Åh nej, Europa

De europæiske ledere og den amerikanske præsident er igen ude med ideen om en 30 dages våbenhvile i Ukraine-krigen. Moskva ignorerer truslerne.

Af Klaus Kondrup

I slutningen af 1980’erne skrev Hans Magnus Enzensberger essayet Åh Europa, hvori han gav en personlig beretning om forskellighed og enhed i Europa. Interrail-generationens bibel blev den kaldt. Ved at undres og være åbne for at forstå det anderledes ville vi bygge bro hen over grænser. Det var en anden tid. Vi unge var optimistiske dengang og havde gåpåmod. Nu er drømmene om det forenede Europa for længst blevet til et mareridt for mange. Enhed er blevet noget, som skal opnås for enhver pris. I NATO og i EU. Også selvom den kun har signalværdi. Men hvad er det da, vi så udviser enighed om for tiden?

Med toget til Europa

I weekenden 9.-11. maj 2025 tog fire ledere fra europæiske lande, alle fra Entzenbergers interrailgeneration, toget til Kyiv. Det gav en række gode billeder. De kalder sig koalitionen af villige og sagde, at de repræsenterede 20 lande. 30 dages ubetinget våbenhvile i Ukraine-krigen, forlangte de. Ellers vil der komme sanktioner fra EU og USA. Hyggeligt så det ud på billederne, fra den meget omtalte togtur. Jeg husker selv, hvordan disse møder i en togvogn gennem ukendte landskaber pludselig kunne åbne op for stærke følelser og vidtløftige ideer. Problemet er, at det hele er fuldkomment forrykket fra virkeligheden. Hvorfor i alverden skulle Kreml gå med til våbenhvile? Og hvad er det egentligt, som koalitionen truer med? Flere våben til Kyiv og sanktioner? Et slag i luften: Kyiv mangler mandskab, så selvom Tyskland skulle låne sig fra hus og hjem, bygge fabrikker om til våbenproduktion, så vil de ukrainskes væbnede styrker være decimeret, inden de første kanonløb forlader fabrikken.

Realitetstjek

Lad os lige stoppe op og tage bestik af situationen. Fronten slår allerede sprækker. Desperationen er fuldkommen. Kreml svarede på våbenhvilekravet, at man kunne mødes til samtaler i Istanbul med udgangspunkt i det forhandlingsudspil, som allerede er kendt. ‘Våbenhvile’ er lig med fortsat krig. Det glemmer man tit i den vestlige offentlighed: Kamphandlingerne forstummer, men forholdet mellem parterne er uafklaret. Det er det, som menes med ‘frossen’ eller ‘sovende’ konflikt; i en fortsat våbenhvile er parterne stadigvæk i strid: Der er ikke fred.

Prospektet for Ukraine-krigen

O.k., det mest sandsynlige resultat i Ukraine er stadig, at det ender i en frossen konflikt, uden en fredsslutning, så på den måde vil europæiske våben om nogle år kunne nå frem, når de større kamphandlinger er hørt op. Pointen er her, at ukrainerne ikke vil være i stand til at holde fronten så længe. Massive våbenforsyninger fra Europa vil først nå frem til Kyiv, når ukrainerne er blevet presset tilbage til områder, som Moskva ikke er interesserede i at indtage, da de indeholder for mange ukrainske nationalister eller ikke giver strategisk mening at besætte. Høgene i Moskva ønsker en 650 kilometer sikkerhedszone fra Moskva og Sevastopol, men virker trods alt ikke til at have mod på at besætte Kirovohrad og Poltava. Indtil konflikten fryser til, vil de russiske styrker blive ved med at nedslide de ukrainske, og uanset hvor mange gange Trump ringer til Putin, bliver resultatet det samme.

Mulighed for fred?

