På Fælleden – en geokritisk læsning af Amager Fælled i dansk samtidslitteratur

Af Elisabeth Friis

Lektor og litteraturkritiker Elisabeth Friis har dykket ned i dansk samtidslitteratur om Amager Fælled. Resultatet er en perspektivrig analyse, der tager udgangspunkt i Bertrand Westphals geokritiske metode til stedlæsning samt Deleuze og Guattaris filosofi om rumdannelser.

Ved siden af København ligger Amager, en ø på 96,29 km², der er forbundet med Danmarks hovedstad af to broer. København og Amager er for et udefrakommende blik for så vidt det samme sted – det tager fem minutter at krydse broerne til fods – og ingen tid på cykel.

Men det er ikke bare broerne, der adskiller i København og Amager. Man flytter “ud” på Amager og “ind” til byen – “byen” kan aldrig være Amager. Set fra København er Amager nemlig stort set altid blevet betragtet som enten en ødemark eller et lavstatus-område.

Den berømte danske forfatter og skuespillerinde Johanne-Louise Heibergs (1812-1890) beskrivelse af Amager1 i Et liv gjenoplevet i Erindringen, der udkom posthumt i 1891-92 er således både symptomatisk og atypisk for københavnernes forhold til øen – dengang som nu:

Denne stakkels flade, af Kjøbenhavnerne lidet paaagtede Ø, havde jeg skjænket min særdeles Yndest. Ikke en eneste pyntet Kjøbenhavnerinde havde man her den Glæde at se; kun Amagerbondelivet traadte En imøde. […] Jeg tror virkeligt, at Ingen i det hele Kjøbenhavn kjender Amagers Skønhed som jeg; maaske jeg ogsaa har en særegen Smag, netop for denne Art af Skjønhed, nemlig Sletteskjønheden, hvor Blikket ingen Hindring møder, men kan strække sig fremad i det Uendelige, kun standset af Himmelens Bue. […]

Mine Venner lo ofte over min Kjærlighed til dette flade, og som de dristede sig til at sige, stygge Amager.

Og det “stygge” Amager er i hovedsagen ikke blevet mere attraktiv for “københavnerne” af de seneste 150 års byudvikling. I Morten Papes selvbiografiske debutroman Planen (2015), der handler om forfatterens opvækst i det største sociale boligbyggeri på Amager, Urbanplanen, beskrives Amager eksempelvis sådan her (4):

For mange år siden blev hovedstadens lort og affald opmagasineret på disse kanter. Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af. Blege kartofler som jeg er i undertal. Der er flere tørklæder end tylskørter, og der synges mere arabisk i krogene end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen. De voksne siger at det er fordi vi går på en skole, der ligger midt i en ghetto.

I folkemunde kaldes Amager “Lorteøen” under henvisning til, at en rensestation for Københavns latriner i lang tid var lokaliseret dér, de såkaldte “Chokoladevogne” kørte fra 1777 simpelthen byboernes fyldte lokumstønder ud til “latrinkuglen” på Amager2.

Hvad “lossepladssymbolikken” angår, er en mængde affald løbende blevet deponeret på Amager. Affald, der i mange tilfælde er giftigt industriaffald eksempelvis fra ØKs sojakagefabrik. Og i det endnu mørkere register var Amager fra 1806 hjemsted for byens rettersted, og husede dertil den såkaldte “slavekirkegård” (nedlagt 1857), hvor tugthusfanger (som man dengang kaldte “slaver”) fandt deres sidste hvilested – de blev begravet lag på lag – naturligvis i de tarveligste kister.

Men Amager er også, som det fremgår af Fru Heibergs hyldest til øens natur, dens “Sletteskjønhed”, været et flertydigt sted, idet det “stygge” Amager i århundreder forsynede København med grøntsager. Om disse blev gødet med lort fra latrinkuglen melder historien ikke noget om, men grøntsagsavlerne har deres helt egen historie, idet de var hollandske indvandrere som allerede i 1500-tallet blev inviteret til at bosætte sig på Amager af den danske konge Christian II, og helt frem til det 20. århundrede forsynede de hovedstaden med grønt, hvorfor Amager ikke blot har tilnavnet Lorteøen, men tillige er blevet kaldt “Københavns spisekammer”.

Hvis det historiske Amagers status må kaldes sammensat så er denne sammensathed ikke blevet mindre i dag.

På Amager ligger KUA – Københavns Universitets Humanistiske Fakultet. På Amager ligger Københavns lufthavn – nordens største. På Amager ligger Danmarks største shoppingcenter Fields – realiseret som en konsekvens af Københavns Kommunes milliarddyre metrobyggeri. Og midt på Amager ligger så Amager Fælled – et naturområde, der delvist er inddæmmet land, delvist en strandeng, hvis flora og fauna har ligget uberørt hen i 5000 år. Her vokser sjældne planter som mjødurt og brændeskærm, her findes den udrydningstruede ornamentsvirreflue og mange andre insekter, der ikke trives på opdyrket land.3 Amager Fælleds jord er i det hele taget mager, og har derfor været brugt til græsning, hvorefter det har været brugt som miliært øvelsesområde. Siden militæret opgav sin stilling har Amager Fælled (og resten af det område på Vestamager som man i daglig tale kalder Fælleden) været åben for offentligheden – og er blevet brugt til lidt af hvert. Folk samler bær og urter på området. Romaers campingvogne er kommet og gået. Nufortiden sover strandede flygtninge under presseninger. Asatroende samles og bloter (red. ofrer til guderne). Og bøsser boller i buskene. Der er shelters, etableret af det offentlige, hvor hvem der vil kan overnatte og lave bål. Der er cykeludlejning, studerende, der trænger til luft – altsammen aktiviteter, der akkompagneres af en tæt kæde af flyvemaskiner, der skærer gennem luften over både folk og det fæ, der såmænd stadig græsser hist og her.

Man kan uden at overdrive det mindste konstatere, at alle former for biodiversitet blomstrer på Amager Fælled, og at præcis denne fælled således danner en bestemt form for geografisk rum.

Det er tid til et par rum-teoretiske kategoriseringer.

Hvad er en fælled?

En “fælled” betegner oprindeligt et område, hvor hele landsbyens fæ græsser. Det er således et fælles rum – et fælle(s)-skab – en betydning som er etymologisk indbygget i det danske ord fælled. I Marx’ klassiske analyse indvarsler “indhegningen” [The Enclosure] af bøndernes fælles græsnings- og dyrkningsområder4 den kontrol med produktionen, som er grundlaget for “den oprindelige akkumulation” – dén akkumulation som er den moderne kapitalismes grundlag.5

Diskussionen af, hvad de fælles (og ikke-territorialiserede) arealer – på engelsk hedder de The Commons – har betydet og stadig betyder i mindre “udviklede” dele af verden og kan komme til at betyde i den “overudviklede” del af verden er højligen aktuel.

Hvad den fælles jord er, og hvordan vi bruger den, er naturligvis et brændende miljøpolitisk spørgsmål, der ikke kan adskilles fra et fordelingspolitisk spørgsmål.

At sælge jord som rent faktisk bebos af folk, som lever af den, er eksempelvis en af Verdensbankens specialiteter6 – en praksis, der også angår spørgsmålet om, hvad der i videste forstand er “fælles”: vandet, luften, planterne – det vi lever af på den klode, som vi bebor sammen med de cirka 8,7 millioner andre levende arter, hvis ret til at eksistere som bekendt ikke er de menneskelige samfunds første prioritet.

