Vi har på Eftertryk bragt en række artikler, der har diskuteret mulighederne for at opbygge et bæredygtigt samfund. Der har været bidrag fra Claus Bryld, Steen Hildebrandt, Jan Helbak, Emil Samaras Eriksen, Jeanette Søgaard, Finn Hansson og fra Per Bregengaard og Søren Kolstrup. Deres bog ’Socialistisk reformpolitik – bryd med kapitalismen gennem en demokratisk, rød og grøn omstilling’ (Forlaget Solidaritet, 2026) anmeldes og diskuteres her.
Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustration af Molly Depenau Christensen
Som det går nu, går det ikke. Klimakrisen eskalerer, og forskere som Katherine Richardson advarer om, at en svækkelse af havstrømmene i Atlanterhavet kan gøre Danmark markant koldere – i yderste konsekvens med et klima som i Sibirien. Dyre- og plantearter udryddes hastigt, ’vi’ bruger naturens ressourcer ca. 1,8 gange hurtigere, end økosystemerne kan nå at gendanne dem, livet i fjorde og have er under hårdt pres, plastik finder man overalt – enhver kan fortsætte listen.
Der er ikke noget mystisk på spil. Naturkatastrofer er ikke et nyt fænomen, men det, vi ser nu, er en følge af menneskelige handlinger. Det er ’menneskets’ skyld, men skylden er skævt fordelt. Går man tilbage i historien, kan man sagtens finde eksempler på hensynsløs grådighed og rovdrift på naturen, men mere overordnet er der tale om, at mennesker har arbejdet for at skaffe sig tålelige og bedre livsvilkår. Bruger man den viden, vi har i dag, som målestok, kan man godt sige, at de menneskelige aktiviteter, der er formidlet gennem den kapitalistiske økonomi siden industrialismens gennembrud, har skabt de problemer, vi nu står med. Men den viden er – i historisk målestok – ret ny. Samtidig har store dele af verdens befolkning haft – og har fortsat – en meget begrænset andel i denne proces.
Det er en ny historisk situation, vi står i. Det er i disse år, det bliver klart, at den måde, man i et kapitalistisk samfund organiserer produktion, forbrug og fordeling på, ikke kan forenes med den enkle kendsgerning, at uendelig økonomisk og materiel vækst er en umulighed på en klode, hvor naturressourcerne er endelige, og hvor menneskers fremtidige liv står og falder med, at de fornybare ressourcer, vi forbruger, og den natur, der ødelægges undervejs, kan genetableres.
Det betyder, at selv i det næsten utopiske scenarium, hvor al fossil energi er afløst af grøn energi, er det nødvendigt med en økonomi, der i alt overvejende grad er cirkulær.
Det enorme historiske problem, vi står med i disse år, er, at kapitalismen ikke kan fungere uden vækst. Væksten er en uomgængelig følge af konkurrencen mellem de kapitalistiske virksomheder, som hver for sig altid er på jagt efter nye markeder, mere salg, større omsætning. Man kan ikke melde sig ud af dette kapløb uden at have lagt billet ind på en sikker konkurs.
I en konkurrence er der altid tabere og vindere, derfor er kapitalismen også et krisebefængt system, hvor perioder med højkonjunktur veksler med nedture, hvor arbejdsløshed og nedskæringer risikerer at udløse social uro og krakeleringer i det politiske system. Disse negative følgevirkninger har mange i tidens løb råbt op om, men socialisters kritik af kapitalismens dårligdomme er blevet modsagt af tilhængerne, der med en vis ret kunne pege på, at over en milliard mennesker er løftet ud af ekstrem fattigdom, og at mange flere har fået et behageligere liv med en række forbrugsgoder, som tidligere generationer dårligt havde fantasi til at forestille sig. Man peger også på de statslige tiltag, der kan sættes i værk for at få hjulene – og dermed væksten − i gang igen, når krisetegnene begynder at vise sig.
