Hvad kan vi lære af ’betonjunglens’ historie? 1. del

Udsatte boligområder, parallelsamfund og ’ghettoer’ er igen et tema i den offentlige debat, senest med boligministerens beslutning om at undlade at bruge ordet ’ghetto’, imens han fortsat vil stå fast på lovgivningen, der blev indført med Løkke-regeringens ’ghettoplan’. Man plejer at associere de danske betonbyer – fx Gellerupplanen, Vollsmose og Brøndby Strand – med mellemøstlige indvandrere, arbejdsløshed og bandekriminalitet, men faktisk opførtes de i velfærdsstatens storhedstid som utopiske rum, der skulle give arbejderklassen et lille stykke af det gode liv. I denne serie fører historikeren Mikkel Høghøj os ind i hjertet af betonjunglen og dissekerer, hvor vores negative syn på områderne stammer fra.

Modernismens betonblokke – fra Stengårdsvej i Esbjerg, Bispehaven i Aarhus til Taastrupgaard i Hovedstadsområdet – udgør i dag det ultimative materielle symbol på social udsathed og integrationsproblemer i Danmark. I marts 2018 fremlagde den daværende regering således sin såkaldte ’ghettoplan’ under titlen Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030.1 Planens målsætning var dog allerede blevet annonceret tre måneder før i statsministerens nytårstale:

”Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage styring af, hvem der flytter ind. Vi skal lukke hullerne i Danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs.”2

Ser man så på ’ghettolisten’, domineres denne af særligt en type af sted – almennyttige boligområder i modernistisk arkitektur opført under velfærdsstatens storhedstid i 1950’erne og særligt 1960’erne.Men hvad er en ’ghetto’ egentlig? Ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, som siden 2010 årligt har udarbejdet den såkaldte ’ghettoliste’, defineres et ’ghettoområde’ på baggrund af beboernes kriminalitetsniveau, uddannelses- og indkomstniveau samt tilknytning til arbejdsmarkedet. Ét kriterium er dog uomgængeligt, hvis et boligområde skal kunne betegnes som en ghetto: over 50 pct. af områdets beboere skal være enten indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.3 Historisk set har ’ghetto’ fungeret som en betegnelse for en bydel, hvor en eller flere udsatte grupper udgjorde den primære befolkningsgruppe. Betegnelsen kommer af det italienske ’getto’, som betyder jernstøberi. Det optræder første gang i 1516, i forbindelse med at den jødiske befolkning i Venedig blev afgrænset i en bydel, hvor der tidligere lå et jernstøberi. Betegnelsen bærer således på en stærk antisemitisk arv, hvilket også kom til udtryk under 2. verdenskrig med nazisternes etablering af den jødiske ghetto i Warszawa. Begrebet er dog også blevet benyttet i andre sammenhænge – f.eks. i forbindelse med den rumlige segregation og stigmatisering af afroamerikanere i byer som Chicago, Detroit og New York.4

Ser man så på ’ghettolisten’, domineres denne af særligt en type af sted – almennyttige boligområder i modernistisk arkitektur opført under velfærdsstatens storhedstid i 1950’erne og særligt 1960’erne.5 Fortællingen om disse boligområders transformation fra socialdemokratisk utopi til multikulturel dystopi ser vi også reproduceret i den offentlige debat – bl.a. i debattørerne Mikkel Andersson og Niels Jespersens bog Eksperimentet der slog fejl fra 2018.6 Bogen indledes med en fortælling om de håbefulde og idealistiske visioner, der lå bag Gellerupplanen i 1960’erne, og springer så direkte til en aprildag 2018, hvor de to forfattere spadserer rundt i området og kritisk evaluerer denne ”fortabte bydel”. For Andersson og Jespersen benyttes Gellerups historie – på trods af at de begge faktisk er uddannede historikere – således kun som retorisk virkemiddel til at udpensle samtidens problemer med indvandring og integration. Men hvad hvis man faktisk tog det snart halve århundrede, der ligger mellem 1960’ernes store modernitetsforventninger og Andersson og Jespersens besøg i Gellerup, seriøst? Hvornår og hvordan blev de modernistiske boligområder problematiske steder i det danske samfund?