Biodiversitetens kurve er både lokalt og globalt nedadgående. I det overudviklede Danmark (Danmark er med 55,8 procent af sit areal udlagt til landbrug verdens mest intensivt dyrkede landbrugsland) – er ornamentsvirrefluen på Amager Fælled ikke ene om at måtte kæmpe for livet. 2262 plante- og dyrearter i Danmark er i skrivende stund på den såkaldt røde liste – en fortegnelse over de danske plante- og dyrearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinjer udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation International Union for Conservation of Nature (IUCN).

Men et områdes grad af biodiversitet er ikke kun forbundet med dets artsmæssige (inklusive dets mikrobiologiske) mangfoldighed.

Amager Fælled er på ingen måde et uberørt naturreservat – området bliver brugt hele tiden – til alt fra hyldeblomstsplukning til anonym sex. Når man befinder sig på fælleden har man shoppingcenter og metro lige ved hånden – og flyvemaskiner over hovedet – fælleden er et sted i brug, og hvis det erfares som et “miljø7” er det et miljø, der inkluderer Kentucky Fried Chicken og den sidste nye maskine fra Boeing-fabrikkerne.

Samtidig er det et nomadisk rum – både i konkret (romalejre, overnattende flygtninge) og deleuziansk/guattarisk forstand: Det vil sige et rum, der ikke er bestemt af parcellering (dvs. en infrastruktur baseret på ejendomsret – det stribede rum (espace strié) – men som derimod aftegnes af de kroppe, der bevæger sig rundt i området – det glatte rum (espace lisse).8

Med den franske litterat og geokritiker Bertrand Westphal (1962-) kunne man simpelthen sige at rummet bliver til rum som følge af disse bevægelser – og det er, vil jeg hævde, præcis hvad der foregår i den danske samtidslitteraturs omgang med Amager Fælled. Fælleden er simpelthen et rum, der inviterer til en bestemt form for distribution.9

Endvidere synes forestillingen om “fælleden” som et sted, der endnu ikke er kapitaliseret – dvs. et sted, hvor den kapitalistiske udbytning (endnu) ikke er aktiveret – med andre ord en mere straight marxistisk tolkning af stedets betydning, også at kunne efterspores. Digteren Liv Sejrbo Lidegaard som i 2015 debuterede med digtsamlingen Fælleden siger i hvert fald følgende om Amager Fælleds betydning til dagbladet Information (“Slaget om Fælleden” d. 8/10: 2016):

Fælleden kan det, at den ikke bliver brugt til så meget. Især når man bor i byer, er det sådan, at alle steder har en stor økonomisk værdi. Hvis det er den økonomiske værdi, der styrer, kan det blive umuligt at være der. Det her er det modsatte. Der er ikke nogen økonomisk værdi – eller det er der, og det er derfor, det muligvis ikke kan overleve. Men den er ikke udnyttet. Det, at det ikke rigtig har været brugt til noget, gør, at man faktisk kan være her.

Når Lidegaard taler om at Amager Fælled ”ikke rigtig bliver brugt til noget” sigter hun tydeligvis til at området ikke er territorialiseret af kapitalen, hvilket, som hun siger, er ensbetydende med ”at man kan være der”. Vi skal vende tilbage til Lidegaards synspunkt og hendes digtsamling Fælleden, som er hendes poetiske artikulation af det, men først skal vi møde en anden ny dansk digter, Asta Olivia Nordenhof, hvis digt om bl.a. Amager Fælled fra digsamlingen det nemme og det ensomme (2013) på det nærmeste er blevet et locus classicus i dansk samtidslitteratur.10

Asta Olivia Nordenhof: Den ømme fælled

Det titelløse digt, der altså foregår på Fælleden, er det første langdigt i samlingen, det begynder med tømmermænd og dødsangst, hvorefter det lyriske jeg og hendes kæreste går en tur på Fælleden:

så senere: vi plukkede vilde blommer og mirabeller på ydre amar
ved solnedgang og metroen drev med sit lys, som et strengt, som et underligt vredt samfund
frem og tilbage på himlen
ingen i fields   ingen på kentucky fried chicken
to mennesker foran et parcelhus. sad med tæpper på, talte med hinanden
”jeg er meget træt nu” ”jeg er også meget træt”
hvorfor er knoglerne ik mere skøre
røde røde sol
du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn
og amar hvor ømt du at du gav mig en blomme at kaste
må skrive til morten!
må skrive til bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!
hvordan kan vi blive mer forgæves, mer beskidte
mer forgæves, prøv at høre ordet:
tak
hvordan!
(det nemme og det ensomme, 8-9)

Det første vi bemærker er digtets markeringer af Amager Fælleds geografiske specificitet.

Ja, man kan plukke vilde blommer og mirabeller på fælleden. Ja, der er en metrolinje, der snor sig gennem landskabet. Fields er navnet på det store shoppingcenter, der åbnede i forbindelse med udbygningen af Ørestaden.11 Fields er en reference til stednavnet ”Fælleden” (den korrekte engelske oversættelse ville have været The Commons – men det navn har man så ikke valgt), og Kentucky Fried Chicken ligger faktisk i Fields – lige ved Ørestad Metrostation. Fields grænser desuden op til Tårnbys parcelhuskvarterer.

Jeg’et og kæresten befinder sig med andre ord på et ganske virkeligt, omend søndagsøde sted, og på dette virkelige, men også imaginationsstimulerende område, afløses dødsangsten af en oplevelse af samhørighed og solidaritet med omgivelserne og alt, hvad der befinder sig i dem. Overfor solnedgangens demokratiske rødfarvning af alting står: ”metroen” som ”drev med sit lys, som et strengt, som et underligt vredt samfund / frem og tilbage på himlen”.

Et klarere billede på kapitalismens, med ”det offentlige” (”samfundet”) som legitimerende motor, territorialiserende bevægelse end lige præcis metrobyggeriet i København, og den dermed sammenhængende udvikling af Ørestaden, findes næppe12 i en samtidig, dansk kontekst. Projekt ”Ørestad” og metrobyggeriet blev initieret af Københavns Kommune i 1992 med henblik på at kapitalisere de ubrugte – men potentielt ”profitable” områder på Amager. Det ”strenge” og ”vrede” samfunds begær efter profit, vektoriseres i digtet af toget, der skyder sig gennem fælleden, men denne bevægelses tilstedeværelse hindrer ikke at digtets Amager Fælled ellers lader sig erfare som et gavmildt sted.

Nordenhofs poesi er, som det fremgår af citatet, præget af talesproglighed – ord staves som de siges – og det er også karakteristisk for teksterne, at de altid er skrevet med minuskler, der ligeledes indikerer talesproglighed. Samtidig er digtene præget af klassiske højpoetiske greb: Metaforer, besjælinger og her en kombination af personifikation og apostrofe, idet både solen og Amager personficeres og apostroferes i linjerne: ”røde røde sol / du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn / og amar hvor ømt at du gav mig en blomme at kaste”.

