“Fake News” i P1 Orientering

Som en bastion for seriøsitet, objektivitet og perspektiv arbejder P1’s Orientering utrætteligt på at orientere lytterne uden om de omsiggribende falsknerier og frem til sandheden. Tag f.eks. et 16 minutters langt indslag d. 31. januar 2017 om russisk-orkestreret “Fake News.”

Af Uffe Kaels Auring

Fake news, rygtespredning, disinformation, filterbobler, ekkokamre og postfaktuelle meningsmagere. Vi kan ikke undslippe idiotien, men dog sætte vores lid til, at bedragene vil blive afsløret, og sandheden afdækket. For sandheden er stadig derude. Vi skal blot holde os orienterede på den rigtige måde og af de rigtige medier.

Et sådant medie er P1. Som en bastion for seriøsitet, objektivitet og perspektiv arbejder P1’s Orientering utrætteligt på at orientere lytterne uden om de omsiggribende falsknerier og frem til sandheden. Tag f.eks. et 16 minutters langt indslag d. 31. januar 2017 om Ruslands antivestlige propaganda. Indledningsvis oplyses vi om, at vi lever i

”en verden, hvor russisk propaganda er blevet del af den strategiske armlægning mellem Rusland og Vesten. EU har sat sig for at dokumentere denne russiske informationskrig igennem det, der hedder Eaststrat COM-initiativet.”

Omfanget af den russiske propaganda kan vanskeligt overdrives:

”Der er ingen tvivl om, at pro-Kreml-disinformationskampagnen udgør en organiseret strategi, der leverer de samme vildledende disinformationshistorier på så mange sprog som muligt, gennem så mange kanaler som muligt og så ofte som muligt.”


Beviserne for russisk propaganda
Der burde altså være nok af eksempler på vildledende disinformation at tage af. Orientering tilbyder lytterne et enkelt eksempel til illustration: Brudstykker af et interview med Vladimir Putins talsmand Dmitry Peskov i det russiske statsmedie Russia Today (RT). Orientering opsummerer en ordveksling mellem talsmanden og intervieweren sådan her:

”Begge herrer er rørende enige om den galopperende og professionelt organiserede russofobi, der dominerer de vestlige medier.”

Her har vi et første bevis for, at Rusland fører en disinformationskampagne mod Vesten: Russerne anklager Vesten for at gøre det samme mod dem. Hvis dette er standarden for bevisførelse, har begge parter uundgåeligt ret. Den ene parts anklage kan bevises med henvisning til den anden parts modanklage. Men i så fald tager begge parter nødvendigvis fejl. Det ligner et paradoks.

Orienterings behandling hviler imidlertid ikke på nogen almen rationel standard. I stedet går programmet ud fra en dobbeltstandard: Ideen om vestlige mediers ”professionelt organiserede russofobi” er lige så åbenlyst tåbelig, som ideen om Ruslands ”organiserede”, antivestlige ”disinformationsstrategi” er indlysende sand. Når den rette opfattelse af tingene giver sig selv, er henvisninger til fakta overflødige. At russernes anklage leverer et prima facie-bevis for sin modsætning, kan i stedet kort tydeliggøres med diskrete overdrivelser tilsat et stænk ironi: De to ”herrer” er ”rørende enige” om den ”galopperende” russofobi. Dobbeltstandarden opløser det tilsyneladende paradoks.

Orientering orienterer videre, at Putins talsmand

”runder […] nyhederne om, at den syriske regeringshær, der støttes af Rusland, skulle være i færd med at slagte civile og lave folkemord i Aleppo. Men det er [ifølge Putins talsmand] ren nonsens.”

Underforstået: Intervieweren og talsmanden benægter fakta. Antagelsen er, at den syriske regeringshær ”lavede” folkemord i Aleppo. Altså er det ”disinformation” at sige, at det er nonsens. Igen finder Orientering ingen grund til at præsentere de fakta om folkemord, der afslører disinformationen som sådan.

Så langt, så godt. Pointen er ikke, at der ikke findes beviser for russisk propaganda. Pointen er, at selve bevisførelsen i dette tilfælde kan tjene som vidnesbyrd om, at det modsatte gør sig gældende.

Videnskaben kommer til undsætning
Den lytter, der blot lader sig orientere af programmet, vil næppe opdage dette. Vi er nemlig nået til det punkt i propagandaoptrevlingen, hvor vi må ryste på hovedet af en nyhedsformidling, der er så gennemskueligt bedragerisk, at dens falske karakter afsløres i den blotte præsentation af dens indhold. For den velinformerede og -orienterede borger er propagandaen selvafslørende.