I første omgang havde det hverken noget at gøre indvandring eller etnicitet. Kritikken af de store modernistiske boligplaner, som vandt frem fra særligt 1970’erne, må snarere forstås som et led i en bredere kritik af efterkrigstidens idealer om det gode samfund. En bedre forståelse af den historiske kompleksitet, der kendetegner ’betonjunglens’ tilblivelsesproces som ’sted’ i det danske samfund, er om noget tiltrængt i en tid, hvor flere almennyttige boligområders eksistensberettigelse er til debat.

Fra den kønneste by til betonslum

Det er efterhånden en velkendt historie, at 1960’ernes store boligplaner som Gellerupplanen i Aarhus, Vollsmose i Odense og Brøndby Strand på Vestegnen var planlagt som holistiske forsøg på at skabe nye typer af urbane samfund. Som den amerikanske historiker Rosemary Wakeman formulerer det, var det ikke ”the towering spectacle of capital cities that captured the postwar imagination so much as the futurology of the ordinary”.7 I Danmark var de store modernistiske boligplaner indbegrebet af denne planlægningsånd. Med store, lyse lejligheder udstyret med de nyeste teknologiske faciliteter stod de i skarp kontrast til industribyernes forfaldne arbejderkvarterer. De var tænkt som mere og andet end bare gode lejligheder. Med en bred vifte af rekreative og kulturelle faciliteter, moderne butikscentre samt forskellige offentlige institutioner repræsenterede de et forsøg på at skabe urbane totaliteter, der forudsatte, at beboerne tog en særlig livsstil til sig. De var ikke kun skabt til at huse den danske velfærdsborger, men også til at producere en særlig version heraf.

Dette nærmest futuristiske narrativ dominerede dog ikke længe den offentlige diskurs. I sensommeren 1970 kårede avisen BT Gellerupplanen som ”årets kønneste by”. Kåringen er interessant, idet den afspejler en begyndende tvetydighed i den modernitetsopfattelse, som de store boligplaner var båret af. Den peger således tilbage mod 1960’ernes store planlægningsambitioner og fremskridtstro, samtidig med at den foregriber den krisementalitet, der skulle blive kendetegnende for 1970’erne såvel som dele af 1980’erne. Umiddelbart fremstod artiklen som en hyldest til Gellerupplanen, der under overskriften ”betonby med trivsel” blev portrætteret som det materielle bevis på samtidens socialdemokratiske idealer om social omfordeling og lighed gennem planlægning, teknologisk innovation og økonomisk vækst. I forlængelse af de rosende ord påpegede journalisten imidlertid, at “hvad der tilsyneladende ikke hidtil har kunnet gennemføres i noget andet moderne dansk boligbyggeri, praktiseres i Gjellerup. Med rette kritiseres de mange ny etageboligblok-byer i beton andre steder for umenneskelighed. Det er store grå ørkener, fantasiløse, farveløse sovefabrikker.”8 Gellerupplanen var med andre ord undtagelsen, der bekræftede reglen om, at boligområder i modernistisk arkitektur var lig med kedsomhed, monotoni og i sidste ende socialt utilpassede mennesker.

Kåringen som Danmarks ’kønneste by’ var en af de sidste gange, Gellerup blev genstand for positiv medieomtale. Det betyder ikke, at områder som Gellerup forsvandt ud af mediernes søgelys – tværtimod.  Under fire år senere, i januar 1974, bragte Ekstra Bladet en artikel, som stillede skarpt på forholdet mellem Gellerupplanens betonmiljø og fremkomsten af alkoholproblemer blandt områdets unge.9 Under overskriften ”Unge drikker for at klare sig i betonslum” argumenterede artiklen for, at Gellerupplanen udgjorde et så skadeligt miljø – rumligt såvel som socialt – at flere unge forsøgte at undslippe hverdagens kedsommelighed og monotoni på bunden af en flaske. Et lignende narrativ finder vi i tv-udsendelsen ”En kirke i beton” fra efteråret 1978.10 Udsendelsens primære fokus var den nyligt opførte Gellerup Kirke, men i sin indledende præsentation fik speakeren også adresseret boligområdets problematiske karakter. Gennem en række citater fra anonyme aarhusianere fik seeren et billede af Gellerup som et sted præget af tyveri, vold og usikkerhed. En person skulle endda have bemærket, at vedkommende hellere ville have sin arm savet af end at lade sine børn vokse op i det miljø.11

