Insta-feminismen – og dens fælder

Instagram-feminismen er et godt eksempel på Jessa Crispin’s kritik af den markedsorienterede choice-feminisme.

Af Molly Christensen

Lige så længe det sociale medie Instagram har eksisteret, har det været et forum for kropslig kommunikation. På Instagram er billedet i fokus, og en udbredt tendens blandt en voksende gruppe unge piger og kvinder er profiler, der imiterer kendte stjerners livsstil og selviscenesættelse. Derved får mange af dem skabt sig en vis berømmelse (‘Instafame’) på det sociale medie og opnår store skarer af følgere. Der lægges typisk billeder ud i dyrt mærketøj og fra særligt eksklusive steder, som restauranter, i dyre biler og moderne lejligheder. Disse piger kaldes ofte de perfekte piger.

Enhver tendens har dog sin modtendens. Profiler, som på den ene eller anden måde forsøger at skabe et alternativ til iscenesættelsen af det perfekte liv og den perfekte krop. Her deler pigerne og kvinderne billeder af sig selv ofte uden makeup, billed-filtre eller miljøforskønnelser. Ofte er der i billedteksterne og hashtagsene feministiske budskaber om at acceptere sig selv, som den man er, og ikke at lade sig styre af kommercielle skønheds- og kropsidealer (#Kropskærlighed, #FuckIdealet #Bodypositivism, #Jegerheltalmindelig). De er Instagram-feministerne.

Det kan selvfølgelig diskuteres, i hvor høj grad den Instragram-feministiske modtendens formår at udfordre de herskende køns- og skønhedsidealer, eller om de med deres fokus på autenticitet og “normale kroppe” i virkeligheden er en vakt avantgarde, der opstiller nye normcore-idealer for morgendagens lykkelige udseende. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Instagram-feministernes succes skyldes en genvunden interesse i samfundet for feministiske problemstillinger, eller om der findes mere prosaiske grunde til fænomenet. En ting er dog sikkert: Modtendensen har med tiden vundet indpas, og Instagram-feministerne er i lige så høj grad som deres modstykker blevet en instafamous cause-celebre, hvis man vurderer den slags på likes og følgere.

På den ene side er modtendensen en slags eksempel på Judith Butlers “kønsballade” – en bevidst præstation, der søger at udgrænse og undergrave “den politiske konstruktion og regulering af identiteter.” En anden lige så vidtløftig analogi kunne være Sara Ahmeds “feminist killjoys,” der spoiler andres glæde for at bryde med samfundets (mandsdominerede) lykke-idealer. Det virker umiddelbart som en god beskrivelse af fænomenet. I Ahmeds fortælling har det traditionelt været manden, der har defineret, hvad lykke er, hvem der har ret til den, og hvordan den kan og bør opnås på samfundsplan og i repræsentationer i kunst- og kulturprodukter.

På den ande side kan man pege på en mindre flatterende og efter min mening mere træffende beskrivelse af Instagram-feminismen: Jessa Crispins kritik af ‘choice-feminismen’ – ideen om, at du gennem aktive individuelle valg og fravalg kan bryde med fasttømrede, patriarkalske idealer:

Crispin takes aim at feminists who believe power can be located in the decision to watch one television show over another, to consume one product over another, or to use particular words instead of others. She calls this position “choice feminism,” and describes it as “the belief that no matter what a woman chooses, from her lifestyle to her family dynamic to her pop culture consumption, she is making a feminist choice, just from the act of choosing anything. The idea is that under the more rigidly patriarchal past, women’s choices were made for them. So simply by choosing anything at all, you are bucking the patriarchy and acting like a feminist.”

Den individualiserede udbryderkunst, med dens indadvendte forbrugslogik, harmonerer lykkeligt med neoliberalismens mantra om selvudvikling og selvrealisering. Foruden at give en falsk følelse af individuel bedrift kommer den ifølge Crispin også på bekostning af en helhedsopfattelse, systemkritik, solidaritet og kollektiv handling.

Instagram-feminismen er i dette lys ikke lig med “gender trouble” eller “feminist killjoy,” men tjener derimod som et socialt distinktionssymbol for en negativ identitetsskabelse for dem, der har ressourcerne til det.

Såvel Instagram-feministerne som de perfekte piger sætter desuden det samme objekt på lykkens piedestal: kroppens udseende. Hvad de reelt synes at strides om, er anseelse og anerkendelse (social kapital) inden for den samme opmærksomhedsøkonomi.

Hvad der går tabt i den individualiserede frigørelses- og anerkendelseskamp, er den afgørende indsigt, at patriarkalismen og kapitalismen hænger sammen, samvirker og opretholder hinanden. At kønsnormerne ikke virker tilfældigt, men derimod forløber regelmæssigt – ofte oppe fra og ned – har først og fremmest strukturelle årsager. I en verden, hvor vi har ulige adgang til valgmulighederne, risikerer den performative selveksklusion at miste blikket for klasseforskellene.

At lave kønsballade og rav i de patriarkalske lykkeidealer forudsætter solidaritet og en kollektiv tilgang, der gør kvindekampen vedkommende for flertallet og som løfter de værst stillede i kampen. “Kvindekamp er…”

Molly Christensen studerer dansk og litteraturvidenskab, hun er skribent for VINK-Kbh og er p.t. praktikant på Kristeligt Dagblad, hvor hun bl.a. skriver en serie om “glemte feminister.”