Findes en demokratisk arkitektur?

Findes der en særlig demokratisk arkitektur? I sin seneste bog udforsker Jan-Werner Müller forholdet mellem arkitektur og demokrati – og når frem til, at der muligvis ikke findes én demokratisk arkitektur som sådan, men at demokrati alligevel hele tiden kalder på, at vi genopfinder vores fælles fysiske rum.

Af Andreas Beyer Gregersen

Når mange af os intuitivt tænker på, hvad demokrati er, tænker vi også på bestemte fysiske rum indrettet, så der er plads til, at en lighedsbaseret politik kan udfolde sig. Det kan godt være, at det er underordnet, hvor stemmeafgivning finder sted, men Folketinget er tæt forbundet til Christiansborg, mens demonstrationer oftest har brug for åbne gader og pladser. Hvilken betydning har det egentlig, hvordan de fysiske rum for demokratiske processer er indrettede, og hvilken magt kan udøves gennem denne indretning? Hvad ville f.eks. være anderledes, hvis Folketinget pludselig skiftede placering fra i morgen til en kontorbygning, et konferencecenter eller måske bare gik online i stedet for det symbol på magt og pragt, som Christiansborg Slot har været i over 800 år?

Sådanne spørgsmål udforsker den tyske idéhistoriker Jan Werner-Müller i sin nyeste bog med et imponerende historisk overblik fra antikken til det moderne demokrati og en særlig evne til at indfange, hvordan demokrati udvikler sig i praksis.

Jan Werner-Müller er i dag en verdenskendt idéhistoriker og politisk teoretiker tilknyttet Princeton University, som især er nået ud til en bredere offentlighed med sit arbejde om populisme og demokratiets historie. Dette værk, der bærer den engelske titel Street, Palace, Square. The Architecture of Democratic Spaces, kan beskrives som en kondenseret præsentation af et nyere fokus for Werner-Müller, som også er blevet udfoldet i forskellige artikler og oplæg de seneste år – nemlig forholdet mellem arkitektur, forstået som indretningen af de fysiske rammer for vores samfund, og demokrati.

Den omrejsendes opmærksomhed

Ikke overraskende spiller særligt offentlige rum som gader og pladser samt bygningsværker såsom parlamenter og administrationsbygninger ifølge Werner-Müller en overset, men særdeles væsentlig betydning for, hvordan demokrati udfolder sig i praksis. Demokrati er i denne sammenhæng ikke blot kendetegnet ved at basere sig på politisk lighed, da det lige så meget handler om at fastholde en vis åbenhed i politiske processer. Som han simpelt formulerer det, er demokrati ”en politik, hvor man kan ombestemme sig” (s. 204). Det er Werner-Müllers tese, at arkitektur spiller en afgørende rolle for, om lighed og åbenhed som demokratiske grundværdier kan manifestere sig i praksis.

Det er imidlertid svært at se den presserende nødvendighed af at beskæftige sig med emnet netop nu – modsat Werner-Müllers tidligere arbejde med at forstå populisme, som var motiveret af den eksplosive fremvækst af højrepopulisme i vestlige lande. Det er derfor nemt at få den mistanke, at dette nye fokusområde mest af alt udspringer af Werner-Müllers mange rejser Jorden rundt som feteret foredragsholder.

Han starter bogen med at fortælle om parlamentsbygningen i Dhaka, Bangladesh, som han besøgte i foråret 2025, uden at gøre det klart for læseren, hvorfor han egentlig var i Bangladesh. Men som Werner-Müller påpeger med reference til den tyske filosof Walter Benjamin: den omrejsende er sandsynligvis også den af alle mennesker, som lægger mest mærke til de fysiske omgivelser. I den daglige trummerum er mange af os, særligt beboere i større byer, alt for distræte og blaserte til at stoppe op og se os omkring – og lægge mærke til, hvor der er plads, eller ikke plads, til politik.

Demokrati og ikonoklasme

Uanset motivation lykkes det for Werner-Müller at overbevise læseren om, at det er både relevant og fascinerende at dykke ned i spørgsmålet om, hvordan politik både former og formes af især offentlige rum og bygningsværker. Stilen er ikke strengt argumenterende, men snarere essayistisk, struktureret gennem bogens tre dele med hvert sit tematiske fokus på henholdsvis pladser, paladser (forstået som de bygningsværker såsom parlamenter, der sætter rammerne for magtudøvelse) og gader.

Et gennemgående tema i værket er en spænding, som Werner-Müller er særdeles god til at indfange, mellem henholdsvis demokratiets åbne karakter og så den mere statiske fasthed, som ofte kendetegner arkitektonisk indrettede rum. Werner-Müller diskuterer f.eks. et berømt citat fra USA’s sjette præsident, John Quincy Adams, som i 1831 udtalte: ”Demokratiet har ingen monumenter. Det præger ingen medaljer. Ingen mands hoved er afbildet på dets mønter. Det er i sin essens ikonoklastisk.”