De kritiske fremstillinger anvender ofte betegnelser som ’betonslum’, ’betonjungle’ og ’betonørken’. Ifølge Den danske Ordbog er præfikset ’beton-’ siden begyndelsen af 1970’erne blevet benyttet til at fremstille et fænomen som ”stift og urokkeligt”. Eksempler er ’betonkommunisme’ og ’betonlebbe’.Igen var det altså ungdommen, der blev trukket frem som ofre for betonmiljøets korrumperende effekter. Ideen om, at de modernistiske boligområder fungerede som en katalysator for en usund ungdomskultur, blev ligeledes fremført i en artikelserie bragt i Information i løbet sommeren 1978.12 På baggrund af interviews med en kriminolog og en politibetjent argumenterede artiklerne for, at boligområder som Ishøj, Albertslund, Høje Gladsaxe og Brøndby Strand fungerede som arnesteder for utilpassede og kriminelle unge. Ifølge artiklerne var det store problem de såkaldte knallertkørende ”læderjakker”, der ikke blot hærgede, men var et direkte resultat heraf. Særligt den funktionelle opdeling af områderne, et grundlæggende princip i modernistisk planlægning, blev udpeget som syndebuk. Dette står i skarp kontrast til 1960’erne, hvor denne type af boligområder blev rost for at være særdeles børne- og ungdomsvenlige. Særligt adskillelsen af kørende og gående trafik blev her ofte fremhævet som en markør for deres høje standard og fremtidssikring. En ting går dog på tværs af årtierne – en tro på ’rumlig determinisme’ eller ’arkitektonisk determinisme’ – altså idéen om at sociale relationer og livsformer determineres af det fysiske miljø.13 Men hvor boligområderne i 1960’erne blev fremstillet som generatorer for lykkelige og velfungerende samfundsborgere, var billedet det komplet modsatte i 1970’erne.

Som disse eksempler antyder, fungerede medierne som en af de kanaler, hvorigennem en voldsom kritik af de modernistisk inspirerede boligområder blev formuleret, forhærdet og formidlet til en stor del af den danske befolkning fra 1970’erne og frem. Dette gik dog ikke beboernes næse forbi. Særligt BT og Ekstra Bladets føromtalte fremstillinger af Gellerup affødte massive beboerprotester.14 I lokale beboerblade og læserbreve i både lokale og nationale aviser tog beboere såvel som boligafdelingerne til genmæle mod det billede af deres hjem, som blev tegnet i medierne. Som en beboer i Gellerupparken påpegede, anså beboerne ikke området for at være ”et Sodoma, men et menneskevenligt miljø”.15 I begge tilfælde klagede boligafdelingerne i Gellerupparken, Toveshøj og Holmstrup desuden til pressenævnet og krævede en undskyldning, hvilket de dog ikke fik i nogen af tilfældene. Disse sager giver således et indblik i, hvordan både kritikken af de modernistiske boligområder og beboernes genmæle ikke er nye fænomener – det har præget debatterne siden begyndelsen.

Betonen som syndebuk

Kendetegnende for en stor del af de kritiske fremstillinger er, at de ofte anvendte betegnelser som ’betonslum’, ’betonjungle’ og ’betonørken’ til at definere boligområdernes karakter. Ifølge Den danske Ordbog er præfikset ’beton-’ siden begyndelsen af 1970’erne blevet benyttet til at fremstille et fænomen som ”stift og urokkeligt”.16 Eksempler på dette kan være nedsættende betegnelser som ’betonkommunisme’ og ’betonlebbe’. I sin bog Concrete and Culture argumenterer arkitekturhistoriker Adrian Forty for, at beton har udgjort en helt central kanal, hvorigennem modernitet – på godt og ondt – er blevet oplevet, medieret og forhandlet i det 20. århundrede.17 Ændringen i synet på beton kan således forstås som et opgør med en særlig modernitet. Hvor materialet i 1960’erne i høj grad repræsenterede fremskridt og forbedring, blev det i 1970’erne altså synonym med kollapset af denne modernitetsopfattelse. Dette skift er meget fint opsummeret i følgende lettere ironiske svar til ”En kirke i beton” fra en af Gellerupplanens beboere:

