Når en dansk avis ukritisk løfter Israels partsindlæg op som udgangspunkt og iscenesætter en palæstinensisk kommentator som mulig Hamas‑sympatisør, er der ikke tale om oplysning, men om smædekunst. Eftertryks Poya Pakzad dissekerer karaktermordets anatomi.
Af Poya Pakzad
Illustration: Collage over Muhammad Shehadas Hamas-kritiske artikler og tweets
Jeg sad sammen med min ven, den palæstinensiske kommentator og analytiker Muhammad Shehada fra Gaza, da mailen fra Berlingskes journalist Claes Theilgaard landede i hans indbakke. Han “arbejder på en historie”, som det hedder i henvendelsen, om Israels anklager mod Shehadas tidligere arbejdsplads: den palæstinensiske advocacy- og menneskerettighedsorganisation Euro-Med Human Rights Monitor, der har hovedkvarter i Genève. Israel har netop indført indrejseforbud for organisationens nuværende og tidligere ansatte og begrunder det, ifølge Theilgaard, med “tilknytninger til Hamas”. Uha. Muhammad og jeg udveksler et blik. Vi kender lyden af det maskineri, der er ved at gå i gang.
Muhammad er ikke en perifer stemme i et hjørne af internettet, men en etableret analytiker, der bl.a. har medvirket og været citeret i medier som New York Times, Washington Post, Financial Times, Wall Street Journal og CNN. Han modtager jævnligt invitationer fra europæiske regeringer – herunder den franske præsidents kontor, EU’s vicepræsident og den britiske udenrigsminister – til højniveau‑møder om Gaza, våbenhviler og regional sikkerhed, hvor han anerkendes for sine analyser og sin viden om konflikten. Senest er han blevet inviteret til et arrangement i Berlin med blandt andre Hillary og Bill Clinton og Nancy Pelosi.
Da jeg kender Muhammad, fik jeg efterfølgende tilsendt mailkorrespondancen med Claes Theilgaard, og læste den tæt. Det betyder, at jeg i dag har den fulde mailtråd i min besiddelse samt de forskellige versioner af artiklen, og derfor kan holde Berlingskes endelige produkt op imod både den israelske rapport om Euro-Med og det, der faktisk blev sagt og aftalt mellem journalist og kilde.
Det er ikke hver dag, man får indblik i sådan et forløb. Med den indsigt i hånden vil jeg nu vise, hvordan en avis kan misbruge journalistiske redskaber til at begå et smædeskrift i stedet for at oplyse, og hvordan Theilgaards artikel gør netop det.
Kritikken i denne tekst er forelagt Claes Theilgaard med en række konkrete spørgsmål om kildebrug, billedvalg og presseetik. Journalisten har ikke besvaret nogen af disse spørgsmål, i stedet har avisen sendt et samlet svar fra redaktøren.
Anklagerne, der aldrig blev efterprøvet
Theilgaards Berlingske-artikel tager anklager fra en stat, der selv er part i sagen, og ophøjer dem til præmis. Han indfletter vendinger som ”ifølge Israel” og ”Israel hævder” som pligtskyldig proforma, men artiklens oplysningsmæssige sigte stopper ved en trofast og steril referering af Israels påstande, så de kan tjene som kvasifaktuel baggrund for artiklens egentlige ærinde.
Ikke ét sted i artiklen forsøger journalisten at verificere de israelske anklager med konkrete, uafhængige kilder. Ikke ét sted nævner eller problematiserer han den israelske afsenders interesse i sagen, givet at Israel er direkte part i konflikten.
Det egentlige ærinde med artiklen er at gentage anklagerne mod en tidligere ansat i Euro-Med, en palæstinenser, der tilfældigvis bor i Danmark, og derefter lægge sagen foran hans danske arbejdsplads og spørge, hvilken konsekvens den skal have. Hvis det ikke var for bagmandens journalistiske autoritet og avisens institutionelle tyngde, ville vi uden tøven kalde den praksis et forsøg på cancelling. Det er, hvad det er.
Men det er også værre end det. For som vi siden skal ind på, så digter Theilgaard og Berlingske videre på de israelske anklager. Det vender vi tilbage til.
Undervejs i korrespondancen mellem Theilgaard og Shehada gør Shehada Berlingske en journalistisk tjeneste. Han tilvejebringer afgørende kontekst, der kan gøre de israelske anklager forståelige for læseren. Men Theilgaard skærer den ned til et par løse antydninger.
