Et radikaliseret partnerskab: Vesten og islamismen

Tema: I krigens vold

Eftertryk bringer i dag et realistisk og derfor kritisk tema om krig og terror. Temaet består af tre veldokumenterede korrektiver til den ønsketænkning og virkelighedsforvanskning, der kendetegner den dominerende debat og dækningen af Danmarks krigsdeltagelse.

1. Uffe Kaels Auring: Et radikaliseret partnerskab: Vesten og islamismen

2. Nicholas Buhmann-Holmes: Behagelig ignorance – om mørklægningen af de civile ofre for Danmarks krige

3. Jarl Sidelmann: Det er dokumenteret: Vores krige afføder terror. 1. del: Irak

 

Af Uffe Kaels Auring

For en overfladisk betragtning er Vesten og de radikale islamister i Mellemøsten og Afrika fjender. Den vestlige krigsbevægelse – anført af den amerikanske stat, militærindustrien og USA’s allierede – vil eliminere de islamistiske terrorister. Islamisterne dræber vesterlændinge. Den ene part foretrækker højteknologiske voldsmidler; den anden part bruger mere primitive våben.

Den grufulde eller retfærdige død og ødelæggelse, som Reaper-dronernes missiler og den hætteklædte islamists geværer eller lastbil-raids fremkalder, er reel nok. Vi dør, lider og forfærdes eller glæder os over, at modpartens folk dør, lider og forfærdes. Den civilisatoriske skillelinje mellem Vesten og islamismen er reel.

Men hvis vi, blot for en stund, vrister os fri af vores partsperspektiv og ser partsforholdet i stedet for kun modstanderen, vil vi opdage, at selve striden er en illusion – en ufattelig blodig forestilling, men ikke desto mindre en illusion.

Vi vil for det første kunne konstatere, at hverken den vestlige eller islamistiske voldsbevægelse svækkes af voldsudvekslingerne. Ødelæggelsen rammer individer eller organisationer i bevægelserne eller deres civile baglande – hvad enten det er borgere i Manchester, New York, Paris, Bruxelles, Taleban-ledere i Afghanistan, krigere fra Islamisk Stat, børn i Afghanistan eller København. At modpartens folk bliver dræbt, betyder ikke, at den bevægelse, som modparten er et produkt af, svækkes.

Søger vi nu nærmere svar på, hvorledes de to parters adfærd faktisk indvirker på deres respektive modpart, må vi videre erkende, at volden fra den ene bevægelse gør dens fjendtlige modstykke stærkere. Hovedreglen er, at vores soldater, piloter og droneoperatører styrker Fjenden, når de dræber fjender. Tilsvarende intensiverer og radikaliserer Fjendens angreb på os den antiterror, hvormed vi tager imod hans krigsinvitationer. Den islamistiske terror styrker vores fjendtligtsindede civilisationssammenhold. I virkeligheden indgår vi i et frugtbart, funktionelt partnerskab med de islamistiske kræfter. Der er måske ikke megen kærlighed i forholdet; til gengæld er det driftssikkert.

Synspunktet virker kontroversielt. Det burde dets faktuelle grundlag ikke være.

Invasionspolitikken som terrorgenerator

I antiterrorens tidsalder udgør krigene i Afghanistan, Libyen og ikke mindst Irak de største enkeltstående bidrag til antivestlig islamisme.1 Den amerikanske general Doug Stone, der i 2007-2008 interviewede tilfangetagne oprørere i Irak, mødte det samme hovedklagepunkt fra hver eneste fange, han besøgte: Den amerikanske invasion og det sikkerhedssammenbrud, den havde bragt med sig, blev af krigerne udpeget som motivet bag deres fjendtlige aktiviteter. I 2016 fik han samme melding fra Islamisk Stat-rekrutter.2 Den almindelige vurdering fra de vestlige efterretningstjenester fortæller noget tilsvarende: Invasionspolitikken har skabt en betydelig terrortrussel mod Vesten.3

I dag synes Islamisk Stat at være en hovedkræft bag organiseringen af den vedvarende utilfredshed med Vestens militære dominans, som også var det oprindelige motiv bag al-Qaedas variant af jihadismen. Den tidligere CIA-officer Graham Fullers udsagn om, at vores invasions- og besættelsespolitik har bidraget til at skabe Islamisk Stat, sammenfatter en fremherskende opfattelse blandt konfliktanalytikere.4 Invasionspolitikkens seneste triumf, omstyrtelsen af Gadaffi-styret i Libyen, åbnede endnu en pløje- og slagmark for islamistiske kræfter såsom Libyens Islamiske Kampgruppe og Islamisk Stat.

Den målrettede antiterror

Men de storstilede invasionsprojekter synes at være ebbet ud, og deres efterskælv forsøger vores ledere at håndtere med mere ”lavintensive”, ”intelligente” og ”målrettede” tilgange til terror- og oprørsbekæmpelse. Konflikthåndtering med hemmelige specialstyrkeoperationer og fjernstyrede bombefly frem for statsomvæltning med tanks og tropper. Kunne det ikke være vejen frem?

I det omfang ”målrettede angreb” på fjendens øverste har ramt deres mål, er de midlertidigt ubesatte positioner typisk blevet overtaget af nye, mere radikale og potente kræfter. En uge efter drabet på al-Qaedas leder i Irak Abu Musab al-Zarqawi kunne jihadnetværket meddele, at egypteren Abu Ayyub al-Masri var ny frontfigur. Al-Masris jihadvision havde et mere internationalt tilsnit, og operationelt set var han mere effektiv. Al-Zarqawi blev dræbt, Al-Masri tog over, og angrebene mod besættelsesstyrkerne tog til.5

Lederen for Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, er den seneste i rækken af al-Zarqawi-efterfølgere. Ifølge Michael Flynn fra Defense Intelligence Agency var ideen bag den terrorbekæmpelsespolitik, han tidligere stod i spidsen for, at terrorlederne svækkes, for hver gang de dræbes. Flynn tilføjer: ”Men sådan fungerede det ikke, for al-Baghdadi er stærkere end Zarqawi, og Zarqawi var faktisk stærkere end bin Laden.”6

Da lederen for den pakistanske fraktion af Taleban, Baitullah Mehsud, blev bombet i 2009, overtog hans fætter, Hakimullah Mehsud, hans funktion; da det endelig lykkedes at dræbe Hakimullah i 2013, tog den mere radikale Maulana Fazlullah over. Det krævede talrige operationer og over 300 menneskeliv at opnå disse enkeltstående succeser, som yderligere havde den bivirkning, at Mehsud-stammens voldsaktiviteter blev dirigeret i en mere USA-fjendtlig retning.7

Drabene på det afghanske Talebans øverste ledere har haft lignende resultater. Elimineringen af Talebans grundlægger, Mullah Omar, og senere hans efterfølger, Mullah Akhtar Mohammad Mansour, har markant svækket organisationens forhandlingsvilje og forøget dens krigsvilje.8

Mønstret genfindes på mindre skala. Statistikeren Rex Rivolo fra det amerikanske militærs Institute for Defence Analysis undersøgte i 2007, hvorvidt der i perioden før og efter et drab på lokale irakiske oprørsledere kunne registreres en ændring i omfanget af oprørsangreb i den dræbtes aktionsområde. Analysen af data for 200 succesfulde angreb viste, at effekten var markant: Elimineringen af målet blev efterfulgt af en stigning i angreb på besættelsesmagten på gennemsnitligt 40 pct.9 Krigsbureaukrater kalder udvælgelsen af mennesker, der skal dræbes, for ”måludvikling”.10 Termen er rammende i flere henseender. Ikke overraskende har undersøgelser påvist en korrelation mellem målrettede drab og selvmordsangreb rettet mod vestlige styrker samt styrkelse af al-Qaeda.11

Et lignende mønster går igen på organisatorisk niveau. De målrettede drab på Taleban-ledere har bevirket, at bevægelsen i stigende grad er blevet ideologisk og organisatorisk fusioneret med al-Qaeda. Den ældre generation af Taleban-ledere bekæmpede fremmede invasionsstyrker; den yngre generation, som krigen mod terror har forfremmet, bekæmper vantro korsfarere.12 I takt med at fjenderne bliver yngre, mister de oprindelige motiver bag modstanden deres kraft. Det, der er værd at kæmpe for, er også værd at indstille kampen for, men for de unge krigere, der er opvokset som jihadist-borgere og kun kender konflikt, bliver selve konfrontationen en livsform og et kald.

