Krig, stormagtskonflikter, cyberangreb, sabotage og forsyningssårbarhed er reelle trusler. Spørgsmålet er ikke, om farerne findes, men hvordan de fortolkes politisk, og hvordan bestemte svar gøres til nødvendighed. Med udgangspunkt i Marx’ ideologikritik viser artiklen, hvordan kapitalismens grundformer − vare, penge, løn, konkurrence, stat og nation − lærer mennesker at opfatte historiske forhold som naturlige tvangsvilkår. Dette er første del af en to-delt artikel. Næste del følger denne logik ind i nutidens oprustningssprog: fra markedets nødvendigheder til statens, nationens og beredskabets krav om loyalitet og ofre.
Af Klaus Krogsbæk
Verden er blevet farligere, lyder det: Rusland fører krig i Ukraine, stormagtskonflikterne skærpes, USA’s sikkerhedsgaranti virker mindre pålidelig, og NATO-landene hæver deres mål for forsvars- og sikkerhedsudgifter.
“Rusland gør klar til at angribe et andet europæisk land i den her valgperiode − i den her valgperiode” (Mette Frederiksen, Publicistklubben, 25. marts 2026).
Samtidig vokser forsvarsbudgetterne, beredskabet udvides, og borgerne opfordres til at kunne klare sig selv i tre døgn. Den nye firkløverregering skriver sig ind i samme kurs: Oprustning, beredskab og europæisk sikkerhed bliver centrale betingelser for hele den politiske prioritering. Forsvaret skal styrkes, industrien levere, infrastrukturen sikres, økonomien tilpasses og befolkningen forberedes. Krigsforberedelsen kaldes fredspolitik.
“Enten bliver krigen i Ukraine den sidste krig i Europa. Eller også bliver det den første krig af mange” (Troels Lund Poulsen, tale til Venstres Landsmøde, 16. november 2024).
Det betyder ikke, at truslerne er opdigtede. Rusland er en reel aggressor, krigen i Ukraine er virkelig, og cyberangreb, sabotage og forsyningssårbarhed kan ramme moderne samfund hårdt. Men en reel trussel er ikke en blankocheck.
Netop fordi truslerne er virkelige, må de undersøges politisk: Hvilke svar gøres nødvendige? Hvilke alternativer forsvinder? Hvem betaler? Hvilke institutioner styrkes? Hvilke sociale krav skubbes til side? Og hvad sker der, når sikkerhed først og fremmest forstås som statens militære kapacitet?
Hvad er ideologikritik?
Ideologikritik begynder her: ikke med påstanden om, at alt er løgn, og ikke med en naiv afvisning af, at verden er farlig.
Ideologikritikken må derfor spørge: Hvad fremstilles som naturligt? Hvad gøres nødvendigt? Hvad skjules? Og hvilken funktion har fremstillingen?Hvis ideologi kun var løgn, kunne falske oplysninger blot erstattes med sande. Noget ideologi fungerer sådan: Stater, virksomheder og partier pynter på virkeligheden og fremstiller egne interesser som almene hensyn.
Men den stærkeste ideologi virker dybere. Virkelige forhold antager en form, hvor bestemte konklusioner fremstår naturlige, mens andre næsten bliver utænkelige. Ideologi kommer derfor ikke kun udefra som propaganda. Den udspringer også af måden mennesker arbejder, bytter, konkurrerer, administreres, regeres og forstår sig selv på.
Ideologikritikken må derfor spørge: Hvad fremstilles som naturligt? Hvad gøres nødvendigt? Hvad skjules? Og hvilken funktion har fremstillingen?
Mange ideologiske forestillinger er stærke, fordi de ikke er rene fantasier. Arbejdsløshed, stress, kriminalitet, krig og kriser findes. Men de kan forklares gennem sociale relationer, økonomiske strukturer og politiske interesser − eller forskydes til individuelle svagheder, kulturelle mangler, nationale trusler og moralsk forfald.
Ideologiens kraft ligger i denne forskydning: Den tager virkelige erfaringer og giver dem en form, der leder væk fra deres samfundsmæssige årsager.
Derfor kan ideologi heller ikke overvindes ved blot at fortælle mennesker, at de tager fejl
Det er denne indsigt, der gør Marx afgørende. Hans pointe var, at kapitalismen selv producerer fremtrædelsesformer, der både er virkelige og fordrejede. Derfor begynder kritikken i kapitalismens mest elementære form: varen.