Som den amerikanske professor i litteratur Jonathan Culler bemærker i sin nyklassiske tekst om apostrofen, så kan apostrofen fremkalde en særlig form for temporalitet: “The “now” of the apostrophe is not a moment in a temporal sequence, but a now of discourse – an immediacy. If it works it produces a fictive, discursive event.” (152). Og man kan spørge sig om, hvorvidt apostrofens uafhængighed af det sekventielle – dét at apostrofen skaber en begivenhed – ikke også er et præcist udtryk for en bestemt form for rumdannelse:

Digtets jeg kaster en blomme. Den lander hvor den nu lander, hvilket er en distributiv bevægelse, der står i klar kontrast til togets “frem og tilbage”. Dette “blommekast i solens navn” skaber et nu i diskursen som således, i et kort øjeblik, selvfølgelig ville kunne danne et rum på virkelighedens Amager Fælled, men som tekstens poetiske, apostroferende diskurs bliver til et intensivt nu af stadig tilblivelse, hvilket virker befordrende for den stærke samhørighed med omgivelserne, som teksten taler om: Solen er dejlig, fordi den er ligeglad, et udsagn som jeg læser i forlængelse af den ontologiske kendsgerning, at solen er det eneste fænomen, vores verden kender til, som bare giver og aldrig tager.  I hvert fald er amar en øm giver, fordi den lader mennesket plukke sine frugter, uden at mennesket skal betale for den – ligesom den ligeglade sol.  At solen er ligeglad er således ikke en resigneret konstatering. Det er samfundet (og samfundets vilje, personificeret af metroen), der gammeltestamenteligt er “strengt” og “vredt” – det er ikke solen – og det er ikke fælledens plukbare blommer.

Fields og Kentucky Fried Chicken er interessant nok heller ikke negative steder, fordi de er uden sjæl (der er “ingen” derinde). De tomme konsumrum virker til at være ligeså meget en del af omgivelsene, som blommerne er det. Der synes ikke at være nogen forskel på det miljø, som er “naturligt” og det miljø, som er “unaturligt”, det miljø, som er “menneskeskabt” og det miljø, som ikke er “menneskeskabt” i det rum, som digtet kalder frem, hvilket er en stærk og mørk økologisk pointe.13

Det ømme amar træder i forbindelse med den ømhed, som jeg’et har overfor sine venner “morten” og “bjørn”, og må straks deles med dem – for kun når ømheden deles – bliver intersubjektiv eller fælles – kan den faktisk blive fattelig for jeg’et: “jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!”.

At blive mere ”forgæves”, mere ”beskidte” er vel et ønske om, at vi bliver mindre optagede af teleologi – vi kunne også kalde det nyttetænkning – og mindre ublandede (mere beskidte) med verden – et ønske – som lige præcis digtets gestus – at kaste amars frie blomme i solens navn – realiserer lokalt. De to mennesker, der sidder foran parcelhuset, sidder netop udenfor dette parcelhus – og er således inkluderet i digtets ømhed for stedet. Og uden at føre argumentet for langt kan man sige, at netop parcelhuset, i hvert fald i en dansk kontekst, er en emblematisk figur for den private ejendomsrets lyksaligheder: Og hvordan har de to mennesker, der sidder under deres tæpper, og kigger ud på fælleden det? De er trætte.

Lea Løppenthin: den nomadiske fælled

At knytte Amager Fælled sammen med Deleuze/Guattaris begreb om territorialisering/deterritorialisering er en nærliggende idé – ikke mindst fordi der i Lea Løppenthins digtsamling nervernes adresse (2014) indgår en suite, der simpelthen hedder digt om territorier – og i digtet befinder vi os igen på Fælleden:

en nat var vi en gruppe der tog ud på fælleden
vi ville bosætte os afsides i sommeren
hjortene og asylansøgerne er de fastboende i området
vores tøj var mættet af bålets lugt
vi havde siddet ved det i mange timer og bagt vores mad hen over ilden
vi cyklede langs havet, forbi hestene
gennem skoven og over metalbroen, nu skulle vi sove
alle shelters var optagede
alle shelters var bookede af mere forudseende sommergæster
så sov vi i fuglekiggertårnet ved Hejresøen
sov inde i vores soveposer i en Tetris-formation på gulvet
situationen minder om en vinterdag i en lejlighed, jeg boede i
jeg så ned på fortorvet, der var dækket af sne
et barn i flyverdragt bar langsomt skovlfulde af sne fra en del af fortovet til en anden
sneen blev fordelt i et mønster rundtomkring på fortorvet
den var fortsat i vejen for fodgængerne
det kunne jeg rigtig godt lide, ikke det mislykkede ved det
(at vi ikke var forudseende på fælleden, at der ikke blev ryddet sne)
det var ikke det mislykkede ved det der var godt
det mislykkede ved det var højst en charme
det var formationerne der optog mig
det mønster vi lå i tårnet og sneen på fortorvet
et mønster ville bruge os, ligesom det fremmede barn jeg så, ville bruge sneen
og det lykkedes
det var en succes

Fælledens konkrete omgivelser (bålplads, hjorte, flygtninge, Hejresøen, Fuglekiggertårnet), bliver her katalysator for en refleksion over, hvordan kroppe (gruppen i soveposen, barnet i sneen) kan danne mønstre i et rum – eller rettere, hvordan kroppene følger rummets usynlige – det vil sige virtuelle – mønstre – hvilket jo er en ganske anden type af mønsterdannende bevægelse, eller distribution, end den som finder sted i, hvad den caribisk-franske digter og filosof Edouard Glissant i Poétique de la relation rammende kalder for den pil-agtige territorialisering.14

Lad os i første omgang dvæle lidt ved de nomadiske implikationer af den Tetris-formation, som soveposerne danner i fugletårnet.

Deleuze taler allerede om den nomadiske distribution i den 10. serie i Logique du sens, der hedder ”Du jeu idéal” – om det ideelle spil. Spillet refererer til Carrolls Alice in Wonderland, der som bekendt er en konstant reference i Logique du sens, nærmere bestemt til det såkaldte Caucus-race, som Alice forbløffet overværer. Dette Caucus-race er en løbedyst, hvor der ingen præcise regler er for, hvornår løbet begynder og slutter, hvorfor løbet hverken har vindere eller tabere. For et almindeligt spil er der givet præeksisterende, kategoriske regler og distribuerede hypoteser – (sandsynlighedsberegninger på f.eks. et terningekast kan – hvis vi fortsætter spillet et vist stykke tid ­– foretages). Det almindelige spil (Ludo er et oplagt eksempel) følger en fastlagt og numerisk distinkt distribution – man går det antal felter som terningens øjne viser – og man vinder eller taber.

Dette spil er, siger Deleuze, en karikatur af arbejdet og moralen (84-5). Verdensøkonomien er styret af årsag-virkningslogikker, og tænker i midler og mål. Caucusløbets resultater er derimod bevægelige – og de udspiller sig i et åbent rum, hvor taber/vinder-logikken er suspenderet, og hvor der ikke kan opstilles hypoteser om udkommet/udfaldet. Caucusløbet er derfor, for Deleuze, et perfekt billede på en nomadisk distribution. Og i Løppenthins tekst er det netop spillets eller legens nomadiske distribution, der foranlediger den erfaring, som teksten kalder en “succes”.  Soveposerne danner “af sig selv” en Tetris-formation – dvs. en formation – der som spillet Tetris’ formdannelse – er uforudsigelig – og barnet skovler sne alene for at danne et mønster: Det understreges simpelthen, at handlingen ikke har nogen nytteværdi – sneen “var fortsat i vejen for fodgængerne”.