Bekæmpelsen af de tidlige al-Qaeda-fraktioner har på sin side næret fremvæksten af mere rekrutteringsdygtige og ressourcestærke jihadorganisationer såsom Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra. Antiterroren forener tidligere adskilte kombattanter i jihadisme, mens jihadismen selv forgrener sig.

Som eskadrillelederen Keith Patrick Dear fra det britiske luftvåben har bemærket i en analyse af de målrettede angrebs virkninger, eliminerer strategien ikke modstandere; den udskifter dem med større fjender. Desto mere skæbnesvangert udgør angrebene en langsigtet radikaliserings- og konsolideringsstrategi, som skaber sammenhold blandt modstandsgrupperne og får dem til at sprede sig til nye områder og lande, alt imens de udvider deres aktionsområder og moderniserer deres strategier og kampvisioner.13 For religiøst funderede grupper virker det særligt motiverende at få deres ledere slået ihjel.14

Nyere studier af terrorbekæmpelseseksperten Jenna Jordan har påvist, at sandsynligheden for, at en fjendtlig organisation bryder sammen, mindskes, hvis dens leder dræbes. Jordan finder dette ”kontraintuitivt”.15 Det burde fremme forståelsen at tænke på, hvad terrorangreb ”mod den vestlige verden” gør ved opbakningen, myndigheds- og ressource-tildelingen til de kræfter, der fører krig på vores civilisations vegne.

De seneste 15 års terror- og antiterror-erfaringer peger således på, at hvad der skader de aktører, som på et givent tidspunkt står bag en organisations aktiviteter, styrker og radikaliserer organisationen; og hvad der skader organisationen, styrker den bevægelse, den er en del af. Bag Vestens fortropper findes en solid folkelig, politisk og institutionel base, der forstår den militære front som en garant for den vestlige civilisations enhed. Og ligesom den vestlige krigsbevægelse således er væsentligt stærkere, end dens i og for sig formidable militære organisationer kan give indtryk af, er også den islamistiske voldsbevægelse båret af en antagonistisk identitet, som transcenderer den enkelte organisation og ikke ophører med dens eventuelle bortdøen.16 Civilisationernes sammenstød er en realitet – som et gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem voldsbevægelser; kun formen er en konfrontation.

Et interessant tillægsspørgsmål bliver nu, om vores bidrag til den antivestlige jihad forstærkes eller mindskes af de nyere udviklingstendenser i den vestlige krigspraksis.

Partnerskabet intensiveres

Som det generelt gælder krigsførelse, forårsager også de målrettede drab hovedsagelig ikke-målrettet destruktion. Ét er, hvilken effekt de direkte anslag mod jihad-grupper og -organisationer har på jihadbevægelsen. Noget andet er, hvorledes kampen påvirker det miljø, som fjenderne opererer i.

Såvel succesfulde som mislykkede angreb har terroriseret, lemlæstet og dræbt tusindvis af mennesker, som befandt sig samme sted som det egentlige mål.17 Terroreksperten Peter Bergen anslog i 2012, at 2 pct. af ofrene for de amerikanske droneangreb i Pakistan var ”high value targets”.18 Menneskerettighedsorganisationer og bombetilhængere strides om, hvilke kategorier der kan opfange resten af ofrene.19 Parallelt med sådanne diskussioner findes en praktisk realitet hævet over diskussion: Flere og flere erklæres drabsværdige og behandles derefter.20 Krigszonerne udvides.

I tidligere tiders konflikter blev Vestens målrettede angreb kaldt for ”strategisk bombning”. Bomberne var oftere rettet mod materielle ”vitale objekter” end fjendtlige individer. Tendensen i den enkelte konflikt har dog generelt været, at stadigt flere og mere humane typer af ”objekter” er blevet føjet til listen over elimineringsværdige mål.21 Heri ligger et stærkt vidnesbyrd om strategiens resultatmæssige fiasko og operative succes.

Et jihad-bidrag: Bombernes bevæggrunde

En lignende inklusionsproces udspiller sig i den nuværende konflikt mellem det civiliserede Vesten og vores hovedsageligt muslimske fjender. Feltet af relevante mål bliver større og større. Det skyldes kun til dels en vedvarende forøgelse af erklærede fjender, der træder ind på kamppladsen. En anden væsentlig årsag ligger i en ændret tilgang til bekæmpelsen af Fjenden. For det første bliver selve begrebet om værdifulde mål stadigt mere rummelig. For det andet indebærer overvågningsteknologiens indtog i antiterror-virksomheden en sænkelse af de efterretningstekniske standarder for, hvornår enkeltindivider kan inkluderes i de forskellige kategorier for drabsegnede personer.22 I stigende grad dræbes mennesker, som man ikke ved, hvem er. De øvrige mennesker, der går i døden sammen med det efterstræbte mål, opfattes ifølge en deltager i droneangrebene som ”skyldige per association”.23 Kort sagt sigter antiterroristerne, med højteknologisk præcision, både bredere og mere løst.24

Overordnet har Vestens globale krigskampagne altså to mål: 1. at dræbe fjender, 2. at dræbe mennesker, som ikke er fjender, men i den herskende krigslogik og -teknik identificeres som fjende eller ”associeres” med dem. Civile dræbes vilkårligt i det enkelte tilfælde, men systematisk og overlagt i det store hele. Så meget forstår de i de samfund, bomberne slår ned i. De ved, hvem afsenderen er. Og de har hørt om 6-7 andre muslimske lande, hvor noget lignende finder sted. Til forskel fra de vestlige offentligheder ville de ikke få væsentligt nyt at vide, hvis de orienterede sig i videnskabeligt underbyggede rapporter om antiterrorens anslåede 1,3 mio. ofre.25

Hvad angår dennesidige anliggender, er indignationen over vestlig vold det gennemgående erklærede motiv hos de islamister, der har udført terrorangreb på vestlig grund.26 Indignationen over islamistisk vold er tilsvarende det gennemgående tema hos de vestlige statsledere, der fører krige på muslimsk grund. Hvis vores indstilling ikke var et spejlbillede af islamisternes fordømmelser og ”offerfortællinger”, kunne vi måske genkende os selv i dem. Men eftersom begge parter har den udelte retfærdighed på deres side, er der intet sammenligningsgrundlag at gøre regnskab ud fra. Det er kun provokerende og afskyvækkende at blive holdt ansvarlig for sine ­angivelige provokationer og afskyeligheder.

At vores bombninger er retfærdige i en ophøjet forstand, ændrer ikke på et simpelt, jordisk faktum: Hos de berørte befolkninger opbygger destruktionen et reservoir af bitterhed og had rettet mod angrebenes bagmænd, hvilket både veletablerede og spæde jihadgrupper kapitaliserer på. Udvidelsen af krigszonerne betyder ikke blot en udvidelse af islamisternes operationsområder, men også deres rekrutteringsgrundlag. Droneprogrammets terrormobiliseringsfunktion er bl.a. blevet beskrevet af den forhenværende amerikanske NATO-ambassadør Kurt Volker.27 En erfaren amerikansk forhørsleder beretter, at torturprogrammet har haft en tilsvarende effekt.28 En del af de mennesker, der inddrages i konflikten ved at blive ramt, vil aktivt bidrage til konflikten ved at slå igen. Dette er der bred enighed om blandt fagfolk, men man skal blot være et simpelt menneske for at forstå det. Journalisten Noor Behram, som er et førstehåndsvidne til resultaterne af den terroriserende antiterror, har forklaret: “Når mennesker er ude at samle kropsdele op efter et droneangreb, bliver det meget let at overbevise dem om at bekæmpe Amerika.”29

Ifølge en højt respekteret bagmand bag målrettet antiterror, general Stanley A. McChrystal, virker angrebene dog ikke kun overbevisende på de, der ved selvsyn har erfaret deres konsekvenser; de afføder generelt antivestlige overbevisninger hos befolkningerne i de ramte lande.30 I det store billede – der også omfatter os selv – er voldsdriften i loyalitetsbetingede forsvars- og oprejsnings-motiver langt mere virksom end de rent personlige gengældelsesmotiver.31 Den stærke, og igennem kamp bestyrkede, troskab over for overpersonlige størrelser som ”den demokratiske livsform”, ”den vestlige verden”, ”den islamiske nation” eller ”den arabiske verden” indbefatter, at den død og ødelæggelse, der overgår de få, bliver til åndelig ammunition for de mange. Dermed ikke sagt, at der blot tilnærmelsesvis er proportionalitet mellem den vold, der rammer os, og den ødelæggelse, der rammer dem.