Selvom Werner-Müller kommer frem til, at der heller ikke findes en bestemt demokratisk stil for offentlige bygningsværker, erklærer han sig delvist uenig i citatet. For som han påpeger, findes der masser af statuer af demokratiske politikere verden over såsom den allerstørste statue i verden, nemlig den 182 meter høje afbildning af den indiske uafhængighedsaktivist og politiker Sardar Patel.

Der er dog alligevel noget om, at demokrati fordrer mere omskiftelige rammer og løbende debat om, hvilke monumenter vi ønsker os i det offentlige rum, hvilket kan føre til reel ikonoklasme såsom nedrivning af statuer forbundet med slaveri og kolonitiden i vestlige lande. Midlertidige besættelser af pladser og forvandlinger af gaderummet er ofte også del af den demokratiske dynamik, der udfolder sig, når magthaveres legitimitet betvivles, og politisk vanetænkning udfordres.

Idéhistorisk essay eller politisk teori?

På grund af bogens essayistiske stil er det nogle gange svært at afkode, om Werner-Müller udelukkende bidrager med historiske og sociologiske refleksioner om forholdet mellem arkitektur og demokrati, eller om han også vil sige noget mere universelt og filosofisk om især forholdet mellem vores privatliv og det offentlige rum.

Dette kommer til udtryk, når Werner-Müller diskuterer den gentagne tendens til at forbinde demokrati med gennemsigtighed, hvilket i arkitektonisk forstand ofte oversættes til åbne rum og brug af glas som et ’demokratisk’ materiale. Han stiller sig forholdsvist skeptisk over for en sådan association og påpeger blandt andet, at den italienske fascisme også anvendte glas som et udtryk for en ikke-medieret forbindelse mellem lederen og hans folk.

I den forbindelse hævder Werner-Müller på et mere generelt plan, at der sandsynligvis altid vil være brug for et element af hemmeligholdelse og dermed uigennemsigtighed i selv demokratiske processer, som det f.eks. kommer til udtryk i hemmelig stemmeafgivning og lukkede forhandlinger i politiske beslutningsprocesser. Spørgsmålet er imidlertid, hvad Werner-Müller baserer denne overordnede påstand på. Som med andre steder i bogen savner den politisk-teoretiske diskussion en mere klar argumentation med overvejelser over mulige indvendinger.

Rammer for demokratiet

Selvom det således går lidt for hurtigt flere steder i bogen, giver Gade, plads, palads et fascinerende indblik i forholdet mellem arkitektur og demokrati, en slags ’grand tour’ gennem de fysiske omgivelser for politiske processer. Der er også plads til yderligere udforskning af, hvilken demokratisk betydning det ’private’ hjem og dets arkitektoniske udformning har, hvad enten vi snakker om villakvarterer, lejlighedsopgange eller nyskabende boligfællesskaber. Werner-Müller har dermed mulighed for at udfolde forholdet mellem arkitektur og demokrati yderligere i kommende udgivelser.

Werner-Müller leverer samtidig mange skarpe analyser igennem bogen, såsom hvordan protestlejren på den offentlige plads, som vi kender fra blandt andet Det Arabiske Forår og Occupy Wall Street, ofte udvikler sig til et centrum for præfigurativ politik – en praksis, hvor det udforskes og fremvises, hvordan man kan organisere sig på nye måder gennem horisontale beslutningsprocesser og solidarisk deling af ressourcer. Værket giver os således et indblik i, hvordan demokratiets fysiske rammer ikke nødvendigvis er parlamentets lukkede rum, men lige så meget kan udfoldes – og udfordres – under åben himmel.

Gade, plads, palads er derfor en uomgængelig bog for enhver, der vil dykke ned i, hvordan arkitektur og demokrati kan siges at hænge sammen i dag, og hvordan politisk praksis kan forny sig selv gennem en kreativ udforskning af de fysiske rammer for denne praksis. Selvom vi ikke alle kan rejse verden rundt og se på parlamentsbygninger, kan vi alle bruge værket som en anledning til at stoppe op, kigge rundt og overveje, hvad de fysiske rammer i vores samfund har af politisk og demokratisk betydning.

Andreas Beyer Gregersen er freelancer og uafhængig forsker

Billedet øverst er en farvelagt illustration af The National Assembly Building i Dhaka, Bangladesh, 1962—1982, arkitekt: Louis Khan. Foto: Arne Maasik 2017. Hentet: https://louiskahn.image.ee/gallery/the-national-assembly-building/