Kapitalens stratigrafiske signaturer

Af Søren Mau

Mennesket – det ’tobenede dyr uden fjer, hvis charme ikke er åbenbar’, som den franske filosof Alain Badiou så fint har beskrevet det[1] – har nu sat sine spor så dybt i jordkloden, at det er på tide at tildele dette destruktive dyr dets rette plads i den geologiske historieskrivning. Med den globale opvarmning, ødelæggelsen af biodiversitet og omformningen af landskaber på samvittigheden er mennesket blevet den determinerende faktor i jordklodens udvikling. Dén forestilling er kernen i begrebet det antropocæne (fra det græske ord for menneske: antropos) der i de seneste år er blevet mere og mere populær som samtidsdiagnosen, der kan gøre os i stand til at forstå og reflektere over den knibe, menneskedyret har bragt os i.

Umiddelbart er det kærkomment med et begreb, der sætter fokus på et mildest talt presserende problem. Men sandheden er at det, man kan kalde den antropocæne ideologi, både er forkert og skadelig. Forkert, fordi destruktionen af biosfæren ikke skyldes mennesket eller menneskeheden, men derimod en historisk specifik måde at organisere produktionen på: den kapitalistiske produktionsmåde. Kapitalismen skyldes ikke ’menneskets natur’ og kom ikke til verden som et resultat af en demokratisk proces, hvori ’menneskeheden’ besluttede sig for at gøre profit til målet for samfundets produktion. Kapitalismen var og er et resultat af klassekamp, og når den antropocæne ideologi fremstiller ’menneskeheden’ som en historisk aktør, tildækker den sociale antagonismer og naturaliserer kapitalismen.

Forsvarere af begrebet om det antropocæne forklarer historiske fænomener såsom den industrielle revolution med henvisning til den tomme abstraktion ved navn ’mennesket’, og begår dermed en intellektuel kortslutning, der ikke bare blokerer for en egentlig analyse af både historien og nutiden, men også modarbejder forsøget på at løse de problemer, som den forgæves famler efter gennem ideologiske tåger. I den antropocæne ideologi forsvinder alle sociale antagonismer i det abstrakte vi, der fremmanes hver gang talen falder på det antropocæne: vi ødelægger jorden, vi er ansvarlige, vi er skyldige, vi har syndet mod moder jord.


Kilde: DR P3 Satire

Hvad er ’det antropocæne’ navnet på?

Manglen på strategisk tænkning blandt forsvarerne af begrebet om det antropocæne viser sig ofte i fire tendenser: for det første en tekno-fetichistisk ’geo-engineering’-ideologi, der fremstiller teknologisk innovation som løsningen på problemerne, og dermed fortsætter den stolte borgerlige tradition for at reducere politiske og sociale modsætninger til tekniske problemer. For det andet en moraliserende og individualiserende forbrugerideologi, der anser øget bevidsthed om forbrugsvalg som vejen ud af miseren. På magisk vis forvandles den markedsøkonomi, der i realiteten er problemets kerne, til løsningen: gennem forbrugsvalg skal vi hver især tage ansvar for de ulykker, vi er ved at skabe for os selv og fremtidige generationer. For det tredje accepteres det eksisterende politisk-institutionelle system ofte implicit som den eneste mulige arena for politiske forandringer. For det fjerde er der en tendens til en flad idealistisk opfattelse af historie og politik, der lokaliserer årsagen til politiske forandringer i måden vi tænker på: klimaforandringer er et resultat af modernitetens dualistiske forståelse af forholdet mellem mennesket og naturen, og den politiske løsning består i at udvikle ’alternative narrativer’, der kan imødegå ’neoliberal væksttænkning’ og lære mennesket at respektere den natur, det selv er en del af. Manglen på analyse omsætter sig således i en utilstrækkelig politisk strategi, og destruktionen af livets betingelser får lov at fortsætte.

Det antropocæne bør kategoriseres som ideologi. Den franske filosof Louis Althusser præsenterede i 1960’erne en definition af ideologi, der er nyttig i denne sammenhæng:

en ideologi er et system (med sin egen logik) af forestillinger (billeder, myter, ideer eller begreber), med en historisk eksistens og historisk rolle inden for et givet samfund. Uden ellers at komme ind på problemet om forholdet mellem videnskaben og dens (ideologiske) fortid kan man sige, at ideologien som repræsentationssystem adskiller sig fra videnskaben, derved at dens praktisk-sociale funktion overskygger dens teoretiske funktion (eller erkendelsesfunktion)[2]

Vi behøver ikke acceptere hele Althussers teori om ideologi, der rummer flere problematiske elementer, ligesom vi heller ikke behøver tage den meget skarpe skelnen mellem videnskab og ideologi for gode varer. Det vigtige her er at få blik for, at begrebet om det antropocæne ikke først og fremmest fortæller os noget nyt om verden (det har ikke noget ’erkendelsesindhold’). Begrebet tjener først og fremmest en bestemt praktisk-social funktion: at frikende kapitalismen, tilsløre klassemodsætninger og universalisere ansvar og skyld.

En ideologi kommer til landet

Jeg vender tilbage til det substantielle indhold i kritikken af den antropocæne ideologi, men lad os først tage et kig på begrebets historie og dets udbredelse i den danske offentlighed. Selvom det er blevet brugt hist og her i hvert fald siden 1960’erne, var det kemikeren Paul J. Crutzen og biologen Eugene F. Stoermer, der gav det dets nutidige betydning. I 2000 foreslog de at indføre det antropocæne som en betegnelse for den aktuelle geologiske epoke, og dermed som efterfølgeren til den holocæne epoke, der begyndte for ca. 12.000 år siden, og sluttede… – ja, hvornår egentligt? Nogle siger ’atomtidsalderen’ efter Anden Verdenskrig, andre landbrugets opståen for ca. 10.000 år siden, men det mest populære synspunkt er, at den industrielle revolution udgør det afgørende historiske snit.

Den internationale kommission for stratigrafi nedsatte i 2008 en arbejdsgruppe, der i august sidste år annoncerede, at de anbefaler at indføre begrebet som en officiel geologisk betegnelse. Kommissionen har endnu ikke besluttet sig, men i mellemtiden har begrebet især siden 2008 spredt sig langt ud over de naturvidenskabelige, akademiske diskussioners grænser.