Et jihad-bidrag: Ødelæggelsens incitamenter

I den nuværende modne fase af partnerskabets livshistorie er den anti-vestlige voldsbevægelses afhængighed af Vestens kontinuerlige tilførsel af det rekrutteringsgods, vi kalder ”engagementer” og ”indsatser”, aftagende. Vi behøver næppe gøre meget mere for at overbevise ”den muslimske verden” om, at vi er dens fjende.

Jihad kræver imidlertid ikke blot bevæggrunde, som kalder på handling, men også et livsgrundlag, som giver de, der følger kaldet, bedre livsbetingelser – eller i det mindste rummer plausible løfter om sådanne. De militære indsatser i Afghanistan, Irak, Libyen (og i mindre grad Pakistan, Somalia, Yemen og Syrien) har også i en materiel henseende medvirket til at etablere blivende vækstbetingelser for jihad-orienterede eller -inklinerede kræfter.

Når vi ser på de basale facts on the ground, er et af krigspolitikkens vigtigste bidrag strategisk distribueret fysisk ødelæggelse med stats-, samfunds- og livsnedbrydende konsekvenser til følge. Igen findes et klart mønster. Når en eksisterende samfundsorden nedbrydes ved hjælp af udefrakommende magt, bliver etableringen af en ny orden til en voldelig konflikt, som under trykket fra transnationale ind- og udløbere typisk slår rod i, uddyber og militariserer lokale skillelinjer. Konflikttilstanden er den militante jihadismes naturlige miljø; at kultivere og tage ejerskab over den er dens speciale.

At statsmagtens sammenbrud fjerner en afgørende barriere for forfølgelsen af ydre mål hos de militante grupper, hører med til beskrivelsen af det jihadistiske udviklingspotentiale i den vestlige krigspolitiks samfundsnedbrydende konsekvenser, men udtømmer den ikke. For den øgede mulighed for øjeblikkelige – og i realiteten ofte kortvarige – landvindinger går hånd i hånd med den kapacitetsopbygning, der betinger de militante organisationers operationsdygtighed og videre vækst på længere sigt. Kampzonerne åbner selvsagt muligheder for territoriel fremmarch og magtkonsolidering, men er først og fremmest en katalysator for indre, organisatorisk vækst.32 Det militære fodfæste er på kort sigt et mål; i det større billede er det en forudsætning.

Mens opnåelsen af magtudøvelsens ydre mål er forbundet med stor usikkerhed, er der større sikkerhed for, at selve kampdueligheden og dens bagvedliggende mobiliseringsfaktorer opdyrkes igennem kampen. At udkæmpe konflikter medfører mere regelmæssigt en øget evne til at udkæmpe konflikter, end de fører til sejr. NATO er ikke fremmed for ideen om, at eksterne konflikthåndteringsindsatser kan gøre nytte som løftestang for organisatorisk selvrealisering. Med tanke på fremtidige, mere geopolitisk betydningsfulde konflikter er Afghanistan-krigen succesfuldt blevet benyttet som en krigsøvelsesoperation, der skulle bibringe organisationen og dens partnerskabsstater kamptræning og ”interoperabilitet”.33 Frontlinjeaktørerne i de to voldsbevægelser har desuden langvarig erfaring med at anvende den enkelte konflikt som et springbræt for engagement i nye konflikter.34 F.eks. er en stor del af Syrien-konfliktens krigere veteraner fra oprørskampene i Afghanistan, Irak, Yemen og Libyen. Slagmarkerne bidrager også til at omforme vestlige jihadister, der drager til muslimske lande som kombattanter i intra-islamiske stridigheder, til antivestlige terrorister, der fortsætter kampen på vestlig grund. De kampfærdigheder, der udfoldes i terrorangreb mod civile mål i vestlige lande, er ofte opøvet i fremmede konfliktzoner.35 Det gælder f.eks. Salman Abedi, der efter en jihadistisk dannelsesrejse til Libyen og Syrien dræbte 22 mennesker i Manchester d. 23. maj 2017.36 De to parters respektive bekæmpelsespolitikker fungerer både som en ekspansionsstrategi for dem selv og deres modpart.

Derudover er tabet af tålelige levevilkår og meningsgivende sociale livssammenhænge en del af jihadismens livsgrundlag. Fremgang i korruption, kriminalitet, dødelighed, fysisk og psykisk usikkerhed, sygdom og materiel forarmelse hører til krigspolitikkens faste aftryk. Når ulemperne ved at opretholde en levevis, som har mistet sit grundlag, forøges, bliver jihad til en alternativ levevej.37 I sine forskellige afskygninger åbner jihadismen veje til de materielle, kødelige, sociale og åndelige værdier, som de forulempede mennesker er blevet afskåret fra. Detroniserede eliter, der har mistet magt og privilegier, og forarmede borgere, der har mistet levebrød og familiemedlemmer, kæmper for genoprejsning eller godtgørelse for deres afsavn under islamistiske bannere, men ikke nødvendigvis for en islamistisk sag. Krigspolitikken producerer således ikke blot motiver (”pull-faktorer”), men også incitamentsstrukturer (”push-faktorer”), som er gunstige for jihadismen. Organisationernes fodsoldater er ofte militante af nød snarere end overbevisning; de søger ikke nødvendigvis rigdomme i det hinsides, men nogle gange bare penge her og nu.38

Uden selvsagt at være eneleverandør af konfliktfremmende faktorer bringer fronten i den vestlige krigsbevægelse samfundsopløsning, konflikt og forringede livsvilkår til sine indsatsområder; disse dårligdomme er befordrende for jihadisme, som er befordrende for nye militære indsatser. Den gentagne gennemspilning af disse processer er blevet beskrevet indgående af den britiske krigskorrespondent Patrick Cockburn på tværs af fem forskellige krigszoner.39 Nye runder i spillet er undervejs.

Invitationen fra Islamisk Stat

Den aktuelle bekæmpelse af Islamisk Stat skal bl.a. ses i det perspektiv. Som en analyse af William R. Polk, der er historiker med speciale i oprørsbevægelser, påviser, er Vesten med sine aktuelle bombekampagner i færd med at implementere Islamisk Stats strategi.40 Et vigtigt skridt på vejen mod den endelige konsolidering af kalifatet er ifølge et strategiskrift fra den islamistiske organisation, at USA bringes i ”krig med regionens masser” for således at ”opildne grupper, som fremmer den jihadistiske ekspansion”.41 Igen en klassisk al-Qaeda-strategi, hvis levedygtighed er sikret ved, at den netop kun svigter i én henseende: Den bringer ikke nogen sejr.

Ironisk, men konsekvent nok peger Islamisk Stat på, at den aggressive vestlige krigspolitik, som gødede jorden for organisationens opståen, også indgår i dens sejrsplaner. Terror afføder her som der radikalisering, og vores uforligneligt slagkraftige militærapparat er derfor fortsat blandt jihad-kræfternes foretrukne terrorinstrumenter. Terroristernes evne til, via eksemplariske voldshandlinger, at nedkalde den vestlige krigsmaskines ødelæggelse over deres landsmænd og trosfæller, demonstrerer på en bagvendt, men effektiv måde deres gode forbindelser til vestlige beslutningstagere, som typisk rammes i deres civilisatoriske hjerter og beredvilligt tager imod invitationen, så den meningsløse terror kan transformeres til meningsgivende krig. Via sådanne omveje bliver de muslimer, der ønskes radikaliseret, den primære genstand for den islamistiske terrorkampagne, som Vesten stiller sine tropper og bombefly til tjeneste for. Det gør ikke krigspolitikkens offentlige repræsentanter til ”nyttige idioter”; at de er med til at eksekvere fjendtlige planer, er nok ”nyttigt” for fjenden, men ikke derfor ”idiotisk”, for i denne proces realiseres samtidig krigsinstitutionernes egen ekspansionistiske virketrang.