Men den eftertænksomme lytter står tilbage med lidt af et hovedbrud: Hvordan kan nogen i det hele taget tro på så vildledende ”disinformationshistorier” og ”propagandafortællinger”, når de er så indlysende tåbelige? Til opklaring introducerer Orientering professor Michael Bang Petersen, Statskundskab på Aarhus Universitet, som netop er gået i gang med et forskningsprojekt om emnet. Forskeren svarer:

”Videnskabsmænd […] finder ud af, hvad der er rigtigt og forkert, men vores hjerne fokuserer mest på, hvad er det, der er hensigtsmæssigt at tro for mig i en given situation.”

Det er selvsagt hensigtsmæssigt for videnskabsmanden at tro, at han og hans kolleger besidder evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, mens lægmandsmenneskehjernen systematisk forveksler hensigtsmæssighed med sandhed. Der forestår altså et større udredningsarbejde. Men det kan ikke blive selvrefleksivt. De psykologiske analyser af hjernens troskab mod usande opfattelser gælder menigmand, der gerne vil have det ”bedre med sig selv”, ikke mennesker af videnskabelig rang, der arbejder i sandhedens tjeneste og til det fælles bedste.

De psykologiske indsigter skal ikke interessere os her. Hvis psykologien har talt, gælder dens udsagn vel alle, for videnskabsmænd har jo også hjerner. Til gengæld vil denne lægmand spørge, hvilke institutionelle tilhørsforhold Petersens sandhedsproduktion hviler på. Petersen leder os i retning af et svar. Det er hans klare forhåbning, at de respektable politiske magthavere (ikke populister som Trump) og medierne kan levere sandheden. Og det er hans frygt, at disse gode kræfter overmatches af agenterne for misinformation.

Den ideelle genstand for vores tillid: politikerne
De nye propagandastrømme er ikke sandt kompromitterende, men gement undergravende for politikerne. Petersen advarer:

”Hvis sådan nogle rygtestrømme får lov at ligesom løbe amok, så bliver tilliden [til politikerne] sænket betydeligt, for det er jo netop meget sådan konspirationsagtige teorier om, hvordan politikerne i virkeligheden på forskellig måder meler deres egen kage og ikke bekymrer sig om det fælles vel.”

Som udgangspunkt bør vi altså have tillid til politikere, for de er ikke egoister. I virkeligheden er de ”konspirationsagtige teorier” politologisk mainstream. ”At mele sin egen kage og ikke bekymre sig om det fælles vel” er en udmærket gengivelse af grundtanken i de rational choice-baserede teoridannelser, der dominerer store dele af samfundsvidenskaben.

I den aktuelle sammenhæng er det ikke desto mindre institutionelt hensigtsmæssigt at appellere til politikerne som garanter for den desinteresserede objektivitet, videnskabsmanden også repræsenterer. Vi kan på dette punkt tænke tilbage på indslagets indledende udsagn om, at EU’s Eaststrat COM ”dokumentere[r] denne russiske informationskrig” uden rigtig at være part i striden. Og vi kan kort foregribe den afsluttende bemærkning fra Orienterings vært: ”Så vi ser til politikerne og håber, at de er deres ansvar voksen.” I øvrigt er Petersen og P1-værten vel lige så ”rørende enige” som Peskov og RT-værten.

Den ideelle genstand for vores tillid: medierne
Svækket tillid til medierne er den anden store trussel. Når velanskrevne medieorganisationer ”bliver italesat som politisk part” af Trump og hans følgere, begynder folk foruroligende nok ”ikke længere at stole på de informationer, der rent faktisk kommer fra medierne.” Overse ikke den dobbelte betydning: De informationer, der rent faktisk kommer, er formentlig rene fakta.

Igen benægtes en af videnskabens – i dette tilfælde medieforskningens – centrale indsigter. For medierne er en ”politisk part”. De tager typisk parti for eliterne og afspejler ”objektivt” deres opfattelser som objektive kendsgerninger. Det prekære i den nuværende situation er, at de politiske kræfter, der stempler etablerede liberale medier som ”politisk part”, omsider har fået så meget magt, at de udgør en slagkraftig, dagsordenssættende modpart, der ikke kan siddes overhørig. Forskydningerne i magtforholdet implicerer, at de liberale medier udfordres som en politisk part. F.eks. som ”fjender af folket”. Polariseringen af eliten betyder imidlertid ikke, at medierne ikke var en politisk part, da de var på mere forsonlig fod med den udøvende magt i USA. En medpart er også en politisk part – men får først grund til at benægte det, når den udfordres som sådan.

Kort sagt: Når Petersen identificerer respektable politiske opfattelser med mediernes objektivitet og videnskabsmandens sandhed, har han nok de respektable magthavere, men næppe videnskabeligheden på sin side.