Men den diskussion er i dag overhalet af noget mere grundlæggende, fordi de naturvidenskabelige kendsgerninger fortæller os, at hvis vi kører videre i samme spor som nu, følger klima- og naturkollaps, slagsmål om sikre levesteder, enorme flygtningestrømme, kæmpe udgifter til beskyttelse mod oversvømmelser, tørke, skovbrande, og hvad der ellers er i sigte.
Alternativet er, at vi ændrer kurs og begynder på en afvikling af kapitalismen. Det er en fortrængning af dimensioner, når man bilder sig ind, at den økonomiske vækst bare kan fortsætte ud i det blå. Tror man, det er muligt, skal man også tro på, at det er realistisk med en verdensøkonomi, der i år 2200 er knap 240 gange så stor som i 2015. Så meget vil økonomien vokse, hvis man forudsætter en årlig vækst på 3%.1
Hvordan man end vender og drejer det, er det en sikker vej mod en ødelæggelse af både samfund og naturgrundlag. Alligevel opfatter borgerlige og socialdemokratiske politikere sig typisk som repræsentanter for en ansvarlig økonomi, mens kritikere af kapitalismen stemples som uansvarlige og urealistiske fantaster.
Kan socialister i dag tilbyde en realistisk vej frem?
Per Bregengaard og Søren Kolstrup har gjort et heroisk forsøg på, at dementere denne artikels overskrift2 med en række forslag til, hvad man kan gøre for at afmontere kapitalismen. Deres præmis er, at kapitalismen er ude af stand til at håndtere den økologiske krise og medfører en bestandigt forøget magtkoncentration og ulighed. Markedet kan ikke skelne mellem vild luksus og nødvendigt forbrug, og ressourcerne ”allokeres ikke derhen, hvor de giver størst brugsværdi” (141f).
Det er blevet til en bog på over 400 sider. Dens styrke ligger i den detaljerede redegørelse for, hvordan et socialistisk reformarbejde kan gribes an.
Det kan godt virke lidt tungt indimellem, men bogen er saglig og grundig. Man behøver ikke at læse den i ét stræk. Tager man et kapitel om dagen, kan man lettere kapere og blive inspireret af detailrigdommen. Orker man ikke at læse de mange sider, har de to forfattere redegjort for hele projektet i en artikel her på Eftertryk.3
Værdigrundlaget
Bogens første halvdel gør rede for forfatternes værdigrundlag. Målet er et samfund, hvor der ikke er ”privat ejendomsret til jord og produktionsmidler” (57), hvor præmissen for al politik er de planetære grænser, og hvor man demokratisk beslutter, hvilke behov der fortjener prædikatet ”anerkendte almene behov” (32). Markedet skal derfor underlægges en radikal regulering, og kritisk infrastruktur som el, vand og varme må ikke overlades til et privat marked. Der er ”en del elastik” i, hvad der hører med i puljen af ’almene behov’ (90). Fx mener forfatterne, at der er gode argumenter for, at boliger, vacciner og bankvæsenet også skal unddrages markedet. Det kan afgøres og ændres gennem demokratiske beslutninger.
Socialistisk reformpolitik – eller hvordan man trækker tænderne ud på kapitalismen
Det er en borgerlig yndlingssport at affeje enhver tale om socialisme med en henvisning til den sovjetiske planøkonomis formynderi og bureaukrati. Bregengaard og Kolstrup er enige i kritikken af den form for planøkonomi: en central statslig planlægning af hele produktionen er ikke vejen frem.
Bogens ambition er derfor, at de socialistiske reformer skal gennemføres af folkevalgte institutioner og af demokratisk organiserede virksomheder og foreninger.
Opgaven her og nu er at komme nærmere og nærmere det samfund, der er skitseret ovenfor, dvs. at presse på for mere demokrati overalt i samfundet og for reformer, der rummer socialistiske perspektiver.
Hovedvægten ligger på beslutninger, der kan træffes i Folketinget. Det er her, de grundlæggende almene behov skal defineres. Centralisering, topstyring og flertalstyranni kan være en risiko, men den kan ifølge forfatterne modvirkes med nye organer med beslutningsret, fx borgerting, og med flere folkeafstemninger.