Det afgørende er her ikke, i hvilket omfang denne side af partnerskabet er båret af indsigt i konfliktdynamikken, endsige strategisk overlæg (hvilket næppe findes hos vores ledere). Det afgørende er, at tilstedeværelsen af intentioner om ”at gå fjendens ærinde” ret beset ikke er afgørende. Samarbejdet fortsætter med systemisk konsekvens. Det sker nok i kraft af vores og deres vilje, men ikke nødvendigvis med vilje.

En analyse af Bruce Hoffman fra det amerikanske militærakademis Combating Terrorism Center giver grund til at tro, at der stadig er et rigt terrorfremmende potentiale i drabspolitikken. Hvis antiterrorismens højeste mål opnås i form af drab på enten Islamisk Stats Bakr al-Baghdadi eller al-Qaedas Ayman al-Zawahiri, vil terror-bestyrkelseseffekten givetvis overstige, hvad der rimeligvis kunne forventes ud fra et almindeligt kendskab til virkningerne af antiterrorens hidtidige succeser. Hoffman påpeger, at det især er personligt fjendskab mellem IS’ og al-Qaedas øverste ledere, der adskiller organisationerne. Et vellykket angreb på et af disse prestigiøse ”high value targets” ville således ikke blot eliminere endnu en frontfigur (og skabe endnu et martyrium), men også fjerne en afgørende forhindring for sammensmeltningen af verdens to førende terrororganisationer. I Vesten vil nyheden blive modtaget som en lovende triumf; for jihadbevægelsen kunne hændelsen meget vel betegne et gennembrud: ”en forenet terrorslagstyrke, som i omfang, størrelse, ambitioner og ressourcer vil overgå alt, hvad vi hidtil har set”, med Bruce Hoffmans ord.42

Loyalitetsforskelle til trods kan vestlige efterretningstjenester, ledere af terrorbekæmpelsesprogrammer, al-Qaeda, terror- og konflikt-eksperter og Islamisk Stat være enige om én ting: Den vestlige krigsførelse fungerer grundlæggende som en effektiv antivestlig, islamistisk hvervekampagne over for de, der endnu ikke har sluttet sig til kampen, og et mobiliserende radikaliseringstiltag over for de organiserede kræfter, der allerede bekender sig til sagen.

Lederen af den enhed, som overvågede Osama bin Ladens aktiviteter i slut-90’erne, Michael Scheuer, havde derfor fat i noget rigtigt, da han i antiterror-æraens unge år påpegede, at USA var bin Ladens eneste ”uundværlige allierede”.43 Hans fremstilling er dog ikke fyldestgørende. Dels angår alliancen ikke konfliktens enkeltpersoner og stater, men de bevægelser, som understøtter deres identitet, adfærd og organisering. Dels er afhængigheden gensidig. Som ideelt mobiliseringssymbol og reel kamppartner har den vestlige krigsbevægelse også behov for bin Laden, Islamisk Stat, eller hvad morgendagens navn for inkarneret ondskab måtte blive.

Lad os afslutningsvis se nærmere på denne side af sagen: krigsbevægelsens hovedafdelinger, herunder funktionsmåden i det organiserede krigsberedskab og dets folkelige og politiske grundlag.

Kampvilje og krigsinteresser i Vesten

Partnerskabet er overordnet set et funktionelt forhold mellem to parter. Samtidig er der en intern funktionalitet hos de respektive parter, der betinger, hvorledes de relaterer sig til hinanden. Hovedkomponenterne i den vestlige krigsbevægelse er 1. folkelig og politisk vilje og 2. institutionelle anskuelses- og adfærdsmønstre. De virker i forening.

Hovedparten af de mange advarsler fra krigsbevægelsens ledende skikkelser, der har været nævnt i det foregående, er blevet fremsat af forhenværende krigsbureaukrater.44 Der er en påfaldende tendens til, at krigsbevægelsens administratorer først viderebringer deres indsigt i krigsførelsens terrorproduktion, når de ikke længere forvalter den som praktikere, men ser tilbage på den som analytikere. Man skal næppe heri se truende tegn på indre splidagtighed i krigsbevægelsens øvre lag. Det er først og fremmest udtryk for professionalisme: Bureaukrater besidder en solid faglig indsigt, som er underordnet de institutionelle krav, den tjener til at opfylde. Når de institutionelle bånd løsnes, kan indsigterne formuleres offentligt og uden bindende beslutningskraft. At den nominelt frie offentlighed ikke følger antiterror-administratorernes eksempel, men vedblivende fokuserer på målene frem for konsekvenserne af målforfølgelsen, giver anledning til at spørge om, hvilke bånd de meningsdannende institutioner er pålagt. Her skal blot svares, at den mening, de skaber, tilfredsstiller en kampmoral, som også krigsbevægelsens civile fundament holder i hævd.

Hvad der giver for mening for de fleste, giver magt, penge, privilegier og jobsikkerhed for nogle få. Det er klart, at angrebene d. 11. september 2001 tilførte umådelige midler til den vestlige krigsbevægelses såvel private som statslige hovedorganisationer.45 Siden har krigen mod terror været en tordnende succes: Tusindvis af formodede eller reelle topterrorister er blevet aflivet. Betragter man den krigsbaserede antiterrorisme som en produktionsvirksomhed, er strategien optimal, idet våbenproducenter, militær og politikere leverer den efterspurgte ydelse (drab) og derigennem forstærker det trusselsbekæmpelsesbehov, som ydelsen anses for at tilfredsstille – hvilket kun øger efterspørgslen. Antiterroristerne sår, idet de høster. Førstnævnte i størst omfang, lyder vurderingen fra højtstående folk fra antiterroristernes inderkreds.46

De offensive kampfly, Danmark er ved at anskaffe sig, er som designet til at tjene den antivestlige voldsbevægelse inden for denne stærkt vækstende branche, som mere informativt kunne navngives efter sine effekter end angivelige hensigter: ikke sikkerhedsproduktion, men trusselsproduktion.

Kritikere påpeger gerne, at det er ”kontraproduktivt” at føre en politik, hvis trusselsfremmende virkninger systematisk underminerer det umiddelbare trusselsbekæmpende sigte.47 Men hvad der sikkerhedsmæssigt er kontraproduktivt, kan udmærket være produktivt for vores sikkerhedsproducenter,48 hvis duelighed måles i operationel succes (hvorvidt de formår at skabe de resultater, de har sat som mål) frem for politisk formålstjenlighed (hvorvidt disse resultater fremmer det formål, der egentlig var legitimationsgrundlaget for deres virke). Aktører, der lever af at ”skære hovedet af slangen” – som antiterror-krigere ynder at sige – er sikret beskæftigelse, når uhyret er en hydra.49

Vi er midt i en upåagtet omstillingsproces, hvor det vestlige krigsengagement institutionelt løsnes fra politisk styring og dermed politiske målsætninger, hvad enten disse oprindelig vedrørte kontrol med økonomiske aktiver, strategiske ressourcer, indenrigspolitiske dagsordener eller simpelthen skabelse af sikkerhed og fred. F.eks. bliver programmerne for målrettede drab i tiltagende omfang varetaget af Joint Special Operations Command og CIA’s Counterterrorism Center uden for meningsfuld parlamentarisk kontrol, men i frugtbart samkvem med våbenindustrien. Afpolitiseringen og bureaukratiseringen af krig betyder bl.a., at konflikthåndteringen lægges i hænderne på institutioner og industrier, hvis levegrundlag er fortsat konflikt.50

At konfliktstrukturen i stigende grad er selvgenererende, betyder som nævnt ikke, at befolkningerne er afkoblet fra de voldseskalerende processer. Den normalisering af krigstilstanden, som bl.a. antropologen Birgitte Refslund Sørensen har beskrevet for Danmarks vedkommende,51 indbefatter, at der sættes lighedstegn mellem bekæmpelse af fjender og sikkerhed – eller at sikkerhedsproblematikken helt udelades af ligningen, så kun ideen om at ”bekæmpe terroristerne som de mordere og forbrydere, de er” (Lars Løkke Rasmussen),52 står tilbage som vores meningsgivende kald. Ideen om et formål med og altså uden for konflikten fylder stadigt mindre i den offentlige bevidsthed. George W. Bush’ ”Let’s hunt them down”-doktrin, som Lars Løkke Rasmussen for et års tid siden genbrugte i en Twitter-besked,53 blev tidligere mødt med nogen skepsis i Europa. Nu er den det triumferende, konflikteskalerende standardsvar. Krigspolitikkens sigte bliver at skyde efter det, der fremtræder for enden af et sigtekorn.

