Borgerbrev om Israel-dækningen under lup

DEBAT: Et borgerbrev med over 10.000 underskrifter hævder, at Danmarks Radios dækning af Mellemøsten er præget af skævhed og en uretfærdig fremstilling af Israel. En ny gennemgang viser imidlertid, at stort set alle brevets 50 eksempler bygger på fejl­læsninger, forvanskninger og svagt begrundede anklager.

Af Poya Pakzad

Enhver læser af dette magasin ved, at kritisk granskning af mediedækningen hører til blandt magasinets kernebidrag. Skønt mediekritik og blotlægning af propaganda sjældent er populært i journaliststanden, er det en uundværlig del af en ansvarlig offentlighed. Medierne påvirker i høj grad, hvad offentligheden opfatter som vigtigt, sandt og legitimt. Når medier sætter dagsordener, fortolker konflikter og udvælger kilder, må de også kunne tåle at blive efterprøvet, også når kritikken er ’over-the-top’.

Men saglig mediekritik er et møjsommeligt arbejde. Enhver kan lade sig forarge over en overskrift eller et indslag. Men enkelteksempler siger sjældent ret meget. Hvis man vil påvise en tendens eller underbygge en mere generel tese om dækningen, er man nødt til at gennemgå et betydeligt antal artikler og indslag over tid. Der findes næppe noget reelt alternativ til den langsomme og slidsomme bearbejdning af indhold.

Af den grund vakte det min interesse, da fire forskellige personer uafhængigt af hinanden sendte mig et omfattende “borgerbrev”, lanceret på en hjemmeside, der fremlægger ikke færre end 50 eksempler på “redaktionelle fejl, manglende kontekst, ubalancerede kilder og metodiske problemer” i DR’s dækning af Mellemøstkonflikter, der involverer Israel. Ambitionen er ikke beskeden.

Jeg besluttede mig derfor for at læse de 50 eksempler. Det skurrede allerede fra første punkt, og det blev ikke bedre undervejs. Ret hurtigt stod det klart, at projektets egentlige anliggende var at skærme Israel mod kritisk dækning, også når denne dækning er lødig og faktuelt velbegrundet. Derfor læste jeg gennemgangen igen, denne gang mere systematisk og side om side med de artikler og indslag, brevet kritiserer. På brevets Facebook-side opdagede jeg desuden, at initiativet nu har fået over 10.000 underskrifter, og at målet er at sende det til kulturministeren for at presse på for en “uvildig kommissionsundersøgelse” af DR’s Mellemøstdækning. Det er altså et borgerbrev med en mission.

Den selviscenesatte saglighed rækker imidlertid ikke længere end til brevets egen metode. Når man ser nærmere på, hvordan borgerbrevet beskriver sin egen metode, opstår der et grundlæggende problem. Brevet hævder, at de 50 eksempler “er udvalgt ud fra faste journalistiske kriterier med fokus på præcision, kildekritik, kontekst, juridisk korrekthed og redaktionelle standarder”. Sætter man den formulering sammen med påstanden om en entydig anti-israelsk tendens i DR’s dækning, kan der i realiteten kun være to muligheder.

Enten er påstanden, at de brud på disse kriterier, der findes i DR’s samlede Mellemøstdækning, overvejende falder ud til skade for Israel. I så fald hævder brevet i praksis, at eksemplerne er repræsentative for dækningen som helhed. Hvis det er ambitionen, måtte brevskriverne have gennemgået hele – eller i det mindste et større tilfældigt udsnit af – DR’s dækning i den relevante periode og åbent redegøre for den metode.

Eller også har de ganske enkelt udvalgt de indslag og artikler, der på forhånd forekom dem at udvise en bestemt anti-israelsk tendens. I så fald er det reelle udvælgelseskriterium ikke “faste journalistiske kriterier”, men forekomsten af formodede anti-israelske skævheder. I redelighedens navn burde brevet så også deklarere åbent, at det er sådan, eksemplerne er udvalgt.

Den tilhørende følgeartikel taler selv om “50 skrækeksempler”, hvilket stærkt peger på, at det netop er de værste og mest belastende eksempler, man har villet samle. En sådan worst case-udvælgelse kan sagtens have informationsværdi. Men den kan metodisk ikke bruges til at dokumentere “skævhed” og “ensidighed” i DR’s dækning generelt, for i så fald er tendensen bygget ind i udvælgelsen fra begyndelsen. Biassen ligger så-at-sige i de egentlige, uudtalte udvælgelseskriterier.

Hvis man vil undersøge en tendens i en given dækning, er man nødt til at se på stoffet bredt og systematisk, ikke kun på de eksempler, der allerede passer til den tese, man ønsker at rejse. Det metodisk bemærkelsesværdige er dog, at ikke engang de “værste” eksempler, som borgerbrevet selv har kunnet finde frem, viser den journalistisk uforsvarlige ensidighed, som det hævder er kendetegnende for DR’s dækning.

I et skriftligt svar til denne artikel understreger Borgerbrevet, at de 50 eksempler efter deres egen opfattelse ikke er “statistisk repræsentative for DR’s samlede dækning”, men er “udvalgt, fordi de efter [deres] vurdering peger i en bestemt retning og derfor giver anledning til at spørge, om der kan være et mere generelt mønster, som bør undersøges uafhængigt”. Brevskriverne beskriver dermed selv eksemplerne som illustrativt grundlag for en mistanke, ikke som dokumentation for en påvist, generel skævhed.