”For beboerne er ordet ’beton’ i hvert fald afmystificeret for metafysisk indhold. Beton består af vand, sand og cement; elementer der ikke i sig selv indeholder nogen ondskabsfuldhed, men tværtimod er nyttige. Vi er ikke en flok betonforbrydere.”18

Betonen var med andre ord blevet et problematisk materiale – endda i et omfang, så firmaet Aalborg Portland Cement Fabrik fandt det fordelagtigt at udgive pjecen Beton i den danske hverdag i 1977. Med udgivelsen ønskede firmaet at fremhæve alle de måder, hvorpå beton også tjente nyttige formål i samfundet og derved vise, ”at betonen ikke i sig selv er fjendtligt”.19

En ny type af slum

Betegnelsen ’betonslum’ peger derudover mod en bredere genfortolkning af ’slum’ som samfundsmæssigt fænomen.20 Begrebet ’slum’ stammer oprindeligt fra 1840’ernes England, hvor det vandt frem som en betegnelse for de overfyldte, uhumske og sundhedsskadelige arbejderkvarterer, der særligt prægede East End London. Slum var slang for ’room’ eller ’back room’ og henviste således til en form for baglokale, baggård, gyde, smøge eller lignende. Endvidere har begrebet sandsynligvis haft tilknytning til ordet ’slumber’ (at slumre), hvilket skal forstås i relation til en særlig borgerlig forestilling om områdernes beboere som passive og inaktive.

I Danmark kan betegnelsen slum spores tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det blev anvendt af filantropiske, kristne organisationer.21 Med indførelsen af den første danske saneringslov i 1939 blev ’slum’ en officiel betegnelse for de boligområder, som myndighederne anså som såkaldt saneringsmodne. I en forudgående betænkning havde et saneringsudvalg opstillet en række kriterier for, hvornår en ejendom kunne betegnes som slum – bl.a. på baggrund af en sammenligning af slumkvarterer i London og København. Ifølge udvalget var ’slum’ for det første karakteriseret ved en række materielle mangler ved ejendommen. Den omfattede mangel på lys og luft, høj fugtighed, dårlige afløbsforhold, isolering og vedligeholdelse samt generelt slid på ejendommen. For det andet var slumkvarterer kendetegnet ved en særlig type af beboere, der blev betegnet som ”Samfundets Udskud”. Det omfattede samfundets fattigste mennesker, som på grund af deres sociale omstændigheder var nødsaget til at bosætte sig i slumkvarterernes overbefolkede lejligheder. Ifølge udvalget havde slumkvartererne en direkte korrumperende effekt på beboernes livsførelse, hvilket i høj grad kunne afhjælpes ved at genhuse dem i ordentlige boliger.22

Betegnelsen betonslum peger således mod en ny og mere abstrakt ’slum’-opfattelse, hvor beboernes sociale dispositioner er definerende for boligområdets karakter. Slum henviste således specifikt til en materiel form for fattigdom og de sociale følger, der særligt kendetegnede den moderne industribys arbejderkvarterer. Ud fra denne logik gav det ikke meget mening at betegne boligområder som Gellerupplanen, Vollsmose og Brøndby Strand som slum. Disse var alle udstyret med boliger, der både teknologisk og størrelsesmæssigt lå væsentligt over samtidens gennemsnit. Betegnelsen betonslum peger således mod en ny og mere abstrakt ’slum’-opfattelse, hvor beboernes sociale dispositioner er definerende for boligområdets karakter. Den tyske historiker Christiane Reinecke viser, hvordan såkaldte ’urban badlands’ blev centrale for, hvordan idéer om sociale problemer og fattigdom blev konstrueret i Frankrig og Vesttyskland i 1960’erne og 1970’erne. Ifølge Reinecke fungerede sådanne områder som ”the ultimate signifier of an underprivileged social position”, hvilket gjorde dem til interessante studieobjekter for særligt sociologer og psykologer.23 I 1970’erne og 1980’ernes Danmark kom de store modernistiske boligplaner til at tjene et lignende formål, idet et stigende antal sociologer, psykologer og arkitekter begyndte at studere forskellige aspekter ved disse områder i forsøget på at forstå velfærdssamfundets sociale strukturer og dynamikker.

Interessant er særligt ét studie, som blev udarbejdet af en række forskere ansat ved Socialforskningsinstituttet (i dag VIVE). Studiet tog udgangspunkt i seks almennyttige boligområder – alle opført i efterkrigstiden – og gennem interviews med omtrent 3.000 beboere undersøgte forskerne beboernes grad af tilknytning til og tilfredshed med deres respektive boligområde. En af projektets forskere, psykolog Sten Martini, samlede og diskuterede herefter studiets hovedresultater i Nyere forstadsmiljøer, der blev udgivet i 1974. Ifølge Martini var studiet primært motiveret af den kritik af de modernistiske boligområder for at være for store, monotone og kvælende for socialt liv, der på de seneste havde vundet frem i den offentlige debat. Studiet søgte således svar på, hvorvidt denne kritik var korrekt eller forfejlet. Martini konkluderede, at selvom det var muligt at udpege en mindre forskel i, hvor vidt henholdsvis beboere i højhuse og beboere i såkaldt tæt-lav bebyggelse identificerede sig med deres boliger, var der på ingen måde belæg for, at områderne skulle være specielt socialt udsatte, eller at deres rumlige udformning hæmmede menneskelig trivsel. Som bl.a. Boligministeriets såkaldte ’Winther-rapport’ fra 1986 påviste, skete der i løbet af 1970’erne en demografisk ændring i dele af den almennyttige boligsektor. Særligt de store boligplaner fra 1960’erne oplevede, at en stor del af de socioøkonomisk ressourcestærke beboere forlod den almennyttige boligsektor for i stedet at blive parcelhusejere.24 Martinis studie husker os dog på, at den kritiske fortælling om de store modernistiske boligområder allerede var etableret og forhærdet diskursivt, inden den demografiske ændring tog fart.

En kritik af boligområder såsom Gellerupparken og Vollsmose kan altså spores tilbage til de tidlige 1970’ere, hvor både medier og forskere evaluerede forskellige aspekter af deres samtid gennem disse steder. De modernistiske boligplaner var kun få år efter deres opførelse allerede genstand for hidsig debat, hvor særligt betonen blev udpeget som definitionen på fremmedgørelse og kedsomhed i det moderne samfund. ’Betonjunglen’ var med andre ord blevet til.

Mikkel Høghøj er ph.d. i Historie og postdoc ved Aarhus Universitet.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Se: https://www.regeringen.dk/publikationer-og-aftaletekster/ét-danmark-uden-parallelsamfund/
  2. DR: ”Læs hele statsministerens nytårstale”, 01.01.2018.
  3. Ghettodefinition, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet: https://www.regeringen.dk/nyheder/ghetto-listen-2017-to-nye-omraader-tilfoejet-fem-fjernet/ghettolisten-definition-af-en-ghetto/ 
  4. For en diskussion af ghettobegrebet se f.eks. Wacquant, Loïc: Urban Outcasts: A Comparative Sociology of Advanced Marginality, 2008, Cambridge: Polity Press.
  5. For den nyeste version (2018) af ’ghettolisten’ se https://www.trm.dk/da/nyheder/2018/ny-ghettoliste. Ud af listens 29 boligområder var 20 planlagt og opført fra 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne i modernistisk arkitektur.
  6. Se Andersson, Mikkel & Niels Jespersen. 2018. Eksperimentet der slog fejl. København: Gads Forlag, s. 12-23.
  7. Wakeman, Rosemary. 2016. Practicing Utopia – An Intellectual History of the New Town Movement. Chicago: The University of Chicago Press. S. 49.
  8. B.T.: ”B.T. har valgt Danmarks kønneste by: Gjellerup ved Århus betonby med trivsel”, 14.08.1970.
  9. Ekstra Bladet: ”Unge drikker for at klare sig i betonslum”, 07.01.1974.
  10. Se Høghøj, Mikkel & Silke Holmqvist. 2018. ”Da betonen blev belastende – Den emotionelle kamp om Gellerupplanen i 1960’erne og 1970’erne”. temp 16: s. 124-145.
  11. DR: ”En kirke i beton”, 00:02:33 min. Sendt første gang 23.10.1978.
  12. Se Information: ”Hærværk og vold i betonbyen”, 19.05.1978; Information: ”Politiets samarbejde med private og kommunale vagtværn giver store problemer for retssikkerheden”, 23.05.1978; Information: ”Livet i betonbyen, angsten, volden – kedsommeligheden”, 09.06.1978.
  13. For studier af ’rumlig determinisme’ eller ’arkitektonisk determinisme’ i et historisk perspektiv se f.eks. Falender, Laura. 2013. Social Housing in Post-War Oslo and Edinburgh: Modernizing, Decentralizing, and Renewing the Urban Housing Stock, ca. 1945-1985. Ph.d.-afhandling indleveret ved Oslo Universitet, s. 381-440; Richards, Simon. 2012. Architect Knows Best: Environmental Determinism in Architecture Culture from 1956 to present. Farnham: Ashgate Publishing Limited.
  14. For protester i forbindelse med Ekstra Bladets artikel se Aarhus Stiftstidende: ”Vil ikke beskyldes for at bo i slum – 10.000 beboere i Gellerupparken opfordres til at underskrive protest til pressenævnet”, 19.01.1974; Skræppebladet: ”Ekstrabladet og os”, februar 1974; Skræppebladet: ”Afd. IV og Vs brev til Dansk Pressenævn”, februar 1974. For protester i forbindelse med ”En kirke i beton” se Aarhus Stiftstidende: ”Hvem skal skaffe os arbejde?”, 28.10.1978; Aarhus Stiftstidende: ”Der sker meget i Gellerup”, 05.11.1978; Aarhus Stiftstidende: ”Klage til radiorådet fra Gellerup”, 07.11.1978; Aarhus Stiftstidende: ”TV og Gellerupparken”, 08.11.1978; B.T.: ”9.000 i oprør efter TV-udsendelse: Vi er udleveret som kriminelle og alkoholikere”, 08.11.1978; Lands-Avisen Aktuelt: ”TV lyver: Gellerup er ikke et Sodoma, men et menneskevenligt miljø”, 06.11.1978; Lands-Avisen Aktuelt: ”Gjellerupplanens beboere vrede: Klager over TVs fremstilling”, 08.11.1978.
  15. Se Lands-Avisen Aktuelt: ”TV lyver: Gellerup er ikke et Sodoma, men et menneskevenligt miljø”, 06.11.1978.
  16. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=beton-
  17. Forty, Adrian. 2012. Concrete and Culture: A Material History. London: Reaktion Books. S. 14.
  18. Aarhus Stiftstidende: ”TV og Gellerupparken”, 08.11.1978.
  19. Aalborg Stiftstidende: ”Beton er fortsat en del af den danske hverdag”, 10.05.1977.
  20. Ifølge Den danske Ordbog har begrebet ’betonslum’ været kendt siden 1972: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=betonslum
  21. Thomsen, Kristian Buhl. 2015. Da de danske byer blev revet ned. Praksis og ideologi dansk sanerings- og byfornyelsespolitik. Ph.d.-afhandling indleveret ved Aarhus Universitet, S. 41. For studier af slummets historie se f.eks. Hall, Peter. 2014. ”The City of Dreadful Night: Reactions to the Nineteenth-Century Slum City: London, Paris, Berlin, New York, 1880-1990” i Peter Hall: Cities of Tomorrow. An Intellectual History of Urban Planning and Design Since 1880. Malden: Wiley Blackwell, s. 12-49; Mayne, Alan. 1993. The Imagined Slum: Newspaper representation in three cities, 1870-1914. Leicester: Leicester University Press.
  22. Indenrigsministeriets Saneringsudvalg af 1935. 1938. Betænkning afgivet af Indenrigsministeriets Saneringsudvalg. København: J.H. Schultz. S. 34-41.
  23. Reinecke, Christiane. 2015. ”Localising the Social: The Rediscovery of Urban Poverty in Western European ’Affluent Societies’”. Contemporary European History 23, no. 4: 555-576. S. 557.
  24. Winther, John. 1986. Redegørelse fra Udvalget vedrørende den almennyttige sektors fremtidige rolle på boligmarkedet. København: Boligministeriet.