”The organization has existed for over a decade; the fact that Israel chose to act only now, and only after the New York Times report on sexual violence against Palestinians, raises serious questions about Israel’s credibility rather than Euro‑Med’s. The organization is also headquartered in Geneva, so if there’s any merit to Israel’s allegations, Swiss authorities would have taken action long ago. Israel has done the exact same thing – blacklisting, terror-ties allegations, sanctions and travel bans – to six top Palestinian EU-funded organizations as well as Defense of Children International after the latter reported a case of Israeli soldiers raping a Palestinian child to the US state department”. (Uddrag af mail fra Shehada til Theilgaard, 19. juni 2026, kl. 14.06)
Den konkrete, verificerbar kontekst, Shehada bidrager med, går direkte på troværdigheden i Israels terroranklager. Men i Theilgaards færdige artikel reduceres den kontekst til én passage, hvor flere af kendsgerningerne helt udelades:
Muhammad reduceres fra den, der leverer den afgørende ramme for, hvordan man bør læse Israels anklager, til en kilde, der ”mener”, at Israel fører en kampagne mod menneskerettighedsorganisationer, mens selve kampagnens dokumenterede spor er skåret væk.
Hvad burde der have stået, hvis Theilgaard havde gjort sit arbejde nogenlunde redeligt? Der burde som minimum have stået, at Israel har kørt dette nummer før. I oktober 2021 stemplede Israel seks anerkendte palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer som terrororganisationer. Det skabte international opsigt. Da anklagerne blev forsøgt efterprøvet meddelte hele ni EU-lande – heriblandt Danmark – i juli 2022, at de ikke havde modtaget tilstrækkelige oplysninger fra Israel til at ændre på deres fortsatte samarbejde med organisationerne. I en fælles udtalelse fra de ni EU-lande lød det, at de ikke havde modtaget ”væsentlige oplysninger” fra Israel, som kunne retfærdiggøre en revurdering af deres politik og ”i fravær af sådanne beviser opretholder vi vores samarbejde”. Kort efter kom det frem, at selv CIA ikke havde kunnet finde belæg for de israelske anklager. Ni allierede regeringer og verdens mest magtfulde efterretningstjeneste ledte og fandt ingenting.
Der er så også den detalje, som aldrig når frem i artiklen, selvom den er offentligt tilgængelig, og selvom Shehada flere gange gjorde Theilgaard opmærksom på den. Euro-Med Monitor har hovedsæde i Genève og er underlagt schweizisk lovgivning. Hvis anklagerne om terrorstøtte havde håndgribeligt grundlag, ville det være svært at forestille sig, at de schweiziske myndigheder blot sad det overhørig. Men der er ingen sigtelser, sanktioner eller særlige restriktioner rettet mod Euro-Med i Schweiz.
Da Shehada fik tilsendt et udkast af artiklen med henblik på citatkontrol, reagerede han med en omfattende mail, hvor et af punkterne netop adresserer Theilgaards udeladelser:
”The article presents Israeli allegations against Euro‑Med and myself in much greater detail than my response, and without any substantiation whatsoever of those allegations. Key elements of my explanation about Euro‑Med’s location in Geneva, the lack of action by Swiss authorities, and the broader pattern of Israeli measures against Palestinian and international human‑rights organisations are not included, even though they are basic and vital context.”
Diskrepans mellem rapport og artikel
Theilgaards artikel nøjes ikke med at booste Israels udokumenterede anklager ved ukritisk at referere dem. At gengive et partsindlæg uden forbehold er i sig selv et dubiøst objektivitetskriterium. Men som jeg nævnte tidligere, stopper Berlingske ikke dér, idet avisen digter videre på anklagerne.
Når man læser den israelske rapport og Berlingskes artikel ved siden af hinanden, ser man, hvor meget der bliver lagt til undervejs. Rapporten beskriver Euro-Med som en Genève-baseret menneskerettighedsorganisation, der samler vidnesbyrd, skriver rapporter til FN og Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) og driver medie- og digitale kampagner med fokus på palæstinensiske rettigheder. Israel kritiserer organisationen for at være politiseret, bruge begreber som “folkemord” for tidligt og mangle gennemsigtighed i sin økonomi. Den grundlæggende anklage er, at Euro-Med spiller en aktiv rolle i at brande Israels politik som folkemord og krigsforbrydelser. Men rapporten kalder ikke hele Euro-Med for en Hamas-frontorganisation, som både Berlingske gør i en af sine digitale overskrifter, og som journalisten selv gør på det sociale medie X.