Der er forsøg på at etablere samtaler i Istanbul, som med tiden vil kunne styre konflikten i en anden retning. Kreml ønsker en fredsløsning, da en frossen konflikt er vanskelig at håndtere og uhensigtsmæssig for alle parter. Se bare situationen i Jammu & Kasmir. Her er det også en større regionalmagt, som står over for en mindre. På det punkt er der en analogi. Konflikten i Sydasien er frossen, ja nærmest ‘sovende,’ men kan pludselig blusse voldsomt op, hvis ikke parterne er indstillet på at holde den nede. Rusland har i løbet af Ukraine-krigen dog udviklet sig til en egentlig stormagt, som med 100.000 kamphærdede soldater afskrækker omgivelserrne fra at ignorere deres interesser. Det er endnu ikke gået op for europæerne, som i øjeblikket betaler dyrt for at have undervurderet Moskvas styrke og stålsathed: De vestlige ledere synes ikke at forstå, hvor meget på hælene de ellers godt kæmpende ukrainere er. Både offentligheder og efterretningstjenester ser ud til at være gået i selvsving.

Løsrevet fra virkeligheden

De, som i deres analyser af krigen tager udgangspunkt i virkeligheden, står i skarp kontrast til de ansatte ved analyseinstitutter og universiteter, som blot skal komme med vurderinger til pressen, der passer ind i den herskende fortælling. For eksempel blev en forsker for nogle uger siden citeret for at sige: ”Det er mere komplekst i forhold til Rusland. Vi vil ikke være dem, der siger, at Europa ikke skal opruste i denne situation. For så bliver Ukraine bare løbet over ende.” Dette er en sammenhæng løsrevet fuldstændigt fra virkeligheden. For det første er de ukrainske styrker allerede ved at blive løbet over ende, og det kan europæisk oprustning ikke ændre på. For det andet tyder intet på, at Rusland har evner eller forsæt til at løbe hele Ukraine over ende. Bemærk, at man i den nuværende situation nyder godt af ikke at have geopolitikkyndige i administrationen eller blandt forskere. Propagandaen kan passere gennem systemet uden barrierer.

Vildfarne planer

Hvis Europa skal opruste, hvem skal våbnene så laves til at bekrige? Rusland? Og hvilke våben skal det så være og til hvilken situation? Det giver ingen mening at forberede sig på en krig, som allerede er afgjort: Kyivs styrker bliver i de nærmeste år løbet over ende, og vi har ikke flere våben at give dem. I løbet af en overskuelig årrække vil vi kunne producere nogle våben, men de grundlæggende spørgsmål stilles ikke. Der samler sig dog konturerne til en fremgangsmåde:

1. Vi truer Rusland til våbenhvile og tvinger dem dermed til at standse deres nedslidning af de ukrainske styrker, og når Kreml nægter, går vi i baglås og råber: ’russerne er onde,’ som vi plejer: Det mobiliserer befolkningerne til krig.
2. Vi taler truslen fra Rusland yderligere op, hver eneste gang vi får chancen og får derved russofobien og krigshysteriet til at gå i selvssving.
3. Vi udsteder europæiske obligationer og ophæver gældslofterne i de enkelte medlemslande, så vi kan genindustrialisere vores økonomier for lånte penge.

Sikkerhedsliggørelsesstrategien

I Tyskland er denne strategi blevet muliggjort gennem Forbundsdagen: Merz-regeringen fik før sin indsættelse mandat til at indføre et gældsregime i modstrid med den tyske grundlov. Og så var næste skridt for den nye kansler en tur til Kyiv. Således er en lille, endeløs krig mod Rusland i Ukraine pludselig blevet en brik i et større puslespil: Krigen legitimerer planen, som varsler genrejsning af Europa! Og det sker ved anvendelse af den politiske finte, Københavnerskolen inden for international politik kalder ’sikkerhedsliggørelse;’ altså at vi udpeger en trussel og laver ekstraordinære tiltag for at redde os fra den. Det er jo til alles bedste, siger vi, når vi indfører euro-obligationer, som vores børnebørn kan betale af på, til de segner, hvis vi altså ender som storebror USA: Med gæld til op over skorstenen. Bemærk, at når sikkerhedsliggørelsen bliver til en strategi med det formål at gen-industrialisere Europa, bliver det opportunt at skyde fjenden motiver i skoene. Man husker måske ideen om, at ’Rusland vil tage hele Ukraine’, at ’Putin er Hitler, som vil underlægge sig hele verden,’ eller at ’Rusland snart vil angribe NATO.’ Disse forestillinger sikrer, at vi er bange, og frygten sikrer, at vi underkaster os den udstukne politik for at redde os fra truslen.