Partstænkningens nytte

Kombattantens operationelle perspektiv indskrænker sig til nogle simple bud: Udpeg og eliminer mål. Den offentlige konfliktopfattelse er en publikumstilpasset version heraf: Se eller forestil dig terroristen, ønsk ham død, se frem til, at han dræbes, og vær tilfreds, når det sker. Programmet kører på repeat. Nyhedsudgaven af antiterror passer godt til sikkerhedsindustriens drabsfikserede rationalitet. Vores vilje er bundet til det målsøgende bekrigelsessigte, og vores forståelse omfatter ikke bekæmpelsens virkningsmæssighed.

Den dominerende partstænkning begriber Vesten som en enhed, der per essens relaterer sig til sin fjende igennem modstand. At forståelsen når sin fuldstændighed og grænse i det punkt, hvor partnerskabet begynder, er en reel forudsætning for opretholdelsen af partnerskabets mobiliseringskraft. Igennem selvidentifikationen som absolut afgrænset mod vores fjende bliver vi en effektiv komponent i det kampfællesskab, der forener de to voldsbevægelser. Som erkendelse passer partstænkningen ikke på partnerskabets realiteter; som indstilling passer den derimod eminent til partnerskabets fortsatte realisation.

Almindelig forståelse for partnerskabet ville være dysfunktionel for dets videre liv. At de undtagelsesvise forsøg på at kaste lys over nogle af antiterrorismens mest oplagte tilbageslagsmekanismer regelmæssigt affærdiges som ”bortforklaringer” af og ”undskyldninger” for fjendens grusomhed, indikerer, at uviljen mod at skaffe sig indblik i partnerskabets realiteter overstiger modstanden mod partnerskabet selv. Det giver mening, hvis vi kæmper for civilisatorisk samhørighed og ikke sikkerhed.

Realistisk nok forekommer ytringer, der fremdrager selvdestruktive elementer i den vestlige radikalisering, demoraliserende, og i kampens permanent uforsonlige hede er demoralisering umoralsk.

Eftersom medierne lejlighedsvis henleder vores opmærksomhed på skiftende fjenders ondskab og fylder os med forfærdelse, harme og stålsat krigsvilje, kan det være let at overse, at en mere gennemgribende transformation af den hjemlige krigskultur finder sted: Vi er ved at vænne os til, at krigsførelsen bliver et fast politisk forvaltningsområde på linje med fødevarepolitik. Krigsadfærd får mere karakter af en livsform, vi er vokset ind i, og mindre af et projekt, vi vil have noget ud af.54 En kultur, der besidder tryg forvisning om sin egen overlegenhed, har behov for kyndige administratorer til at varetage sine selvevidente interesser, ikke desperate hadprædikanter til at fremme sin trængte sag.

Et tidssvarende antiradikaliseringsprogram

Vil vi bekrige og dermed styrke terroristerne, eller vil vi mindske terrortruslen? Det er spørgsmålet … som ikke rigtig kan stilles, så længe terror er en kulturbærende kraft og hovedkilde til vores civilisatoriske identitet og ikke et simpelt problemfelt. Vi kan fortsat følge de parallelt opadgående kurver for antiterror- og terror-virksomhed som en historie om, hvorledes vi rutinemæssigt, men stadigt mere karakterfast besejrer Fjenden og stadigt mere grundløst og uskyldigt overfaldes af ham. Vi kan derigennem blive bestyrket i, at vores væsen er frihed og demokrati, og at Fjendens uvæsen er sublim ondskab. Det giver mening og klarhed over, hvem vi er.

Ønsker vi i Danmark derimod at mindske vores terrorbidrag, må ikke blot visse betændte miljøer, men hele nationen igennem et antiradikaliseringsprogram. Det første punkt på programmet kunne være en uddybning af det sidste, der skal berøres her: Vestens direkte, strategiske støtte til islamismens og jihadismens hovedsponsorer i Golf-staterne, Tyrkiet og Pakistan.55

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin

Appendiks:
1. Er det ikke givet, at drab på islamistiske terrorister virker efter hensigten? Jo, nogle studier har påpeget, men ikke påvist det. Se her: En kritisk gennemgang af tre positive studier om terror- og oprørsbekæmpelse.
2. Er vestlig vold virkelig et gennemgående motiv hos terroristerne? Se her: Tabel over terrormotiver (1993-2017).

 

  1. Mht. sammenhængen mellem Vestens militære engagementer og selvmordsterrorisme se:
    Pape, Robert A. & James K. Feldman (2010): Cutting the Fuse: The Explosion of Global Suicide Terrorism and How to Stop It. Chicago: The University of Chicago Press, s. 44-83.

    For en behandling af Irak-krigens og Afghanistan-krigens terrorbidrag se desuden:
    Bergen, Peter & Paul Cruickshank (1. marts 2007): “Iraq 101: The Iraq Effect – The War in Iraq and Its Impact on the War on Terrorism”, Mother Jones. Www: http://www.motherjones.com/politics/2007/03/iraq-101-iraq-effect-war-iraq-and-its-impact-war-terrorism-pg-1;

    Norton-Taylor, Richard (20. juli 2010): “Former MI5 chief delivers damning verdict on Iraq invasion”, The Guardian. Www: http://www.theguardian.com/uk/2010/jul/20/chilcot-mi5-boss-iraq-war

    FBI (7. Marts 2011): “Decade in Review: Self-Selecting US Persons Drive Post-2006 Increase in Anti-US Plotting”, s. 6. www: https://www.brennancenter.org/sites/default/files/SPolice%20Gen16031414460.pdf

  2. Lydia Wilson (21. okt. 2015): “What I Discovered From Interviewing Imprisoned ISIS Fighters”, The Nation. Www: http://www.thenation.com/article/what-i-discovered-from-interviewing-isis-prisoners/
  3. Foruden førnævnte kilder om Irak-krigens og Afghanistan-krigens terrorbidrag (note 1) se f.eks.: National Intelligence Council (april 2006): Trends in Global Terrorism: Implications for the United States, s. 5. Www: http://www.governmentattic.org/5docs/NIE-2006-02R.pdf

    Eliza Manningham-Buller (6. september 2011): “BBC Reith Lectures 2011: Securing Freedom. Baroness Eliza Manningham-Buller. Lecture One: Terror”, BBC, s. 19. www: http://downloads.bbc.co.uk/radio4/transcripts/2011_reith3.pdf

    Richard Norton-Taylor (18. oktober 2008): “Response to 9/11 was ‘huge overreaction’ – ex-MI5 chief”, The Guardian. www: https://www.theguardian.com/politics/2008/oct/18/stella-rimington-9-11-mi5

  4. Ezgi Basaran (2. Sept. 2014): “Former CIA officer says US policies helped create IS”, Al Monitor. Www:

    http://www.al-monitor.com/pulse/politics/2014/09/turkey-usa-iraq-syria-isis-fuller.html#

    Den forhenværende general Michael Flynn er enig. Se: Martaza Hussain (16. juni 2015): ”Retired General: Drones Create More Terrorists Than They Kill, Iraq War Helped Create ISIS”, The Intercept. www: https://theintercept.com/2015/07/16/retired-general-drones-create-terrorists-kill-iraq-war-helped-create-isis/

    Se desuden:

    Juan Cole (23. Nov. 2015): “How the United States helped create the Islamic State”, Washington Post;

    Samuel Helfont og Michael Brill (12. Jan. 2016): “Saddam’s ISIS?”, Foreign Affairs. Www: https://www.foreignaffairs.com/articles/iraq/2016-01-12/saddams-isis?cid=soc-tw-rdr;

    Nafeez Ahmed (13. Aug. 2015): “Officials: Islamic State arose from US support for al-Qaeda in Iraq”, Medium. Www: https://medium.com/insurge-intelligence/officials-islamic-state-arose-from-us-support-for-al-qaeda-in-iraq-a37c9a60be4#.24gwjee9m

    Michael Kinsley (14. april 2015): “How the Bush Wars Opened the Door for ISIS”, Vanity Fair. www: http://www.vanityfair.com/news/2015/04/iraq-war-bush-isis