I anden halvdel af bogen præsenteres en række reformforslag, som kan gennemføres, hvis og når der kan skaffes opbakning til dem. De vigtigste er kontrol med finanskapitalen, svækkelse af kapitalmagten, øget lønarbejderkontrol med arbejdslivet, mere offentlig produktion, opfyldelse af boligbehovet, fornyelse af kooperationen og andelsbevægelsen, mere vægt på almen dannelse og afvikling af techgiganternes magt.
Vi kan tage fronten mod kapitalmagten som et eksempel. Formålet er at fortrænge den kapitalistiske produktionsmåde i driften af virksomheder. Det kan man arbejde for ved at fremme ejerformer, hvor det ikke er private investorer, der ejer virksomheden, men fx kunderne i en andelsvirksomhed eller medarbejderne. Sådanne virksomheder er ikke socialistiske, men de kan ”rumme socialistiske kim i kraft af demokratisk organisering” (289).
Men som erfaringerne fra landbrugets andelsbevægelse viser, tjener andelseje ikke automatisk almenvellet. Bregengaard og Kolstrup holder alligevel fast i, at flere og flere ”demokratiske, rød-grønne andelsforetagender” (296) på trods af markedets tvang kan være med til at ”begrænse arbejdsdeling, udbytning, lønarbejde, merværdiskabelse og også kapitalakkumulationstvang”.
Det er nødvendigt at være forberedt, så man er i stand til at handle, når der opstår krisesituationer og problemer, som systemet har svært ved at håndtere. Enhver sprække skal udnyttesDet kan lyde som ren ønsketænkning, men ideen er, at en sådan udvikling kan og skal ”understøttes af statsmagten” i form af ”adgang til kapital, mærkning, certificering og skattefrihed for kapital (…), der båndlægges til fortsat almene forpligtelser” (290). Der skal også være ”lovmæssigt definerede grænser for medlemmers og ansattes goder, bl.a. i form af loft over lønniveauet, frynsegoder, udbytter og afregningspriser” (295). Det udfoldes i en detaljeret argumentation for, hvordan det kan gøres, og til sidst får læseren et konkret forslag, der kan fremsættes i Folketinget.
Forfatterne foregøgler ikke, at det er let, men pointerer, at det er nødvendigt at være forberedt, så man er i stand til at handle, når der opstår krisesituationer og problemer, som systemet har svært ved at håndtere. Enhver sprække skal udnyttes til at komme et lille skridt nærmere et demokratisk, bæredygtigt socialistisk samfund.
Er det muligt trin for trin at komme fri af kapitalens stumme tvang?4
En skeptisk læser vil måske pege på, at bogens mange reformforslag overser, at kapitalismen har bredt sig ud over hele kloden, og at forsøg på at inddæmme dens magt i Danmark kun vil føre til én ting: tab af dansk konkurrenceevne med den konsekvens, at mange virksomheder må dreje nøglen om – eller vil flytte til mere kapitalvenlige lande. Det er ikke et problem, der gøres meget ud af i bogen, men et modsvar kunne være, at man i andre lande står med de samme problemer, og at vi derfor må satse på, at en international modbevægelse kan vokse frem. Og det sker ikke, hvis alle afstår fra at gøre, hvad der er muligt, dér, hvor de er.
Der er imidlertid andre afgørende vanskeligheder ved bogens projekt. Reformstrategien er vigtig, og det er ikke let at pege på andre muligheder. Men der er brug for en grundigere analyse af den massive modstandskraft, kapitalejerne givetvis vil mobilisere, hvis reformprogrammet for alvor begynder at true det kapitalistiske hegemoni.
