Fra barrikader til blindgyder – hvad gik galt i protesternes årti?

Interview: I forrige årti skyllede den ene protestbevægelse ind over den anden. Fra Det Arabiske Forår til Fridays for Future fyldte demonstranter gaderne. Masserne forlangte forandring – uden at opnå konkret magt. Hvorfor gik det sådan for sig? Den amerikanske journalist og forfatter Vincent Bevins mener at have en del af svaret. 

Af Mads Thunestvedt Hansen
Illustration af Mariana Villanueva

Jeg husker 2010’erne fra demonstrationer i Københavns og Europas gader. I starten af årtiet handlede det ofte om skattely og global ulighed, som alle og enhver havde fået øje på et par år forinden, hvor en grådig amerikansk finans- og forsikringssektor havde gjort mennesker over hele kloden arbejdsløse og kastet endnu flere ud i fattigdom. Et par år efter kom demonstrationerne i solidaritet med syrere, der flygtede fra Assads bomber. Og i slutningen af årtiet blussede en ny klimabevidsthed op med Den Grønne Studenterbevægelse (som bevægelsen dengang hed) og Fridays for Future.

Jeg tog til Berlin med Extinction Rebellion og blokerede finanscentret ved Potsdamer Platz sammen med – sådan føltes det i hvert fald – resten af Europa.  I bagklogskabens lys virker det gøglet og lidt dumt, når alle snakkede om, at den tyske stat ville opgive kulkraften, hvis blot nok mennesker lod sig anholde. Det bærende argument var, at det ville koste den tyske stat – med et BNP på omkring 30 billioner kroner – for meget, så den til sidst ville bøje sig for vores krav.

På Potsdamer Platz kommunikerede vi gennem menneskelige mikrofoner, hvor alle gentog talerens beskeder, så hele folkemængden kunne høre budskabet. Det var en horisontal organisering uden scener eller besøg fra politikere eller store NGO’er.

Ingen ansatte bag skriveborde. Bare mennesker på gaden.

I årtiets sidste og mest intense år var jeg i Zagreb, hvor over 25.000 mennesker deltog i Fridays for Futures globale klimastrejke. En protest, der samlede næsten to millioner unge i mere end 100 lande. Her gik vi, unge som gamle, op og ned ad byens gamle brostensgader. Med forskellige erfaringer fra Jugoslavien og 90’ernes finansielle globalisering troede jeg i ramme alvor, at det kun var et spørgsmål om antallet af mennesker på gaden, før verdens politikere ville se lyset og føre en progressiv klimapolitik. Det føles nu som meget længe siden.

“Der var en energi, der fik folk på gaden, men den blev aldrig for alvor kanaliseret ind i magtens korridorer,” siger den amerikanske journalist og forfatter Vincent Bevins, da jeg møder ham på et slidt, men imponerende bibliotek i Nairobi.

Foruden at have været korrespondent for forskellige amerikanske medier i Indonesien og Brasilien, udgav han for et par år siden den anmelderroste bog If We Burn, der analyserer, hvorfor det forrige årtis enorme gadeprotester rundt omkring i verden ikke for alvor skabte de ønskede politiske forandringer. Et spørgsmål, som jeg selv har søgt svar på siden de mange demonstrationer mellem 2010 og 2020.

Han forklarer:

“På den ene side var der en massiv eksplosion af mennesker på gaden med flere masseprotester end nogensinde før”.

“Men på den anden side opnåede næsten ingen af protesterne det, de håbede på. I mange tilfælde blev problemerne faktisk værre end før protesterne begyndte”, bemærker han.

Hvem fylder magttomrummet?

I de seneste par år har Vincent Bevins rejst verden rundt og interviewet aktivister fra forskellige bevægelser overalt i verden og mødt protestbevægelser, som prøvede at forandre verden, men hvor omstændighederne hurtigt ændrede sig. Han mødte de ukrainske unge, der stod bag Maidan-protesterne i 2014. Aktivisterne fra Hongkong efter paraplybevægelsens opløsning. Og egypterne, der fik væltet Mubarak, men endte med en endnu mere despotisk skikkelse i form af Abdel Fatah al-Sisi.

Alle protester havde forskellige sociale, økonomiske og politiske kontekster. Ukraine er forskellig fra Egypten, som igen er forskellig fra Hongkong. Men fælles for dem alle, siger Bevins, var den ret pludselige sammenkomst af mennesker på gaden.

“Ofte kom der langt flere mennesker, end aktivisterne havde regnet og planlagt med, og det skabte et magttomrum”, siger han.

“I protest efter protest i løbet af årtiet var det ikke de bevægelser, som organiserede protesterne, der udnyttede de muligheder, folkemængden skabte. Det var altid nogle helt andre”.

