Luthers antisemitisme blev genopdaget længe før nazisterne

Debat om Martin Luthers arv

1. Peter Tudvad: Martin Luther: reformator, rebel og reaktionær, 3. maj 2017
2. Frederik Stjernfelt: Luthers antisemitisme blev genopdaget længe før nazisterne (replik), 2. juni 2017
3. Peter Tudvad: Stjernfelts Luther (duplik), 12. juni 2017

Vi har fra Frederik Stjernfelt modtaget denne afsluttende replik til Peter Tudvad: “Jamen jeg takker cand. mag. Peter Tudvad for hans forsøg på saglig diskussion.” Debatten er dermed bragt til en afslutning. Eftertryk takker begge forfattere for deres bidrag.

 

Svar til Peter Tudvad

Af Frederik Stjernfelt

Illustration af Carl Johan Sennels

Jeg er sådan set positivt overrasket over, at Peter Tudvad i sin ordrige replik1 til min lille bog Syv Myter om Martin Luther ikke har været i stand til at finde andre fejl end en henvisningsbrøler til Romerbrevet, et kejservalg, der er blevet til et pavevalg, samt en stavefejl.

Sorry for disse synder, naturligvis, jeg skal rette dem, hvis der kommer et tredjeoplag, men det må jo så betyde, at han ikke har været i stand til at finde alvorlige fejl i bogens substans: fremlæggelsen af Luthers synspunkter og handlinger – og de mange dystre Luther-citater, som det er bogens centrale ærinde at bringe frem.

Til gengæld kan jeg jo så påpege en række fejl i hans lille traktat. Et par handler om mine intentioner: han mener at vide, jeg er ateist, og han mener at vide, jeg hævder, at samtlige lutheranere lider under de myter, jeg angriber. Disse påstande står ikke at læse i bogen. De fleste kirkehistorikere er f.eks. vel orienteret om tingenes tilstand og ligger ikke under for de myter, jeg angriber. Myterne er jeg derimod stødt på både blandt ikke-troende og troende, herunder teologer.

Tudvad kritiserer, at jeg som ytringsfrihedstilhænger kan more mig over Luthers intense besættelse af udtryk for afføring. Som om ytringsfrihed skulle afskære mig – eller nogen anden – fra at satirisere eller kritisere folks udsagn! Det er, som om Tudvad elementært ikke har forstået, hvad ytringsfrihed er – han synes at tro, at hvis man kritiserer en persons udsagn, så udgør dette en krænkelse af personens ytringsfrihed! Men det afgørende angående ytringsfrihed er jo, om man mener, at visse holdninger skal kriminaliseres eller fjernes ved hjælpe af trusler, vold og lignende midler – sådan som Luther f.eks. mente om konkurrerende reformatorers udsagn. Men for at gøre det helt klart: jeg mener ikke, at Luthers, lutheraneres eller andres optagethed af afføring i tale og skrift skal kriminaliseres, endsige udsættes for trusler eller vold. Jeg mener ikke engang, at udsagn som Luthers om, at utro kvinder skal stenes, bør kriminaliseres. Sådanne udsagn bør udsættes for hån, spot og persiflage.

Tudvad forsøger at argumentere, at Luther skifter radikalt synspunkt fra ca. 1523-25, vistnok for at redde en tidligere, mere tiltalende position end den, han senere indtog og fik lagt til grund for de lutherske stater og deres statskirker. Jeg har dog svært ved at se Tudvad fremføre de mange centrale tidlige citater, der skulle dokumentere et meget radikalt skifte. Det minder lidt om venstrefløjen i gamle dage, der mente, at Sovjet var en beklagelig fejludvikling, for den russiske revolution gik jo ellers rigtig godt de første … fem år? to år? seks måneder? ti minutter? Ja, for intentionen var i hvert fald god!

Tudvad raillerer over, at jeg måler Luthers udsagn på liberalitet og demokrati. Jeg skriver ganske vist, at disse positioner ikke var udviklet i samtiden, men det læser han hen over. Men grunden til, at jeg måler Luthers udsagn på nutidige standarder, er jo, at mange mennesker går rundt og tror, at disse standarder stammer fra ham. Hvis ikke Tudvad har hørt sådanne forestillinger cirkulere, så må vi have radikalt forskellige omgangskredse og læse helt forskellige medier. Hvorfor mange tror sådanne ting, er ikke let at forstå, men et punkt at starte for at vikle vrøvlet op er jo at vise, at Luthers mange politiske udsagn og handlinger ikke peger i liberal og demokratisk retning, men tværtimod peger i retning af tyranni, ubetinget lydighed over for øvrigheden og hård forfølgelse af anderledes tænkende.