Løppenthins tekst forankrer også sit nomadistiske tema i Amager Fælleds håndgribelige miljø. Gruppen tager ud på fælleden for ”at bosætte sig afsides i sommeren”, hvor ”de fastboende” ellers er hjorte og asylansøgere. Der er ”shelters”, men de er optaget af ”mere forudseende sommergæster”.

Teksten dekonstruerer forskellen mellem de ”fastboende” og ”sommergæsterne” – og placerer sit eget udsigelsespunkt (gruppen som overnatter i fugletårnet) midt i den dekonstruerede forskel. Ligningen ser cirka sådan her ud: Hjorte og asylansøgere er klart nok alt andet end netop ”fastboende” – dyret har et territorium, men dets grænser er foranderlige, og asylansøgere er verdens mest marginaliserede folk – en affirmativ ”nomadisme” forudsætter åbne grænser, hvorfor man ikke skal tro, at den subjektive nomadismes fortalere naivt hylder migrantens marginalisering eller dyrker en form for privilegeret kosmopolitanisme.15

Tekstens ”fastboende” er i realiteten det modsatte, og de ”shelters”, der omtales, er bestemt ikke bygget for at huse asylansøgere, men for at give kommunens fastboende borgere mulighed for at overnatte i naturen. Gruppen, der vil ”bosætte” sig i en midlertidig situation dvs. ”sommeren”, har netop ikke sikret sig et ”shelter” – for at få et sådant skal man være ”forudseende” – og sådan opløses distinktionen mellem ”bofasthed” og ”ikke-bofasthed” i tekstens glidning mod det ikke-identiske. Gruppen placerer sig på et mellem-sted – i fugletårnets intermezzo – hvilket svarer til, hvad Deleuze og Guattari har at sige om nomaden i Mille Plateaux (471):

Nomaden har et territorium. Han følger sine vante ruter, han bevæger sig fra et sted til et andet, han ignorerer ikke stederne (vandingsstedet, opholdsstedet, forsamlingsstedet). Men spørgsmålet er, hvad der er princip og hvad der er konsekvens i det nomadiske liv. Endskønt stederne bestemmer ruterne er de for nomaden, i modsætning til for den fastboende, strengt underordnede i forhold til de ruter som de determinerer. […] Nomadens liv er et intermezzo.

Den nomadiske distribution er således ikke parcellingerens eller kapitaliseringens bevægelse – den udstykker ikke Amager Fælled i enheder, som nogen eller noget kan kapitalisere og profitere af – for eksempel ved at skabe infrastrukturer (det kunne være en metro), der forbinder parcellerne (471-2):

Den nomadiske rute kan sagtens følge de vante veje eller stier, men den fungerer ikke som den bofastes vej, der distribuerer et lukket rum til menneskene, tildeler enhver sin del og regulerer kommunikationen mellem disse dele. Den nomadiske rute gør det modsatte, den distribuerer mennesker (eller dyr) i et rum som er åbent, udefineret, ikke-kommunikerende.

De erfaringer som både Nordenhofs og Løppenthins poesi fremstiller som uløseligt forbundne med Fælledens specifikke geografi (”Et mønster ville bruge os” jvf. Løppenthin), erfaringer, der er udløst af lige præcis dette sted, er erfaringer af frihed for “de lukkede rums distribution”, hvilket er, hvad vi i daglig tale kalder for den private ejendomsret. Den private ejendomsret, hvis modstykke er idéen om et grundlæggende fælles areal: The Commons eller Fælleden.

Et interessant, historisk træk ved The Commons er, ifølge den italienske professor emerita i filosofi Silvia Federici, at disse områder i senmiddelalderens Europa blev brugt til en mangfoldighed af aktiviteter. Fællesgrunden fungerede ikke bare som græsningsareal, men også som mødested og festplads.16 Som nævnt giver Fælleden plads til, at Asatroende kan praktisere deres religiøse ceremonier dér17, ligesom Amager Fælled er et kendt cruisingområde.18

I en amerikansk LGBTQ-kontekst er der skrevet en hel del om cruising medsamt, hvilke konsekvenser gentrificeringen har for cruising-mulighederne. Mig bekendt er det ikke et perspektiv, der har en dansk/skandinavisk variant. Her har vi for det første manglet repræsentationer af, hvad cruising-space i det hele taget betyder for (især) homoseksuelles udfoldelsesmuligheder, og for det andet været ualmindeligt sløve i optrækket, hvad angår spørgsmålet om, hvad gentrificeringens ørkenspredning betyder for vores liv.19

Men i 2016 udkom så Niels Henning Falk Jensbys kærlighedsroman TECHNO, hvori en helt central scene fremstiller et gang-bang, der foregår i et kendt cruising-område på Amager Fælled.

Niels Henning Falk Jensby: den seksualpolitiske fælled

TECHNOs hovedperson og hans kæreste er taget en tur ud på Amager fælled. Deres forhold er kærlighedsfuldt, deres sexliv præget af kærestens dominans:

Vi går på brede grusstier på Fælleden, er omkransede af den. Omkring den de nye reservater. Alle de nye bygninger. Glasfacaderne, der spejler det hele kaster sol over det hele. […]

Buskene gør det hele uigennemskueligt. Man kan nemt fare vild her, hvis man går væk fra de brede grusstier. Det siger du til mig. Du går hele tiden en halv meter foran mig, har en mærkelig bestemthed i dine skridt. Jeg tror godt jeg ved hvorfor, men jeg påtaler det ikke. (42)

Hovedpersonen har gættet, at han skal stilles til rådighed for andre mænd i Fælledens cruising-buskads – det vender vi tilbage til – men hvad man også bør lægge mærke til, er den måde Fælleden beskrives på. Fælleden er omgivet af “nye reservater”, hvilket helt præcist vil sige den nye bydel, der hedder Ørestad, og som også Nordenhof tager udgangspunkt i.

At betegne Ørestaden som et “reservat” betyder måske nok, at Ørestaden kan opfattes som et sted, der er “beskyttet mod andres skadelige indflydelse eller påvirkning, og hvor en aktivitet kan foregå uhindret eller uforstyrret” jvf. den almindelige definition af ordet “reservat”. Men at kalde en bydel for et “reservat” har ingen positive konnotationer. Her bor en bestemt slags mennesker (dem der har råd eller dem der ikke har råd), og hvor et naturreservat er oprettet for at beskytte biodivesiteten, er bydelen-som-reservat tværtimod et homogent og ensartet miljø, der i teksten da også beskrives som en verden af genspejlinger (Glasfacaderne, der spejler det hele, kaster sol over det hele): I reservatet ser man sig i spejlet og tror, det er et vindue – som Sarah Schulman så rammende har udtrykt det.