Det bedste eksempel finder man i Brasilien, hvor Vincent Bevins boede i starten af 2010’erne. Her havde den anarkistiske bevægelse Movimento Passe Livre (MPL) i årevis kæmpet for gratis offentlig transport til alle uden rigtigt at få folket bag sig. Det ændrede sig i 2013, hvor Brasiliens værtskab for VM i fodbold året efter medførte store stadionbyggerier og infrastrukturprojekter. Det begyndte at gnave sig ind i den brasilianske økonomi, alt imens de sociale ydelser blev beskåret, og priserne på transport steg.

Fra den ene dag til den anden blev protesterne enorme. Gaderne blev fyldt, og kampene mod politiet blev gradvist intensiveret. Det kulminerede, da den daværende præsident fra arbejderpartiet PT, Dilma Rousseff, blev buhet ud ved VM-slutrundens åbningskamp. Samtidig havde en ny højreorienteret anti-Dilma-bevægelse taget form. Inspireret af MPL kaldte den sig MBL (Movimento Brasil Livre). Ud over det næsten identiske navn efterlignede MBL også de samme gadetaktikker, som MPL havde benyttet sig af, forklarer Bevins.

“MBL stjal MPL’s vrede og havde stor succes med at overbevise folk på gaden om, at de var de samme modige og unge mennesker, som gennem årene havde taget kampen for bedre rettigheder gennem en anti-autoritær og autonom græsrodsbevægelse”.

Men MBL var langt fra MPLs opgør mod prisstigninger på transport. MBL var en protest mod staten, for et neoliberalt og ureguleret marked anført af en række unge techbros ”med støtte fra de rigeste brasilianske og højreorienterede amerikanske organisationer”, som Bevins oplyser det.

Det førte til hårde beskyldninger og en rigsretssag mod Dilma Rousseff, og det skabte reelt basen for den efterfølgende succes for den højreorienterede “tropiske Trump”, Jair Bolsonaro. Han kom til magten et par år senere på den bølge af vrede, som paradoksalt nok blev sat i gang af en horisontal anarkistisk bevægelse.

For Vincent Bevins illustrerer det udfordringen ved en lederløs struktur.

“Når du har den form for flad struktur, er der ingen, som repræsenterer gaden, hvilket gør det meget nemmere for andre og ofte mere magtfulde interesser at tage over”.

Protester af sin tid

“Folk troede virkelig på spontanitet og lederløse strukturer, hvilket giver god mening, når man tænker på, at samfundet allerede var atomiseret i individer, og at medlemskabet af fagforeninger og politiske partier både var og stadig er historisk lavt”.Ifølge Vincent Bevins kan man ikke adskille måden, man demonstrerer på, fra den tid, man lever i. Og i starten af 2010’erne var der endnu et stort håb om, at man kunne organisere sig løst og egalitært gennem sociale medier, så gadeprotesterne nærmest spejlede den digitale sfære. Gaden var kroppen på Facebook-gruppen.

Men det er kun én forklaring på, hvorfor protesternes blev lederløse, ifølge Bevins. Den anden var, at 2010’erne også var kulminationen på to årtiers neoliberal individualisering.

“Folk troede virkelig på spontanitet og lederløse strukturer, hvilket giver god mening, når man tænker på, at samfundet allerede var atomiseret i individer, og at medlemskabet af fagforeninger og politiske partier både var og stadig er historisk lavt”.

“På en tragisk måde var mange bevægelser derfor allerede udsat for det, de kæmpede imod, nemlig neoliberalismes ulighed og individualisering,” argumenterer han.

Det var denne kombination af sociale medier og individualisme, som især protestbevægelserne i det globale nord baserede sig på. I sin bog fremhæver Vincent Bevins eksempelvis, at selv den store borgerrettighedsforkæmper John Lewis ikke fik lov til at tale ved Occupy Wall Street, fordi to hvide personer fra den øvre middelklasse argumenterede for, at “intet menneske er mere værd end noget andet”. Han kunne bruge den menneskelige mikrofon som alle andre.

For Vincent Bevins blev denne måde at tænke forandring på et udtryk for en naiv forestilling om magt. Det var, som han siger med henvisning til Karl Marx’ berømte pointe om, at ”når folket ikke kan repræsentere sig selv, så vil andre gøre det”.

“Når mennesker samler sig, vil en eller anden form for struktur også blive skabt. Spørgsmålet er så, om strukturen er bevidst valgt af bevægelsen, eller om den bliver skabt udefra”.

De imperiale forskelle på protester

Men valget af struktur i bevægelser afgøres ikke kun af interne faktorer, påpeger Bevins, der ser store forskelle på de muligheder, aktivister i forskellige lande har for at organisere sig. I modsætning til eksempelvis Occupy Wall Street i New York havde aktivister i Hongkong eller Egypten langt mindre mulighed for at organisere sig. De spontane protester var deres eneste mulighed for at vælte en diktator og skabe en positiv forandring, fortæller han.

