Labour: Et forvandlet parti

Det britiske Labours årlige konference viste, at partiet bereder sig på at overtage regeringsmagten. Men den livlige stemning undervejs demonstrerede også, at konferencens egen rolle er blevet styrket. Læs Harry Williams’ historie om, hvordan Labours medlemmer er i gang med at vriste magten tilbage fra den tidligere partielite.

Af Harry Williams
Oversat af Kristoffer Willert

Den årlige konference, som det britiske parti Labour for nogen tid siden afholdt i Liverpool, forløb på sin vis ganske vanligt. Konferencen bød på frugtesløse diskussioner om partireformer, veltilrettelagte politiske udmeldinger og Brexit-udenomssnak. Alt dette blev stillet til skue igennem de britiske tabloidavisers misvisende lup.

Men selvom mange nok vendte hjem med den traditionelle ”konferenceinfluenza”, afspejlede træffet i Liverpool også de dramatiske forandringer, som har fundet sted under Jeremy Corbyns lederskab. Det mest bemærkelsesværdige ved konferencen var det nye liv, som corbynismen pustede ind i kampen for at demokratisere Labours partistruktur.

Journalist og politiker for De Konservative Daniel Finkelstein beklagede sig i The Times over Corbyns standpunkt om, at den ”delegerede beslutningsproces under partikonferencen er en afgørende del af projektet for at give magten tilbage til arbejderne”. Og han har helt ret. Efter årtier, hvor parti- og fagforeningsmedlemmer har været afskåret fra indflydelse på partiets beslutninger, viste dette års konference, at de har taget kontrollen tilbage.

Konferencen

Spørgsmålet om, hvorvidt konferencen skal diktere partipolitikken og Labours parlamentsmedlemmer, har egentlig været et stridspunkt igennem hele partiets historie. Mens Storbritanniens andre store partier udsprang af fraktioner i parlamentet og ikke som partier med en stor medlemsskare, opstod Labour af en række fagforeninger og mindre socialistpartier. Sammen dannede de Labour Representation Committee (LRC), som skulle støtte de medlemmer, der stillede op til parlamentsvalgene.

Mens LRC udelukkende var baseret på disse ”tilknyttede organisationer”, fik enkeltpersoner inden længe lov til at tilslutte sig de lokale Constituency Labour Parties (CLP’ere), og efterhånden begyndte medlemmerne herfra at dominere græsrodslivet i Labour. Helt konkret praktiseres konferencen i dag dog stadig som en afstemning blandt en samling af tilknyttede organisationer, store som små, hvor den ene halvdel af stemmerne kommer fra CLP-delegerede og den anden halvdel fra fagforeninger og de såkaldte ”socialist societies”.

Trods disse underliggende strukturer har The Parliamentary Labour Party (PLP) – gruppen af parlamentsmedlemmer fra Labour med daglig gang i Westminster – helt konkret haft magten uden for konferencerne. En særlig udvalgt National Executive Committee (NEC) er ansvarlig for at kortlægge PLP’s fremskridt i løbet af året, men den førnævnte ubalance har skabt problemer, så snart Labour-regeringer har ignoreret den oftest mere venstreorienterede økonomiske politik, som er blevet vedtaget på de årlige konferencer.

Man behøver bare se på Labour-regeringerne fra 1974-1979 for dokumentation herfor – en periode, som har stor betydning den dag i dag. At kabinettet ikke tog hensyn til kravet om radikalt økonomisk demokrati, som blev nedskrevet i manifestet fra 1974, førte til dannelsen af The Campaign for Labour Party Democracy. I de efterfølgende år spillede dette tema en afgørende rolle i departements- og lederskabskampagnerne, hvilket skyldes partiets dengang mest prominente venstrefløjsperson, Tony Benn, som var allieret med Jeremy Corbyn.

Højdepunktet fandt sted under konferencen i 1980, hvor venstrefløjen vandt storstilede sejre, både mht. partistruktur og politik. Herefter opstod et mønster, hvor CLP’ere sædvanligvis sendte delegerede fra venstrefløjen til konferencen, mens PLP’ere arbejdede for mere højreorienteret politik, og fagforeningerne arbejdede imellem de to. Den politik, som bragte venstrefløjen sejren, var blandt andet modstand mod europæisk integration og støtte til atomafrustning.

