Oprustningens ideologi

I den foregående artikel viste Klaus Krogsbæk, hvordan kapitalismens grundformer − vare, penge, løn, konkurrence, stat og nation − lærer mennesker at opfatte historiske forhold som naturlige tvangsvilkår. Her følger del 2: Analysen af nutidens oprustningssprog, fra markedets nødvendigheder til statens, nationens og beredskabets krav om tilpasning, loyalitet og ofre.

Af Klaus Krogsbæk

Oprustningens ideologi begynder med en omvending: Staten forbereder sig på krig, men beskriver forberedelsen som fredens værn. Militærbudgetter udvides, våben indkøbes, industri omlægges, beredskab styrkes, og befolkningen mobiliseres. Men det kaldes ikke militarisering. Det kaldes ansvar, sikkerhed og fred gennem styrke.

“Problemet for os europæere er, at vi stadig tænker og handler, som om det var fredstid. Men vi er ikke længere i fredstid. Jeg siger ikke, at vi direkte er i krigstid − ikke os alle − men vi er ikke længere i fredstid” (Mette Frederiksen, Copenhagen Democracy Summit, 13. maj 2026*).

Når fredstiden erklæres forbi, uden at krigstiden officielt begynder, opstår et mellemrum: ikke krig, men heller ikke fred; ikke fuld mobilisering, men permanent forberedelse. Her bliver oprustningen samfundsprogram.

NATO’s udgiftsmål giver omstillingen talform: 3,5 procent af BNP til militære kerneudgifter og op til 1,5 procent til bredere forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter frem mod 2035. EU trækker samme vej med lån, fælles indkøb, private investeringer og styrket forsvarsindustri.

Danmark indskriver sig i denne bevægelse. Den nye regering gør oprustningen til ramme for hele den politiske prioritering: forsvar, beredskab, infrastruktur, industri, økonomi og civil robusthed tænkes sammen. Når borgerne opfordres til at kunne klare sig selv i tre døgn, er det praktisk beredskab, men også politik: Samfundet skal lære at forstå sig selv som beredskab.

“At kæmpe for demokrati i dag handler globalt også om at opruste os selv − om sikkerhed og forsvar” (Mette Frederiksen, Copenhagen Democracy Summit, 13. maj 2026*).

Dermed ændrer oprustningen karakter. Den fremstår ikke længere som en prioritering mellem forskellige samfundsformål, men som det enhver ansvarlig politik må gøre. Mere militær kapacitet, mere beredskab og mere national robusthed fremstilles som virkelighedens krav.

Nødvendighedens sprog

Oprustningens grundformel lyder: Vi opruster ikke, fordi vi vil krig. Vi opruster, fordi fjenden vil krig. Dermed fremstilles egen politik som reaktion, ikke handling. Staten beslutter, finansierer, indkøber, organiserer og mobiliserer, men initiativet flyttes ud af staten selv: Det er verden, truslen og situationen, der kræver kursen.

Denne form er stærk, fordi den ikke behøver at benægte virkeligheden. Den kan pege på krig, invasion, aggression og militær oprustning hos andre. Men den bruger realiteterne til at lukke spørgsmålet om egne valg. Når situationen først er defineret som nødvendighed, bliver uenighed let til ansvarsløshed.

Nødvendighedens sprog flytter beslutningen ud af beslutningen. Der skal stadig stemmes, forhandles og budgetteres, men rammen er lagt: Det handler ikke om et valg mellem samfundsstrategier, men om forskellen mellem at tage virkeligheden alvorligt eller svigte den.

Nødvendighed er dog altid fortolket nødvendighed. Der findes virkelige forhold, som politik må forholde sig til. Men der findes ikke kun én måde at forstå dem på og ikke kun én måde at handle på.

Afskrækkelseslogikken

[dropcrap]A[/dropcap]fskrækkelse er oprustningens mest raffinerede fredssprog. Våben fremstilles ikke først som midler til at føre krig, men som midler til at forhindre den. Modstanderen skal vide, at et angreb får så store omkostninger, at det ikke kan betale sig. Dermed bliver krigsforberedelsen fredens betingelse.

Denne logik er ikke uden realitet. Stater kan afholde hinanden fra bestemte handlinger gennem militær kapacitet. Den ideologiske omvending ligger i, at krigsforberedelsen får form af fredspolitik: Fordi våbnene siges at skulle forhindre krig, kan mere militær kapacitet fremstilles som mere fredsansvar.

Afskrækkelsen udvider samtidig sit område. Hvis modstanderen kan ramme infrastrukturen, må hele samfundet gøres robust. Hvis modstanderen kan påvirke opinionen, må informationsadfærd og mental modstandskraft gøres til sikkerhedspolitik. Den begynder i militæret, men ender i samfundet.