Under valgkampen op til folketingsvalget den 24. marts 2026 foreslog Socialdemokratiet en – meget beskeden – formueskat på 0,5 procent af formuer over 25 mio. kr. (Enhedslisten gik til valg på 1 procent af formuer over 35 mio. kr.). Det medførte et ramaskrig fra de borgerlige partier, og flere milliardærer – bl.a. Harald Nyborg-ejeren Erling Daell – truede med at flytte sig selv eller deres virksomheder til udlandet. Her fik man en lille forsmag på, hvad det er, vi er oppe imod.
Man skal heller ikke undervurdere kapitalismens ideologiske magt. Vi er alle ’opdraget’ og trænet i dens ånd og får døgnet rundt dens forbrugsmantra banket ind i hovedet af et bombardement af reklamer.
Og som vi har set herhjemme, er politiet parat til at rykke ud med et voldsparat tæskehold, der sønderbankede de demonstranter, der fredeligt – men ’ulovligt’ – protesterede mod Mærsks bidrag til Israels krig mod palæstinenserne.
Hvad sker der så, når kapitalinteresserne trues med indgreb, der faktisk ville kunne flytte noget? Kapitalen er ikke kun en stum, ”anonym, uhåndgribelig og ansvarsløs” magt (65). Den har navn og adresse. Det er konkrete mennesker med faktiske interesser, der administrerer den. Og de historiske erfaringer tyder ikke på, at de er villige til at frasige sig magtanvendelse, hvis deres interesser trues. Som den radikale Hilmar Baunsgaard, der stod i spidsen for en borgerlig VKR-regering, sagde med adresse til ungdomsoprøret i sommeren 1968:
»Jeg advarer [ungdommen] mod at provokere gennem overgreb mod samfundsordenen. Det vil give bagslag, og de revolutionære tilbøjeligheder vil blive mødt med tilsvarende reaktionære tilkendegivelser, og det bliver reaktionen, der kommer til at sejre.
Hvorfor?
Fordi den repræsenterer det besiddende. Der er noget at forsvare« (Berlingske Tidende, 4. august 1968).
Den autoritære fysiske magtanvendelse er ikke kapitalismens eneste mulighed for at modgå forsøgene på at svække den. Op gennem historien har kapitalismen vist sig yderst tilpasningsdygtig. Vi er nødt til at gå dybere ind i en analyse af forskellen mellem en regulering, som kapitalen kan leve med, og en egentlig svækkelse af akkumulationstvangen.
Problemet kan illustreres med et af bogens vigtigste forslag: en gradvis overgang til mere demokratiske ejerformer. Det kan være statsligt eller kommunalt ejede virksomheder, andelsselskaber og virksomheder, hvor medarbejderne enten har stor indflydelse på beslutningerne eller ejer hele eller dele af virksomheden.
Umiddelbart kan det lyde som et klart socialistisk fremskridt. Men forfatterne skriver selv, at ”medarbejderejede virksomheder er tvunget til at spille med på kapitalens melodi gennem konkurrencens tvang” (14).
Det understreger, at ’kapitalen’ godt kan overleve alle mulige reformer, blot de ikke rammer dens livsnerve: den kapitalakkumulation, som Bregengaard og Kolstrup selv ser som ”en ubønhørlig udfordring” (292).
På den baggrund kan det forekomme en smule besværgende, når der tales om at ”nedprioritere vækst” (109) og indskrænke ”den privatkapitalistiske sektors profitmuligheder” (110), og om ”et socialistisk præget marked, (…) hvor kapitalakkumulationens tvang er afgørende pacificeret” (102), fordi det er ”politiske beslutninger, der afgør, hvad der kan profiteres på”, og også ”hvor meget der kan profiteres” (111).
Et væsentligt problem er, at arbejderne på disse ’demokratiske’ virksomheder materielt set er afhængige af, at virksomheden klarer sig godt i konkurrencen. Det betyder, at det bliver nærliggende for dem at sætte lighedstegn mellem deres egne og virksomhedens (profit)behov.
For at sikre deres udviklingsmuligheder og overlevelse vil Bregengaard og Kolstrup have staten til at favorisere de ’demokratiske’ virksomheder, men hvordan vil det blive modtaget af dem, der arbejder på de øvrige virksomheder, som i sagens natur vil blive stillet dårligere i konkurrencen med den risiko, det indebærer for de ansatte?