Men partiets grundlæggende strukturer bestod stort set uændrede, hvilket tillod partiets højrefløj at vende udviklingen. Under Tony Blair-æraen i 1990’erne og 00’erne blev partiets agenda ikke alene trukket ind imod den neoliberale midte; man forsøgte samtidig at underminere konferencens beslutningskraft. Dette blev tydeligt med oprettelsen af The National Policy Forum – en tandløs organisation, der skulle diktere politikken over for partimedlemmerne og svække konferencens kontrolfunktioner.

Konferencen forvandlede sig i disse år fra at være et parlament for græsrødderne til i stigende grad at være et sted, hvor parlamentsmedlemmer, uden at skulle stå til regnskab for noget, kunne skabe korporative netværk og komme med politiske udmeldinger, som – via tv-skærmene – gik fuldstændig uden om de nu passive medlemmer.

Corbynisme

Jeremy Corbyns overraskende valgsejr som Labours leder i 2015 har dog bragt konferencen tilbage til sin centrale rolle. Tro mod traditionen fra Tony Benn har Corbyn lovet, at partimedlemmerne og søsterfagforeningernes beslutninger er ukrænkelige. Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske på, at Labour-lederskabets traditionelle magt- og indflydelsesmidler, lige fra tænketanke til virksomhedsrådgivere, ikke står til rådighed for Corbyn. Mens hans forgængere ofte var afhængige af parlamentsmedlemmernes opbakning, er Corbyn blevet udsat for sine partifællers mistillidsvota. Ved at inkludere det bredere medlemskab er konferencen altså et af de få områder, hvor Corbyns agenda kan forvente meget støtte.

Men der er sket et afgørende skred mod venstre. Skyggekansler John McDonnells plan om arbejderkontrol er således langt mere venstreorienteret end noget Labour-program siden 1983.At dette ligner den energi, der var under Labour-konferencerne i 1970’erne og 1980’erne, er desværre også vand på møllen for de mange journalister, som selv sidder fast i fortidens kampe og ynder at tegne et billede af partiet i den tids farver. Det forklarer mediernes rædselsskildringer af stalinistiske politbureauer, voldsmænd fra Momentum og hårde venstreorienterede fagforeningsmoguler, som plyndrer de stakkels, gamle, fattige parlamentsmedlemmer, der blot forsøger at gøre deres arbejde. I virkelighedens verden er konferencen, på trods af den fornyede energi, præget af ganske udramatiske resultater og kompromiser.

Men der er sket et afgørende skred mod venstre. Skyggekansler John McDonnells plan om arbejderkontrol, som indeholder bestemmelser om bestyrelsesposter til arbejdere og obligatoriske fordelsskemaer i virksomheder med over 250 ansatte, er således langt mere venstreorienteret end noget Labour-program siden 1983. Hvad angår udenrigspolitik, var der en levende debat om Gaza under konferencen i Liverpool. En af deltagerne, Colin Monehen, blev et hit på de sociale medier på grund af hans tale, der blev fremført med et hav af palæstinensiske flag som baggrund.

Ved siden af hovedbegivenheden fyldte The World Transformed (TWT) også tusindvis af konferencedeltagere med begejstring. TWT er en festival med afsæt i venstreorienterede idéer, som i år var udsolgt for tredje gang. Festivalen bød på en række sessions om mulighederne for socialistiske fremstød. Blandt andet blev erfaringen fra 1980’erne med kommunal socialisme i The Greater London Council behandlet. Derudover var der en session om ”Lukas-planen”, der sigter mod at omstille produktionen til sociale mål. Der var sågar også en debat om politik ”In and Against the State” i en session ledet af John McDonnell.

TWT havde også inviteret talere som Julia Salazar og den franske venstreradikale leder Jean-Luc Mélenchon. TWT stod også for en relancering af magasinet Tribune, hvilket er en interessant udvikling, der skal bringe socialistiske idéer tilbage i de trykte medier, som ellers stort set ignorerer eller afviser Corbyn-projektet.

Forandring

Ligesom ved tidligere konferencer oplevede venstrefløjen dog også nedture. Bl.a. blev ideen om obligatorisk genvalg af parlamentsmedlemmer (en form for primærvalgsystem for parlamentsmedlemmer, som længe har været en målsætning for venstrefløjen, især i betragtning af de mere konservative standpunkter blandt siddende Labour-medlemmer, som blev valgt ind i perioden under Blair og Brown) opgivet til fordel for en mere overskuelig ”trigger ballot”-proces (hvori der afholdes tillidsafstemning om de siddende parlamentsmedlemmer).

