Poesi og hadtale
Frederik Lind Køppen er blevet udråbt som konservativt korrektiv til en venstreorienteret kunstkonsensus. Lektor i litteraturvidenskab Elisabeth Friis har læst hele værket – også den del, der svælger i homofobi, voldsfantasier og uforfalsket had.
Af Elisabeth Friis
Sagen om den af højrefløjen udnævnte ”højrefløjsdigter” Frederik Lind Køppen, som optrådte i, hvad der allerede – i det mindste i kulturelt privilegerede kredse – er en herostratisk berømt udgave af Deadline (d. 13. maj) er ikke lukket endnu. I Weekendavisen (d. 29. maj) hylder Eva og Rune Selsing (igen) Frederik Lind Køppen som dissident i forhold til den angiveligt rådende venstreorienterede kunstneriske konsensus og skriver bl.a. at hans digtsamling er: ”et radikalt brud med de altdominerende forestillinger om, hvad god kunst er. Dens livssyn er nemlig konservativt.” Det er en sær konservatisme, der ”radikalt bryder med altdominerende forestillinger”: Hvad blev der af at forandre for at bevare? Det skal vi vende vi tilbage til.
Men Selsingernes kommentar handler også om at slå fast, at Lind Køppens digte, i modsætning til, hvad kulturparnassere som Lars Bukdahl og Erik Skyum Nielsen mener, faktisk er gode: af høj litterær kvalitet. Hvilket det åbenbart ikke er helt nemt at argumentere for, eftersom debattørerne må indlede deres svar med et spørgsmål, hvilket præcis er, hvad jeg selv plejer at gøre, når jeg ikke helt véd, hvad jeg skal sige:
”Men hvorfor er Køppens digte så gode? For at parafrasere Lars Bukdahl: De er ikke gode, fordi de er højreorienterede – selvom de også er det. De er gode, fordi de er gode. Enestående, faktisk. Vi har allerede nu talt med mange læsere, der blev rørt ind til knoglerne af hans lyrik. Digtene kan det, andre nutidige digte ikke kan; nemlig at bevæge, opløfte, forklare, forfærde, dulme og åbenbare.”
Digtene er gode, fordi de er gode, og det er vi mange, der mener? Det er en meget ringe kritik, der postulerer den slags uden at belægge det i teksten. Det er fuldt muligt at digtene har stærke virkninger på nogen læsere herunder naturligvis Selsingerne, hvilket er interessant deres indhold taget i betragtning. Dertil skal vi også komme. Men først et par ord om Stjernens navn er malurt – digtsamlingens 1. del – der nemlig adskiller sig drastisk fra dens 2. del, der bærer titlen Jeg skriger til himlen.
Stjernens navn er malurt tilhører helt afgjort genren ”poesi”. Hvis vi nu tager fat i digtet ”Søster syfilis”, som Selsingerne også citerer fra, så finder vi her regulære metaforer, f.eks. ”vi gik gennem mindernes og hjerternes mausoleum”, underliggørende ord som ”pletblod” og sprog fra flere forskellige diskurser, der blandes sammen, herunder en hang til gammeldags (altmodische) ord og formuleringer som ”min manddom” (en noget bedaget eufemisme for penis), ”uden forlov” og ”sådanne”. Der er masser af hyperboler, f.eks. ”Søster syfilis / jeg hader dig / på samme måde som man hader en pest”. Der er en del anglicismer, f.eks. ”prætenderede”, og senere i digtsamlingen dukker lidt svært afkodelige fremmedord som ”sublimationsmuligheder” og et udsagn om at ”tiden er prægnant med mening og skæbne” op.
Digtsamlingen arbejder ikke bare med poesiens grundstof – linjebruddet – men også med en opbrudt kompositorisk struktur, hvor digtene afbrydes midt i forløbet, og et nyt digt begynder, hvorefter det afbrudte digt siden tages op igen efter et for mig desværre ikke helt gennemskueligt princip. Digteren véd godt, hvordan poesi ser ud, og citerer da også fra store poetiske værker som Det Gamle Testamente og Koranen, ligesom der hilses på Rimbaud i digtet om at være i Marseille. Så langt så godt. Det ér poesi. Og det kan sagtens afgøres uden at man tager stilling til om ”vi gik gennem mindernes og hjerternes mausoleum” eller hvad med ”øjne med dårlige intentioner / kaster stjålne blikke efter os” er levende eller døde, gode eller dårlige metaforer.