Det interessante (og problematiske) er i denne kontest ikke så meget den akademiske diskussion inden for naturvidenskaben, men derimod det liv, begrebet har fået i andre akademiske felter og den politiske og kulturelle offentlighed. Begrebets popularitet viser sig blandt andet i eksplosionen af bogtitler af typen ”X og det antropocæne”, hvor dette eller hint (hvad som helst) ’gentænkes’ i lyset af det antropocæne. Et par eksempler:

  • Anthropocene Fictions: The Novel in a Time of Climate Change (2015)
  • Wildlife in the Anthropocene (2015)
  • Art in the Anthropocene (2015)
  • After Nature: A Politics for the Anthropocene (2015)
  • Bats in the Anthropocene (2015)
  • Learning to Die in the Anthropocene: Reflections on the End of Civilization (2015)
  • Poetry and the Anthropocene (2016)
  • Religion in the Anthropocene (2017)
  • Anthropocene Feminism (2017)
  • The Shock of the Anthropocene: The Earth, History and Us (2017)[3]

’Anthropocene’ er også et særdeles populært ord i forskningsartikler, og hvis man søger på begrebets forekomst i titler på videnskabelige publikationer registreret i databasen Academic Search, får man følgende billede (bemærk, at 2017 kun dækker de første tre måneder af året (!)):

I Danmark dukkede begrebet tilsyneladende første gang op i en notits i bladet Ingeniøren i februar 2008. Her kunne man læse, at der ”er tale om en tidsalder, påvirket af mennesket i en sådan grad, at det får varige konsekvenser for Jorden. Siden år 1800 har mennesket været den største landskabsændrende kraft. Vi er årsag til stigende f.eks. (sic.) vandstande og afbrændingen af fossile brændsler giver isotop-ændringer i sedimentlag.” Her er den antropocæne ideologis konstitutive abstraktioner allerede helt tydelige: det er mennesket slet og ret, der bærer skylden, og læseren bedes venligst identificere sig med et abstrakt vi. Der skulle imidlertid gå et par år, før begrebet rigtigt slog an i de danske medier, som man kan se i nedenstående graf, der viser forekomsten af ordene ’antropocæn’ og ’antropocæne’ i danske skriftlige medier i 2008-16:

Det lille bump i 2011 skyldes dagbladet Information, der med denne forside og en tilhørende artikelserie må krediteres for at bringe den antropocæne ideologi ind i en dansk kontekst:

I en af Informations artikler i serien om det antropocæne kunne man i en passage, der er betegnende for det politiske perspektiv, der hjemsøger den antropocæne idelogi, læse at ”Problemet er, at det denne gang er os selv, oprøret må rettes mod. Ansvaret kan ikke lægges på undertrykkende regimer, grådige kapitalister endsige liberalistiske økonomer.”[4] Sandt, vi kan ikke forklare destruktionen af naturen med reference til ideer (”liberalistiske økonomer”), enkeltindividers motiver (”grådige kapitalister”) eller politiske institutioner (”undertrykkende regimer”) – men det betyder ikke, at problemet er os selv. Listen mangler en mulighed: Den kapitalistiske økonomis strukturelle dynamik. Den kommer vi tilbage til.

M(N)e(a)n(t)n(u)e(r)s(e)k(n)et

Den antropocæne ideologi er især blevet comme il faut inden for tre sammenvævede sociale sfærer: (1) den humanistiske forskningsverden, (2) kulturverdenen (kunst og litteratur) og (3) medierne (især kulturjournalistikken). Ét tema er dominerende i de kunstneriske, litterære, akademiske og journalistiske livtag med det antropocæne: kritikken af den dualisme mellem natur og menneske (eller kultur eller samfund), der løber ned gennem den vestlige idéhistorie, og som ofte overlapper med distinktioner som krop og ånd, kvinde og mand, barbari og civilisation, følelse og fornuft, nødvendighed og frihed. Som litteraten Elisabeth Friis med reference til filosoffen Timothy Morton (et udbredt referencepunkt inden for den antropocæne ideologi) skriver i en artikel om ’Økopoetiske tendenser i dansk samtidspoesi’: ”Mortons formulering af menneske-natur-relationen er således at vi befinder os i et ”mesh” – mennesket og naturen er viklet ind i et fælles garn – vi er ”masket sammen” som i et strikketøj.”[5] Det antropocæne giver anledning til at betragte mennesket som en del af naturen: Mennesket er ikke en fritsvævende ånd eller Rationalitetens rene inkarnation, men først og fremmest en krop. En krop, der ikke er klart afgrænset fra resten af verden eller andre kroppe; en krop, der også er besværlig og i vejen; en krop, der er et objekt i en verden af objekter. Mennesket bebor ikke kun et univers af sprog, mening og kultur, men er filtret ind i en håndgribelig materialitet, som man kan stikke og brænde og slå sig på og flyde sammen med.

Derfor er det ikke overraskende, at stillingen som den antropocæne husfilosof i høj grad er blevet indtaget af den franske filosof-antropolog-sociolog Bruno Latour, der blandt andet er kendt for udviklingen af den såkaldte aktør-netværk teori (ANT), en anti-antropocentrisk teoridannelse der behandler mennesket og de objekter, det omgiver sig med, som ’aktanter’, der flyder sammen i ’hybrider’ af menneskelige og ikke-menneskelige elementer. ANT ophæver skellet mellem mennesket og de ikke-menneskelige ting og fremhæver sidstnævntes evne til at agere i situationer. Latour har selv overtaget begrebet om det antropocæne og har blandt andet været med til at arrangere kunstudstillinger om emnet.[6]

En anden og beslægtet filosofisk strømning, der ofte spøger i baggrunden, er den såkaldte objekt-orienterede ontologi (OOO) og den franske filosof Quentin Meillassouxs spekulative materialisme. Meillassoux kritiserede i sit værk Après la finitude (Efter endeligheden) fra 2006 det, han kalder ’korrelationisme’, dvs. det synspunkt at vi altid kun kan tænke, undersøge og forstå verden indenfor sammenhængen, eller ’korrelationen’, mellem tænkning og væren (eller sprog/verden, subjekt/objekt, etc.). Vi har aldrig direkte adgang til virkeligheden som den er i sig selv, men altid kun som den fremtræder for os. Dette ’for os’ er ifølge Meillassoux den mare, der har redet den vestlige tænkning siden Kant (dvs. slut-1700-tallet), og hans ambition er at vise, at tanken er i stand til at bryde ud af korrelationismens spændetrøje og røre ved det, han kalder ’det store udenfor’, dvs. de absolutte og objektive aspekter af virkeligheden som den er hinsides enhver relation til den menneskelige tænkning.