Det ændrer ikke ved, at brevet i offentligheden fremlægges som bevis for en generel skævhed, ikke blot som en samling hypotese-genererende enkeltsager. På borgerbrevets hjemmeside beskrives DR’s Mellemøstdækning som “markant skæv”, “ensidigt fokuseret på kritik af Israel” og i flere tilfælde “dæmoniserende”. Det fremhæves også, at de indsamlede sager “viser mønstre af skævhed, udeladelser og vinklinger”. Initiativet taler således udadtil, som om skævheden allerede er påvist.

Det fik mig til at skrive en egentlig tilbagevisning punkt for punkt. Resultatet er en rapport på mere end 100 sider, som kan downloades nederst i dette indlæg.

Den Israel-venlige mediekritik giver sig ud for at være nøgtern, metodisk og presseetisk motiveret. I praksis er den imidlertid ensidig, selektiv og vildledende. Igen og igen kritiserer den noget, DR enten ikke har skrevet, ikke har ment eller allerede selv har rettet. Den konstruerer ofte sin egen genstand for kritik og bruger derefter denne konstruktion som bevis på journalistisk skævhed.

Et slående eksempel er brevets kritik af dækningen af tabstal i Gaza, hvor DR angribes for angiveligt at formidle, at “92 procent af de dræbte i Gaza er civile”. Men citatet er en forvanskning, selv om det står i citationstegn i brevet. Ligesom procenttallet optræder det ingen steder i den kritiserede artikel. Det opstår først gennem brevets egen videreberegning, som ovenikøbet hviler på den stærkt tvivlsomme antagelse, at civile i krig rammes tilfældigt, og at dødsfordelingen derfor kan udledes af befolkningens demografi. DR kritiseres altså for en konklusion, brevskriverne selv har produceret – et skoleeksempel på en stråmand.

Noget lignende sker i kritikken af DR’s omtale af Vestbredden som “ulovligt besat”. Her fremstilles spørgsmålet som et åbent og “omstridt juridisk spørgsmål”, selv om det netop er et område, hvor den internationale retslige linje er bemærkelsesværdigt klar og konsekvent. Som jeg viser i rapporten, findes der tunge internationale vurderinger, som ikke efterlader meget rum for den juridiske kontrovers, kritikken forsøger at skabe. Her bruges ordet “omstridt” ikke for at oplyse læseren eller tilføre reel nuance, men for at konstruere tvivl om et juridisk forhold, der i hovedsagen er klart.

Et tredje gennemgående mønster er, at brevet konsekvent forveksler ekspertudsagn og kildegengivelser med redaktionel tilslutning. Når DR citerer israelske regeringskritikere, demonstranter, forskere eller jurister for skarpe vurderinger, behandles det i kritikken, som om DR selv fremsætter vurderingen som ubestridt sandhed. Det gælder blandt andet indvendingen mod brugen af udtrykket “etnisk udrensning”, hvor der var tale om et partsudsagn fra en navngiven israelsk kilde, ikke en redaktionel dom. Hvis enhver gengivelse af et kontroversielt udsagn straks skal læses som journalistens eget synspunkt, gør man i praksis almindelig politisk journalistik umulig.

Det samme gælder spørgsmålene om folkedrab og krigsforbrydelser. Også her opererer kritikken med en kunstig standard, hvor journalistik kun anerkendes som legitim, hvis den enten helt afstår fra at viderebringe alvorlige vurderinger, eller ledsager dem af et større apparat af forbehold, modsynspunkter og symmetrisk balance. Men sådan fungerer nyheds- og baggrundsjournalistik ikke. Hvis en artikel klart markerer, at der er tale om forskervurderinger, juridiske analyser eller partsudsagn, er det ikke et presseetisk brud, at den ikke samtidig opstiller et tribunal i miniformat.

I spørgsmålet om hungersnød og blokering af nødhjælp til Gaza bliver svagheden endnu tydeligere. Her glider brevets påståede mediekritik over i en mere grundlæggende mistænkeliggørelse af en veldokumenteret, menneskeskabt humanitær katastrofe.

På de historiske spørgsmål er brevet ideologisk gennemsigtigt. Historiske forhandlingsforløb reduceres til en parole om, at palæstinenserne altid har afvist gavmilde israelske fredstilbud. Den fortælling kan kun opretholdes, hvis man skærer de historiske processer brutalt til, ser bort fra indholdet af de konkrete forslag og ignorerer en omfattende og modstridende historieskrivning.

På hjemmesiden præsenteres hele projektet som udtryk for bekymring for, at dækningen skaber “en offentlig atmosfære, hvor minoriteter, især danske jøder, oplever øget stigmatisering og pres”. I deres skriftlige svar til Eftertryk Magasin understreger initiativtagerne til Borgerbrevet, at Borgerbrevets sigte “ikke [er] at foretage den endelige afgørelse af spørgsmålet, men at pege på forhold, som bør undersøges systematisk i en uafhængig gennemgang”, og at en sådan undersøgelse efter deres opfattelse “også må være i DR’s egen interesse”.

Endelig understreger initiativtagerne, at de “vil forholde [sig] til [eventuelle] fejl eller vildledende formuleringer i [deres] materiale og rette det, der måtte være forkert eller misvisende”. Det er et prisværdigt løfte. Men når man læser borgerbrevets 50 eksempler igennem, er det svært at komme uden om, at problemet ikke kun er enkelte fejl og formuleringer. Borgerbrevet er ikke det saglige korrektiv, det giver sig ud for, men derimod et polemisk forsvarsskrift for Israels handlinger, forklædt som etiske pressehensyn og mediekritik.

Man kan downloade og læse rapporten her.

Poya Pakzad er jourhavende redaktør på Eftertryk Magasin