Men hvorfor er det så vigtigt for mig at argumentere for at Stjernens navn er malurt er poesi? Det er der vel ingen, der har sagt, at den ikke var? Ja, nu kommer vi så til det egentligt bemærkelsesværdige.
Jeg anerkender, at Stjernens navn er malurt er poesi, og så må vi så læse den på de præmisser. Til gengæld tror jeg ikke, at digtsamlingens 2. del Jeg skriger til himlen er poesi, uanset hvad forlag eller forfatter vælger at kalde denne tekst1. Jeg undrer mig over, at der ikke er blevet talt mere om teksterne i Jeg skriger til himlen. De er tydeligvis blevet læst af samtlige involverede i den verserende avisdebat om digtsamlingen (Weekendavisen og Information), eftersom de alle sammen – uanset om de finder behag eller ubehag ved den – omtaler teksternes afsluttende del, hvor det lyriske jeg på en eller anden måde nærmer sig Gud i en have, og hvor vi i øvrigt, jeg vedkender det, bevæger os ind i det poetiske felt igen.
Men inden vi når denne forløsning må man læse sig igennem maliciøse beskrivelser af homoseksuelle og yngre kvinder, der kunne være copy/pastet fra den mørkeste del af det højreradikale internet, og som absolut intet har med poesi at gøre. Jeg citerer modvilligt et eksempel:
I TIDSELMARKEN
DA JEG VAR 14 ÅR, ENDNU EN LILLE DRENG, KOM JEG OMKRING
UNGDOMSHUSET, HVOR LIGHED OG FRIHED VAR I HØJESTE POTENS, DE
NEDTRÅDTES OG DE FORULEMPEDES FRISTED, OG DÉR VAR EN NAVNKUNDIG
HOMO-FYR, OG MAN VAR ALDRIG I TVIVL OM, AT HAN VAR HOMO, FOR ALT
CENTREREDE SIG FOR HAM OM DETTE FAKTUM
DENNE MAND UDGAV ET BLAD, OG JEG LÆSTE DETTE BLAD, OG UD FRA DETTE BLAD KUNNE MAN FÅ DET INDTRYK, AT ALLE ASPEKTER AF HOMOSEKSUALITET HANDLEDE OM SEX. JEG LÆSTE DETTE BLAD, OG UD FRA DETTE BLAD FIK JEG DET INDTRYK, AT HELE HANS ÆSTETISKE OG VERDENSANSKUELSESMÆSSIGE PROJEKT VAR BUNDET OP PÅ AT UDBASUNERE, HVOR MEGET HAN VILLE KNEPPES I RØVEN
FOR HAM CENTREREDE ALT SIG OM DET LIDERLIGE; FLYGTIGE BEKENDTSKABER OG BAREBACKING OPHØJET TIL IDEOLOGI
RYGTET VAR, AT HAN KUNNE LIDE SMÅ DRENGE, OG OM END JEG ENDNU IKKE KUNNE ARTIKULERE DENNE MØRKE, VAGE FØLELSE DENGANG, TÆNKTE JEG, OM HAN UNDER PÅBERÅBELSE AF DEN I DET VENSTREORIENTEREDE MILJØ IBOENDE ”TOLERANCE” HAVDE FRIT LEJDE TIL DÉR AT LUSKE RUNDT, OG UDØVE SIT LORT, OG ENGANG SÅ JEG HAM SVÆRME OMKRING EN GRUPPE AF PUNKER-TEENAGEDRENGE, OG NOGLE AF DEM VAR KEDE AF DET, NOGLE AF DEM HAVDE DET DÅRLIGT DERHJEMME
MON HAN KUNNE MÆRKE DETTE
MON HAN KUNNE OPSNUSE DETTE
MON HAN SAGDE TING SOM: ”JEG FORSTÅR DIG” ELLER ”DU KAN STOLE PÅ
MIG”
MON HAN VAR EN APEX-PRÆDATOR
Ja, her har vi så en beskrivelse af en homoseksuel mand, som vi ikke kender noget til, men som jeg’et foragter, fordi han udgiver et blad, der åbent handler om seksualitet og seksuel lyst, og som jeg’et dertil anklager/mistænker for pædofili. Fantasmatisk over-seksualisering og anklager om ulovlig adfærd er helt almindelige komponenter i de måder homofobi plejer at komme til udtryk på, og denne tekst er rendyrket homofobisk. Der står også, at pædofili sikkert accepteres under det venstreorienterede banner ”tolerance”, hvilket der måske ikke