Lenin og Konfucius vandt, da kineserne omfavnede kapitalismen

Efter trekvart århundrede står Riget i Midten ved en korsvej midt i global turbulens. Mens Trumps Amerika ryster venner og bekriger fjender, står beslutningstagere i flere verdensdele i kø for at komme i dialog med Xi Jinpings Kina.

Af Flemming Ytzen
Illustration af Christian Ramsø (‘Kinasering’, 2015)

2026 er helt indiskutabelt et år med dramatiske opbrud for verden, og årsagerne er i hovedsagen at finde i de krige og angreb, som Rusland og USA har startet. Vi europæere må spørge os selv, hvornår blodsudgydelserne i Ukraine og Mellemøsten bringes til ophør. I markant kontrast til tilstanden i disse konfliktcentre er Kina og omegn, altså Øst- og Sydøstasien, i stand til at nyde fordelene ved en relativ stabilitet og fortsat økonomisk fremgang, om end den sandsynligvis er på vej ned i gear.

Velkommen til østasiatisk fred og orden, tilsat europæisk og mellemøstlig usikkerhed og spændinger. Nok ikke lige hvad vore beslutningstagere regnede med ved Berlinmurens fald i 1989 og verdenskommunismens efterfølgende sammenbrud. I disse måneder ruller kinesisk producerede elbiler i tusindvis ind på Europas gader og veje. Spørg Volkswagen og andre europæiske bilproducenter, hvad de synes om den udvikling.

Ingen i de europæiske hovedstæder havde regnet med det, østasiatisk statskapitalisme kunne levere. Hvad Republikken Kina, dvs. nationaliststyret på Taiwan, havde præsteret i 1950’erne, 60’erne og 70’erne, blev siden kopieret til perfektion af den kommunistiske rival på fastlandet, Folkerepublikken Kina. Det har forandret ikke blot Østasien, men hele den globale økonomi frem til i dag.

Den ideologiske kommunismes fader, Vladimir Lenin, må smile i sin sarkofag, mens Mao Zedong må døje med politiske tømmermænd i sin. Det, Mao advarede om i 1962 – at kapitalismen ville vende tilbage – er til fulde realiseret. Hvem havde lige set det skifte komme? På kort formel er forklaringen et gigantisk paradoks: en nationalkonservativ leninisme, som driver udviklingen i Xi Jinpings Kina, og lad os for morskabs skyld kalde det Make China Great Again. Med solpaneler, elbatterier og en gennemdigitaliseret hverdag for millioner af kinesere.

Med tog til Beijing

Nærværende skribent ankom en forårsdag for 48 år siden til Beijing med tog hele vejen fra Moskva. Rejsen gennem et sneklædt Sibirien tog en lille uges tid, inden vi nåede den mongolske grænsestation og kunne fortsætte mod Beijing. For en dengang 26-årig skribentspire blev det en fascinerende start på en monumental erfaringsrejse gennem den konfuciansk-buddhistiske kulturkreds – en rejse, der har varet siden, med det kinesiske rige som centrum og aflæggere i Japan, Korea, Taiwan, Singapore og talløse kinesiske økonomiske og sociale enklaver i det øvrige Østasien.

Den kinesiske vej til velstand og udvikling har været brutal. For et halvt århundrede siden var det en forvildet og destruktiv utopi, som vestlige besøgende oplevede som realiseret i Kina, men som gæsterne naturligvis hverken hørte om eller fik lov at se konsekvenserne af.  Her i nutiden er disse drømmere afløst af fortalere for globalisering og kapitalisme – fra Wall Street til Novo Nordisk.

Både økonomiske og politiske beslutningstagere i Vesten ser – ikke uden en vis misundelse – i retning af New Delhi, Bangkok, Kuala Lumpur, Singapore, Jakarta, Hanoi, Seoul og Tokyo, der alle har voksende samkvem med den store økonomiske dynamo i Beijing. Dette på trods af dybe uenigheder og forskelle i politiske systemer og værdier. Alle er de store og relativt fremgangsrige samfund, hvor millioner af indbyggere gennem et halvt århundrede har oplevet politisk stabilitet og i varierende grad fremgang i levestandard.

En kyndig amerikansk forfatter og journalistkollega med mange års erfaring fra Kina har opfundet betegnelsen ’markedsleninisme’ om den kinesiske hybridmodel, der forener statskapitalisme med leninisme. Mere præcist bliver det næppe.Hvor det indtil årtusindskiftet var amerikansk økonomi, der leverede trækkraften i det fjernøstlige vækst- og velstandsmirakel, er billedet siden vendt: Kina fremstår i dag som det statskapitalistiske lokomotiv, der har haft gavn af den voksende frihandel, der indtil for få år siden drev verdensøkonomien fremad. Dette vækstparadigme er i dag under pres. Protektionisme og klimapolitiske hensyn gør, at beslutningstagere over den ganske klode, Beijings inklusive, må tænke om. Usikkerheden har afløst optimismen.

Tilbageblik på årtier

Er verden alligevel et bedre sted i 2026 – trods krigene i Ukraine og Mellemøsten – og har Kina gjort en positiv forskel eller det modsatte? Prøv et tilbageblik: Hvordan så der ud i Fjernøsten for 70 år siden? 60 år, 50, 40, 30 år bagudrettet?

Datidens økonomiske muskelmand var Japan, som imponerende hurtigt, en snes år, havde rejst sig efter krigsnederlaget og atombomberne i 1945. Tokyo blev Østasiens ledestjerne, løftet op på førerpositionen af USA. I dag er der stadig mange, der ser med misundelse mod den japanske udviklingsmodel, men det politiske kraftcenter – fra asiatiske naboer har flyttet sig til Tokyos hovedrival i Beijing. Denne magtforskydning har vakt bekymring, fordi mange ser et indflydelsestab til Kinas fordel og ekstra udfordringer for et i forvejen trængt Vesten.

Hvad fortæller den historiske kikkert os om det Kina, som både imponerer og foruroliger her i nutiden? Her følger en kalejdoskopisk gennemgang.

Det seneste kvarte århundrede har de interne forhold i det kinesiske samfund været præget af en forbløffende politisk stabilitet, topstyret og påtvunget naturligvis, og en moderat økonomisk fremgang. Kinas interne samfundsrelationer er i dag langt mere givende for landets indbyggere, end tilfældet var under de hasarderede ideologiske eksperimenter under Mao Zedong og de menneskelige tab og omkostninger, der fulgte. Men åben debat om disse forandringer er i Xi Jinpings Kina en umulighed – i den forstand har Mao været en ubehagelig læremester.

Hvis Kina i 2026 kunne være et mere åbent, tolerant og rummeligt samfund, end tilfældet er, ville det være fascinerende at følge en nutidig national, kinesisk diskurs om, hvorfor denne ældgamle kulturnation skulle igennem de mange selvpåførte katastrofer i årene 1949-79; perioden som en pensioneret kadre engang tillod sig at betegne som ’de 30 spildte år’. I en omvendt, paradoksal logik er nutidens Kina en konsekvens af Maos irrationelle og dysfunktionelle lederskab.

En kyndig amerikansk forfatter og journalistkollega med mange års erfaring fra Kina har opfundet betegnelsen ’markedsleninisme’ om den kinesiske hybridmodel, der forener statskapitalisme med leninisme. Mere præcist bliver det næppe.

Engang tilbage i 1980’erne, da Kinas reformer var i en tidlig fase, kom den tyske ekskansler Helmut Schmidt til Beijing og fik en samtale med reformernes arkitekt, Deng Xiaoping. På et tidspunkt spurgte Schmidt sin vært, om ikke Kina var ved at forvandle det kommunistiske parti til et konfuciansk. Deng svarede retorisk, at det efter hans mening ikke gjorde nogen forskel.

Konfucianismen er en 2.500 år gammel moralfilosofi, der bygger på læring, ritualer, meritokrati og hierarkisk politisk orden. Foruden Kina har denne systemtænkning præget især Japan, Korea og Vietnam. Nutidens kinesiske magthavere kan fortælle både venner (som Beijing kun har få af), partnere (mange) og rivaler (kun en enkelt), at Kinas økonomiske opstigning er blevet ledsaget af et påfaldende fravær af dødelige konflikter i Kinas nærområder. Østasiens fred fungerer i kraft af den type magtbalancer, som ikke længere kan bruges i Europa på grund af Putins krig i Ukraine.

Ikke opgør, men fortielse

Hvis ikke nutidens og fremtidens yngre kinesere skal leve med illusioner om fortiden, burde et opgør med Mao trænge sig på. Anslået 36 millioner mistede livet af sygdom, sult og vold under Det Store Spring Fremad 1958-62, omhyggeligt dokumenteret af Kinas modigste journalist og forfatter, Yang Jisheng (f. 1940), der i mange år har levet et anonymt pensionistliv i Beijing. Yang, der arbejdede for partiets nyhedsbureau Xinhua i et halvt århundrede, har angiveligt opretholdt sit partimedlemskab. Når han forlader denne verden, vil der næppe være hyldende og hædrende nekrologer i kinesiske medier.

Yang Jisheng bør hædres for bogen ‘Mu Bei’, der betyder ‘Gravsten’. Denne udgivelse er den eneste sandfærdige skildring af Kinas og måske verdens største menneskeskabte fredstidskatastrofe i det 20. århundrede, skrevet af en af landets og systemets egne. Bogen er naturligvis forbudt af de kinesiske myndigheder. I forordet skriver Yang, at bogen er et ’… gravskrift både for min fader, der døde af sult i 1959, og for de 36 millioner andre kinesere, der ligeledes døde af sult’. Værket, der oprindeligt omfatter to bind, er på 1.100 sider og baserer sig på skriftlige kilder og interview med overlevende, som Yang har truffet gennem ti års rundrejser i Kinas historieforglemmende landskab.

Frem til i dag forklarer kinesiske historiebøger den korte periode i slutningen af 1950′erne som katastrofeår præget af dårlige vejrforhold, hvor høsten slog fejl. En statsfabrikeret løgn naturligvis.

I midten af 1980′erne foranstaltede partiet en undersøgelse, der forblev til internt brug. Den forsker, som partiet satte på opgaven, havde kun en beskeden erfaring som demograf, hvilket kan forklare, hvorfor denne opgørelse kun nåede frem til et ‘facit’ på 17 millioner sultofre. Yang har forklaret, at han under arbejdet med bogen opsøgte 12 provinsarkiver og de centrale arkiver i Beijing. I gennemsnit tog han 300 fotokopier i hvert arkiv, så bogen er baseret på 3.600 stykker dokumentation. ’Mange af dem har jeg i min lejlighed, mens andre er placeret hos en bekendt, der bor på landet’, har han forklaret. Forbløffende nok har Yang undgået sanktioner for sit banebrydende arbejde. Ingen af hans hemmelige partnere og informanter i projektet er blevet udsat for repressalier, fortalte han engang til den tidligere korrespondent for Financial Times i Beijing, Richard McGregor:

’Myndighederne er ikke så dumme som tidligere. Hvis dette var sket i en tidligere periode, havde jeg for længst været en død mand, og min familie havde været ødelagt. (…) alene den realitet, at jeg ikke er sendt i fængsel, vidner om, at der er sket forandringer’. Hvilke forandringer, spørger McGregor. Svaret er overraskende: ’Et system falder fra hinanden, mens et andet system er ved at udvikle sig. Det er svært at sige, om det er det nye eller det gamle system, der ender med at være det, der overlever’.