Marx’ ideologikritik begynder med kapitalismens almindelige former: varen, lønnen og kapitalens bevægelse. Hvis ideologi kun kom ovenfra, kunne samfundet selv være gennemsigtigt. Men for Marx får kapitalismens egne former sociale relationer til at fremtræde i fordrejet skikkelse.
Illusionen har et virkeligt grundlag. Mennesker oplever faktisk markedet som ydre tvang, lønnen som betaling for arbejde, konkurrencen som vilkår og staten som fælles interesse. Ideologikritikken viser, hvorfor erfaringerne er virkelige − og hvordan deres form skjuler relationerne bag dem.
Varefetichismen: når sociale relationer fremtræder som ting
I kapitalismen produceres ting som varer. De produceres for at blive solgt, og først gennem salget viser det sig, om arbejdet bag varen tæller samfundsmæssigt.
På markedet ser det ud, som om det er et forhold mellem tingene selv: denne vare har denne værdi, denne pris er høj, denne investering rentabel. Men bag varerne står mennesker, arbejde og en bestemt organisering af produktionen. Relationer mellem mennesker fremtræder som relationer mellem ting. Det er varefetichismens grundfigur.
”Det er udelukkende den bestemte sociale relation mellem menneskene selv, som her i deres indbildning tager form af en relation mellem ting” (Karl Marx, Kapitalen, bind 1, kap. 1, afsnit 4).
Varer får social magt, fordi menneskers relationer organiseres gennem produkter, priser og penge. Derfor fremstår markedet som en neutral orden, selv om det er en historisk bestemt måde at organisere arbejde og behov på.
Pengeformen skærper omvendingen. Når alt kan udtrykkes i penge, kan forskellige arbejder, behov og formål sammenlignes i én abstrakt målestok. Også oprustningen træder derfor frem som budgettal, investeringer og kapaciteter − ikke som en bestemt anvendelse af samfundets arbejde på bekostning af andre formål.
Her ligger en grundfigur, der rækker ud over markedet: Samfundets egne relationer træder mennesker i møde som noget fremmed, objektivt og uafvendeligt. Når økonomien siges at kræve reformer, konkurrenceevnen løntilbageholdenhed eller sikkerheden oprustning, taler noget historisk og politisk som natur.
Lønformen: når udbytning fremtræder som retfærdigt bytte
Lønformen viser, hvordan kapitalismens centrale klasseforhold fremtræder som frit og retfærdigt bytte. Arbejderen møder kapitalisten som juridisk fri person og sælger sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet. Kapitalisten betaler løn. På overfladen ligner forholdet et bytte mellem frie og lige parter.
Men arbejderen sælger ikke “arbejde” i almindelighed. Arbejderen sælger sin arbejdskraft: evnen til at arbejde under kapitalens instruks i en bestemt tid. I løbet af arbejdsdagen kan arbejdskraften skabe mere værdi, end den koster i løn. Forskellen tilegnes kapitalen som merværdi og danner grundlag for profit.
Udbytningen ligger altså ikke uden for det frie bytte. Den finder sted gennem det. Arbejderen får faktisk løn, kontrakten er juridisk frivillig, og arbejdsgiveren betaler for retten til at bruge arbejdskraften. Men formen skjuler forskellen mellem arbejdskraftens pris og den værdi, arbejdskraften skaber.
Her viser kapitalismens frihed sin dobbelte karakter. Arbejderen er juridisk fri, men materielt afhængig; fri til at sælge sin arbejdskraft, men tvunget til at gøre det for at leve. I oprustningens sprog gentages figuren: Vi må acceptere afsavn for at forsvare friheden.
Kapitalens bevægelseslogik: når væksttvang bliver sund fornuft
Kapitalismen drives af én bestemt bevægelse: Kapital skal forøges. Kapital er ikke bare penge, men penge, der investeres for at blive til flere penge. Produktionen dækker behov, men dens mål er værditilvækst: profit, der kan sættes i arbejde som ny kapital.
Denne bevægelse er ikke først og fremmest grådighed. Den er samfundsmæssig tvang. Konkurrencen tvinger kapitalen til at vokse, effektivisere, investere og presse produktiviteten op. Den, der ikke følger med, risikerer at blive udkonkurreret.