Når rapporten går efter personer, er det først og fremmest organisationens stifter og formand, juristen Ramy Abdu. Her fremhæver Israel en administrativ beslaglæggelsesordre mod ham, hans tidligere roller i internationale NGO’er, som Israel også har stemplet, og en optræden på en israelsk liste over “Hamas-operatives”. Men samme rapport oplyser også, at Abdu tidligere har haft projekt‑ og investeringsroller for Verdensbanken og andre internationale organisationer, samt forskellige akademiske stillinger over årene – oplysninger, som ikke nævnes i Berlingskes artikel, selv om de pågældende stillinger rimeligvis ville forudsætte omfattende sikkerhedsmæssigt baggrundstjek fra netop de institutioner.
Dertil kommer, at den israelske rapport taler om en administrativ beslaglæggelsesordre – altså beslaglæggelse/frysning af aktiver – og ikke en “arrestordre”, som Berlingske-artiklen skriver. Administrative ordrer udstedes uden sigtelse, tiltale eller domstolsprøvelse. Amnesty International beskriver netop Israels administrative praksis som et centralt redskab i landets systematiske forfølgelse af palæstinensere og som et kerneelement i det apartheidregime, der er dokumenteret af blandt andre Amnesty, Human Rights Watch og den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem. At oversætte en sådan ordre til “arrest” og udelade fraværet af due process er ikke en bagatel, da det ændrer karakteren af anklagen fra administrativ sanktion til retslig frihedsberøvelse.
Muhammad Shehada omtales kun kort i den israelske rapport som leder af programmer og advocacy i Euro-Med, som skribent i medier såsom det ældste amerikansk-jødiske magasin The Forward og den ældste israelske avis Haaretz, som forfatter til et tweet om dødstal i Gaza (der refererer til en artikel i Haaretz) og som manden, der har lagt et billede op sammen med Hamas-lederen Ismail Haniyeh. Der står ingen steder, at Muhammad er medlem af Hamas, agent for Hamas eller på nogen måde del af en Hamas-struktur.
Alligevel fortæller Berlingske læserne, at Israel “fremhæver” Muhammad i rapporten, kobler ham sprogligt til Hamas og gør hans gamle foto med Haniyeh til centralt omdrejningspunkt i portrættet. Og avisen rubricerer, som nævnt, Euro-Med som “Hamas-frontorganisation”. En israelsk rapport, der allerede er et partsindlæg mod en NGO, bliver i Theilgaards og Berlingskes hænder til en historie om en danskboende palæstinenser med påståede Hamas-bånd – uden at den rapport, der påstås at være grundlaget, faktisk fremsætter en sådan påstand om ham.
Selektiv citatbrug
I artiklen nævner Berlingske, at Muhammad ud over RUC er tilknyttet tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR). Tænketanken citeres for, at de israelske anklager mod ham er “absurde” og del af en større kampagne mod dem, der kritiserer Israels “krigsforbrydelser”, og for at “Muhammads arbejde for ECFR har været af den højeste standard”. Det er korrekt, så langt det rækker, men det er ikke hele citatet.
Den fulde udtalelse fra senior policy fellow Hugh Lovatt, der udtaler sig på vegne af ECFR, lyder:
“I don’t speak for Euro-Med. As for Muhammad: Israeli accusations against him are absurd and part of a broader effort to delegitimise those speaking out against Israeli war crimes. Muhammad’s work for ECFR has been of the highest standard and a critical contribution to advancing the Gaza ceasefire deal, including a realistic pathway towards Hamas decommissioning and Palestinian statehood.” (min fremhævning)
Det, der ikke når frem til Berlingskes læsere, er netop den del, hvor ECFR beskriver hans arbejde som en “kritisk indsats” i arbejdet for en Gaza‑våbenhvile med en realistisk vej mod både Hamas’ afvæbning og etablering af en palæstinensisk stat. Dermed frarøves læseren en væsentlig oplysning om, at en tung europæisk udenrigspolitisk tænketank vurderer ham som en konstruktiv aktør i bestræbelserne på våbenhvile, demilitarisering og en fredelig bilæggelse af striden mellem Israel og palæstinenserne.
ECFR er ikke en tilfældig nicheorganisation, men en paneuropæisk udenrigspolitisk tænketank med et råd og en ledelse sammensat af tidligere stats- og regeringschefer, ministre, EU‑kommissærer og andre højtstående beslutningstagere. Rådet ledes i dag af Carl Bildt, tidligere svensk stats- og udenrigsminister, Lykke Friis, tidligere dansk klima- og energiminister udpeget af Venstre og nu direktør for Tænketanken Europa, og Norbert Röttgen, tidligere tysk miljøminister og mangeårigt medlem af Forbundsdagen. Blandt de prominente profiler i ECFR’s ledelse findes desuden Javier Solana, tidligere NATO‑generalsekretær og EU’s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning‑Schmidt.