er grund til at kommentere yderligere. Hvis vi ser bort fra titlen, har ”digtet” ikke nogen poetiske træk – måske med undtagelse af den anaforiske gentagelse af ”mon”, men anaforen er en stilfigur, der tit benyttes i politiske taler og reklamer. I det næste stykke tekst får vi så en slags mulig forklaring på, hvorfra jeg’ets udtalte homofobi stammer. En homoseksuel mand har på en homobar taget kvælertag på jeg’et, fordi jeg’et ikke ville have sex med ham. Det er selvfølgelig en helt uacceptabel voldshandling, men den retfærdiggør ikke tekstens afslutning:
OG TIL TIDER I HVERDAGEN, NÅR JEG SIDDER VED ARBEJDET, I MIT FLYDENDE,
ÅBNE STADIE, NÅR JEG ER ÅBEN FOR STRØTANKER, HYPOTETISKE HÆNDELSER
OG UDFALD, DA SKER DET TIL TIDER, AT FORMØRKEDE MULIGHEDER OG
SCENARIER KOMMER OVER MIG, AT HAN DRUGGER MIG, LEDER MIG BEDØVET
HJEM, VOLDTAGER MIG (”INGEN VIL TRO PÅ DIG”), FØLELSER AF SKYLD OG
SKAM OG AFMAGT OG VREDE KOMMER ALTOVERSKYGGENDE OVER MIG, OG
DISSES PROPORTIONER ER SÅ STORE, AT JEG KUNNE SLÅ ET MENNESKE IHJEL,
LADE EN VOLDSOM DØD KOMME OVER EN ANDEN, UDEN FORTRYDELSE, EN
VERDENS-TJENESTE
Jeg kan godt unde de borgerlige nationalkonservative deres helt egen digter, der giver udtryk for dét, der måtte trænge til forløsning i dem.I første omgang synes det at være en ufrivillig voldsfantasi, der griber jeg’et: ”når jeg er åben for strøtanker, hypotetiske hændelser og udfald”. Jeg’et er ikke ”sig selv”. Men der sker noget, når vi når frem til den afsluttende nævnelse af ”en verdens-tjeneste”, hvor teksten forekommer mig at forlade affekternes og voldsfantasiens rum og forankre sig i en mere reflekteret udsigelsespositition: Det, som jeg’et – ufrivilligt i sine strøtanker – forestiller sig at gøre, ville faktisk gøre verden en tjeneste.
Det her er hverken poesi eller konservativ ideologi. Verdens-tjensten insinuerer, at et drab på et menneske (hvem det specifikt er, er uklart i teksten – det kan være overgrebsmanden, men også andre: Den homoseksuelle bladudgiver fra ungdomshuset eller de unge ventreorienterede, hvorom det antydes, at de tolererer ovegreb i mangfoldighedens navn) kan være at gøre verden en tjeneste.
Hvad angår Stjernens navn er malurt så kan jeg godt unde de borgerlige nationalkonservative (eller hvad de vil kalde sig – de må som alle andre kalde sig lige hvad de vil) deres helt egen digter, der giver udtryk for dét, der måtte trænge til forløsning i dem. Hvad Jeg skriger til himlen angår, så er dens hadtale, dens misogyni og homofobi samt uklare omgang med forestillingen om, at man kan gøre verden en tjeneste ved at slå nogen ihjel, åbenbart ikke noget, der anfægter f.eks. Selsingerne. Og kunst, det er det ikke.
Suiten hedder ”Tidselmarken”. Skal der luges ud så marken kan blive fin og ukrudtsfri? Det er ikke ”et provokerende synspunkt” fra en punket type, der vil blæse på en forestillet venstreorienteret konsensus, og der blev ikke spurgt ind til det i Deadline. Man må vel antage, at redaktionen har læst teksterne i den del af værket?
Teksterne i Jeg skriger til himlen kan ikke gemme sig bag prædikatet ”poesi”.