Den objekt-orienterede ontologi, der er tæt beslægtet med Meillassoux, er primært knyttet til filosoffen Graham Harman, og kan kort opsummeres som en antropocentrismekritisk teori der tildeler objektet – og ikke subjektet – en ontologisk forrang, og som ligesom (og i eksplicit forlængelse af) Latour anser ikke-menneskelige objekter for at være i stand til at agere på lige fod med menneskelige objekter.

Post-post-moderne

I det hele taget er den antropocæne ideologi præget af en stærk trang til at bryde ud af diskursens, tegnets, symbolets og betydningens paranoide universer. Man fornemmer en tørst efter det materielle, der engang i 1980’erne tilsyneladende forsvandt ind i semiotiske forskydninger og diskursive formationer. Som Martin Gregersen og Tobias Skiveren skrev i Information i 2015: ”Længe har det været moderne at se på verden som sociale konstruktioner. Men nu er et nyt perspektiv på vej: Materialiteten, der tidligere blev set som passiv og manipulerbar, er kommet på mode i nyere tænkning på en måde, der har store politiske og etiske implikationer.” Vi lader den meningsløse modstilling mellem ’sociale konstruktioner’ og ’materialiteten’ ligge; citatet indfanger fint den antropocæne ideologis delvise opgør med det, der ofte omtales som ’postmoderne’ eller ’poststrukturalistisk’ tænkning. Man skal være varsom med sådanne betegnelser. Lidt på samme måde som begrebet ’politisk korrekthed’ findes forestillingen om den ’postmoderne’ relativisme, der dekonstruerer Sandheden og opløser alt i sociale konstruktioner, næsten udelukkende som en stråmand, der især bliver brugt af højreorienterede og andre åndløse personer i deres rituelle gentagelser af en art rindalistisk stormløb mod humaniora (’hvis jeg ikke kan forstå det, må det være meningsløst!’). I det omfang en sådan postmodernisme faktisk findes, er det ikke så meget hos eksempelvis Michel Foucault, Jacques Derrida, Gilles Deleuze og Jacques Lacan, man skal finde den, men derimod i de mange forfladigende ’anvendelser’ af deres tænkning i middelmådige akademiske samlebånds-publikationer eller diverse introduktioner til videnskabsteori o.lign.

Forholdet mellem den antropocæne ideologi og nogle af de tænkere, der ofte fremhæves som ’postmoderne’, er desuden langt fra entydigt. Den antropocæne ideologi går f.eks. fint i tråd med Foucaults historisering af forestillingen om ’mennesket’, Deleuze og Guattaris opløsning af menneskekroppen i en system af sammenkoblede begærsmaskiner, der af- og tilkobles andre maskiner, eller Derridas kritik af den antropocentriske distinktion mellem dyr og menneske i Dyret som jeg derfor er. På mange måder viderefører den antropocæne ideologi de impulser, der fandtes i 1970’ernes franske tænkning.

Forsøget på at overskride dualismen mellem menneske og natur er faktisk en sympatisk, vigtig og sand impuls i den antropocæne ideologi. Problemet er – og det vender jeg tilbage til – at opløsningen af de skarpe distinktioner mellem menneske/kultur/samfund på den ene side og natur på den anden forbliver ekstremt abstrakt, fordi den er komplet ahistorisk og apolitisk.

Humaniorabegejstring

En af dem, der gør en særlig indsats for at udbrede den antropocæne ideologi i Danmark, er kulturforskeren Gregers Andersen, der sidste år udgav bogen Grænseløshedens kultur. Et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder – en titel, der lugter langt væk af den slags kulturkonservative og romantiske kritik af modernitetens stress og jag, som man også finder i ’slow living-bevægelsen’ (bogen blev anmeldt i Politiken under den sigende titel: ”Ansvaret for klimaet er dit og mit”[7]). Som mange andre peger Andersen på, at det antropocæne gør den humanistiske forskning vigtigere end nogensinde før: ”det forekommer mig at være dybt paradoksalt at skære ned på Humaniora på et tidspunkt, hvor naturvidenskaberne fortæller os, at de på mange områder er ved at forvandles til menneskevidenskaber.” Denne sætning er udtryk for en utroligt defensiv holdning, der vidner om, hvor meget humaniora er blevet banket over i skammekrogen af den gennemtrængende kommercialisering af universiteterne. Som om humanioras vigtighed afhænger af, hvad naturvidenskaben synes. Som om det ville være i orden at skære ned på humaniora, hvis naturvidenskaben ikke anerkendte ’menneskevidenskaberne’. Hvorfor er det naturvidenskaben, der skal afgøre om nedskæringer på humaniora er retfærdige?

Således kan en af forklaringerne på, at humanistiske forskere er så glade for det antropocæne – og dermed en af forklaringerne på, hvorfor ideologien spreder sig –muligvis findes i de intense angreb fra skiftende regeringer, som humaniora i de seneste år har været udsat for. Det antropocæne kommer i den kontekst til som en slags redningsplanke, der giver humanisterne mulighed for at låne lidt af den hårdt tiltrængte anseelse, som den ’rigtige’ og ’hårde’ videnskab nyder i offentligheden: ”Se, selv de ægte videnskabsfolk siger at det er vigtigt at vide noget om mennesket!” Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Begejstringen og selvhøjtideligheden var således til at tage og føle på, da man i Politiken i 2013 kunne læse en kronik med titlen ”Humanister skal redde verden”, hvori historikeren Bo Fritzbøger forklarede, at den antropocæne epoke tildeler humanisterne en helt særlig rolle: ”Miljøproblemer handler nemlig ikke primært om den fysiske omverden. De handler om os selv. Og derfor er det på tide, at humanister kommer på banen, hvis vi skal redde kloden.” Forskerne har været hurtige til at hoppe med på antropocæn-bølgen. På Aarhus Universitet har Danmarks Grundforskningsfond finansieret det fem-årige tværfaglige projekt Aarhus University Research on the Anthropocene, og fra 2012-14 finansierede Veluxfonden forskningsprojektet The Human Turn, der blandt andet resulterede i bogen Philosophy of the Anthropocene, som professor i Filosofi ved CBS, Sverre Raffnsøe, udgav sidste år.