Men i TECHNO bevæger kæresteparret sig netop bort fra spejlfacaderne, og ind i buskadsets uoverskuelighed:

Du tager min hånd, fører mig med ned ad stien. Buskadset har groet sig ind i plænerne i en sådan formation, at hele denne gruppering ligger skjult for de mennesker, der går ude på de brede grusstier. Det er derfor, brødre kan gå frit herinde, agere frit herinde. Det er derfor de ligger nøgne på tæpper, på tomme pladser og venter på hinanden herinde. (42)

“Brødre” er, hvad hovedpersonens kæreste kalder andre homoseksuelle mænd og buskadset udmærker sig først og fremmest som cruisingsted, fordi det beskytter mændende mod de forbipasserendes blikke. Og igen udgår denne frihedsmulighed fra Amager Fælleds specifikke miljø – den er simpelthen et resultat at stedets vegetation – der med formuleringen fra Lea Løppenthins digt – er et mønster som vil bruge os. Hovedpersonen placeres i buskadset med blottet bagdel og adskillige mænd aflægger ham – på kærestens opfordring – et besøg. Og netop stedets vegetation bliver da også katalysator for en Jean Genetsk billeddannelse20, der indledes med at hovedpersonen får øje på en bestemt gren, samtidig med at han bliver penetreret af en række forskellige aktører:

Jeg kan ane et træ bag ved busken. En af dens største grene er knækket af, ligger et sted hvor jeg ikke kan se den. Men nu dette: Træets åbne sår, hvorfra det sveder en tyk harpiks. Den flyder brun ned ad stammen, løber ud langs andre grene. Drypper ned i busken foran mig. Jeg ser harpiksen sive langsomt ned langs buskenes stilke, ned ad grene, sive ned i jorden og mærker hænder på mine balder. Mærker, hvordan de skiller dem ad, skaber frit udsyn til min endetarmsåbning. Jeg bliver eksamineret. Spytklatten, der spyttes, tungen, der borer sig ind i min endetarmsåbning, forstår jeg som en godkendelse. (44)

Billeddannelsen forener den tyktflydende harpiks fra grenen med det menneskespyt, der føres ind i anus – harpiks og spyt forenes simpelthen af den brune farve – eftersom analsex ofte medfører udskilning af fæcesfarvet væske, og eftersom mange mænd kommer i jeg’et bliver der efterhånden temmelig vådt:

Jeg kan ingenting lige nu. Bare mærke lage løbe overalt: Jeg kan ikke undgå følelsen af, at jeg skal ligge her i den gennemsigtige harpiks [sæden] resten af mine dage. (48)

Men det skal jeg’et nu ikke. Det er tid til at komme hjem – og den harpiksdryppende gren skal med:

Det grønne blad, indhyllet i harpiks. Jeg siger til dig, at vi kan knække den gren af busken, tage den med hjem. At vi kan erstatte orkidéen med den. Du siger okay. Vi kan tage i centeret på vej hjem og købe en vase til den. Du går hen til grenen. Dine stærke hænder, albueleddet. Du knækker grenen af, giver den til mig. Harpiksen smitter af på min hånd, får grenen til at klistre sig fast. Vi går ud af det lille buskads. (ibid.)

Den næsten oversymbolske gren kommer følgelig med hjem i stuen, og jeg’et slår op på sin telefon, og finder en fortegnelse over ”samtlige planter på Amager Fælled” (49). Grenen viser sig at være en kæmpe-pileurt, hvis latinske navn er Fallopia sachaliensis. Navnet fallopia konnoterer, for jeg’et og hans kæreste, fallos21 – og det er jo forståeligt nok, ikke mindst i sammenhængen. Hvis man slår op i plantefortegnelsen kan man også læse at fallopia på dansk er den plantefamilie, der hedder Sølvregn (Fallopia) og som er kendetegnet ved, at arterne har pil- eller spydformede blade. Det kan næppe være nødvendigt at nævne, hvad pile/spyd sædvanligvis er eufemismer for, signifiant-glidningen er så håndgribelig, som en glidning nu kan blive det.

Pointen med hele denne passage er naturligvis, igen, at det er Amager Fælleds specifikke rum, der giver mulighed for – eller måske ligefrem befordrer – et møde mellem kroppe – der ikke er sanktioneret af den private ejendomsret – eller andre regulative mekanismer. Og billedannelsen kæmpepileurt-harpiks-spyt-sved-sæd understreger simpelthen miljøets afsmitning på den krop, der deltager i det. Det fremgår faktisk helt eksplicit: “harpiksen smitter af på min hånd, får grenen til at klistre sig fast”. (48).

I bogen er scenen på Amager Fælled en entydigt positiv erfaring for jeg’et. Der er lige præcis ingen tvang involveret i det, som foregår – ingen tager noget som de ikke må tage.

Det store gang-bang i Amager Fælleds cruising-buskads er en 100% etisk handling. Jeg’et er heller ikke påvirket af stoffer, hvilket han ellers ret ofte er.

Det etiske aspekt af Amager Fælled-historien fremgår desuden, og meget vigtigt, af den kontrast den udgør til en anden begivenhed i TECHNO. En begivenhed, der bliver helt ødelæggende for jeg’et, idet den involverer den værste form for tvang: voldtægt. Jeg’et bliver voldtaget af en fyr, han har taget med hjem (kæresten er i Berlin), og denne forsøger nærmest at strangulere ham, hvilket efterfølgende udløser en voldsom, behandlingskrævende angst og dertil ødelægger hans forhold til kæresten.

Men i fælledens buskads er der ingen tvang – der findes måske endda et fællesskab, en erfaring som romanen, omend på meget forskellig vis, deler med Asta Olivia Nordenhofs og Lea Løppenthins tekster om Amager Fælled. Hos Nordenhof etableres en følelse af samhørighed med omgivelserne, en samhørighed, der deles, ikke bare med de tilstedværende, men også med de fraværende (må skrive til morten! må skrive til bjørn!). Hos Løppenthin er udsigelsespositionen kollektiv jvf. “vi” og “Tetris-formationen”. Og gruppeperspektivet er også væsentligt hos Liv Sejrbo Lidegaard som debuterede i 2015 med en digtsamling, der helt enkelt bærer titlen Fælleden.

Liv Sejrbo Lidegaard: Fælleden som fælles grund

Den første suite i digtsamlingen hedder “Tæt på”, og i suitens anden del befinder vi os endnu engang på eller omkring Amager Fælled. Det første stykke lyder sådan her:

har ikke været alene i flere uger. ikke siden en morgen jeg vågnede
op på en bænk og frøs, gik hen til et bål. der var en der gav mig en
jakke og en cola. har samlet nogle blå kornblomster. vi gik og ledte
efter brænde ved stranden. sover let, det er lyst hele tiden.

Tonen er på én gang sagligt-konstaterende og let de-realiserende. Jeg’et har været alene, men er nu hele tiden sammen med nogen, der har givet hende næring (cola) og varme (en jakke). Det er midsommer i Skandinavien (lyst hele tiden, kornblomster), hvilket kan virke befordrende for den let euforiske tilstand, som jeg’et befinder sig i. I det første stykke kunne vi befinde os hvor som helst i den nordlige sommer – men i det næste stykke bliver det klart, at vi sandsynligvis befinder os på Amager – på den fælled som digtsamlingen låner sit navn fra:

flyene er lige over os, flyver tæt på som fuglene. teltet lugter af
døde myrer og sidste års græs. vi har hængt vasketøj til tørre i
krattet. da jeg vågnede lå mine venner omkring mig og sov.