Den dobbelte målestok

Afskrækkelseslogikken hviler på en moralsk asymmetri: Vores oprustning er nødvendig, deres oprustning truende. Vores militær er forsvar, deres militær aggression. Vores alliancer skaber stabilitet, deres alliancer usikkerhed. Vores våben beskytter freden, deres våben truer den.

“Det er en konflikt uden moralske tvetydigheder eller gråzoner (…). Det handler om frihed mod undertrykkelse. Det handler om rigtigt mod forkert. Det handler om godt mod ondt” (Boris Johnson, tale til Ukraines parlament, 3. maj 2022).

Det betyder ikke, at alle handlinger er ens. Invasion og forsvar, overfald og modstand, aggression og selvforsvar er ikke det samme. Pointen er, at staten giver sine egne handlinger en særlig moralsk form.

“Det onde går ikke væk. Det onde skal man faktisk have vilje til at besejre” (Mette Frederiksen, Jyllands-Posten, 12. december 2024).

Dermed bliver statens egen magt usynlig som magt.

Afsavnets moral

Når oprustningen først er gjort nødvendig, bliver dens omkostninger også moralske. Våben, ammunition, missiler, overvågning, cyberkapacitet, luftforsvar, infrastruktur og beredskab kræver penge, arbejdskraft, teknologi og politisk opmærksomhed. Når staten prioriterer disse formål, prioriteres andre ned.

”Hvis vi står over for et valg mellem danskernes sikkerhed og danskernes pensionsalder − så vælger jeg til hver en tid danskernes sikkerhed” (Venstres formand Troels Lund Poulsen i sin tale til partiets landsmøde 16. november 2024).

Samtidig bliver krigsforberedelsen et akkumulationsfelt. Når staten garanterer efterspørgsel efter våben, teknologi, infrastruktur og sikkerhedsløsninger, skaber den markeder, kontrakter og profitter. Profitinteresser ophæves ikke af sikkerhedspolitikken; de får en ny statslig form.

I oprustningens ideologi fremstilles dette sjældent som en konflikt mellem samfundsformål. Det fremstilles som fredens pris: Afsavn bliver ansvar, nedskæringer realisme, oprustning beskyttelse og våbenproduktion sikkerhedspolitisk modenhed.

Også arbejdspladspolitikken indgår i denne omvending. Når oprustning i industriens og dele af fagbevægelsens sprog bliver til arbejdspladser, teknologi og nationale kompetencer, flyttes spørgsmålet fra, hvad samfundets arbejde bruges til, til om man støtter beskæftigelse og ansvarlig sikkerhedspolitik. Spørgsmålet forsvinder dog ikke: Skal arbejdet underordnes civile behov, social tryghed og grøn omstilling − eller statens krigsduelighed? Bliver oprustning arbejdspladspolitik, risikerer fagbevægelsen at blive krigsøkonomiens sociale afdeling.

Afsavnets moral vender dermed det sociale spørgsmål om. Det afgørende bliver ikke længere, hvem der betaler, hvad pengene går fra, hvilke interesser der styrkes, og hvilke samfundsområder der svækkes. Det afgørende bliver, om man er villig til at bære byrden.

Mental mobilisering

Oprustning handler ikke kun om militære systemer, men også om mennesker. Staten har brug for en befolkning, der forstår kursen rigtigt: Betalingen som nødvendig, tilpasningen som ansvar og utrygheden som robusthed.

Derfor får begreber som mental modstandskraft, civilt beredskab, sammenhængskraft, samfundssind og national loyalitet stigende betydning. De viser, at sikkerhedspolitikken ikke længere kun retter sig mod statens ydre apparater, men også mod befolkningens indre indstilling.

“Først og fremmest må vi ændre vores mindset. Hvis vi ikke gør det, vinder Rusland, fordi deres mindset aldrig har været et fredstids-mindset” (Mette Frederiksen, Copenhagen Democracy Summit, 13. maj 2026*).

Den gode borger i oprustningens tidsalder er ikke blot lovlydig, men villig til at acceptere krigsforberedelse som fredens nødvendige betingelse. Det er mental mobilisering.

Det betyder ikke, at enhver tale om beredskab er ideologisk i dårlig forstand. Moderne samfund er afhængige af komplekse infrastrukturer og kan rammes af strømsvigt, cyberangreb, ekstremvejr, pandemier, forsyningskriser og sabotage. Praktisk beredskab kan være fornuftigt.

Staten kræver ikke kun, at mennesker følger dens kurs. Den kræver, at de gør kursen til deres egen − som frihedens forsvar.

Hvorfor ideologien virker

En ideologikritik af oprustningen må ikke bygge på trusselsbenægtelse. Mennesker har gode grunde til at opleve verden som farligere og mere usikker.