Reformer af lederskabsvalgprocessen gør det sandsynligvis sværere for en venstrefløjskandidat at komme på stemmesedlen i fremtiden, mens størstedelen af partistrukturerne, med undtagelse af Young Labour, i det store og hele forbliver uberørt.

Der taltes også meget om uenigheder mellem Corbyn-støttende fagforeninger og Momentum-støttende CLP-delegerede. I løbet af konferencens første dag kogte denne konflikt over og blev en del af The Conference Arrangements Committees rapport, som indikerer, hvilke temaer der skal tages op under konferencen. Redegørelsen blev afvist af 90,5 pct. af de CLP-delegerede, men blev alligevel accepteret takket være støtten fra alle fagforeningerne, undtagen Fire Brigades Union (FBU).

Det er imidlertid nemt at overdrive denne splittelse. Venstrefløjskræfterne blandt partimedlemmerne og fagforeningerne stemte ens i de politiske spørgsmål, og de vil fortsætte med at arbejde tæt sammen i The National Executive Committee (NEC) og under valgene. Fagforeningerne var og er stadig afgørende for Corbyn-projektet. Det er dog også sandt, at der er uenigheder mellem dem og andre dele af Corbyn-venstrefløjen.

Brexit

Alt dette blev ikke bedre af mediernes misvisende overskrifter om konferencen, først og fremmest vedrørende Brexit. Labour-lederskabet har, tilskyndet af traditionen fra Benn, en sund skepsis over for europæisk integration, hvilket skyldes EU’s traditionelle fjendtlighed over for socialistisk ledede regeringer. På et valgmæssigt plan må det bemærkes, at 7 ud af 10 nuværende Labour-dominerede valgkredse stemte for at forlade EU ved Brexit-afstemningen i 2016. Under lynvalget i 2017 oplevede De Konservative stor fremgang i de fleste af disse valgkredse, og siden da har de Konservative ihærdigt forsøgt at vinde dem.

Dette skal dog holdes op imod den kendsgerning, at partiet, og i mindre grad fagforeningernes lederskab, overvejende stemte for Remain i 2016. Det bør derudover bemærkes, at afskeden med den Europæiske Union finder sted, mens fremmedhad skyller hen over Europa. Og samtidig vil det have nogle alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis de Konservative ikke lander en aftale med EU. Fagforeningerne er også bekymrede for arbejdspladser – Jaguar Land Rover har for nylig annonceret, at de vil forkorte de ansattes arbejdsuge ned til tre dage på grund af de usikkerheder, Brexit har skabt.

Corbyn, skyggekansler John McDonnell og skyggeindenrigsminister Diane Abbott har dygtigt navigeret partiet igennem den indviklede situation. De har fokuseret på at vurdere regeringen efter Labours “six tests” (seks kardinalpunkter) for en god Brexit-aftale. Disse ”tests” handler bl.a. om at fastholde arbejdspladser og undgå et ræs mod bunden, hvad angår rettigheder og reguleringer. De insisterer på nødvendigheden af et parlamentsvalg, uden eksplicit at udelukke en ny folkeafstemning om EU. Generelt går deres linje godt i spænd med de fleste fagforeningers politik, såsom Unite, og det er også den formelle politik, som føres af den mere omfattende Trades Union Congress. Meget få fagforeninger bakker op om en gentagelse af ind/ud-afstemningen som den oplagte løsning.

Der var dog en vis forandring at spore på den front under dette års Labour-konference. Mange større fagforeninger er begyndt at støtte en folkeafstemning om vilkårene for exit (for eksempel GMB) eller, hvis det er umuligt, at fremtvinge et parlamentsvalg (for eksempel Unite). Under deres kongres tidligere i september besluttede TUC at støtte en afstemning om exit-vilkårene, uden dog at forlange et direkte valg mellem Leave og Remain.

Blandt CLP’erne har et bredt netværk af pro-EU ”ginger groups” [særligt aktive grupper inden for partiet, red.] intensiveret deres aktiviteter. Sidste år dannede folk fra Labours traditionelle højrefløjsfraktioner, Labour First and Progress, en ”pressure group” under navnet Labour Campaign for the Single Market, mens nogle kampagnegrupper og den lille jernbanefagforening TSSA har støttet en Labour Campaign for Free Movement. Ingen af dem har fået betydelig støtte fra hverken fagforeningerne eller Momentum, som støttede partiets noget tvetydige krav om ”adgang til” frem for ”medlemskab af” det europæiske indre marked. Faktisk stemte hverken fagforeningerne eller Momentum-støttende CLP-delegerede tilbage i 2016 for, at Brexit skulle diskuteres under konferencen.