Udover udsigten til en tiltrængt anerkendelse i en humaniora-fjendtlig omverden er der også mere strukturelle forhold på universiteterne, der skaber grobund for spredningen af buzzwords og intellektuelle modetendenser. Forskere er under konstant pres for at publicere og hive forskningsmidler hjem, og skal derfor konstant finde på nye ideer og retfærdiggøre relevansen af deres forskning. Derfor er det fristende at udnytte intellektuelle modetendenser ved at tage noget gammelt forskning og blande et par referencer til ’det antropocæne’ ind i det, og dermed give det et skær af noget friskt, nyt, spændende og relevant forskning. Referencer til hyperaktuelle tendenser og friske begreber gør det nemmere at få artikler publiceret og skaffe finansiering til projekter, og derfor er der en vis lemming-effekt i den måde akademia er indrettet på (og her bør man huske, at publikations- og finansieringsræset er et resultat af det neoliberale forsøg på at indføre markedsmekanismer på universiteterne).

Individualistisk idealisme

Tilbage til Gregers Andersen, den professionelle antropocæn-ideolog. Ifølge ham bør det antropocæne få os til at stille spørgsmål som: ”hvordan kan personlige livsstilsændringer være med til at skubbe omstillingen til et mere bæredygtigt samfund på vej?”[8]; ”Hvordan skal politisk forandring opstå uden kulturel forandring? Og hvordan skal kulturel forandring opstå uden individuel forandring?”[9]; ”Man kan jo spørge, hvad det egentlig er, der giver os det gode liv: Er det at kunne sætte flueben ved alle de lande, vi har været i – eller at vi lever et liv, som sikrer, at også vores børn og børnebørn kan leve et godt liv?”[10] Her bliver det tydeligt, hvordan den antropocæne ideologi ved at universalisere skylden lægger op til et individualiserende og moraliserende perspektiv, hvor den politiske forandring må starte med individets forbrugsvalg.

Den antropocæne ideologi er selvfølgelig blevet omfavnet af Alternativet. Ifølge partiets natur- og klimaordfører Christian Poll betyder det antropocæne, at ”vi nu politisk skal forholde os på en ny måde til alting”, som han skrev i Altingets mest læste debatindlæg i 2016. Eller, det vil sige, ikke alting, for som altid er Alternativets politiske perspektiv både kontradiktorisk og overfladisk. Alternativet tror, at klimaet kan reddes uden et brud med kapitalismen. Fjenden er ’neoliberalisme’, forstået i modsætning til en sund og reguleret kapitalisme, samt det snævre begreb om ’økonomisk vækst’, og løsningen er iværksætteri, et sundt marked og et nyt vækstbegreb. Vi skal ifølge Poll ”tage et opgør med den neoliberale økonomiske tænkning og ideen om konkurrencestaten, der prioriterer kassetænkning over menneske- og miljøtænkning.”[11] Den neoliberale tænkning? Ideen om konkurrencestaten? Vi skal altså bare tænke anderledes? ”Økonomisk vækst uden respekt for klodens begrænsede ressourcer er ikke længere en mulighed”, skriver Poll, som om økonomisk vækst med respekt for klodens ressourcer er muligt.

Den antropocæne ideologi er tilsyneladende også populær i kunstverdenen.[12] På ARoS kan man i øjeblikket opleve udstillingen The Garden – End of Times; Beginning of Times. I en ledsagende video fortæller forskeren Anette Vandsø om det antropocæne, og med det karakteristiske vi understreger hun at ”vores forhold til naturen ændrer sig drastisk, fordi vi påvirker naturen så meget, som vi gør.”[13] I et debatindlæg i Politiken fra sidste år berettede kunsthistorikeren Line Marie Thorsen om det Bruno Latour-kuraterede kunstprojekt The Anthropocene Project, der ligeledes tematiserede ”menneskets destruktive adfærd”.[14]

Sidste år kørte Politiken en artikelserie om ”Kunsten i en antropocæn tid”, og i et essay i denne serie blev identifikationen med det antropocæne vi sat på spidsen. Under overskriften ”Vi har fået ansvar for naturen” skrev avisens arkitekturredaktør, Karsten R. S. Ifversen:

Menneskets aktiviteter er blevet en afgørende geologisk faktor. De kræfter, vi fik til rådighed med dampmaskinen, forbrændingsmotoren og atomreaktoren, gjorde, at vi på kort tid kunne ændre steder og områder. Vi var ikke længere bundet til de betingelser, der befandt sig på et sted. Hvis der var pladsmangel i en havneby, skabte vi fluks nye landområder; var der boligmangel, rejste vi nye bydele, og blev trængslen for stor, gravede vi trafikken ned under jorden.[15]

Erkend din synd

Også inden for litteraturen stortrives det antropocæne – eller mere præcist: inden for litteraturvidenskaben og –kritikken, hvor ’det antropocæne’ er blevet en populær fortolkningsramme for læsningen af blandt andre Theis Ørntoft (de antropocæne ideologers yndlingseksempel), Daniel Dalgaard, Ursula Andkjær Olsen, Lars Skinnebach, Lea Løppenthin, Asta Olivia Nordenhof, Morten Chemnitz, Peter Høeg og Liv Sejrbo Lidegaard. Sidste år skrev Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen således et essay i Politiken om bølgen af ’katastrofepoesi’, der blandt andet tematiserer ”den antropocæne angst for katastrofen.”[16]

