Ideen om det Post-Faktuelle Samfund er en Myte

De liberales tro på deres egen rationalitet og regeringsevner fejler intet – men de har aldrig helt haft kendsgerningerne på deres side.   

Af Rune Møller Stahl & Bue Rübner Hansen

(Oprindeligt udgivet i Jacobin Magazine d. 14. dec. 2016. Oversat efter aftale af Eftertryk)

Brexit og Trumps sejr ramte de liberale medier som et lyn fra en klar himmel. Hvordan kunne vælgerne trodse alle eksperternes og faktatjekkernes advarsler? Nærmest enstemmigt begrundede medierne det med, at vi lever i en tid præget af postfaktuel politik. Begrebet post-truth, der blev skubbet frem af medieselskaber som Forbes og New York Times, blev til årets nye ord i Oxford Dictionary (red. 2016). Et tænketanksindlæg i Huffington Post ved navn “Post-Truth Nation” erklærede problemet præcist: “Den største udfordring i fremtiden er ikke politisk, økonomisk, endsige rationel. Den handler om kampen mellem fakta og fiktion.”

De liberale debattører har benyttet sig af forskellige post truth-udlægninger for at forklare, hvad der egentlig skete i Storbritannien og USA dette år. Eksempelvis peger de på de sociale mediers ekkokammer, udbredelsen af falske nyheder, offentlighedens ligegyldighed over for åbenlyse politikerløgne, eller alle de mange problemer med millennials-generationen. Forskellene i forklaringerne til trods, er de alle enige om, at vælgere og politikere i stigende grad benægter fakta, manipulerer med sandheden og foretrækker følelser frem for viden.

De liberale debattører ser dog ikke ud til at vide, hvornår vi trådte ind i den postfaktuelle verden, eller præcis hvornår den forudgående faktuelle tidsalder sluttede. Var det i 2000’erne, da hele verden diskuterede fiktive masseødelæggelsesvåben og blev narret ind i en angrebskrig i Irak? Eller var det i 1990’erne, da Monica Lewinsky-skandalen ryddede avisforsiderne, og USA gik i panik over såkaldte ’super-predators’ og ‘crack-babyer’? Måske var det i virkeligheden i 1980’erne under Ronald Reagan med de hemmelige mellemamerikanske krige, ‘Iran Contra’-skandalen, og fornægtelsen af AIDS-epidemiens eksistens. Eller måske er vi nødt til at gå endog endnu længere tilbage i tiden: f.eks. tilbage til Nixons “I am not a crook’-tale i 1970’erne, George Wallace’ racistiske “lov-og-orden”-kampagne i 1960’erne, eller Joe McCarthys kommunistjagt i 1950’erne.

Hvad angår fakta, understøtter de ganske simpelt ikke diagnosen om, at vi pludselig er trådt ind i et postfaktuelt landskab. Reaktionær panik, kollektivt hysteri og politisk manipulation har været med os i lang tid, og derfor bør vi være skeptiske omkring historier om omsiggribende russisk-orkestrerede Fake News, eller hele tanken om, at det i virkeligheden var de sociale mediers skyld, at Hillary Clinton tabte valget.

Nostalgien for faktuel politik tilslører de liberales eget anstrengte forhold til sandheden. De angiveligt ærlige teknokrater og ledere, som i 1990erne og nullerne vedtog den ene neoliberale reform efter den anden med samme helhjertede begejstring som deres højreorienterede modstykker, forkynder et bestemt sæt kendsgerninger, der bekræfter deres forestillingsverden, og underkender konsekvent materielle sandheder, der taler den imod.

“There is No Alternative”

Halvfemserne står centralt i den liberale nostalgi, der ligesom alle nostalgiske figurer vedrører en idealiseret fortid, der i realiteten aldrig har eksisteret. Efter jerntæppets fald og fortrængningen af venstreorienteret politik, blev Thatchers slogan “There Is No Alternative” til en kendsgerning. Skønt Francis Fukuyamas idé om “historiens endeligt” forekommer grotesk i dag, så beskrev han og Thatcher blot verden, som den dengang tog sig ud: Der fandtes ikke politiske stridsmål længere, der delte den vestlige elite, så det eneste, der nu stod politikerne for, var at afkæmme fakta og eksekvere de bedste politikker.