  5. Andrew Cockburn (2015): Kill Chain: Drones and the Rise of the High-Tech Assassins, London: Verso, s. 150.
  6. Matthias Gebauer og Holger Stark (29. nov. 2015): “Ex-US Intelligence Chief on Islamic State’s Rise: ‘We Were Too Dumb’”, Spiegel. Www: http://www.spiegel.de/international/world/former-us-intelligence-chief-discusses-development-of-is-a-1065131.html
  7. Andrew Cockburn (2015): Kill Chain: Drones and the Rise of the High-Tech Assassins, London: Verso, s. 229-231.
  8. JWMG Desk (8. december 2016): “Implications Resulting from the Death of Mullah Omar, Leader of the Taliban Afghanistan”, International Institute for Counter-Terrorism. www: https://www.ict.org.il/Article/1870/implications-resulting-from-the-death-of-mullah-omar-leader-of-the-taliban-afghanistan

    Om Mullah Akhtar Mohammad Mansours efterfølger, Mawlawi Haibatullah Akhundzada, se: Euan McKirdy (26. maj 2016): “New Taliban leader vows: No peace talks; ‘terror on enemies’ will continue”, CNN. www: http://edition.cnn.com/2016/05/26/middleeast/taliban-leader-peace-talks/index.html

    Jonathan Landay & Idrees Ali (26. Maj 2016): “Naming of new Taliban chief seen dimming Obama’s hopes for Afghan peace talks”, Reuters. www: http://www.reuters.com/article/us-afghanistan-taliban-usa-idUSKCN0YG31Z

  9. Andrew Cockburn (2015): Kill Chain: Drones and the Rise of the High-Tech Assassins, London: Verso, s. 170.

    En undersøgelse har desuden vist, at besættelsesmagtens drab på civile i Irak korrelerer med efterfølgende stigninger i oprørsangreb på koalitionsstyrker. Se: Luke N. Condra & Jacob N. Shapiro (januar 2012): “Who Takes the Blame? The Strategic Effects of Collateral Damage”, American Journal of Political Science, vol. 56, no. 1, s. 167-187.

  10. The Intercept (15. okt. 2015): “Small Footprint Operations 5/13”. Www: https://theintercept.com/document/2015/10/14/small-footprint-operations-5-13/#page-6.
  11. Leila Hudson, Colin S. Owens & Matt Flannes (2011): “Drone Warfare: Blowback from the New American Way of War”, Middle East Policy, s. 126;

    Micah Zenko (jan. 2013: Reforming U.S. Drone Strike Policies, Council Special Report No. 65, Council on Foreign Relations, s. 11. www: www.i.cfr.org/content/publications/attachments/Drones_CSR65.pdf

    En lignende sammenhæng er påvist mellem bombninger af militante organisationer i Afghanistan og angreb på NATO’s styrker. Se: Jason Lyall (27. marts 2015): “Bombing to Lose – Airpower, Civilian Casualties, and the Dynamics of Violence in Counterinsurgency Wars”, working paper. www: http://www.du.edu/korbel/sie/media/documents/research_seminar_papers/lyall-airstrikes-apr2015.pdf

    I øvrigt findes også en sammenhæng mellem droneangreb og terrorangreb i pakistanske provinser. Se: Manna, Emily (8. juli 2016): ”Exploring a Link Between Drone Strikes and Retaliation”, Georgetown Public Policy Review. www: http://gppreview.com/2016/07/08/exploring-link-drone-strikes-retaliation/

  12. Alex Strick van Linschoten and Felix Kuehn (2011): Separating the Taliban from al-Qaeda: The Core of Success in Afghanistan, New York University, s. 6, s. 9-11. www: www.cic.nyu.edu/afghanistan/docs/gregg_sep_tal_alqaeda.pdf;

    Marc Sageman and Bruce Hoffman (juli/august 2008): “Does Osama still call the shots? Debating the containment

    of al Qaeda’s leadership”, Foreign Affairs.;

    Peter L. Bergen (2011): The Longest War: The Enduring Conflict between America and Al-Qaeda, New York: Free Press, s. 317.

  13. Keith Patrick Dear (2011): “Beheading the Hydra? Does Killing Terrorist or Insurgent Leaders Work?” RAF Department of Defense Studies, s. 324. Www: http://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/14702436.2013.845383.

    Se desuden: Scahill, Jeremy (27. Oktober 2010): ”Killing Reconciliation”, The Nation. www: https://www.thenation.com/article/killing-reconciliation/;

    Lieven, Anatol (16. december 2010): “How the Afghan Counterinsurgency Threatens Pakistan”, The Nation. www: https://www.thenation.com/article/how-afghan-counterinsurgency-threatens-pakistan/

  14. Mannes, Aaron (2008): “Testing the Snake Head Strategy: Does Killing or Capturing its Leaders Reduce a Terrorist Group’s Activity?”, Journal of International Policy Solutions, 9.
  15. Jenna Jordan (2014): “Attacking the Leader, Missing the Mark: Why Terrorist Groups Survive Decapitation Strikes”, International Security 38:4, s. 21.

    Jenna Jordan (2009): “When Heads Roll: Assessing the Effectiveness of Leadership Decapitation”, Security Studies, Vol. 18: p. 719–755. www: http://informationcollective.org/wp-content/uploads/2014/01/Jordan.pdf

  16. Hvis gængse kriterier for medlemskab af ”den globale jihadbevægelse” overføres til den vestlige krigsbevægelse, må offentligheder, meningsdannere, akademikere og brede lag i befolkningerne i vestlige lande henregnes til bevægelsens civile støtter. Terrorforskeren Assaf Moghadam inkluderer eksempelvis “overbeviste tilhængere” af al-Qaeda, navnlig “individer, som er stærkt påvirket af det verdensbillede, al-Qaeda, dets grene og/eller partnere udbreder”. Se side 475, note 31 i: Assaf Moghadam (2013): ”How Al Qaeda Innovates”, Security Studies, vol. 22:3, s. 466-497.
  17. Stanford Law School (2012): Living under drones: Death, Injury, and Trauma to Civilians From US Drone Practices in Pakistan. Www: http://chrgj.org/wp-content/uploads/2012/10/Living-Under-Drones.pdf
  18. Peter Bergen & Megan Braun, “Drone is Obama’s Weapon of Choice”, CNN (Sept. 6, 2012), www: http://www.cnn.com/2012/QQ/05/opinion/bergen-obama-drone/index.htm
  19. For kritiske stemmer se:

    Jaffer, Jameel & Wessler, Nathan Freed (7. juni 2012): First the ‘targeted killing’ program, then the targeted propaganda campaign, American Civil Liberties Union;

    Massimino, Elisa (29. maj 2012): Letter from Elisa Massimino, President and CEO, Human Rights First, to Barack Obama, President, United States.

  20. Micah Zenko (jan. 2013): Reforming U.S. Drone Strike Policies, Council Special Report No. 65, Council on Foreign Relations, s. 10. www: www.i.cfr.org/content/publications/attachments/Drones_CSR65.pdf
  21. Grosscup, Beau (2006): Strategic Terror: The Politics and Ethics of Aerial Bombardment, Zed Books Ltd.
  22. Centralt er fremvæksten af “livsmønsteranalyse” og “netværksanalyse” som terrorbekæmpelsesværktøjer. Se hhv.:

    Gregory S. McNeal (2014): “Targeted Killing and Accountability”, The Georgetown Law Journal, Vol. 102: 681-794. S. 717. Www: http://goodtimesweb.org/overseas-war/2015/McNeal-TargetedKilling.pdf;

    House Committee on Armed Services, Subcommitee on Oversight and Investigations, The Joint Improvised Explosive Defeat Organization (2008): “DoD’s Fight Against IEDs Today and Tomorrow”. s. 23.