De to forfatteres bud på, hvordan man kan imødegå sådanne problemer, er, at der så mange steder som muligt (virksomheder, boligforeninger, lokalområder etc.) oprettes ’råd’, der sigter mod en varetagelse af de fælles interesser. Meningen med fx ansatteråd er, ”at ansatte kan tage et anderledes ansvar for en virksomhed og dens ansatte end den kapitalistiske arbejdsgiver” (130).
En større eller dominerende beslutningsret til de ansatte vil kunne ændre en del – først og fremmest vil det tage luft ud af truslen om, at virksomhederne bare kan flytte til udlandet, hvis ejerne er utilfredse med politikernes beslutninger. Og man har jo lov at håbe, at Bregengaard og Kolstrup har ret i, at et større ansvar også vil ”omfatte solidariteten med kolleger i andre, konkurrerende virksomheder” (130).
En anden måde at tæmme konkurrencen på er forskellige former for samarbejdsrelationer. De ”handler om eller har i det mindste deres udgangspunkt i civilsamfundet” (125) og er baseret på frivillige aftaler om, hvordan man sammen løser fælles problemer. Det kan være ”klubber, foreninger eller kooperativer” (120).
Man kan lave fælles indkøbsordninger, byttehandelscentraler, bofællesskaber, storkollektiver, abonnementsordninger på måltidskasser, ”forbrugerorganiseret fødevareproduktion i lokalsamfundet med økologiske nytte- og kolonihaver” (123). Altså en slags ”socialisme fra neden” (119).
Hvem skal og kan gennemføre det?
Forudsætningen for den gradvise svækkelse af kapitalens magt er, at man kan få et befolkningsflertal til at gå ind for den, og at en aktionsvillig fagbevægelse og ”seje græsrødder” bakker op (166). Forfatterne er selv opmærksomme på, at denne side af sagen kunne analyseres grundigere. De indrømmer, at de ”i vidt omfang undlader at inddrage klasse- og magtanalyser” (29). I stedet holder de sig til nogle løse henvisninger til ”en stadig mere sammentømret alliance af lønarbejdere, jordbrugere på spekulationsfri jord og understøttet af de natur- og samfundsbevidste borgeres klimabevægelse” (174). De forestiller sig opbygningen af en modmagt, som også kan repræsentere ”det stadigt voksende forsknings- og universitetsprekariat i løse og usikre stillinger” og alle de kritiske forskere, undervisere, embedsmænd og kulturarbejdere samt patientforeninger mv. (253).
Men hvordan opbygger man en sådan alliance? Bruno Latour og Nikolaj Schultz har forsøgt at definere en ’ny økologisk klasse’, men efter min vurdering endte det i en række selvmodsigelser og absurditeter.5 Det ændrer dog ikke ved spørgsmålets relevans. Overordnet set er det i alles interesse at skabe et bæredygtigt samfund. Alle bliver ramt, hvis klimaet kollapser.
I det hele taget er den enorme ulighed – både den voksende ulighed internt i mange lande og den fortsat massive kløft mellem nord og syd – et kæmpe problem. Præmissen er, at de planetære grænser ikke tillader en forøgelse af det samlede forbrugDer er bare den hage ved det, at de mennesker, der har denne fælles interesse, som udgangspunkt lever i et samfund med klassemodsætninger og en voksende ulighed. Det betyder, at magtfulde dele af befolkningen også har en interesse i at sikre deres egen privilegerede position. Det kan føre til voldsomme slagsmål, når antallet af klimaflygtninge stiger.
I det hele taget er den enorme ulighed – både den voksende ulighed internt i mange lande og den fortsat massive kløft mellem nord og syd – et kæmpe problem. Præmissen er, at de planetære grænser ikke tillader en forøgelse af det samlede forbrug. Det betyder, at de dårligst stillede overordnet set kun kan få flere materielle goder, hvis de velstillede og rige accepterer (eller tvinges til) et mindre forbrug. Derfor er kampen mod uligheden så afgørende.