Derfor bliver kapitalens bevægelseslogik til samfundets almindelige fornuft: Virksomheder skal være konkurrencedygtige, arbejdskraften fleksibel, staten skal sikre gode rammevilkår, og økonomien må vokse. Ingen behøver at sige, at samfundet underordnes kapitalens selvforøgelse. Det er nok at sige: Vi må være realistiske.
På den måde optræder kapitalens tvang ikke som kapitalens tvang, men som virkelighedens krav. Når staten taler om vækst, sikkerhed, konkurrenceevne, beredskab og national robusthed, bliver kapitalens tvang til økonomisk nødvendighed, statslig politik, national interesse og borgernes ansvar.
Pointen er ikke, at oprustning direkte kan afledes af markedet. Pointen er, at kapitalismen vænner mennesker til at møde samfundsmæssige forhold som ydre nødvendigheder.
Staten som kapitalismens politiske form
Markedet fremstår som private bytter, frie kontrakter og økonomiske beslutninger. Men det forudsætter en statslig orden: ejendomsret, kontraktret, valuta, juridisk frie personer, domstole, infrastruktur, skat, politi, grænser og statslig magt.
Her opstår den politiske ideologis grundform. Ejendomsretten fremstår ikke som kapitalens forudsætning, men som retssikkerhed. Arbejdsmarkedets disciplin fremstår ikke som lønarbejdets tvang, men som beskæftigelsespolitikStaten er derfor ikke et ydre supplement til kapitalismen. Den er den politiske form, hvori kapitalismens almene betingelser organiseres.
Staten er ikke neutral i den forstand, at den står uden for samfundets grundforhold. Den repræsenterer den samfundsform, hvori private interesser overhovedet kan virke, og gør kapitalismens grundbetingelser til almen orden.
Her opstår den politiske ideologis grundform. Ejendomsretten fremstår ikke som kapitalens forudsætning, men som retssikkerhed. Arbejdsmarkedets disciplin fremstår ikke som lønarbejdets tvang, men som beskæftigelsespolitik. Militæret fremstår ikke som statens magtmiddel, men som beskyttelse af samfundet. Staten taler som almenhed.
Statens almenhed er derfor virkelig og falsk på samme tid: virkelig, fordi staten organiserer fælles betingelser; falsk, fordi disse betingelser samtidig er betingelserne for et klasseopdelt samfund.
Derfor bliver oprustningen politisk sprængfarlig. Den kan styrke statens strategiske handlekraft og gavne de kapitaler, der leverer våben, teknologi og sikkerhedsløsninger. Men den kan samtidig presse andre samfundsområder, når ressourcer, arbejdskraft og politisk opmærksomhed flyttes mod krigsberedskab.
Staten organiserer ikke kun kapitalismen indadtil. Den repræsenterer den nationale kapitalistiske samfundsorden udadtil og sikrer adgang til markeder, teknologi, forsyninger, alliancer, handelsveje, energi, råstoffer og strategisk handlefrihed.
Derfor er militæret ikke en tilfældig tilføjelse til staten. Det er statens yderste magtmiddel i en verden, hvor politisk og økonomisk konkurrence også handler om styrke og gennemslagskraft.
“Krig er politikkens fortsættelse med andre midler” (Carl von Clausewitz).
Men staten organiserer ikke kun befolkningen juridisk og administrativt. Den organiserer den også forestillingsmæssigt som nation.
Nationen som integrationsform
Nationen er den form, hvori et samfund med indre modsætninger kan sige “vi”. Det nationale fællesskab har et virkeligt grundlag: fælles stat, territorium, institutioner, rettigheder, symboler og erfaringer. Netop derfor virker det ideologisk stærkt.
Det nationale “vi” gør kapitalistens og lønarbejderens samfund til “vores samfund”, statens interesser til “vores interesser”, konkurrencen på verdensmarkedet til “vores konkurrenceevne” og militær kapacitet til “vores sikkerhed”. Det ophæver ikke de sociale modsætninger. Det omformer dem.
Når økonomien er under pres, spørges der ikke først, hvordan byrderne fordeles, men hvordan “vi” sikrer konkurrenceevnen. Når staten opruster, spørges der ikke først, hvilke samfundsformål der fortrænges, men hvad “vi” må gøre for at beskytte landet.
Men nationen er også et kampfelt. Når staten kræver afsavn i nationens navn, kan andre erfaringer bryde igennem: nedslidte institutioner, pressede lønmodtagere, unge der møder værnepligtens krav, og borgere der oplever, at “vores sikkerhed” ikke nødvendigvis betyder deres tryghed.
Derfor bliver kampen om kritikkens legitimitet central. Den, der kritiserer bestemte sikkerhedspolitiske prioriteringer, risikerer at blive placeret uden for det ansvarlige fællesskab. Nationen er den form, hvor staten kan kræve ofre uden altid at optræde som tvangsmagt; den kan tale som fællesskab.
Kultur, moral og subjektivitet
Kapitalismen producerer ikke kun økonomiske relationer og politiske institutioner. Den producerer også krav til subjektet − mennesket som arbejdende, konkurrerende og selvansvarligt individ. Et samfund bygget på konkurrence, lønarbejde, væksttvang og national tilpasning må frembringe mennesker, der kan sælge deres arbejdskraft, forbedre sig, omstille sig, tage ansvar og gøre ydre krav til indre motivation.
Dermed bliver økonomiske og politiske krav til kultur og moral. Det ses i dyder som fleksibilitet, robusthed, omstillingsparathed, selvledelse, ansvarlighed, præstation og effektivitet. Ordene lyder positive, og netop derfor virker de ideologisk: De oversætter samfundets krav til individets karakter.
Konkurrence bliver ikke blot et økonomisk vilkår, men en moralsk målestok. Den gode lønmodtager udvikler sine kompetencer, den gode arbejdsløse motiverer sig selv, og den gode borger i beredskabssamfundet er robust.
I oprustningens tidsalder skærpes denne sortering. Den nationale loyalitet bliver ikke kun kulturel, men sikkerhedspolitisk: Hvem står på “vores” side, hvem tager afstand fra de rigtige fjender, og hvem kan regnes for pålidelig i krisetid?Det betyder ikke, at ansvar, dygtighed eller udholdenhed i sig selv er falske størrelser. Ideologikritikken spørger, hvilken samfundsmæssig funktion kravene får: Når robusthed bliver svar på stress, flyttes blikket fra arbejdsprocessen til individets bæreevne. Når motivation bliver svar på arbejdsløshed, flyttes blikket fra arbejdsmarkedet til den enkeltes indstilling. Når beredskab bliver borgerdyd, flyttes blikket fra statens krigsforberedelse til individets mentale parathed.
Individualiseringen har en national variant: Sociale og politiske problemer kan gøres til spørgsmål om kultur, værdier og loyalitet. Pointen er ikke at åbne en selvstændig integrationsdebat, men at vise, hvordan national tilpasning fungerer som sorteringsprincip.
Det ses i debatter om danskhed, samfundssind, håndtryk, værdier og loyalitet. Konkrete sociale relationer gøres til prøver på national tilpasning: Hvem hører rigtigt til, hvem viser de rigtige tegn, og hvem må igen bevise sin loyalitet?
I oprustningens tidsalder skærpes denne sortering. Den nationale loyalitet bliver ikke kun kulturel, men sikkerhedspolitisk: Hvem står på “vores” side, hvem tager afstand fra de rigtige fjender, og hvem kan regnes for pålidelig i krisetid?
”Jeg møder selv mange, som er født her, men hvis loyalitet ligger et helt andet sted på jordkloden, både værdimæssigt og geografisk” (Frederik Vad, socialdemokratisk ordfører i folketingssalen, 25. april 2025).
I oprustningens sprog udvides logikken. Nu handler det ikke kun om kulturel tilpasning, men om politisk pålidelighed, beredskabsparathed og loyalitet over for statens sikkerhedspolitiske kurs. Den gode borger forstår truslen, accepterer udgifterne og tilpasser sig beredskabet. Den mistænkelige borger spørger, hvad oprustningen koster, hvem den tjener, og om statens militære svar virkelig er det eneste ansvarlige.
På den måde bliver national oprustning også en indre sorteringsmekanisme: Befolkningen opdeles ikke kun efter kultur, religion og identitet, men efter villighed til at gøre statens krigsberedskab til sin egen sag.
Dermed bliver national kultur til beredskabsressource. Det er ikke længere nok, at staten råder over militær, politi, efterretningstjenester og kriseplaner; befolkningens sindelag bliver selv en del af sikkerhedspolitikken.
Dermed er bevægelsen i artiklen samlet: Kapitalismens former vænner mennesker til at møde samfundets egne relationer som nødvendighed; staten giver denne nødvendighed politisk form; nationen gør den til fælles sag; og kulturen omsætter den til krav om ansvar, robusthed og loyalitet.
Herfra kan analysen gå videre til oprustningens ideologi i snævrere forstand. For når krigsforberedelse kaldes fredspolitik, og borgerens tilpasning kaldes beredskab, er det ikke et brud med de foregående former. Det er deres aktuelle sikkerhedspolitiske udtryk.
Steen Engholm
1. juli 2026 @ 18:18
En givtig artikel med et virkelighedsperspektiv der virker forståelig. Men, er det også en reaktualisering af nationernes kamp? For at tage tråden op, fra artiklens ide om den skismatiske fortælling, dels naturlig dels overskyggende noget andet, så halter retorikken omkring Europa. Det er ikke så naturligt indlysende hvor Europas grænser ligger, eller hvad Europa er, i det politiske scenarie; det er som om det nærmest er et ideologisk tema. En kulturel problematik som vi, moderne europæiske borgere, må forholde os til. Europa, som politisk entitet, er ikke og har ikke været formelt institutionaliseret. Den Europæiske Union kan ikke sammenlignes med territorialstatens paradigme, ihvertfald ikke uden en masse parenteser og tilføjelser. Til gengæld spøger Europas informelle politiske entitet i det globale rum, også i et historisk perspektiv. Europa er ikke en stat, men et retorisk værktøj der sprænger den pæne indramning af kapitalismens logik, som noget der kan udspille sig i et statsligt ordnet politisk forum, altså som en nationernes kamp. I stedet bliver der et liberalt virvar. Nationernes kamp, inklusive kampen om Europa.
Klaus Krogsbaek
1. juli 2026 @ 22:09
Godt set – og tak for en brugbar kommentar.
Jeg er enig i, at artiklen ikke bare kan bruge “Europa” som en selvfølgelig politisk størrelse. Hvis artiklen kritiserer nationen som den form, hvor staten kan gøre sine interesser til et fælles “vi”, så må Europa analyseres på samme måde – som et politisk fællesskabsnavn, der samler og skjuler reelle modsætninger.
For Europa handler selvfølgelig ikke som én stat. “Europa” er ikke et samlet politisk subjekt med én vilje, én suverænitet og én statsmagt. Det, der samles under navnet Europa, er snarere europæiske stater, EU-institutioner, NATO-strukturer, regeringer, kapitalinteresser og militærindustrielle prioriteringer.
Netop derfor kan “Europa” fungere ideologisk stærkt. Det optræder som et større “vi”, der tilsyneladende allerede ved, hvad det må gøre: vågne, opruste, tage ansvar, forsvare sig, blive strategisk modent osv.
Men dette “vi” er ikke givet. Det er politisk produceret og omstridt. Det dækker ikke blot over forskelle, men over reelle modsætninger mellem europæiske stater, mellem EU og NATO, mellem amerikansk afhængighed og europæisk autonomi, mellem militærindustriens vækstmuligheder og befolkningernes sociale behov, mellem statens sikkerhedspolitiske handlekraft og de omkostninger, der væltes over på lønmodtagere og velfærd.
Derfor vender nationernes kamp heller ikke blot tilbage i gammel form. Den har aldrig været væk, men den antager i dag mere sammensatte og formidlede former. Kapitalismens politiske konkurrence udspiller sig stadig gennem stater, men ikke kun gennem den enkelte territorialstat. Den virker også gennem alliancer, overnationale institutioner, blokdannelse, forsyningskæder, sanktioner, industripolitik og fællesskabsnavne som “Europa”.
Derfor bør “Europa” ikke stå som en neutral ramme i analysen. Det bør selv gøres til genstand for ideologikritik.
Det ændrer ikke artiklens hovedpointe. Det skærper den. For oprustningens ideologi virker i dag ikke kun nationalt, men også europæisk. Først siger nationen: “Vi må forsvare landet.” Dernæst siger Europa: “Vi må tage ansvar som kontinent.”
I begge tilfælde må kritikken spørge: Hvem er dette “vi”? Hvem handler faktisk? Hvilke interesser samles? Hvilke modsætninger skjules? Hvem betaler? Og hvilke alternativer forsvinder, når én bestemt sikkerhedspolitisk kurs fremstilles som nødvendighed?