  23. Anonym kilde citeret i Jeremy Scahill: ”The Assassination Complex”, The Intercept, 15. oktober 2015. www: https://theintercept.com/drone-papers/the-assassination-complex/
  24. CAN (18. juni 2013): “Drone Strikes: Civilian Casualty Considerations (Unclassified Executive Summary)”, CAN. Www: https://www.cna.org/research/2013/drone-strikes-civilian-casualty-considerations;

    Ackerman, Spencer (2. juli 2013): “US drone strikes more deadly to Afghan civilians than manned aircraft – adviser”, The Guardian;

    Mayer, Jane (26. oktober 2009): “The Predator War”, The New Yorker. Www: http://www.newyorker.com/magazine/2009/10/26/the-predator-war

  25. Physicians for Social Responsibility, Physicians for Global Survival, International Physicians for the Prevention of Nuclear War (2015): Body Count: Casualty Figures after 10 Years of the “War on Terror”. Www:  http://www.ippnw.de/commonFiles/pdfs/Frieden/Body_Count_first_international_edition_2015_final.pdf
  26. Nogle eksempler:

    Rukmini Callimachi og Jim Yardley (17. jan. 2015): “From Amateur to Ruthless Jihadist in France”, The New York Times;

    Andrea Elliott, Sabrina Tavernise og Anne Barnard (15. maj 2010): “For Times Sq. Suspect, Long Roots of Discontent”, The New York Times;

    Vikram Dodd & Richard Norton-Taylor (2. sept. 2005): “Video of 7/7 ringleader blames foreign policy”, The Guardian. www: http://www.theguardian.com/uk/2005/sep/02/alqaida.politics;

    Associated Press (7. juli 2006): “London Bomber Outlines Motives in Video”, The Washington Post. www: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/07/07/AR2006070700854.html

    Sulzberger, A.G. & William K. Rashbaum (22. februar 2010): “Guilty Plea Made in Plot to Bomb New York Subway”, The New York Times. www: http://www.nytimes.com/2010/02/23/nyregion/23terror.html

    Al Jazeera (13. marts 2004): “Purported al-Qaida statement”, Al Jazeera. www:  http://www.aljazeera.com/archive/2004/03/20084914326902740.html
    Se desuden gennemgangen af motiver bag islamistiske terrorangreb i vestlige lande, som der linkes til sidst i denne tekst.

    For en bredere gennemgang af jihadistiske gruppers målsætninger, se: afsnittene ”Goals” (s. 109-114), ”World View” (s. 115-152) og “Enemies” (s. 153-194) i: David Aaron (2008) In Their Own Words – Voices of Jihad, RAND Corporation. www: http://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/monographs/2008/RAND_MG602.pdf

  27. Volker, Kurt (26. okt. 2012): “What the U.S. risks by relying on drones”, Washington Post. Www: https://www.washingtonpost.com/opinions/we-need-a-rule-book-for-drones/2012/10/26/957312ae-1f8d-11e2-9cd5-b55c38388962_print.html
  28. Cockburn, Patrick (6. april 2009): “Torture? It Probably Killed More Americans than 9/11”, The Independent.
  29. Citeret i: Stanford Law School (2012): Living under drones: Death, Injury, and Trauma to Civilians From US Drone Practices in Pakistan, s. 75. Www: http://chrgj.org/wp-content/uploads/2012/10/Living-Under-Drones.pdf
  30. Alexander, David (7. jan. 2013): “Retired general cautions against overuse of ‘hated’ drones”, Reuters. Www:  http://www.reuters.com/article/us-usa-afghanistan-mcchrystal-idUSBRE90608O20130107

    Stanley A. McChrystals synspunkt understøttes af opinionsmålinger. Se f.eks.:

    Pew Research Center (27. aug. 2014): ”A Less Gloomy Mood in Pakistan”, Pew Research Center. Www: http://www.pewglobal.org/2014/08/27/a-less-gloomy-mood-in-pakistan/

    En sammenhæng mellem anti-amerikanisme og droneangreb i Pakistan er desuden påvist i: Kaltenthaler, Karl, William Miller & Christine Fair (2012): “The Drone War: Pakistani Public Attitudes toward American Drone Strikes in Pakistan”. Paper presented at the Annual Meeting of the Midwest Political Science Association, Chicago. www: https://www.uakron.edu/dotAsset/4823799c-34eb-4b4f-992e-ac4a2261e0c4.pdf

    En sammenhæng mellem skade på afghanske civile forvoldt af den amerikansk ledede koalition i Afghanistan og øget opbakning til militante organisationer hos civile (samt faldende opbakning til de vestlige styrker) er påvist i: Lyall, Jason, Graeme Blair & Kasuke Imai (2013): “Explaining Support for Combatants during Wartime: A Survey Experiment in Afghanistan.” American Political Science Review 107 (4): s. 679-705. www: https://www.uakron.edu/dotAsset/4823799c-34eb-4b4f-992e-ac4a2261e0c4.pdf

  31. For selvmordsterroristernes vedkommende er denne dynamik grundigt forklaret i:

    Pape, Robert A. & James K. Feldman (2010): Cutting the Fuse: The Explosion of Global Suicide Terrorism and How to Stop It. Chicago: The University of Chicago Press.

    Generelt må vækstbetingelserne for de ”hjemmegroede” terrorister henføres til de muslimske lande, ”hjemlandet” øver vold imod. Solidariteten med muslimske ofre for Vestens udenrigspolitik er en væsentlig katalysator for radikalisering af muslimer, der bor i vestlige lande. Se:

    House of Commons (30. marts 2010): ”Preventing Violent Extremism ”, House of Commons Communities and Local Government Committee  s. 28-29. www: https://www.publications.parliament.uk/pa/cm200910/cmselect/cmcomloc/65/65.pdf

    Youth Justice Board for England and Wales (2002): Preventing Religious Radicalisation and Violent Extremism. A Systematic Review of the Research Evidence, s. 26. www: http://www.safecampuscommunities.ac.uk/uploads/files/2016/08/yjb_preventing_violent_extremism_systematic_review_requires_uploading.pdf

    Se desuden afsnittet ”Foreign policy issues” i: UK Foreign and Commonwealth Office/Home Office (april 2004): ”Draft Report on Young Muslims and Extremism”. www:  http://www.globalsecurity.org/security/library/report/2004/muslimext-uk.htm#poscau

  32. Hegghammer, Thomas (2010): “The Rise of Muslim Foreign Fighters: Islam and the Globalization of Jihad”, International Security, Vol. 35, No. 3.
  33. Mikheil Saakashvili citeret i Mainville, Michael (8. dec. 2009): “Russia on its mind, Georgia makes hefty Afghan contribution”, The Telegraph. Www: http://www.telegraph.co.uk/expat/expatnews/6762077/Russia-on-its-mind-Georgia-makes-hefty-Afghan-contribution.html;

    Eikenberry, Karl W. (13. Feb. 2007): “An Assessment of Security and Stability in Afghanistan”, U.S. Department of Defense, s. 8. www: www.dod.gov/dodgc/olc/docs/TestEikenberry070213.doc;

    Radoslaw Sikorski citeret i Polskie Radio (31. dec. 2009): “Polish troops to stay in Afghanistan”, Polskie Radio. Www: http://www2.polskieradio.pl/eo/print.aspx?iid=122963;

    Donna Miles (2. Dec. 2009): “Afghanistan, Iraq Drive Landmark Defense Review”, U.S. Department of Defense. Www: http://archive.defense.gov/news/newsarticle.aspx?id=56925;

    Georgy Kandelaki citeret i RT (1. sep. 2009): ”Georgian involvement in Afghan war – a key to NATO door?”, RT. Www: https://www.rt.com/usa/georgian-troops-afghanistan-us/;

    Ari Mättölä citeret i Tanja Vasama (16. juni 2009): ”Afghanistan: Now it’s Finland’s war, too”, Helsingin Sanomat. Www: http://rigorousintuition.ca/board2/viewtopic.php?t=24644&p=276899#p276875

  34. Directorate-General For External Policies Of The Union (2013): The Involvement of Salafism/Wahhabism in the Support and Supply of Arms to Rebel Groups around the World, European Parliament, s. 9. Www: http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/etudes/join/2013/457137/EXPO-AFET_ET%282013%29457137_EN.pdf
  35. Hegghammer, Thomas (feb. 2013): “Should I Stay or Should I Go? Explaining Variation in Western

    Jihadists’ Choice between Domestic and Foreign Fighting”, American Political Science Review. Www: http://hegghammer.com/_files/Hegghammer_-_Should_I_stay_or_should_I_go.pdf

    Tilrejsende krigere – såkaldte ”foreign fighters” – udgør desuden en omfattende og velkvalificeret rekrutteringsbase for al-Qaeda og lignende internationalt orienterede bevægelser. Se:

    Mohammed M. Hafez, (februar 2009): “Jihad after Iraq: Lessons from the Arab Afghans”, Studies in Conflict and Terrorism, Vol. 32, No. 2, s. 77;

    Thomas Hegghammer (2010): Jihad in Saudi Arabia: Violence and Pan-Islamism since 1979. Cambridge: Cambridge University Press, s. 133-138.