Over for disse mistrøstige fremtidsudsigter må man stille bogens tro på og argumentation for, at det er muligt at skabe nye former for aktivt demokrati, der vil kunne give appetit på mere indflydelse. Her er der et potentiale for en demokratisk læringsproces, der kan føre til en større bevidsthed om, hvad der skal til, for at hele samfundet kan blive styret demokratisk.
Bregengaard og Kolstrup peger også på den kraft, der ligger i de elementære erfaringer, der gøres i familien og andre nære relationer, hvor man prøver at anerkende hinandens behov og næres af, at den anden/de andre ikke ser en som en konkurrent eller som et objekt for udbytning. Det er erfaringer, der også findes i civilsamfundet, i foreningsarbejde og lignende. Og – kunne man tilføje – som kan være med til at skabe en frugtbar frustration, der kan føre til politisk handling, fordi disse erfaringer med menneskelig omsorg modarbejdes af kravene i det kapitalistiske arbejdsliv. Både fordi normerne dér er helt anderledes, og fordi de krav, der stilles, er så opslidende, at de gør det svært i praksis at realisere de mere omsorgsprægede opgaver i hverdagslivet.6
Staten
Det er en almindelig antagelse, at ’venstrefløjen’ går ind for mere stat, mens de borgerlige vægter individernes selvbestemmelse højt og derfor ønsker mindre stat. Men Bregengaard og Kolstrups vision er, ”at staten visner og dør bort” (66). For at nå det mål vil de to forfattere bruge staten imod staten. Det begrundes med en påstand om, at kapitalismen er afhængig af staten. De modsætninger og kriser, der opstår i et kapitalistisk samfund, har frembragt en stat, som nok ”varetager kapitalistklassens interesser” (18), men som gør det ved ”så godt som muligt at sikre et stabilt og velfungerende samfund” (17). Samtidig er ”kapitalismens vækstmaskine [blevet] mere og mere afhængig af statsmagten og dens højrisikoinvesteringer – ikke blot i det militær-industrielle kompleks – men også når det gælder langsigtede og nødvendige klimainvesteringer” (410).
At kapitalismen har gavn af staten, er uomtvisteligt. Men det følger ikke heraf, at kapitalismens afhængighed af staten giver staten magt over kapitalen. Man kan lige så godt hævde, at staten er kapitalismens (somme tider lidt trodsige) tjener, som pligtopfyldende rydder op efter diverse ødelæggelser af mennesker og natur, som garanterer ejendomsretten til produktionsmidlerne, sørger for en effektiv infrastruktur med veje, jernbaner og lufthavne, et højt uddannelsesniveau, et sundhedssystem, som sikrer en sund og effektiv arbejdskraft, og et socialt sikkerhedsnet, som har været et værn mod social uro og oprør mod systemet. Og hvis der alligevel er nogen, der ikke vil affinde sig med klassesamfundet, har staten sit voldsapparat klar, som man fx ser det, ”når politi og militær sættes ind mod blokader af virksomheder eller besættelse af privat ejendom” (19).
Men det er også for let blot at fremhæve alle vanskelighederne. Hvis man kan se, at kapitalismen reelt er en dødssejler, er man nødt til at stå fast på, at et alternativ er muligt.Og som Bregengaard og Kolstrup selv skriver, er den danske stat i de senere årtier blevet ”en stadig mere nyliberalistisk konkurrencestat og mindre velfærdsstat” (74). Her er det vigtigt at være opmærksom på, hvorfor neoliberalismen blev så stærk.
En ultrakort forklaring er, at den socialdemokratiske velfærdspolitik kom i krise i 1970’erne, fordi statens voksende andel (i form af skatter) af den samlede værdiskabelse kom i konflikt med de private virksomheders behov for profitter, der var store nok til, at de kunne honorere de investeringskrav, konkurrencen stillede dem over for. Derfor var det ’nødvendigt’ at skære, omprioritere og effektivisere kraftigt i dé offentlige ydelser, som ikke indiskutabelt var til gavn for kapitalen. Og at trimme alle dele af statsapparatet, så de blev i stand til først og fremmest at tjene erhvervslivets konkurrenceevne.
