Gråvejr i landet med tretten måneders solskin

Etiopiens premierminister Abiy Ahmed har gode kort på hånden, spørgsmålet er, om han vil bruge dem.

Af Michael Agerbo Mørch

Historien om Etiopiens premierminister Abiy Ahmed Ali er fra et vestligt perspektiv en historie om skuffede forventninger. Håbet var ellers lysegrønt, da den veluddannede og velformulerede politiker tog magten i 2018 og næsten øjeblikkeligt formåede at afslutte den langvarige strid med nabolandet mod nord, Eritrea. I de efterfølgende år har det dog vist sig at være besværligt at fastholde den interne fred, hvor ikke mindst den langvarige konflikt mellem den føderale magt og de tidligere magthavere i den nordlige Tigray-provins har efterladt en skuffet befolkning med nye problemer. Den aktuelle situation er, at freden er sikret i Tigray med en våbenhvile, der dog kommer på bagkant af en grim udmagring af den nordlige befolkning over en periode på to år.

Men det er ikke kun i Tigray-provinsen, at konflikten har været langvarig og opslidende. I Etiopiens vestland strides parter af henholdsvis Oromo- og Amhara-stammerne om magten, og mens der har været stor international bevågenhed om Tigray-konflikten nyder konflikten i vestlandet næsten ingen storpolitisk interesse.

De konstante interne stridigheder, spændinger og reelle kamphandlinger i landet samt føderalmagtens håndfaste respons i Tigray har efterladt et indtryk af Abiy Ahmed som en klassisk stærk mand, som den anerkendte journalist Gideon Rachman senest har kaldt ham i bogen The Age of the Strongman (2022), og sætter dermed Abiy Ahmed i forbindelse med kontroversielle statsledere som Donald Trump, Vladimir Putin, Jair Bolsonaro og Viktor Orbán. Spørgsmålet er dog stadig, hvor fair denne beskrivelse er. I hvert fald har Etiopiens interne kultursammensætning en helt anden kompleksitet end i mange af de andre lande, som Etiopien sammenlignes med.

For at blive klogere på Abiy Ahmed og den aktuelle politiske situation møder jeg den kristne ledelsesteoretiker og Head of Academic Affairs, Lidetu Alemu Kefenie, på hans kontor på det protestantiske uddannelsessted Ethiopian Graduate School of Theology i hjertet af Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Lidetu er en lav mand med et kækt lille overskæg, han er stort smilende, men også med eftertænksomme ansigtstræk. Han taler hurtigt og præcist, men også afventende, reflekterende.

– Abiy Ahmed er for et forenet Etiopien, i hvert fald på overfladen og i sine politiske taler, siger Lidetu Alemu og vender blikket ud over den pulserende hovedstad fra sit kontor på anden sal. Men det, vi ser, er, at han ikke formår at gennemføre frihed for alle etniske grupper.

Der er ingen tvivl om, at befolkningen som helhed er glade for, at der endeligt er landet en våbenhvile i Tigray. Ikke blot er kampene afsluttede, men der er også skabt bedre forhold mellem Tigray-folk og andre grupper. Sameksistens er blevet muliggjort på arbejdspladser, og de mange familier, der har været splittet af konflikten, kan nu igen tale sammen.

– Ideen om at kæmpe mod hinanden sætter alle i en besværlig situation. Vi har en trist historie for intern konflikt, og det er naivt at tro, at vi er ovre det, men jeg glæder mig over alle de dage, jeg kan få, hvor der ikke er aktive kampe mellem etiopiske befolkningsgrupper.

Etiopiens størrelse og komplekse historie gør, at den nuværende føderalregering kæmper med spændinger, som går mange år tilbage. Da kejser Menelik II samlede det nuværende Etiopien i 1898 – efter at have smidt italienerne på porten et par år forinden – var vejen sikret til et geografisk samlet rige, men det er aldrig blevet afgørende samlet kulturelt. Efter kejserdømmet faldt i 1974, og den kommunistiske Derg-regering hærgede landet med sine likvideringer, søgte Amharas befolkningsgruppe tilflugt i Oromo-land. Og de blev budt velkomne. Basale behov blev dækket, og der blev endda bygget huse til dem. Det er svært at læse historien anderledes, end at Oromo-folket modtog Amhara-folket med åbne arme og beskyttede dem i en vanskelig situation. Men denne forbrødring er akut presset. Synet på Amhara-folket er blevet ændret, og nu vil Oromo-folket have dem ud igen. Der er kommet en lokal fjendtlighed ind, som truer sammenhængskraften i vestlandet. Men hvor Abiy Ahmed var hurtig til at reagere i forhold til både Eritrea og Tigray, har han været forbløffende tavs omkring Oromo-Amhara-konflikten.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor denne passivitet? Spekulationerne er mange. Premierministeren er selv Oromo, som godt 35 pct. af befolkningen, og selvom Amhara er den næststørste befolkningsgruppe (ca. 27 pct.), er Oromo den gruppe, der oplagt sidder på magten i midten af landet. Derfor spekuleres der heftigt i, om Abiys ambitioner for et forenet Etiopien nu også er genuine, som han postulerer, eller om han i virkeligheden har sympatier for den milits, der kalder sig Oromo Liberation Army (OLA), der kæmper for at løsrive Oromo-folket fra resten af den føderale familie. OLA har virket siden midten af 1970’erne, og deres aktuelle styrke er omskiftelig (siden maj 2021 har de været på den etiopiske regerings terrorliste). For tiden har de vind i sejlene, og de kæmper sig blandt andet frem gennem nålestiksoperationer i skovene syd for hovedstaden. Men det er også let at overdrive OLA’s styrke. Det var fx varslet i 2021, at OLA var på nippet til at overtage Addis, og derfor begyndte vestlige regeringer at fraråde – eller direkte forhindre – indrejse i landet. Men kritiske røster mener, at vurderingen skyldes manglende kendskab til OLA’s styrke, for de var aldrig på vej til at overtage Addis.

Måske var det erfaringerne fra Kabul, der skræmte? I 2021 forlod vestlige styrker endegyldigt Afghanistans hovedstad med Taleban-bevægelsen i hælene, der kunne valse ind i Kabul trods 20 års vestlige bestræbelser på at udrydde dem fra det afghanske landskab. Ifølge kirkehistoriker med speciale i etiopiske forhold, Finn Aasebø Rønne, er den centrale forskel, at Taleban kunne marchere fremad uhindret i et venligsindet terræn, mens det samme ikke er tilfældet for OLA. De må i stedet kæmpe sig frem i fjendtligt terræn, der ikke ønsker en væbnet overtagelse af regeringsmagten, uagtet deres etniske tilhørsforhold.

Lidetu Alemu mener ikke, at det er let at blive klog på, hvad OLA overhovedet vil.

– Denne fundamentalistiske gruppe hos OLA er en minoritet, men den er levende og kampdygtig, så hvis de får overhånden, vil det være skrækkeligt. Men lige nu er der ikke nogen klar forståelse af, hvad Oromo-lederne vil, eller hvad OLA vil. De har ingen nedskrevne manifester, som samler deres politiske vision. De kæmper hist og pist. I skovene, i ødemarken. Men hvad de vil, er uklart. Sørgeligt nok er det ikke kun Amhara-folket, det går ud over, hvilket ellers er tragisk nok, men det er også Oromo-folket selv, der martres af disse krigeriske fraktioner, der tærer på den interne tillid. De bestialske ledere kræver lydighed eller dødsstraf, og den absolutisme er der en voldsom modstand mod. Men heller ikke det er der plads til i den offentlige debat.

Siden min samtale med Lidetu Alemu har OLA faktisk udgivet et manifest på fjorten sider, ”A Brief Political Manifesto” fra 23. januar 2023, hvor de – udover at gennemgå deres syn på den aktuelle politiske situation i landet og at give en ætsende kritik af regeringspartiets handlemåder i regionen – kortfattet beskriver deres politiske ambitioner, ønsker og krav. For det første vil de have lov til frit at vælge deres politiske skæbne, hvilket må forstås som et ønske om regional selvstændighed. For det andet vil de sikre økonomisk suverænitet, hvilket skyldes den føderale struktur, Etiopien har, som omfordeler megen økonomi og naturligt udfordrer en ellers voksende økonomi i Oromo-området. For det tredje vil de have sikret deres socio-kulturelle rettigheder, hvilket blandt andet betyder, at deres eget sprog Afaan Oromoo skal gøres til regeringssprog (sammen med det nuværende amharisk) samt at hovedstaden Addis Ababa (som Oromoerne kalder Finfinne, der faktisk ligger i Oromo-land, men er en slags tværetnisk neutralzone) igen skal gøres til oromoernes – uden dog at miste sin status som fælles føderal hovedstad.

Det er altså vidtrækkende krav, OLA har, og det er svært at gennemskue på afstand, hvor realistiske kravene er, samt hvor rimelige anklagerne mod føderalregeringen er. Men selvom det er sprængfarlige og dybt interessante emner, er det faktisk noget andet, der optager Lideu Alemu: Den føderale regerings tavshed i forhold til interne konflikter, der ikke foregår i Tigray.

– Vi kan spekulere meget i Abiys motiver for at være tavs og ikke adressere situationen mellem Oromo og Amhara, men hvad der er åbenlyst, er alene tavsheden. Det er, hvad vi har at forholde os til. Og denne tavshed rejser spørgsmål, for der er efterhånden et mønster, et mønster af tavshed, som fremprovokerer forundringen over, at problemerne ikke bliver adresseret.

Abiys filosofi

Premierminister Abiy Ahmed har en ph.d.-grad i statskundskab og et ry for at være en uhyggelig skarpt tænkende politiker. Senest har han gjort sig bemærket med udgivelsen af bogen Medemer i 2019, som beskriver hans politiske filosofi og vision for et forenet Eitopien. Det er den slags, der giver ham en anden status i observatørernes øjne, og som har fået kendere til at ryste på hovedet ad sammenligningen med Trump og Bolsonaro. Intellektuelt er Abiy i den ypperste liga af, hvad det politiske lag kan præstere, og derfor er det interessant at forstå den filosofi, han forsøger at drive landet frem efter – i hvert fald i teorien.

Lidetu Alemu, der sidder med i en komité for religiøse ledere, har læst sig grundigt ind på filosofien og forklarer, hvad den centrale tese er: ”Abiys filosofi er spundet omkring begrebet ’medemer’, som kan oversættes med synergi. Han idé er, at hvad det etiopiske samfund mangler, er en bedre forståelse af potentialet for vækst gennem synergiske processer.”

”Egentlig tager han indholdet fra den psykologiske gestaltteori, der blandt andet siger, at helheden er mere end delene. Det er en oplagt metafor for den etiopiske situation, og det giver Abiy hans slogan – unity is strength – men der er også betydelige vanskeligheder ved at beskrive problemet og visionen på den måde.”

Hvilke problemer identificerer du i forhold til synergi-begrebet?

– Det store problem er, at Abiy forholder sig tavs til, hvem der skal skabe synergien. Hvem er agenten? Det amhariske ord medemer, som kan oversættes til navneordet synergi, er et udsagnsord. Men udsagnsord kan have både en aktiv og en passiv form, og Abiy og hans politiske medløbere bruger konsekvent den passive form af medemer, hvorfor det er utydeligt, hvem der skal være årsag til synergien.

Lidetu trækker vejret tungt ind, for han har flere gange forsøgt at få Abiy til at konkretisere sin vision, men han møder igen og igen blot tavshed fra den politiske ledelse. ”Mit forslag til Abiy har ved flere lejligheder været, at han skal lade den føderale regering være agenten bag synergien.”

Hvordan forestiller du dig konkret, at regeringen kan være katalysator for medemer?

– Særligt ved at give stemme til de undertrykte. Ved ikke at skjule de konflikter, som de stærkeste etniske grupper har en interesse i at fortie. Ved at de aktivt forsøger at tage det bedste fra de forskellige befolkningsgrupper og integrere det i visionen for et reelt forenet Etiopien.

Pinsebevægelsen som religiøst bagtæppe

Abiy Ahmeds afhandling handlede om kristne-muslimske relationer. Hans egen mor er fra etiopisk-ortodoks baggrund, som er hovedreligionen i landet, men faderen er muslim. Abiy selv er konverteret til den variant af protestantisk teologi, man kalder pentekostal. Da det også var pentekostale kristne, der i sidste ende gav Jair Bolsonaro magten i Brasilien – og aktivt støttede op om Donald Trump i særligt 2016 – har disse religiøse tilhørsforhold også farvet opfattelsen af Abiy i Vesten.

Særligt i Afrika, hvor den version af pentekostal teologi, man kalder fremgangsteologi, har stor indflydelse, er sammensmeltningen mellem religion og politik nær. Da Abiy dannede sit politiske parti i 2019, gav han det sigende nok også navnet Prosperity Party. Men hvad er forbindelsen mere konkret?

– Før Abiy kom til magten som premierminister var han tydeligt imod fremgangsteologi både som religiøst og politisk program, siger Lidetu Alemu afklaret. Der er muligvis et slægtskab mellem teologi og politik i Abiys egen vision, men det er ikke artikuleret og derfor umuligt at vurdere på oplyst grundlag. Hvad vi kan sige er, at der ikke er nogen klar forbindelse mellem Abiy og de centrale fremgangsteologer, som turnerer rundt i Etiopien for at sælge deres budskab om lykke og velstand.

Men det er vel oplagt at spekulere i?

– Ja, spekulere kan man jo altid, siger Lidetu og smiler træt. Men det virker ikke sandsynligt på mig. Da Abiy nedsatte Gospel Believers Council, hvor jeg selv sidder med, inkluderede han alle kirkelige grupper. Også fremgangsteologer, naturligvis, men de fik ikke nogen mere prominent plads end os andre. Så ja, han omfavnede de problematiske forkyndere, men det var i en meget passiv form. Det er legitimt og nyttigt, så vidt jeg kan vurdere.

Men hvad er så intentionen fra Abiy med disse ledersamlinger for religiøse ledere?

– Det er svært at gennemskue. Jeg er ikke sikker på, at det har anden betydning, end at det er et ekstra led i forsøget på at konsolidere magten. Jeg er selv med, fordi Abiy har brug for en tæt kontakt til de mange evangelikale kristne, og jeg selv ser en politisk fordel i at kunne tale vores bekymringer og synspunkter i et fortroligt rum. Men om det har en realpolitisk effekt, er måske naivt at tro. Det er magten, det handler om. Som for enhver politiker.

Når du er skeptisk overfor de reelle effekter af rådet, hvorfor så bruge krudt på det?

 – Fordi det er mere sammensat end det. Det er kun godt, at Abiy vil høre på vores bekymringer, og vi får reel taletid i vigtige fora. Men det ærgerlige er de begrænsninger, der ligger på os, når vi forsøger at sige noget politisk markant. Det tillader de ikke. De er ganske enkelt ikke interesserede i at høre vores politiske synspunkter. Og det giver jo en fornemmelse af, at hele rådet er et forsøg på at stække os. At foregive at vi spiller en rolle, som vi overhovedet ikke gør.

Etiopien og resten

Går man på gaden i Addis i denne tid, ser man mange af de gamle Lada-taxaer køre rundt med stickers på bagsmækken med teksten ”Say no to neo-colonialism”. Det er et opråb til det internationale samfund om at stoppe indblandingen i interne affærer.For tiden går der rygter om, at lederne i Tigray laver lobbyarbejde i Vesten for at få fjernet Abiy fra magten. Hemmelige lydoptagelser af aftaler mellem amerikanske ledere og Tigray-ledere er tilsyneladende blevet lækket og har skabt røre. Men hvad der virkelig kan skabe intern politisk debat i Etiopien for tiden, er Vestens forsøg på at styre de interne stridigheder henimod bestemte resultater. Vestens tilsyneladende stærke holdninger til de interne konflikter undrer. Hvorfor tager Vesten parti i konflikterne? Og hvorfor er der visse konflikter i Etiopien, der får international opmærksomhed, mens andre slet ingen får? Hvorfor har FN’s sikkerhedsråd diskuteret situationen i nord, når den ikke har diskuteret spændingen i vest?

Går man på gaden i Addis i denne tid, ser man mange af de gamle Lada-taxaer køre rundt med stickers på bagsmækken med teksten ”Say no to neo-colonialism”. Det er et opråb til det internationale samfund om at stoppe indblandingen i interne affærer. En indblanding, der også frustrerer den ellers diplomatiske Lidetu Alemu.

Udover rædslen i Tigray har vi set forfærdeligheder i Amhara. Hospitaler bombes, kvinder voldtages, herunder ortodokse nonner i kirkerne, men det når ikke den vestlige offentlighed. Hvorfor?– Fra vores perspektiv er Vesten ofte fejlinformeret om den interne situation. Vi så det klart, da de troede, at OLA var tæt på Addis. Det var de jo aldrig. Informationerne om den interne situation i Etiopien virker til at være partisk, mangelfuld og uklar, og vi spørger os selv, hvem kilderne egentlig er, og hvilken interesse de har i at portrættere situationen her i landet på den måde.

Kan du give et eksempel?

– Tedros Adhanom, der er leder af WHO, er fra Tigray. Før sin internationale topstilling var han udenrigsminister (2012-2016). Når noget sker i Tigray, så hæver Tedros stemmen og bruger sin internationale indflydelse på at skabe opmærksomhed om situationen. Og det er jo en god ting! Men når der er problemer i Amhara, så er han tavs. Udover rædslen i Tigray har vi set forfærdeligheder i Amhara. Hospitaler bombes, kvinder voldtages, herunder ortodokse nonner i kirkerne, men det når ikke den vestlige offentlighed. Hvorfor? Hvorfor denne tavshed? Hele byer mellem Addis og Tigray er blevet smadret. Jævnet med jorden. Igen, tavshed. Der er ganske enkelt ingen fairness i, hvad der får opmærksomhed og dermed hjælp.

En anden storpolitisk problematik er forholdet til Kina. Vi har set massive kinesiske investeringer på det afrikanske kontinent, som en effekt af det storslåede Belt and Road Initiative. Hvordan vurderer du det?

– Det er svært ikke at være taknemmelig. Vi er ikke naive, naturligvis har enhver allieret nogle krav, når store summer doneres, men vi må også bare sige, at fremskridtseffekterne særligt omkring infrastruktur har været så enorme, at vi glæder os.

Hvordan er Kinas krav indtil nu kommet til udtryk?

– Indtil nu har deres krav været skjult for offentligheden. Officielt har Kina en policy om ikke at involvere sig i etiopiske forhold. Og det har hjulpet på åbenheden. Der er helt klart en forståelse af, at Etiopien i høj grad får lov at være medstyrende og ikke bare lader sig løbe over ende af en ny, økonomisk stærk kolonimagt.

Hvad med historien om, at Kina aflyttede det nye African Union-hovedkontor i Addis, som de finansierede?

– Jeg har godt hørt den historie, men så vidt jeg ved, er den ikke verificeret. Men uanset så er min pointe den samme. Vi ser synlige effekter af kinesiske investeringer, som gør Etiopien mere effektiv og mere progressivt, og det er svært at være utaknemmelig for det. Så er der også en pris at betale for det, men det er jo den konstante politiske proces og fremdrift, som må tage sig af det. Og her har jeg stadig tillid til, at vores ledere ved, hvad der er den bedste kurs for Etiopien. Det er de interne problemstillinger mellem de etniske grupper, som de mangler at få et ordentlig tag på. Her er der bestemt plads til forbedringer.

 

 

Print Friendly, PDF & Email