Den teknokratiske forkærlighed for fakta hviler imidlertid på en post truth-præmis. Den tager udgangspunkt i troen på, at den økonomiske liberalismes værdier, såsom som ejendomsretten, formel frihed uden materiel lighed, og valoriseringen af egeninteressen, bedst beskriver menneskelig natur. Med dette som essentielt grundlag har den liberale økonomi viet sig til realiseringen af det menneskelige væsen. Selv forstår den denne realisering som historisk progression.

I halvfemserne lagde liberalismen koldkrigens ideologiske bataljer på hylden, og liberalismen blev i stedet til den fremherskende opfattelse af god regeringsførelse. Eftersom de liberale tilsyneladende havde vundet kampen om fakta, anså de ikke længere demokratiet som en kampplads, men mere som et marked. De designede deres politikker til at appellere til det bredest mulige udsnit af vælgerne, alt i mens de fulgte en kurs, der lå på linje med kapitalismens definition af fremskridt. I forsøget på at positionere sig på den politiske midte støttede de liberale sig i stadig højere grad til evidensbaserede metoder som fokusgrupper og meningsmålinger, og de benyttede sig af triangulation, en strategi udviklet af Bill Clinton-rådgiveren Dick Morris for at hæve sin kandidat over det politiske højre/venstre-skel.

Den økonomiske og kulturelle elite blev enige om, at håndtering af human resources og diversitet kombineret med virksomheders sociale ansvar ville kunne løse den race- og kønsbaserede diskrimination i samfundet. Den første IT-boble og den fremspirende vidensøkonomi overbeviste folk om, at uddannelse kunne udviske klasseforskelle.

Midtsøgende teknokrater som Bill Clinton og Tony Blair var foregangsmænd for det faktuelle samfund. De foretrak at diskutere vidensbaseret forvaltning af den offentlige sektor frem for politiske principper og værdier. De omfavnede en falsk progressivisme, der byggede på økonomisk vækst, og veg fra politiske initiativer, som midten kunne finde anstødelige.

Det liberale faktaherredømme fortrængte samfundets sociale konflikter, og gjorde værdikampen til det centrale stridsmål. Kampen imod dominans og udnyttelse blev erstattet af kulturkampene. De progressive værdier blev oprindeligt fremsat med en følelse af moralsk overlegenhed, men da det viste sig, at de ingen klangbund nød inden for kulturkampens rammer, blev værdierne lige så hurtigt forrådt og siden skrinlagt til fordel for endnu mere triangulering og politikker, der underminerede velfærdsstaten og arbejderne yderligere.

Fortabt i fakta

Den første ridse i lakken i dette faktuelle utopia indtraf tidligt i årtusindskiftet. Den yderliggående højrefløj anført af Fox News, konspirationsteoretikere og televangelister var marginale indtil terrorangrebet den 11. september, som kastede USA – såvel liberale som konservative – ind i et patriotisk massehysteri, der kulminerede med to dårligt planlagte krige.

De liberale var ude af stand til at imødegå George W. Bush-regeringens behændige politisering af kendsgerningerne. Den midtsøgende opposition til krigen manifesterede sig i tamme diskussioner om manglende FN-mandater og våbeninspektionsprocedurer. Bush-rådgiver Karl Rove slog hovedet på sømmet, da han erklærede: “Vi er et imperium nu, og når vi handler, så skaber vi vores egen realitet.”[1]

For de slagne liberale fremstod Barack Obamas valgsejr som et lykkeligt comeback for rationaliteten. Men kort efter han blev indsat, tog de konservative, Tea Party-bevægelsen og klimabenægterne faktaforvrængningen til nye højder. Donald Trump nægtede at acceptere hverken Obamas fødselsattest, der dokumenterede, at han var amerikaner, eller DNA-beviser, som frikendte de fem uskyldigt dømte teenagere i Central Park Five-sagen. Et kongresmedlem kastede med snebolde for åbent TV for at modbevise forskningen om den globale opvarmning. Et andet sted fik en bevidst vildledende kampagnevideo næsten held med at få trukket støtten til familieplanlægnings-programmerne tilbage.

De liberale fandt dog trøst i en spirende generation af fakta-drevne helte: Statistikeren Nate Silver gav ved hjælp af afstemningsdata og statistiske modeller det politiske landskab en betryggende kvantitativ forudselighed. Tidsskriftet Vox, med kommentatorerne Ezra Klein og Matthew Yglesias i spidsen, lovede at indføre deres læsere i, hvordan de reelt stod til at gavne af Obama-regeringens indviklede politikker, hvis blot de ville tage sig tiden til at sætte sig ind i dem. Selv underholdningsindustrien begyndte at præsentere sig selv som faktuelle. Jon Stewarts Rally to Restore Sanity er indbegrebet af denne tendens. For de faktabesatte liberale volder den politiske lidenskab problemer, som kun kan løses ved indførslen af stadig mere rationalitet.