Et suverænt eksempel på antropocæn ideologi kunne i 2015 læses i Atlas Magasin, hvor Victor Boy Lindholm anmeldte Andreas Vermehren Holms bog Antropocæn kreatur – et værk, der ifølge anmelderen forsøger at ”bearbejde” den ”skam”, der opstår med erkendelsen af, at ”mennesket er blevet dræberen” (Hvorfor denne selvpineriske trang til at påtage sig ansvaret for kapitalens ødelæggelser?). Anmelderen forklarer, hvordan Holms bog modarbejder

hele arven fra den Videnskabelige Revolution startende med Descartes’ »Cogito ergo sum«, hvor menneskets faste holdepunkt er i tanken, i sproget og i rationaliteten, og dermed er overlegen for alle andre arter, fordi netop mennesket besidder sproget. (…) I Descartes’ tankegang træder der meget hurtigt en arrogant overartslig tankegang ind, der har ledt til, hvad vi i dag ser som industrielt landbrug, rovdrift på skovene, store minekratere og forurenede søer.[17]

Lad os lade den overfladiske og forudsigelige kritik af den franske filosof René Descartes’ filosofi – en kritik, der i årtier er blevet gentaget til hudløshed inden for den romantiske økokritik – ligge. Det forrykte her er nemlig først og fremmest den idealistiske historieskrivning, der lokaliserer årsagen til industrialiseringen af landbruget i en ’overartslig tankegang.’ Med en sådan misforståelse af historiens drivkræfter bliver det svært at undgå at havne i den utilstrækkelige politiske strategi, vi mødte hos Alternativet: vi skal bare tænke anderledes, opfinde nye narrativer, kritisere den overartslige tankegang.

I 2015 udgav Gregers Andersen en artikel om ’vendingen mod kloden’ i nyere skandinavisk litteratur i tidsskriftet Dansknoter. Den omtalte vending er ifølge ham en ”venden sig mod den betænkelige destruktivitet, hvormed mennesket indskriver sig i Jordens økosystemer og geofysiske processer.” Artiklen skiller sig ud ved faktisk at nævne ”den moderne kapitalisme” – men hvad mener Andersen med dette udtryk? Det er langt fra tydeligt, men tilsyneladende er ’kapitalisme’ for Gregers Andersen en måde at tænke på: ifølge ham kan filosofferne Descartes (igen-igen) og Francis Bacon ”krediteres som ophavsmænd til et dybt antropocentrisk og destruktivt natursyn, der med industrialiseringen og den moderne kapitalisme på mange måder må siges at have bidt sig fast.” Problemet lader altså til at være natursynet, og ikke den faktiske destruktion, der er en nødvendig del af den kapitalistiske produktion, uanset hvilket ’natursyn’ man har. Andersen fortsætter med at skrive om ”den kapitalistiske tænkning, der for nogle årtier siden stadig kunne territorialisere hele kloden nogenlunde frit” og ”den kapitalistiske vækstideologi”, som om det er tænkningen, der territorialiserer, og tænkningen, der er problemet.

I samme nummer af Dansknoter kunne man læse Elisabeth Friis’ førnævnte artikel om økokritiske tendenser i dansk poesi, og her møder man igen den antropocæne ideologi i fuldt flor: ”Planeten har ændret sig så meget siden industrialiseringen at mennesket, antropos, er blevet den planetbestemmende faktor. (…) Og eftersom mennesket i forvejen har en historisk stærk tilbøjelighed til at betragte sig selv som universets centrum, en tilbøjelighed til at agere antropocentrisk ved at gøre sig selv til altings målestok, så går det ikke rasende godt med vores forvaltning af rollen som dén planetbestemmende faktor.”[18] Den samme gamle historie igen: Industrialiseringen skyldes tilbøjeligheder i menneskets natur. Alle er skyldige.

Det kapitalocæne

I takt med at ’det antropocæne’ er gledet ind i sproget som et samtidsdiagnostisk buzzword har kritikken af begrebet heldigvis også bredt sig, især hos to marxistiske økologer: Andreas Malm, der sidste år udgav bogen Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming, og Jason W. Moore, der i 2015 udgav bogen Capitalism in the Web of Life: Ecology and the Accumulation of Capital og sidste år redigerede antologien Anthropocene or Capitalocene? Nature, History and the Crisis of Capitalism. Som andre kritikere peger Malm og Moore selvfølgelig først og fremmest på, at den omfattende destruktion af naturen ikke skyldes mennesket, men kapitalismen, dvs. en historisk specifik organisering af samfundets produktion. Derfor har Malm, Moore og andre kritikere foreslået begrebet det kapitalocæne som en erstatning for det antropocæne.

Kapitalismens særkende er, at samfundets produktion er underlagt ét princip: profit, dvs. akkumulation af rigdom i den abstrakte form af penge. Alt andet – f.eks. opfyldelsen af menneskelige behov eller opretholdelsen af en stabil biosfære – er sekundært. Dette skyldes ikke den enkelte producents mangel på moral, men derimod den strukturelle tvang, der opstår når produktionen reguleres gennem markedet, hvor private og uafhængige producenter konkurrerer om at sælge deres varer. En godhjertet kapitalist kan bekymre sig nok så meget om miljøet, men hvis hensynet til naturen truer hensynet til bundlinjen, går virksomheden enten konkurs eller prioriterer bundlinjen højest.

Den kapitalistiske økonomi er en markedsøkonomi, der beror på at alt – inklusiv menneskelige aktivitet – forvandles til varer, der kan prissættes og købes og sælges på markedet. Kapitalismens ødelæggelse af biosfæren er blandt andet et resultat af, at dele af naturen af praktiske grunde er svære at prissætte. Kun det, der kan gøres til en vare, kan indregnes i kapitalakkumulationens kredsløb – og problemet med naturen er, at den ofte er forbandet svær at forvandle til en vare, bl.a. fordi det er svært at opdele den og udelukke andre fra brugen af (i hvert fald dele af) den. I de seneste år har der været forskellige forsøg på at kommercialisere biosfæren (bl.a. i form af handel med CO2-kvoter), men resultaterne har – ikke overraskende – været mildest talt utilfredsstillende. Selv hvis det var praktisk muligt at integrere hele biosfæren i markedets kredsløb, ville det stadig, inden for det kapitalistiske systems grænser, være politisk umuligt, eftersom det ville kræve en gennemgribende international statslig regulering, der ville indebære at alle verdens stater skulle slutte sig sammen for at begrænse kapitalens interesser. Og selv hvis det var både praktisk og politisk muligt, ville en total kapitalisering af naturen ikke kunne sikre en stabil reproduktion af betingelserne for livet på jorden. Behovet for konstant ekspansion og vækst er indskrevet i kapitalismens væsenslogik, og som sådan er den uforenelig med en biosfære, der ikke er i stand til at rumme en sådan uendelig vækst.