Angående sidstnævnte mener Tudvad, at Luthers og Cranachs flyveblad med de hængte katolikker med knækkede nakker og tungerne sømmet fast til galgen er herlig og morsom satire. Jeg er ikke sikker på, jeg deler Tudvads friske humor på dette punkt – men jeg mener også, det er forkert at sammenligne tegningen med Kurt Westergaards Muhammedtegning, som Tudvad gør det. En vigtig forskel er, at Luther faktisk havde politisk magt til at iværksætte forfølgelse og henrettelse af teologiske modstandere. Tag f.eks. halshugningen af tre døbere i Jena 26. januar 1536. En sådan magt besidder Kurt Westergaard ikke. Det bevirker jo, at når Luther så udsender detaljerede fremstillinger af sådanne henrettelsesscener, så er der ikke kun tale om satire.

Tudvad mener, at de 10 dage fra trykningen af Luthers skrift, hvor han kræver nedslagtning af bondehærene, og til slaget ved Frankenhausen i 1525 ikke var tilstrækkelig tid til, at denne tekst blev læst af alle soldaterne. Men tror Tudvad mon, at man kommanderer en hær ved at uddele omstændelige pjecer til de menige? Det var tilstrækkeligt, at Luther – sådan som han selv senere berettede om det – henvendte sig til fyrsterne, hærenes ledere, og instruerede dem i at give ordre om bøndernes nedslagtning.

På et punkt bidrager Tudvad endog til myternes videre udvikling. Det er, når han skriver, at “Det var ikke Luthers antisemitisme, der gødede jorden for den nazistiske, men den nazistiske antisemitisme, der gødede jorden for genopdagelsen af Luthers.” Men den moderne tyske antisemitisme begyndte ikke med nazismen i 1920, men derimod allerede midt i 1800-tallet – med lutherske miljøer i en vigtig rolle. Det gælder f.eks. den lutherske teolog og hofprædikant Adolf Stöckers “Christlich-Soziale Arbeiterpartei” i 1878, der gik imod demokrati, kapitalisme, materialisme, socialisme og liberalisme – alt dette anså man for “forjødet” og som del af en konspiration iværksat af den internationale jødedom imod det tyske folk. Stöcker ville redde arbejderklassen fra det fremvoksende, gudløse socialdemokrati. Modsætningsvis gik Stöcker ind for en autoritær luthersk gudstat. Disse ideer udbredte Stöcker i Tysklands protestantiske miljøer via Deutsche evangelische Kirchenzeitung, som han redigerede, og han betegnede sig stolt som fader til den moderne antisemitiske bevægelse. Stöcker var en central og hyldet figur i det wilhelminske Tyskland og nævnes som en af de mest elskede og kendte lutherske prædikanter i perioden – endda med øgenavnet “Tysklands anden Luther”. Hans lille parti indgik i forskellige koalitioner til rigsdagsvalgene, bl.a. med det store konservative parti DKP, som han fik imprægneret med sin antisemitisme. Da Stöcker døde i 1909, skrev den lutherske præst Johannes Haussleiter, at “Ingen har så varigt påvirket den fremvoksende generation af præster og sat sit præg på dem for de kommende årtier, som han gjorde det.” Det er måske en del af forklaringen på, at så mange lutherske teologer – både blandt de Tysk-kristne og i den “Bekendende kirke” – blev aktive nazi-støtter.

Det er heller ikke korrekt, at Luthers antisemitiske skrift “Om jøderne og deres løgne” fra 1543 først blev genopdaget af nazisterne, sådan som Tudvad citerer en stolt nazist for at mene. Skriftet blev udsendt i separatudgaver allerede i 1577 og igen i 1616 op til reformationens 100-årsjubilæum, og det blev genoptrykt i de forskellige gesamtausgaber af Luthers skrifter gennem århundrederne – referenceværkerne for teologiuddannelserne. Det gælder f.eks. Leipzig-udgaven fra 1700-tallet, Erlangen-udgaven fra først i 1800-tallet, og det gælder den seneste, Weimar-udgaven, hvor bind 53 med “Om jøderne og deres løgne” meget passende lå klar i 1919.

Den moderne tyske nationalismes fødsel dateres ofte til Wartburg-festen ved 300-års-reformationsjubilæet 1817. På den borg, hvor Luther havde oversat Bibelen i 1521, samledes oprømte studenter, og efter afsyngelse af Luther-salmer gik man ud til bogbålet – her blev bl.a. jøden Saul Aschers kritik af nationalismen under titlen Germanomanie kastet på bålet under råbene “Ve over jøderne!” Wartburg-festen markerede starten på en voksende Luther-dyrkelse op gennem 1800-tallet, og her forelå Luthers jødeskrifter også i udvalg og citatsamlinger, f.eks. i Leipzig-prædikanten Ludwig Fischers argumentation imod jødernes frigørelse i 1838. Nationalisten Heinrich Treitschke baserede sig bl.a. på Luther, da han i 1879 formulerede sit berømte og skæbnesvangre slogan “Jøderne er vores ulykke!”, og i sin tale ved de omfattende fejringer af Luthers 400-årsdag i 1883 udlagde Treitschke arven fra Luther i racetermer – Luther var “blod af vort blod. Fra denne ur-oprindelige tyske bondesøns dybe øjne lynede germanernes gamle heltemod, der ikke flyr verden, men tværtom søger at beherske den gennem den sædelige viljes magt.” Treitschkes lutheranske antisemitisme blev opsamlet i sloganet “Fra Luther til Bismarck!”