Jeg’et er altså med sine venner på en slags campingtur, og det er ganske rigtigt sådan, at flyene flyver meget lavt over Fælleden, idet lufthavnen befinder sig få kilometer derfra. Men spørgsmålet er, hvordan denne trafik er valoriseret. Flyene er “tæt på som fuglene”, men ligestillingen mellem “fly” og “fugle” forekommer egentlig ikke at være et problem. I det næste stykke finder vi følgende udsagn: ”er det orange en solnedgang eller byens genskær. vandet lugter af mose. flyene overdøver os. vi kan ikke begynde at vaske hænder nu. luften klæber til min hud.” Der er meget at lægge mærke til her. For det første arbejder teksten i en parataktisk, af-hierarkiseret syntaks. Alle udsagn er sideordnede, og udelukkende trykt med minuskler. For det andet er “solnedgangen” og “byens genskær”, ligesom “fugle” og “flyvemaskiner” beskrevet som kontinuerte fænomener. Det er ikke til at sige, hvad der er “naturligt”, og hvad der er “unaturligt – og det nytter heller ikke noget at skelne for: “vi kan ikke begynde at vaske hænder nu” – ingenting er rent (“vandet lugter af mose” – og luften “klæber”). Ingenting er rent, og forestillingen om at noget kan/skal være rent er ikke en forestilling, som den her form for miljøbevidst digtning arbejder med: Det er kun for den rene, at alting er rent – her kunne det snarere, som hos Nordenhof, handle om at blive mere beskidt. Ikke at kunne “vaske sine hænder” er selvfølgelig både en reel erfaring (der er ikke noget rent vand i nærheden), og et stående udtryk, der handler om, at man som Pontius Pilatus ikke vil tage skylden på sig. I dette tilfælde en skyld som har med den globale opvarmning at gøre.

At længes tilbage til den rene, før-industrialiserede verden, er ikke en mulighed i denne tekst, hvormed det ikke er sagt, at den blot accepterer verdens kritiske tilstand. Den taler også om, hvad det er gruppen på Fælleden “øver sig på” og svarer, at det handler om “overlevelse”. Som om campinggruppen nærmest var preppers in spe og det er, må man sige, en opgivende position.

Der er bare også dét ved det, at der også opstår en dynamik i gruppen, der langtfra virker som et symptom på en ublandet, isolationistisk (og dybdeøkologisk) resignation, hvilket især fremgår af suitens sidste stykke:

driver langt ned ad stranden. svømmer og vader tilbage mod
strømmen. løber så hurtigt vi kan. ikke fordi vi har travlt, ikke
fordi vi vil komme først. det er ikke en dans. det er et løb. det er
ikke et håb, det er et forsøg. rundt om hinanden. salt, sand, maver,
vand, tang, alger, småsten, skaller, øjenbryn, eller hjemve, eller
vinden som havet for et øjeblik siden.

Disse linjer beskriver ret nøjagtigt, ikke et individs, men en gruppes bevægelsesmønster – et bevægelsesmønster som jeg tidligere, i forbindelse med Løppenthins digt, har beskrevet som et deleuziansk Caucus-race – altså det perfekte eksempel på en nomadisk distribution. Det er IKKE en dans (en dans er regelbundet), der er ingen vindere eller tabere (“ikke fordi vi vil komme først”), og det er heller ikke en teleologisk bevægelse (der er ikke et “håb”) – men det er et forsøg, hvor gruppen af kroppe desuden falder sammen med resten af stedets fysiske miljø, som sandets smådele klæber fast til en fugtig krop.

I det allerede citerede interview fra Information har Lidegaard mere interessant at sige om Fælledens betydning. Interviewet blev ikke givet i andledning af digtsamlingen, men fordi Amager Fælled i skrivende stund er truet af en særligt farlig invasion: En del af området skal simpelthen udstykkes til boliger. Udover at pege på Fælledens betydning som et sted man kan opholde sig, “fordi det ikke har en økonomisk værdi”, svarer Lidegaard følgende på journalistens spørgsmål til den truede biodiversitet:

Journalisten: Der er en helt særlig flue som hedder Tidlig Ornamentsvirreflue herude?

Lidegaard: »Ja. Og det er svært at argumentere for det. En lille flue, hvorfor er det vigtigt at den ikke forsvinder? På en måde er det lige meget, på den anden side er det overhovedet ikke. Og det er noget af det, der har drevet mig til at skrive den bog. At der er brug for nogle svar på det spørgsmål. Vi er vant til at tænke i, hvad der har en værdi, en nyttetænkning, som kan være svær at argumentere imod, ligesom det er svært at argumentere for et rum, som ikke bliver brugt til noget. Men jeg har den erfaring at se steder, blive ødelagt,« siger hun og henviser blandt andet til den del af Ørestaden som allerede er bygget.

Amager Fælled repræsenterer ifølge Lidegaard et område, der ikke har en nytteværdi. Et ligegyldigt sted set fra kapitalens synspunkt, hvilket ikke betyder, at kapitalen ikke kunne tænke sig at gøre det gyldigt og nyttigt ved at tilføre stedet en kapitalværdi. Men altså et alt andet end ligegyldigt sted fra dansk samtidslitteraturs synspunkt.

Det må være tilladt at konkludere, at de fire forfattere jeg har omtalt her investerer enormt meget, både konkret og symbolsk, betydning i stedet Amager Fælled. Og nu kan vi måske også svare på, hvorfor det lige præcis er dette sted, dette sted med en given reference, hvis miljø giver stof til drømme om andre fællesskaber og andre måder at være til stede i verden på end den, som tilbydes os af det senkapitalistiske samfund.

Amager Fælled som politisk utopi

Som nævnt ligger Amager Fælled nærmest i København – det er simpelthen nemt at komme dertil for de relativt mange mennesker, der bor i byen. Samtidig konnoterer navnet fælleden noget helt bestemt, for så vidt både i en dansk og i en international sammenhæng, men for at blive i det specifikke er Amager Fælled ikke den eneste “fælled” i København. Mest kendt og relevant i denne sammenhæng er det område, der til daglig kaldes Fælledparken – men som egentlig er Nørre Fælled. Et grønt område, der nok er mest kendt for at lægge plads til den årlige fejring af arbejdernes internationale kampdag og desuden være placeret lige ved siden af byens stadion, der har heddet Idrætsparken, men nu blot hedder Parken. Nørre Fælled var skueplads for en af de vigtigste begivenheder i Danmarks politiske historie: Slaget på Fælleden, der fandt sted d. 5. maj 1872 – dvs. kort efter Pariserkommunens fald.

“En agitator.” Maleri af af Erik Henningsen, 1899

Arbejderlederen Louis Pio havde indkaldt til stormøde med henblik på at starte en revolution22, men blev dagen forinden arresteret, ligesom mødet blev forbudt af Københavns politidirektør. Alligevel mødtes tusindvis af arbejdere på Nørre Fælled, hvor det kom til kamp mellem arbejderne, politiet og indkaldte husarer, som gik løs på arbejderne med sabler. Ingen omkom, men mange blev såret, og slaget på fælleden må nok karakteriseres som den mest voldsomme begivenhed i dansk arbejderhistorie. Denne historie har ingen direkte relation til den litteratur, som jeg skriver om her – og så alligevel. Det er ikke muligt at tale om ”fælleden” i en dansk sammenhæng uden at slaget i 1872 eller i det mindste arbejderbevægelsen på en eller anden måde er medkonnoteret. Og mens Nørre Fælled var fortidens kampplads bliver Amager Fælled måske fremtidens. Søndag d.16. september 2016 mødte i hvert fald mere end 2000 mennesker op for at protestere mod planerne om at bygge højhuse med ca. 260.000 m2 areal på den biologisk set mest udsatte del af Amager Fælled.