Europa er derfor ikke svaret på nationernes kamp, men selv en del af den; kampen om at definere, samle og disciplinere forskellige statslige, økonomiske og militære interesser i Europas navn.
Steen Engholm
3. juli 2026 @ 18:31
Jeg undskylder på forhånd for innuendo og at jeg har drejet snakken rundt til at handle om noget andet end det politiske.
Kommentaren var ikke ment som en kritik af artiklen, og er snarere en fortsættelse af nogle historiske spekulationer jeg tumler med. Derfor – og kritiskt! – passer det heller ikke at associere til ASEAN og BRIKS, eller for den sags skyld WTO og FN, og den hele store portefølje af tværregionale eller globale organisationer. Derimod i et historisk perspektiv giver det mening at tale om en euroamerikansk kultur, men det er også et speget tema, ja måske forfejlet, der støder ind i modernitets-temaet og kapitalismen. Jeg syntes der var et angrebspunkt for denne problematik, i din gengivelse af staten som ideologi, en ideologi som jeg opportunt gengiver som en fortælling, for det er jo netop gennem fortællingen, som beskrivelse og forklaring, at du og jeg når til en først umiddelbar forståelse, som senere kan revurderes.
Sprogtermen ‘Europa’ og ‘europæisk’ er i den grad indgroet, på dansk, rimeligvis nok i hele det germanske sprogområde, og i større eller mindre grad (jeg ved ikke) i det latinske og slaviske sprogområde og iøvrigt alle andre sprog. Den territoriale og politiske konnotation spøger og rumsterer, som et helt gratis og meget naturligt retorisk redskab. Men hvad er det der er så naturligt? Mit foreløbige gæt er at det må være konteksten, dvs. at vi taler til os selv (eller, at jeg taler til mig selv).
Kulturfortællingen om Europa er del af en større regional og eurasisk historie. Den politiske rationalisering og normalisering af det euroamerikanske kulturfællesskab er liberal, og historisk set har den liberale magtfordeling været et faktisk fænomen. I den mørke middelalder tiltog kirkens indflydelse, med visionen om et christianitas, og den muslimske religion afspejler måske netop en lignende holistisk-kollektivistisk italesættelse af det sociale fællesskab. Det er som om vi virkelig behøver et Europa, trods det at christianitas-visionen netop er kommet til kort overfor de faktisk liberale magtdomæner – alias de frihedselskende autarkier alias den europæiske mosaik af fyrstestater, senerehen nationalstater. Jeg mener ikke noget lignende vil kunne hævdes for alverdens regioner, men det er også et eurocentrisk tema, der også nok afspejler den sprogbarriere der nu engang er. En gang i fremtiden vil Den Europæiske Union forhåbentlig blive den pragmatiske afklaring på dette kulturhistoriske og sproglige problem,
forsåvidt retorikken omkring Europa opfattes problematisk, og det er vel den politiske relevans i den her udenomssnak.
Du skriver sociale relationer, økonomiske strukturer og politiske interesser narrativt forskydes til individuelle svagheder, kulturelle mangler, nationale trusler og moralsk forfald; en forskydning der tager virkelige erfaringer og giver dem en form, der leder væk fra deres samfundsmæssige årsager. Gennem Marx italesætter du blandt andet de sociale relationers by-proxy udlevelse eller tingsliggørelse (den her varefetischisme), der såvidt leder hen til en fremmedgørelse, alias en afhængighed til teknokratisk professionaliserede løsnings- og praksis-former. Kan være at jeg lader ordene løbe af med mig, men alene den indsigt – altså fremmedgørelsen, ikke min eventuelle forvirring – er temmelig vidtrækkende og konsekvensrig, der ikke mindst i det politiske regi må være, eller burde være en daglig udfordring.
Jeg associerer det retoriske problem omkring Europa til statskonstruktionen, som på papiret nok er et fremmedgørende element, en konsekvens af symbiosen mellem bullion-domænerne, i tidlig moderne tid, og den succesfulde industrialisering i 1800-tallet, en symbiose der vokser ud af et substrat af systemisk kapitalisme. Men hvor systemisk er kapitalismen egentlig? Den moderne nationalstat må altid være noget som vi hver dag skaber.
Spørgsmålet om det sociale fællesskab er bare endnu sværere.