Ud af ekkokammeret

Planen for Europas genrejsning er udkastet i de politiske eliters eget ekkokammer. Men er der overhovedet nogen politikere, som har forklaret det her til de europæiske offentligheder? Har der været nogen mulighed for at stille sig kritisk i forhold til det og anvende fornuft? Eller kører det derudad i selvforstærkende krigshysteri? Vi har glemt årsagerne til, at der blev krig i Ukraine; nu er krigen bare en krise, som for alt i verden ikke må gå til spilde. Men før vi fortsætter i blinde ud ad en tangent, kunne vi så ikke lige besøge virkeligheden en sidste gang og spørge: hvad er det for en krig, vi er i? Hvad er det, fjenden vil? Husk: Kreml har startet denne krig for at få en ny fred. Alle kender deres krav. Og det, Kreml mindst af alt ønsker sig, er en Minsk III-situation med en guerillakrig i de besatte områder. Moskva mener sig røvrendt i Minsk I & II, hvor NATO langsomt krøb ind i Ukraine. De nægter at danse efter vores pibe med våbenhvile og en endeløs konflikt: Moskva føler sig truet af NATO. Og det kan vi mene om, hvad vi vil, men krigen kommer til at fortsætte, så længe parterne ikke taler sammen; så længe vi bliver ved at ignorere fjendens interesser og ikke forholder os til den virkelighed, disse interesser genererer.

Øget strategisk autonomi

Krigen i Ukraine er tabt for NATO. At udskyde tidspunktet for Kyivs kapitulation for at sætte gang i europæisk økonomi er en nærliggende strategi. Ukrainerne betaler med deres land og liv, mens EU retter skuden op ved at producere våben og derved styrke vores økonomi. Samtidigt kan europæerne komme ud af vasalforholdet til USA. Sådan tænker eliterne rundt omkring i de europæiske hovedstæder: Det vil give os højere selvstændighed i udenrigs- og sikkerhedspolitikken at slå ind på denne strategi.

Og det lyder alt sammen godt, lige indtil vi medregner realiteterne. For hvis vi i Europa skal øge vores evne til at handle på en måde, som tjener os selv og ikke kun USA, altså hvis EU skal øge sin strategiske autonomi, som det hedder, skal vi europæere først og fremmest se vores problemer i øjnene og finde viljen til at løse dem. Gældsbyrden i de enkelte medlemsstater er i mange tilfælde alt for høj, og de nationale budgetter tynges af sociale udgifter, uden at der er nogen udvej i sigte. Presset fra immigrationen til Europa fra fattige egne af verden er stort. Og så underminerer vi vores økonomier ved at nægte at købe billige råstoffer i Rusland. Her har vi årsagerne til problemerne. Det er dem, vi ikke kan finde ud af at forholde os fornuftigt til, og det er derfor, vi nu vil gældsætte os yderligere. Bemærk, at hverken immigrationsudfordringerne, gældsproblematikkerne eller forholdet til Rusland var en del af EU-parlamentsvalgkampen i 2023, ligesom ideen med euro-obligationer heller ikke blev nævnt i den bredere offentlighed. Det politiske kører med os, uden at vi har en fornuftig politik. Kan vi være tilfredse med det?

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig