Morten hin røde og Morten hin lærde

Min egen historie
Morten Thing
366 s. Nemos Bibliotek 2017

Af Claus Bryld

Illustration af Ferdinand Ahm Krag

Omslaget på Morten Things selvbiografi viser et billede af en mand med solbriller og en smøg i højre hånd. Han ligner en blanding af en rabbiner og et blomsterbarn. Og læser man bogen, finder man træk af begge. Under et besøg i Budapest er der ligefrem en ungarer, som henvender sig til Morten, fordi han tror, han er rabbiner! Og blomsterbarnet eller hippien er også med i bogen, dog stærkt blandet med den militante socialist og anti-imperialist.

Under alle omstændigheder må man efter endt læsning sige, at Morten Thing, vidende eller uafvidende, har efterlevet den norske digter og anti-fascist Nordahls Griegs berømte indledning til digtet Kringsatt av fiender: “Kringsatt av fiender, gå inn i din tid”! Han har været aktiv deltager i stort set alt, der har rørt sig på den danske venstrefløj siden 1961, hvor han deltog i den anden atommarch, til sin pension som forskningsbibliotekar fra Roskilde Universitetsbibliotek i 2015.

Alene derfor har hans skildring af sit liv interesse for os andre. Alle venstrefløjens bevægelser og miljøer får omtale, lige fra DKP til de kollektiver, som blev oprettet i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. I en del af bevægelserne var Morten selv med: Atommarchen, studenteroprøret, SF og senere VS, Vietnamkomitéerne, 14-dages-bladet politisk revy, et par kollektiver, det nye ‘revolutionære’ universitet RUC og meget, meget mere. Gennem skildringen af sit liv formidler han også mange vigtige erkendelser af både politisk, kulturel og etisk-livsmæssig art. Miljøerne rækker altså fra de hardcore politiske og journalistiske over de universitære til intimsfærens private. Der er kort sagt tale om et panorama over den danske venstrefløjs mange forskellige scener og netværk igennem mere end et halvt århundrede.

Mortens baggrund er da heller ikke helt almindelig. Han er søn af en jødisk mor – andengenerationsindvandrer fra Polen/Rusland – og en af besættelsestidens største sabotører, Børge Thing, der var leder af modstandsgruppen BOPA. Hans jødiske bedsteforældre var religiøse, men ikke moren, der tidligt gik ind i DKP. På farens side var de indremissionske fra Herning, men han blev også DKP’er og herigennem ført ind i modstandsbevægelsen.

Med stor indlevelse skildrer Morten både sin mor og hendes forældre og øvrige jødiske familie, mens han stort set ikke har kendt farens forældre. Og forholdet til faren blev aldrig så tæt som til moren. Børge Thing led af krigstraumer, som samfundet ikke interesserede sig for dengang, og selvom han klarede sig godt socialt, havde han et svært liv, indtil han døde som 54-årig. Moren levede i mange år efter, og Morten har tidligere udgivet både sin mors og sin fars historie i hver deres bog.1 At skrive begge sine forældres historie og derefter sin egen er nok enestående i hele biografi-litteraturens historie!

Morten beretter om sit liv fra fødslen i 1945 til pensionen i 2015. Det inkluderer naturligvis også hans tidligere og senere kærester (han har p.t. levet sammen med grafikeren Anne Houe i 39 år) og fire børn, som han skildrer på rørende vis. Som det nysgerrige og lyse hoved, han er (i overført betydning), fortæller han livligt om alt, dette hoved har snuset op i stort som i småt. Og det er fortalt med fynd og klem i et klart sprog. Overtegnede har fået mange aha-oplevelser og også fået genopfrisket mange forhold under læsningen.

Alle selvbiografier, ikke mindst dem, der er politisk præget, løber imidlertid ind i problemet om vægtningen af det individuelle over for det kollektive. Det kan også formuleres som den store historie i forhold til den lille. Det gælder ligeledes Mortens bog. Samfundsudviklingen træder stort set kun frem gennem hans skildring af sine af gode grunde subjektive oplevelser. Konteksten fylder mindre eller er helt udeladt. Men dér, hvor den store og den lille historie så at sige støder sammen, dér bliver det virkelig spændende. Det gælder f.eks. skildringen af barnets problemer med at leve i en kommunistisk familie i den kolde krigs 50’ere og have venner med hjem, når Land og Folk lå på sofabordet, eller farens skuffelse over “at være en helt i 1945” til at være “en potentiel spion i 1951” (s. 63). Det gælder også de skygger, fædrenes deltagelse i modstandskampen kaster over børnenes liv, som han erfarer selv (f.eks. s. 127) og sammen med andre på 4. maj kollegiet. Og det gælder Mortens identitetsmæssige livtag med både at føle sig som jøde og samtidig at måtte tage afstand fra Israel som en kolonial settlerstat og i øvrigt lægge sig ud med en stor del af det jødiske samfund og højrefløjen i Danmark. Det er klart og skarpt gjort, inklusive opgøret med de højreorienterede kredse, der prøver at tage ytringsfriheden fra ham ved at stemple ham som antisemit.

