Vi skal formidle klimakrise og mindske afstanden mellem klimaoffer og klimasynder. Men god klimajournalistik tager tid, og den har vi ikke. Så hvad stiller journalisten op?
Af Buster Kirchner
Teksten er en dagbogsskildring, forfattet under en tre dage lang pressetur for klimajournalister i Mozambique i 2025, som Buster Kirchner deltog i.
Dag 1, Beira, Mozambique.
Hvad tænker du, når du hører dig selv sige Mozambique?
Jeg tænker borgerkrig, kommunisme, fattigdom, cykloner, valgrelateret vold, politisk undertrykkelse. Har jeg glemt noget? Det er jeg taget til Beira for at finde ud af. Fordomme er vel til for at blive afkræftet.
Det er primeiro dia (første dag, red.), og jeg skal slå tiden ihjel før presseturens officielle startskud. En gåtur i byens gader virker som et oplagt foretagende. Uden for mit hotel sidder en gruppe aldrende mænd med høje tindinger om et slidt, lavt træbord og spiller kort. De smiler høfligt, fortabt i kortspillet.
På stranden holder en ung mand om sin kæreste. Iført tanktop og vendt mod solnedgangen, omringet af fodboldspillende teenagedrenge og havets dulmende skvulp synes forelskelsen uendelig. Jeg får lyst til at kramme dem begge.
Solen går ned, og jeg følger i hælene på den. Drejer væk fra stranden, forlader lyden af bølger og grin. Der er næsten fuldmåne, og jeg kender hverken Beira eller Mozambique. Hvad ændrer sig, når mørket tager over? Ét er dagens trivialiteter, noget andet er nattens hersken. Hvilket nabolag trasker jeg egentligt rundt i?
Solens orange plamager fylder gradvist mindre på den del af himlen, jeg vandrer imod, stadig hurtigere, mens jeg ignorerer angsten, tillader ikke mig selv at blive nervøs, for der er jo ingen grund til at være bange, vel, det er bare Mozambique. Men altså, der er måske heller ingen grund til at gå her med penge fra hæveautomaten i baglommen, en IPhone i hånden og min hvide-se-mig-jeg-har-penge-fra-hæveautomaten-i-baglommen-hudfarve, når nu mørket falder på.
Jeg går videre i de stadig smallere gader, tænker, at hvis først folk ænser nervøsiteten – at her er jeg ikke hjemmevant – går det galt. Men så igen, det er søndag, der serveres kolde øl fra små træskure.
Jeg går op i landet, mod vejen og byen. Dér, hvor den kapitalistiske virkelighed sparker ind, hvor nydelse afløses af daglig knoklen, så man måske en dag kan tage på stranden og hvile hjernen, puste ud, ryge en cigaret.
To drenge, sikkert i start 20’erne, hvis de da selv kender deres alder, roder med et par hostende motorcykler. Der råbes, og et par andre drenge støder til. Og hvad er nu dét? En bold i luften. Ja, ikke en læderbold, men dog en bold. Chancen opstår pludseligt for at forenes i verdens mest nerveberoligende legetøj. For hvem har nogensinde røvet en fyr, der jonglerer med en slidt fodbold med en gruppe 10-årige børn? Øjne stirrer på mig, men ikke så intenst og spørgende, som jeg havde frygtet. Fordomme fordufter, mens bolden hopper. Når jeg en dag skal herfra, skal jeg have en bold med mig i kisten. Gerne en slidt en af slagsen. Så taler vi klima i morgen.
Dag 2, Beira, Mozambique
Dagen starter på regeringskontoret.
En smal trappeskakt i en toplans villa et sted i den rigtige ende af byen. Beira rimer på portugisisk koloniarkitektur. Al materialitet synes nedarvet fra koloniherrerne, der forlod landet i al hastværk i 1975, afløst af en 16 år lang og udmagrende borgerkrig.
Guvernøren, som vi har en mødeaftale med, er selvfølgelig ikke lige i byen i dag, så vi nøjes med den næstkommanderende. Fint nok jo. Alle rejser sig af indøvet, formel høflighed, da guvernørassistenten (som afgjort har en formel titel, jeg dog ikke noterer mig) træder ind. Lav, tætbygget og med et fast, om end dovent blik. Beira har været udsat for et overfald, starter hun. Naturen personliggøres, tænker jeg for mig selv, tildeles menneskelige egenskaber.
I 2019 blev Beira ramt af cyklonen Idai, fortsætter hun. Store dele af Mozambique blev ganske enkelt skyllet væk. Børn mistede deres forældre, forældre deres børn, og tusindvis måtte vinke farvel til hjem og ejendele, mens endnu flere blev indirekte påvirket af cyklonens destruktive forgreninger. Vi hører om tal, mange tal, forskellige tal, men ikke om, hvem disse tal var? Havde de familier? Fritidsinteresser? Noget at give videre til verden, som vi skal høre? Havde de ansigter?
I hjørnet af lokalet, plastret op ad væggen, som var det en skammekrog i en folkeskoleklasse, sidder to mindre magtfulde regeringsfolk. En midaldrende kvinde med skæv paryk er ansvarlig for sundhed, siger hun, da hun endelig får ordet. Manden ved siden af er øverstkommanderende på uddannelsesområdet, mumler han, og hurtigt står det klart, at cyklonen forgrener sig ud i det uendelige. Vi hører, hvordan HIV-rater, malaria, kolera, tuberkulose og andre af de sygdomme, vi i Danmark kun hører om i BørneFonden-reklamer og nyhedstelegrammer fra Ritzau, fulgte fluks i kølvandet på cyklon Idai. Vi hører, hvordan vandet erobrede gaderne, og hvordan water born diseases dernæst erobrede mozambicanernes immunforsvar.
Efter mødet samles medieteamet på fortovet foran bygningen. For hvad er det for et sprog, vi bruger, når vi adresserer klimaforandringerne? Der er langt fra Climate Adaption og Loss and Damages til kvinden i forstaden, der hverken har formel uddannelse eller job, og hvis hus nu pludselig spises af kystens bølger. Langt fra COP-debatter til Beira, fra jakkesæt til chitenge1, fra magtfuld til magtesløs.
Jeg tænker fra fortovet på den ugandiske forsker Bosco Bwambale, der har forsket i såkaldte traditionelle økologiske videnssystemer. Han har fundet frem til, at oprindelige videnssystemer i Rwenzori har bidraget til at bevare et højt niveau af biodiversitet. Befolkningens fortolkning af en skov som værende spirituelt forbandet medførte, at folk holdt sig væk fra skoven. Ingen gik derind, det var jo farligt, og således blomstrede dyre- og planteliv, lige indtil den dag naturen blev kapitaliseret af udefrakommende, som nu anskuede et hektar natur som en hektar penge ned i allerede fyldte lommer. Notér her, at den slags kaldes naturbeskyttelse, nationalparker og andet i den dur.
Og nu videre ud i gaden, på vej mod et nyt regeringskontor. Vi kan kun lige følge med. Et nyt besøg hos gode mennesker blandes med høj luftfugtighed og sved, der klistrer sig til huden. Aircondition er åbenbart primært forbeholdt de øverste lag i magtpyramiden, for på dette kontor, et regionalt hold af tekniske klimakatastrofebekæmpere, er ikke adgang til den slags fornøjeligheder. De må hilse på naturens ubarmhjertighed.
Vi drypper sved og får fortalt, at vores nye venner koordinerer logistik. Beira ligger placeret below sea level. Huse og landbrug flyder ud i havet, når naturen folder sig ud, og så flytter folk fra det risikable lavland og op i højderne, på afstand af vandets hærgen.
Flere blev for nylig tildelt nye huse, men nægtede at tage imod. Folk vil selv bygge deres eget hus, en interessant pointe, for intet er da mere dehumaniserende, end når man som menneske ikke selv bidrager til egen lykke. Ja, det står i Beira klart, at lykken findes i det aktiverende, engagerende, inddragende. Heri findes stolthed og identitet. Jeg har bygget huset. Det er mit.
Et sted i Beiras centró, hvor bløde portugisiske toner henleder tankerne til en forårsdag i Lissabon, åbner dørene sig til endnu en kolonial nedarvet villa. Vi er på trapperne til et nyt besøg hos endnu en katastrofehåndteringsorganisation af statslig art.
Organisationen kendes ved en fiks forkortelse, som jeg ikke skriver ned, men de fortæller gladeligt om partnerskaber med Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank og FN’s Udviklingsagentur. Landets offentlige midler kommer mange til gavn (om ikke andet, så er der gang i jakkesætsindustrien), og det går altså godt i katastrofehåndteringsorganisationen, lader en ældre medarbejder med en indflydelsesrig stilling og et selvtilfreds smil os forstå.
Den ældre herres yngre og mere alvorlige kollega kigger konsekvent ned i bordet, venter tålmodigt på, at det bliver hans tur til at tale.

Og så åbner han munden: ”Kan I være os behjælpelige med at søge midler til vores genopbygningsprojekter?” spørger han en anelse kringlet, bevidst om, at det er uhøfligt at tigge, for det gør man ikke i Europa, så forespørgslen må hellere pakkes intellektuelt og diplomatisk ind, hvilket faktisk lykkedes for ham.
Vores svar er ”nej”, men ikke den slags nej, der kommer med store bogstaver og udråbstegn. Snarere et nej indsvøbt i en snørklet forklaring og et par samfundsanalyser. Jeg har inderligt lyst til, at nogen siger: ”Hør her, vi er jo i samme båd? USAID er lukket, og halvdelen af verdens bistandsmidler er forsvundet. Vi skal finde på noget nyt, hvis ikke vi skal slås tilbage til start!?” Men ordene forbliver i mit hoved, og i stedet spørger jeg:
”Hvordan forsøger I, kære katastrofehåndteringsorganisation, at tiltrække flere donormidler?”
Længe har jeg overvejet, hvordan jeg mon kan formulere et anseeligt spørgsmål, som kan zoome ind på forholdet mellem donor og modtager. Det virker oplagt. ”Donorerne har lovet os penge, men kun en brøkdel er blevet udbetalt,” svarer den selvtilfredse mand, nu dog en anelse mindre selvtilfreds end før. Stemmen er hurtigere, blikket flakkende, foden tripper på gulvet, som styrede den en pedal.
Vi forstår, at donorerne ikke har holdt deres hellige løfter, men pludselig skal vi videre. Programmet løber fra os, lyder det, så ud, ned ad trappen, nyt besøg. Eller vent, vi skal lige have et fællesbillede, og så skal alskens delegerede selvfølgelig trykkes i hånden.
Om cirka 20 minutter kan vi ikke huske hinandens navne, eller hvad vi snakkede om, men altså, så har vi da et fællesbillede at se tilbage på. Vi er tre journalister, der skyder billeder til højre og venstre uden helt at vide, hvad vi undersøger. Men det finder vi måske ud af på et tidspunkt, og ellers kan vi da altid formidle processen!
Efter frokost, planlagt af partnerorganisationen, køres vi ud i dét, som danske myndigheder – nok for ikke at fremstå politisk ukorrekte – havde kaldt et socialt belastet område.
Mørket er faldet på, da vi interviewer en kvinde, der tager sig af fjorten børn. Ja, hun tæller efter. Der er faktisk fjorten børn, griner hun efter optællingen. Hendes søster døde under cyklonen, og fra hende arvede hun et par af ungerne. Hun tager sig i øvrigt også af kusinens tre børn, og så har hun adopteret yderligere fem. Giver det ikke fjorten, spørger hun og fortæller, at hun i øvrigt er gravid med nummer femten. Den bulede mave siger, at hun føder i løbet af et par måneder.
Jeg spørger kvinden, hvorfor hendes by i stigende grad bliver ramt af cykloner og oversvømmelser? Hun ved det ikke, svarer hun, trækker på skuldrende og kigger væk, måske en anelse forlegen. Kvindens attitude fortæller mig, at sådan et spørgsmål stiller man sgu da ikke hende. Kunne jeg ikke have spurgt en ekspert i stedet?
Dag 3, Beira, Mozambique.
I dag er minibussen på roadtrip, langt fra byens larm. Beboelserne er for længst forsvundet, da vi omgivet af palmetræer og cikader forlader asfaltvejen og får jord under hjulene. Snart parkeres minibussen. Nu skal vi trave.
Efter et par minutters gang når vi en jordplads med to hytter. I baggrunden anes marker, angiveligt sødekartofler. Her bor Angelica Tarabeko, en pensionsmoden kvinde, hvis Mozambique da ellers havde haft en velfungerende pensionsordning for landets ældre, så Tarabeko kunne få fortjent hvile.
Den aldrende kvindes hænder er jordsnavsede og ru, og på hovedet bærer hun et gult klæde, bundet i en knold. Foran Angelica Tarabeko står et hold af journalister, nationale og knap så nationale, og stirrer forventningsfuldt på hende uden helt at vide, hvad forventningerne bunder i.
En mozambicansk journalist spørger indledningsvist efter kvindens alder. Det ved hun selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle hun også bekymre sig om det? Som om der ikke var nok at se til. Journalisten insisterer, vil have sine grundlæggende facts på plads, og fortsætter: ”Hvornår er du født? Var det før eller efter Samora Machel?2” Kvinden smiler tavst, inden samtalen drejer ind på et andet spor.

Markerne her i landsbyen har angiveligt været oversvømmede, sågar op til flere gange, og alle kvindens børn har forladt landsbyen. Livsgrundlaget var væk. De så ingen fremtid for sig. Nu har hun blot ét enkelt familiemedlem tilbage, en teenagepige med handicap, som er blevet placeret på et chitenge-klæde på jorden og ser omtrent lige så forvirret ud som Tarabeko selv. Et skævt smil spreder sig på Tarabekos ansigt, da hun efter nogle minutters besøg finder ud af, at vi da i hvert fald ikke vil hende noget ondt.
Efter nogle minutters forvirring og snakken-i-munden-på-hinanden samler jeg mod til at spørge: ”Ved hun, denne dame foran sødekartoffelmarkerne, hvorfor hun har fået besøg af et hold ivrige journalister?” Hun kigger ned, inden hun svarer: ”I er vel kommet for at besøge mig,” lyder det, efterfulgt af varme, men også tilbageholdte grin fra journalisterne.
Paradokset er umuligt at ignorere. Vi skal mindske afstanden mellem klimaoffer og klimasynder, men åndeligt kunne vi ikke være mere distanceret fra Angelina Tarabeko. Når mørket om lidt falder på, drager vi videre mod nye reportageopgaver, mens Tarabeko forbliver i hytten.
Snart har vi glemt hende.
Buster Kirchner er dansk journalist, bosat i Zambia