Alle pro-EU-begivenheder under konferencen blev annonceret via en fiks app for de konferencedeltagende, ”Together Against Brexit”, som blev administreret af den liberale astroturf-kampagnegruppe1 ”For Our Futures’ Sake”. ”Lexit”-fløjen i diskussionen mangler stadig at få et egentlig organiseret udtryk, men det var ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, at både det tidligere Syriza-parlamentsmedlem Costas Lapavitsas og den franske præsidentkandidat Jean Luc Mélenchon fik meget positive modtagelser ved TWT-festivalen, hvor de fremførte skarpe argumenter mod EU.

Folkets afstemning

Den kombinerede indsats bag disse kampagner førte til omkring 150 forslag om Brexit i løbet af konferencen, overvejende fra lokale partier i London og den sydøstlige del af Storbritannien, hvoraf størstedelen handlede om en folkeafstemning om EU-medlemskab. Men som i de to foregående år under Corbyns lederskab blev alle døre holdt åbne. Det endeligt vedtagne forslag under konferencen opfordrede til et nyt parlamentsvalg og lod spørgsmålet om en offentlig afstemning om den endelige Brexit-aftale stå ubesvaret.

Labours erklærede præference forbliver det omgående krav om et parlamentsvalg og et Corbyn-ledet Brexit.Dette var resultatet af en ”sammenskrivning”, som er processen, hvorigennem det endelige forslag bliver skrevet. De forslag, der bliver sat til afstemning, produceres ved at sammenføje de mange forskellige tekster fremsat af CLP’ere og tilknyttede medlemmer og er ofte formuleret så tilstrækkelig vagt, at de kan fortolkes på forskellige måder. Selvom nogle pro-EU ”ginger groups”, og endda også nogle udenlandske medier, hævdede, at Labour stemte for at indtage et standpunkt imod Brexit, blev der i virkeligheden blot stemt for ikke at udelukke en ny folkeafstemning.

Samtidig er en kamp blevet indledt om, hvad en ”folkets afstemning” egentlig skal betyde. I sin tale afveg skyggebrexitministeren Sir Keir Starmer – en relativt midtsøgende person i skyggekabinettet – fra manuskriptet og fremførte idéen om en afstemning om at blive i EU, hvilket var i direkte kontrast til John McDonnell, som argumenterede for, at en eventuel afstemning udelukkende skulle vedrøre de specifikke vilkår for at forlade EU. På samme måde gav generalsekretæren i TUC, Frances O’Grady, sit tilsagn om støtte til en ny folkeafstemning, dagen før TUC’s kongres overhovedet havde stemt om det, og han har været tilsvarende tvetydig i forhold til, hvad en sådan afstemning egentlig vil indebære.

I sidste ende stemte de delegerede ikke for at forlange en ny folkeafstemning af nogen art. Labours erklærede præference forbliver det omgående krav om et parlamentsvalg og et Corbyn-ledet Brexit. Magtfulde kræfter vil måske forsøge at gennemtrumfe mere specifikke positioner, som ikke blev stemt igennem på konferencen, og dermed forsøge at underminere det nuværende Labour-lederskabs kurs. Situationen betyder, at kravet om partidemokrati er afgørende. Der udkæmpes en kamp for at sikre, at politikken styres af medlemmerne og ikke af de parlamentsmedlemmer og mediemoguler, der fejludlægger, hvad Labour står for.

Tydeligt blev det, at Labours partikonference er blevet en konference igen. Diskussioner i salen betyder noget. Der er vanlige, kammeratlige spændinger, og endda nogle uventede alliancer, som er faciliteret af de aktuelle diskussioner om EU. Pressen har dækket det meste af det fejlagtigt. Men den simple realitet er, at partiet er i forvandling, og det samme er konferencen. Corbyn lovede, ligesom Tony Benn før ham, at bringe magten tilbage til medlemmerne. Det har han gjort.

Harry Williams er jernbanearbejder og Labour-aktivist. Artiklen “The Party Transformed” blev oprindeligt bragt på Jacobin d. 5. oktober 2018: https://jacobinmag.com/2018/10/labour-party-transformed-conference-brexit. Billedet øverst er af Leon Neal/Getty Images.

Print Friendly, PDF & Email
  1. (red.) Astroturf, eller ’astroturfing’, er engelsk slang for politiske initiativer, der ofte på vegne af kommercielle interesser, udgiver sig for at være baseret på græsrodsbevægelser uden at være det.