Bogen er jo en selvbiografi, men nogle skelner mellem selvbiografier som henholdsvis memoirer og erindringer. Genrer er altid svære at karakterisere, men man kan sige, at memoirer er en ihukommelse af, hvad der er sket i ens liv, mens erindringer af slagsen Augustins Bekendelser, Rousseau’s Confessiones med mange flere er (bekendende) erindringer. Her er der ofte tale om selvransagelse og samvittighedskamp med sig selv og omverdenen. I Mortens tilfælde vil jeg tale om memoirer. Der er ikke voldsomt megen introspektion eller kamp med samvittigheden (han er jo også opdraget uden religion, selvom han selv omtaler forældrenes kommunisme som en sådan), derimod beretter han ærligt og ligefremt om sit liv i en stil, som vennen Hans-Jørgen Nielsen i en anden sammenhæng kaldte for ‘encyklopædisk’ (s. 254).

Efter endt læsning har man et klart portræt af Morten hin røde (oprindelig efter en selvbiografi af Martin Andersen Nexø) og Morten hin lærde som objektive størrelser, men mindre af Morten hin indre. Med mindre man slutter fra det ydre til det indre, for i så fald ser man portrættet af et godt menneske, der viede sig til strid, men altid fægtede med åben pande.

Og ikke kun til strid, for Morten har jo også været den lærde. Han gennemgår de fleste af sine bøger i den imponerende faglige produktion, han har bag sig. Her vil jeg som hans hovedværker fremhæve doktorafhandlingen Kommunismens Kultur I-II fra 1993 og De russiske jøder i København 1882-1943, 2008. Det tror jeg også, han selv ville gøre.

Egentlige fejl er der ikke i bogen, men et par steder er det gået lovlig hurtigt. Eksempelvis på s. 149, hvor det siges, at danske politikere “i overvældende grad” støttede den amerikanske krigsførelse under Vietnam-krigen. Det er ikke rigtigt. Udenrigsminister Per Hækkerups mantra var således, at der var “fejl på begge sider”, og man skal også lægge mærke til, at tanken om danske tropper til Vietnam, som det senere skete i både Afghanistan og Irak, overhovedet ikke blev formuleret, ja næppe engang tænkt. Danmark var allieret med forbehold, og USA-følgagtigheden er vokset med tiden. Heller ikke omtalen af kuppet i Chile i 1973 er præcis. Her hedder det uden forbehold, at det ikke var USA, der stod bag kuppet, men Pinochet. Jovist, men det blev jo kraftigt støttet af USA, og CIA opererede med flid bag kulisserne. Disse lapsus skyldes måske, at de er hentet fra Mortens dagbøger, som han bygger på, og de skulle måske i det hele taget have været redigeret lidt mere i forbindelse med udgivelsen af selvbiografien.

Til slut blot et lille drilleri: I bogen optræder utallige mennesker, som Morten har haft relationer til, som regel mest gode. Der er både kvinder og mænd blandt dem. Det er imidlertid de sidste, som er i klart overtal, og som vejer tungest i beskrivelserne (kun moren kan konkurrere). De mest inderlige portrætter er ligeledes af mænd, mest bevægende portrættet af den afdøde ven Nils Bredsdorff, som jeg helt kan tilslutte mig. Måske er det fadersavnet, der gør sig gældende, bogen taler i hvert fald sit tydelige sprog om, at rabbineren på ét punkt har trumfet blomsterbarnet!

Ellers lader det til, at de to har levet i fredelig sameksistens. Og den lærde mand kan føjes til. Treenigheden af rabbiner, blomsterbarn og vismand går op i en højere enhed. Og ja, så er der socialisten – kan man tale om en fireenighed? I alt fald er der ud af mangfoldigheden opstået en vellykket bog, som alle med interesse for venstrefløjens historie og et både typisk og særpræget liv vil have nytte og glæde af at læse.

Claus Bryld er professor i historie

  1. Min mors historie, 2009. Sabotøren. Min fars historie, 2011. Se min anmeldelse af den sidste i tidsskriftet Social Kritik nr. 132, 2012.