående uden helt at fortælle, hvor hun selv står. Hun fremstår som en ren transgressiv kraft, der altid flyder og overskrider og aldrig finder et fast holdepunkt, som i sig selv kan overskrides. Flere af Nikolines holdninger forekommer politisk ufarlige, men rent æstetisk er hun uden tvivl enormt transgressiv, og det er nok også derfor, at nogle folk på venstrefløjen ser sig selv i hende. Angela Nagles pointe er her, at den transgressive form er historisk og ikke politisk betinget. Det er altså ikke nogle bestemte holdninger eller en bestemt ideologi, som har patent på at være transgressiv; det er nærmere den historiske udvikling, som er bestemmende for, hvem der er det på et givent tidspunkt.

I Kill All Normies leverer Angela Nagle et særdeles spændende stykke samtidshistorie. De 136 sider er måske ikke helt nok til at indvie udenforstående ‘normies’ i de esoteriske cyberkulturer. Og har man aldrig hørt om alt-right-bevægelsen før, kan man godt blive sat af i svinget. Til gengæld får man en forståelse for internetkulturens udvikling, og hvordan det lykkedes en ny og mærkelig amerikansk højrefløj at vokse eksplosivt. Hvordan den påtog sig nogle former, som historisk har været forbundet med venstrefløjen, og hvordan venstrefløjens dydssignalerende online-krigere hjalp den til at fremstå hip, sjov og grænsesøgende. Kill All Normies er et vigtigt skridt på vejen til at forstå, hvordan internetkulturer påvirker den offentlige debat og omvendt. Bogen bør uden tvivl læses og diskuteres på venstrefløjen.

  1. Episoden blev optaget på video: https://www.youtube.com/watch?v=1o6-bi3jlxk
  2. Termen “race-realisme” er et æresbegreb, der benyttes af kontroversielle race-fikserede forskere, der påstår, at der er en genetisk sammenhæng imellem intelligenskvotient og hudfarve. For en kritisk gennemgang af denne forskning, se f.eks.: Charles Murray is once again peddling junk science about race and IQ, Vox, https://www.vox.com/the-big-idea/2017/5/18/15655638/charles-murray-race-iq-sam-harris-science-free-speech 
  3. For morsomhedens skyld: https://www.urbandictionary.com/define.php?term=i%20did%20it%20for%20the%20lulz
  4. Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/Manosphere
  5. What the Kek: Explaining the Alt-Right ‘Deity’ Behind Their ‘Meme Magic’, Southern Poverty Law Center: https://www.splcenter.org/hatewatch/2017/05/08/what-kek-explaining-alt-right-deity-behind-their-meme-magic
  6. Frihedens Stemme er en nationalkonservativ gruppe på den danske højrefløj. Rasmus Paludan er gruppens stifter.
  7. “No platform” was once reserved for violent fascists. Now it’s being used to silence debate, New Statesman: http://www.newstatesman.com/sarah-ditum/2014/03/when-did-no-platform-become-about-attacking-individuals-deemed-disagreeable
  8. Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/Doxing
  9. Den Store Danske: http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Fransk_litteratur/1700-1800/Marquis_de_Sade 
  10. UC Berkeley cancels ‘alt-right’ speaker Milo Yiannopoulos as thousands protest, The Guardian, https://www.theguardian.com/world/2017/feb/01/milo-yiannopoulos-uc-berkeley-event-cancelled