Historiske begivenheder satte på nogenlunde samme tid spørgsmålstegn ved de liberale sandheder. Finanskrakket i 2008 afslørede den liberale økonomis fallit. Occupy- og Black Lives Matter-bevægelserne kastede lys på strukturelle problemer, som hverken triangulation eller de forretningsbaserede ledelsesteknikker kunne eller agtede at påtale. Disse begivenheder demaskerede den selvtjenende og selektive liberale forkærlighed for fakta, dens tendens til at ignorere ubelejlige sandheder, og dens postpolitiske videnskabelige selvfremstilling.

De mennesker der begræder den faktuelle politiks afgang, tilhører den ekstreme midte. De er teknokrater og administratorer, der nærer lige så meget mistro til almindelige menneskers oplevelser og lidelser som den yderliggående højrefløj. De udmaler deres rædsel over den konservative politiks konstruktivistiske genkomst, men de er enige med de konservative om langt det meste på det økonomiske område. Og eftersom midten er svunget stødt mod højre, ender de liberale ofte med at kalde på de samme reformer som de konservative, dog med et mere humant ansigt: privatiseringen af pensionsordninger, offentlige tilskud til privatskoler, charter-skoler, finansielle besparelser i krisetider, og stadigt mere vidtdrevne skattelettelser for de velhavende.

Det politiske vender tilbage

Præsidentvalget blotlagde den liberale fakta-bindings impotens. Clinton-kampagnen gik op imod en kandidat, som de betragtede som den perfekte modstander. I begyndelsen troede de, at Trumps vulgaritet ville gøre al arbejdet for dem. Derefter afsatte de al deres energi på at afsløre Trumps løgne.

Selv præsenterede de liberale ikke en eneste fremadskuende politisk vision om forandring, og underkendte tillige en vigtig sandhed: Man kan ikke reducere politik til statistik og forvaltning.

Den nostalgiske skildring af en fortid, hvor de politiske rivaler var mere anstændige og ærbødige over for de midtsøgende liberales selekterede fakta, er endnu et eksempel på, at de har tabt forbindelsen til virkeligheden. Det er ironi på højeste plan, når flere af dem er begyndt at romantisere ærkereaktionære skikkelser som Ronald Reagan og George W. Bush.

Trumps sejr beviser ikke, at vælgerne hader sandheden. Den viser, at en betydelig andel af vælgerne foretrækker en patologisk løgner, der lover dem forandringer, frem for en status quo-teknokrat, der “liberalsplainer” fakta for dem. Det er på tide, at vi holder op med at give skylden til Fake News, og at vi i stedet prøver at sætte os ind i, hvorfor så mange tror på de falske historier. Den enkle årsag er, at den etablerede politiske klasse har mistet folkets tillid, fordi de har forsømt folkets interesser. En tilbagehigen efter det liberale faktaherredømmes storhedstid vil næppe være nok til at besejre demagogen i Det Hvide Hus. At gøre det kræver et helt nyt demokratisk opgør med både Trumps autoritarisme og den liberale management-klasse.

En sådan bevægelse må tage udgangspunkt i sandheder, der er ubelejlige for både konservative og de liberale: Sandheden om, at folk lider og kæmper for et bedre liv; at formel frihed er en illusion uden materiel lighed. Først når vi erkender, at det at være klogere og mere informeret end sin modstander, ikke i sig selv er et politisk projekt, kan viden og fakta igen blive relevante for den videre politiske kamp.

Bue Rübner Hansen er ph.d. fra Queen Mary University, Post-Doc på Aarhus Universitet og sidder i redaktionen på Viewpoint Magazine.

Rune Møller Stahl er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Noter:

[1] “We’re an empire now, and when we act, we create our own reality. And while you’re studying that reality – judiciously, as you will – we’ll act again, creating other new realities, which you can study too, and that’s how things will sort out. We’re history’s actors… and you, all of you, will be left to just study what we do.” Karl Rove, seniorrådgiver til G.W. Bush, citeret i New York Times d. 17. oktober 2004.