Lektioner fra Sydkoreas kønskrig

Af Andreas Beyer Gregersen
Forsidebillede af Park Youngsook¹

En dag i 2020 på Gangnam Station i Sydkoreas hovedstad Seoul afholder to YouTube-influencere, Prinsen og Sidungi, en antifeministisk demonstration. Demonstrationen foregår knap fire år efter et brutalt kvindemord på netop denne station, men de to influencere har mere fokus på en berømt #MeToo-sag, hvor de beskylder den koreanske model og feminist Yang Ye-won for at lyve om seksuelle overgreb. Influencerne deler gratis pizza ud til de fremmødte, mens de tager et afhugget, kogt grisehoved frem, som ifølge dem symboliserer feminister. Prinsen og Sidungi hamrer løs på grisehovedet med en hammer, alt imens kød og hud flyver ned på asfalten omkring dem.

Dette bizarre optrin er blot et af mange, som journalist Malene Jensen beretter om i den nye reportagebog Et liv uden mænd, som ifølge hende selv afdækker en igangværende ’kønskrig’ i Sydkorea, hvor fronterne er trukket ekstremt hårdt op mellem ikke bare feminister og antifeminister, men også især unge mænd og unge kvinder. De unge kvinder vil ikke længere acceptere et samfund præget af konfucianske normer om sociale hierarkier, hvor f.eks. den patriarkalske familiefar står over alle andre i familien – samtidig med at kvinderne ofte udsættes for kønsbaserede overgreb vold lige fra partnervold og kvindedrab til stalking og seksuelle overgreb. På den anden side er langt størstedelen af unge sydkoreanske mænd imod feminisme, fordi de blandt andet ofte oplever at have svært ved at finde en partner og stifte familie, samtidig med at mange af dem hører om direkte mandehadske kvindegrupper, som der er dukket flere op af i de seneste år.

4B – og nu også 6B4T

Gennem en række interviews fokuserer Malene Jensen især på, hvad det vil sige at være med i den såkaldte 4B-bevægelse.² Denne bevægelse praktiserer en slags radikal feminisme i form af kønsseparatisme. Kvinderne lever efter fire forbud: De må hverken date mænd, gifte sig med mænd, have sex med mænd eller få børn med mænd. Selvom bevægelsen stadig synes at være forholdsvis marginal i det sydkoreanske samfund, kan den siges at være et ekstremt udtryk for en modvilje mod den traditionelle kernefamilie, der findes blandt mange sydkoreanske kvinder. Som Jensen fremhæver, er der nemlig fortsat en udbredt forventning om, at en kvinde tager sig af børn og det huslige, hvorfor hun oftest må sige sit job op efter det første barn.

For mange i 4B-bevægelsen handler det dog ikke bare om en kritik af kvindens fastlåste rolle i kernefamilien, men lige så meget om mænds generelle behandling af kvinder. Nogle har derfor udvidet 4B til det såkaldte 6B4T, som dækker over også at undgå forbrug af produkter skabt af mænd og endda heller ikke at tale med mænd.³ Det sidste forbud hedder B-mutoba og er en forkortelse for de koreanske ord for ’gratis’, ’tale’ og ’bar’ som en henvisning til, at kvinder ifølge disse aktivister som oftest leverer en form for gratis ydelse ved bare at tale med mænd på barer eller lignende offentlige steder.

Umiddelbart kan en sådan kønsseparatisme minde om de grupper i manosfæren, der betegner sig som Men Going Their Own Way (MGTOW), og som ligeledes advokerer for minimal interaktion med det modsatte køn, ofte med et misogynt udtryk.⁴ Det ser ikke ud til, at 4B-bevægelsen helt på samme måde er gennemsyret af mandehad, selvom Jensen kan berette om en generel modvilje mod mænd, og i nogle tilfælde voldsomme generaliseringer, hos mange af aktivisterne. I et af bogens interviews hævder aktivisten Ji-Yeon, at det ikke er muligt for kvinder at hade mænd, fordi de er en undertrykt gruppe, der blot gør oprør – hvilket dog i hvert fald for en udenforstående synes at være en lidt besynderlig logik. Den mest radikale aktivist, der interviewes i bogen, Lee Yu-su, siger til gengæld eksplicit, at hun hader mænd og derfor praktiserer såkaldt politisk lesbianisme. Som hun selv præsenterer det: ”Hvordan skal jeg fremstille det? Hvis du ser på 10.000 frugter, og alle på nær én er rådne, så vil du se på dem og sige ’de frugter er rådne’. Findes der ordentlige mænd? Måske. Men jeg tror det ikke”.

Hvor tæt er Sydkorea på os?

I sin bestræbelse på at høre begge sider dykker Jensen også ned i, hvad der kan gøre det svært at være ung mand i Sydkorea i dag – og selve udtrykket ’kønskrig’ kan give et billede af, at der netop er tale om to ligeværdige parter, som er i konflikt. Det fremstår dog tydeligt, at baggrunden for denne polarisering er en vedvarende undertrykkelse af kvinder med bl.a. massiv diskrimination på arbejdsmarkedet og normalisering af kønsbaseret vold som f.eks. den såkaldte molka-epidemi, hvor mænd filmer kvinder uden samtykke på offentlige toiletter eller lignende steder. Ligesom med den hovedsageligt engelsksprogede manosfære fortsætter disse tendenser også online, hvor især det store chatforum på koreansk, DC Inside, er gennemsyret af både antifeminisme og direkte kvindehad.⁵

Spørgsmålet er så, hvor relevant alt dette er for os i et land som Danmark, der langt mere er præget af en fortælling om, at feminismen allerede har sejret, og at der findes en nordisk exceptionalisme, hvor vi har opnået ligestilling på alle væsentlige områder. Ifølge Jensen er 4B-bevægelsens grundtanker ikke ukendte i Danmark, og hun henviser bl.a. til billedkunstneren Apolonia Sokol, som har udtalt, at hun hverken vil arbejde med mænd eller interviewes af mænd. Efter at have forsket i den feministiske bevægelse i Danmark de seneste par år er mit klare indtryk imidlertid, at sådanne ideer er yderst marginale – og stort set ikkeeksisterende i større feministiske organisationer. Vi ser heller ikke en sammenlignelig form for mandehad som i Sydkorea, hvor f.eks. gruppen Megalia er blevet berygtet for at dele billeder af mandlige kønsorganer, som er skåret over eller er voldsomt skadede.⁶

Men polariseringen mellem feminister og antifeminister er blevet særdeles tydelig, de seneste år efter at #MeToo-bevægelsen er vundet frem. Vi så det bl.a. op til vedtagelsen af den samtykkebaserede voldtægtslovgivning i 2020.⁷ Jeg vil dog hævde som en afgørende pointé, at problemet egentlig ikke er polarisering i sig selv. Polarisering i form af intense konflikter mellem modsatrettede interesser og positioner kan endda siges at være essentielt for ethvert demokrati. Det er mere rammerne for denne polarisering, eller snarere mangel på rammer, som er blevet problematiske ved, at det f.eks. er blevet forholdvist normalt for kvindelige debattører og feministiske aktivister at blive udsat for trusler, hadtale og i visse tilfælde vold. En undersøgelse udarbejdet af TrygFonden og Analyse & Tal i 2025 viste f.eks., at 22 % af alle hadefulde angreb på Facebook relaterer til køn og kønsudtryk som emne.⁸ I forskningsprojektet FIERCE (2022-2025) har jeg selv været med til at afdække, hvordan denne nye virkelighed har ført til, at en del feministiske aktivister i Danmark trækker sig for at beskytte sig selv.