Protesten foregik ved at de fremmødte tog hinanden i hænderne og dannede en beskyttende menneskekæde omkring strandengen. Det var en stilfærdig protest, der var heller ingen revolutionære flyveblade i omløb, men det er en protestform, som faktisk ser ud til at kunne samle mange mennesker, hvortil kommer, at den i visse tilfælde er sidste udvej. Den søndag på Amager var det et fremtidigt overgreb, der symbolsk blev ”forhindret”23. Men protestformen er også blevet anvendt i andre tilfælde, hvor beskyttelsesbehovet har været helt akut.24 Der er altså måske lagt op til et nyt slag om fælleden. Og den danske samtidslitteratur bidrager her med at artikulere noget af det, som man måske kunne kalde stedets virtuelle reserver – de genkommende egenskaber ved stedet som teksterne skriver frem, og som netop kan afdækkes af det geokritiske perspektiv. Det drejer sig først og fremmest om:

  1. En erfaring af fællesskab og solidaritet – ikke kun mellemmenneskeligt men også med omgivelserne.
  2. Erfaringen af et åbent (nomadisk) rum, hvor kroppens bevægelser ikke er forhåndsregulerede, og hvor menneskets relation til omgivelserne er præget af kontinuitet.
  3. Et rum, hvor biodiversiteten kan trives uden at den er hegnet ind. Fælleden er ikke et reservat.
  4. Et tvangfrit rum, hvor der er plads ikke-kapitalisérbare udvekslinger.

Det er temmelig meget på én gang, men det er slående, hvor forbundne teksternes spørgsmål og tematikker er. Amager og Amager Fælled som senkapitalistisk utopi-maskine? Det sidste kapitel i Lorteøens historie er bestemt ikke skrevet endnu.

Elisabeth Friis er ph.d. og docent i Litteraturvidenskab ved Lunds Universitet.

Rettelse: Dette indlæg blev oprindeligt bragt med et fotografi af Fotograf Thomas Rousing (se originalbilledet her), men grundet tekniske problemer har det ikke været muligt at ledsage fotografiet med behørig kreditering. Derfor er billedet taget ned igen. Vi undskylder over for fotografen.

Litteratur

Andersen, Hans Christian: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i aarene 1828 og 1829, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2004.

Braidotti, Rosi: Nomadic Subjects. Embodiment and Sexual Difference in Contemporary Feminist Theory, Columbia University Press, 1994.

Culler, Jonathan: “Apostrophe” in The Pursuit of Signs. Semiotics, Literature, Deconstruction, Cornell University Press, 1981.

Derrida, Jacques: Glas, Editions Galilée, 1974.

Deleuze, Gilles: The Logic of Sense, Continuum Impacts, 2004, 84-85.[Logique du sens: 1969]

Deleuze, Gilles & Guattari, Félix: Capitalisme et schizophrénie 2: Mille plateaux, Les Éditions de Minuit, 1980.

Falk, Niels Henning Jensby: TECHNO, Gyldendal, 2016, 42.

Federici, Silvia: Caliban and the Witch. Women, The Body, and Primitive Accumulation, Autonomedia, 2004.

Federici, Silvia and Caffentzis, George: “Commons Against and Beyond Capitalism”. Upping the Anti: a journal of theory and action… No 15 (sept. 2013), 83-97.

Flinker, Jens Kramshøj: Litteratur i 00’erne – en ny ideologikritik, Forlaget Spring, 2013.

Genet, Jean: Journal du voleur, Gallimard, 1982. [1949]

Glissant, Edouard: Poetics of Relation, Ann Arbor, University of Michigan Press, 2000 [Poétique de la relation: 1990].

Heiberg, Johanne Louise: Et liv gjenoplevet i erindringen 1842-49, Gyldendals bogklub, 1987. [1891]

Lidegaard, Liv Sejrbo: Fælleden, Gyldendal, 2015.

Lindegaard, Hanne: Ud af røret? Planer, processer og paradokser omkring det Københavnske kloaksystem 1840-2001, Ph.D. thesis, DTU, 2001. http://dendigitalebyport.byhistorie.dk/bibliografi/dokumenter/phdafhandling_lindegaard.pdf

Løppenthin, Lea Marie: nervernes adresse, Gladiator, 2014.

Marx, Karl: Das Kapital, I, 1867.

Michaelsen, Anders N. et. al.: Vidensindsamling Natur 2013 Amager Fælled, Biomedia, Rapport til Københavns Kommune. January 2014. http://www.avlu.dk/wp-content/2014/09/Vidensindsamling-Natur-Amager-F%C3%A6lled-2013.pdf

Morton, Timothy: Ecology Without Nature. Rethinking Environmental Aesthetics, Harvard University Press, 2007.

Nexø, Tue Andersen: Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, Arena, 2016.

Nordenhof, Asta Olivia: det nemme og det ensomme, Forlaget Basilisk, 2013.

Olsen, Ursula Andkjær and Friis, Elisabeth: Kritik, ”Gentrificering”, nr. 207, Gyldendal, 2013.

Pape, Morten: Planen, Gyldendal, 2015.

Pio, Louis: Maalet er fuldt  https://www.arbejdermuseet.dk/wp-content/uploads/2016/10/2402140_kilde-1-2.pdf

Rifbjerg, Klaus: Amagerdigte, Gyldendal, 1965.

Schulman, Sarah: The Gentrification of the Mind: Witness to a Lost Imagination, University of California Press, 2013.

Westphal, Bertrand: La Géocritique. Réel, Fiction, Espace, Les Éditions de Minuit, 2007.

 

Andre kilder:

“Lovgivning vedrørende Ørestad” (“The legislation concerning Ørestad”) https://www.retsinformation.dk/eli/ft/199112K00024

DJØF-bladet (Jan. 19th 2014) http://www.djoefbladet.dk/blad.aspx?y=2014

Information https://www.information.dk/mofo/farvel-sidste-sted-omkring-formaaet-lade-vaere-fred

Print Friendly, PDF & Email
  1. Denne tekst har ingen ambitioner om at være en litteraturhistorisk gennemgang af motivet Amager. Endskønt en sådan ville være kærkommen er mit fokus samtidslitterært. To andre særdeles interessante (og tvetydige) skildringer af Amager i dansk litteratur skal dog ikke forblive unævnte: H. C. Andersens “Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829” og Klaus Rifbjergs Amagerdigte (1965).
  2. Hanne Lindegaard: Ud af røret? Planer, processer og paradokser omkring det Københavnske kloaksystem 1840-2001. Ph.d.-afhandling, DTU, 2001.
  3. Vidensindsamling Natur 2013 Amager Fælled, Biomedia, Rapport til Københavns Kommune Udarbejdet af: Anders N. Michaelsen og Johanne Bak, Biomedia og Lars Andersen Afleveret: Januar 2014.
  4. Denne omlægning af landbruget hedder i Danmark “udskiftningen” og har sin egen, lokale historie.
  5. Se f.eks. Kapitalen, I, kapitel 27. Men min fremstilling følger først og fremmest Silvia Fredericis analyse af ”The Enclosure”s betydning sådan som hun fremstiller den i Caliban and The Witch. Women, The Body and Primitive Accumulation.
  6. For eksempler på Verdensbankens uddrivelse af folk fra fælles nyttearealer, se f.eks. Silvia Federici og George Caffentzis: “Commons Against and Beyond Capitalism”.

    Upping the Anti: a journal of theory and action...No. 15 (Sept. 2013), pp. 83-97.