  36. Lizzie Dearden (3. juni 2017): “Manchester attack: Salman Abedi ‘made bomb in four days’ after potentially undergoing terror training in Libya”, The Independent. www: http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/manchester-attack-bombing-salman-abedi-isis-libya-terror-training-militants-tatp-four-days-bomb-a7771391.html

    Paul Mason (28. maj 2017): “How Manchester bomber Salman Abedi was radicalised by his links to Libya”, The Guardian. www: https://www.theguardian.com/uk-news/2017/may/28/salman-abedi-manchester-arena-bomber-radicalisation

  37. Cockburn, Patrick (2014): The Jihadis Return: ISIS and the New Sunni Uprising, OR Books, s. 55-56
  38. Quantum Communications (marts 2015): Understanding Jihadists In their Own Words. The White Papers, issue 2, p. 9. Www: https://now.mmedia.me/Pages/ImageStreamer/param/DocId__3f9f8a57-06ab-4909-afbc-2db99976bafe/white-paper-2–.pdf;

    Weiss, Michael & Hassan Hassan (2015): “ISIS Used a U.S. Prison as Boot Camp”. The Daily Beast. Www: http://www.thedailybeast.com/articles/2015/02/23/isis-used-a-u-s-prison-as-boot-camp.html

  39. Cockburn, Patrick (2016): Chaos and Caliphate, OR Books.

    Se desuden Glass, Charles (2014): Syria Burning: ISIS and the Death of the Arab Spring, OR Books.

  40. Polk, William R. (17. November 2015): “Falling into the ISIS Trap”, Consortium News, www: https://consortiumnews.com/2015/11/17/falling-into-the-isis-trap/

    Den historiske baggrund for Polks analyse er præsenteret i: Polk, William R. (2008): Violent Politics: A History of Insurgency, Terrorism, and Guerrilla War, from the American Revolution to Iraq, Harper Perennial

    Se også Rukmini Callimachi (7. dec. 2015): “U.S. Seeks to Avoid Ground War Welcomed by Islamic State”, The New York Times. www: https://www.nytimes.com/2015/12/08/world/middleeast/us-strategy-seeks-to-avoid-isis-prophecy.html

  41. Abu Bakr Naji (2006): The Management of Savagery: The Most Critical Stage Through Which the Umma Will Pass, s. 19. Www: https://azelin.files.wordpress.com/2010/08/abu-bakr-naji-the-management-of-savagery-the-most-critical-stage-through-which-the-umma-will-pass.pdf
  42. Hoffman, Bruce (14. dec. 2015): “ISIS Is Here: Return of the Jihadi”, The National Interest. www: http://nationalinterest.org/feature/isis-here-return-the-jihadi-14600?page=show

    Se også: Hoffman, Bruce (29. marts 2016): “The Coming ISIS–al Qaeda Merger”, Foreign Affairs. www: https://www.foreignaffairs.com/articles/2016-03-29/coming-isis-al-qaeda-merger

  43. Michael Scheuer (2004): Imperial hubris: Why the West Is Losing The War on Terror, Washington D.C.: Brassey’s, Inc., s. xv.
  44. Se derudover referencerne i note 46.
  45. Crawford, Neta C. (25. juni 2014): “Costs of Wars Through 2014: $4.4 Trillion and Counting. Summary of Costs for the U.S. Wars in Iraq, Afghanistan and Pakistan”, Cost of War Project, Boston University. Www: http://watson.brown.edu/costsofwar/files/cow/imce/figures/2014/Costs%20of%20War%20Summary%20Crawford%20June%202014.pdf;

    Andrew Cockburn (2015): Kill Chain: Drones and the Rise of the High-Tech Assassins, London: Verso, s. 244-259

  46. Se citater af Stanley McChrystal i: Alexander, David (7. jan. 2013): “Retired general cautions against overuse of ‘hated’ drones”, Reuters. Www:  http://www.reuters.com/article/us-usa-afghanistan-mcchrystal-idUSBRE90608O20130107

    Se citater af Robert Grenier i: Harris, Paul (5. juni 2012): “Drone attacks create terrorist safe havens, warns former CIA official”, The Guardian. www: https://www.theguardian.com/world/2012/jun/05/al-qaida-drone-attacks-too-broad

    Se citater af Richard Clarke i: Democracy Now (2. juni 2014): “Former Counterterrorism Czar Richard Clarke: U.S. Drone Program Under Obama ‘Got Out of Hand’”, Democracy Now. www: https://www.democracynow.org/2014/6/2/former_counterterrorism_czar_richard_clarke_us

    Se citater af Michael Flynn i: Martaza Hussain (16. juni 2015): ”Retired General: Drones Create More Terrorists Than They Kill, Iraq War Helped Create ISIS”, The Intercept. www: https://theintercept.com/2015/07/16/retired-general-drones-create-terrorists-kill-iraq-war-helped-create-isis/

    Kilcullen, David & Exum, Andrew McDonald (16. maj 2009): ”Death From Above, Outrage Down Below”, New York Times. Www: http://www.nytimes.com/2009/05/17/opinion/17exum.html

    Flere forhenværende droneoperatører er enige med deres overordnede. Se: Ed Pilkington & Ewen MacAskill (18. november 2015): “Obama’s drone war a ‘recruitment tool’ for Isis, say US air force whistleblowers”, The Guardian. www: https://www.theguardian.com/world/2015/nov/18/obama-drone-war-isis-recruitment-tool-air-force-whistleblowers

  47. Se f.eks. Jenna Jordan (2014): “Attacking the Leader, Missing the Mark: Why Terrorist Groups Survive Decapitation Strikes”, International Security 38:4, p. 7;

    Cohn, Marjorie (2015): Drones and Targeted Killing: Legal, Moral, and Geopolitical issues, Olive Branch Press, s. 15

  48. Keith Patrick Dear (2011): “Beheading the Hydra? Does Killing Terrorist or Insurgent Leaders Work?” RAF Department of Defense Studies, p. 324. www:  http://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/14702436.2013.845383;

    Pape, Robert A. & James K. Feldman (2010): Cutting the Fuse: The Explosion of Global Suicide Terrorism and How to Stop It. Chicago: The University of Chicago Press, s. 328.

  49. For et par eksempler på tankegangen se:
    Schwarz, Gabriella (24. april 2011): “Graham: ‘Cut the head of the snake off’ in Libya”, CNN. Www: http://politicalticker.blogs.cnn.com/2011/04/24/graham-cut-the-head-of-the-snake-off-in-libya/;

    Burns, John F. (15. dec. 2003): “U.S. Officers Display the ’Rat Hole’ Where Hussein Hid”, The New York Times. Www: http://www.nytimes.com/2003/12/15/international/16CND-CAPT.html?pagewanted=all.

    For en analyse af effekten af strategien se:
    Mannes, Aaron (2008): “Testing the Snake Head Strategy: Does Killing or Capturing its Leaders Reduce a Terrorist Group’s Activity?”, Journal of International Policy Solutions, 9.

  50. Scahill, Jeremy (2013): Dirty Wars: The World is a Battlefield, Nation Books.
  51. Birgitte Refslund Sørensen & Thomas Pedersen (2012): ”Hjemkomstparader for danske soldater : ceremoniel fejring af krigeren og den krigsførende nation”, Slagmark, nr. 63, s. 31-46.
  52. Rasmussen, Lars Løkke (2016): ”Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale den 1. januar 2016”, Statsministeriet. www: http://www.stm.dk/_p_14279.html
  53. Jørgensen, Maja Kærhus (22. marts 2016): “Lars Løkke: Let’s hunt them down”, TV2. Www:  http://nyheder.tv2.dk/udland/2016-03-22-lars-loekke-lets-hunt-them-down

    Bush’ originale version er citeret i: The Guardian (11. sept. 2001): “Full transcript of George Bush’s statement”, The Guardian. www: http://www.theguardian.com/world/2001/sep/11/september11.usa19

  54. Heinskou, Nilas & Raatz, Mie (2. okt. 2014): ”Der er ikke stemmer i at tale om krig”, Politiken.
  55. Se f.eks. Mark Curtis (2012): Secret Affairs – Britain’s collusion with radical Islam, Serpent’s Tail.

    Robert Dreyfuss (2006): Devil’s Game: How the United States Helped Unleash Fundamentalist Islam, Metropolitan Books.