De farligste bedsteforældre
Tale i anledning af 80 året for Danmarks befrielse
Af Albert Scherfig
Da jeg gik i skole, havde alle mine klassekammerater en bedstefar, der havde været modstandsmand.
Bedstefaren løb rundt ude i skoven, som en rigtig gøngehøvding, med armbind på, og havde en revolver.
Han kørte rundt i byen på en ubehjælpsom cykel med korkpropper i stedet for cykelslanger, med en lang hvid trench-coat og sixpence på hovedet.
Bedstefædrene blev jagtet, både af danske og tyske betjente. Til sidst blev de fanget.
En enkelt af mine klassekammerater fortalte, at hans bedstefar arbejdede for en rigtig værnemager. Han havde gravet grus og sten, der skulle bruges til at bygge flyvepladser for nazisterne.
Min gamle oldefar var ikke nogen gøngehøvding, han løb ikke rundt ude i skoven. Han var et forsigtigt gemyt, alligevel mente nazisterne i 1941, at han var én af Danmarks farligste mænd.
Han sad i en kommunistisk redaktionsgruppe, der skrev farlige tekster. Han var én blandt 72 kommunister, nazisterne krævede skulle tages til fange den 22. juni 1941.
Resten af redaktørerne fra hans gruppe stod også opskrevet på listen over Danmarks farligste bedstefædre.
De danske politikere indvilgede med det samme, og betjente blev straks sendt afsted, tidligt om morgenen for at fange de 72 kommunister. I deres iver fangede de flere hundrede.
Betjentene lod ingen løbe. Selv en ungdomslejr blev angrebet af de danske betjente og den verdensberømte forfatter Martin Andersen Nexø blev også fanget. Den gamle bedstefar måtte fejre sin 72 års fødselsdag i et fangehul.
Men midt i forvirringen var der en enkelt redaktør, der ikke blev fanget. Han gled gennem nettet.
Den 39 årige redaktør hed Børge Houmann. Kort efter den første jagt begyndte at stilne af, begyndte der at udkomme illegale blade. Farlige tekster, der forgiftede den gode stemning.
Mens der blev forhandlet store kontrakter på store byggeopgaver og nye flyvepladser, og mens danske betjente lå på lur i buske og opgange for at fange den undvegne redaktør, skrev Houmann farlige tekster til den illegale presse. Hans tekster udkom i flere forskellige ulovlige blade.
Han skrev om regeringen og de store virksomheders samarbejde med nazisterne. Han skrev, at besættelsesmagten fik lavet sine våben i Danmark. Hvis krigen skulle vindes, måtte man tage våbnene fra dem.
Hvis man skulle ramme besættelsesmagten, måtte man angribe de fabrikker, der producerede deres våben, de jernbaner, der transporterede deres soldater, de virksomheder, der byggede deres flyvepladser.
Da tiden var inde, havde Houmann samlet en gruppe af unge mænd, der havde kæmpet i de spanske bjerge og var klar til at opstarte sabotagen. Houmann udpegede, hvilke fabrikker der skulle sprænges.
Den snart 43-årige redaktør var en af landets mest eftersøgte personer. Alligevel kunne hverken danske eller tyske betjente fange ham før krigen var ovre.
Først efter befrielsen lykkedes det endelig at fange Houmann. Den nazistiske besættelsesmagt var ikke mere og de største virksomheder måtte finde nye besættelsesmagter at tjene.
På Land og Folk, der nu ikke var illegalt længere, skrev han om de folk, der havde samarbejdet med besættelsesmagten. Om de virksomheder, han og sabotageorganisationen BOPA i tre år havde ført krig imod. En virksomhed havde tjent utrolige summer ved at bygge flyvepladser.
Virksomheden blev aldrig dømt for at tjene besættelsesmagten, i stedet dømte Byretten til sidst redaktøren, ingen havde kunnet fange.
Derefter blev dommen skærpet i landsretten og stadfæstet i højesteretten.
Alle bedstefædrene blev fanget til sidst, men der er mange store virksomheder og fabrikker der ikke er sprængt.