  7. Den britiske filosof Timothy Morton har som bekendt foreslået at vi holder op med at tale om ”naturen” og begynder at tale om ”miljøet” i stedet for. Kort sagt italesætter man automatisk naturen som et ”udenfor”, mens man uvægerligt er viklet ind i sit ”miljø”, og sidstnævnte holdning er naturligvis økologiens grundanskuelse.
  8. Fransk filosof Gilles Deleuze (1925-1995), og fransk psykoanalytiker Félix Guattari (1930-1992)
  9. At læse geokritisk er, med Bertrand Westphals formulering, at undersøge: “multifokaliseringen af blikke på et sted, der har en given referent” (188), og det er præcis, hvad det sted jeg skal undersøge her åbner mulighed for, idet der faktisk er skrevet en hel del litteratur om det. For at praktisere Westphals geocentriske kritik er det desuden afgørende at man (i modsætning til, hvad der foregår i det han kalder den egocentriske eller imagologiske kritik) lader det faktiske steds referentialitet være udgangspunktet: “geokritikken konfronterer en referent, hvis litterære repræsentation ikke længere betragtes som deformerende, men som grundlæggende.” (186) Wesphals teoretiske grundlag er i øvrigt eklektisk og tværfagligt, men Deleuze og Guattaris filosofi om rumdannelser – særligt territorialiseringen, deterritorialiseringen og reterritorialiseringen, det stribede rums parcellering og det glatte rums nomadiske distribution, er en konstant reference for Westphal, ligesom den (af og til i samspil med den politisk-teoretiske diskussion af de åbne fællesarealers (The Commons) både historiske og aktuelle betydning i den senkapitalistiske modernitet) er en vigtig reference for den analyse, der her vil blive foretaget.

  10. Digtet er det oftest kommenterede fra digtsamlingen. I dagbladet Information d. 5/5 2014 beskrives det af undertegnede som økokritisk i artiklen ”Litteratur der gør den økologiske bevidsthed sanselig”, Jens Kramshøj Flinker analyserer det som en ideologisk kritik af den neoliberale samfundsudvikling og Tue Andersen Nexø tolker det modsat som en afvisning af velfærdsstaten.
  11. “Lovgivningen vedrørende Ørestad” blev vedtaget i 1992. De “ubrugte” områder på Amager blev betragtet som værende alt for værdifulde til at de blot kunne ligge hen og d. 11. marts 1993 blev Ørestadsselskabet grundlagt med det formål at forvalte væksten i bydelen.
  12. Metrobyggeriet har været ramt af utallige ”skandaler”, social dumpning, korruption, rod i regnskaber og skat, uretmæssige fyringer – og så videre. Det er, ifølge den danske forsker Bent Flyvbjerg, en lovmæssighed når det gælder store offentlige anlægsarbejder, men som han siger i et interview med DJØF-bladet (19/1: 2014) er det et ustyrligt begær efter anerkendelse og profit, der forhindrer igangsætterne i at blive klogere af fortidens synder:”Politikerne er vilde med megaprojekter som monumenter. De giver medie-opmærksomhed både ved igangsættelsen, og når snoren skal klippes. Samtidig betyder projekternes enorme økonomiske omfang, at der er mange penge at hente for mange aktører. Konsulentfirmaer, entreprenørfirmaer, advokater, arbejdsmarkedsorganisationer, fagforeninger og endelig også ingeniører, som elsker projekterne, fordi de er innovative og banebrydende og kan blive drivere for udvikling af teknologisk know-how, som kan sælges til udlandet.”
  13. Timothy Mortons ‘mørke økologi’ (Dark Ecology) er først og femmest mørk, fordi den inkluderer det ”uskønne” – ikke bare sommerfugle og egetræer, men også grillkyllinger og øldåser er en del af det biologiske kredsløb.
  14. Édouard Glissant skelner i Poétique de la relation (og supplerer hermed Deleuze/Guattari) mellem ”pilagtig” terrirorialisering – eksempelvis koloniseringen – og den ”omkringvandrende”, ”cirklende” territorialisering – som eksempelvis den omkringvandrende digter står for (59). Dette svarer meget godt til, hvad Westphal siger om territorialisering i Geocritique 87-96) idet også han har behov for at et ikke-erobrende begreb om territorialisering.
  15. Rosi Braidotti understreger på det kraftigste, at ”nomadisk subjektivitet” ikke har noget at gøre med at være flygtning eller at være uden fast bosted på anden ulykkelig vis. Det samme gør Deleuze og Guattari.
  16. Det er sigende at det behov for biopolitisk kontrol med reproduktionen, som i Federicis slående analyse er fundamentet under hekseprocesserne, udløser forestillinger om natlige sexorgier på uindhegnede steder (Caliban and the Witch, 192-8).
  17. Se http://www.religion.dk/andre-religioner-og-trosretninger/hvad-bygger-asatroende-deres-religion-paa-i-dag.
  18. I Homoseksuel Sex-Guide København finder man følgende beskrivelse/anmeldelse af Amager Fælled: “Beliggenhed: stort naturreservat på Amager.
    Der er to gode steder, nemlig:
    http://findvej.dk/55.65406,12.56958?zoom=16&maptype=3 og…
    http://findvej.dk/55.65013,12.5687?zoom=16&maptype=3
    Tidspunkt: i princippet hele dagen fra kl. 9 om morgenen til kl. 22 om aftenen.
    Aktivitet: moderat til høj..mest om sommeren.
    Hvem kommer der: mest fra 25 år til 75 år…. MIN VURDERING FRA 1-6 STJENER: **** (superfint naturområde med masser af plads – dog for mange eksibitionistiske nøgenbadere og for lidt action til tider)”. http://sol.dk/debat/homoseksuel-sex-guide-k%C3%B8benhavn
  19. Da Ursula Andkjær Olsen og jeg selv redigerede vores første nummer af tidsskriftet KRITIK i foråret 2013 var temaet ”gentrificering”. Det var svært at finde danske skribenter, og selve begrebet blev udsat for en sønderlemmende kritik fra litteraturedaktøren på Danmarks største kulturavis, Politiken, idet alene det at problematisere ”gentrificering” blev anset for en elitær indfaldsvinkel. Meget har ændret sig siden, men det er klart at den skandinaviske velfærdsmodel har svært ved at acceptere at de gængse byplanlægningsmodeller problematiseres.
  20. Jvf det berømte vaseline-afsnit i Tyvens Dagbog – genialt analyseret af Derrida i Glas.
  21. Egentlig henviser det til en italiensk videnskabsmand fra 1500-tallet: Gabriele Falloppio så ud fra det perspektiv henviser ordet ikke til den erigerede penis. Til gengæld er Falloppio bl.a. kendt for at være den første der beskriver et kondom i tekniske termer.
  22. I pamfletten der indkaldte til stormødet Maalet er fuldt står der bl.a.:  Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar stanser vor Fremgang? Nej, det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os; Regeringerne plejer jo hvert Øjeblik at holde Revu over de af deres Undersaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor! Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: „I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller — det flyder over! https://www.arbejdermuseet.dk/wp-content/uploads/2016/10/2402140_kilde-1-2.pdf
  23. Denne artikel er skrevet i det tidlige forår 2017. Siden har der været dannet flere folkeringe, og en særdeles aktiv modstandsbevægelse er vokset frem. Det bedste sted at holde sig orienteret om de mange tiltage er Amager Fælled Venners facebook-side.
  24. http://politiken.dk/debat/ECE2475611/behoever-lykke-at-vaere-synonymt-med-selvtilstraekkelighed-for-danskerne/