Biosfærisk nedsmeltning

Den kapitalistiske økonomi har altid været ude af stand til at sikre reproduktionen af dens egne eksistensbetingelser. I Kapitalen beskrev Marx, hvordan 1800-tallets engelske industri skabte en arbejderbefolkning, der på grund af nedslidning og mangel på lys, luft og (ordentlig) mad blev så dårlige arbejdere, at det truede fabrikanternes profit. Industrien underminerede simpelthen sit eget grundlag, men fabrikanternes intense konkurrence gjorde det umuligt for dem selv at stoppe det. Staten blev, efter mange års arbejderprotester, nødt til at træde til og regulere arbejdsdagens længde og forsøge at sikre en minimal grad af offentlig sundhed (regulere fødevareproduktion, boligbyggeri, etc.). Statslig regulering var nødvendigt, fordi kapitalismens strukturelle mekanismer var ved at underminere sig selv.

Det er ikke kun menneskers kroppe, kapitalen ikke kan opretholde. Det samme gælder resten af naturen. Kapitalismen er et økonomisk system, der ikke er i stand til at integrere reproduktionen af dets egne eksistensbetingelser i dens egen økonomiske cyklus – systemet beror på en stabil biosfære, men er på grund af sin ekspansive og accelererende profitlogik ude af stand til at forhindre undermineringen af denne biosfære. ”Kapitalisme er lig med biosfærisk nedsmeltning”, som kunsthistorikeren Mikkel Bolt har udtrykt det.[19]

Jaja, men kapitalismen er jo skabt af mennesker, hører man de antropocæne ideologer sige. Sandt nok. Men selvom menneskedyret er en nødvendig betingelse for kapitalismens eksistens, er det ikke en tilstrækkelig betingelse – med andre ord: kapitalismen følger ikke med nødvendighed af menneskeartens grundlæggende karakteristika, og derfor giver det ingen mening at lede efter kapitalismens årsag i ’mennesket’ eller ’menneskeheden’. ’Menneskeheden’ er, med Andreas Malms ord, ”en alt for spinkel abstraktion til at bære skyldens byrde.”[20] Både Malm og Moore peger på det uholdbare i forestillingen om ’menneskeheden’ som en historisk aktør. ”Det antropocæne narrativ”, skriver førstnævnte, ”er grundlagt på en kategorifejl, der tilskriver handlinger til en entitet der aldrig kunne havet udført dem.”[21] Forestillingen om menneskeheden som aktør udvisker alle de magtrelationer og skillelinjer, der hidtil har forhindret den virkelige dannelse af den enhed, der i hænderne på de antropocæne ideologer ikke er andet end en tom abstraktion.

Homo sapiens sapiens (som er en underkategori af homo sapiens, der har eksisteret i ca. to millioner år) har eksisteret i ca. 200.000 år, kapitalismen i ca. 500; kun en komplet absurd historieskrivning kan påstå, at kapitalismen lå på lur i menneskearten i 99,75% af den tid, arten har eksisteret. Ikke desto mindre er det noget i den retning, seriøse klimatologer og andre antropocæne ideologer påstår. I en artikel i Jacobin Magazine peger Andreas Malm på, at ’den antropocæne myte’, som han kalder det, ofte lokaliserer syndefaldet i menneskets bemestring af ilden – og som Malm ironisk skriver, med citater fra de prominente klimatologer Michael Raupach og Josep Canadell:

Den ’primære årsag’ til det aktuelle forbrug af fossile brændsler er at ’længe før den industrielle æra lærte en bestemt art af primater hvordan man kunne tappe de energiressourcer, der er lagret i forvitret kulstof’. At jeg som ét-årig lærte at gå er årsagen til at jeg kan danse salsa i dag; da menneskeheden første gang satte ild til et træ, kunne det kun, en million år senere, lede til afbrændingen af en tønde olie.[22]

Den antropocæne ideologi ’forklarer’ historiske fænomener som industrialiseringen med henvisning til ’mennesket’ og ’menneskeheden’, hvilket gør den ude af stand til at forstå, hvorfor sådan noget som den industrielle revolution fandt sted. Med en klassisk forskydning projicerer den antropocæne ideologi nutiden ind i fortiden og kan dermed kun forstå historien som en teleologisk proces, hvor fortiden allerede rummede det kim, der uundgåeligt ville resultere i nutidens misere.[23]

Malms Fossil Capital er en konkret analyse af de historiske processer, der ledte den kapitalistiske økonomi ind på det fossile spor, den stadig sidder fast i. Han lokaliserer det afgørende historiske snit i den britiske tekstilindustri, der i første halvdel af 1800-tallet udgjorde motoren i den industrielle revolution og kapitalens globale ekspansion. Fra især 1820’erne og frem begyndte fabrikkerne at bruge dampmaskiner og dermed kul frem for vand som den primære drivkraft, og Malms overbevisende analyse – en nedbarberet udgave af hans 800-sider lange ph.d.-afhandling – viser, at dette skifte ikke var et spørgsmål om pris, mangel på ressourcer eller teknisk underlegenhed. Skiftet skyldes derimod, at damp og kul passede bedre til kapitalistiske produktionsforhold, dvs. en produktion baseret på køb og salg af arbejdskraft med henblik på profit – blandt andet fordi dén øgede fleksibilitet, kullet gav kapitalisterne, gjorde dem i stand til at presse lønnen ned og disciplinere arbejderne.[24]

Når forskere kan spore den industrielle revolution i aflejringer i jord- og islag, er det altså ikke ’menneskehedens’ eller ’menneskets’, men kapitalens stratigrafiske signaturer, de støder på.

Som Jason Moore bemærker, er det antropocæne ”en nem historie. Nem, fordi den ikke udfordrer den naturaliserede ulighed, fremmedgørelse og vold, der er indskrevet i modernitetens strategiske magt- og produktionsforhold. Det er en nem historie at fortælle, fordi den overhovedet ikke beder os om at tænke på disse forhold. Mosaikken af menneskelig aktivitet i livets net [the web of life] reduceres til en abstrakt Menneskehed: en homogen, handlende enhed. Ulighed, vareliggørelse, imperialisme, patriarki, racialiseringsprocesser [racial formations] og en masse andet er blevet fjernet fra overvejelserne.”[25]

Abstrakt humanisme

Som nævnt er den antropocæne ideologi på mange måder animeret af en sympatisk, sand og vigtig materialistisk impuls til at underminere de traditionelle distinktioner mellem natur og menneske/kultur/samfund. Den impuls er værd at holde fast i og fuldt ud forenelig med lokaliseringen af årsagen til ødelæggelsen af jordkloden i kapitalismens varelogik. For som Moore understreger i Capitalism in the Web of Life, må kapitalismen forstås som en måde at organisere naturen på. I det hele taget har det altid været en af styrkerne ved Marx’ kapitalismekritik, som Malm og Moore også lægger sig i forlængelse af, at den tog udgangspunkt i en naturalistisk menneskeopfattelse og en konsekvent afvisning af den skarpe skelnen mellem det sociale og det naturlige.[26]

Den abstrakte humanisme, man støder på i den antropocæne ideologi, ligner på mange måder de former som humanisme, som Marx kritiserede igennem det meste af sit forfatterskab. Mennesket er, som han skrev, ”ikke et eller andet abstrakt væsen, der sidder og kukkelurer udenfor verden.”[27] Marx kritiserede den klassiske politiske økonomi, der eviggjorde kapitalismen ved at henføre den til menneskets ”naturlige tilbøjelighed til at bytte og handle”, som Adam Smith berømt skrev i The Wealth of Nations. Han kritiserede ligeledes Ludwig Feuerbachs religionskritik for at opløse ”det religiøse væsen i det menneskelige væsen. Men det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene.”[28] Og han kritiserede de såkaldte ’sande socialister’ for at forvrænge den franske socialisme:

da den [franske socialisme] i tyskernes hænder ophørte med at være udtryk for den ene klasses kamp mod den anden, så mente tyskeren at have overvundet den “franske ensidighed”, han mente at repræsentere ikke de sande krav, men kravet om sandhed, ikke proletariatets interesser, men det menneskelige væsens interesser, mennesket overhovedet, det menneske, der ikke tilhører nogen klasse, overhovedet ikke tilhører virkeligheden, men kun den filosofiske fantasis tågehimmel.[29]

Det menneske, der ikke tilhører nogen klasse, overhovedet ikke tilhører virkeligheden” – det er svært at finde på en bedre karakteristik af det menneske, der bebor den antropocæne ideologi.

Mennesket, et stofskifte

Marx forstod gennem hele sit forfatterskab mennesket som en del af naturen. Han overtog begrebet ’stofskifte’ fra landbrugskemikeren Justus von Liebig og brugte det til at karakterisere det menneskelige arbejde. At arbejdet er en form for stofskifte betyder for det første at det er en naturlig proces på linje med det stofskifte, der foregår i andre organismer, og for det andet, at mennesket blot er et element i en naturlig cyklus. Det særlige ved det menneskelige stofskifte er imidlertid, at det er formidlet af værktøjer eller arbejdsredskaber. Mennesket er i langt højere grad end andre dyr afhængige af redskaber for at overleve, og derfor omtaler Marx redskaber som en slags ’organer’, en forlængelse af den menneskelige krop. Med andre ord er der ingen klare grænser mellem den menneskelige krop og dens miljø. Kroppen, tingene, materialerne er elementer i én og samme organiske cyklus.[30]

Men selv om redskaber på en måde er en del af menneskekroppen, er et spyd eller en grydeske alligevel nemmere at adskille fra resten af kroppen end en lunge eller en milt. Betingelserne for menneskets reproduktion af livet er dermed til en vis grad eksterne i forhold til kroppen, og det betyder at det er muligt at organisere sammenkoblingen af livet og dets betingelser på et væld af forskellige måder. Som Andreas Malm forklarer:

Ingen anden art kan være så fleksibel, så universel, så altædende i forhold til resten af naturen – men af præcis samme grund kan ingen andre arter organisere deres stofskifte gennem så skarpe interne splittelser. Hvis en bred vifte af ekstra-somatiske redskaber er en særegen egenskab ved Homo sapiens sapiens, er det også der, hvor arten hører op med at være en enhed. (…) Individet har muligvis brug for dem [arbejdsredskaberne] som hun har brug for sine lunger, men de er uden for hendes krop (…) og derfor har hun muligvis intet andet valg end at gå igennem en herre [Master] for at få adgang til dem: hun er viklet ind i ejendomsforhold.[31]

Afhængigheden af redskaber – der er en del af menneskets ”kropslige organisering”, som Marx kalder det[32] – gør det med andre ord muligt for menneskearten at reproducere sig selv på mange forskellige måder. Den menneskelige krops usammenhængende og porøse karakter muliggør det, Marx kalder forskellige produktionsmåder, dvs. forskellige former for den sociale organisering af det naturlige stofskifte.

Dét naturlige stofskifte, menneskekroppen er en del af, gør det muligt at organisere artens reproduktion på utroligt mange måder, men det implicerer på ingen måde en bestemt måde at organisere denne reproduktion på. Der findes med andre ord ingen ’naturlig’ samfundsform, og et konkret samfunds eksistens og struktur kan aldrig forklares ud fra menneskeartens transhistoriske egenskaber. Ethvert konkret historisk samfund er et resultat af politiske kampe.

Marx afviste således ethvert forsøg på at deducere det kapitalistiske – eller det kommunistiske samfund, for den sags skyld – fra ’menneskets natur’. Kapitalismen følger ikke af menneskets natur, men det undertrykker heller ikke menneskets natur, og kommunismen er ikke ’realiseringen’ af menneskets natur. Ethvert samfund er et produkt af specifikke historiske omstændigheder og de magtkampe, der finder sted inden for disse omstændigheder. Og det er præcis denne sans for det historiske og det politiske, som den antropocæne ideologi mangler.

Hvis vi skal gøre os noget håb om at stoppe den ’biosfæriske nedsmeltning’, der er ved at underminere betingelserne for menneskeligt liv på jordkloden, kræver det en konkret analyse, der kan lokalisere årsagerne til denne nedsmeltning og dermed udgøre udgangspunktet for en politisk strategi. Et oprør med ødelæggelsen af biosfæren kan kun tage form at et direkte angreb på de processer og institutioner, der opretholder kapitalens dominans: staten, pengene, markedet, lønarbejdet, klasserne. Der er ikke brug for at universalisere og individualisere skylden, og der er ikke brug for at udviske klassemodsætninger i et abstrakt ’vi’ – der er brug for akkurat det modsatte: at lokalisere årsagerne, blotlægge dominansforholdene og radikalisere og eskalere kampen mod den elite, der er ved at ofre jordkloden på kapitalakkumulationens alter.

Søren Mau er Ph.d. studerende i filosofi, samt forfatter til bogen Hæv Stemmen.

Noter:

[1] Etikken. Et essay om erkendelsen af det onde, Forlaget Philosophia, Århus 2007. Definitionen af mennesket som ’et tobenet dyr uden fjer’ stammer angiveligt fra Sokrates. Ifølge anekdoten videregav Platon sin læremesters definition i en diskussion, hvorefter Diogenes forlod forsamlingen, vendte tilbage med en plukket høne og sagde ”Her er Platons menneske!”

[2] Louis Althusser, For Marx, s. 209, Rhodos, København 1969

[3] Andre titler inkluderer Defiant Earth: The Fate of Humans in the Anthropocene (2017), The Great Acceleration: An Environmental History of the Anthropocene Since 1945 (2017), Governing Complex Systems: Social Capital for the Anthropocene (2017), Geomorphology in the Anthropocene (2016), Adventures in the Anthropocene: A Journey to the Heart of the Planet we Made (2017), Environmental Humanities: Voices from the Anthropocene (2016), The New Ecology: Rethinking a Science for the Anthropocene (2016), Molecular Red: Theory for the Anthropocene (2016), Facing the Anthropocene: Fossil Capitalism and the Crisis of the Earth System (2016), The Birth of the Anthropocene (2016), New Earth Politics: Essays from the Anthropocene (2016), The Anthropocene Project: Virtue in the Age of Climate Change (2015), Ecocriticism on the Edge: The Anthropocene as a Threshold Concept (2015), The Anthropocene Lyric: An Affective Geography of Poetry, Person, Place (2015), The Anthropocene and the Global Environmental Crisis: Rethinking modernity in a new epoch (2015), Manifesto for Living in the Anthropocene (2015), Anthropocene: A New Planet Shaped by Humans (2015).

[4] https://www.information.dk/udland/2011/07/tilbage-menneskenaturen

[5] Dansknoter nr. 3, 2015, s. 40. https://issuu.com/dansklf/docs/dn3_2015_epages_web

[6] http://baggrund.com/et-monument-til-det-antropocaene-bruno-latours-politiske-okologi/

[7] Politiken, d. 3. maj 2016

[8] https://gregersandersen.net/

[9] http://politiken.dk/magasinet/art5622049/Vi-st%C3%A5r-p%C3%A5-t%C3%A6rsklen-til-en-ny-geologisk-tidsalder-Det-er-menneskets-tid

[10] http://politiken.dk/magasinet/art5622049/Vi-st%C3%A5r-p%C3%A5-t%C3%A6rsklen-til-en-ny-geologisk-tidsalder-Det-er-menneskets-tid

[11]http://www.altinget.dk/energi/artikel/alternativet-kaere-regering-velkommen-til-den-nye-tidsalder

[12] Se f.eks. https://kunsten.nu/journal/kunst-i-den-antropocaene-tidsalder/

[13] http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2017/the-garden-the-past/

[14] Politiken d. 24. juli 2016

[15] http://politiken.dk/kultur/art5762888/Vi-har-f%C3%A5et-ansvar-for-naturen

[16] http://politiken.dk/kultur/boger/art5761167/Digte-hj%C3%A6lper-med-at-begribe-det-ubegribelige

[17] http://atlasmag.dk/kultur/b%C3%B8ger/en-meditation-over-frav%C3%A6ret. Apostroferne mangler også i originalen

[18] https://issuu.com/dansklf/docs/dn3_2015_epages_web

[19] http://modkraft.dk/artikel/kapitalisme-er-lig-med-biosf-risk-nedsmeltning

[20] https://www.jacobinmag.com/2015/03/anthropocene-capitalism-climate-change/

[21] https://www.jacobinmag.com/2015/03/anthropocene-capitalism-climate-change/

[22] https://www.jacobinmag.com/2015/03/anthropocene-capitalism-climate-change/

[23] Se også Daniel Hartleys kritik af det antropocæne i Salvage: http://salvage.zone/in-print/against-the-anthropocene/

[24] For en lidt mere udfoldet, men stadig meget kort opsummering af argumentet, se min anmeldelse af bogen i Information: https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2016/09/klimakrisen-kulsorte-kapital

[25] Moore, Capitalism in the Web of Life, s. 170.

[26] Se især John Bellamy Fosters Marx’s Ecology: Materialism and Nature og Paul Burketts Marx and Nature: A Red and Green Perspective, som er de to grundlæggende værker indenfor marxistisk økologi.

[27] Kritik af den hegelske statsret. Indledning. http://www.marxister.dk/vis.php?id=472&forf=1

[28] Teser om Feuerbach, https://www.marxists.org/dansk/marx/45-feuer.htm

[29] Det kommunistiske manifest. http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/manif3.htm

[30] Se især kapitel fem i første bind af Marx’ Kapitalen.

[31] Malm, Fossil Capital, s. 280.

[32] Den tyske ideologi, Marx-Engels Werke, bd. 3, s. 21.