Krigsdriften i vores tænkning

I flere af de ledende artikler i Danmarks førende aviser benyttes giftangrebene i Gouta d. 21. august som begrundelse for, at Syrien bør angribes, ulovligt om nødvendigt. Fra flere vidt forskellige udgangspunkter når aviserne samme konklusion: Vi bør angribe Syrien. Det gælder Weekendavisen (23. august), B.T. (24. og 27. august), Politiken (23. og 27. august), og Jyllands-Posten (27. august).

Weekendavisen tillægger uden forbehold eller dokumentation det syriske styre skylden for angrebene og opfordrer bl.a. på den baggrund til krig. B.T. vil derimod ikke placere ansvaret for angrebene, men karakteriserer situationen som et ”masseslagsmål”, hvorfor vi bør ”skille de stridende parter”, altså gå i krig.

Ansvarsplaceringen
Jyllands-Postens og Politikens avisledere er intellektuelt mere udfordrende. De lader ligesom B.T. forstå, at det ikke står helt klart, hvem der er bagmænd. Det rokker dog ikke ved ansvarsplaceringen: Den tilfalder Bashar al-Assad, og han bør straffes. Den uudtalte præmis er, at selv hvis angrebet skulle være udført af regimemodstandere mhp. at overskride Obamas ”røde linje” og dermed fremkalde en straffeaktion mod al-Assad, bør vi tage imod invitationen og angribe.

Humanitære principper
Samtidig forklarer Politiken og Jyllands-Posten, at et indgreb ikke nødvendigvis vil føre til en bedring af situationen eller endda vil forværre den. Konklusionen er ikke desto mindre stadig klar: Vi bør angribe. For Politiken er det afgørende, at ”sigtet er humanitæt” (sic), men mindre vigtigt, om konsekvenserne også er det. Vi skal blot med “åbne øjene” (sic) erkende, at det humanitære sigte givetvis ikke fører til humanitære forbedringer. Vores ”humanitære principper” må således potentielt gennemtrumfes på bekostning af humanitære hensyn. Lejligheden til at give de ”humanitære principper” et eftersyn gribes ikke.

Krigsdriften
Det danske åndsliv beherskes af en krigsdrift, og den afføder bl.a. en utilsløret skødesløs omgang med begrundelserne for at kalde til våben og de forventelige konsekvenser af at bruge dem. Mærkværdige tankegange og -spring opstår.

• Udgangspunkt 1: Vi konstaterer, at vi ikke ved, hvem der er har udført en forbrydelse.
• Konklusion 1: Lad os straffe dem, vi ikke kan lide, for ugerningen.

• Udgangspunkt 2: Vi formoder, at situationen vil blive markant værre (Jyllands-Posten) eller sandsynligvis ikke bedre (Politiken), hvis vi angriber.
• Konklusion 2: Lad os angribe.

De tilsyneladende absurde spring i ræsonnementerne synes mindre iøjnefaldende, når vi medtænker et andet karaktertræk ved vores intellektuelle kultur: Vi opfatter os selv som ophøjede. Vi skal if. Politiken igennem et angreb på Syrien ”demonstrere vores respekt for […] humanitære principper”, som var der tale om et nationalt dannelsesprojekt snarere end en bestræbelse på at komme nødstedte mennesker til undsætning. Med B.T.-lederens ord er Danmark, modsat eksempelvis Syrien, et land ”med moralen i orden”. Denne ophøjede udgangsposition indebærer, at vi ikke er strengt bundet af jordnære størrelser som fakta og handlingskonsekvenser, men i stedet kan forlade os på vores instinkter, herunder forkærligheden for krig.