“De fleste protester i verden foregår hverken i Europa eller USA, hvilket betyder, at de befinder sig i et helt andet geopolitisk – og imperialt – forhold. Det øger fremmede staters mulighed for at påvirke mulighederne for forandring og helt overtage de magttomrum, som de lederløse protester har skabt,” siger Bevins.

“En af de mest tragiske lektioner, vi fik fra 2010’erne, var, at imperialisme stadig eksisterer. Hvis din nabo er mere magtfuld end dig, og de ser en mulighed for at udnytte din svaghed, så gør de det,” siger han og punkterer mange protestbevægelsers drøm.

“Og det mest tragiske ved den lektion er, at det ser ud til at virke”.

Set udefra, så må det også være svært at opbygge bæredygtige bevægelser i en verden som udvikler sig så hurtigt, som den gør nu. Hvad gør det ved den organisering, der sker rundt omkring i verden?

“Du peger her på en udfordring, som mange af de bevægelser, jeg har besøgt, også har peget på,” svarer han.

“Lige nu er det meget svært for andre klasser end den herskende globale klasse at organisere sig, fordi kriserne grundlæggende er globale, mens den førte politik stadig er forankret nationalt”.

“Så der er et modstridende forhold mellem årsagerne til problemerne og løsningerne på problemerne. Et lille antal mennesker kan i dag skabe en klimakatastrofe eller fange enhver person på kloden i et digitalt afhængighedsforhold, mens det kræver langsom og vedvarende organisering blot at gå op imod det,” argumenterer han.

Den spontane mulighed

At tale med Vincent Bevins kan virke opgivende. Uligheden stiger, klimakrisen raser, og mulighedsrummet for forandring svinder ind. Selv et årti som 2010’erne, der satte rekord efter rekord i antallet af protester, virkede tilsyneladende ikke og koncentrerede blot magten yderligere. Så hvor står den folkelige organisering lige nu, spørger jeg ham.

“Meget forskelligt”, svarer han og uddyber.

“I det globale nord virker det ikke til at ske. Selv Trumps illegale krig mod Iran har ikke skabt de store folkelige protester, som vi så for 20 år siden, da USA invaderede Irak”.

“Men kigger man rundt i verden, ser man de såkaldte Gen Z-protester, som i høj grad reproducerer sproget og taktikkerne fra det sidste årti uden ledere eller konkrete politiske programmer”, siger han og opremser de store protestbevægelser, der i de seneste år har skyllet ind over det globale syd. Serbien, Nepal, Madagaskar for blot at nævne nogle få.

For Vincent Bevins beviser det, at gadeprotesterne spiller en stor rolle, men at de stadig leder efter en politisk base at bygge på.

“Selvom der ikke længere er mange, der tror på sociale medier, spontanitet og horisontal organisering, er det stadig den bedste mulighed for den 41-årige kenyanske Uber-chauffør med en prekær ansættelse at deltage i en uplanlagt og spontan protest”, siger han og opsummerer:

“Og det er jo fordi organiseringen ikke længere kan basere sig på fabrikken med cementgulv og bedre ansættelsesforhold. Virkeligheden er, at arbejderklassen i både det globale syd og det globale nord lige nu er alene, prekariseret og uorganiseret.”

Du ved aldrig, hvornår det eksploderer

Med tanke på de protester, jeg selv deltog i, i protesternes årti, virker det til, at den horisontale organisering er på retræte, og at idéen om at blive anholdt for at tvinge politiske argumenter igennem virker fjollet for selv den mest ihærdige klimaaktivist. Men ude i verden er uligheden stadig stigende. De rigeste mennesker har stadig bankkonti i skattely, og de globale finansstrømme er kun blevet mere uigennemsigtige. Håndteringen af flygtninge er blevet militariseret med stadig højere budgetter til eksempelvis EU’s grænseagentur Frontex. Klimakampen fortsætter, ligesom mængden af CO2 i atmosfæren også stiger. Og i mange af de lande, som Vincent Bevins har besøgt, sidder der stadig en autokrat i spidsen.

Den tro på forandring, som udgjorde en central del af 2010’ernes mentalitet, synes lettere forduftet.

Men det, Vincent Bevins også lærte på sine besøg hos årtiets aktivister, var, at man aldrig rigtig ved, hvornår muligheden for forandring opstår.

“Du ved aldrig, hvornår eksplosionen af mennesker kommer. Pludselig banker historien på døren. Og når den banker på, handler det om at være organiseret og at have en politisk plan klar”.

Mads Thunestvedt er redaktør på Eftertryk Magasin