Vi er nødt til at gentænke kønsantagonisme

Min tese er således, at Sydkoreas intense ’kønskrig’ er en påmindelse for os i Danmark og Europa om, at både form og indhold har betydning for moderne kønsdebatter. Kønsdebat, som den udfolder sig også i den danske offentlighed, kan forstås som et tydeligt eksempel på det, som filosoffen Jacques Rancière har teoretiseret med det franske begreb ”la mésentente”.⁹ Dette begreb dækker ikke bare over uenighed, men også en gensidig misforståelse om, hvad man er uenig om; hvad de forståelsesmæssige rammer for en given uenighed kan siges at være. Modsat hvad der ofte siges i mere muntre politiske debatter, er man således ikke bare enige om at være uenige.

I forhold til kønspolitik manifesterer dette sig ofte som grundlæggende forskelle i, hvordan man opfatter den kønspolitiske virkelighed, hvad ligestilling vil sige, og hvad det overhovedet betyder at være et køn såsom mand og kvinde. Sådanne uoverensstemmelser kan ikke løses gennem noget teknokratisk fix, som fastlægger, hvad sandheden om køn og ligestilling egentlig er. Tværtimod kalder det på, at vi er nødt til at acceptere køn (og seksualitet) som en vedvarende demokratisk konfliktlinje. Modsat et politisk område såsom national identitet er køn samtidig en konfliktlinje, som i hvert fald i princippet har en mere demokratisk karakter, da konflikten ikke så nemt kan eksternaliseres ved at sætte det op som en kamp mellem ’os’ og de fremmede. Kønsdebat kan derfor minde os om, at politik handler om et samfunds indre konflikter.

Alt dette betyder ikke, at Sydkorea pludselig kan forstås som et forbillede for kønsdebat, fordi de har meget mere konflikt på dette område. Men den intense polarisering i dette land minder os om, at vi uundgåeligt bliver ved med at misforstå hinanden i kønsdebatter, og at en intens og polariseret debat også kan være essentiel i diskussionen af, hvad for et samfund man egentlig ønsker at have. Er det f.eks. et samfund, hvor kernefamilien stadig er den fremherskende norm, eller bør vi bevæge os mod en form for familiepluralisme? Set fra det perspektiv har vi måske faktisk brug for mere kønsdebat i Danmark, ikke mindre.

Andreas Beyer Gregersen er filosof.

1. Imprisoned Body, Wandering Spirit #1 갇힌 몸, 정처 없는 마음 #1, 2002 ©PARK Youngsook, med tilladelse af Arario Gallery
2. Lee, Jieun & Jeong, Euisol. 2021. “The 4B Movement: Envisioning a Feminist Future with/in a Non-Reproductive Future in Korea.” Journal of Gender Studies (Abingdon) 30 (5): s. 633–44. https://doi.org/10.1080/09589236.2021.1929097.
3. Pyo, Kayla. 2023. “The 6B4T Movement’s resilient resistance against authoritarianism: Taking a look into the 6B4T Movement.” University of Washington Journal of Political Science 1.2 (2023): s. 85-92.
4. Ging, D. (2019). “Alphas, betas, and incels: Theorizing the masculinities of the manosphere”. Men and masculinities, 22(4), s. 638-657.
5. DC Insides officielle hjemmeside: https://www.dcinside.com/
6. Jeong, Euisol. (2020). Troll feminism: the rise of popular feminism in South Korea. PhD-afhandling, University of York.
7. Gregersen, Andreas Beyer; Meret, Susi & Agustín, Lise Rolandsen. (2025). “So Common to Score Cheap Points on Being an Antifeminist”: The Rise of Antifeminist and Anti-Gender Mobilizations in Denmark and the Feminist Response. I: Kuhar, Roman & Smrdelj, Rok (red.). 2025. Anti-Gender Mobilizations in Europe and the Feminist Response: Productive Resistance. Springer Nature.
8. Analyse & Tal og TrygFonden (2025): Angreb og had i den offentlige debat på Facebook 2025 – tryghed.dk
9. Rancière, Jacques (1999): Disagreement: politics and philosophy. University of Minnesota Press.