Postfaktuelle tilstande?
Det er så småt tid til at samle op, og så ville det måske være smart at sige, at liberale mediers ideer om fake news selv er fake. Eller at diagnosen af postfaktuelle tilstande selv er postfaktuel. Men det ville ikke være særlig præcist. Hvad der derimod kendetegner tilstanden, er mere præ- end post-faktuelt: P1 ophæver ”hensigtsmæssige” antagelser til fakta.

Det kan man ikke gøre uden videre. Forudsætningen for, at antagelser bliver antagelige som fakta, er stærke os og dem-konstruktioner – nerven i old school-propaganda, som den fandtes i tiderne, før falske nyheder og postfaktualitet vendte op og ned på rigtigt og forkert. Petersen berører selv polariseringsproblemet:

”For at man virkelig kan dæmme op for de her stærke polariserede konflikter, hvor det fyger med misinformation, så er det nødvendigt, at politikerne er deres ansvar voksen […] og forsøger at tale konflikten ned og forsøger at fokusere på det, der er rigtigt, frem for bare at sprede informationerne, der er hensigtsmæssige, men ikke er rigtige.”

Lytteren forstår, at sandheden i grunden er konfliktfri. Det gælder selvsagt, så længe sandheden er enerådende. Først når sandhedens herredømme udfordres, kommer den i konflikt med usandheden. Ud fra sandhedens privilegerede perspektiv er det imidlertid kilderne til usandhed, der med sine ufine midler foranlediger konflikten. Konflikten ville jo være afblæst, hvis alle indfandt sig på sandhedens side. Problemet med partiske parter ville være løst.

Men så længe partiskheden hærger, og konflikten raser, giver usandheden sig til kende som den blotte modstand mod sandhedens repræsentanter. At de indædt er imod os, beviser, at de tager fejl. Det giver på denne baggrund god mening, at den russiske ”disinformation” ikke empirisk afsløres som falsk information, men påpeges i selve antagonismen hos Ruslands ”antivestlige”, ”pro-Kreml” medier, der ”arbejder med at underminere EU’s troværdighed” og i det hele taget ”taler EU og Vesten ned”. Denne undergravende virksomhed er i sig selv ”eksempler […] på falske nyheder”. Slutningen fra anti-Vesten til anti-sandhed foretages direkte, uden yderligere belæg.

Lytteren bør derfor også forstå en anden ting. Baggrunden for Orienterings konstruerede verden af fakta er selv en ”polariseret konflikt”. Rusland – og i mindre grad Trump – er fjenden. At opløfte anklager mod fjenden til objektive fakta udtrykker kompromisløs modstand mod misinformationen. At gå ud fra, at ”fakta”, der legemliggør fjenden som sådan, først kan opkvalificeres fra postulater til viden via dokumentation og granskning, svarer derimod til at gøre knæfald for fake news og det ”hensigtsmæssigt forkerte”. Det handler om at holde sig på den rigtige side af den præfaktuelt etablerede skillelinje mellem rigtigt og forkert. Således kan man afklæde russernes og Trumps bedrageriske væsen ved simpelthen at erklære, at de bedrager.

Fake news og de øvrige hypede propagandatermer handler mere om at modgå fjendens propaganda end om at modbevise den. Termerne benyttes undertiden som begreber, der blotlægger modpartens tvivlsomme omgang med sandheden. Oftest fungerer de som midler i selvsamme hensigtsmæssige kamp om sandhedsherredømmet.

Den ufrivillige selvdiagnose
Om de psykologiske betingelser for falskhed uddyber Petersen:

”En del tidligere forskning […] tyder på, at hvis vi tror noget slemt om nogen, vi i forvejen ikke kan lide, så får vi det bedre med os selv.”

Gælder det også, at hvis medierne siger noget slemt om nogen, de relevante magthavere i forvejen ikke kan lide, så tjener det mediernes egne interesser?

”Den sociale funktion, som rygter har, er, at de mobiliserer til konflikt.”

Er det ikke det, P1’s indslag gør?

”Ved at vi spreder de her rygter, så er det, vi retter opmærksomheden mod en fjende, og vi retfærdiggør de tiltag, som vi har lyst til at gøre mod vedkommende.” (Vi’et er her simple mennesker, ikke forbundet af videnskab, traditionelle medier og rigtige politikere.)

Er det ikke det, P1-indslaget gør?

Det problem, Orientering diagnosticerer, er i det hele taget fint eksemplificeret af diagnosen selv. Diagnosen udfolder det problem, den blotlægger. Er det uomgængeligt? Er det kun i kraft af en hensigtsmæssig dobbeltstandard, hvormed vi i realiteten påberåber os eneretten til at propagandere, at vi kan orienteres? Ville alternativet være desorienterende?

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk