Turen gik til Afghanistan. Den begyndte med den vestlige verdensorden

I sine unge år handlede den vestlige verdensorden om stormagtsrivalisering og global dominans. I dag lever den af de underlegnes reaktioner mod dominansen: Intet ruster os moralsk og militært som synet af deres barbari. Men det var stadig os, der begyndte. Fra de forulempedes synspunkt begynder vi igen og igen. I dette essay sporer Uffe Kaels Auring Afghanistan-krigens rødder i den gamle jagt på ressourcer, venner og fjender, som fortsat driver os.

Af Uffe Kaels Auring
Illustrationer af Liam Andersen

”Hvorfor gik det så galt?”¹ Dumt spørgsmål, hvis vi tænker på Afghanistan-krigens afslutning. Godt spørgsmål, hvis vi tænker på det samlede projekt. Så lad os gøre det – tænke over, hvor Afghanistan-krigen kom fra.

Vi skal et godt stykke tilbage i tiden, og inden vi begynder fortællingen, vil jeg præsentere dens hovedaktører: Osama bin Laden og hans far; det saudiske kongehus; vestlige magthavere, der idealiserer for at herske; vestlige meningsdannere, der idealiserer, fordi de lader sig beherske af herskerne. De fleste af dem er basebyggere. Og trods deres velkendte uoverensstemmelser har de alle arbejdet på det samme projekt: at fremme Vestens militære tilstedeværelse.

Vi begynder historien i Saudi-Arabien, 1933, hvor det amerikanske olieselskab Standard Oil Company of California² sikrede sig rettighederne til at bore efter olie. Koncessionen omfattede knap halvdelen af det nuværende kongerige og havde en løbetid på 60 år. Til gengæld modtog Saudi-Arabiens landsfader, kong Ibn Saud, et lån på 50.000 pund, 5.000 pund i årlig leje samt 4 shillings per ton olie.³ En overskuelig investering for den amerikanske oliegigant, hvis handler med kongen sidenhen skulle opgøres i US dollars.

Roosevelt skar ind til benet, da han i 1943 fastslog, at ”forsvaret for Saudi-Arabien er vitalt for forsvaret for USA”Amerikanerne etablerede deres første olieanlæg i den østlige provins Dhahran. Få år efter var installationen centrum for en moderne vestlig by. Blandt de lokale arbejdere, der gik til hånde for amerikanerne, var en entreprenant ung murer ved navn Mohamed bin Laden. Han steg hurtigt i graderne, og da han efter et års tid meddelte amerikanerne, at han ønskede at starte sit eget firma, fik han fuld opbakning.⁴ Dette blev startskuddet for bygningsimperiet Saudi Binladin Groups guldrandede historie.

Samarbejdet med Ibn Saud viste sig særdeles lukrativt for amerikanerne, som efter nogle års frugtesløse bestræbelser fandt olie i rigelige og profitable mængder i 1938.⁵ Oliepengene blev også en af kongens vigtigste indtægtskilder. Alligevel befandt hans regering sig på randen af konkurs i 1943-1945, bl.a. pga. svigtende indtægter fra pilgrimsrejsende som følge af verdenskrigen.⁶

Samtidig begyndte den amerikanske stat at fatte strategisk interesse for Saudi-Arabiens olie og Dhahran som en imperial udpost.⁷ I den vision om en USA-domineret verdensorden, som forskellige grene af den amerikanske statsintelligentsia udkrystalliserede hen imod slutningen af Anden Verdenskrig, blev luftvåbenet tildelt opgaven at fremme USA’s ”økonomiske velfærd ved at sikre adgang til essentielle råstoffer, værne om vores uhindrede brug af sejlruter og give militær beskyttelse til vores kommercielle luftfart”.⁸ For det vidtskuende ørneblik var Dhahrans potentiale derfor indlysende. Den lille, golde udørk befandt sig på ”en landmasse, der ligner et gigantisk hangarskib […] tæt på et af verdens rigeste oliefelter, som vi har interesse i at kontrollere”.⁹ Tilmed krydsede ”en del af de vigtigste ruter i den globale flytrafik”¹⁰ det enorme ørkenområde, som Ibn Saud havde samlet under sit navn. Ambitionen flugtede med praktikernes synspunkter. Ifølge den amerikanske flådeadmiral William Leahy skulle USA’s militære tilstedeværelse garantere, at ”vi, især vores flåde, får adgang til en del af Ibn Sauds olie”.¹¹

Roosevelt skar ind til benet, da han i 1943 fastslog, at ”forsvaret for Saudi-Arabien er vitalt for forsvaret for USA”.¹² Amerikanske interesser dikterede altså et yderligere engagement. Washington havde et kald, men manglede blot at gøre det gældende som et retmæssigt krav. Og briterne, som på det tidspunkt var Ibn Sauds primære protektor, manglede at høre og forstå, at de amerikanske ønsker trumfede deres koloniale særrettigheder.¹³

Logisk nok fik Franklin D. Roosevelts berømte ”Fire Friheder” – ytringsfrihed, trosfrihed, frihed fra afsavn og frihed fra frygt – i 1944 følgeskab af den knap så højt besungne ”Femte Frihed”: luftfartsfrihed. Til forskel fra sine berømte forløbere var den nytilkomne frihed ikke udbasuneret for at henrive følelsen og oppiske international velvilje mod USA.¹⁴ Derimod, lærte briterne hurtigt, var den femte friheds praktiske implikationer ubønhørlige: Retten til at benytte sig af ”mellemliggende punkter” i flytrafikken indebar en afvisning af de imperiale privilegier og besiddelser, Storbritannien havde erhvervet sig igennem sit lange liv som kolonimagt. I Dhahran ønskede USA at demonstrere, at luftfartsfriheden ikke blot var en tom parole, men gældende norm for den verdensorden, som ventede det nedadgående britiske imperium på den anden side af verdenskrigen.¹⁵ USA ville ikke kun sikre sig et enkelt strategisk aktiv, men også gennemtvinge en principafgørelse af gyldighed for den gryende verdensorden. Alle måtte åbne sig for den nye globale magt. Amerikanerne havde altså rigeligt med grunde til at hjælpe deres skrantende klientkonge.

I 1945 sikrede amerikanerne sig rettighederne til at bygge en flybase i Dhahran. Til gengæld modtog Saud ikke kun vital finansiel støtte, men også militærbistand.¹⁶ Hidtil havde britisk modstand mod USA’s indtog i dets arabiske domæne¹⁷ samt vrede amerikanske olieproducenter, der modsatte sig tilstrømningen af billig udenlandsk olie til det hjemlige marked, stået i vejen for en proaktiv fremfærd fra den amerikanske stat. Da USA trak sikkerhedskortet ved at insistere på basens ”militære nødvendighed” for De Allieredes kamp, måtte den britiske stat og de hjemlige olieproducenter imidlertid bøje sig. Da disse knaster var ryddet af vejen, kunne USA endelig bevise sit værd som Ibn Sauds nye velgører og protektor. De fremstrakte hænder fandt sammen i et fast greb.

Man skal ikke trænge langt ned i de varme følelser, før man støder på en hård bund af materielle interesser: Broderskabet hviler på et transaktionsforhold, som indviede kalder ”olie for beskyttelse”-systemet.Alt var faldet på plads, syntes det. Baseaftalen sikrede Ibn Sauds fortsatte liv som USA-tro regent og signalerede, at en ny, uafviselig supermagt var trådt ind på verdensscenen. Men ved Anden Verdenskrigs afslutning var basen endnu ikke opført, og nu spolerede sejren over Tyskland det militære rationale for projektets fuldførelse. Det fandtes der råd for. Ideen om basens akutte ”militære nødvendighed” blev med et par pennestrøg afløst af argumenter om de langsigtede ”nationale interesser”, som den amerikanske regering hele vejen igennem havde haft for øje. Konstruktionen af flybasen ”ville sende et stærkt signal om amerikansk interesse i Saudi-Arabien og således styrke den politiske integritet i dette land, hvis enorme olieressourcer nu er i vores hænder”. Ikke at bygge den ville efterlade kongen med indtrykket af en vaklende karakter, hvilket ikke klæder en troværdig protektor, endsige en aspirerende supermagt.¹⁸ Præsident Truman godkendte de nye begrundelser, og basen blev bygget. I 1948 omtalte det amerikanske udenrigsministerium den som ”den vigtigste ’strategiske facilitet’ i området”.¹⁹

Dermed lagde den amerikanske regering sig tæt op ad den forståelse, som oliefirmaernes talsmænd og lobbyister fra første færd havde slået til lyd for. Deres olieinteresser tjente den ”nationale interesse”. Ellers ville rivaler – på det tidspunkt primært briterne – tage over.

Sådan investerede USA og Saudi-Arabien sig skridt for skridt ind på livet af hinanden, indtil de endte i den tætte omfavnelse, parterne har befundet sig i lige siden. I margen til Dhahran-flybaseaftalen bemærkede Ibn Saud efter sigende: ”Jeg råder mine efterfølgere til at vedligeholde venskabet med vores amerikanske brødre”.²⁰ At vestlige statsmænd og skiftende konger i Golfstaterne kontinuerligt har udvekslet offentlige erklæringer om ven- og broderskab, så længe nogen kan huske,²¹ skyldes dog næppe Ibn Sauds opfordring. Man skal i hvert fald ikke trænge langt ned i de varme følelser, før man støder på en hård bund af materielle interesser: Broderskabet hviler på et transaktionsforhold, som indviede kalder ”olie for beskyttelse”-systemet.²² Båndet er så stærkt, at det saudiske venskab i dag opfattes som en slags fast kapital eller ”søjle” under det amerikanske overherredømme.²³ Den saudiske bastion er et afsæt for strategisk planlægning og intervention snarere end et mål for dominanspolitisk interessevaretagelse. Et område, hvorfra magten ”projekteres”, snarere end et område, der skal kontrolleres.

Og en kilde til den terror, der i dag forsyner baseimperiet med eksistensberettigelse og mål.

Historien om Mohamed bin Ladens berygtede søn

For den saudiske befolkning blev det amerikanske indtog i provinsen et tidligt symbol på vestlig imperialisme og kongefamiliens knæfald for de gudsforladte vesterlændinge. Efter et par årtier gav den saudiske regering efter for lokalt pres og ophævede aftalen med amerikanerne. USA forlod flybasen i 1962.

Basen blev genåbnet for amerikanske styrker under optakten til Golfkrigen, 1990, hvor den var det centrale trafikale knudepunkt for koalitionens styrker under Operation Ørkenstorm. Forsvarsminister Dick Cheney lovede, at USA ville trække sine styrker tilbage, når Saddam Hussein var uskadeliggjort.²⁴ De amerikanske styrker forlod imidlertid først landet i 2003. På det tidspunkt kompenserede Irak, som USA havde påbegyndt basebygning i efter 2003-invasionen, rigeligt for tabet.

Men vi foregriber begivenhedernes gang. Opgivelsen af Dhahran-basen i 1962 satte hverken en stopper for videreudviklingen af det amerikansk-saudiske venskab eller modstanden mod det. Vi kan følge begge spor i Mohamad bin Ladens historiske arv. Han var ikke kun en driftig erhvervsmand, men gjorde også en imponerende indsats for at føre slægten videre. I dag kender vi det 17. i rækken af bin Ladens 54 børn: Osama. Ligesom sin produktive far blev hans karakter også formet inden for rammerne af et fælles amerikansk-saudisk projekt. Denne gang dog af et andet tilsnit.

Som en reaktion på Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 gik Saudi-Arabien, Pakistan og USA i gang med at udruste jihadister, de såkaldte mujahediner, og sende dem til Afghanistans slagmarker for at bekæmpe den sovjetiske besættelsesmagt. Sigtet var, med den nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinskis ord, at ”plante lort i [Sovjetunionens] baghave”.²⁵ Osama hjalp til fra faciliteter i Peshawar, hvorfra han støttede de hellige krigeres operationer i nabolandet. Komplekset fik navnet al-Qaeda al-Askariya (”Militærbasen”). Vi kender den korte form: al-Qaeda (”Basen”).

Selvom Osamas bidrag næppe var udslagsgivende for kampen mod den sovjetiske kæmpe, blev konfrontationens lykkelige udfald retningsgivende for hans videre løbebane. Da de sovjetiske styrker pakkede sammen og slog retræte, drog Osama en lære for livet. Selv kæmper kan, om ikke nedlægges, så uddrives: ”Myten om supermagten blev nedbrudt, ikke kun i mit sind, men i alle muslimers sind.” Illusionen om de smås magtesløshed over for denne verdens selvbestaltede overmagter ”forsvandt” med ét slag. One out, one to go.

Befriet for den ”terror”, som hidtil havde paralyseret de muslimske sind, gjorde Osama det til sin mission at fordrive de vantro fra den muslimske verden.²⁶ For at forstå, hvorfor Osamas lille terrorgruppe, spektakulært og egenhændigt, endte med at gå efter imperiets hjertekamre i New York og Virginia, må vi igennem et par andre vigtige episoder i hans dannelsesrejse. Den fundamentalistiske murersøn troede ikke kun på den hellige skrift. Oven på den vellykkede mission i Afghanistan satte han også lid til sine saudiske våbenbrødre. Den tillid led et uopretteligt knæk, da kongedømmet efter Saddam Husseins invasion af Kuwait i 1990 ikke alene afslog Osamas tilbud om at tilbagetrænge den irakiske aggression, men også stillede sit eget territorium til rådighed for den tilbageværende supermagt, så den kunne klare opgaven alene.

Verdens muslimer behøvede ikke den langskæggede ærkeislamists flammetaler for at få deres indignation antændt. USA’s egen ildkraft var rigelig.Fra da af rettede Osama sin vrede mod Saudi-Arabien og USA, som havde ”omdannet den arabiske halvø til den største luft-, land- og havbase i regionen”.²⁷ Blandt de terrorangreb, Osama tog æren for i midt-1990’erne, var en bombning i Dhahran, som dræbte 19 soldater i det amerikanske luftvåben og sårede hundredvis af andre. Som modsvar på sådanne terrorhandlinger iværksatte den amerikanske præsident Bill Clinton i 1998 Operation Infinite Reach. Ret beset var operationen – at opnå ubegrænset rækkevidde – allerede fuldført i 1945, men signalværdien og visionen var til at forstå.

Skønt Clintons operation var behersket målt med terroræraens alen, og dens aktionsradius langtfra var uendelig, så overskred den alligevel grænserne for regulær terrorbekæmpelse. Et af målene var en medicinfabrik i Sudan, som producerede over halvdelen af landets lægemidler. Angrebet kostede formentlig titusindvis af menneskeliv.²⁸

Det gjorde ikke stort indtryk i Vesten. Anderledes hos de krænkelsesparate muslimer. Forventeligt nok gjorde Osama et stort nummer ud af forbrydelsen. Men verdens muslimer behøvede egentlig ikke den langskæggede ærkeislamists flammetaler for at få deres indignation antændt. USA’s egen ildkraft var rigelig. Ved sin demonstration af vestlig terror og vesterlændingenes ligegyldighed over for tredjeverdensmenneskeliv leverede angrebet et godt rekrutteringsmateriale i sin egen ret.²⁹

Angrebet på Sudan gav en enkelt prøve på det måske vigtigste element i vores regelbaserede verdensorden: den stadigt voksende masse af massedrab, Vesten producerer. Omfanget er ufatteligt, og der er ikke plads til at udfolde det her. Vi må blot forstå, at det fylder en del hos de folk, der står for skud. Mange af dem bliver vores fjender, fordi de ikke bryder sig om at blive behandlet som fjender.

Derefter fulgte terrorangrebene mod USA d. 11. september 2001. Måneden efter kom Afghanistan-krigen,³⁰ krigen mod terror og en ny tidsregning. Her 20 år senere mindes jeg, at åbningsskuddet i den globale krig mod terror kortvarigt blev kaldt ”Operation Infinite Justice”, inden Rumsfeld og de øvrige fintfølende hædersmænd i Bush-regeringen omdøbte fortagenet til ”Operation Enduring Freedom” for ikke at støde muslimske sensibiliteter.³¹

Det bedste navn ville stadig have været ”Operation Infinite Operation”.³²

Resten er historie. Denne histories blivende forudsætninger er derimod tabt for den historiske bevidsthed. Hvad der gik forud for Afghanistan-krigen, er også, hvad der står tilbage. Og det står sig bedst ubeset, uberørt, idealiseret til ukendelighed.

Det ser jeg nærmere på i en opfølgende artikel.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin.

1. Jf. DR1: ”Afghanistan – hvorfor gik det galt?”, 18. aug. 2021. www: https://www.dr.dk/drtv/program/debat_-afghanistan-_-hvorfor-gik-det-galt_270580
2. I dag: Chevron. Fra 1944 stod det amerikanske konsortium Arabian American Oil Company (Aramco) for at udvinde olien.
3. Daniel Yergin: The Prize: The Epic Quest for Oil, Money and Power, 1991, s. 289-292;
   Thomas W. Lippman: Inside The Mirage: America’s Fragile Partnership with Saudi Arabia, 2004, s. 16.
   Afgiften på ton produceret olie blev dog opjusteret i 1950.
4. Steve Coll: The Bin Ladens: An Arabian Family in the American Century, Penguin Books, 2009, s. 44-46.
5. Irvine H Anderson: Aramco, the United States, and Saudi Arabia: A Study of the Dynamics of Foreign Oil Policy, 1933-1950, Princeton University Press, 1981, s. 116-122;
   Bruce R. Kuniholm: The Origins of the Cold War in the Near East. Princeton, 1980, s. 180. Olikonsortiet Aramco overtog olieudvindingen i 1944.
6. James L. Gormly: “Keeping the Door Open in Saudi Arabia: The United States and the Dhahran Airfield, 1945-46”. Diplomatic History, 4(2), 1980, s. 190;
   Irvine H Anderson: Aramco, the United States, and Saudi Arabia: A Study of the Dynamics of Foreign Oil Policy, 1933-1950, Princeton University Press, 1981, s. 29-33.
7. Saudisk olie blev først et “vitalt”, “strategisk” anliggende i 1943, hvor USA ønskede at bevare sine egne oliereserver og til gengæld bruge Saudi-Arabiens. ”The prestige and hence the influence of the United States is in part related to the wealth of the Government and its nationals in terms of oil resources, foreign as well as domestic […] the bargaining power of the United States in international conferences […] will depend in some degree upon the retention by the United States of such oil resources.” (Letter, Forrestal to Secretary of State, December 11, 1944, FR (1944), V, 755-56.). www: https://books.google.dk/books?id=2mdNAQAAMAAJ&pg=PA756&lpg
8. Deployment of the Initial Post War Air Force, study by assistant chief of Air Staff (Plans), 14 June 1944, 1–2, file 145.86-67, AFHRA. Gengivet i: Elliott V. Converse III.: Circling the Earth: United States Plans for a Postwar Overseas Military Base System, 1942–1948, Air University Press, 2005, s. 54.
9. USA’s ministerråd i Saudi-Arabien, J. Rives Childs: Foreign Service Farewell: My Years in the Near East, Charlottesville, 1969, s. 146.
10. Department of State 59/7209 Jeddah to Washington, December 27, 1948. Citeret i: Steve Coll: The Bin Ladens: An Arabian Family in the American Century, Penguin Books, 2009, s. 48.
11. William D. Leahy: I Was There: the Personal Story of the Chief of Staff to Presidents Roosevelt and Truman Based on His Notes and Diaries Made at the Time, 1950, Whittlesey House, s. 375. Citeret i: Gabriel Kolko: The Politics of war: The world and United States Foreign Policy, 1943-1945, 2. udgave, 1990 (1968), s. 306.
12. Franklin D. Roosevelt: “President Roosevelt to the Lend-Lease Administrator (Stettinius)”, Foreign Relations of the United States: Diplomatic Papers, 1943, The Near East and Africa, Volume IV, 18. februar 1943. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1943v04/d893
13. Ibn Saud havde hidtil samarbejdet med briterne og stod i gæld til dem. London havde leveret våben, militærrådgivning og penge til kongens brutale erobringstogter fra 1902 til midt i 1920’erne, som kostede op imod 400.000 sårede eller dræbte (Hamid Algar: Wahhabism: A Critical Essay, 2002, s. 40.). I 1929-1930 hjalp det britiske luftvåben med at nedkæmpe et oprør mod regimet, hvilket kongen satte stor pris på (Hassan Hamdan al-Alkim, The GCC States in an Unstable World, Saqi Books, London, 1994, p. 37.).
    Med henvisning til ”den åbne dørs politik” afviste USA imidlertid, at de hidtidige britiske investeringer indebar varige krav og særrettigheder. Kun ”legitime” krav.
14. Et tilsvarende motiv lå bag USA’s beslutning om at trække sig fra Filippinerne ved Anden Verdenskrigs afslutning. Løftet om uafhængighed, bemærkede højkommissær McNutt, ”påkaldte sig begejstring og respekt hos de koloniserede folk i Fjernøsten”. Paul V. McNutt: ”Report on the Philippines”, 1945, s. 14 i: McNutt, P.V., Correspondence and Speeches, 1945-1946, box 7.
15. James L. Gormly: “Keeping the Door Open in Saudi Arabia: The United States and the Dhahran Airfield, 1945-46”. Diplomatic History, 4(2), 1980, s. 199-202.
16. James L. Gormly: “Keeping the Door Open in Saudi Arabia: The United States and the Dhahran Airfield, 1945-46”. Diplomatic History, 4(2), 1980, s. 198;
    Irvine H Anderson: Aramco, the United States, and Saudi Arabia: A Study of the Dynamics of Foreign Oil Policy, 1933-1950, Princeton University Press, 1981, s. 133-140.
17. William Roger Louis: The British Empire in the Middle East, 1945–1951: Arab Nationalism, the United States, and Postwar Imperialism, Oxford University Press, 1984, s. 112.
18. “Construction of a Military Airfield at Dhahran,” SWNCC 19/20, 20 September 1945, Record Group 218. File 38. Gengivet i: James L. Gormly: “Keeping the Door Open in Saudi Arabia: The United States and the Dhahran Airfield, 1945-46”. Diplomatic History, 4(2), 1980, s. 199.
    I 1953 erklærede et notat fra Det Nationale Sikkerhedsråd: ”USA’s politik er at bevare Mellemøstens oliekilder på amerikanske hænder.” (NSC, no. 5401. Citeret i: Mohamed H. Heikal: Cuttings the lion’s tail, 1987, s. 38).
    I øvrigt havde USA til fulde udnyttet det vindue for baseopbygning, som Anden Verdenskrig havde åbnet. Se: David Vine: The United States of war: a global history of America’s endless conflicts, from Columbus to the Islamic State, University of California Press, 2020, s. 164-165.
19. “The Chief of the Division of Near Eastern Affairs (Merriam) to Mr. Edward Ramsey of the Bureau of the Budget”, Foreign Relations of the United States, 1948, Volume V: The Near East, South Asia, and Africa, Part 1. s. 225. www: https://books.google.dk/books?id=O64-wVVEf2IC&pg=PA225&lpg#v=onepage&q&f=false
20. Citeret i: Said Aburish: The Rise, Corruption and Coming Fall of the House of Saud, Bloomsbury, London, 1994, s. 161.
21. For nogle eksempler se: Mark Curtis: Great deception: Anglo-American Power and World Order, Pluto Press, 1998, kap. 6.
22. Se f.eks. citat af David E. Long i: Robert Dreyfuss: Devil’s Game: How the United States Helped Unleash Fundamentalist Islam, 2004, s. 90;
    Bob Graham: “Revealing the 9/11 Conspiracy Would Undo the Entire US-Saudi Alliance – Sen. Bob Graham on Reality Asserts Itself pt2”, The Real News, 7. januar 2019. www: https://therealnews.com/stories/revealing-the-9-11-conspiracy-would-undo-the-entire-us-saudi-alliance-sen-bob-graham-on-reality-asserts-itself-pt2
23. Eric Hooglund: “The Persian Gulf.” I: Peter Schraeder (red.): Intervention into the 1990’s: U.S. Foreign Policy in the Third World, Boulder, CO: Lynne Rienner, 1992;
    Christopher T. Sandars: America’s overseas garrisons, Oxford, 2000, s. 291.
24. Bob Woodward: The Commanders, Simon & Schuster, 1991, s. 270.
25. Kurt Lohbeck: Holy war, unholy victory: Eyewitness to the CIA’s Secret War in Afghanistan, Regnery Gateway, 1993, s. 43.
26. Osama bin Laden på CNN, marts 1997. Citeret fra: Washington Post: “Calls to Action”, 23. august 1998. www: https://www.washingtonpost.com/wp-srv/inatl/longterm/eafricabombing/stories/action082398.htm
27. Bruce Lawrence (red.): Messages to the World: The Statements of Osama bin Laden, Verso, 2005, s. 16.
28. For estimater, se gennemgang og kilder i Noam Chomsky: 9-11: Was there an Alternative?, Seven Stories Press, 2011, s. 58-63.
29. “Punish And Be Damned”, The Economist, 29. august 1998. www: https://www.economist.com/leaders/1998/08/27/punish-and-be-damned
30. Herunder bombningen af armerede hulekomplekser, som til dels var blevet bygget med Saudi Binladin Groups udstyr. Se: Enseng Ho: “Empire through Diasporic Eyes: A View from the Other Boat,” Comparative Studies in Society and History, 46, no. 2, 2004, s. 213.
31. BBC: “Infinite Justice, out – Enduring Freedom, in”, 25. september 2001. www: http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/1563722.stm
32. Simon Tisdall & Ewen MacAskill: “America’s Long War”, Guardian, 15. februar, 2006. www: https://www.theguardian.com/world/2006/feb/15/politics.usa1