Dette er ikke en påstand om, at alle sikkerhedspolitiske tiltag er unødvendige. Det er en påstand om, at de aldrig bør slippe for politisk og social kritik ved at optræde som nødvendighed.Netop derfor virker oprustningens ideologi. Den giver utrygheden en form. Krig, inflation, klimaforandringer, forsyningssårbarhed og social usikkerhed opleves ofte som én uro. Militær oprustning kan ikke løse disse problemer, men den giver angsten en tydelig adresse: statslig handlekraft.

Dette er ikke en påstand om, at alle sikkerhedspolitiske tiltag er unødvendige. Det er en påstand om, at de aldrig bør slippe for politisk og social kritik ved at optræde som nødvendighed. Virkelige trusler ophæver ikke politik. De gør politik mere nødvendig.

Ideologikritik som kritik af nødvendighedens sprog

Krigsforberedelse fremstilles som fredspolitik. Afsavn fremstilles som ansvar. National disciplin fremstilles som fællesskab. Og politiske valg fremstilles som historisk nødvendighed.

Hvis demokrati også kræver social balance, tryghed, tillid, institutioner og tro på fremtiden, kan oprustning ikke uden videre kaldes sikkerhed, blot fordi den styrker militæret. Den må måles på, hvad den beskytter, hvad den fortrænger, hvem den mobiliserer, og hvem der betaler.

Ideologikritik viser, hvordan samfundets egne grundforhold lærer mennesker at opfatte historiske former som natur, politiske prioriteringer som ansvar og magtkrav som sund fornuft. Den stærke ideologi virker gennem virkelige erfaringer, men organiserer dem, så statens svar fremstår nærliggende: oprustning, afskrækkelse, beredskab, disciplin og loyalitet.

Derfor spørger ideologikritikken i oprustningens tidsalder: Når noget fremstilles som uundgåeligt, hvem har gjort det uundgåeligt? Når noget kaldes ansvar, ansvar over for hvem? Når afsavn fremstilles som fredens pris, hvem betaler da − og hvem får større magt, når andre må give afkald? Når sikkerhed defineres militært, hvilke andre former for sikkerhed forsvinder? Når kritik fremstilles som naivitet, hvilken politisk kurs beskyttes da mod kritik?

At bryde denne selvfølgelighed kræver, at oprustningens egne modsigelser gøres politiske: mellem militærbudgetter og velfærd, krigsindustri og civile behov, national samling og social ulighed, statens sikkerhed og befolkningens tryghed. Det kræver, at fortrængte interesser formuleres som krav: løn, tid, tryghed, velfærd, klima og miljø, afspænding og international solidaritet uden for statens nationale “vi”.

Et alternativ begynder ikke med at benægte truslen. Det begynder med at afvise, at statens militære oprustning er det eneste rationelle svar. Sikkerhed må forstås bredere end krigsduelighed: som social tryghed, fungerende institutioner, demokratisk kontrol, robust infrastruktur, afspænding, internationalt samarbejde og en fagbevægelse, der ikke underordner samfundets arbejde under krigsøkonomiens behov.

Her ligger også den praktiske mulighed. Oprustningen skaber ikke kun samtykke, men også modsigelser: på arbejdspladser, hvor ressourcer mangler; i velfærdsinstitutioner, hvor robusthed møder udmattelse; blandt unge, der gøres til beredskabets råstof; og i fagbevægelsen, der må vælge mellem krigsøkonomiens arbejdspladser og samfundets civile behov. I sådanne konflikter kan nødvendighedens sprog miste sin selvfølgelighed.

Disse konflikter ophæver ikke verdens farer. De gør det muligt at forstå dem politisk. For hvis krig, kriser og stormagtskonflikter straks oversættes til nødvendighed, forsvinder netop det, demokratisk politik burde handle om: kampen om samfundets mål, midler, byrder og muligheder.

* Dansk oversættelse efter engelsk transskription

Litteratur
Karl Marx og Friedrich Engels: ’Den tyske ideologi’, Forlaget Rhodos, 1974
Karl Marx: ’Kapitalen’, bind 1, Forlaget Rhodos, 1970
Joachim Israel: ’Fremmedgørelse: fra Marx til moderne sociologi’, Forlaget Rhodos, 1969
Joachim Israel: ’Sociologisk Grundbog’, Gyldendals Bogklub, 1978
Georg Lukács: ’History and Class Consciousness’, Bibliotech Press, 2017
Erich Fromm: ’Flugten fra friheden’, Hans Reitzels Forlag (Falkebog), 1963
Christophe Dejours, Jean-Philippe Deranty, Emmanuel Renault, and Nicholas H. Smith: ’The Return of Work in Critical Theory’, Columbia University Press, 2018
Ingar Solty: ’Innere Zeitenwende − Die Militarisierung von Deutschlands Gesellschaft und Alltagskultur’, VSA Verlag, 2026
Peter Decker / GegenStandpunkt: Tekster om stat, nation, demokrati, kapitalisme og imperialisme – de.gegenstandpunkt.com; desuden videoer på YouTube om de samme emner.