En socialistisk reformstrategi må altså kunne vise, at det er muligt at styre uden om alle disse forhindringer. Det gør bogen kun til en vis grad. Indimellem kan det godt virke lidt for let. Men det er også for let blot at fremhæve alle vanskelighederne. Hvis man kan se, at kapitalismen reelt er en dødssejler, er man nødt til at stå fast på, at et alternativ er muligt. Man er nødt til at insistere på, at ”klassekamp kan få pendulet til at svinge den anden vej” (74). Kapitalismen kan ikke respektere de planetære grænser. Den kan tjene på ’grøn produktion’, på genopbygning efter klimaødelæggelserne og på at bygge diger og andre former for beskyttelse. Men dens indbyggede vækstvang er uforenelig med et godt liv for de kommende generationer.
Man kan ikke udelukke, at det truende klimakollaps vil føre til en autoritær, ’økofascistisk’ stat. Også derfor har Bregengaard og Kolstrup ret i, at det, hvor svært det end ser ud, er tvingende nødvendigt at arbejde for et socialistisk alternativ, hvor samtale og dialog er i højsædet, og hvor det er demokratiske beslutninger, der afgør, hvordan samfundet skal indrettes og udvikles.
- Kate Raworth: ’Doughnut-økonomi. Syv principper for fremtidens økonomi’. Informations Forlag 2018, s. 322.
- Overskriften er en sentens, som Mark Fisher tilskriver Fredric Jameson og Slavoj Žižek, i Mark Fisher: ’Kapitalistisk realisme. Findes der ikke noget alternativ?’. Passive/Aggressive & Antipyrine 2021, s. 5.
- Per Bregengaard og Søren Kolstrup: ’En demokratisk vej fra kapitalisme til socialisme’, Eftertryk 21.2.2026: https://www.eftertrykket.dk/2026/02/21/en-demokratisk-vej-fra-kapitalisme-til-socialisme/.
Og de har svaret på diverse kritikpunkter her: https://solidaritet.dk/socialistisk-reformpolitik-genmaele-i/ og her https://solidaritet.dk/socialistisk-reformpolitik-genmaele-ii/.Det må være rimeligt at nævne, at Bregengaard og Kolstrup har nogle forgængere. Se fx ’Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid’ (https://solidaritet.dk/vare/vs-venstresocialisterne-graesroeddernes-parti/) og Frank Aaen: ’Rødt valg. Erindringer og politisk debat’ (Momenta, 2025). Aaens bog er en personlig beretning om arbejdet som aktivist, folketingsmedlem og rådgiver, fyldt med praktiske erfaringer, spændende insiderviden, konkrete dilemmaer, instruktive eksempler på, hvad der kan lade sig gøre, og en række forslag til, hvordan man kommer videre.
- Udtrykket stammer fra Marx: ’der stumme Zwang der ökonomischen Verhältnisse’ (Kapitalen, bd. 1, i kapitlet om den oprindelige akkumulation). Søren Mau har skrevet en fremragende bog om denne særlige form for tvang: ’”Stum tvang”. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt’. Forlaget Klim, 2021. Jeg har anmeldt bogen her på Eftertryk: https://www.eftertrykket.dk/2021/11/13/soeren-maus-uomgaengelige-kapitalismekritik/
- Se min anmeldelse af deres bog ’Notat om den nye økologiske klasse’ her: https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2023/03/15/anmeldelse-bruno-latours-og-nikolaj-schultz-opsang-til-de-groenne-bevaegelser/.
- Se Susanne Possings diskussion af Emma Holtens bog ’Underskud. Om værdien af omsorg’ (Politikens Forlag 2024) i ’Altings målestok’, Solidaritet 22.6.2024: https://solidaritet.dk/altings-maalestok/