Et tolv år gammelt billede, sat til at gøre arbejdet
Når den faktuelle anklage ikke kan bære, må antydningen tage over. Og det er her, det famøse billede kommer ind.
Artiklens hovedbillede og primære signalværdi er et tolv år gammelt fotografi af en purung Muhammad Shehada ved siden af Ismail Haniyeh. Det er det første, læseren ser, og det er det eneste, læsere uden adgang til betalingsindholdet ser. Rubrikken ovenover lyder »Som ung poserede han med Hamas-leder«. Tilsammen fuldender billede og rubrik et indtryk af, at her er en mand, man bør mistænke for sympati med Hamas.
Man må alt andet lige være bevidst om, at det er en særdeles belastende omstændighed – for enhver person, og i særdeleshed for en statsløs palæstinenser – at blive associeret med Hamas som potentiel sympatisør på baggrund af uprøvede anklager.
Et enkelt fotografi udgør ikke en politisk bekendelse. Det siger sig selv. I korrespondancen med Theilgaard påpegede Shehada, at han gennem årene er blevet fotograferet med magthavere på tværs af hele det politiske spektrum: herunder tidligere israelske premierministre og udenrigsministre, rådgivere for Donald Trump, CIA’s direktør, Lars Løkke Rasmussen, m.fl. Shehada anmodede om, at denne kontekst blev inddraget, men i den endelige artikel kommer det kun meget begrænset med efter flere anmodninger. I stedet vælger Theilgaard lystigt at dvæle ved, at Shehada ”smiler” og ”poserer” på billedet med Haniyeh, mens han nægter at bringe de øvrige billeder med højtstående embedsmænd, hvor Shehada – med samme professionelle høflighed – naturligvis også smiler.
Det bliver ikke mindre bizart af, at Theilgaard uden begrundelse – og trods Shehadas klare opposition mod termen – anvender formuleringen “posere”, som implicerer en bevidst og iscenesat handling. Der foreligger dog ingen dokumentation for, at Shehada aktivt stillede sig op med henblik på at blive fotograferet, frem for – som han selv har oplyst journalisten – blot at være til stede, da billedet blev taget af Haniyehs vagt.
Kombinationen af rubrik, foto og framing fungerer i den opsætning som en indirekte skyldssuggestion (…) Det er en gennemført unfair, tabloid opsætning.Haniyeh var i disse år de facto premierminister i Gaza, en kyststribe så lille, at den knap kan rumme et marathonløb. Et fotografi med ham siger lige så lidt om en politisk overbevisning, som et fotografi med en hvilken som helst anden regeringschef gør. Shehada møder Haniyeh i hans egenskab af lokal fixer for en amerikansk-jødisk journalist, der vil have et interview med en topperson i Gaza. Det oplyser Shehada også over for Theilgaard, ligesom han oplyser, at han i skrivende stund er i gang med en Hamas-kritisk artikel for det israelske netmagasin +972: ”If one wants to assess my views on Hamas in a minimally serious fashion, my extensive written work is publicly available and far more informative than a single photograph.”
Man må alt andet lige være opmærksom på, at læsere, der møder artiklen via sociale medier eller søgemaskiner uden adgang til betalingsindhold, kun eksponeres for rubrik og billede – uden samtidig adgang til Shehadas forklaringer og den kontekst, der nuancerer billedet. Kombinationen af rubrik, foto og framing fungerer i den opsætning som en indirekte skyldssuggestion. Det er en visuel og sproglig understregning af, at “noget må der være om det”, uden at der fremlægges egentlig dokumentation. Det er en gennemført unfair, tabloid opsætning.
Det grænser til det absurde at basere en analyse af et menneskes overbevisning på et tolv år gammelt foto, når mandens faktiske holdninger ligger frit tilgængelige under hans eget navn. Det ophører først med at være absurd, hvis man drager den eneste logiske konklusion, som fuldstændigt indlysende er at smæde Shehada, en palæstinensisk kommentator, der optræder i velansete globale medier verden over. Artiklen er ikke et redeligt journalistisk arbejde, men et angreb rettet mod Shehada, som i forlængelse heraf rammer RUC, en institution, der i forvejen er et tilbagevendende mål for højrefløjens foragt i en provinsiel ideologisk kulturkamp.