I 1881 samlede et anonymt opråb med titlen “Luther und die Juden”, henvendt til kansler Bismarck, 250.000 underskrifter, der krævede, at jødernes borgerrettigheder blev tilbagekaldt, og offentligt ansatte jøder fyret. Her henvistes der til Luthers “sande, hellige vrede mod jøderne.” Fra 1880’erne henviste flere lutherske teologer til jødeskrifterne, bl.a. Luther-forskeren Georg Buchwald, der grundigt præsenterede Luthers program for fordrivelse af jøderne i sin folkelige Luther-biografi fra 1901. I 1880’erne kom der flere populære skrifter med uddrag fra Luthers jødeskrifter, f.eks. Theodor Fritschs Antisemiten-Katechismus (1887), der kom i 49 oplag indtil 1944 – de senere oplag med titlen Handbuch der Judenfrage. Over mere end halvtreds år udkom dette skrift i hundredtusindvis af eksemplarer, og det var sandsynligvis herfra, Hitler havde kendskab til Luthers antisemitisme. Selv om der også var mere moderate kræfter i kirkerne, der henviste til Luthers tidlige planer om at omvende jøderne, var vigtige dele af de tyske protestantiske miljøer stærkt antisemitiske i årtierne omkring 1900 – længe før nazipartiets grundlæggelse i 1920.

I det lange perspektiv var der mange lutherske skribenter, der gennem århundrederne opholdt sig ved Luthers kamp mod jødedommen, der ved adskillige lejligheder fik politisk indflydelse både på fyrster og lovgivning i det tyske område. Pietismens opgør med Luther omkring 1700 introducerede en (lidt) mindre jødefjendtlig strømning, der mente, at samtlige jøders omvendelse var en forudsætning for dommedag, men denne bevægelse forblev én blandt flere i de lutherske kirker, og ønsket om at konvertere jøderne kunne også gå hånd i hånd med lutherske krav om, at deres økonomiske muligheder skulle indsnævres eller fjernes helt for at gøre dem møre, så de blev presset til at acceptere evangeliet. Så det er lidt af en fejlkilde, når Tudvad lader sig informere af en nazist, der naturligvis havde interesse i at prale med at være genopdager af Luthers antisemitisme. Men den var for længst genopdaget, hvis den da nogensinde havde været glemt.

Jeg ved ikke, hvorvidt Tudvad selv er troende eller lutheraner, så det skal jeg undlade at gå ind i, men han mener generelt – ligesom Sørine Gotfredsen – at Luther i det mindste må tilskrives en omfattende “sjælelig frigørelse”. Jeg har vanskeligt ved at finde belæg for dette i Luthers skrifter (hvor frihed er den troendes frihed fra at skulle gøre gode gerninger, ikke sjælens frihed til at tro eller agere, som den vil) eller i Luthers forestilling om, at troen skal gennemtvinges med fyrstemagt, om nødvendigt med vold. Og jeg har endnu mere vanskeligt ved at finde belæg for det i de stater, der faktisk blev bygget på Luthers lære efter instruks fra Wittenberg – Sachsen, Hessen, Danmark-Norge, Sverige, etc. De fik strenge politikker for ensretning af de troende og deres tro, ofte gående til dødsstraf for blasfemi, kætteri og selv små teologiske afvigelser – mens man ikke så nogen politik i retning af sjælelig frigørelse i disse lande. Deres underkuelse af undersåtternes sjælelige frihed varede flere hundrede år, så den er svær at opfatte som en beklagelig fejludvikling. Jeg har interesseret mig lidt for tilfældet Danmark i bogen MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark (m. Jacob Mchangama, 2016), hvor vi gennemgår nogle af den lutherske ortodoksis mange sager imod anderledes tænkende. I Danmark havde vi tvangsdåb helt til Grundloven 1849, og selv da forsøgte den danske kirkes øverste, biskop Mynster, at hindre Grundloven i at komme til at rumme offentlig trosfrihed for ikke-lutheranere.

Alt i alt er jeg lidt overrasket over, at en rutineret Kierkegaard-forsker som Tudvad, der nok skulle kende til eksistensen af forskellige genrer, ikke forstår, at min bog er en pamflet. Dens kontekst er den omfattende og forudsigelige hyldest, der allerede er under udfoldelse i Luther-året 2017. Bogen er derfor, som jeg skriver i indledningen, en modstemme – dvs. de positive ting, der måtte være at indvende, påhviler det mine modstandere at fremlægge.

Men jeg er ikke imponeret af de positive Luther-citater, Tudvad evner at drage frem som modvægt til den lange række af dystre udsagn fra reformatoren, man kan finde i min pamflet.

Frederik Stjernfelt er mag. art. og ph.d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet og professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet

  1. Peter Tudvad: ‘Martin Luther: reformator, rebel og reaktionær,’ Eftertryk Magasin, 3. maj 2017, http://www.eftertrykket.dk/2017/05/03/martin-luther-reformator-rebel-og-reaktionaer/