Katastrofer blev lærestykker

Kunne man have forestillet sig Kinas reformer fra sidste del af 1970’erne og frem uden den forudgående kulturrevolution? Den velanskrevne amerikanske sinolog og samfundsforsker Lucian Pye skrev i China Quarterly i 1986: ’Det er et ufravigeligt faktum, at uden de forfærdelige begivenheder under kulturrevolutionen er det utænkeligt, at det postmaoistiske Kina kunne have fraveget så meget, som det gjorde, ikke bare fra den sovjetiske model for kommunisme, men fra alle kendte modeller for kommunisme. Hvis Kina ikke var blevet plaget af det voldelige kaos i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, ville det mest nærliggende alternativ til Maos revolutionære utopisme have været intet andet end den triste udsigt til en bureaukratisk og traditionel form for kommunisme. Det forekommer utænkeligt, at Kina ville eller kunne have begivet sig ind på post-Mao-tidens modige moderniseringspolitik, hvis ikke samfundet havde oplevet det chok, som kulturrevolutionen udgjorde’.

Kompetente autokratier

L]ucian Pye (1921-2008) var født i Kina, hvor forældrene var missionærer og kom tilbage til landet i midten af 1940’erne som efterretningsofficer i det amerikanske marinekorps. Han blev siden i forskerverdenen kendt for bl.a. at definere Kina som en ’civilisation, der forsøger at blive til en stat’. Pyes 1986-artikel inspirerede mange år senere en dansk samfundsforsker og professor Georg Sørensen til følgende udsagn (i dagbladet Politiken 2003):

’Der er naturligvis intet, der kan retfærdiggøre Mao-tidens overgreb på uskyldige mennesker. Målet kan aldrig hellige midlet. Det kan ikke retfærdiggøres at krumme et hår på nogens hoved i en højere sags tjeneste. Men de resultater, der faktisk er nået i Kina med hensyn til økonomisk vækst og øget velfærd, er måske en nøgle til at forstå, hvorfor det socialistiske diktatur fortsat synes at nyde pæn opbakning i befolkningen på trods af dets forbrydelser. Og de manglende resultater med hensyn til vækst og velfærd i skrøbelige demokratier som Indien og andre steder i den tredje verden (f.eks. Latinamerika og Afrika) er måske en nøgle til at forstå, hvorfor der i store dele af de dårligt stillede befolkninger er stor skepsis over for demokratiets evne til at bane vej for en bedre tilværelse.’

Georg Sørensen konkluderede, at demokratier ikke er ufejlbarlige. Demokrati og økonomisk udvikling går langtfra altid hånd i hånd. Der er ingen automatisk forbindelse mellem demokrati og velfærdsforbedringer for de svageste; det afhænger af de politiske og sociale styrkeforhold, herunder de folkelige kræfters politiske organisering:

’Demokratiet rummer muligheder for økonomisk fremgang for de dårligst stillede, men ingen garantier, men demokratiernes problemer er ikke et argument for diktatur. De fleste diktaturer i den tredje verden er domineret af egoistiske og rovgriske eliter, der kun tænker på at mele deres egen kage. Alligevel er der enkelte diktaturer, der opviser gode økonomiske resultater. Men her skal man, for det tredje, huske på, at demokrati er en værdi i sig selv: De civile og politiske rettigheder, som demokrati indebærer, er en grundlæggende bestanddel i dette at være et frit menneske. Altså: Demokrati er ikke ufejlbarligt, og socialistisk-kommunistisk diktatur er ikke altid udelukkende barbari. Det hele er mere kompliceret end som så. Det ville være glædeligt, hvis den danske debat kom på omgangshøjde med denne indsigt.’

Republikken Kina, den statsdannelse, der har hjemme i Taiwan, er et fortræffeligt eksempel på, hvorledes et kompromisløst diktatur, der varede næsten fire årtier, kunne demokratisere uden vold og blodsudgydelse. Som bekendt gør Folkerepublikken Kina krav på en genforening med Taiwan. Kan det realiseres uden invasion og krig? Herom i en anden artikel.

Flemming Ytzen (f. 1952) arbejdede som journalist og redaktør på Politiken 1994-2022. Var bosat i Sydøstasien som udenrigskorrespondent for blandt andre DR og udviklingskonsulent 1991-94.