Og så blev arbejdspladsen trukket ind
Et indrejseforbud udstedt af en fremmed stat er én ting. At en dansk journalist på den baggrund opsøger mandens danske arbejdsplads og sætter dens navn i overskriften, illustrerer igen, at hensigten slet ikke er at informere, men derimod at ramme.
En statslig rapport fra en part i en konflikt, der burde være genstand for kritisk efterprøvning, bliver i stedet brugt som rambuk mod en enkelt palæstinenser, og en dansk avis stiller villigt dørene på vid gab.Det er et klassisk greb. Hverken Israel eller Theilgaard kan dokumentere noget substantielt problematisk om Shehadas holdninger, så man går i stedet efter hans person og arbejdsplads. På den måde bliver artiklen et bidrag til den udbredte praksis, hvor palæstinensiske stemmer og deres sympatisører ikke mødes med argumenter, men med forsøg på social og professionel udgrænsning.
Det er netop den logik, der kendetegner forsøg på at cancelle. Man angriber ikke argumenter, men personen, og man gør det ved målrettet at bringe hans navn i omløb som noget, man bør distancere sig fra.
I sidste ende fortæller sagen mindre om Euro‑Med, RUC og Muhammad Shehada, end den fortæller om den måde, palæstinensiske stemmer behandles på i dele af den danske offentlighed. En statslig rapport fra en part i en konflikt, der burde være genstand for kritisk efterprøvning, bliver i stedet brugt som rambuk mod en enkelt palæstinenser, og en dansk avis stiller villigt dørene på vid gab.
Berlingskes svar
Eftertryk bad Berlingskes Claes Theilgaard forholde sig konkret til kritikken gennem en række spørgsmål. I stedet for svar på vores konkrete spørgsmål modtog vi følgende udtalelse fra redaktør Pierre Collignon:
“Der er tale om offentligt fremsatte anklager fra Israel, og vi understreger tydeligt og nøgternt gennem hele artiklen, at der er tale om netop sådanne – og altså ikke faktuelle konstateringer”.
“Vi har givet alle involverede parter rig mulighed for at forholde sig til anklagerne og citeret dem loyalt. Både Muhammed Shehada og RUC har fået tilsendt hele artiklen ad flere omgange, og vi har i vid udstrækning medtaget deres pointer, rettelser og uddybninger. Herunder en række udtalelser om, at anklagerne er en del af en overlagt israelsk kampagne om at delegitimere menneskerettighedsorganisationer. Vi er derfor uforstående over for anklagen om, at vi skulle have et ukritisk partsindlæg. Det er faktisk det modsatte”.
“Det har åbenlyst offentlig interesse, at en ekstern lektor på en statsfinansieret institution optræder på en liste over 40 personer, som man nu ville forbyde indrejse i Israel – uanset hvad motiverne bag så måtte være”.
Berlingskes svar illustrerer problemet. At anklagerne er “offentligt fremsatte” siger intet om, hvorfor avisen vælger at gengive dem uden uafhængig efterprøvning og uden at omtale den manglende evidens for både de aktuelle og tilsvarende israelske terrorstemplinger i fortiden.
At ophøje offentligt fremsatte anklager til en “offentlig interesse” afslører en bizar journalistisk praksis, hvor tilstræbt objektivitet reelt betyder loyal gengivelse af selv de mest vidtgående og ubeføjede anklager.Påstanden om, at parterne er ”citeret loyalt”, rimer dårligt med, at centrale oplysninger om Euro‑Meds base i Genève, fraværet af schweiziske sanktioner og det tidligere forløb med de seks NGO’er er udeladt, mens Israels formuleringer udfoldes. I praksis overlades tilbagevisningsarbejdet til den anklagede selv, og hans troværdighed er allerede kraftigt antastet af rubrik og billede, før han overhovedet får ordet.
Og når man henviser til en abstrakt “offentlig interesse” i, at en ekstern lektor står på en liste, uden at forholde sig til, at anklagerne er fuldstændigt udokumenterede og fremsat af en part uden om enhver uvildig retsproces, gentager man blot, at man på Berlingske finder det lødigt at agere mikrofonholder for bemeldte part. At ophøje offentligt fremsatte anklager til en “offentlig interesse” afslører en bizar journalistisk praksis, hvor tilstræbt objektivitet reelt betyder loyal gengivelse af selv de mest vidtgående og ubeføjede anklager.
Journalistisk arbejde handler om at efterprøve magtens påstande og give læserne det nødvendige grundlag for selv at vurdere dem, ikke om at viderebringe dem, pænt pakket ind i rubrik og billede, som om de taler for sig selv.
